I dagens tekster forenes advent og jul. Vi hører om dem, der ventede på den kommende frelser og hvordan de reagerer, nu da han er kommet. Vi hører o profeterne Anna og Simeon, der ligesom det gamle testamentes profeter peger frem mod frelseren. Men vi hører ikke blot om deres forventing – vi hører om, at forventningen opfyldes.
1.Simeons lovsang
2.Simeons profeti
3.Annas bekendelse
1.Simeons lovsang
Der var mennesker, der ventede Israels trøst og derfor var retfærdige, som vi hører i dagens tekst, at Siemon var. Han var retfærdig, fordi Gud havde erklæret ham retfærdig.
Simeon var en af dem, der ventede Israels trøst – og oven i købet en profet, som Helligånden talte gennem
Simeon var blevet lovet ved en profeti, at han skulle se Herrens salvede før sin død. Han skulle se den kommende Kristus, for hvis skyld Gud tilgav ham hans synder. Han skulle ikke blot skue ham gennem ordet i fremtiden, som alle det gamle testamentes hellige, som kendte deres frelser.
Nej, Simeon skulle se frelseren i kødet. Han skulle se ham med sit legemes øjne, før sin død.
Han skulle se herrens salvede – Kristus, Gud, klædt i kød og blod, som Esajas også havde profeteret i Es 52: 8 Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, for de ser for deres Øjne HERREN vende hjem til Zion. 9 Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Ruiner! For HERREN trøster sit Folk, genløser Jerusalem. 10 Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord skal skue Frelsen fra vor Gud.
Simeon var en af Zions vægtere, som skulle se Herren vende hjem til Zion med sine øjne. Han skulle se Herren blotte sin højre arm og blive menneske.
Simeon skal se frelsen fra Gud. For Gud vil blive kød med det formål at frelse verden. Julens mål er langfredag og påske. At Gud blev menneske var ikke et mål i sig selv.
Målet var, at han måtte frelse os fra vore synder. Gud kunne være blevet menneske uden at vi af den grund ville blive frelst fra døden og dommen.
Men Simeon ventede Herrens komme i kødet til frelse og trøst. Simeon ventede Jesus som Israels trøst – han som skulle trøste dem, der sidder i dommens og dødens skygge.
Og nu ledte Helligånden Simeon til templet, da Jesus og hans forældre kom for at gøre med ham efter lovens forskrifter.
Alle tempelreglerne i det gamle testamente pegede frem mod Kristus og nu bliver han båret til templet for at opfylde løfterne i tempelreglerne. Jesus skulle helt og fuldt opfylde Guds bud og de løfter og tegn, der pegede frem mod ham.
I templet får den gamle Simeon øje på barnet, tager det på sine arme og priser Gud med den lovprisning, som i mange kirker er blevet brugt som aftenbøn eller efter nadveren.
Herre! Nu lader du din tjener fare i fred efter dit ord
Nu kunne Simeon dø i fred. Han havde set opfyldelsen af løftet – af guds ord. Løftet om frelseren, som Gud havde givet gennem den gamle kirkes historie var gået i opfyldelse.
Og løftet til Simeon, om at han skulle se Herrens salvede før sin død, var gået i opfyldelse.
Og det var løftet om den salvede, som skulle bringe fred til jorden – ikke en hvilken som helst fred, men fred med Gud. For ved dette barn skulle fjendskabet mellem Gud og mennesker vendes til fred og Guds vrede skulle vendes til velbehag til mennesker, som vi også hørte det i englenes sang, Julenat.
Og det er netop begrundelsen for freden, som Simeon giver i det næste:
For mine Øjne har set din Frelse, 31 som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,
Simeon har med sine øjne set Guds frelse – han har set Gud selv, som skabte og styrer alt, som nu bliver barnlille kaldt.
Han har set Herrens frelse – Herren i kødet. Han har set Herrens blottede arm.
Dér i Simeons arme ligger Himlenes Herre og kongernes konge. Han som byder over englene og får solen til at stå op. Ingen ringere – og han er blevet menneske for at frelse gamle Simeon – og dig – fra synden, skylden og døden.
Han, som er alle menneskers dommer – er nu blevet en af dem for at frelse dem fra sin egen dom.
Gud i kød ligger i Simeons arme og skal snart træde frem for verden, som også Esajas havde lovet.
32 et Lys til at oplyse Hedningerne
Han skal oplyse hedningerne, som sidder i syndens og dødens mørke. Jesus kom ikke for at frelse jøderne alene.
Jesus er ikke kun en frelser for nogle kulturer, sådan at andre kulturer skulle kunne frelses ved deres religioner.
For alle andre religioner går ud på, at mennesker kan frelses ved deres egne kræfter – eller også går de ud på at manipulere guderne til at opfylde menneskers jordiske behov, fordi man slet ikke tror på en kommende dom.
Men Gud blev ikke menneske for at vise os, hvordan vi frelser os selv – og derfor kom han heller ikke alene som jødernes frelser.
Jesus kom for at frelse jøder, såvel som hedninger fra Guds dom.
Dommeren, som ellers ville dømme verden til død og fortabelse, blev menneske for at bære sin egen dom og opfylde Guds bud som alle menneskers stedfortræder.
Og dermed ville han blive et lys for både jøder og hedninger. For Jesu retfærdighed oplyser mennesker, som sidder i syndens , dødens og dommens mørke.
Jesus bragte tilgivelse og evigt liv for dagen, så mennesker uanset race og kultur kan frelses fra syndens og dødens magt.
Og fordi Jesus skulle være også hedningernes frelser, hører vi i det gamle testamente, at en af Jesu forfædre var en hedning, nemlig Ruth, som var stammoder til kong David.
…og en Herlighed for dit Folk Israel.
Og Jesus skal være Israels herlighed. Folket Israel blev udskilt fra folkene, fordi det skulle forkynde frelserens komme og selv være dét folk, frelseren blev født ind i.
Jesus var Israels herlighed, mens de ventede hans komme og skal nu også vise sig som det sande Israels herlighed. Han var målet med Israels udvælgelse og historie. Han er Israels sande herlighed.
2.Simeons profeti
Efter lovprisningen henvender Simeon sig til Maria:.
Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges,
Fald
Barnet var for det første sat til fald for mange i Israel. Mange skulle forarges over denne Messias.
De ville ikke have en frelser fra synden og skylden. De ville selv hjælpe til med deres egen frelse og stolede på deres egne kræfter.
Sådan stolede farisæerne på, at de kunne samarbejde med Gud på deres egen frelse. De nægtede at tro, at deres natur var helt igennem fordærvet af synden og derfor intet kunne gøre til sin egen frelse. De ville ikke tro, at der måtte en ny natur til og at kun Gud kunne frelse dem. De troede, at de kunne arbejde sig til frelse.
Og andre, såsom saddukæerne og mange af folkeskarerne, troede slet ikke på en kommende dom. Det eneste, de ville frelses fra, var deres problemer her og nu. De ville frelses fra økonomiske, materielle eller politiske problemer. De ville have en frelser, som kunne smide romerne ud, men ikke en frelser, der frelste dem fra døden og helvede.
I dag kan mennesker, der forkaster evangeliet også inddeles i dem, der er ligeglade med den kommende dom, og dem, der tror, at de selv kan frelse sig fra dommen – helt eller delvist.
Oprejsning
Men barnet skulle ikke blot være til fald. Det skulle også være til oprejsning.
Selvom folkemængden og saddukæerne var ligeglade med dommen og farisæerne troede, at de kunne klare sig igennem ved Guds hjælp, var der alligevel nogen, der fortvivlede over deres synder og troede på frelseren.
Èn af dem var Simeon, som havde levet i håbet om den kommende frelser. Og I evangelierne hører vi igen og igen om mennesker, som tror.
Og hver gang et menneske kommer til tro, er det Jesus Kristus, der oprejser det menneske fra åndelig død.
Det er Jesus, der alene kan vække troen hos mennesker ved sit ord og sin Ånd. Du kan ikke beslutte dig for at tro o stole på evangeliet. Det er en gave fra Jesus. Troen er ligesom opstandelsen liv af døde.
Mennesker er af naturen åndeligt døde og må opvækkes ved Jesu kraft.
Når et menneske kommer til tro, er det Guds almagt, som gør døde og kolde stenhjerter åndeligt levende og giver dem tillid til evangeliet om frelsen ved barnet i Betlehem.
Et tegn, der modsiges
Men ikke alle rejses op. Der er mennesker, som bliver i deres farisæiske tro på egen kræfter eller deres ligegyldighed overfor den kommende dom. Og de vil vende sig mod barnet i Betlehem.
Sådan hører vi jo også, at både farisæere og saddukæere – ja hele folket – var med til at dømme og henrette Jesus.
Og også i dag vækker det modstand, når Guds lov og evangelium forkyndes helt og uforkortet.
De ligegyldige vil ikke forstyrres i deres søvn og ligegyldighed af lovens torden.
Og farisæerne, som tror på en fri vilje, vil ikke have at vide, at de intet selv kan gøre, men alene frelses for Jesu lidelses og døds skyld; og at de alene får troen ved ordet og Helligånden – uden deres egen gerninger.
Og som vi hørte Skt. Stefans dag, fører det forfølgelse med sig, når man bekender troen klart.
Sværdet skal gennemtrænge Marias sjæl
Og forfølgelsen ramte også Jesus. Det profeterer Simeon her for Maria. Sværdet, der skal gennemtrænge hendes sjæl, er hendes søns lidelser, som ender i korsfæstelsen, hvor han tortureres til døde. Jesus skal lide og dø for menneskers hænder.
Men Jesus skal også lide og dø for Guds hånd. Jesus blev menneske for at tage dommen og døden på sig, som han selv som gud havde idømt mennesker. Da Jesus blev menneske var det ligesom dommeren, der efter at have idømt forbryderen den hårde men retfærdige straf, selv går ud og tager straffen i stedet for forbryderen.
Du er forbryderen, som fortjener død og evig straf. Og Jesus er dommeren, som idømmer dig straffen, men dernæst træder ned fra dommersædet og går ud og tager straffen i stedet for dig.
Og derefter kommer han ind igen – det er beviset på, at hele straffen er betalt og borte. Og han træder igen op på dommersædet – og benåder dig og erklærer dig ikke-skyldig.
Jesus tog din skyld og straf på sig – og du får nu hans uskyldighed og retfærdighed, som din egen.
Jesus måtte igennem lidelser for menneskers og for Guds hånd, for at han kunne frelse dig.
Mange hjerters tanker skal åbenbares
Det sidste Simeon siger er, at mange hjerters tanker skal åbenbares.
De fromme farisæere, som hævdede at holde sig til Skriften viste sig at være gerningshelgener, som forkastede Jesus og slog ham ihjel, da han ikke ville lade dem beholde noget af æren for deres frelse.
Og saddukæerne, der ikke frygtede den kommende dom viste deres forhold til Gud, da de fik Jesus korsfæstet.
Og folket, som palmesøndag råbte hosianna, råbte få dage efter “korsfæst ham” – de ville have en frelser fra undertrykkelse og ikke en frelser fra synden og skylden.
Og sådan viser forholdet til Jesus i dag også forholdet til Gud, Den, der vil frelse sig selv eller slet ikke bekymre sig om det evige liv, vil vende sig imod Jesus og imod evangeliet, som vi hørte på skt. Stefans dag. Og hvis ikke de fornægter det åbent, så forvrænger de det.
De moderne Saddukæere fjerner lovens krav og den kommende dom, så evangeliet bliver budskabet om Guds ligegyldighed med synden.
De moderne farisæere blander menneskers gerninger ind i evangeliet, fordi de ikke vil frelses af nåden alene. Og sådan bliver også deres hjerters tanker åbenbaret.
3.Annas bekendelse
Men Simeon var ikke den eneste, der oprigtigt ventede og håbede på frelserens komme. Vi hører også om profetinden Anna i templet.
Anna tjente Gud nat og dag med bøn og faste. Og sammen med hende var en flok, som ventede Jeruslaems forløsning.
Hun priste Gud
Anna priste Gud for hans frelse, ligesom også Simeon havde gjort. Og ligesom englene gjorde det julenat, da de sang: ære være Gud i det højeste og fred på jorden, til mennesker Guds velbehag.
For når Anna så på sig selv kunne hun ikke andet end synge “Herre forbarm dig” – men nu var svaret på denne bøn kommet – barnet i Betlehem – Gud med os.
Og her er også svaret på din bøn om nåde.
Derfor kan du også med Simeon, Anna og englene julenat prise Gud for hans svar på bønnen og synge “ære være Gud i det højeste” – for det er Gud alene, der har virket din frelse. Og du kan synge “fred på jorden”, ligesom Simeon kunne fare efter Guds ord i fred.
For Gud har afvendt sin egen vrede ved barnet i Betlehem og stiftet fred mellem dig og ham.
Og ved barnet i Betlehem, som opfyldte Guds lov som din stedfortræder har du nu Guds nåde og velbehag i stedet for hans dom og vrede.
Derfor priser vi Gud i hans kirke om søndagen med engelens lovprisning fra julenat, efter at vi har bedt Herren om nåde og barmhjertighed.
Hun talte om barnet
Og Anna priste ikke blot Gud, men hun talte også om barnet til alle, der ventede Israels forløsning.
Anna bekendte sin tro. Hun talte om frelsen ved barnet i Betlehem. Og det er, hvad kristne skal gøre – også i dag.
Tal med hinanden om evangeliet. Og tal til dem, der ikke tro, om dét, du tror.
Det forudsætter selvfølgelig, at du ved lidt om, hvad du tror. Og derfor må du studere Skriften i glæde over frelseren, som fødtes julenat. Hør og læs Guds ord, prædikener og bibletimer. Studer katekismen, så du kan den grundlæggende troslære og ved, hvad du tror på, hvis du bliver spurgt.
Hun talte til dem, der ventede Israels forløsning
Der står også, at Anna talte til dem, der ventede Jerusalems forløsning.
Der var en menighed af troende, som ventede det åndelige Zions eller Jerusalems forløsning.
På trods af folkets falske forestillinger om frelseren som en politisk befrier; på trods af farisæernes gerningsretfærdighed og saddukæernes ligegyldighed med den kommende dom, var der en menighed på denne tid.
De troede på løftet om frelseren, som det var blevet givet hos profeterne. For Guds ord var der med løfterne om frelseren – og hvor Guds ord er, er der også en kirke af troende.
Gennem sit ord kalder og bevarer gud sin kirke på jorden. De var muligvis ikke mange på dette tidspunkt, men der var nogle.
Også i dag samler og bevarer Guds sin kirke gennem sit ord – ordet om den frelser, der ér kommet som menneske for at forløse Israel og hedningerne med sit blod.
Afslutning
Nu er frelseren kommet – til Anna, til Simeon – og til os. Han er kommet for at frelse os med sit liv og sin død. Han er blevet menneske for at være vores stedfortræder og betale Gud, hvad vi skylder. Han er blevet vor broder, for at vi kan blive Guds børn.
Jesus er kommet som svaret på vore bønner om, at Herren må forbarme sig over os. Jesus har bragt fred til jorden og Guds velbehag til mennesker. Og æren er Guds alene. Jesus er kommet som Guds lam for at borttage verdens synd og give os sin retfærdighed i stedet.
Lad os huske det – også når han lige om lidt kommer til os med sit sande legeme og blod og bekræfter, at vore synder er tilgivet. For her har vi betalingen, han gav på korset.
Og så kan vi, som Simeon gå derfra efter Guds ord i fred. For vore øjne har set hans frelse, som han beredte for alle folkeslags Åsyn.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
