Johannesevangeliet 20:19-31 19 Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, var lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: “Fred være med jer!” 20 Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Så blev Disciplene glade, da de så Herren. 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtag Helligånden! 23 Hvem I forlader Synderne, dem er de forladte, og hvem I nægter Forladelse, dem er den nægtet.” 24 Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom. 25 De andre Disciple sagde da til ham: “Vi har set Herren.” Men han sagde til dem: “Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side, vil jeg ikke tro.” 26 ¶ Og otte Dage efter var hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene var lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” 27 Derefter siger han til Thomas: “Ræk din Finger herhen, og se mine Hænder, og ræk din Hånd herhen, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!” 28 Thomas svarede og sagde til ham: “Min Herre og min Gud!” 29 Jesus siger til ham: “Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog troet.” 30 Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn, som ikke er skrevet i denne Bog. 31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have Livet i hans Navn. (1931-udgaven af Biblen – sprogligt revideret)
Hvad er nøglemagten og hvordan bruges den?
I søndags hørte vi om Jesu opstandelse. Vi hørte om, hvordan Gud benådede Jesus som vores stedfortræder. Efter at have båret alle vores synder og være blevet knust under dem på langfredag, erklærede Gud påskedag at vores forløsning var fuldbragt og at verden var retfærdig i Kristus. Jesus har altså vundet benådning og retfærdighed for alle mennesker, men den er endnu ikke delt ud til alle mennesker.
Forestil dig, at du er i en retssal, hvor Gud er dommeren.
Og dommeren dømmer dig skyldig. Men da bødlen skal til at gribe dig for at føre dig udenfor, så du kan få din straf, træder dommeren ned fra dommersædet og overgiver sig til bødlen.
Dommeren tilbyder at tage anklagerne mod dig på sine skuldre og tage straffen for dig. Og bødlen fører dommeren udenfor. Imens føres du tilbage til arresten.
Dommeren betaler straffen fuldt og helt, og derfor kommer han ind i retssalen igen. At han kommer ind igen, er altså beviset på, at straffen er betalt fuldt ud. Sådan var Jesu opstandelse beviset på, at din straf er betalt fuldt ud.
Og derfor kan dommeren afsige en ny dom.
Dommeren benåder dig og befaler retsbetjenten om at gå hen med benådningen til fængslet, så du kan blive lukket ud.
Sådan har Jesus sendt sine tjenere ud for at fortælle mennesker, at de er benådet. Og ligesom dommerens benådningsdom har myndighed til at lukke mennesker ud af fængslet, sådan har Guds ord magt til at tilgive og benåde dig her og nu.
Påskedag afsagde Gud benådningsdommen, men nu må retsbetjenten føre dommen ud i livet. Og det er, hvad nøglemagten handler om.
I dag hører vi, at Jesus kommer til disciplene om aftenen. Det er de tolv apostle, der er forsamlede. Og vi læser, hvordan Jesus giver dem nøglemagten: 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtag Helligånden! 23 Hvem I forlader Synderne, dem er de forladte, og hvem I nægter Forladelse, dem er den nægtet.”
1. Hvem har nøglemagten
Det første, vi hører er, at apostlene udsendes, ligesom Jesus er blevet udsendt. Profeten Esajas skriver om, hvordan jesus blev sendt: Esajas’ Bog 61:1 Den Herre HERRENS Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet. Jesus skulle udråbe frihed for de fangne – han skulle sætte mennesker fri fra deres synders fængsel ved at tilgive dem deres synder. Det gør han ved at forkynde evangeliet – glædesbudet til de ydmyger, dem der er blevet ydmyget af Guds lov og har erkendt deres synd.
Og sådan udsender Jesus også apostlene. De er sendt Jesus for at forkynde evangeliet, ligesom han blev sendt af Faderen. Og ligesom Jesus talte med Faderens autoritet, sådan taler apostlene med Jesu fuldmagt.
Hvad vil det nu sige, at have fuldmagt til noget. Jo, hvis du giver nogen fuldmagt til at købe, sælge eller indgå noget på dine vegne, så er du bundet af deres aftale. Hvis du f.eks. giver en ansat fuldmagt til at sælge en hest til en bestemt pris, og vedkommende gør det, så kan du ikke bagefter trække det tilbage, fordi det ikke var dig, der gjorde det. Hvis altså den, der har fuldmagten handler indenfor de beføjelser, der er i fuldmagten. Den, der har fuldmagten, handler altså med mennesker, som om vedkommende var den, der gav fuldmagten. Når Jesus sender sine tjenere ud med fuldmagt til at forlade synder og fastholde synder så forlader og fastholder de synder, som om det var Gud selv, der gjorde det.
Derfor siger Jesus: Hvis I forlader nogens synder, er de dem forladt; hvis I fastholder nogens synder, er de fastholdt. Og et andet sted siger Jesus til Peter: Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene (Mat 16,19). Her er altså virkelig tale om, at Jesus binder sig til apostlenes tilgivelse.
Vi kan også sammenligne denne nøglemagt med retsbetjentens opgave, som vi hørte om før. Når dommeren har benådet en, så tager betjenten hen til fængslet for at sætte den fængslede fri. En hvilken som helst borger, vil ikke kunne gå ind i fængslet og lukke fanger ud. Men betjenten har den myndighed, dommeren har givet ham til at lukke dem ud. På samme måde har en politibetjent myndighed til at sætte mennesker i fængsel, hvi de overtræder loven. Betjenten skal følge loven, men indenfor lovens rammer, har han myndighed, som om han var loven selv.
Jesus har altså givet sine apostle myndighed til at tilgive synder på Jesu og Guds vegne. Dette var apostlenes hyrde- og lærerembede.
At apostlenes hyrde- og lærerembede gik videre til andre, kan vi se flere steder.
Vi læser bl.a. i 1 Peter 5,1-2 De Ældste iblandt jer formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der skal åbenbares: 2 Vogt Guds Hjord hos jer, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med villigt Hjerte.
Her kalder Peter sig selv de ældstes medældste. Han stiller sig altså, hvad angår ældsteembedet på lige fod med menighedens ældste. Og så siger han, at de skal vogte Guds hjord, dvs. være hyrder for den, ligesom Jesus selv har bedt ham være hyrde for den. Det er altså grundlæggende det samme hyrdeembede, Jesus gav ham, som han nu bekræfter, at menigheden har del i.
Og Paulus skriver i 1 Korinther 3:8 med henvisning til ham selv og Apollos: Den, som planter, og den, som vander, ere ét; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. De to er grundlæggende ét, selvom den ene plantede menigheden og den anden vandede den. Og Paulus fortsætter i det næste kapitel: 1 Korinther 4:1 Således skal man agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! Han og Apollos er altså begge husholdere over Guds hemmeligheder.
De, som er kaldet af Gud gennem menigheden til at være hyrder og lærere, hvad enten det er som hyrder i den lokale menighed, eller som hyrder sendt fra den lokale menighed til at plante nye menigheder, har altså det samme hyrde- og lærerembede som apostlene.
Derfor har de også den samme fuldmagt eller myndighed til at forlade synder.
Derfor står der i katekismen om nøglemagten: Hvad tror du ifølge disse ord? Svar: Jeg tror, at når Kristi kaldede tjener handler med os efter hans guddommelige befaling, også når han udelukker de offentligt og ubodfærdige syndere fra menigheden, og når han igen afløser dem, der angrer deres synder og vil forbedre sig, så er det lige så gyldigt og sikkert, også i Himmelen, som hvis vores kære herre Kristus selv handlede med os.
Men man må altså være sikker på, at disse tjenere er kaldet af Kristus selv. Og dét kald sker gennem den kristne menighed på et sted. Den, der udenfor en nødsituation, drister sig til at tage nøglemagten på sig udenom dette kald, gør det uden Kristi kald. Derfor står der også i den Augsburgske bekendelses artikel 14: Om den kirkelige orden lærer de, at ingen må lære offentlig eller forvalte sakramenterne i kirken, uden at han er rettelig kaldet dertil.
2. En myndighed både til at forlade og fastholde synden.
Men hvad er det så denne fuldmagt skal bruges til? Jo den skal bruges til at fastholde synder og forlade synder. Præsten er som betjenten, der sætter de benådede fri eller spærrer forbryderne inde.
I katekismen står der: Nøgleembedet er den særlige fuldmagt, som Kristus har givet sin kirke på jorden, til at forlade de bodfærdige syndere deres synder, men fastholde de ubodfærdiges synder, så længe de ikke omvender sig.
Hovedmålet med præsteembedet er at forlade menneskers synder. Han er jo udsendt af Jesus til at forkynde: Glædesbud til ydmyge og Frihed for Fanger, som vi hørte hos Esajas. Derfor kalder paulus også dette embede for forligelsens tjeneste: Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Christus, og gav os Forligelsens Tjeneste; 19 fordi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser, og oprettede Forligelsens Ord iblandt os. 20 Derfor er vi Sendebud i Christi Sted, ligesom også Gud formanede gennem os; vi beder i Christi Sted: lad Jer forlige med Gud. (2. Kor 5)
Apostlene og deres efterfølgere i embedet er sendt ud for at tilgive menneskers synder og sætte dem fri af deres fængsel. Det er et forligelseseembede som forliger mennesker med Gud, som før var Guds fjender. Gud har forligt verden med sig selv i Kristus, men nu må mennesker få del i denne forligelse gennem nøgleembedet, som her og nu løser mennesker af deres synder.
Hvordan sker det så? Hvordan tilgiver præster menneskers synder? Det gør præsten for det første gennem evangeliets ord. Når præsten prædiker evangeliet, glædesbudet, så sætter det fanger fri. Det gælder også, når præsten forlader den enkeltes synder i skriftemålet. Det er måske her, nøglemagten tydeligst kommer til udtryk som nøglemagt. Men også når præsten døber eller uddeler nadveren, tilgiver han mennesker deres synder i Kristi sted. Får dåben afvasker menneskers synder og nadveren giver virkelig syndernes forladelse sammen med Jesu legeme og blod, som vi hørte skærtorsdag.
Vi læser i den Augsburgske bekendelses artikel 28: Således mener de da, at nøglemagten eller biskoppernes magt i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. For med denne bemyndigelse udsender Kristus apostlene (Joh.20.21 fg.). “Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder. Modtager Helligånden! Dem, hvis synder I forlader, er de forladte, og dem, hvis synder I fastholder, er fastholdte.” Mark.16.15: “Går bort og prædiker evangeliet for hele skabningen osv.” Denne magt udøves kun ved at lære eller prædike evangeliet og meddele sakramenterne enten til flere eller til enkelte efter ens kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige ting, evig retfærdighed, helligånden og evigt liv. Dette kan ikke opnås uden ved ordets og sakramenternes betjening, som Paulus siger (Rom.1.16): “Evangeliet er en Guds magt til frelse for enhver, der tror.”
Men nu var nøglemagten ikke kun en myndighed til at forlade synder. Det er også en myndighed til at fastholde synder hos de ubodfærdige.
Vi læste hos Esajas, at Jesus var sendt for at forkynde glædesbud for de ydmyge og sætte fanger fri. For at man kan modtage syndernes forladelse, må man altså vide, at man er en fange. Man må være blevet ydmyget af guds lov og vide, at man er skyldig. Ellers søger man ikke syndernes forladelse, men blot syndernes tilladelse – Guds velsignelse af, at man bliver i synden.
Derfor må præsten heller ikke forlade synderne hos den, der åbenbart ikke er bodfærdig, dvs. ikke søger tilgivelse for synden, men vil blive i synden og ikke erkende den som synd. Præsten må binde og fastholde vedkommendes synder, så han eller hun erkender, at vedkommende er en synder. Hvis man lever i åbenbar synd og ikke lader sig formane, så er det udtryk for, at man ikke er bodfærdig. Hvis præsten tilgiver sådanne mennesker deres synder, bekræfter han dem i deres synd og forhindrer Helligånden i at virke omvendelse hos dem. Derfor må præster og menigheder udelukker åbenbart ubodfærdige fra at modtage syndernes forladelse i skriftemålet eller i nadveren. Og derfor må præster vide, hvem de tager til alters og tilgiver i skriftemålet. Det må være mennesker, der er bodfærdige.
Derfor er det også sørgeligt, når selv præster, der kalder sig lutherske, i folkekirken uddeler nadveren til alle, der kommer til alters, uafhængigt af, om de lever i åbenbar synd eller kender deres kristne tro.
Men målet med bindenøglen – fastholdelsen af synden, er altid, at mennesker må erkende deres synder, så de kan blive løst fra dem. Og når mennesker kommer til erkendelse af synden, tilgiver præsten dem på Guds vegne. Her kan skriftemålet være en god måd at gøre det på.
3. Særligt om skriftemålet
Præsten har myndighed til at forlade synder; derfor har vi også skriftemålet, hvor præsten bruger ordet overfor hver enkelt. I skriftemålet tilgiver præsten synden på Guds vegne.
I katekismen læser vi: Hvad er boden? Svar: Skriftemålet indeholder to stykker; det ene, at man bekender synden; det andet, at man modtager afløsningen eller syndsforladelsen fra skriftefaderen, som fra Gud selv, og ikke tvivler derpå, men fast tror, at synderne derved er forladt for Gud i Himmelen.
Fordi præsten har fuldmagt fra Gud til at forlade dig dine synder, kan du søge vished om, at dine synder er forladt i skriftemålet, ligesom i dåben og nadveren.
Det er en udbredt misforståelse, at skriftemålet blev afskaffet ved reformationen. Men hvis man læser den Augsburgske bekendelses artikel 25, kan man læse, at det ikke er tilfældet: Skriftemålet er ikke afskaffet i menighederne hos os. Man plejer nemlig ikke række Herrens legeme til andre end dem, der i forvejen er prøvede og har modtaget afløsningen. Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling. Nøglemagten æres, og der mindes om, hvor stor trøst den bringer de forfærdede samvittigheder, og at Gud kræver tro, nemlig at vi skal tro denne afløsning som hans røst, der lyder fra himlen, og at denne tro i sandhed opnår og modtager syndernes forladelse.
Skriftemålet og særligt syndsforladelsen eller afløsningen, som det kaldes, står altså i høj kurs i lutherske kirker. Her kan du søge vished om, at dine synder virkelig er forladte og borte. Præsten lytter til syndsbekendelsen på Kristi vegne og tilgiver synden på Kristi vegne.
Derfor kan du også gå til præsten privat, hvis der er en synd der trykker dig. Det kaldes det private skriftemål. Så vil præsten lytte til din syndsbekendelse og forlade dig dine synder på Guds og Kristi vegne. Og du skal ikke være bange for, at præsten fortæller din synd videre eller tænker forkert om dig. Han udlåner blot sine ører og sin mund til Kristus. Skulle nogen spørge ham, hvad han har hørt, må han sige: jeg har intet hørt. Kristus har hørt det. Vil du vide noget, må du gå hen og spørge Kristus. For præsten er alene Kristi repræsentant i denne sag.
Hvis du anfægtes og tænker, at godt nok har Jesus vundet syndernes forladelse, men tilgiver han nu også denne synd? Eller hvis du synes, du begår den samme synd igen og igen og har svært ved at tro, at gud stadig tilgiver den, så kom til din præst og få ham til at forlade den synd på Kristi vegne. Så har du Kristi ord for, at denne synd og er løst og forladt i himlen.
Afslutning
Nøglemagten er altså en stor trøst, som vi ikke vil være foruden. Fordi Jesus har givet os nøglemagten, skal vi ikke søge vished om syndernes forladelse i vores egne bønner eller oplevelser.
Vi har Jesu ord for, at dem, han har sendt, har fuldmagt til at forlade synder på jorden, som også dermed er forladt for Guds trone i himlen. De har også myndighed og pligt til at fastholde synden på den, der ikke vil erkende den. Men deres opgave er først og fremmest at forlade synder på Guds vegne.
Det gør de, når de forkynder evangeliet, når de tilgiver synden i skriftemålet og når de forvalter sakramenterne. Og i skriftemålet kan vi særligt søge trøst mod de synder, som plager os.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
