8. Juli 2007 Apostelsøndagen
“Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” (Lukas 5,1-11)
I søndags var der ordination, og nu skal præsten så holde sin første prædiken. Det er god skik, at han i sin tiltrædelsesprædiken særligt kommer ind på, hvad menigheden kan forvente af præsten, og hvad præsten kan forvente af menigheden. Teksterne i dag passer godt til det. De handler om bl.a. Esajas’ og Peters kaldelse. I Norge bruges den røde farve på denne apostelsøndag, fordi den handler om kaldet til embedet. Derfor har jeg også beholdt den røde stola på til denne søndag frem for den grønne, som ellers er den, der bruges i Trinitatistiden. Vi vil i dag beskæftige os med: 1. baggrunden for hyrdeembedet, 2. Hvad menigheden må forlange af sin præst og 3. Hvad præsten må forvente af menigheden.
Baggrunden for hyrdeembedet
Synden
I dag hører vi, at Jesus tager med Peter ud at fiske. På fisketuren viser Jesus, at han har magt over naturen, og de fanger en masse fisk ved hans ord, så båden er ved at synke. Peter reagerer ved at falde ned for Jesus og sige: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Han indser, at han står overfor sin skaber. Sådan kan du måske også pludselig, f.eks. i naturen, opleve, at du i skabningens storhed og skønhed ser Guds finger.
I mødet med din skaber kan frygten pludselig gribe dig, som den greb Peter. I mødet med den hellige og almægtige skaber bliver du stum og må sige som Peter: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Eller som profeten Esajas siger i dag, da han ser Herren i templet: “Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.”
Frelsen
Begge må de bekende – ikke blot, at de har syndet – men at de er syndere. Det er derfor, de synder. Det er deres natur, som de ikke kan løbe fra. Jesus svarer Peter med et ‘Frygt ikke!‘ Og heri ligger evangeliet. Det kan Peter ikke tænke sig til ved at betragte det mirakel, Jesus har gjort. Og du kan heller ikke tænke dig til evangeliet ved at betragte Guds store gerninger i naturen. Derfor fløj en seraf hen til Esajas med et stykke kul fra alteren. Den berørte hans mund med det og sagde: “Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”
Sådan må din synd også sones ved ham, der led og døde på Golgatha som et sonoffer for din synd. Her bar han al Guds hellige vrede over synden og opslugte den, så den nu er helt og aldeles afværget og betalt for. Og da han stod op påskemorgen var al synden væk og betalt. Nu lever han som din opstandne Herre, uden synd og skyld, men fuld af retfærdighed og renhed. Derfor kan du også vide, at din synd er væk.
Og ved hans ord, ved skriftemålet og nadveren bærer hans udsendinge nu betalingen hen til dig, ligesom serafen bar kullet til Esajas. Han lader tilgivelsen ord lyde i prædiken og skriftemål; og i dåb og nadver berører han dig ligesom kullet fra alteret. Ja i nadveren giver han dig sit legeme og blod sandt og virkeligt, så du dér har betalingen for dine synders forladelse.
Indtiftelsen af embedet
Og så fortsætter Jesus til Peter: “Fra nu af skal du fange mennesker.” Blandt os tilgivne syndere kalder han nogen til at fange andre mennesker. Ordet ‘fange’ betyder her egentlig ‘at fange i live’. Og det er sådan Jesus vil have at mennesker skal fanges; i live. Han vil, at hans menneskefiskere skal gå ud og ved hans ord og sakramenter rive mennesker ud af døden og helvedes greb og ind i livets rige.
Ligesom Serafen bar kullet fra alteret til Esajas’ mund og dér forkyndte, at hans synd var forladt, sådan er det præstens opgave at døbe, at bringe Jesus legeme og blod til din mund og forkynde, at din synd er forladt. Den nåde, som præsten selv er frelst ved, skal han nu bringe videre. Det er for at uddele syndernes forladelse, at Gud har indstiftet præsteembedet.
Esajas’ bog fortsætter: Da hørte jeg Herren sige: “Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede: “Her er jeg, send mig!” Gud kalder mennesker her og nu til at gå bud for sig, ligesom han kaldte profeter og apostle. Han gør det ikke direkte og uden midler, som han gjorde det dengang, men han gør det gennem sin menighed. Han taler heller ikke det ord, de skal forkynde direkte og uden midler, men gennem sit ord; Den Hellige Skrift. Heri har præsten en manual, som han skal følge i sin gerning.
Hvad mennesker derfor kan forvente af hyrden
Hvad kan I så forvente af en hyrde, som skal fange jer levende til Guds rige, bringer syndernes forladelse til jer og som er sendt af Gud til at forkynde hans ord? I kan forlange, at han forkynder hele Guds ord, at han dele det i lov og evangelium og at han forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse.
At han forkynder hele Guds råd
For det første kan I forvente, at han holder sig til hele Guds ord. Han må hverken lægge noget til eller trække noget fra. Kvalifikationen for at blive præst er, at man skal være en god lærer. Man skal kunne forkynde og undervise i hele den guddommelige lære, som Gud har betroet sin kirke. For det er gennem sit ord og sin lære, Gud frelser mennesker, og ikke gennem menneskers tanker eller vurdering af, hvad der skal prædikes.
Her fristes vi mennesker til at tænke: Jamen skulle han ikke hellere nøjes med at prædike det vigtigste, dét som alle kan blive enige om? Så ville flere jo kunne være med. Skræmmer det ikke folk væk, at det hele skal prædikes? Kunne man ikke nedtone det, der er uenighed om? Er det så vigtigt det med læren? Ja, præsten er sat til at gå bud for Gud ligesom apostle og profeter.
Han er ikke sat til at vurdere menneskers tro og på den baggrund prædike de mindste fællesnævner blandt dem, hvis personlig tro, han kan godkende. I stedet må han stole på, at Guds ord alene virker troen og bevarer troen, selvom hans erfaringer skulle tale imod det. Og du, menighed, må kræve af ham, at han ikke forkynder andet end Guds ord.
At han deler ret i Lov og Evangelium
For det andet må I kræve, at han deler Guds ord ret i lov og evangelium. Præsten skal skelne mellem lov og evangelium, så han ikke blander dem sammen. Hvis han blander dem sammen bliver det uklart, hvad der frelser. Loven er Guds bud, som skal overbevise jer om synd, og evangeliet er budskabet om syndernes forladelse i Jesus Kristus, som skal overbevise jer om frelsen i ham. Loven skal vise os, at vi har brug for evangeliet. Den er det salt, der gør os tørstige efter nåden. Men det er alene evangeliet, der kan slukke tørsten.
Den første måde at sammenblande dem på er, når evangeliet blandes ind i loven, så loven mister sin kraft. Det sker, når Guds vrede og fortabelsen ikke længere forkyndes. Når man forkynder om om syndernes tilladelse frem for syndernes forladelse. Men det er også det, der sker, når præsten ikke forkynder om arvesynden. Hjerterne bliver ligegyldige overfor evangeliet, når loven ikke længere viser os behovet for det.
Den anden måde at sammenblande dem på er, når loven blandes ind i evangeliet. Det sker, når evangeliet ikke længere alene er budskabet om Guds gerning, men også stiller betingelser for frelsen. Når præsten ikke længere på Guds vegne betingelsesløst forkynder: “frygt ikke, din synd er sonet”, blander han loven ind i evangeliet. Evangeliet stiller ikke krav, men giver. Selv troen er noget, Gud giver ved evangeliet.
At han forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse
For det tredje kan I kræve, at jeres præst forvalter dåben og nadveren efter Kristi indstiftelse.
Ligesom serafen bragte kullet fra alteret til Esajas’ mund, sådan skal præsten bringe Kristus helt hen til bodfærdige syndere. Ligesom præsten i prædikenen skal skelne mellem lov og evangelium, sådan er det også hans pligt at bruge dåb og nadver sådan, at de bliver til tro og bevarelse. Sakramenterne er ikke et tag-selv-bord, men er nådemidler, som Gud har indstiftet, og som han har sat mænd til at forvalte.
Menigheden må kræve, at præsten forvalter dåb og nadver, så de bliver til trøst for dem, der har hørt Guds lov. I sakramenterne uddeles syndernes forladelse helt konkret til hver enkelt. Derfor skal de uddeles til dem, der ved lovens salt tørster efter syndernes forladelse. Men dem, der vil have lov at fortsætte ufortrødent i synden, skal præsten ikke give del i sakramenterne.
Menigheden må også kræve, at præsten forvalter sakramenterne som sjælesørger i en retlærende menighed. Han skal sikre sig, at de ønsker at holde sig til den rette lære og den menighed, der fastholder den rette lære. Derfor skal han ikke række nadveren til medlemmer af vranglærende menigheder. Og han skal kun døbe børn, når forældrene vil lade dem opdrage i den retlærende menighed.
Det var, hvad menigheden kan kræve af sin præst. Men præsten må også stille krav til menigheden.
Hvad hyrden kan forvente af menigheden
Hyrden kan forvente af dig, menighed, at du holder dig til nådemidlerne; at du adlyder ham, når han forkynder Guds ord og at du trofast beder for ham og støtter ham i hans tjeneste.
At de holder sig til nådens midler, som han forvalter Hyrden kan forlange, at menigheden holder sig til Guds ord og dåben og nadveren. Det er her, de skal finde vished om deres frelse. Derfor må de også flittigt bruge dem. Og det er præsten opgave at se til, at de gør det, så det bliver til tro og bevarelse.
Præsten må derfor også forvente af menigheden, at den kommer i kirke og ikke holder sig borte fra prædiken og sakramenter. Det vil også sige, at han må forvente, at I tager jeres børn med i kirke. Børn skal opdrages i den kristne tro og til at gå til gudstjeneste. De må også bringes til konfirmandundervisning, så de kan undervises i den kristne tro og gå til alters.
Præsten må også forvente, at I værner om den rette brug af ordet, dåben og nadveren. Det er ikke kun præstens opgave, at ordet forkyndes ret. Det er menighedens opgave at se til, at præsten gør det. Og det er menighedens opgave at støtte præsten, så han kan gøre det med glæde.
At de adlyder ham, når han forkynder Guds ord
Præsten må også forvente, at menigheden adlyder ham, når han forkynder Guds ord. Præsten er kaldet af Gud til et helligt embede, så han må forvente, at hans tjeneste respekteres som sådan. Ligesom en politimand eller dommer skal adlydes, når de indskærper loven, sådan skal en præst adlydes, når han lærer Guds ord.
Men præsten må ikke være en tyran, der selv finder på ting, han kræver, at menigheden skal gøre. Og finder han på ting, som ikke har deres grund i Guds ord, så skal menigheden ikke adlyde ham. Det, menigheden skal adlyde, er altså dét Guds ord, præsten er sat til at forkynde. I det øjeblik, han ikke længere vil prædike Guds ord, skal han afsættes.
Men forkynder han Guds ord, må han adlydes. Og når han forkynder Guds ord, så gælder det, som Jesus siger: Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.(Luk. 10,16). Hvis menigheden forkaster en præst, som lærer og lever ret, da forkaster den Kristus og Gud selv.
At de trofast bærer ham med forbøn og støtte
Præsten kan også forvente, at menigheden trofast bærer ham med forbøn og støtte. Han skal vogte over sjælene og har derfor brug for al den hjælp og støtte, han kan få. Selvom han har et helligt embede, har han brug for menighedens forbøn og støtte. Han er stadig et menneske med de svagheder, det indebærer. Derfor må menigheden også bære over med ham, når han fejler som et menneske.
Som Guds udsending står præsten på et udsat sted, og hans forkyndelse af Guds ord vil skabe modstand. Derfor er det vigtigt, at menigheden støtter ham med opmuntring og forbøn, så hans tjeneste må blive let og til glæde for menigheden. Når forkyndelsen af Guds ord vækker modstand, må menigheden vise præsten sin støtte.
Frem for alt må du menighed støtte præstens tjeneste ved dine bønner. Husk ham i din aftenbøn. Husk at bede om, at Gud må velsigne hans tjeneste, hans forberedelse af prædikener og om at Gud må bevare ham fra falsk lære. Når præsten ved sig båret af menighedens bøn, kan han også med glæde tjene den og stole på, at Gud hører bønnerne om velsignelse over hans tjeneste.
Afslutning
Så har vi hørt om tre ting i dag. Vi har hørt, hvad baggrunden for præsteembedet er: 1. Baggrunden er, at vi mennesker er syndere, som fortjener Guds vrede, men at Kristus har frelst os ved sin lidelse og død. Til at give mennesker del i frelsen, har Gud indstiftet et embede, hyrdeembedet. 2. Så har vi hørt, hvad menigheden derfor kan kræve af sin præst. Den kan kræve, at han forkynder hele Guds ords lære, og at han deler den ret i lov og evangelium, så det bliver til anger og tro. Og den kan forlange, at han forvalter sakramenterne ret, så de også bliver til tro. 3. Til sidst har vi hørt, hvad præsten kan forlange af menigheden. Han kan forlange, at den holder sig til ordet, dåben og nadveren. Og så kan han forvente, at den adlyder ham, når han forkynder Guds ord, og at den støtter ham med bøn og opmuntring, så hans tjeneste bliver let.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 0 kommentarer… tilføj en nu }