Så skal der igen være fælleskirkelig bøn i Evangelisk Alliance. En række frikirker og kirkelige organisationer, herunder folkekirkelige missionsforeninger, som kalder sig lutherske, vil igen i år dele prædikestol og offentlig bøn, selvom de ikke er enige om læren.
Når man mener at kunne gøre det, hænger det sammen med, at man reducerer evangeliet til noget, det ikke er. Holdt man fast ved det sande evangelium, ville man også blive nødt til at modsige det falske. Økumenien og fælleskirkeligheden hænger altid sammen med en subjektivistisk kristendom, hvor det ikke er troens objekt, der er centrum. Og en sådan subjektivistisk kristendom ender altid i lovtrældom.
Dette års tekster til alliancebedeuge viser også en kristendom, der sammenblander lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse, nådemidler og nådevirkinger osv. Jeg håber at have tid til at kommentere på alle teksterne, men her er i hvert tilfælde en kommentar til teksterne på første dag.
Temaet for ugen er Jesu ord om, at vi skal være vidner (egentlig er det talt til apostlene, som rent faktisk kunne bevidne Jesu død og opstandelse og ikke til alle andre, som må holde sig til apostlenes vidnesbyrd, men det er en anden sag). Hvis man virkelig ønskede at bekende (eller vidne om) Kristus, hvorfor holder man så fælles bedemøder med mennesker, som man ikke deler tro med. Er det at vidne om Kristus, at man fornægter de dele af Jesu ord, man er uenige om?
Teksterne fra Evangelisk Alliance viser, at der er tale om udvandet kristendom, som netop ikke bekender kristus klart
I teksten til dag 1 står der følgende om evangeliet:
De gode nyheder for hele verden er, at Jesus Kristus lever.
…
Tak, Gud, for Jesu sejr over døden en gang for alle og for det nye liv i Hans opstandelse.
Det må siges at være en meget lidt specifik beskrivelse af Jesu frelsergerning, når man tager i betragtning, at det er Jesus, man gerne vil vidne om. Man får heller ikke meget hjælp, når teksten vil forklare, hvordan man vidner:
Det er Helligåndens opgave. Ånden vidner om Guds nærvær og gør det bl.a. gennem vores liv. Mennesker ser mere på hvordan vi lever og taler end på hvad vi mener. Vi kan give et glimt af Gud ved at leve som Jesus levede: Ved at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv.
Heraf kan man se, at det i hvert tilfælde ikke er budskabet om Jesu stedfortrædende straflidelse, man skal vidne om. Hvis det var det, ville man jo ikke være i stand til at gøre det med sine gerninger. Og hvis du og jeg virkelig er i stand til at elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, så ville vi jo ikke behøve Jesu frelsergerning. Det er dybest set en lovisk religion, der her prædikes, som ikke har meget med kristendom at gøre.
Hvis teksten skulle sige noget om vores krælighed til hinanden burde den pege på vores mangel på kærlighed til Gud og vores næste, så vi erkendte vores synder. og så burde den pege på Kristi kærlighed, som udsletter vores skyld. I stedet forsøger den at bilde os ind, at vi kan elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. Og end ikke dette motiveres af evangeliet om, hvad Kristus har gjort. For Kristi frelsergerning er stort set udeladt fra den tekst, der opfordrer til at vidne om Kristus.
Og når man ikke har syn for syndernes forladelse, men i stedet laver sig et moralistisk evangelium, da må man naturligvis også tro, at Guds rige komemr ved at forandre samfundet, som teksten fortsætter:
I Åndens kraft er vi sendt som Guds hænder, fødder og mund, der kan ændre ukærlige værdier i samfundet og være opmærksomme på dem, der trænger til hjælp.
Mens det er rigtigt nok, at kristne skal tage sig af de svage, så er det ikke derved vi vidner om Kristus. Det kan vel være et tegn på, at vi tror, men det kan ikke sige noget om, hvad vi tror på. Når man gør kristendommen til en tro, hvis formål er at ændre samfundets værdier, har man sammenblandet lov og evangelium og det åndelige og verdslige regimente.
Teksten sammenblander også nådemidler og nådevirkninger. Nådemidlerne er Guds midler til at kalde mennesker til tro og give dem syndernes forladelse. Disse midler er ordet og sakramenterne. de giver syndernes forladelse ufortjent. Ifølge evangelisk Alliances tekst, er det dog de kristnes liv, der skal åbenbare Kristus og kalde folk til tro. Nådemidlerne har ingen plads i teksterne. Den plads gives i stedet til de kristnes liv, der skal åbenbare Guds kærlighed. Dermed er evangeliet også forandre til at være et budskab om de kristnes hellighed. Det er et falsk evangelium.
Kort sagt, så er dét evangelium, der præsenteres på 1. dag i bedeugen et falsk moralistisk evangelium, som ikke dømmer det syndige kød og heller ikke præsenterer syndernes forladelse for Kristi skyld, men derimod bilder mennesker ind, at de er i stand til at elske Gud og deres næste og at de dermed er i stand til med deres liv at vidne om Kristus. Teksten gør alt andet end at vidne om Kristus, han som døde for at sone verden synder og som skaffede os en retfærdighed, der gælder for Gud.