Headerbillede med link til forsiden

Hvordan bliver man en helgen? (Matt 5,1-12) Allehelgen 2008

For få dage siden var det årsdagene for både den tyske og den danske reformation. Reformationen gjorde bl.a. op med helgendyrkelsen – det syn, at man skulle henvende sig til afdøde helgener i sine bønner. Denne tanke hang sammen med Pavekirkens syn på gode gerninger, nemlig, at de kunne fortjene Guds velbehag for en selv eller andre. Men hvad er så en helgen ifølge Biblen? Hvordan bliver man salig?

At være salig er at have Guds velbehag og Guds velsignelse. Det er ikke en følelse, sådan som det lyder, når man f.eks. siger ‘han fik et saligt blik i øjnene’. Nej, at være salig er ikke noget, der først og fremmest sker i os – det er noget, der sker med os. At et menneske er saligt vil sige, at det menneske har Guds velbehag. At være salig er altså at være under Guds nåde. Det handler altså om enhver kristen. Enhver sand kristen er en helgen og salig. I dag hører vi Jesus undervise os om, hvordan det er at være salig: 1. Vi hører om den saliges forhold til Gud 2. Vi hører om den saliges forhold til sin næste 3. Vi hører om den saliges forhold til verdens og Satans forfølgelser.

Helgen overfor Gud

Hvordan har en kristen det med Gud. Det er det første, vi hører om.

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. At være fattig i ånden. Hvad vil det sige. Hvordan er man fattig i ånden. Det er du, når du kommer som en tigger til Gud uden noget af dit eget. Når du intet har at rose dig af overfor Gud, men alene kommer for at han må gøre dig rig. Da er himmeriget dit. Da er Guds rige også dit rige. Da er du en del af Guds kirke på jorden. Kun de, der overfor Gud er åndeligt fattige og mangler alt, er i sandhed en del af kirken. Men kommer du med noget af din egen retfærdighed og hellighed og vil handle med Gud med din egen rigdom – da får du intet. Hvis du pukker på din åndelige rigdom overfor Gud, da er himmeriget ikke dit. Du må ydmyges og mangel alt, for Kristus kom for at frelse synder – ikke selvretfærdige. Han blev nemlig fattig for at vi kunne blive rige. Han gav afkald på alt for at frelse os fattige syndere og gøre os rige.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Det er ikke en hvilken som helst sorg, der tales om her. Det er sorgen over synden. Kender du Gud bud, da må du også sørge. For Guds bud kræver, at du overholder dem fuldt ud og truer med Guds vrede og evig fortabelse. Kan du da andet end sørge. For du har jo ikke overholdt budene. Og som kristen må du igen og igen erkende dette. Men sørger du over, da skal du også trøstes. Jesus Kristus er den eneste, der kan give sand trøst. Han har nemlig taget din straf som din stedfortræder, så du nu går fri. Derfor kan hun nu trøste dig, fordi dine overtrædelser er tilgivet.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. De sagtmodige er dem, der finder sig i kors og lidelse i tro på evangeliet. De sætter ikke deres lid til ydre medgang, men til syndernes forladelse, som Kristus giver i evangeliet. Selv når de mærker modgang fra verden eller fra deres eget syndige kød, trøster de sig ved, at deres synd er forladt hos Gud. Når det ser ud som om den gudløse vinder fremgang og den kristne får modgang, stoler de alligevel på, at Gud er dem nådig. For de ved, at den gudløse vil møde Guds straf mens den, som stoler på Herren vil sejre og gå ind til den evige salighed. Derfor giver de ikke efter for deres køds selvretfærdige anklager og vrede mod Gud, men stoler på hans nåde og velbehag i et og alt. For du ved, at Gud til sidst skal udfri dig og lade dig arve jorden, når Kristus kommer igen.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Sådan hungrede og tørstede Martin Luther efter retfærdighed i klostercellen under lovens anklager. Guds ord viste ham, at han var en fattig synder, hvis retfærdighed intet var værd. Og sådan er du en ussel synder og din egen retfærdighed er intet værd. Erkend det og lad Guds ord skabe tørsten efter retfærdighed i dig. For han vil mætte dig. Guds retfærdighed er nemlig af en helt anden slags end den, du selv kan præstere. Den retfærdighed, Gud vil mætte dig med er Kristi retfærdighed. Det er Kristi gode gerninger – hans liv i lydighed mod Gud – og hans lidelse og død, som han led som din stedfortræder. Guds retfærdighed er som en uendelig pengesum, der sættes ind på din konto, så dit underskud dækkes helt og aldeles. Jesu retfærdighed er en retfærdighed, der bliver tilregnet dig af Gud. Gud erklærer dig retfærdig og uskyldig og det gør han igen og igen, ligesom du som kristen igen og igen hungrer og tørster efter hans retfærdighed. Som kristen må du igen og igen rette din tørst efter Guds retfærdighed. Det er din eneste trøst og det eneste, der kan gøre dig rig og give adgang til Guds rige. Og har du Guds retfærdighed, så kan du også sagtmodigt stole på Gud i modgangen. Den retfærdighed opdagede Martin Luther i Skriften trods Pavekirkens løgne. Har du den retfærdighed, så er du i sandhed en helgen.

Helgen overfor din næste

Men hvordan er dit forhold så til din næste, når du nu er mættet af Guds retfærdighed. Bliver det ikke til ligegyldighed med de gode gerninger.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Er du salig på grund af Kristi retfærdighed, så må du også vise din næste barmhjertighed. Kristus beskriver her, hvordan du som kristen må handle i det daglige liv med din næste. Du må vise barmhjertighed, ligesom du selv er blevet vist barmhjertighed. Det er ikke noget, du kan gøre af dig selv. Nej, det er alene fordi Helligånden bor i dig ved troen på Guds retfærdighed, du kan være barmhjertig. Fordi Guds rige tilhører dig og Gud har mættet trøstet dig med Jesu retfærdighed, som dækker din synd, kan du også med glæde være barmhjertig mod din næste. Og når du viser barmhjertighed i troen på syndernes forladelse, så vil Gud også lønne dig ud af sin barmhjertighed. Ikke at din barmhjertighed frelser. Nej, men Gud vil i barmhjertighed lønne gerninger, som er gjort i troen på Kristi retfærdighed.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. De, hvis hjerter er rensede af Helligånden ved troen på Kristi retfærdighed, skal se Gud. Så snart du er en kristen tager Helligånden bolig i dig og renser dit hjerte. Som kristen er du et nyt menneske og søger ikke længere dine egne selviske interesser og skjulte motiver. De, hvis hjerter er renset ved troen, så de søger det, der gavner deres næste, skal se Gud i evighed. Det er nemlig dem, som er salige på grund af Kristi retfærdighed.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Kristus har stiftet fred mellem Gud og mennesker på korset. Derfor kan der nu også stiftes fred mellem mennesker. Kristus har tilgivet dig dine synder, så nu kan du tilgive din næste og søge hans tilgivelse. Har du troen på, at dine synder er forladt hos Gud, så kan du også stifte fred med din fjende. Uforsonlighed er et tegn på, at man i virkeligheden ikke tror, at Kristus har stiftet fred mellem Gud og mennesker, da han led og døde i menneskers sted på korset. Vil du ikke tilgive og fastholder din uforsonlighed, da fornægter du Kristi fred og du vil igen havne under Guds vrede. Men tror du på Kristi fred, så kan du også tilgive din fjende. Og tror du Kristi fred, så skal Gud kalde dig sit barn.

Helgen i forfølgelse og modgang

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer. Jesus gentager her saligprisningen og uddyber den. Når du lever i troen på Kristi retfærdighed og ikke din egen, bekender du også din tro for mennesker. Du kan ikke andet end bekende den frelse, hvormed du selv er frelst. Og du kan ikke andet end bekende den lære, som alene sikrer den frelse.

Sådan måtte reformatorerne bekende deres tro på, at et menneske retfærdiggøres ved Kristi retfærdighed, som modtages ved tro og ikke ved gerninger. Og de mødte forfølgelse fra Pavekirken, som forført af Satan fastholdt – og endnu fastholder- at et menneske retfærdiggøres og frelses delvis ved Kristi retfærdighed, som tilregnes ved troen, og delvis ved egne gerninger. Sådan førte Pavekirken mennesker til fortabelse – den gjorde dem rige i ånden og forførte dem til ikke at hungre efter retfærdighed, men stole på deres egen retfærdighed. Pavekirken viste sig som den sande antikrist, der sidder i den synlige kirke og dog forfølger de kristne.

Også i dag må vi huske dem, der drevet af Helligånden på grund af Kristi retfærdighed bekendte deres tro og fordømte den falske tillid til egne gerninger. De er forbilleder for os, der lever nu i troen på Kristi retfærdighed. Vi må også bekende den sande tro og lære, selvom det fører til forhånelse og at der spredes løgne om os.

Forfølgelserne vil ganske givet komme fra verden, men også fra de kirker, der forkaster Guds ord. Ja, ofte vil forfølgelsen være større herfra, som den var det på reformationstiden og som den var det, da den israelittiske kirke havde forkastet Kristus. Når du forfølges, fordi du aflægger en klar bekendelse overfor verden eller overfor medlemmer af andre kirker, så fryd dig. Selvom din bekendelse ikke frelser dig, så er din løn i himlen stor.

Din bekendelse kan redde mennesker fra evig fortabelse og du vil får venner i himlen, som er blevet frelst ved det evangelium, du har bekendt. Det gælder både, når du bekender troen på Kristi retfærdighed på arbejdet eller i fritiden overfor ikke-kristne. Men det gælder også, når du bekender den den lære, der alene giver Kristi retfærdighed hele æren for din frelse overfor mennesker, der benægter en del af læren. Du kan ikke se, hvem der er sande kristne og hvem der kun er gerningshelgener i disse kirker, men du må aflægge en klar bekendelse og så lade Gud om retsen. Og ligesom Guds ord virkede på reformationstiden trods forfølgelse og ligesom profeternes ord virkede, sådan virker ordet også, når du bekender det, selvom du bliver hånet og løjet alt muligt ondt på.

Hvordan bliver man salig og hvad er en helgen. Man bliver salig ved at være åndeligt fattig og lade Kristus gøre sig rig; ved at sørge over sin synd og lade Kristus trøste sig; ved at hungre efter Kristi retfærdighed og i troen lade sig mætte dermed. Da er man en helgen – og som en helgen viser man også barmhjertighed mod sin næste, ligesom man selv er blevet vist barmhjertighed. Og Kristus renser dit hjerte ved sin ånd, så du hver dag forbedres. Og som en helgen forsoner du dig med dine fjender, og tilgiver dem, ligesom Kristus har stiftet fred mellem dig og Gud på korset. Endelig er du også ved godt mod, når du forfølges, fordi du bekender dig til Kristus og hans retfærdighed overfor ikke-kristne eller overfor mennesker, der fornægter dele af Guds ord. Du ved, at din løn i himlen skal blive stor.

Udskriv denne artikel Udskriv denne artikel Email dette indlæg Email dette indlæg
Subscribe
Share

Forrige indlæg:

Næste indlæg: