(i hele kirkeåret 2011-2012 prædikes over gammeltestamentlige tekster efter en bibelhistorisk tekstrække)
I søndags hørte vi endnu en gang om Israels ugudelighed og stadig oprør mod Gud i ørkenen, som førte til, at Gud tugtede dem ved at lade dem gå 40 år i ørkenen og vente en generation med at lade dem komme ind i det forjættede land. Dette var for at knuse deres hovmod og minde dem om deres synd, så de måtte gå ind til det evige liv ved troen på den kommende frelser, hvis frelsergerning, de blev mindet om igen og igen gennem ofrene i helligdommen.
Gud var ellers ved at ville udslette folket og i stedet gør Moses til et stort folk. Vi kan næsten få det indtryk, at Moses som den eneste ikke gjorde oprør mod Gud. men i denne søndags tekst sker det samme for Moses, som skete for israelitterne. Moses falder og Gud tillader, at Moses falder. Moses stoler ikke fuldt ud på Gud og Guds ord, men delvist på sine egne kræfter og gerninger.
Og derfor tugter Gud også Moses, så han heller ikke skal gå ind i det forjættede land. Men Gud tugter Moses, for at han må gå ind til det evige liv. Og sådan også, når Gud lader vore synder få konsekvenser. Gud berøver os nu og da jordiske velsignelser for at give os det evige liv ved troen på Jesus Kristus.
Kom til gudstjeneste på søndag og hør, hvor Gud frelste Moses og frelser os ved at knuse vores hovmod og tilgive os vore synder gennem evangeliet om Jesus Kristus, som led og døde for os.
Se praktiske informationer her.
