Jeg har engang set en Steen og Stoffer-tegneseriestribe, hvor Steen beder til Gud og siger noget i retningen af: ”Tak for ingenting. Vi skaffede det hele selv.”
Det skulle tilsyneladende være sjovt. Hvis man var ateist og troede, at man selv skaffede alt, hvad man behøvede, ville man sikkert synes, at det var morsomt, fordi man mente, at det var sandt. Men i virkeligheden er det et tragisk eksempel på menneskers vantro.
På den anden side kan man møde mennesker, for hvem Guds hjælp i legemlig nød og i de behov, de selv synes, de føler, er det eneste, Gud kan bruges til. Eller i hvert tilfælde det vigtigste. Da gør man Gud til en automat, som man vil have til at opfylde sine behov når og hvor man vil.
Vi møder også disse to former for vantro i dagens tekst, hvor Jesus bespiser 5000. Lad os se, hvad betydningen er af Jesu under. Vi vil betragte, hvad der går forud for underet, underet selv og hvad, der følger efter underet.
-
Forud for underet
a. Skarerne, der fulgte Jesus pga. underne
Vi hører i dag, at en stor flok mennesker fulgte Jesus. Der står: Og en stor Skare fulgte ham, fordi de så de Tegn, som han gjorde på de syge.
Flokken af mennesker fulgte altså Jesus på grund af de tegn, han gjorde. De havde intet problem med at tro på, at Jesus var i stand til at gøre undere. De havde jo selv set det. Og de ville se mere.
De kom altså ikke for at høre Jesus prædike for dem. De kom heller ikke for at få hjælp mod synden. De kom, fordi de ville se undere og måske for at få Jesus til at gøre undere på dem. De ville have Jesus til at opfylde de behov, de selv følte.
Nu er der ikke noget vejen med at søge Guds og Jesu hjælp i al slags nød. Men når man kun vil have Jesu hjælp til at opfylde ens fysiske behov eller ens ønske om oplevelser og synlige undere, så er det egentlig ikke Jesus man søger.
Hvis man ikke søger Jesu hjælp i ens dybeste åndelige nød, men alene søger hans hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen eller til at få brød på bordet, så er det en falsk frelser, man får.
Jesus kom ikke til jorden blot for at hjælpe mennesker med deres helbred eller for at give dem brød på bordet. Men i første omgang er det ikke denne vantro, Jesus påtaler.
b. Jesus prøver disciplene for at styrke deres tro
Jesus vender sig til disciplene og siger til Filip: Hvor skulle vi købe Brød, for at disse kunne få noget at spise?” Og teksten forklarer: Men dette sagde han for at prøve ham; for han vidste selv, hvad han vilde gøre.
Jesus spørger altså ikke Filip, fordi Jesus ikke kender svaret. Det er for at sætte ham på prøve. Der er ikke her tale om, at Jesus forsøger at lokke Filip til vantro eller friste ham til det.
Jakob skriver i Jakobs brev: Jakobsbrev 1:13 13 Ingen skal sige, når han fristes: “Jeg fristes af Gud;” thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; Gud frister altså ikke til det onde, og da Jesus er Gud, gør han heller ikke.
Når Gud prøver troen, er det for at styrke troen. Gud vil afsløre vantroen og mistilliden ved sin lov. Og så vil han ved evangeliet igen give tillid til Guds nåde.
Sådan vil Jesus nu øve Filips og de andre disciples tro, så den ikke lide skibbrud, når de kommer i et virkeligt stormvejr.
Jesus vil afsløre den vantro og mistillid de stadig har i sig.
Sådan venter Gud også engang imellem med at hjælpe, for at vi skal afsløres i vores mistillid til Gud og vores tillid til egne kræfter.
Vi skal lære at søge hjælp i al vor nød hos Gud og vi skal lære, at alene Gud kan give hjælpen. Og vi skal lære at stole på Guds hjælp og bistand – også når det ser ud som om, han ikke vil give den. Måden vi skal lære det på, er at Gud afslører vantroen og driver os til Guds løfter, så vi beder til ham og sætter al vor lid til ham – også i al vor legemlige nød.
-
Filips og Andreas svage tro
Og hvordan reagerer de to disciple så på prøvelsen. Vi læser: Filip svarede ham: “Brød for to Hundrede Denarer* er ikke nok for dem, til at hver kan få lidt.” 8 En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham: 9 “Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Småfisk; men hvad er dette til så mange?”
Ingen af disciplene tænker altså, at Jesus vil gøre et under. De ser begge på, hvad der er forhånden og regner ikke med mere end det. De stoler altså ikke på, at Gud vil give dem, hvad de har brug for.
På trods af, at de har set Jesus helbrede syge og gøre undere, stoler de ikke på, at han vil hjælpe dem i deres nød.
De viser sig at tænke som Steen i Steen og Stoffer: man må selv skaffe sig føden – her er der ingen hjælp at hente hos Gud.
Disciplene viser sig at tro, at det dybest set er dem selv, der må klare livet – at Gud ikke er almægtig eller at han ikke vil hjælpe.
Sådan fristes kristne også til at blive praktiske ateister, som i praksis ikke stoler på Guds hjælp og ikke kommer til ham i deres nød, men enten fortvivler helt eller sætter deres lid til egne kræfter.
Og dybest set er det udtryk for et brud på det første bud: du må ikke haver andre guder.
For dét, man stoler på og sætter sin lid, er ens Gud, hvad enten det er ens egne evner, penge eller præstation.
Når vi ser på, hvad vi har, kan let fortvivle og tænke, at så går det nok ikke, som disciplene her tænkte.
Men hvad gør Jesus da?
-
Underet
a) Hvori underet bestod
Jesus sagde: “Lad Folkene sætte sig ned;” og der var meget Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i Tallet. 11 Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de vilde.
Af disse få fisk og brød mætter Jesus altså alligevel de 5000 + kvinder og børn.
Selvom det syntes umuligt, gjorde Jesus det. Det var et brød til hver 1000 mand. Det, som ikke så ud af noget, slog alligevel til, så man måtte undre sig.
b) Et sjældent, men ikke et stort under
Men man kunne også spørge, hvorfor man undrer sig over dette under. Egentlig er der ikke tale om et særligt stort under.
Det er langt større, at Gud hver dag lader solen stå op, at Gud lader det regne, og lader korn spire frem, så mennesker udover jorden hver dag mættes.
Det er et under at himlen og jorden står endnu og at hvert enkelt atom holdes sammen. Alt dette står Gud bag.
At Gud på den dag mættede 5000 var ikke et større under end de undere, vi kan se hver dag.
Nej, der hvor dette under udmærker sig, er ved det sjældenhed, ikke dets størrelse.
For vi er vant til at se solen stå op og trække vejret. Men vi er ikke vant til at se fem brød mætte fem tusind. Det, vi er vant til, glemmer vi at se.
Og derfor viser Jesus os et sjældent under, der skal demonstrere, at han kan hjælpe os i al vores nød.
c) Jesus dømmer dermed vores mistillid til hans evner og vilje
Og med denne demonstration dømmer Jesus også din og min vantro, ligesom han dømmer og afslører disciplenes.
De havde givet op, da mennesker ikke kunne hjælpe og dermed vist, at de ikke stolede på Guds magt.
Og dermed dømmes og afsløres du også, når du sætter din lid til menneskers hjælp frem for Guds – eller når du alene tilskriver den hjælp du får dig selv eller andre mennesker.
Når du ikke takker Gud for hans gaver, men tror, at det er dig, der får solen til at stå op, og kornet til at gro.
Selvom du er sat til at arbejde, er det i sidste ende Gud, der gør, at dit arbejde kan skaffe dit brød på bordet.
Når du fortvivler, fordi det ikke ser ud til at lykkedes dig eller når du glemmer at takke Gud, men som Steen i Steen og Stoffer vil tage æren selv for din succes, så er du blevet en afgudsdyrker.
Så har du gjort dig selv til Gud.
d) Jesus demonstrerer, at Gud kan hjælpe i al vor legemlige nød
og sådan viser Jesu sjældne under os tilbage til de større undere, som sker hver dag. Jesus vil give sine disciple og os stillid til, at han virkelig formår at hjælpe os i al vores nød – også den legemlige nød.
Fordi Jesus er vores herre, som formår alt og vores frelser, som vil os det bedste, kan vi stole på, at han også vil hjælpe os i al vores nød. Jesus formår at hjælpe.
Og Jesus hjælper dig ikke kun i åndelig nød, men også i al legemlig nød, som vi lærer i katekismens forklaring til 1. trosartikel:
Jeg tror at Gud har skabt mig og alle andre skabninger, at han har givet og endnu opretholder legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, fornuft og alle sanser; og dertil klæder og sko, mad og drikke, hus og gård, hustru og børn, mark, kvæg og alt godt; at han rigeligt og dagligt sørger for alt nødvendigt til næring for dette legeme og liv, beskærmer mig mod al fare og vogter mig og bevarer mig mod alt ondt, og dette gør han alt sammen af ren faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed, uden nogen som helst fortjeneste eller værdighed hos mig; for alt dette skylder jeg at takke ham og love ham og derfor at tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.
Og i forklaringen til fadervor lærer vi:
Og giv os i dag vort daglige brød
Hvad betyder det? Svar:
Gud giver vel dagligt brød også uden vor bøn også til alle onde mennesker, men vi beder i denne bøn, at han vil lade os erkende det og med taksigelse modtage vort daglige brød.
Hvad skal der forstås ved dagligt brød? Svar:
Alt hvad der hører til livets næring og nødvendighed, såsom mad og drikke, klæder og sko, hus og gård, mark og kvæg, penge og ejendom, en from ægtefælle og fromme børn, fromme tjenestefolk og fromme, trofaste herrer, god øvrighed, godt vejr, fred, sundhed, sømmelighed, ære, gode venner, trofaste naboer og deslige.
Fordi vi ved, at Gud tilgiver os vore synder, kan vi også stole på ham i alle andre ting. Når Jesus er din frelser, vil han også stå dig bi i al anden nød. Det kan du stole på.
-
Efter underet
a) Jesus lader brødet samle
Og efter underet står der: Men da de var blevet mætte, siger han til sine Disciple: “Saml de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå til Spilde.” 13 Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde fået Mad.
Jesus har gjort et usædvanligt under, men han har også skaffet brød til flere dage.
Og han vil ikke, at mennesker skal blive ufornuftige og friste Gud. Når Gud har givet gaver, må man også bære sig fornuftigt ad med dem og gemme det tiloversblevne.
At stole på, at Gud giver os, hvad vi har brug for, skal altså ikke gøres os ufornuftige, så vi ikke også bruger de midler, Gud har givet til at skaffe os brød til dagen i morgen.
Ligesom disciplene skulle gemme det tiloversblevne, sådan skal vi også arbejde for føden. Det er sådan, Gud vil give os mad på bordet.
b) Jesus har vist, at han er profeten
Jesu under sagde også noget om, hvem Jesus var. Der står: Da nu Folkene så det Tegn, som han havde gjort, sagde de: “Denne er i Sandhed Profeten, som kommer til Verden.”
Den profet, der skulle komme til verden, er den profet, Moses profeterede om, nemlig verdens frelser. Jesu under åbenbarede, at han var den profet, som er Gud selv, frelseren, som skulle frelse mennesker fra deres synder. Og folket erkendte, at han var den lovede frelser.
-
Alligevel vil folket have ham som en brødkonge
Men dét, folker vil have hos Jesus, er ikke deres sjæles frelse.
Hvor disciplenes problem var deres manglende tillid til, at Gud ville hjælpe dem i al deres legemlige nød, var folkeskarernes problem, at de kun ville have hjælp i al deres legemlige nød og ikke med deres åndelige nød.
Folkeskarerne ville ikke frelses fra deres synd og skyld. De ville have en frelser, som kunne opfylde deres legemlige behov her og nu – og ikke andet. De ville gøre Jesus til konge, så han kunne befri dem fra romerne og give dom borgerlig retfærdighed.
-
Jesus drager væk
Mens disciplene havde en svag tro, som Jesus ville prøve og dermed styrke, så viste folkeskarerne, at de slet ikke havde en sand tro.
Du må først have syndernes forladelse og stole på den, før du kan stole på Gud i alle andre ting.
Derfor læser vi til sidst i dagens tekst: Da Jesus nu skønnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for at gøre ham til Konge, gik han atter op på Bjerget, ganske alene.
Jesus ville ikke og vil ikke være en konge, der blot stiller vores legemlige nød uden at stille vores dybeste behov – at blive frelst fra synden, døden og vreden.
Jesus vil have, at vi skal stole på ham i alle andre ting også. Men tilliden til, at Jesus hjælper os i al vores nød, må komme fra visheden om, at han har hjulpet os i vores dybveste nød.
For alle vores andre problemer er blot symptomer på vores dybeste problem – at vi er syndere. Det er dét problem, Jesus afslører hos disciplene, når han viser dem deres vantro.
Og når Jesus har afsløret vores vantro og mistillid til Gud, vil han give os vished om, at vores synder er forladt.
Og så giver han os tillid til, at Gud også er med os i alle andre ting, så vi i tillid til ham kan bede: Giv os i dag vort daglige brød. Vi må med andre ord kunne sige ”Fadervor”, før vi kan sige ”giv os i dag vort daglige brød”. Og så må vi takke Gud både for hans frelse og for hans hjælp i al vor nød.
Og for at give os vished om, at Gud er vor fader, har Jesus givet os sit ord og sine sakramenter. Her giver han os syndernes forladelse.
Ligesom Jesus mættede dem, der sultede legemligt, vil han ved disse nådemidler mætte dem, der erkender deres synder og hungrer efter syndernes forladelse. Og ligesom Jesus gjorde undere for at vise, at han hjælper i legemlig nød, sådan gør han også nu undere for at vise os, at han hjælper os i vores åndelige nød.
Således giver Jesus os, skjult under brød og vin, sit eget legeme og blod, når hans ord har lydt over det. Og har vi hans legeme og blod, hvormed han bar vores synder og betalte for dem, så kan vi stole på, at vi har syndernes forladelse, en nådig Fader i himmelen og at Gud derfor hjælper os i al vor nød.
Så kan vi med fuld tillid til Gud bede: Giv os i dag vort daglige brød!
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
