For nylig var jeg involveret i en debat om, hvorvidt darwinisme og kristendom kan forenes. Der findes måske særligt i folkekirken teologer, der mener, at dette er tilfældet. For nogle år siden benægtede en folkekirkepræst ligeud eksistensen af en ”skabende og opretholdende Gud”.
Darwinismen har på mange måder sat den naturvidenskabelige dagsorden i dagens Danmark, så det kan være svært at modsige.
Man laver så et skel mellem det religiøse og det videnskabelige rum og siger, at Biblen ikke er en håndbog i biologi og geologi. Gud blive reduceret til en luftig åndeskabning, som man kan bruge i nogle eksistentielle spørgsmål. Men han skal holdes ude af naturvidenskaben og alt, hvad der har med den ydre virkelige verden at gøre.
Man fastholder, at verden er blevet til ved tilfældige hændelser og at livet er opstået gennem tilfældige mutationer og årtusinders kamp mellem racerne. Og sådan har man fraskrevet skaberen – og i sidste ende også skaberens ret til at dømme jorden. For hvilken ret skulle han have til at dømme noget, han ikke har skabt. Han kan vel højest tilkaldes som en slags terapeut, når man er i krise. Skaberen er blevet reduceret til en service-person, man kan gøre brug af, hvis man har lyst.
Skaberen – hans magt og vælde
Men så mødes vi i dag på juledag af alle dage af tekster, der fuldstændigt og aldeles modsiger dette. Vi læste Biblens første vers fra alteret før: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Og hos Johannes læste vi om Ordet, som er Guds enbårne Søn, Jesus Kristus: Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. Vi kan forsøge at forsvare disse påstande med naturvidenskabelige argumenter – og det er godt og rigtigt, når kristne gør dette.
Men Gud behøver i sidste ende ikke forklare og forsvare sig. Han kan i stedet proklamere, som han gør i disse tekster, at han er skaberen – han er den, som i begyndelsen skabte alt, hvad der eksisterer. Og så skabte han med det samme lyset og skilte det fra mørket og kaldte lyset dag og mørket nat. Og sådan ved vi, at Gud på seks almindelige dage skabte alt, hvad der er i himlen og på jorden.
Og Gud er også den, som hvert øjeblik, ja hvert sekund opretholder både det mindste atom og hele universet. Alt er i hans mægtige hånd og intet sker uden at Gud enten gør det eller tillader det at ske.
Her får vi et helt andet billede tegnet af vores ophav. Vi er skabt af den treenige Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden. Alt er skabt af Gud. Og derfor skal du også stå til ansvar for Gud med dit liv. Gud har både ret og magt til at dømme dig, for han er din skaber. I salme 139 hører vi, at det også er Gud, der skaber ethvert menneske i moders liv. Så fra undfangelsen var du Guds skabning og stod til ansvar for Gud.
Men hvordan er det så – at skulle stå til ansvar for skaberen?
Skabningen – som ikke har elsket Gud og som ikke tager imod Gud
I Evangelieteksten læste vi om Jesus: Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Og længere nede læser vi: Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Den treenige Gud var i verden. Gud er nær ved ethvert menneske, men verden kender ham ikke.
Og i Romerbrevet kapitel 1, læser vi: Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. v20 For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. v21 For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte.
Du er altså uden undskyldning, når du ikke ærer og dyrker din skaber, som skabte dig. Du burde kunne slutte fra det fantastiske skaberværk til skaberens eksistens. Men mennesker vil ikke ære og dyrke Gud. Derfor bilder de sig ind, at de er deres egne skabere og derfor alene skal stå til ansvar overfor sig selv. De har dog ingen undskyldning.
Gud vil holde dom over mennesker, som er hans skabninger. Gud vil gøre regnskabet op. For Gud er den almægtige, himlens og jordens skaber.
Skaberen kommer til skabningen – barnet i krybben er den almægtige selv
Men hvad skal vi da gøre. Er julens budskab ikke et glædesbudskab. Hvorfor så denne tale om den almægtige og retfærdige Gud. Jo, vi må kende baggrunden for det glade budskab for ret at kunne forstå det.
Og vi må vide, hvem den Gud er, som vi i dag præsenteres for. Vi må vide, hvem barnet i krybben i Betlehem er. For han er ingen ringere end den almægtige Gud selv. Han er den anden person i den treenige Gud, som evangelisten i dag kalder Ordet.
Han er ”sand Gud af Sand Gud, født, ikke skabt, at samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt”, som vi bekender i den nikænske trosbekendelse. Han er den enbårne Guds Søn, som var hos Faderen fra begyndelsen. Ved ham skabte Gud alt, hvad der er til. Om ham står der i Hebræerbrevet (1,3): Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Den enbårne Guds Søn, som er ét væsen med Gud Fader og Helligånden, opretholder hvert sekund hele universet, fra den største planet til den mindste partikel.
Og om ham hører vi så i dag: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Den anden person i den treenige Gud, han som er ethvert menneskes skaber, han blev kød og tog bolig iblandt os. Gud blev menneske, som vi bekender i den nikænske trosbekendelse, at vi har bekendt, at han er af samme væsen som Faderen: ”… som for os mennesker og for vor frelses skyld sted ned fra himlen og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria, og blev menneske”.
Gud blev virkelig kød og blod. Dét barn, der lå i krybben i Betlehem var på en og samme tid den almægtige Gud, som skabte og opretholder himmel og jord. Det er med ham, som vi skal synge lige om lidt i Kingos version af ”Et barn er født i Betlehem”:
Han lagdes i et krybberum
Ej ende har hans herredom
Halleluja, halleluja
Men okse dér og æsel stod
og så den Gud og Herre god
Halleluja, halleluja
Dér, i krybben i Betlehem var han, hvis herredømme ikke har ende og som er Gud og Herren god. I et og alt, er han blevet menneske som dig og mig, med en undtagelse: han er uden synd. Biblen kalder ham ”ham som ikke kendte til synd” (2 Kor 5,20).
Og i salmen om lidt synger vi:
Vort kød og blod han på sig tog
Men djævelen ham ej bedrog
Halleluja, halleluja
Han er os lig i kød og blod
Ulig i synden derimod
Halleluja, halleluja
Han påtog sig altså kød og blod og blev menneske. Men han var urørt af djævelen og af arvesynden, som du og jeg er underlagt fra fødslen. Han er det eneste menneske, som ikke bærer denne sygdom i sig. For alle andre mennesker er syndere, som ikke elsker Gud og ikke vil ære og takker ha, som de skal.
Og derfor skal vi heller ikke i julen forsøge at fejre vores kærlighed til gud eller til hinanden. Det er i virkeligheden så som så med den.
Men Jesus var urørt af arvesynden. Ja, fordi han på samme tid var den almægtige Gud, kunne arvesynden ikke røre ham.
Skaberen dør for skabningen som et sonoffer for vore synder
Og derfor kunne vi læse i dagens epistellæsning: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Dén kærlighed, vi fejrer i julen, er den kærlighed, Gud viste, da han elskede os sådan, at han sendte sin Søn som et sonoffer for vores synder.
Hvad er nu et sonoffer, kunne man spørge. Vi kender ordet ”sone” fra at ”afsone sin straf”. Det betyder, at man har betalt den straf, man skylder. Og et offer, det er noget, man giver til Gud. I det gamle testamente ofrede man dyr ved at slagte dem.
Når der står, at Jesus er et sonoffer, vil det altså sige, at han skulle ofres – dvs. slagtes og gives til Gud for at sone, dvs. betale straffen, for vores synder.
Og det var den egentlige grund til, at Gud blev menneske. Han ville så at sige drage sig selv til ansvar for vores synder. Men Gud kunne jo ikke repræsentere mennesker, så længe han ikke var et menneske.
Og et almindeligt menneske ville ikke kunne betale for alle menneskers synder. Derfor måtte det være Gud, der betalte, hvis mennesker skulle slippe for at blive draget til ansvar.
Derfor måtte Gud blive menneske, så han kunne repræsentere alle mennesker – dig og mig – og sone vores synder.
Nu skulle dyrene i det gamle testamente være uden fejl. O sådan måtte offeret til gud også være uden fejl – uden synd, for at det kunne betale for syndere. Og derfor måtte Gud blive menneske, men uden at blive syndig.
Og da Gud var blevet menneske og født af Jomfru Maria, påtog han sig ansvaret for alle verdens synder og afsonede ved sin lidelse og død på korset den straf, alle mennesker fortjente.
Og da Gud oprejste ham fra de døde igen, erklærede han dermed, at straffen var afsonet, at alt var betalt og tilgivet.
Juleevangeliet peger altså på dét, der skete langfredag og påske, som er centrum i den kristne tro. Men julens budskab om, at Gud blev menneske i Jesus Kristus, er forudsætningen for, at Jesus kunne betale for alle verdens synder.
Og fordi det nu er sandt, at Jesus er Gud selv, så kan du også vide med sikkerhed, at alle dine synder er sonet. For hvilken synd formår noget imod Guds eget blod, der blev udgydt på korset.
Skaberen giver skabningen lov til at blive Guds børn igen
Og fordi Gud blev menneske for at frelse mennesker, kan vi også blive Guds børn, som Johannes skriver i evangelieteksten: Men alle dem, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Han, som var Gud selv og Guds Søn, han blev menneske, for at vi måtte få del i hans barnekår hos Gud. Ligesom han blev en sonoffer for vores synd og påtog sig den, sådan får vi altså hans uskyldighed i stedet. Og Kingosalmen udtrykker det:
8. Dermed gør han os lig med sig
og fører os til himmerig
Halleluja, halleluja
Enhver som tager imod evangeliet om, at Jesus er Gud i kød og blod, der har sonet verdens synder, har fået del i Jesu barnekår hos Gud.
Og det kan vi ikke tage imod af os selv, som Johannes også siger, når han skriver: de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Af naturen er du en synder og formår end ikke at tro på evangeliet af dig selv. Du må fødes af på ny af Gud. Du må blive et nyt menneske.
Og det har Gud gjort i dåben. Her genfødt Gud dig ved vand og Helligånd, så du blev Guds barn. Måske er du faldet fra dåben sidenhen og har mistet troen. Men da er det den samme dåb, du må tilbage til. For her handlede Gud med dig. Og når du i ordet hører evangeliet, da leder det dig tilbage til dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Og han, som blev menneske og påtog sig dit kød og blod, han giver dig også del i sit kød og blod. Det gør han i nadverens brød og vin, som samtidig er Jesu legeme og blod. Her møder du altså skaberen helt personligt – du får hans legeme og blod ind i munden – dét legeme og blod, hvormed han sonede dine synder. Her har du Guds eget blod, som havde magt til at sone alle verdens synder og som har magt til at rense dig fra alle dine synder her og nu.
Og sådan gør Jesus dig også her og nu ”lig med sig”, så du får hans legeme og blod og hans uskyldighed. Og så vil Gud føre dig til himmerig.
Og derfor vil vi prise Gud med salmens sidste vers:
9. For denne gode nådens tid
Ske Herren lov i evighed
Halleluja, halleluja
10. Lov, tak og pris i evighed
Ske den hellig’ treenighed
Halleluja, halleluja
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
