a) For nylig læste jeg i Kristelig Dagblad om en kvinde, som var blevet vred over, at en præst i sin prædiken sagde: “Jesus befaler…”. Ingen skulle befale, hvad hun skulle gøre eller mene. Hun er et meget godt eksempel på den tid, vi lever i. Ingen skal bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Det må man selv afgøre, er holdningen. Religion skal ikke handle om regler og moral, men om åndelighed. Og man skal i hvert tilfælde ikke fordømme dem, der lever anderledes. Sådan rejses der krav overfor kirken om at anerkende homofilt samliv. Og staten lader forældre og læger trampe på den basale almenmenneskelige ret til livet ved at tillade abort. Verden tror ikke længere på objektive moralske standarder. Og hvis ikke de findes, så kan der heller ikke være nogen dommedag. For man kan jo ikke blive fordømt, hvis der ikke er nogen lov at dømme efter.
b) Andre er begyndt at reagere mod det moralske kaos og søger efter faste moralske og åndelige rammer. Så konvertere man til Islam eller pavekirken – eller man laver sin egen livsstilskristendom, hvor etikken og de gode gerninger sættes i højsædet. Alt sammen af en måske undertrykt frygt for dommedag. Nogen af disse kirkelige retninger forestiller sig et jordisk tusindårsige før dommen – men er uenige om, hvorvidt Jesus kommer før eller efter dette tusindårsrige. Idag på sidste søndag i kirkeåret, også kaldet domssøndagen, hører vi om dommedag.
1. Dommen og dommeren
a) Dommen vil komme
Og dommedag vil komme. Vor tekst siger: Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene;” Fårene vil gå ind til evig herlighed og bukkene til evig fortabelse. Vor tekst er simpel og ligefrem: Jesus kommer igen i herlighed og dømmer levende og døde, som trosbekendelsen siger. Her er ikke plads til spekulationer om et tusindårsrige.
Og der er heller ikke mulighed for at tolke det på anden måde end en dom til enten frelse eller fortabelse.
Menneskers ligegyldighed med dommedag kan ikke få den til at forsvinde, lige så lidt som fornægtelse af tyngdekraften kan få mennesker til at flyve. Kaster du dig ud fra et fly uden faldskærm falder du ned, uanset, hvad mener om tyngdeloven. Og sådan er det med dommedag. De, der er døde, før Jesus kommer igen, vil blive oprejst og sammen med de, der lever, stilles for hans trone. Det kan ingen undslippe ved at fornægte det. Og her vil du blive dømt til enten evigt liv eller evig forkastelse. Der er ingen mellemvej og ingen udvej.
b) Dommeren er Kristus Gud og mand
Han, som skal dømme dig er menneskesønnen, som kommer i herlighed. Det er Jesus Kristus. Han kommer i herlighed på himlens skyer,f ordi han er Guds selv. Han er Guds søn og Gud selv fra evighed af – Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født ikke skabt, af samme væsen som Faderen. Han er den, som har givet os sin lov i vore hjerter og åbenbaret sine befalinger i Biblens ord. Ingen ringere. Han er den, som har formet og skabt dig i moders liv og som opretholder dit liv denne dag i dag. Du skylder ham altså alt, hvad du har og er. Og det er ham du krænker, hver eneste gang du bryder Guds bud.
Og samtidig er han menneskesønnen – helt og fuldt menenske – ligesom dig og mig, men uden synden – som steg ned fra himlen og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria – og blev menneske. Som alle menneskers repræsentant, er han den rette til at dømme alle menensker. Og fordi han er menneske, kan han også have barmhjertighed med dig, som er et menneske.
c) Dommeren har lidt Guds vrede
Som Gud og menneske, har han også allerede selv båret Guds dom og vrede. På Golgatha holdt Gud dom over menneskeheden ved at dømme Jesus Kristus som stedfortræder for alle mennesker. Her – på korset – viste Gud sin dom og vrede over hele verden. Himlen formørkedes og han forkastede sin søn den enbårne, som bar alle dine synder. Jesus, som var Guds elskede søn, ja Gud selv, blev forkastet og fordømt fra Gethsemane til Golgatha. Her har Gud i sandhed vist, at han ikke er ligeglad med synden og ikke ser igennem fingre med, hvordan man lever sit liv.
Men det var også her, Gud viste sin nåde og barmhjertighed. Den evige vrede, som du ellers skulle have smagt, opslugte Jesus fra Gethsemane til Golgatha, da Gud forkastede ham – du ved din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet, som vi hørte i salmen. Jesus har ført din sag på Golgatha og taget din straf helt til døden; og da Gud oprejste ham fra de døde erklærede han sagen for vundet. Da erklærede han dig ‘ikke-skyldig’.
Men hvad afgør så, om du ender under vreden eller under dommen, om du går ind til evigt liv og herlighed eller til den evige ild og fortabelse.
2. Fårene
a) Fårene er Faderens velsignede
Lad os først høre om fårene: fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
Det første vi hører om er, at fårene er Faderens velsignede. Der er altså ikke tale om, at de selv har præsteret noget, for at blive frelst. Grundlaget for deres frelse, er Guds nåde og barmhjertighed og intet andet. Fordi de er Guds velsignede tager de Guds rige i arv. En arv er ikke noget, man selv præsterer. Det er noget, man får, fordi det er blevet testamenteret til en. Og sådan har Jesus testamenteret sin retfærdighed til os ved sin død, så hans gode forhold til Gud er blevet vores. Stærkest siges det samme nat, som han blev forrådt: dette er det nye testamente i mit blod – som indstiftelsesordene egentlig bør oversættes. Her – i nadveren får du Jesu arv, som han har testamenteret til dig helt personligt. Sådan velsigner Gud dig ved Kristi testamente gennem både prædiken, dåb, skriftemål og nadver. Og herpå kan fårene kendes – at de samles om disse ydre midler, som giver Jesu arv – syndernes forladelse, evigt liv og salighed.
b) Forudbestemmelsen
Og så fortsætter Jesus og siger om denne arv, at den har været bestemt for dem for evigheder siden. Gud har fra evighed af udvalgt dem, der frelses. Gud har fra evighed af udvalgt og bestemt, både, at han ville frelse fårene og hvordan han ville gøre det. han har bestemt, at han ville sende sin søn som din frelser, lade ordet forkynde for dig, bevare dig i troen ved sit ord og sine sakramenter. For det er ved troen, du modtager arven. Og Gud har både givet og bevaret troen hos dig. Og det vil han gøre indtil dommen. Så behøver du altså ikke stole på dine egne evner til at tro, men du kan stole på, at Gud, som har kaldet dig ved evangeliet også vil bevare dig til evigt liv.
c) Troens frugter i kald og stand viser deres tro
Men hvordan skal du så handle i denne verden, indtil dommen. Gud har jo frelst dig og vil bevare dig til evigt liv. Du bliver ikke et får af at gøre godt, men ved at høre hyrdens, dvs. Jesu røst. Men når du nu er frelst, så ønsker du også at tjene Gud og du kan ikke leve som om Gud ikke findes. Du vil tjene Kristus, din herre, men Kristus går ikke iblandt os. Jesus fortsætter:. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Du kan tjene Kristus ved at tjene din næste, særligt dine kristne brødre og søstre. Det er helt almindelige hverdagsgerninger, Jesus ønsker, at du skal gøre. Tjen ham, dér, hvor du er sat: i familien, på jobbet, i samfundet og i menigheden.
3. Bukkene
a) Bukkene går fortabt pga. deres vantro
Men hvad med bukkene? Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. Bukkene går fortabt på grund af deres vantro. Gud vil, at de skal frelses og Jesus har betalt, hvad de skylder. Men de vil ikke tro. De vil ikke have syndernes forladelse. Enten fordi de er ligeglade med synden og ikke vil have nogen til at ‘befale’ over sig; eller også fordi de vil frelses ved deres egne gerninger, som muslimer, jøder og gerningskristne. De vil ikke have arven, som jesus har testamenteret til dem, fordi de ikke vil indse, at de har brug for den. Derfor bliver de vist bort til evig ild og forbandelse. For der er ikke frelse ved nogen anden end Jesus Kristus.
b) Helvede er for Satan og hans engle
Men det er ikke fordi Gud vikke vil frelse dem eller fordi han skulle have forubestemt nogen til fortabelse. Selvom gud har forudbestemt dem, der frelses, så har han ikke forudbestemt nogen til fortabelse. vi hører jo om den evige ild, at den er bestemt for Djævelen og hans engle. Det var ikke meningen at et eneste menneske skulle i helvede, men Gud vil at alle skal frelses og hyrdens røst kalder alle mennesker til frelsen. Og Helligånden virker altid igennem ordet til menneskers frelse. Det skyldes alene menneskers fjendskab mod evangeliet, at de går fortabt. Gud kan ikke anklages medskyld i menneskers fortabelse.
c) Bukkene foragter de almindelige gerninger
Og bukkenes vantro viser sig ligesom fårenes tro i gerningerne: For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. De foragter Guds befalinger og lov, for de vil ikke tjene Kristus. Måske gør nogen af dem godt i det ydre, men de gør det ikke af kærlighed til Kristus som deres frelser. Enten er de ligeglade med budene eller også gør de gode gerninger, fordi de tror, at de kan frelse dem fra dommedag. begge dele fører til fortabelse.
Afslutning:
Så hvordan skal vi vente på dommedag. Vi skal tage Guds lov og befalinger alvorligt. Men vi skal ikke fortvivle over, at vi ikke kan holde dem. For frelsen er en arv, Jesus har testamenteret til os. Ved sin lidelse og død har han betalt for vores skyld og testamenteret syndernes forladelses til os ved sit blod, som han har udgydt for os. Når vi hører hyrdens røst, evangeliet, bevarer Kristus os som sine får til evigt liv. Og så kan vi frimodigt se frem mod dommens dag, hvor han vil frelse os fra vores syndige kød.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
