Hvordan finder jeg en nådig Gud? Sådan spurgte Martin Luther i sin klostercelle. Og sådan spørger tolderen i dagens tekst, mens farisæeren synes at takke Gud for, at Gud allerede har givet ham dét, der skal til for at være retfærdig. Ja, han takker ligefrem Gud for, at han ikke er uretfærdig.
Farisæeren var virkelig en mand, der tog loven alvorligt og forsøgte at leve efter den. Og med Guds hjælp mente han, at det var lykkedes så godt, at han måtte være retfærdig overfor Gud. Og han takkede Gud – ikke sig selv – for det.
Sådan vil mange også mene, at ens frelse afgøres af, hvor godt man har forsøgt og hvor godt det er lykkes at overholde Guds bud. Mange vil nok mene, at farisæeren her var en hykler og tolderen var den, som i virkeligheden var den, der levede efter Guds lov. Og så vil man tænke, at tolderen blev frelst pga. sin store ydmyghed og fordi han ikke som farisæeren var fordømmende. Man tager sit billede af de onde farisæere og de forvildede toldere og vender teksten på hovedet, så den egentlig kommer til at handle om, at det er den, der er god i hjertet, der bliver frelst.
Men for at gøre tekstens mening klar, kunne vi prøve at tage nogle mere nutidige eksempler: Stein Bagger kunne være tolderen og Moder Teresa kunne være farisæeren. Hvis Moder Teresa virkelig troede på den romersk-katolske lære om frelsen, sådan som hun officielt tilsluttede sig den romersk-katolske kirke, så ville hun faktisk ligne farisæeren. Hun ville dermed ikke gå retfærdig hjem.
Tolderne var ofte bedragere. Tolderne var også landsforrædere, som ligesom danske Nazister under 2. Verdenskrig hjalp besættelsesmagten med at udnytte befolkningen, sådan som Saddam Hussein også udnyttede Iraks befolkning. Tolderen kan altså sammenlignes med både økonomiske forbrydere, landsforrædere og undertrykkere.
For loviske mennesker er det knap så logisk, at Moder Teresa ville ende i helvede og en bedrager og en landsforræder og undertrykker ville gå retfærdiggjort hjem.
For de, der mener, at et menneskes frelse afhænger af, hvad der bor i hjertet, er dette altså en underlig historie, som ikke kan andet end forarge. Hvordan kan Gud se i nåde til en undertrykker og forbryder og forkaste en, der har gjort så meget godt, som Moder Teresa.
Det handler om ordet ”retfærdiggøre”. Til daglig bruger vi tit ordet om nogen, der vil forklare sig, som vil retfærdiggøre sig selv eller en handling. Dét ord, som bruges i vores tekst, når der står, at tolderen gik retfærdiggjort hjem, betyder at erklære retfærdig eller at afsige en frifindelsesdom. Det svarer altså til., når en dommeren i en amerikansk film dømmer ”ikke-skyldig”. Det er en domsafsigelse, som sætter mennesker fri fra fængsel og straf.
Sådan blev tolderen frifundet af Gud. Men hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan en stor synder blive frifundet og en, der har gjort det godt, blive fordømt? Hvad vil det sige at blive retfærdiggjort?
Det er, hvad vi vil se på i dag. Først vil i se på, hvad baggrunden for retfærdiggørelsen er. Dernæst vil vi se på retfærdiggørelsens grundlag og hvordan verden blev erklæret retfærdig i Kristus, og så vil vi se, hvordan den enkelte får del i retfærdiggørelsen, som denne tolder fik det.
- Baggrunden for retfærdiggørelsen – mennesket er en synder
Det først, vi vil se på, er altså, hvad baggrunden for retfærdiggørelsen er. Det er her den dybeste forskel på farisæeren og tolderen ligger. Jesus slutter dagens tekst af med at sige: For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Et menneske må for at forstå retfærdiggørelsen ydmyge sig og erkende sit behov for at blive erklæret retfærdig af Gud.
Det skyldes, at mennesket dybest set er en synder.
a) Mennesket er skyldigt ved Adams synd
Alle mennesker er syndere i kraft af Adams og Evas synd i Edens have. I Romerbrevet kapitel 5 skriver Paulus at: ”en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker”. Da Adam syndede, blev han ikke blot selv skyldig, men enhver, som er en efterkommer af Adam arver Adams skyld. Du er altså skyldig overfor Gud allerede før, du bliver født.
I salme 51 står der: I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig. Fra vi undfanges og fødes er vi syndere, som fortjener Guds dom og straf.
b) Mennesket har pådraget sig yderligere skyld ved sin egen synd
Men mennesker som Moder Teresa og andre, der tror på retfærdiggørelse ved gerninger, bliver ikke blot fordømt pga. af Adams synd. De har også selv føjet synder til. Paulus siger i Ro,erbrevet kapitel 3 vers 23: ”…for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Der er altså ingen, der ikke også har syndet i gerninger. Så snart et menneske er undfanget, begynder det at synde og overtræde Guds bud. Ethvert menneske er en synder – en lille egoist, som søger sit eget og ikke stoler på Gud og sætter sin lid il ham.
c) Mennesket er åndeligt dødt og kan ikke gøre noget til sin frelse
Ja et menneske kan ikke engang gøre det mindste til sin egen frelse. Ethvert menneske er åndeligt set dødt. Paulus skriver i Efeserbrevet kapitel 2: Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, v2 som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn.
Af naturen er vi altså åndeligt døde og formår ikke at fremme vores egen frelse. I forhold til Gud og i alle åndelige ting, er vi af naturen døde. Ligesom et dødt menneske ikke kan rejse sig selv af graven, sådan kan vi heller ikke åndeligt set gøre os selv levende og hjælpe til med vores frelse.
d) Mennesket behøver fuld benådning, ikke blot en indre kraft
Derfor er det heller ikke nok, at Gud giver os en indre kraft. Det kan ikke frelse os, at vi ved Guds hjælp forsøger at forbedre os. Det var, hvad farisæeren troede. Ja, selv hvis vi kunne forbedre os selv, ville det ikke hjælpe, da Gud kræver fuldstændig overholdelse af sin lov, og vores gamle synder stadig ville fordømme os. Og uanset, hvor godt vi tror, vi kan gøre det, er vores gerninger stadigvæk fulde af egoisme og synd.
Ingen af dine gerninger er uden synd. Så hvis du stoler på dine egne gerninger og dét, du tror, Gud har virket i dig, og bruger det som garantien for din frelse, går du med sikkerhed fortabt. Dét, du har brug for, er fuld og hel benådning – og ikke udsættelse af betalingsfristen. Jo længere betalingsfristen udsættes, jo flere synder begår du. Nej, du har brug for fuld benådning og gældseftergivelse.
Og Gud er ikke til sinde at overse synden. Gud er en retfærdig Gud, som straffer enhver synder – Moder Teresa såvel som Saddam Hussein, farisæeren såvel som synderen. Ellers ville han være en uretfærdig dommer.
- Retfærdiggørelsens grundlag – Guds nåde og Kristi fortjeneste (objektiv retf.)
Men hvordan skal det lykkes? Hvordan kan Gud eftergive en synder? Hvad er grundlaget for, at Gud kan frikende og benåde en synder? For det første er grundlaget Guds nåde.
a) Guds nåde fra evighed omfatter alle og den enkelte
Selvom Gud er en retfærdig Gud, som straffer synd, så er han også en nådig Gud. Det var altså ikke sådan, at Jesus snød Gud til at være nådig. Nej, at Gud blev menneske i Jesus Kristus for at frelse os erhvervede os Guds benådning, men den skyldtes i lige så høj grad Guds nåde fra evighed af. Gud elskede fra evighed af sin skabning og havde fra evighed af forudset syndefaldet. Og derfor havde han fra evighed af besluttet at sende sin Søn for at frelse os fra sin egen dom og straf. Gud blev altså ikke først en nådig Gud, da Jesus vandt hans benådning. Nej, Gud er fra evighed af en nådig og barmhjertig Gud, ligesom han er en retfærdig og hellig Gud, der straffer synden og bliver vred på synderen.
b) Guds nåde er Guds nådige sindelag – ikke en indre kraft
Her må vi også holde os for øje, hvad Guds nåde er. Farisæeren og den romersk-katolske kirke tænker sig Guds nåde som guds nådige hjælp – en indre kraft – som Gud indgyder mennesker, så de ved hjælp af denne kraft kan sikre sig Guds benådning. Men Guds nåde er Guds nådige og faderlige sindelag mod mennesker. Når både tolderen og farisæeren kunne lade frelsen være af guds nåde alene, skyldtes det altså, at de mente noget forskelligt med nåden. Farisæeren takkede Gud for, at han havde hjulpet ham til at overholde Guds lov. Tolderen bad Gud om nåde, fordi han var en synder, der behøvede Guds benådning.
c) Kristi aktive og passive lydighed er forsoningens grundlag. Templets ofringer pegede på den kommende frelser, som skulle sone verdens synder
Men Gud måtte også tilfredsstille sin egen retfærdighed og hellighed for at benåde mennesker. Og det er grunden til, at tolderen befandt sig i templet. I templet blev der ofret dyr for menneskers synder. Og når tolderen siger ”vær mig nådig” er det egentlig ordet for at sone synd, der bruges. En mere præcis oversættelse kunne altså være ”bliv forsonet” elle ”vær sonet”. Dét, han bad om var, at hans syndermåtte være s lettet ud ved et sonoffer. Nu var sonofrene i templet ikke det, der fjernede folks synd og Guds vrede i sig selv. Nej, de pegede frem mod Kristus og var billeder på Jesu soning af alle verdens synder. De dyr, som skulle fores skulle være uden fejl og mangler.
Jesus har nemlig tilfredsstillet Guds retfærdighed ved at præstere den retfærdighed, du og jeg ikke kunne præstere. Jesus har for det første præsteret den ved at leve et syndfrit liv i stedet for os. Han var ligesom offerdyrene uden fejl, men opfyldte helt ofr fuldt Guds lov. Det gjorde han ikke for sig selv. Han var allerede uden fejl, da han var i himlen. Nej, han underordnede sig Guds lov for mennesker på jorden som din og min stedfortræder. Og sådan præsterede han en retfærdighed overfor gud, der rækker for alle mennesker.
Og han tog også alle menneskers straf, ligesom offerdyrene også blev slagtet og ofret. Jesus bar alle verdens synder og blev et sonoffer for dig og mi. Gud så din og min synd ligge på ham. Hver eneste synd, noget menneske nogensinde har begået og hver eneste synd noget menneske nogensinde vil begå lå på Jesus. Han bar straffen for dem alle. Han bar straffen for både Adams synd og din synd og afværgede dermed Guds straf fra dig.
d) Guds forsoning og den objektive retfærdiggørelse er resultatet og grundlaget for den individuelle retfærdiggørelse
Men hvordan ved vi, at Guds retfærdighed virkelig er tilfredsstillet? Hvordan ved vi, at Jesu betaling var nok til, at Gud tilgiver os vores synd? Når man går ind i en butik og køber noget, så får man som regel en kvittering, som viser, at man har købt og betalt. Kvitteringen er beviset på, at handlen er foretaget og at der er betalt. På samme måde har vi også et bevis på, at Jesus har betalt og at gud har accepteret betalingen.
Jesus døde som straf for verdens synder. Gud slog ham ihjel som vores stedfortræder. Men på tredjedagen oprejste Gud ham fra de døde. Når han, som døde for vores synder er oprejst igen, så må det betyde, at vores synder ikke mere dømmer ham til døden. Så har Gud altså accepteret betalingen og kvitteret for den ved at oprejse Jesus fra de døde.
Ved at oprejse Jesus fra de døde har Gud afsagt en ny dom over Jesus: straffen er udstået og gælden betalt. Du er fri. Og da han jo var din og min stedfortræder, så var det altså dig og mig, Gud dømte ikke-skyldig, da han oprejste Jesus. Gud erklærede, at din og min synd, som havde ligget på Jesus, nu var væk. Gud erklærede, at dét lam, som havde båret verdens synd ny igen var rent og retfærdigt.
Guds erklærede altså verden retfærdig i Jesus Kristus. Og tolderens tro var på den kommende frelser, som ofrene i templet forkyndte. Men vi må også se på, hvordan dén retfærdighed, Jesus vandt ved sit liv og sin død bliver den enkelte til del. For det er jo her, tolderen og farisæeren adskiller sig fra hinanden. Jesus havde betalt for dem begge, men kun den ene blev retfærdiggjort personligt.
- Retfærdiggørelsen af den enkelte – nådemidlerne og troen
a) Den individuelle retfærdiggørelse er en tilregning af Kristi retfærdighed
Udover den retfærdiggørelse, hvor Gud erklærede verden retfærdig i Jesus Kristus, er der altså også en individuel retfærdiggørelse, som er nødvendig for at blive frelst. Jesus har købt og betalt en retfærdighed, der gælder for alle mennesker og Gud har kvitteret ved at oprejse ham fra de døde. Nu må gaven og kvitteringen rækkes til den enkelte.
Retfærdigheden står så at sige stadig på Jesu konto og må nu overføres til din og min konto, så den dækker det minus, som er på din og min konto. Og det er dét, den individuelle retfærdiggørelse handler om. Det var dét, der skete for tolderen i templet, så han gik retfærdiggjort hjem. Han kom ind i templet med et minus på kontoen og kom ud med plus på kontoen. Men hvordan skete det og hvordan bliver vi retfærdiggjorte hver især.
b) Evangeliet er en virkelig uddeling af retfærdiggørelsen
Tolderne var gået ind i templet. Her blev Guds ord læst og her blev der ofret dyr som symboler på frelserens død. Og herfra gik tolderen retfærdiggjort hjem. Han havde hørt Guds ord i templet og set ofrene. Og det var sådan han fik uddelt Jesu retfærdighed. Gud havde givet templet som et sted, hvor Jesu retfærdighed blev uddelt gennem ordet og gennem ofrene til mennesker.
Allerede før Jesu komme blev den retfærdighed, han ville vinde uddelt. For Gud havde allerede fra evighed af besluttet at gøre det. Og derfor virkede Guds ord – løftet om syndernes forladelse – allerede før Gud blev menneske for at vinde den.
Og sådan virker Guds ord også i dag og uddeler syndernes forladelse. Uanset om det er i prædikenen, i Biblen, i skriftemålet, i husandagt, i indbyrdes samtale eller når du tænker på evangeliet, så er evangeliet altid en uddeling af Kristi retfærdighed, som her og nu retfærdiggør mennesker og tilgiver deres synder her og nu.
c) Ligesom templets ofre, har vi sakramenterne som sikre tegn og uddelinger af syndernes forladelse
Og ligesom Gud gav ofrene, påskelammet og omskærelsen i det gamle testamente som tegn på Guds tilgivelse og den kommende frelser, sådan har han også givet sakramenter, som uddeler syndernes forladelse sammen med et tegn, der yderligere skal forsikre dig om, at dine synder tilgivelse her og nu.
Gud har givet dåben, hvori han har iklædt dig Jesu retfærdighed., ligesom han havde givet omskærelsen til tolderen. Og han har givet dig nadveren, hvor du får Jesu legeme og blod, som vandt syndernes forladelse. Her fik tolderen et symbol på frelseren i ofrene og påskelammet, men du får Jesu sande legeme og blod, som forsikrer dig om, at dine synder er forladt.
d) Troen stoler på evangeliet og modtager det – er ikke en betingelse
Men både tolderen og farisæeren kom i templet. Alligevel gik tolderen retfærdiggjort derfra, mens farisæeren gik fordømt derfra. Forskellen var, at farisæeren ikke troede på evangeliet. Han ville ikke erkende, at han problem var, at han var en synder, som intet kunne gøre til sin frelse. Og derfor ville han heller ikke frelse salene ved Kristi retfærdighed.
Forskellen var altså, at tolderen erkendte sit problem og troede på evangeliet, som uddelte syndernes forladelse. Toldernes tro var en tom hånd, der modtog alt af nåde. Han vidste, at han var en synder og han stolede på, at Gud tilgav ham alene pga. Jesu lidelse og død og den retfærdighed, Jesus havde præsteret og som blev uddelt i templet.
Troen er altså ikke en god gerning, der fortjener syndernes forladelse. Troen er et modtageinstrument, som modtager dét, den tror på.
e) Retfærdiggørelsen varer hele livet for den troende – det fortsatte salige bytte for den, der står i nådens stand.
Men hvad så, når tolderen igen syndede? Skulle han så tilbage til templet for at blive retfærdiggjort igen? Og hvad med os, når vi kommer fra kirker og igen synder? Hvad hvis vi dør uden at have erkendt alle vores synder og modtaget syndernes forladelse for dem?
Mange har tumlet med dette problem. Løsningen er, at når du er kommet til tro og retfærdiggjort, er du også forenet med Kristus, så alt, hvad han har, er dit, og alt hvad du har, er hans. Sådan sammenlignede Luther den kristnes forhold til Kristus med et ægteskab, hvor en mand og hans hustru deler alt. At du er retfærdiggjort ved tro, medfører altså, at du, så længe du er i Kristus ved troen fortsat bliver retfærdiggjort. Du har fælleseje med Kristus, så din synd bliver hans og hans retfærdighed bliver din hele livet igennem.
Så du skal altså ikke være bange for, at falde ud af nåden, hver eneste gang, du synder. Du går retfærdiggjort hjem, men så længe du er i Kristus går der ikke et sekund uden at din synd overføres til Jesu konto og hans retfærdighed til din konto.
Konklusion
Så der er altså en god grund til, at farisæeren, selvom han skulle være en Moder Teresa, gik fordømt hjem, mens tolderne, selvom han måtte være en Saddam Hussein, gik retfærdiggjort hjem. Tolderen havde erkendt, at han var en synder, som Saddam Hussein, og han kom til templet for at høre tilgivelsen i evangeliet, som grundede sig på Guds nåde og Kristi fortjeneste. Og i templet blev Jesu retfærdighed uddelt og synden tilgivet. Og tolderen modtog den i tro og stolede på, at han var tilgivet, fordi evangeliet sagde det.
Og sådan retfærdiggøres du og jeg også af nåde, for Kristi skyld ved tro, når vi tror på det evangelium, som rækker os syndernes forladelse. Og den tro er ikke noget, vi selv kan præstere, men Guds gave, når han ved Helligånden giver os tillid til, at evangeliet gælder os. Og for at give og bevare troen, har han givet sine sakramenter, hvor han forsikrer os om syndernes forladelse.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
