Så er det nytår igen. Vi ser tilbage på året, der gik og frem mod året, der kommer. Vi ved ikke, hvad vi vil møde i det nye år. Måske bliver det et godt år og måske rammes vi af sorger. Ja, måske bliver dette år vores sidste. Nytår får os til at tænke på fremtiden og til at bekymre os for, hvad der skal blive af os i fremtiden. Vi lever i en usikker verden, hvor vi hver dag hører om ulykker, krig of forbrydelser, som kan skræmme os.
Og vi kan komme i tvivl om, om der er en Gud derude, der hører os og ser os.
Og vi kan føle os magtesløse overfor begivenhederne omkring os. Og verden forsøger at fortælle os, at vi er helt og holdent i tilfældets hånd.
Men de tager fejl. I julen hørte vi, at Gud sendte sin kære Søn for at frelse os fra synden og skylden. Og vi hørte, at Gud har åbenbaret sig i ham. På grund af Jesus Kristus kan vi vide os sikre på, at der er en Gud, hvem han er og hvad hans vilje er med os.
Han er den treenige Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden, som har frelst os fra vores synder og som ønsker os alt godt – også i det nye år.
Og derfor kan vi også i det nye år frimodigt træde frem for nådens trone og bede til vor Fader i himlen, som Jesus lærer os at gøre i dag.
Først giver han os en formaning til at bede og derefter lærer han os Fadervor.
Om at bede
”Når I beder” – lægger Jesus ud med at sige. Jesus siger ikke ”Hvis I beder”. At bede er altså ikke en valgmulighed for kristne. Du kan lige så lidt vælge det at bede fra som kristen, som du kan vælge det at tale med din ægtefælle fra, når du er gift. Som kristen må og skal du bede. Der er ikke fastsat regler for, hvornår du skal bede bevidst, men det er en godt og naturligt at bede morgen og aften, som vi også lærer at gøre i Luthers lille katekismus.
Og det er også en del af den kristne børneopdragelse at lære børn at bede ofte.
Så fortsætter Jesus og formaner os til, at vi ikke skal stille vores bøn offentligt til skue som hyklerne, der beder for et syns skyld. Jesus er ikke imod, at kristne mødes til gudstjenester, der er offentligt tilgængelige. Sådan gjorde Jesus og de første kristne også.
Men den kristnes bøn er først og fremmest en bøn, der har Gud som mål – og ikke andres beundring. Som kristen skal du altså ikke bede for et syns skyld, men gå ind i dit kammer og bede til Gud.
Jesus formaner os også om, at vi ikke skal tro, at vi hører for vore mange ords skyld. Sådan kan man nogen gange høre nogle angribe nedskrevne bønner, fordi de, som man siger, ikke kommer fra hjertet. Og da bliver det let sådan, at man tror, at bønner, man selv har formuleret er bedre end nedskrevne og faste bønner. Men Jesus giver i dag disciplene en enkelt bøn, som de – og vi – kan gentage, ligesom også salmernes bog i det gamle testamente var fuld af bønner, som blev sagt eller sunget igen og igen
Derfor må vi også nøjes med at bede Fadervor. Vi må selvfølgelig også bede andre bønner, men når Jesus siger, at vi skal bede således, så mener han, at enhver bøn, vi kan og skal bede, kan sammenfattes i Fadervor. Så hvad enten vi bruger den ord for ord eller bruger andre ord, så skal indholdet af vores bønner være det samme som indholdet af fadervor. Det kan derfor være en god ide at prøve at lægge dét, vi beder om, ind under de forskellige bønner i Fadervor.
Fadervor har syv bønner, hvoraf de 3 første handler om Gud og hans rige og de sidste 4 handler om os. Sådan må de kristne bøn begynde med Gud og først derefter komme til os mennesker og vores behov.
Lad os se på den enkelte dele af fadervor
Om Gud
Vor Fader, du som er i himlene!
Det er indledningen til bønnen. Den siger, hvem vi beder til – og hvem vi skal bede til. Vi skal ikke bede til afguder, og vi skal heller ikke bede til helgener eller engle eller andre skabninger, men alene til vores himmelske Fader.
Her tænker vi selvfølgelig særligt på Gud Fader, som den, vi kalder vor fader. Men egentlig er det hele den treenige Gud, vi må inkludere i denne bøn. Jesus kaldes i Esajas 9 for Evigheds Fader. Og i Johannesevangeliet siger Jesus: …og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. v18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.
Så vi har lov at kalde hele den treenige Gud vor Fader. Og det har vi naturligvis, fordi vi er blevet Guds børn ved evangeliet om Jesus Kristus og ved dåben, hvor vi blev adopteret som Guds børn.
Vi kan også særligt kalde Gud fader vores Fader, fordi Jesus er blevet vores broder, som vi hørte det i julen, så vi får del i hans barnekår hos Gud og han fik vores synd.
Jesus understreger altså, at vi har barnekår hos Gud og må bede til ham, som børn beder til deres kære fader. Det gør han ved at lære os at bede ”vor Fader”. Og så fortsætter han med at lære os, hvad vi skal bede om.
Helliget blive dit navn,
Det er den første bøn, Jesus lærer os. Hvad er nu Guds navn? Jo, det er alt, hvad der er at sige om Gud. Guds navn er helligt i sig selv, som katekismen siger, men vi beder her, at det må blive helligt – også hos os. For vi bærer jo Guds navn, når vi kaldes kristne.
Derfor forklarer katekismen også, hvordan Guds navn helliges: Når Guds ord læres klart og rent og vi også lever helligt efter det som Guds børn.
Det første er altså, at Guds ord læres rent og klart. Vi beder altså om, at Gud – også i det nye år – må bevare en kirke her hos os, som lærer Guds ord rent og klart. Det er det første og vigtigste, vi må bede om. For det er gennem ordets rene forkyndelse, vi bevares i troen.
Og så betyder det også, at vi beder om, at Guds navn må helliges med vores liv, så vi lever efter Guds bud og ikke bliver til forargelse – hverken overfor verden eller overfor vore brødre og søstre i troen. For selvom gerninger ikke frelser os, så er de et vidnesbyrd om vores tro – og et ugudeligt liv vil vanære Gud – og true med at føre andre kristne til fald.
Komme dit rige,
Det er det næste. Her er ikke tale om Guds magtrige, som ikke behøver komme, men allerede er her. Der er heller ikke tale om, at vi ved vores bøn kan få Guds nåderige til at komme til jorden eller bringe Guds herlighedsrige nær.
Nej, der er tale om, at vi beder om, at Guds nåderige og herlighedsrige må komme til os. Guds nåderige er det usynlige rige af alle troende, som Jesus er konge i. Det er det rige, som du er kommet ind i ved vand og Helligånd. Det er det rige, som vi også med et andet ord kan kalde Kirken.
Det rige kommer til os gennem Guds ord og sakramenter. Og vi beder om, at vi fortsat må modtage det rige og være en del af det. Med andre ord beder vi om, at gud vil bevare os i troen og i sin kirke – også i det nye år.
Og så beder vi også om, at Gud vil lade sit herlighedsrige komme. Det er egentlig det samme rige, som Guds nåderige, blot når det er befriet fra det syndige kød. Vi beder altså om, at Gud når vi dør – skulle det ske f.eks. i det nye år – vil tage os ind til sin herlighed i ærens’ eller herlighedens rige.
Katekismen siger, at Guds rige kommer således: Når den himmelske Fader giver os sin hellige Ånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt, her i tiden og dér i evighed.
Det er også en bøn om, at Guds rige må komme til flere, så flere må høre og tro evangeliet. Så enhver forbøn for andres frelse, kan komme ind under denne bøn.
Ske din vilje som i himlen således også på jorden;
Katekismen kommenterer: Guds gode og nådige vilje sker vel uden vores bøn, men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.
Der er altså god grund til, at vi beder denne bøn. Guds vilje sker af sig selv, men den sker ikke hos os, hvis det står til os alene. Vi har virkelig brug for guds hjælp her.
Derfor fortsætter katekismen også og siger: Hvordan sker det? Svar: Når Gud bryder og forhindrer alle onde råd og al ond vilje, som ikke vil lade os hellige Guds navn eller lade hans rige komme, sådan som Djævelens, verdens og vort køds vilje er, men styrker og holder os fast i hans ord og troen indtil vores sidste stund. Det er hans nådige, gode vilje.
Både djævlen, verden og vores eget syndige kød er imod Guds vilje. Skal det gå, må vi derfor have hjælp fra Gud. Han må lade sit navn hellige hos os og lade sit rige komme hos os og han må forhindre alle fjendens onde forsøg på at forhindre os i at tro evangeliet og leve efter Guds vilje.
Men vi må glæde os over, at Jesus har givet os denne bøn. For det betyder jo, at det er en bøn, Gud har lovet at høre. Og det har han lovet at gøre, fordi han er blevet vores kære Fader ved Jesus Kristus.
Om mennesker
Og så skifter bønnen karakter. Nu handler den ikke længere om Gud, men om os og vores behov.
Giv os i dag vort daglige brød,
Det daglige brød, er dét, vi har brug for til vores liv her på jorden. Det vil både sige mad, tøj, familie, venner, arbejde og så videre. Kort sagt alle vores jordiske behov.
Men vi beder altså ikke i denne bøn om, at gud vil give os alt, hvad vi peger på. Vi beder om, at han vil give os alt, hvad vi har brug for. Og derfor er denne bøn også en øvelse i det første bud, som handler om at stole på Gud over alle ting og sætte vores lid til ham.
For vi må stole på, at Gud giver os dét, vi har brug for, selvom det ikke lige er dét, vi selv mener, vi har brug for. Paulus formaner os i 1 Tim 6,8: har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.
Og så må vi takke Gud, når han giver os, hvad vi har brug for. Det gør vi særligt, når vi beder eller synger til bords.
Katekismen sammenfatter bønnen: Gud giver vel dagligt brød, også uden vor bøn, også til alle onde mennesker, men vi beder i denne bøn, at han vil lade os erkende det og med taksigelse modtage vort daglige brød.
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
Her er vi tilbage ved Guds rige. For at vi kan leve i dette, har vi dagligt brug for syndernes forladelse. Og herligt er det ikke at vide, at Jesus netop har bedt os bede denne bøn, hver gang vi beder. For det viser jo, at Gud ved, at vi dagligt har brug for syndernes forladelse. Han kender vores syndige kød bedre end vi selv gør.
Så når du på trods af gode nytårsforsætter begår de samme synder i det kommende år som sidste år, så kan du stole på, at Gud ved det og på forhånd har sagt, at du igen og igen må bede ”forlad os vor skyld”.
Og denne bøn kan du bede, fordi Jesus har båret straffen for alle de foregående års synder og for alle kommende synder. Der er ikke den synd, Jesus ikke har betalt for.
Ja, han har endog også betalt for alle din næstes synder. Derfor skal du også glad og gerne tilgive din næstes synder. For din næste skylder dig langt mindre, end du skyldte Gud, uanset hvor meget ondt din næste har gjort dig. Så lad den tilgivelse, du selv bæres af, bære din næste også.
Og katekismen sammenfatter:
Vi beder i denne bøn om, at den himmelske Fader ikke vil se til vores synd og ikke for dens skyld vil nægte at høre vores bøn, for vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke fortjent det; men vi beder om, at han vil give os alt af nåde. For vi synder dagligt meget og fortjener kun straf; sådan vil vi i sandhed også af hjertet tilgive dem og gerne gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.
Og led os ikke ind i fristelse,
Gud frister ikke, men han kan prøve sine troende for at bevare dem i troen, så de ikke bliver kolde og ligeglade og falder fra. Gud prøver os altså kun for at øve og styrke os i troen.
Men Gud frister ingen til det onde. Det gør derimod djævlen, verden og vores syndige kød. Denne bøn handler derfor om, at Gud vil bevare os fra at blive overvundet af fristelserne, så vi bukker under, men at han i stedet vil bevare os i troen.
Det har Gud lovet at gøre. Paulus skriver i 1 Kor 10,13: De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.
Gud vil bevare os fra fristelserne og derfor tør vi også bede ham om det. Og bønnen er samtidig en erkendelse af, at vi ikke selv formår at stå imod fristelserne i egen kraft. Det er alene Guds nåde, der kan bevare os.
Katekismen sammenfatter:
Gud frister vel ingen, men vi beder i denne bøn om, at Gud vil bevare og opholde os, så djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage og forføre os til vantro, fortvivlelse og anden stor skam og last, og at vi, hvis vi skulle blive anfægtet deraf, dog til sidst må vinde og beholde sejren.
Ja, lad os bede om, at Gud vil bevare os fra fristelserne – også i det nye år.
Men fri os fra det onde.
Det er den sidste bøn i fadervor. ”Det onde” kan også oversættes med ”den onde”. Vi må altså særligt betragte dette som en bøn om at fri os fra den onde fjende, Satan. Det er altså en bøn om, at Gud vil fuldføre, hvad han lovede, da han sagde til Eva, at kvindens afkom skulle knuse slangens hoved. Må Gud fri os fra djævlens magt for altid. Det vil Gud fuldende, når Kristus kommer igen og for altid stopper djævlens herredømme.
Men det er også en bøn om, at Gud her og nu vil fri os fra det onde – nemlig djævlens magt over os, syndens magt og syndens konsekvenser.
Alt dette beder vi dagligt om, at gud vil befri os fra. For uden gud Går det ikke. Satan er os for stærk. Men Gud er stærkere end Satan og formår også nu at befri os fra Satans, syndens og dødens magt.
Og det vil vi bede om, at han gør, som katekismen siger: Vi beder i denne bøn under ét om, at den
himmelske Fader vil frelse os fra al slags ondt, på legeme og sjæl, gods og ære, og til sidst, når vor time kommer, unde os en salig død og i nåde hente os fra denne jammerdal til sig i Himmelen.
Afslutning
Og så er der ikke flere bønner tilbage i fadervor. Alt, hvad vi kan bede om, kan tages ind under disse bønner. Og derfor bør vi bede denne bøn ofte. For så har vi også bedt om alt, hvad vi skal og kan bede om.
Og så slutter bønnen af med at erklære, hvorfor vi kan bede denne bøn i tillid til, at Gud også hører den i det nye år:
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Det er Gud, der er konge i Guds rige. Det er ham, der formår at udbrede det og lade sit ord forkynde, for det er hans rige. Derfor tør vi bede om alt det, der hører til Guds rige i tillid til, at ha hører det.
Og det er Gud, der har al magt i himlen og på jorden, så han formår at hjælpe os i al vores nød – også i det nye år.
Og han har æren i al evighed. Ham skal vi give ære for alt det gode, der sker os, for han står bag. Og i evigheden skal vi love og prise ham, når vi er gået ind med legeme og sjæl i ærens rige.
Og derfor kan vi slutte vor bøn af med et amen og med katekismens forklaring herpå:
Hvad betyder det? Svar: At jeg skal være vis på, at sådanne bønner behager og bønhøres af den himmelske Fader. For han har selv befalet os at bede sådan og lovet, at han vil bønhøre os. Amen. Amen. Det vil sige: Ja, ja, det skal ske således.
Godt nytår.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
