Vi hører i dag om en kvinde, der kommer til Jesus og spørger om hjælp. Tilsyneladende afviser han hende og vil først hjælpe, da hun har plaget længe nok. Det kunne give dét indtryk, at Jesus er hårdhjertet. Eller at han først vil høre bønner, når de har varet længe nok eller er intense nok.
Og da han svarer med at prise hendes tro, kunne man få den tanke, som mange ikke-lutherske protestanter har, at det er bønnen, der skaber troen. At vi skal og kan bede os til tro. Sådan vender man op og ned på troen, bønnen og Guds ord, så troen bliver et resultat af bønnen. Og Guds ords løfter vil man først lade være virksomme, når bønnen og troen er kommet til.
Sådan henviser man til Søren Kierkegaards tale om troen som et spring ud på 70.000 favne vand, som om troen er et spring ud i det ukendte. Men er det virkelig sådan med bønnen og troen? Er det virkelig sådan, at det er vores bønner, der gør Gud nådig og barmhjertig? Er det virkelig sådan, at bønnen aldrig kan forlade sig på andet end sig selv? Er det sådan, at vi kan bede os til tro? Ja, kan vi overhovedet henvende os til en Gud, som vi ikke allerede tror på?
Lad os se på, hvad teksten faktisk siger.
Kvinden beder Jesus om at redde hendes datter, som plages af en ond ånd, men Jesus går videre og ser ikke ud til at ville hjælpe. Evangelisten Markus supplerer dagens tekst og tilføjer: Og han gik ind i et Hus og ville ikke, at nogen skulle vide det. Og han kunde dog ikke være skjult (Markus 7,24). Jesus kom altså ikke til hedningelandet for at gøre tegn og undere, men ønskede tværtimod ikke, at man skulle vide, hvor han var. Det lykkedes dog ikke helt, og den kanaanæiske kvinde kommer til ham og beder om hjælp.
Da disciplene beder ham sende hende væk, sandsynligvis ved at hjælpe hende, svarer han: “Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte Får af Israels Hus.” I sin fornedring var Jesus sendt til Israels hus for at prædike for dem. Senere, da han var opstået og ophøjet til Faderens højre hånd ville løftet til Abraham om, at alle slægter skulle velsignes i Kristus, gå i opfyldelse og evangeliet ville gå ud til alle folkeslag.
Det var altså ikke med det formål at vise kvinden eller os, at kun en bøn, der er påtrængende nok, virker. Nej, grunden til, at han ikke reagerede til at begynde med, var, at han havde sin frelsergerning for øje. Han fulgte en ganske bestemt plan, som skulle udvirke alle menneskers frelse, og den plan indbefattede, at Jesus under sit jordeliv var sendt til de fortabte får af Israels hus, de frafaldne jøder.
Det er med Jesus, som det er med Gandalf i filmene Ringenes herre. Her siger Frodo til Gandalf i den første film, at han kommer for sent, hvortil Gandalf svarer: En troldmand kommer aldrig for sent. Han kommer præcis, som han har planlagt. Sådan handlede Jesus også efter sin plan, når han endnu ikke gik til hedningerne og forkyndte og gjorde undere, men til at begynde med gik til Israels hus. Derfor var der heller intet forkert i Jesu udsagn. Det er ikke et forsøg på at friste kvinden til vantro. Jesus fremstiller blot sin plan for disciplene og kvinden, en plan som går ud på, at han først må gå til jøderne.
Kvinden bliver dog ved: Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: “Herre, hjælp mig!” 26 Men han svarede og sagde: “Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde.” Jesus var sendt til det folk, som var kaldet til at være Guds børn. Og som en, der står udenfor Guds folk, er kvinden som en hund, der ikke har samme ret til at sidde ved bordet, som et barn af huset. Det er derfor med rette, Jesus ikke hjælper kvinden til at begynde med.
Men hvorfor ender han så alligevel med at hjælpe hende, kunne man spørge. Begrundelsen hører vi i det sidste vers: Da svarede Jesus og sagde til hende: “O Kvinde, din Tro er stor, det skal ske dig, som du vil!” Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.
Jesus lod det alligevel ske, for at vise, at hendes tro er den frelsende tro. Det skal altså ikke forstås som en slags belønning for, at hun blev ved med at bede, som om bønnen var n god gerning, som gjorde hende fortjent til Guds hjælp. - Men hvad var det nu for en tro?
Der er to væsentlige kendetegn ved kvindens tro og bøn. Lad os se på dem:
Bønnen udgår fra troen, som giver Gud ret i hans dom
Kvinden svarer på Jesu begrundelse for afvisningen med disse ord: “Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.” Kvinden giver med andre ord jesus fuldstændig ret i hans begrundelse. Hun er en hund, sammenlignet med Israel. Hun er ikke på nogen måde værdig til Jesu velsignelse. Man kunne måske have forventet, at hun ville modsige ham og benægte, at hun var en hund. At hun på en eller anden måde ville retfærdiggøre, at hun også havde ret til krummerne fra børnene. Men det gør hun ikke. Hun gør ikke krav på noget som helst, men erkender, at hun ikke er værdig til noget. Sådan er den sande tro og omvendelse.
Det første, vi må gøre, er at erkende vores egen uværdighed til alt det, Gud velsigner os med. Derfor siger vi også i lille katekismus: Jeg tror at Gud har skabt mig og alle andre skabninger, at han har givet og endnu opretholder legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, fornuft og alle sanser, og dertil klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, mark, kvæg og alt godt; at han rigeligt og dagligt sørger for alt nødvendigt til næring for dette legeme og liv, beskærmer mig mod al fare og vogter mig mod alt ondt, og dette gør han alt sammen af ren faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed, uden nogen som helst fortjeneste eller værdighed hos mig.
Du kan ikke gøre dig fortjent til at få noget som helst fra Gud. Dine bønner i sig selv gør dig ikke værdig til at blive hørt. Din inderlighed eller bønsteknik er ikke baggrunden for, at du bliver hørt. Nej, for at du overhovedet vil kunne blive hørt af Gud, må du først erkende, at dine bønner intet er og at din tro intet er. Ingen af dem gør dig fortjent til at blive hørt. Hverken bønnen eller troen er ogde gerninger, som fortjener Guds bønhørelse.
Ja, af naturen kan du ikke engang bede til gud eller stole på ham. Forsøger du, da liver det en afgud, du stoler på og beder til. Du kan ikke, så længe du ikke har en sand tro på evangeliet, bede til gud eller stole på ham. Derfor kan din tro og din bøn aldrig være et spring ud i det ukendte. Den tro, som er det, er en falsk tro på troen selv eller på bønnen selv.
Nej, erkend først, at du er en hund, at din tro, din bøn, din fromhed, din inderlighed intet er værd overfor Gud. Erkend, at du ligesom kvinden ikke er værdig til at blive hørt. Erkend, at dine bønner ikke er vejen til Guds hjerte, men forudsætter, at Gud allerede har åbnet sit hjerte for dig. Men heller ikke din erkendelse af, at du er en hund, kan frelse dig. Heller ikke angeren og syndserkendelsen er vejen til Gud. Nej, det er blot den selverkendelse, som er nødvendig, for at du kan erkende, hvad den rette vej til Gud er.
Bønnen udgår fra troen, som fastholder Gud på hans løfter og barmhjertighed
Kvinden henviste da heller ikke til sin egen anger og syndserkendelse, men sagde: “Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.” Hun appellerede til Guds barmhjertighed. Det er ikke syndserkendelsen, men Guds barmhjertighed, som er årsagen til, at du bliver hørt. Og det er den tro, som stoler på guds barmhjertighed, som beder til den rette Gud.
Men hvordan kan vi vide, at Gud er nådig? Og hvordan kan vi vide, at han hører vores bøn? Lad os se, hvad kvinden begyndte med at sige til Jesus: “Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! Kvindens tro var altså ikke blot en abstrakt tro på Guds og Jesu barmhjertighed. Det var ikke en tro, der byggede på sig selv eller på at Gud generelt er god. For selvom Gud er god, ville han med rette kunne straffe ethvert syndigt menneske, uden at der gik noget af hans godhed.
Nej, kvindens tro var en tro på Jesus som Herren og Davids søn, dvs. dén frelser, Gud havde lovet. Den kaananæiske kvinde havde hørt om Jesus, at han var den lovede frelser fra synden, døden og Guds vrede, og derfor henvendte hun sig til ham. Derfor bad hun ham forbarme sig. Hun bad ham vise barmhjertighed, fordi hun troede på løftet om syndernes forladelse, som den lovede frelser ville erhverve for alle mennesker.
Hendes tro var altså den tro, som forudsatte, at hun vidste, at hun ikke fortjente Guds godhed, men samtidig den tro, som stoler på løftet om frelseren. Hun troede på evangeliet om, at gud tilgiver synden og forbarmer sig på grund af Jesus og hans stedfortrædende opfyldelse af Guds lov. Hun stolede på den frelser, som skulle knuse Satans magt ved at bære verdens synd og skyld og tage straffen for den på korset.
Derfor turde hun også fastholde Gud på hans barmhjertighed, selvom hun vidste, at hun var en synder. Derfor kunne hun give Jesus ret i, at hun var en hund og samtidig stole på hans nåde. For kun de, der tror på evangeliet om syndernes forladelse, tør sætte sin lid til Guds barmhjertighed i alle livets andre forhold.
Og det var den tro, Jesus priste, og sagde: O Kvinde, din Tro er stor, det skal ske dig, som du vil!” Kvindens tro var stor, fordi hun stolede på Jesus, Davids Søn og Himlenes Herre. Den tro, som ikke stoler på sig selv, men sætter sin lid til evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus, er stor. Og den er mægtig, ikke fordi den har nogen magt i sig selv, men fordi den herre, som troen stoler på formår meget. Og derfor tør vi frimodigt bede til gud og lægge alle ting frem for ham.
Hvilke løfter har vi om, at blive hørt
Men kan vi så forvente, at Gud giver os, hvad vi beder om? Vi kan vide, at Gud altid hører vores bøn. Men ligesom Jesus handlede efter en plan og ikke med det samme helbredte kvinden, sådan handler han også efter sin vilje og sin plan med os. Vi kan ikke forvente, at Jesus gør, hvad vi beder om, når vi ønsker han skal gøre det. Jesus véd, hvad der er bedst for os, og hvornår det er det. Og fordi vi ved, at han er vores herre, som døde og opstod for os, så ved vi også, at han elsker os og gør, hvad der er bedst for os. Og derfor tør vi som kristne bede: “ske din vilje”, i tillid til, at hans vilje er det bedste for os.
Men kan vi så vide, hvad vi kan bede om? Kender vi Guds vilje?
Åndelige ting?
Når det gælder de åndelige ting, det som har med vores forhold til Gud at gøre, så kender vi altid hans vilje.
Vi kan derfor frimodigt bede om syndernes forladelse, om bevarelse af troen og om hjælp i kampen mod kødet, og vide, at Gud giver os det. Hér ved vi, hvad Guds vilje er, fordi han har lovet, at give os disse åndelige goder her og nu.
Svaret har han allerede givet os i sit ord og i dåben og nadveren. Så skal vi altså ikke tro at han svarer os gennem bønnen selv, eller at svaret skal erfares i vores følelser eller vore gode gerninger.
I stedet skal vi gå derhen, hvor Gud har givet sine løfter og svaret på vores bønner om syndernes forladelse og hjælp mod djævelen. Vi skal gå til hans ord, når det læses eller høres i kirken; til vor dåb, hvor han rensede vores samvittighed og gjorde os til sine børn; og til nadveren, hvor han giver os betalingen for syndernes forladelse.
Her er svaret på vores bøn om syndernes forladelse og hjælp i kampen mod djævelen. Det svar må vi klynge os til, også når det ser ud som om Gud ikke hører vore bønner og vi fristes til at afkræve ham mægtige tegn og oplevelser for at vise at han hører vores bøn.
Timelige goder
Men når det gælder timelige ting, hvor Gud ikke har åbenbaret, hvad vil give os det her og nu, må vi bede med den betingelse, at Gud lader sin vilje ske. Måske befrier han dig ikke for din sygdom her og nu ved at helbrede dig, men ved at hente dig hjem til himlen.
Måske giver han dig ikke det job, du vil have, men det job, hvor du bedst kan tjene ham. Måske har du brug for den smerte du føler her og nu.
Men når du ved at dine synder er forladt, så kan du også vide, at uanset hvordan det går, så er Gud nådig og han vil bevare dig gennem alt og ikke friste dig over evne.
Så kan du takke Gud, selv under lidelser og modgang og selv, når det ser ud som om, Gud ikke hører din bøn. For det gør han, når du tror evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Og han har svaret ved at give dig sin søn, Jesus Kristus som din frelser og Herre.
Afslutning
Bønnen udgår altså fra troen. Og troen udgår fra Guds ord, som viser os, at vi er syndere, og viser os evangeliet om Guds barmhjertighed i Jesus Kristus. Fordi vi i evangeliet har syndernes forladelse, tør vi stole på Gud i alle ting og lægge alle ting frem for ham i bøn. Og så må vi stole på, at Guds vilje er det bedste for os.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
