25. s.e.T. Kirken under korset – nådens og herlighedens rige (Lukas 17,20-33 )
Hvor er Guds rige? Hvornår kommer det? Hvor skal vi se efter det? Hvordan kan vi vide, at Gud virkelig er med os og med sin kirke?
Mange ser efter menigheder og kirker, der har synlig fremgang og succes. Andre ser efter kirker, der tilbyder godt helbred, et harmonisk liv eller økonomisk succes.
Atter andre mener, at Guds kirke kan kendes på dens sociale ansvar. Ja, nogle går så langt som til at gøre kristendommen til et politisk projekt, som skal skabe social retfærdighed i verden.
I dag spørger farisæerne også Jesus, hvornår Guds rige kommer. De forventede en herlighedsmessias, der ville oprette et jordisk gudsrige med ydre herlighed.
- De falske herlighedsriger
I Drømme om et tusindsårsrige
Jøderne drømte om et jordisk tusindårsrige, hvor messias skulle fjerne romerne og jødernes andre fjender og skabe fred og herlighed for Israel.
Og sådan er der også nogen, der mener at kunne se Guds rige i det moderne Israel. Man forventer måske endda et kommende jordisk tusindårsrige med centrum i Jerusalem, som Jesus skal oprette ved sit andet komme. Og man ser efter tegn på dette kommende jordiske tusindårsrige i Israels militære sejre eller synlige herlighed.
Andre forventer måske ikke, at Jesus komme igen før dette tusindårsrige. De tror måske heller ikke, at Israel skal spille nogen særlig rolle.
Men de forestiller sig, at kirken skal frembringe et jordisk tusindårsrige ved at forbedre verden. De forestiller sig, at kirkens mission består i at skabe en jord med social retfærdighed. De gør kirken til en politisk bevægelse.
Også verden har sine drømme om et jordisk tusindårsrige. Tænk på de mange politiske utopier, hvor man ikke længere vil løse politiske spørgsmål med fornuften, men skaber en nærmest religiøs ideologi, som skulle kunne skabe et jordisk gudsrige.
Tænk på kommunismen, nazismen eller på den politisk-religiøse bevægelse: Islam. Når verden vil skabe et jordisk gudsrige ender det som regel med et umenneskeligt diktatur.
II Ydre herlighed til kirken og de kristne
Men kirken kan også forsøge at skabe sig et synligt herlighedsrige på andre måder; nemlig ved at bilde sig ind, at kirken og de sande kristne har løfter om ydre og synlig succes.
For nogle kirker giver det sig udslag i, at man mener, at en kirke skal måles på, hvor mange medlemmer, den har eller får.
Man tror, at menneskers omvendelse er synlig og at man derfor kan måle, hvor mange, der rent faktisk bliver kristne.
Sådan fungerer mange af de kirker, der f.eks. er inspirerede af megakirken Willow Creek.
Nogle reagerer imod dette og skaber mindre kirker. Her bliver det så ikke antallet, der er afgørende. Til gengæld mener man, at synlig lydighed eller discipelskab er et sikkert kendetegn på, at mennesker er sande kristne.
Man gør således menneskers synlige fromhed, hellighed og gode gerninger til sikre kendetegn på Guds rige. Det gælder, uanset om man mener at kirkens synlige hellighed består i at tage et socialt ansvar på sig eller man skaber kloster-ligende parallelsamfund, hvor mennesker skal kunne blive bedre end almindelige kristne.
Og andre igen ser kirkens synlige herlighed i de kristnes succes i livet. De lover helbredelse af sygdomme, et harmonisk liv eller økonomisk succes. De vil have himlen på forskud og tror, at kendetegnene på Guds rige er helbredeler, mirakler, økonomisk succes eller blot løsning på psykiske eller sociale problemer.
Og også pavekirken forsøger at lokke mennesker med synlig herlighed – ved tegn og undere, ved sin størrelse, ved magt og herlighed. Den sætter lighedstegn mellem Guds rige og den synlige romerske kirkeinstitution. Men den forfører mennesker til at sætte deres lid til egne gerninger frem for til evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld.
Andre ser kirkens synlige herlighed i den synlige enhed mellem kirker, uanset at disse kirker er uenige om læren. Man går på kompromis med Guds ord for at blive flere.
III Jesu dom over de falske messias-drømme
Men hvad enten man søger et synligt tusindårsrige på jorden eller blot kirkens synlige succes og fremgang, så er der tale om herlighedsteologi. Der er tale om, at man vil have himlen på forskud. Man vil se Guds rige i denne verden.
Jesus siger: “Der skal komme Dage, hvor I skal ønske at se en af Menneskesønnens Dage, og I skal ikke se den. 23 Og siger man til jer: Se der, eller: Se her er han, så gå ikke derhen, og løb ikke derefter! For ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag.”
Når menneskesønnen kommer igen vil det være i skyerne, så alle mennesker kan se ham. Derfor skal du ikke lytte til dem, der lover et herlighedsrige før Jesus kommer.
Dem, der sætter deres lid til kirkernes synlige fremgang eller vil skabe et jordisk tusindårsrige er falske profeter og falske Kristus’er, der leder mennesker vild.
Uanset om man tror, at kirkens synlige herlighed består i dens antal, dens synlige hellighed, dens økonomiske succes eller synlige mirakler, så er det herlighedsteologi at stole på disse ting som sikre tegn på Guds rige.
Og Jesus advarer imod at søge ham og Guds rige de steder, hvor man reklamerer med synlig herlighed. Men hvor finder vi så Guds rige?
- Kirken under korset
I Guds rige er usynlige og inden i os
Jesu svarer på spørgsmålet om, hvornår Guds rige kommer: Guds Rige kommer ikke således, at man kan iagttage det. Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i jer.” Guds rige er – indtil Jesus kommer igen – ikke en synlig virkelighed.
Guds rige, dvs. Kirken, er skjult. Kirken er nemlig alle dem, som erkender at de er syndere og sætter deres lid til evangeliet om, at Gud tilgiver deres synd på grund af Jesu gerning for dem.
Kirken består af dem, der ikke stoler på deres egene gerninger på, at Jesus har opfyldte loven for dem og taget Guds straf, så de går fri. Guds rige består af dem, der sætter al deres lid til dét evangelium og ikke til ydre herlighed, egen fromhed eller egne geringer.
De, som tror på det evangelium er ikke længere under Guds vrede og dom, men under Guds nåde og velbehag. De er erklæret retfærdige og uskyldige pga. Jesu overholdelse af loven og betaling af straffen.
Guds rige består af dem, der stoler på korsets evangelium, som Jesus nævner, når han siger om sig selv: Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. Før herlighedsriget kommer, vil nådens rige først komme. Det er dét rige, som Jesus grundlagde ved at lide og død for alle menneskers synder.
Ved dét evangelium er du en del af Guds rige, en del af Guds kirke på jorden. Og dét rige er skjult, fordi troen is sidste ende er skjult, som Paulus siger: For I er døde, og jeres Liv er skjult med Kristus i Gud. 4 Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed. (Kol 3:3-4).
Indtil Kristus kommer i herlighed, vil troen i sig selv være skjult. Man kan i nogle tilfælde afgøre, at mennesker ikke er kristne, hvis de lever i bevidst og vedholdende synd mod Guds lov eller åbent fornægter evangeliet.
Men troen er ikke i sig selv synlig. Troens liv er skjult med Kristus i gud. Guds rige er en virkelighed først og fremmest i mennesker, som er kommet til tro. Kirken, Guds rige, i egentlig forstand er altså en skjult virkelighed.
II Guds rige er syndsforladelsens rige
Men selvom vi ikke kan se Guds rige i sig selv, så kan vi se, hvor Guds rige er. Vi kan måske ikke endegyldigt afgøre, hvem der har en sand tro.
Til gengæld ved vi, hvordan troen skabes. Det gør den ved Guds ord – evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet.
Guds rige kommer nemlig ved forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Altså ved de ting, vi kalder nådemidlerne. De er de midler – eller redskaber – Gud bruger til at give syndernes forladelse og Helligånden.
Ligesom en håndværker bruger redskaber til at lave ting, bruger Gud nemlig redskaber til at udbrede sit rige og gøre mennesker troende.
De midler er Guds ord – evangeliet – og sakramenterne. Og disse redskaber giver det samme, selvom de gør det på forskellig måde. De giver nemlig syndernes forladelse, som Jesus vandt på korset.
Man kan også sige, at de uddeler til hver enkelt, hvad Jesus købte på korset. Man får heller ikke gavn af en gave, blot fordi den er købt, hvis den blot ligger hjemme hos den, der har købt den. Den må gives til den, der skal have den.
Det er dét, både ordet og sakramenterne gør. Derfor kan vi også vide, at hvor Guds ord forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse, dér er kirken.
Mens vi ikke kan se troen, kan vi altså se dét, som giver og bevarer troen. Og derfor tør vi også kalde dé synlige forsamlinger kirker, hvor Guds ord forkyndes ret og purt og sakramenterne forvaltes ret.
Men hvor Guds ord blandes med menneskelære, dér vil mennesker også gå fortabt på grund af menneskelæren. Dér er Guds ord blandet med gift, som slår mennesker ihjel – åndeligt set. Derfor må vi holde os fra de forkyndere opg kirker, som ikke prædiker Guds ord ret.
III Guds rige vil ikke opleve synlig herlighed
Men hvordan nu med disse synlige kirkesamfund, hvor Guds ord forkyndes rent og purt og sakramenterne forvaltes ret? Kan de regne med synlig fremgang og herlighed?
Burde man ikke kunne forvente, at vi oplever tydelig succes i vores kirke, når nu vi har Guds ord. Jesus siger: “Der skal komme Dage, hvor I skal ønske at se en af Menneskesønnens Dage, og I skal ikke se den.
Kirkens herlighed er skjult og består i troen på syndernes forladelse. Vi skal ikke forvente, at dens herlighed bliver åbenbare på denne side af Jesu genkomst.
Vi skal derimod længes efter, at Jesus kommer i herlighed og åbenbarer kirkens herlighed. Og det skal vi gøre, fordi kirken her på jorden vil være plaget af lidelser og forfølgelser.
Til tider vil kun få kendes ved Guds ord. Og kirkesamfund, som før fastholdt Guds ord, falder fra i ønsket om at blive eller forblive store og lokke mange til.
Og mennesker forsvinder fra de retlærende kirkesamfund til steder, hvor Guds herlighed ser mere synlig og mærkbar ud.
Og kristne rammes af sygdom og død, kors og lidelser, så man næsten fortvivler og længes efter, at Jesus vil komme igen og frelse fra denne verden.
Men Jesus lader vente på sig for at mange må komme til tro på evangeliet. Og derfor må kirken blive ved med at forkynde evangeliet, selvom den er lille og måske hånes for sin størrelse.
- når Menneskesønnen kommer
I Menneskesønnen vil komme synligt
Men Kristus vil komme igen og oprette sit herlighedsrige. Det vil ikke være i form af en politisk bevægelse eller usynligt, men synligt på himlens skyer: For ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag.
Da skal der ikke være tvivl om, at det virkelig er ham der kommer. Jesus skal komme synligt i herlighed for at frelse sin kirke ud af denne syndige verden og oprette sit herlighedsrige.
Det vil ikke længere være et rige under korset, men et herlighedsrige, hvor synd, død og lidelser forsvinder.
Da vil kirkens skjulte liv i Kristus hos Gud blive åbenbaret, som vi hørte hos Paulus lige før: For I er døde, og jeres Liv er skjult med Kristus i Gud. 4 Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed. (Kol 3:3-4).
Da skal døden, forgængeligheden, kors og lidelser høre op. Da skal forfølgelser, fristelser, Satans anklager og angreb på Guds kirke for altid forstumme.
Da skal kirkens fjender erkende, at Kristus er Herre – men for sent. Da skal dét rige, som er inde i de kristne stå synligt frem og alle mennesker vil erkende, at de, der troede evangeliet, havde ret.
II Størstedelen vil være vantro og gå fortabt
Men når Menneskesønnen er kommet i herlighed, er det for sent at omvende sig. Og mange vil gå fortabt, fordi de ikke troede evangeliet, men ringeagtede det og satte deres lid til egen gerninger og egen herlighed.
Det vil være som på Noas og Lots tid: 26 Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage: 27 De spiste, drak, tog til Ægte, blev bortgiftet
indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. 28 Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede; 29 men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: 30 på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares.
Størstedelene af menneskeheden ignorerer Guds ord og forsøger i stedet at skabe herlighed for sig selv her på jorden. De er opslugt af mammon, og dagliglivets bekymringer og ænser ikke Guds rige eller den kommende dom.
Men ligesom syndfloden kom og slog de vantro ihjel og sendte dem til helvede; og ligesom ild og svovl ødelagde Sodoma og Gomorra og hentede mennesker til helvede; sådan vil dommen komme. Og de, som ikke tror og er blevet en del af Guds rige, vil ikke undslippe dommen.
III Men de, der tror på evangeliet, vil blive taget med
Men de, som har Guds rige, ser frem mod menneskesønnens komme. For da skal de befries fra synden, døden s og djævelens angreb.
Og de ser sig ikke tilbage som Lots hustru men frem mod Guds herlighedsrige. Ligesom Noa og Lot stolede på den lovede frelser, og derfor var retfærdiggjort, sådan stoler de, som har Guds rige, på evangeliet om, at Gud forlader deres synder for Kristi skyld.
De har erkendt, at de er arme syndere og i stedet fortrøstet sig til evangeliet om Menneskesønnen, som blev forkastet og led på korset for deres skyld.
Og derfor ser de ikke tilbage på den falske herlighed i syndens og dødens rige; men de ser frem mod herligheden i Guds rige, som Jesus siger: På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen! 32 Kom Loths Hustru i Hu! 33 Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet.
Afslutning
Hvor er Guds rige – spurgte vi i i dag. Og svaret var, at Guds rige ikke kommer synligt.
Kirken af sandt troende er i sig selv skjult og kan ikke kendes på synlig herlighed. Livet med Kristus, troen på ham er skjult.
Derfor skal vi ikke løbe efter de falske profeter, der lover synlig herlighed og fremgang.
Men vi skal holde os til de redskaber, Gud udbreder sit rige med – Guds ord og sakramenter. Den kirke, som holder sig til dem vil måske ikke opleve synlig fremgang. Til gengæld kan vi stole på, at disse midler bevarer troen hos dem, der bruger dem.
Og når Kristus kommer igen, vil han åbenbare den herlighed, der var skjult under kors, lidelser og forfølgelser.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
