“Jeg har gjort Jesus til min personlige herre og frelser” – sådan har jeg læst og hørt kristne sige og mene.
I et lille hæfte om retfærdiggørelsen skriver præsten Rolf Preus derimod: “Få ville være så tåbelige at hævde, at de kan bringe Jesus ind i denne verden og gøre ham til frelseren. Millioner hævder dog ligeså tåbeligt, at de er i stand til at gøre Jesus til deres frelser.” (Preus, Rolf: Justification – Am i good enough for God).
Hvad er troens opgave i frelsen? Det vil vi høre om i dag, hvor Jesus møder to mennesker, som viser, hvad troen er.
Hvis jeg vil – drømmen om fri vilje og den menneskelige tros autoritet
Tro kan flytte bjerge – men hvordan? Hvad er troens væsen? Hvad er troens funktion i frelsen?
Vi ved, at vi retfærdiggøres ved troen alene – uden lovgerninger. Men samtidig ved vi også, at Gud er den, der retfærdiggør os og at evangeliet er en Guds kraft til frelse. Vi kan altså med andre ord ikke sige, at troen alene frelser på en sådan måde, at Gud ikke gør det eller at evangeliet ikke gør det.
Alligevel vil mange gøre troen til dét, der alene frelser – uden Guds ord.
Dét sker, når man tror på en fri vilje eller når man tror, at man ved troen kan hente Jesus ned fra himlen og ringagter Guds ord og sakramenter som de midler, der giver syndernes forladelse.
De to mænd, der i dag møder Jesus, viser, at troen ikke opstår ved menneskers frie vilje eller formår at hente frelsen ned fra himlen.
Troen er ikke en stærk hånd, der formår at hive frelsen ned fra himlen eller gøre Jesus til herre eller frelser. Nej, troen er en tom hånd, der modtager.
Den frie vilje.
Den spedalske, som vi hører om først, siger til Jesus: “Herre! om du vil, så kan du rense mig.” – Den spedalske erkender, at Jesus er Herren og ikke han selv. Han er ikke i stand til at gøre Jesus til Herren i sit liv eller at helbrede sig selv. Han siger heller ikke: “Om jeg vil, kan du gøre mig rask”. Nej, han erkender, at Jesus er den almægtige selv, som alene formår at gøre ham rask.
Men de, som tror på en fri vilje, helt eller delvist, de tror i stedet, at de er i stand til at gøre Jesus til Herre i deres liv og vil i stedet sige: Hvis jeg vil.
I stedet for at tro, at Jesus er den, der skaber troen ved at give løftet om frelsen, tror de, at mennesker er i stand til at give sig selv troen, måske med Guds hjælp. Men de kan i hvert tilfælde selv hjælpe til. Sådan tænker den romersk-katolske kirke og mange ikke-lutherske protestantiske kirker, at troen er noget, mennesker delvis selv kan skabe. Disse ikke-lutherske kirker er dem, man kalder de evangelikal.
Og den romersk-katolske kirke og de evangelikale udbyder alverdens teknikker til at fastholde troen og forsikre sig om, at man nu også har troen.
Kan troen hente Jesus ned?
Men der er også dem, der ikke benægter, at Gud alene giver troen. Til gengæld tror de, at det er troen, der skal hente frelsen ned fra himlen.
De benægter, at troen er en tom hånd, der modtager frelsen, og gør den i stedet til dét middel, der skal bygge bro mellem os og Golgatha.
Man kan sammenligne forskellen mellem disse evangelikales lære og den bibelske lære med de to forskellige måder, man kan modtage en pakke, der sendes med posten.
Jesus har én gang for alle købt pakken -syndernes forladelse. Spørgsmålet er nu, hvordan den kommer til modtageren? Spørgsmålet er, hvordan frelsen kommer fra korset på Golgatha til dig og mig?
Når man sender en pakke med posten vil postbudet normalt bringe den til adressen. Men posten kan også lægge en seddel i postkassen om, at pakken kan hentes på posthuset.
Og det seneste nye er, at man kan vælge at få pakken lagt i Døgnposten, hvor man kan hente den døgnet rundt. Så får man en besked med sms eller email, når pakken er der, så man kan hente den.
Den bibelske måde at tænke på, er at pakken – syndernes forladelse – bringes til døren af postbudet. Både evangeliets ord, dåben og nadveren er midler, som bringer syndernes forladelse til mennesker. Troen er døren, som postbudet afleverer pakken ved.
Evangeliet, dåben og nadveren er ikke bare informationer om, hvordan man kan hente pakken på posthuset eller i Døgnposten. Evangeliet er ikke blot en information om, hvordan man kan frelse sig selv. Nej, evangeliet bringer frelsen til mennesker, og troen modtager pakken.
Den evangelikale måde at se tingene på, er, at evangeliet blot informerer om, hvordan man kan blive frelst. Evangeliet er som den seddel eller besked man får om, at nu kan man hente pakken. Troen er for dem ikke mere blot en tom hånd, der modtager. Troen må hente pakken hjem fra posthuset. Man skal selv hente Kristus ned fra himlen ved sin tro.
Sådan benægter de evangelikale f.eks. at dåben virkelig frelser og genføder, selvom Skriften siger det direkte. Og de benægter, at Jesu legeme og blod virkeligt er til stede i brød og vin i kraft af Jesu ord og indstiftelse.
Hvis de evangelikale endelig hævder at tro, at Jesu legeme og blod er der, tror de, at det er troen og ikke ordet, der gør det nærværende. Og derfor benægter de, at også vantro modtager Jesu legeme og blod.
Mens de evangelikale på denne måde laver en dyb afgrund mellem mennesker og Jesu fortjeneste på korset, laver den romersk-katolske kirke en mur af menneskegerninger, der aldrig med sikkerhed giver syndernes forladelse.
Både romersk-katolske og evangelikale forkaster tilliden til, at ordet og sakramenterne rækker syndernes forladelse. Hos begge parter bliver sakramenterne derfor menneskers gerninger.
Hos de evangelikale fornægtere af dåben og nadveren bliver troen et spring over afgrunden, hvor man håber at nå frem til Jesu kors.
I den romersk-katolske kirke bliver både sakramenterne og troen gjort til gode gerninger, som sammen med andre gode gerninger – måske – kan hjælpe en over muren.
Men troen retfærdiggør ikke, fordi den er en god gerning. Troen er heller ikke dét, der henter syndernes forladelse ned fra himlen.
Ligesom den spedalskes bøn alene henviser til jesu vilje, sådan viser også officeren ved sine ord, at han sætter sin lid til Jesu ord som magtord, der ikke blot informerer, men skaber, hvad de siger “Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag; men sig det blot med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. 9 Jeg er jo selv et Menneske, som står under Autoritet og har Soldater under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det.” befalingsmanden er ikke i stand til ved sin tro, at gøre sin tjener rask. Men hans tro er i stedet rettet mod Jesu ord, som alene formår det.
Hvis Jesus vil – troens tilflugt til Jesus – Jesus har magten
Det er altså Jesu autoritet og vilje, troen må bygge på. Vi formår ikke selv at komme til tro på evangeliet. Vi formår ikke at frelse os selv. Troen frelser ikke, fordi den er en fortjenestefuld gerning, vi kan rose os af. Nej, troen tror på Jesus og Jesu lidelse og død for os.
Troen tror på Jesu magt til at tilgive synden. Det er dén, tro, som netop stoler på Jesus og ikke på sig selv, Jesus roser, når han siger: Sandelig, siger jeg jer, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro. Det er den tro, som alene sætter sin lid til Jesus og ikke til sin egen magt og kraft, Jesus kalder stor. Troens størrelse måles altså på, hvor lidt den stoler på sig selv og hvor meget den stoler på Jesus.
Den sande tro frelser ikke, fordi den selv er så mægtig, at den kan hive Jesu retfærdighed ned fra himlen. Troen retfærdiggør ikke, fordi den opfylder Guds krav om tro.
Nej troen retfærdiggør alene, fordi den griber og stoler på syndernes forladelse, som Jesus har vundet ved sin lidelse og død.
Troen er med andre ord fortrøstning og tillid til, at Jesu lidelse og død gælder mig. Så se ikke ind i dig selv efter en trosfølelse, men se på Kristus, som led og døde for dig.
Se ikke på din tros autoritet, men se på Guds autoritet, han som tilgiver dig din synd og løser dig af syndens fangeskab, som Jesus helbredte centurionens tjener og den spedalske. Troen fortrøster sig til Jesus, som har overvundet lovens anklager og Guds vrede og derfor kan sætte dig fri fra lovens anklager og Guds vrede.
Den sande tro er altså en tom hånd, der modtager alt af nåde. Vil troen bryste sig af sig selv, er den ikke længere en sand tro, for så stoler den ikke længere på Kristi fortjeneste, men på sin egen fortjeneste.
Gør man troen til en beslutning om at følge Jesus eller en overgivelse til Jesus, da får man en falsk tro ud af det. Den sande tro består ikke i din overgivelse til Jesus, men i, at du stoler på hans overgivelse til døden og straffen. Den sande tro er ikke dit bidrag til frelsen, men din modtagelse af den.
Troen tror altså ikke på sig selv. Ja troen er ikke engang noget, du selv kan frembringe. Den er en gave fra Gud. Den er ikke noget, du kan beslutte dig til, men noget, Jesus skaber i dig, når du hører evangeliet om synderes forladelse.
I den lille katekismus læser vi i forklaringen til tredje trosartikel: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. (salmebogens udgave)
Og sådan lærer Paulus os også, at troen kommer af dét, der hører (Rom 10) og at troen er en gave (Ef 2). Vi kan ikke ved egen magt og kraft tro på Gud, men Gud må give og bevare troen gennem sit ord og sine sakramenter.
Vi må altså høre ordet i lov og evangelium, så Gud kan give og bevare troen. Vi må huske vores dåb, hvor Gud gjorde os til sine børn. Vi må gå til skriftemål, både det fælles før gudstjenesten, og til privat skriftemål hos præsten, hvis der er en synd der nager os og som vi ønsker særlig forsikring om, at Gud tilgiver os. Og vi må gå til alters, hvor vi får Jesu sande legeme og blod til syndernes forladelse, skjult under brød og vin.
Sig blot et ord – troens tilflugt til ordet – Guds ord virker
Men hvordan skal troen kunne stole på Jesu død for snart 2000 år siden. Hvordan kan jeg vide, at det virkelig også er blevet mit, helt personligt? Hvordan bliver frelsen bragt ud. Skal troen hente den på posthuset, eller bringer Gud den ud.
Paulus skriver i romerbrevet: Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; 7 eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. 8 Men hvad, siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. Du skal ikke i tankerne og ved din egen bøn og inderlighed kæmpe dig tilbage til Jesu kors for at forsikre dig om nåden. Du skal ikke hente Jesus ned fra himlen eller op fra dødsriget.
Nej, troens retfærdighed siger: Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. I ordet har du syndernes forladelse her og nu.
Ved ordet kommer Jesus selv til dig, som postbudet, der deler pakker ud og giver dig frugten af sin lidelse og død her og nu.
Ordet er en benådningsdom, som har virkning her og nu, så du bliver benådet her og nu og er tilgivet dine synder. Det er ligesom hvis en dommer har afsagt en dom, hvor han benåder dig.
Benådningsdommen bliver underskrevet af dommeren, som sender den med sit sendebud til fængslet. Denne benådningsdom, som tjeneren har med, er ikke blot et stykke papir, som oplyser dig om, at du er benådet. Det er også et retsgyldigt dokument, som giver tjeneren fuldmagt til at sætte dig fri fra fængslet.
Sådan er evangeliet om, at Jesus har borttaget dine synder ved sin lidelse og død heller ikke blot information om, at du nu er benådet.
Nej, budskabet sletter her og nu din skyld og befrier dig her og nu fra straffen.
Det ser vi særligt i skriftmålet, hvor Guds tjener på Guds vegne her og nu tilgiver dig synden. Han informerer ikke blot om, at din synd kan tilgives. Nej, præsten handler med Guds fuldmagt, så du skal tro hans tilgivelse af din synd lige så sikkert, som hvis du havde hørt en røst fra himlen.
For Gud har givet sine tjenere, som er kaldet gennem menigheden, fuldmagt til at tilgive synder på Guds vegne. Det gjorde Jesus, da han overdrog nøglemagten til apostlene.
Og ligesom skriftemålet giver syndernes forladelse i kraft af Guds ord, sådan giver også nadveren Jesu sande legeme og blod i kraft af Guds ord og Kristi befaling.
Ligesom officeren havde magt til at befale over sine soldater, sådan har Jesu ord magt til at helbrede syge, tilgive synder – og også til at gøre hans eget legeme og blod nærværende i brød og vin.
Når Jesu indstiftelsesord har lydt, kan du stole sikker og vist på, at Jesu sande legeme og blod ligger på alteret i, med og under brød og vin. Det er ikke blot symboler på Jesu legeme og blod; men Jesu legeme og blod er sandt og virkeligt til stede.
Derfor knæler vi, når vi modtager det og synger til dét Guds lam, hvis legeme og blod ligger på alteret. Og ligesom skriftemålet og ordet, giver også nadveren virkelig syndernes forladelse.
At du får Jesu legeme og blod, er som at få en kvittering på, at dine synder virkelig er forladt. Du får jo dét legeme og blod, hvormed Jesus købte og betalte for din tilgivelse.
Her er gaven virkelig delt ud
Og her er de midler, troen kan støtte sig til og bygge på, så den ved, at synden er forladt og tilgivet.
Afslutning
Troen er altså ikke en gerning, som færdiggør frelsen, men en tom hånd, der modtager den. Troen er ikke et produkt af menneskers valg, men Guds gave. Og troen henter ikke Kristus og syndernes forladelse ned fra himlen, men modtager den og stoler på den, når Gud selv rækker den genne sit ord og sine sakramenter. I ordet, skriftemålet, dåben og nadveren har troen et sikkert holdepunkt. For her uddeler Gud frelsen sikkert o vist og han giver selv troen på den.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
