LBK (Den Lutherske Bekendelseskirke i Sverige og Norge, som er en søsterkirke til den amerikanske Wisconsinsynode) har etableret sin første menighed i Danmark i Esbjerg. Mange vil måske undre sig over, at der bliver etableret flere forskellige kirker i DK, der mener at repræsentere luthersk ortodoksi. Således har man spurgt mig andetsteds om forskellen på Augustanakirken og Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark.
Jeg vil derfor også gerne kort forsøge at ridse op, hvad der for mig at se indtil videre vil forhindre kirkefællesskab mellem Augustanakirken og LBK ud fra læredokumentet “Dette tror vi”:
1. Læren om nadveren.
I “Dette tror vi” står der: Vi forkaster derfor den opfattelse, at man må tro, at Kristi legeme og blod er nærværende så snart indstiftelsesordene er blevet oplæst, og den opfattelse, at man må tro, at Kristi legeme og blod kun bliver nærværende i det øjeblik, hvor man spiser og drikker. (VI 10)
Det er Skriftens lære om nadveren, der forkastes i den første sætning. Vi mener ud fra Skriften, at vi trygt kan stole på, at Jesu legeme og blod er nærværende i kraft af Jesu ord, når de har lydt indenfor nadverhandlingen. At skabe tvivl om det er at skabe tvivl om Jesu ords virkekraft som dét, der gør brød og vin til Herrens legeme og blod. Det er ordet, der skaber sakramentet.
Vi bekender os til det, der står i Luthers store katekismus: “Accedat verbum ad elementum et fit sacramentum,” “Når ordet føjes til den ydre ting, bliver det til et sakramente.” Dette ord af Augustin er så præcist og godt sagt, at han næppe har sagt et bedre. Ordet må nemlig gøre elementet til sakramente. Uden ordet forbliver det en almindelig ting“.
2. Læren om kirken.
I “Dette tror vi” står der: Vi forkaster alle krav om at kirken må virke i verden gennem særlige organisationsformer. (VII 11)
Gud har befalet at samles i lokale menigheder, hvor ordet og sakramenterne forvaltes (Bl.a. i Matt. 18,15-20 samt de mange apostelbreve, der er henvendt til menigheder samt desuden Den Augsburgske Bekendelses artikel VII). Disse lokale menigheder kan så organisere sig på forskellige måder og indgå i kirkesamfund. Men den lokale menighed, i hvilken ordet og sakramenterne forvaltes, er den grundlæggende form af den synlige kirke, som er befalet til alle tider. Kirkesamfund, der består af menigheder samt arbejdsgrene i menigheder og kirker er også ‘kirke’. Men ikke enhver gruppe eller organisation af kristne er kirke.
3. Læren om embedet.
I “Dette tror vi” står der: Vi tror, at kirken er fri til at indrette tjenester af forskelligt omfang indenfor rammen af dette eneste ordets embede, fx præster, kristendomslærere og menighedsmedarbejdere. Gennem sit kald, bestemmer kirken i kristelig frihed stedet for tjenesten og dens indhold og udstrækning. (VII 8 )
Det er rigtigt, at kirken kan indrette forskellige tjenester.
Men disse er ikke nødvendigvis indenfor prædikeembedet, dvs. dét hyrde- og lærer-embede, Jesus har indstiftet, da han sendte apostlene (dette embede nævnes f.eks. i Ef 4,11).
Man kan godt kalde en til en “specialisering” af prædikembedet (f.eks. en missionær eller hjælpepræst/kapellan); men det er det hele og fulde prædikeembedet med magt til at forkynde ordet og forvalte sakramenterne, der overdrages, som der står i den Augsburgske Bekendelses artikel 28 om biskopper (præster):
Således mener de da, at nøglemagten eller biskoppernes magt i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. For med denne bemyndigelse udsender Kristus apostlene (Joh.20.21 fg.). “Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder. Modtager Helligånden! Dem, hvis synder I forlader, er de forladte, og dem, hvis synder I fastholder, er fastholdte.” Mark.16.15: “Går bort og prædiker evangeliet for hele skabningen osv.”.
Hjælpetjenester udenfor prædikeembedet får ikke overdraget denne myndighed, men sætter netop præsterne fri til at tage sig af nådemiddelforvaltningen, ligesom diakonerne i ApG 6 satte apostlene fri til at tage sig af deres egentlige opgave: “bønnerne og tjenesten ved ordet” (6,4).
Således skelnes der også i pastoralbrevene (brevene til Timotheus og Titus) mellem tilsynsmænd/ældste, som skal være “gode lærere” og på den anden side menighedstjenere, som f.eks. både kan være mænd og kvinder og ikke skal være lærere eller forvaltere af nådemidlerne (1 Tim 3).
Paulus skriver i 1 Kor 3 om hans og Apollos embede, at det er ét (v 8 ), selvom den ene planter og den anden vander. Deres embede er forskellig fra Guds mark og Guds bygning, som er dét, de som Guds medarbejdere, bygger op (v 9). Paulus og Apollos har altså begge det ene prædikeembede, de er forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4). På samme måde kalder Peter også alle de ældste hyrder (1 Pet 5,2), ligesom han selv er blevet kaldt hyrde af Jesus (Joh 21,15), og Paulus kalder alle de ældste i Efesus hyrder (ApG 20,28).
Det er anderledes i 1 Kor 12, som nogle bruger til at begrunde, at der ikke er indstiftet et konkret prædikeembede. Her nævnes forskellige tjenester i menigheden. Men enheden består her ikke i, at de har det samme embede, som de betjener menigheden med. Enheden består i, at de alle er døbt til at være ét legeme, uanset nådegaver eller tjenester (v. 13). Kapitel 12 taler altså ikke om forskellige former af det ene prædikeembede, som kapitel 3 og 4 gør. Kapitel 12 tale om forskellige opgaver i menigheden, som ikke ødelægger menighedens enhed. Nogle af disse opgaver falder indenfor prædikeembedet og andre gør ikke. Det opløser dog ikke menighedens enhed, som grunder sig på dåben.
For LBK (og Wisconsinsynoden) får sammenblandingen af prædikeembedet og hjælpetjenester den konsekvens, at man reelt er tilhængere af kvindelige bærere af prædikeembedet: “Dette tror vi”: Vi tror, at kvinder kan have tjenester og udføre opgaver indenfor det offentlige embede, undtagen hvis dette arbejde medfører autoritet over mænd (1 Tim 2:11,12). Dette betyder, at kvinder ikke kan tjene som præster eller deltage i kirkens eller menighedens møder på en sådan måde, at de råder over mændene (1 Kor 11:3; 14:33-35) (VII 10). Der er teologer i Wisconsinsynoden, som på den baggrund er tilhængere af kvindelige præster – så længe de kun fungerer som præster for kvinder. Det er i strid med Guds ord, som forbyder kvinder at være lærere i menigheden (1 Tim 2,12).
Der er selvfølgelig altid mulighed for misforståelser af hinandens lære, ligesom der er mulighed for at misforstå Skriften. Derfor er der også mulighed for, at man kan nå til enighed. Den eneste måde at gøre det på er ved at sætte sig ned og studere Guds klare, tilstrækkelige og ufejlbarlige ord, som er eneste kilde og norm for kristen lære. Altså ikke ved at dække over læremæssig uenighed. I Augustanakirken drøfter vi gerne læren med interesserede i tillid til Guds ufejlbarlige og klare ord.