På internetportalen Kristendom.dk har de for tiden en serie om menigheder i vækst. Her har de bl.a. spurgt præster fra Århus Valgmenighed og Københavnerkirken om, hvorfor deres kirker vokser.
Svarene peger på, at de besvarer de spørgsmål, folk stiller, at de lægger vægt på fællesskabet og i det hele taget, at de forsøger at gøre kristendommen relevant, så den taler til de problemer og spørgsmål, mennesker selv mener at have.
Men der står ikke noget om, om man også vil afsløre menneskers virkelige problem – deres synd. Og der står heller ikke, at man vil forkynde løsningen på dette problem: syndernes forladelse for Kristi skyld.
I ingen af artiklerne nævnes evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet og deler ud i ordet og sakramenterne. Og præsternes vigtigste opgaver synes at være at være udrustende ledere frem for forvaltere af syndernes forladelse.
Når man ser sig omkring i kirkelivet er tendensen også, at man tror mere på leflen for tidsånden og bestemte befolkningsgrupper, f.eks. de unge og smarte, end man tror på, at evangeliet har kraft til at omvende mennesker til troen på syndernes forladelse; og at det derfor gælder om at forkynde Guds lov og evangelium så klart og tydeligt som muligt.
Vi kan måske også fristes til at tænke, at der må skulle mere til end forkyndelsen af evangeliet, hvis mennesker skal blive kristne.
Det ser ikke ud af meget. Og de synlige resultater kan også være sparsomme, når vi sådan ser os omkring på en lille menighed, som godt nok er vokset hvert år siden stiftelsen, men alligevel ikke er nogen stor skare.
Er vi virkelig rigtigt på den, når vi fastholder, at det er ordet alene, der skaber troen? Er forkyndelsen af lov og evangelium virkelig Helligåndens redskab, når det så ofte føles kedeligt og ligegyldigt.
Kunne man ikke peppe det op med noget mere følelsesbetonet eller samles i smågrupper, hvor man diskuterede, hvad man selv føler, at teksten siger, i stedet for at høre, hvad den faktisk siger?
Eller kunne man ikke få noget moderne lovsangsmusik ind i kirken, som kunne skabe en god stemning, så man virkeligt følte Helligåndens nærvær? Og selvom Guds ord skulle være nok til at omvende mennesker, er det så også nok til at sikre min åndelige vækst?
Spørgsmålene kan hurtigt presse sig på. Og de fleste kan koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt vi nu kan være sikre på, at den uanselige forkyndelse af lov og evangelium sikrer Helligåndens nærvær og virkning, eller om det må suppleres med andre midler for at virke.
I søndagens tekst underviser Jesus os om, hvordan Guds rige vokser – og han gør vores bekymringer til skamme. Jesus viser os, hvad der er vores ansvar som kirke – og hvad der er Guds ansvar.
Sædekornet
Den første lignelse, Jesus fortæller, er den om sædekornet. Her sammenlignes Guds rige med, når et sædekorn sås i jorden og vokser op, uden at manden ved, hvordan det sker.
Sædekornet er evangeliet, der forkyndes i verden. Og jorden er mennesker, der hører evangeliet. Og i dem skaber evangeliet troen, som igen er virksom i gode gerninger.
Jesus viser os altså, at alle vores bekymringer om, hvorvidt Guds ord nu også virker i sig selv, er nyttesløse. Vi kan ikke skabe troen i andre mennesker. Vi kan ikke overtale nogen til at tro eller påvirke dem til at tro. Vi kan heller ikke gøre evangeliet mere spiseligt for mennesker.
Det er Gud alene, der virker troen. Og det er Guds ansvar alene. Det er vores ansvar at sprede sædekornene – dvs. forkynde og bekende evangeliet rent og klart. Og så må vi stole på, at Gud virker troen.
Sådan lærer vi også andre steder i Biblen om Guds ord. F.eks. siger Esajas i kapitel 55: 10 For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, 11 sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde. (Isa 55:10-11)
Her sammenlignes ordet med vandet, der kommer ned fra himlen og bærer frugt, men tankegangen er den samme. Guds ord er virksomt.
Sådan skriver Paulus også om sin og alle andre forkynderes opgave i forhold til Guds opgave: 6 Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, 7 så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst. (1CO 3:6-7 DBI)
Disse ord fra Biblen er både alvorlige ord og glædelige ord.
De er alvorlige ord, fordi de afslører din og min vantro og mistillid til Guds ords kraft. For vi har så svært ved at stole på, at Guds ord virker – særligt, når vi ikke synes, at vi kan se det. Og det er udtryk for manglende tillid til Gud.
I stedet sætter vi vores lid til vores egen anstrengelser, hvad enten det handler om vores eget gudsliv eller om udbredelsen af evangeliet. Så foragter vi forkyndelsen af lov og evangelium og tror, at vi selv kan skabe og bevare troen, eller vi sætter åndelige teknikker og marketingsmetoder i stedet for Guds ord.
Men det er synd imod Gud, når du ikke stoler på hans ord, men i stedet sætter din lid til egne ideer om, hvad der skaber åndeligt liv i dig selv eller andre.
Det må du erkende og tage din tilflugt til syndernes forladelse, som Jesus har vundet og deler ud til dig i evangeliets ord.
Men ordets kraft er også en glædelig ting. Det er glædeligt, at det ikke er dig, der skal skabe troen i andre eller bevare dig selv i troen. Det er glædeligt, at Gud gør det hele.
Det fritager dig fra den evige følelse af ikke at have forkyndt ordet godt nok eller ikke været overbevisende nok overfor dine kære, som afviser evangeliet.
Ja, du kan sige som Luther i sin anden invocavitprædiken i marts 1522: Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. (overs. Ricardt Riis)
Luther havde blot bekendt evangeliet offentligt, og så virkede det selv i mennesker.
Og ordets kraft fritager dig fra fortvivlelsen over, at du ikke ved egen kræfter kan bevare dig selv i troen, men igen og igen må tilbage til ordet, som alene kan gøre det.
Men hvorfor er det sådan med Guds ord, at det alene virker omvendelsen og troen.
I epistelteksten fra Paulus’ 2. brev til Timotheus læser vi: 14 Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, 15 og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. (2Ti 3:14-15 DBI)
Guds ord, som det findes i den hellige skrift, giver visdom til frelse. Den forkyndelse, der stemmer overens med den hellige skrift, giver naturligvis den samme visdom til frelse – for det er den samme visdom til frelse, der gives med andre ord. Men det er afgørende, at forkyndelsen stemmer med den hellige Skrift.
Og selv et barn kan forstå Skriften, som paulus her skriver, at tmotheus har kendt den fra barnsben. Biblen er ikke en dunkel bog, som ikke kan forstås, men et klart lys, der oplyser vores forstand. Der kan vel være ting, der er svære at forstå, men dem må vi så læse i lyset af de bibelsteder, der er klare.
Men fordi Skriften er et klart lys, kan den også give mennesker visdom til frelse, så de tror på evangeliet.
Paulus fortsætter med at forklar, hvad Skriften er: 16 Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, 17 så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. (2Ti 3:16-17)
Det er hele Skriften, der er indblæst af Gud – bade lov og evangelium og alle troens artikler, ja hvert eneste ord. Derfor er det afgørende, at der Guds ords lære, der prædikes.
Men ikke nok med, at Biblen er givet af Gud. Her lærer vi også, at den rent faktisk er ” nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed”. Biblen er brugbar til alle disse ting. Den er virksom, den kan forstås, den kan bevise læren, den kan vejlede dig og den kan opdrage dig til retfærdighed. Du skal altså ikke søge undervisning, bevis for læren, vejledning eller opdragelse i retfærdighed i alt muligt andet end Biblen og den forkyndelse, der stemmer med Biblen.
Guds ord formår altså både at skabe troen i andre og at bevare og styrke dig i troen.
Sennepsfrøet
Den anden lignelse, Jesus fortæller, er den om sennepsfrøet. Den handler om sennepsfrøet, som er lille, når det sås i jorden, men bliver større end alle de andre planter, når det vokser op.
Jesus er sennepskornet, der blev sået – og så lille og uanseeligt ud. Han blev korsfæstet og døde. De, som vil have en stor og succesfuld kirke som bevis på Guds velsignelse har altså ikke dén Jesus som forbillede, der led og døde, forkastet af mennesker.
Men i Jesu lidelse og død var der kraft til at frelse alle mennesker. Da Jesus døde, var det som med hvedekornet, vi hørte om for et par søndage siden. Det må dø for at bære megen frugt. Og i dag hører vi om det lille uanselige sennepskorn, der kastes i jorden, men derefter vokse sig stort.
Sådan vokser Guds rige sig stort, selvom det ser lille og virkningsløst ud. Så selvom vi kun sidder en lille flok på et bibliotek, som holder os til Guds ords rene lære, så er det ikke nytteløst. For dét evangelium, vi forkynder, er Jesu Kristi evangelium, og hans evangelium er som sennepskornet, der gælder alle mennesker og bliver ved med at vokse.
Til at begynde med havde kirken ikke mange medlemmer. Jesus havde kun nogle få disciple, som dog også forlod ham, da han blev taget til fange. Vurderet efter menneskelig målestok, var der ikke meget at komme efter.
Men ved ordets kraft blev det større. På nogle hundreder år gennemsyrede det romerriget uden brug af magt. Og det bredte sig til flere lande – udover jorden, på trods af forfølgelser og foragt.
Og selv da evangeliet blev fordunklet af antikristens vranglære – pavedømmets gerningsretfærdighed, voksede det i det skjulte.
Og Gud lod atter evangeliet forkynde klart, da Martin Luther opdagede det og forkyndte det offentligt. Dette så heller ikke ud af meget. Luther og nogle få andre turde modsige pavedømmet, som havde magt til at slå dem ihjel.
Men ordet bredte sig igen som en steppebrand, så by efter by og land efter land blev befriet fra pavedømmets magt.
Da Missourisynoden blev stiftet havde den mange teologer og præster, men få menigheder. Og man kunne have undret sig over, om det mon, kunne være Guds vilje. Men snart efter forholdt det sig omvendt, og man manglede præster.
Engang imellem vokser Guds rige mere synligt end på andre tidspunkter, men Guds rige vokser, når hans ord forkyndes og spredes – det kan du være sikker på.
Sådan udbredes Guds rige også i dag – nogle gange mere synligt end andre gange, men Guds ord virker altid og Gud bygger sit rige, så sandt som han har sendt sin Søn, Jesus Kristus, der som hvedekornet blev lagt i jorden og døde, men bar frugt.
Derfor skal du ikke fortvivle, når det ikke ser ud af meget med din kirke, dit liv eller andres omvendelse. Omvend dig og erkend din mistillid til Guds ords magt. Og hør, at Guds ord har magt til at tilgive dig – og gør det. Og sæt så din lid til evangeliet, som både har magt til at bevare og styrke dig i troen og til at udbrede Guds rige på jorden.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
