Virker evangeliet? Nogle gange kan vi komme i tvivl. Vi er så få i vores lille kirke. Nytter det overhovedet noget at forkynde evangeliet, drive mission og fastholde bekendelsen til Guds ords sandhed? Bliver vi nogensinde flere?
Og kan vi selv bevare troen. Ser vi på vores egen magt, kan vi let fortvivle og tænke, at det ikke går.
Ja, ser vi på os selv, så er det let at fortvivle og miste tilliden til at evangeliet virker.
Så bliver det fristende at peppe det lidt op eller gå på kompromis med falsk lære. Eller resignere og blot opgive at drive mission og bekende frelsen. Som de syndere vi er, tør vi ofte ikke stole på Guds ords kraft, når vi ikke ser synlige resultater.
Jesus forklarer i dag, hvorfor ordet ikke altid bærer synlig frugt, og han viser, at Guds ord virker i sig selv.
Forklaring:
Guds ord virker ved Guds nåde
Vi hører i dag om en sædemand, der går ud og sår sin sæd, og sæden er Guds ord. Guds ord er altså som den sæd, der har kraften i sig til at bære frugt.
Sædemanden spreder denne såsæd ud overalt, uden at tage hensyn til, om den jord, sæden falder i, er god eller dårlig.
Der er altså to ting, vi skal lægge mærke til, når det gælder sæden: 1. Det er den, der har kraften til at bære frugt og 2. den spredes overalt, i god og dårlig jord. Det siger to ting om Guds ord.
Det ene er, at Guds ord virkelig har kraft til at skabe tro. Det andet er, at Guds ord med dets kraft virkelig spredes også til dem, der i sidste ende ikke tror, men går fortabt.
Lad os tage et kig på det første: Guds ord har virkelig kraften til at bære frugt, ligesom såsæden har kraften til at bære frugt. Det er ikke jorden, der gør såsæden til såsæd eller giver den den egenskab, at den kan bære frugt.
Det er sandt, at såsæden må lægges i jorden for at den har mulighed for at bruge denne kraft. Men kraften ligger i såsæden selv og ikke i jorden. Selvom den ikke blev brugt, ville den have kraften i sig til at virke.
Sådan er det heller ikke menneskehjerterne, der gør Guds ord virksomt. Det er heller ikke dét, at såsæden spredes, der gør den virksom. Sådan er det heller ikke det, at Guds ord forkyndes, der gør Guds ord virksomt.
Nej, vi forkynder Guds ord, fordi det er virksomt i sig selv. Og når det forkyndes er det som at sprede den såsæd, som i sig selv er virksom.
Guds ord har altså altid kraften i sig til at gøre mennesker troende. Guds ord, evangeliet om, at Gud tilgiver os vores synd, fordi Jesus har taget vores skyld og straf på sig, har altid magten til at skabe troen i menneskers hjerter.
Sådan hørte vi også hos Esajas, som profeterede om evangeliets forkyndelse: For som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, 11 så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad der behager mig, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det.
Her udtrykkes kraften i Evangeliets ord klart og tydeligt. Guds ord er aldrig døde og tomme bogstaver, men derimod ord, der udgår af Guds mund og udfører Guds ærinde.
Guds ord er ikke et instrument for os på samme måde som en hammer. Den bliver først virksom, når vi tager fat i den og bruger den rigtigt.
Nej, Guds ord er snarere som en hånd, hvormed Gud virker, hvad han vil. Gud virker altid med sin Helligånd ved sit ord.
For Guds ord kan ikke skilles fra Gud selv, ligesom man ikke kan skille en persons ord fra personen selv. Ordene udtrykker personens væsen, lige så vel som kroppen gør det. Guds ord er altså et virksomt redskab, som Gud bruger til at kalde, omvende, genføde, bevare og helliggøre mennesker.
Det er en Guds kraft til frelse, som Paulus siger: Rom 1,16: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
Ligesom vandet får det tørre korn til at spire, sådan genføder og levendegør Guds ord mennesker. Guds ord er aldrig virkningsløst. Evangeliet virker altid og Helligånden virker altid ved det. Derfor er det aldrig omsonst at bekende og forkynde evangeliet for mennesker. Det nytter.
Måske ser vi ikke resultatet her og nu – ja måske ser vi det slet ikke. Men
Helligånden virker og skaber troen ved ordet. Dét vi kan og skal gøre er at sprede ordet – og så lade Helligånden gøre sit arbejde.
Det andet punkt var så, at sædemanden spreder såsæden alle steder. Sådan er det med Gud, han vil, at alle mennesker skal frelses og at evangeliet skal forkyndes for alle.
Sådan hører vi i 1 Timotheus 2:4, at “Gud vil, at alle Mennesker skal frelses og komme til Sandheds Erkendelse.” Det er altså ikke sådan, at Gud kun ønsker at frelse nogen. Nej, han virker altid ved sit ord og ønsker, at alle må høre det og komme til erkendelse af sandheden.
Alligevel siger Jesus også i dagens tekst, da disciplene spørger, hvad lignelsen betyder: Jer er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skal se, og, skønt hørende, ikke skal forstå.
Et andet sted hører vi, at Jesus netop taler i lignelser, for at folk skal forstå det: Mark 4:33 Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. Det er altså ikke sådan, at de ikke var i stand til at forstå lignelsen rent forstandsmæssigt.
Lignelser blev netop fortalt for at forklare tingene for almindelige mennesker.
Men kun dem, som det var blevet givet at kende Guds Riges hemmeligheder, forstår til fulde Guds ord. Kun den, som er genfødt kan forstå sammenhængen i Guds ord.
For selvom enhver kan læse, hvad ordene siger og forstår dogmerne rent forstandsmæssigt, er det kun den, som får det givet af Gud, der virkelig kan forstå og tro ordet. Hos de vantro, som afviser ordet, får det tværtimod den modsatte effekt, at de forkaster det, forvrænger det og angriber det.
Så selvom de vil kunne høre det med deres øre, fornægter de det alligevel og ikke forstår det til deres frelse.
Troen er altså en gave fra Gud og uden den sande tro kan man ikke forstå skriftens betydning for en, selvom man vil kunne gengive dens mening med forstanden.
Når mennesker forkaster Guds ord
Når nu Guds ord altid virker, når Gud vil at alle skal frelses og troen altid er Gud, som giver troens gave, kan man undrer sig over, hvorfor nogen alligevel afviser evangeliet i vantro.
Hvem er ansvarlig for, at mennesker går fortabt? Det kan jo ikke være Gud, som altid virker ved sit ord og ønsker alle menneskers frelse.
Men samtidig er troen helt og fuldt Guds gave, så den, der frelses ikke kan rose sig af sin tro.
Vi kommer ikke udenom et paradoks her.
For Guds ord svarer, at skylden for vantroen alene ligger hos mennesker, der afviser evangeliet.
Og det er netop, hvad en stor del af lignelsen om sædemanden handler om. Vi hører om tre slags mennesker, som hører Guds ord, men alligevel forkaster Guds ord før eller siden.
Den første gruppe er de sædekorn, som blev kastet på vejen, hvor det blev trampet ned og stjålet af fuglene.
Her får ordet aldrig fat, men enten røves det af djævelen med det samme, eller mennesker tramper det ned. Jorden er mennesker, som hører Guds ord og kommer til gudstjeneste, men alligevel kommer de aldrig til en sand kristen tro.
De hører og forstår aldrig, at de er syndere og at Gud tilgiver deres synder for Kristi skyld, men djævelen river det bort fra dem ved at lokke dem til selvretfærdighed, ligegyldighed eller fortvivlelse, så de aldrig stoler på Guds ord.
Eller også trampes ordet ned af mennesker, som med deres falske lære forfører sjælene til at stole på egen gerninger eller fortvivle om Guds nåde. Og sådan stjæler djævelen ordet fra dem gennem menneskers vranglære.
Den anden gruppe er dem, der faldt på klippen, som hurtigt voksede op, men så visnede igen pga. manglende væde. Og Jesus forklarer: Men de på Klippen er de, som modtage Ordet med Glæde, når de høre det, og disse har ikke Rod; de tror til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.
Det er mennesker, som måske har fået troen og hvis tro lige overlever, når der ikke er prøvelser og fristelser. De lever af åndelig smalkost – så lidt som muligt.
Når djævelens angreb sætter ind, har de ikke rod og kan ikke stå fast. Men hvad vil det sige, at de ikke har rod – at de ikke er stærke nok. Hvis det var tilfældet ville ingen jo kunne vide sig sikker.
Nej, problemet er, at de ikke har rod i Guds ord, at de ikke kontinuerligt hører og fordyber sig i Guds ord. De nøjes med så lidt af Guds ord og evangelium, som de kan og overleve, når de ikke anfægtes.
De tror, at de kan klare det i egen kraft og ikke har brug for Guds ord hver dag. De tror, at det nok går, selvom de kun hører Guds ord, så lidt som muligt og ellers klarer den på egen hånd.
Den tredje gruppe er dem, der fladt blandt torne. Om dem siger Jesus: Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som har hørt og så går hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bærer moden Frugt.
Deres problem er ikke vranglære, som de første. Det er heller ikke anfægtelser, som den anden gruppe, som ikke havde rod.
Nej, grunden til, at de falder fra, er at de ikke interesserer sig for evigheden, men kun om dette liv. Dette livs bekymringer, rigdom og nydelse kvæler deres tro.
De har ikke deres evige frelse for øje og tænker ikke over den – og derfor dør troen.
De er måske kommet til tro, men derefter er de på et tidspunkt holdt op med at bekymre sig og tage sig af deres evige frelse. De har ladet sig opsluge af bekymringer for, hvad de skulle leve af, begær efter rigdom eller af jordiske nydelser, som om det var alt, hvad de havde at tænke på.
Alle tre grupper, der ikke bærer ordets frugt, er altså selv skyld i det: Det er aldrig fordi ordet er uden kraft.
Det er enten fordi de lytter til falsk lære, ikke lader Guds ord slå rod, så de kan stå imod anfægtelserne eller fordi de holder op med at bekymre sig om frelsen.
Anvendelse:
Hvordan skal vi da anvende disse ting på os selv. Hvad kan vi lære af Jesu ord om evangeliets kraft og grundene til, at mennesker forkaster det.
Advarsel mod at foragte Guds ord
Jo, Jesu ord er for det første en stærk advarsel til dig og mig mod at foragte Guds ord enten på den ene eller anden måde. Guds ord i lov og evangelium er det eneste, som kan give dig troen og bevare dig i troen.
Hvis du foragter Guds ord, så mister du troen. Hvis du tror, at du selv kan klare troen og slår dig til tåls med, at det går jo nok, så er du på frafaldets vej.
Hvis du bliver kødeligt sikker, så du ikke længere hører Guds dom over din synd og evangeliets tilgivelse, så er du på vej mod fortabelsen. Og denne foragt for Guds ord kan vise sig på flere måder.
Du kan være som de første, hvor djævelen stjæler Guds ord med det samme, f.eks. gennem falsk lære.
Når du ikke længere vil bedømme, om den lære du hører, er i overensstemmelse med Guds ord, men tror, at hvad som helst som umiddelbart lyder som Guds ord, også er Guds ord, så kan du være sikker på, at djævelen vil stjæle Guds ord fra dig og give dig gift i stedet.
Så vil din tro blive trampet ned af menneskelære. For hele Guds ord er givet dig for at du skal tro og blive frelst derved.
Eller du kan blive som den anden gruppe, der godt nok hører Guds ord, men ikke lader det slå rod. Og så snart de rammes af anfægtelser, glemmer de Guds ord, i stedet for at lade anfægtelserne drive dem til Guds ord.
De forkaster troen, så snart de møder modgang af den ene eller anden slags, i stedet for at flygte tilbage til ordet.
Det skyldes, at de ikke har ladet ordet slå rod. De har hørt så lidt som muligt. Hvis du bliver ligeglad med Guds ord og lære og kun hører det allernødvendigste, så kan du ikke stå imod, når anfægtelser og modgang kommer.
Eller du kan blive som den tredje gruppe, der hørte Guds ord, men så lod verdslige bekymringer og fornøjelser kvæle ordet.
Når du er mere bekymret for, hvordan du skal klare dagen og vejen end hvordan du skal bevare frelsen, så ender du sådan.
Når du lever for jordiske fornøjelser og nydelser og bliver ligeglad med det evige liv, med Guds bud og derfor med syndernes forladelse, så er du blevet som den tredje gruppe.
Lignelsen om sædemanden må altså føre til selvransagelse. Og i højere eller mindre grad oplever vi alle nogle af de tendenser, Jesus advarer mod.
Det må få os til at bekende vores ligegyldighed med ordet som den synd, det er. Men det må også få os til at erkende vores køds skrøbelighed. Vi er ganske enkelt ikke i stand til at bevare troen, hvis det står til os selv.
Vi må rystes ud af den kødelige selvsikkerhed, som får os til at foragte Guds ords sande lære, får os til at høre Guds ord overfladisk eller får os til at bekymre os mere om dette liv end vores evige frelse.
Den kødelige selvsikkerhed kan kun føre os til helvede, hvis den får overtaget.
Men hvad skal vi da gøre. Skal vi fortvivle, når vi nu ikke selv kan bevare troen? Skal vi fortvivle, når vi ser, at vores kød strider imod Guds ord, så vi griber os selv i at foragte det? Skal vi give op?
Løfte om, at Guds ord virker, når du hører det
Nej, da må vi vende tilbage til, at ordet har kraften til at bevare os. Når vi har erkendt vores magtesløshed, vores køds uvilje mod Guds ord og vores syndige modstand mod det, så må vi igen høre evangeliet om, at Gud vil bevare os i troen gennem sit ord.
Dét, vi ikke formår, formår Gud. Det kan lyde som en kliché, men det er sandheden og det eneste, der formår at give os sand trøst: Gud formår at give os troen og bevare os i troen.
Gud vil, at vi skal tro, så sandt som han har udbredt evangeliet også til os, og Gud virker altid gennem sit ord.
Hør derfor, hvad Guds ord siger til dig. Hør, hvad det siger om, at du er en synder, når du foragter Guds ord. Hør Guds bud og tag dem alvorligt.
Og hør evangeliet, som forkynder, at også den synd, har Jesus båret straffen for.
Også den synd har Gud benådet, da han oprejste Jesus fra de døde og erklærede ham fri fra alle de synder, han bar.
Også den synd tilgiver Gud nu i sit ord og sine sakramenter.
Og Gud lover, at han vil bevare dig i troen, så sandt som han har kaldet dig til troen. Du skal altså ikke se ind i dig selv efter sikkerhed for, at du står i troen eller at Gud vil bevare dig.
For i dit kød bor intet godt. Dit kød vil lede dig til at stole på dig selv, så du bliver ligeglad med ordet.
Men flygt fra den kødelige sikkerhed til ordet. Her har du syndernes forladelse og et sikker løfte om, at Helligånden vil bevare dig i troen, ligesom han også har givet dig troen, som vi bekender i katekismen: Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliggjort og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, forsamler, oplyser og helliggør hele kristenheden på jorden og opholder den hos Jesus Kristus i den rette ene tro.
Og så kan vi også frimodigt sprede Guds ord som sædekorn i tillid til at det virker og skaber troen.
Gud virker altid ved sit ord og derfor kan kristne bekende Guds ord for verden. Det gør de, når de selv bekender Guds ord.
Det gør de, når de kalder hyrder eller missionærer til at forkynde Guds ord.
Og det gør de, når de inviterer venner og bekendte til gudstjeneste eller undervisning. Du kan måske tænke, at det alligevel ikke nytter. Men Guds ord virker sikkert og vist, så spred det frimodigt.
Afslutning
Guds ord virker altså og Gud vil, at alle mennesker frelses. Alligevel er der mennesker, der går fortabt, fordi de ringeagter Guds ord. Jesus advarer os mod kødelig sikkerhed, som fører til ringeagt for Guds ord. Og Jesus trøster os med evangeliet, som tilgiver os vores synd og vil styrke og bevare os i troen og give os evigt liv. Amen.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
