Indledning
Overskriften over dagens prædiken kunne være ”undfanget ved Helligånden”.
I dag hører vi om, hvordan englen Gabriel kommer til jomfru Maria. Vi hører, at hun var jomfru og trolovet med Josef.
Da Gabriel kommer ind til Maria, siger han: “Vær hilset, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!” Aldrig før og aldrig siden er nogen kvinde blevet velsignet og vist nåde, som Jomfru Maria blev det.
Maria skulle være Guds moder. Ved hende skulle løftet til Abraham om, at alle jordens slægter skulle velsignes i hans afkom, gå i opfyldelse. For Maria skulle blive moder til det afkom og derfor kaldes hun her velsignet iblandt kvinder.
Og som naturligt er, når man hører sådanne store ord fra en uds engel, reagerede Jomfru Maria også med frygt: Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulle være for en Hilsen.
Sådan reagerer mennesker naturligt, når de møder Gud og Guds engle. For i mødet med disse hellige skabninger, erkender vi, at vi er arme syndere, som ikke ville kunne udholde at møde den almægtige selv.
Men englen fortsætter: “Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud. Englen bekræfter endnu engang Guds nåde. Det er ikke Marias fortjeneste, at Gud har set i nåde til hende, men hun skal heller ikke frygte, for hun har rent faktisk fundet nåde hos Gud.
Selvom Maria var velsignet blandt kvinder, så var hun i forhold til gud, som enhver anden kvinde. Hun var en efterkommer af Adam og Eva, som syndede. Hun var en synder fra undfangelsen af, som havde lige så meget brug for Guds nåde, som ethvert andet menneske.
Havde Pavekirken læst denne tekst ret, så havde de ikke opfundet deres fantasi-dogme om Marias ubesmittede undfangelse.
Efter denne indledende hilsen fortæller englen Maria sit egentlig budskab. Gabriel fortæller, at Maria skal føde en Søn, som skal være Guds søn. Gabriel fortæller, at denne Søn skal have Davids trone og være konge over Jakobs Hus. Og da Maria spørger, hvordan det skal ske, forklarer Gabriel hende om undfangelsen ved Helligånden.
1) Hvem skal barnet være
Det første, Gabriel fortæller Maria, er, at hun skal blive med barn og føde en Søn: Og se, du skal i dit Moderliv undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. Maria skulle undfange en Søn i sit moderliv.
Der var altså ikke tale om, at Maria skulle være en slags rugemor for et barn, der alene var Gud. Nej, barnet skulle undfanges i Marias eget Moderliv.
Barnet skulle være Marias biologiske barn, helt og fuldt. Barnet skulle have sin menneskelige natur fra Jomfru Maria.
Jesus er altså ikke nogen åndeskabning, som ikke deler natur med os. Nej, i Jomfru Marias moderliv påtog han sig menneskelig natur, dvs. både menneskeligt kød og en menneskelig sjæl.
Som vi læser i Johannesevangliet kapitel 1, så blev ordet kød og tog bolig iblandt os.
Gud blev menneske. Og derfor bekender vi i den nikænske trosbekendelse, at ”Jesus blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske”. Gud blev mand.
Han måtte fødes af en kvinde, men han måtte selv være mand, for at han kunne sone både mænds og kvinders synd. Fordi manden er kvindens hoved, måtte han, som er kirkens hoved og alle menneskers repræsentant også være en mand. Og derfor hedder det, at Maria skulle undfange og føde en Søn og ikke en datter.
Og Gabriel siger også om barnet: …og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. Barnet skal altså være en efterkommer af David. Og da David var et menneske, måtte barnet også være helt og fuldt menneske.
Og grunden til, at Jesus måtte være fuldt og helt Gud hører vi i Galaterbrevet kapitel 4: Gal 4,4-5: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.
Jesus skulle løskøbe os, som er under loven, så han måtte selv blive et menneske for at komme under Guds lov. Jesus måtte blive en af os, for at han kunne repræsentere os og betale, hvad vi skylder Gud.
Og Jesus løskøbte os fra loven ved at opfylde alle Guds bud som vores stedfortræder. Men han løskøbte os også ved at lide og død som vores stedfortræder og bære alle vores synder. Og kun, hvis han blev menneske, kunne han lide og dø som et menneske. Derfor måtte han være et menneske som os.
Men nu siger Gabriel ikke kun, at barnet skal være et sandt menneske. Gabriel fortsætter: Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn. Hvor englen, der i vers 15 i samme kapitel hos Lukas siger til Zakarias, Johannes Døberens far, at Johannes skal være stor ”for Herren”, så er der ingen tilføjelse her. Drengen skal være stor i sig selv.
Jesus er altså den, som er stor i sig selv. Han er den, om hvem Esajas siger i kapitel 12: Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i jeres Midte er Israels Hellige! Jesus er Gud selv.
Og Jesus er den højestes Søn. Jesus er både Gud selv og Guds Søn.
Jesus er den anden person i treenigheden, som blev ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, førdt, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt”, som vi bekender i den nikænske trosbekendelse.
Sådan havde profeten Esajas også profeteret, at Gud skulle blive menneske ved en jomfrufødsel i det 7. kapitel: Derfor vil Herren selv give jer et Tegn: Se, Jomfruen* bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel*. Immanuel betyder Gud med os. Hele Gabriels tale kan ses som en udlægning af dette navn: Gud med os. Gud skal blive menneske for at blive den Gud som er hos os og er på vores side.
Og målet med, at Gud blev menneske, blev Gud-med-os, var, at han måtte sone alle menneskers synder. Ligesom frelseren måtte være menenske, for at kunne sone menneskers synder, sådan måtte han være Gud for at kunne sone alle menneskers synder.
Intet menneske kunne løskøbe mennesker fra dommen over synden. Ikke engang et enkelt menneske kunne du løskøbe, for Salme 49 siger: Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum 9 – Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det – så han kunde blive i Live 10 og aldrig få Graven at se.
Men Gud selv kan betale for alle menneskers synd og overvinde Guds dom og vrede ved sin lidelse og død. Gud kan bære Guds straf og opsluge den. Og derfor måtte Gud blive menneske og bære Guds dom over mennesker, hvis mennesker igen skulle få venskab med Gud. Og fordi Gud elskede sin skabning, gjorde han det.
2) Konge over Jakobs hus til evig tid
Gabriel fortsætter med at fortælle om barnet: og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. 33 Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme.”
Det svarer til, hvad Esajas havde profeteret i Es 9: Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. 7 Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERRES Nidkærhed gør det. Frelseren skal være konge i et rige, som aldrig forgår. Dette rige er et åndeligt rige, som kaldes Jakobs hus efter Israel.
Gabriel vil hermed sige, at dette rige allerede eksisterer. I det gamle testamente kaldtes det bl.a. Jakobs hus. For det var her, Gud lod løftet om frelseren forkynde og kaldte mennesker til tro på løftet.
Men allerede inden riget fik dette navn, fandtes det. Allerede da Adam og Eva havde syndet, forkyndte Gud løftet om frelseren for dem. Og selv når store dele af Israel var faldet fra, så var der en rest tilbage, som var det sande Israel, det sande Jakobs hus.
Og det rige, eksisterer forsat. Da apostlene blev sendt ud i verden og deres efterfølgere efter dem forkyndte ordet i al verden, blev hedninger indlemmet i Jakobs hus. Jakobs Hus, Guds rige, det sande Israel, er med andre ord den kristne kirke.
Og dette rige har Jesus som konge. Ved sin lidelse og død åbnede han porten til nådens rige for alle mennesker. Og fordi det allerede var besluttet før verdens grundvold, kunne riget eksistere også før Jesu lidelse, død og opstandelse.
Alle mennesker, der nogensinde er blevet frelst, er blevet det ved at sætte deres lid til evangeliet om frelseren, som sonede verdens synder, og på den måde blive indlemmet i Jesu rige.
3) Hvordan skal barnet undfanges?
Men hvordan skal alt dette ske? Maria spørger: 34 Men Maria sagde til Engelen: “Hvorledes skal dette gå til, for jeg ved ikke af nogen Mand?” Og Gabriel svarer: Og Engelen svarede og sagde til hende: “Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.
Selv i disse tider, hvor mennesker leger med Guds skaberværk og forsøger at gøre sig selv til skabere, ved man dog, at børn normalt bliver til ved en mands og en kvindes medvirken. Og det vidste Maria også. Derfor er det også et under, når Gud lader en kvinde bliver mor til et barn ved Helligånden, uden mands medvirken. En jomfrufødsel er virkelig et under.
Her gik det i opfyldelse, som allerede havde lydt til Adam og Eva i Edens have, at kvindens afkom skulle knuse slangens hoved og igen gøre Gud og mennesker til venner. De fik ikke at vide, at han skulle være mandens afkom, men alene kvindens afkom.
Undfangelsen ved Helligånden bestod altså for det første i, at Helligånden i Jomfru Marias moderliv skabte et menneske, som alene var Marias afkom.
Gud brød altså naturens orden for at gøre det klart, at barnet, som fødtes var Guds Søn.
Men så siger Gabriel også, at barnet skal være helligt. Når det gælder alle andre, dig, mig og Jomfru Maria, så er vi fra undfangelsen af besmittet med arvesynden, som gennemsyrer os, ligesom varmen gennemsyrer et stykke glødende metal. Men varmen og metallet er ikke identiske.
Og på samme måde, er synden og vores natur ikke identiske, selvom synden gennemsyrer alle de menneskers natur, som er undfanget og født på normal vis.
Men det var altså muligt for Helligånden at adskille synden og den menneskelige natur, da han overskyggede Jomfru Maria og lod Guds søn undfange som menneske.
Når det gælder alle andre mennesker, som kan kaldes hellige, så er de først blevet det efter undfangelsen. For alle mennesker undfanges og fødes i synd og fjendskab mod Gud. Men Jesus Kristus var hellig og uden synd fra undfangelsen af.
Ved at sammenligne os med dette barn, kan vi altså erkende vor syndige vi selv er, af naturen. For vi er helt modsat dette barn vanhellige og syndige fra fødslen.
Men vi kan også lære, hvor vi skal søge hjælp mod vores syndige undfangelse. Ligesom en tigger ikke tigger penge af andre tiggere, som heller intet har, men tigger penge hos den rige, som vil dele ud af sin rigdom, sådan også med os. Vi må søge hjælp mod synden hos ham, som har hellighed nok fra undfangelsen af.
Derfor skal vi heller ikke søge hjælp hos helgener, hvad enten det er jomfru Maria eller andre. Den hellighed, de har, er som de mønter, den rige mand deler ud. De har intet overskydende, og hvad de har, har de af barmhjertighed. Nej lad os gå til den rige mand, som alene er undfanget i hellighed og retfærdighed, og hvis retfærdighed er nok til alle mennesker, Jesus Kristus.
Hos helgener finder man ikke nådens kilde selv, men allerhøjst den nåde, som er blevet øst fra kilden selv. Men hos Jesus Kristus, er der retfærdighed og hellighed for alle mennesker.
For selvom Jesus er kød og blod som os, så er hans kød og blod dog rent og ubesmittet af synden. Ja, Jesu hellighed er så stor, at han kan dele ud af den.
Ligesom Jesus ved sin død sonede Guds vrede, sådan har han også ved sin hellighed fra undfangelsen af og til sin død, gjort fyldest for vores syndige undfangelse og vores syndige liv.
Derfor kan vi hos Jesus få hellighed, der renser os fra vores syndighed. Og når vi spiser hans hellige legeme og blod i nadveren, får vi hans retfærdighed og hellighed, så vi kan vide med sikkerhed, at hans hellighed er vores.
Det sidste Gabriel siger om undfangelsen ved Helligånden, er at barnet skal være Guds Søn. Og det var jo netop, hvad vi begyndte med at høre.
Barnet skal være sandt Gud og sandt menneske. Derfor skulle det undfanges ved Helligånden i Jomfru Marias moderliv. Og da Helligånden overskyggede Maria, forenede han altså også Gud og mand i én uadskillelig person.
Udover at skabe et menneske uden menneskelig far, adskille mennesket og arvesynden, forenede Helligånden altså også Gud og mand i en person, da Jesus blev undfanget i Jomfru Marias moderliv. Og det gjorde Helligånden, for at vi måtte frelses og komme ind i Jesu Kristi rige.
Afslutning
Gabriel har altså fortalt Maria, at hun skal føde en Søn, som skal være både Gud og menneske, at han skal regere i et evigt rige, og at det skal ske ved en undfangelse ved Helligånden. For at hun skal tro på det, henviser Gabriel til Marias slægtning, Elisabeth, som også er blevet gravid på mirakuløs vis: Og se, Elisabeth din Slægtning, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. 37 Thi intet vil være umuligt for Gud.”
Og Maria tror Gabriels ord og siger: “Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!” Sådan vil vi også stole på Guds nåde, som han har vist ved at lade sin Søn blive menneske for at rense os fra synden ved sin hellige undfangelse og bære alle verdens synder som Gud og menneske.
For I Jesus Kristus og ved hans undfangelse ved Helligånden har Gud også set i nåde til os og tilgivet os vore synder.
Lad os stole på det og sige: mig ske efter dit ord! Eller sagt med et andet ord: Amen.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
