Intet er så forfærdeligt som døden. Vi ved alle, at den kommer før eller siden. Vi forsøger også alle at slå tanken hen eller skjule den for os selv. Men når vi konfronteres med dødens virkelighed er den forfærdelig. Selv små børn er bevidste om døden og spørger til den – om ikke før, så når de første gang oplever at miste en eller når de første gang ser en død fugl eller mus på vejen.
Vi forsøger at skjule dødens gru for os selv. Nogle forsøger at beskrive den som naturlig, men vi ved godt dybest set, at det ikke passer. Andre forsøger at holde tanken om døden væk gennem oplevelser og konstante aktiviteter. I ungdommen kan man måske til nød bilde sig ind, at man ikke skal dø, men som årene går bliver det mere og mere uundgåeligt at begynde at tænke på døden.
På søndag konfronteres vi i bibelteksten med døden i al sin gru. En kvinde har mistet både sin mand og sin eneste søn til døden. Vi konfronteres med det faktum, at døden rammer både unge og gamle. Der er ingen sikkerhed for, at nogen af os lever i morgen. Døden er ikke noget, vi kan udskyde at tænke på.
Vi kan heller ikke udskyde tanken om, hvad der sker efter døden. Frygten for Guds dom driver ateister og andre til at bilde sig ind, at døden blot er ophør af eksistens. Ikke fordi dette er en rar tanke, men fordi den er bedre end alternativet: Guds forfærdelige dom.
I søndagens prædiken stilles vi ansigt til ansigt med både døden og Guds dom.
Men vi hører også, hvordan Jesus er herre over døden og vil befri os fra både døden og Guds dom, så vi kan gå døden i møde i glæde over evangeliet og i håbet om opstandelsen.
Kom til gudstjeneste på søndag. Se praktiske informationer her.
Salmerne til søndag er i den gamle salmebog:
442 Midt i livet er vi stedt
615 Fremmed er vi alle dage
626 Når jeg betænker ti og stund
656 Mit største hjertens glæde
