Romerbrevet 7,1-25 D31 Eller ved I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? 2 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. 3 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. 4 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme*, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. 5 Thi da vi vare i Kødet*, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, 6 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
Paulus introducerer en ny illustration af udsagnet i 6,14 om at vi ikke er under loven, men under nåden. Han sammenligner det med et ægteskab, hvor kvinden kun er bundet til manden (og omvendt) så længe han lever. Er han død, er hun fri til at gifte sig med en anden. På samme måde hersker loven over et menneske, så længe det lever. Men ved Kristi legeme er de kristne døde for loven. Jesus døde i alle menneskers sted, så alle døde med ham og ved dåben er de blevet delagtige i Jesu død fra loven. For ved sin død opfyldte Jesus alle lovens krav, så den ikke længere har krav på nogen af os. Og derfor er vi en andens, nemlig Jesu brud. Det er vi i kraft af opstandelsen.
Ved Jesu død er vi befriet fra lovens krav på os og ved Jesu opstandelse er vi erklæret retfærdige og kan derfor leve et nyt liv, hvor vi bærer frugt for Gud. Loven kan altså ikke gøre gode mennesker, men helliggørelsen er en frugt af nåden.
Mens vi var i kødet, før omvendelsen, var de syndige lidenskaber virksomme, som vaktes ved loven. Loven bringer altså ikke gode frugter frem. Nej at være under lovens krav gør intet menneske godt. Tværtimod blev de syndige lidenskaber vakt ved loven og frugten var død. Man kender det måske også fra forældre, der forbyder deres børn noget, som så pludselig bliver meget mere spændende, fordi det er forbudt. Sådan er vores syndige natur. Der er nogle mennesker, der tror, at vi er gode på bunden, vi mangler blot den rigtige vejledning om godt og ondt. Og så ser man sin religion som den vejledning, som skal fortælle os, hvad der er godt, så vi kan gøre det. Men for det syndige menneske forholder det sig ifølge Paulus lige omvendt. Mennesker ved delvis godt, hvad der er det gode (jf. kap. 2), men gør det ikke. Og når loven gør det klart for dem, bliver det blot en anledning for synden. Mennesker er dybest set onde, og den gode lov, som fortæller, hvad Gud kræver kan kun opvække synden.
Derimod er frugten af nåden, at vi tjener åndens nye væsen. Frugten af genfødslen og retfærdiggørelsen er helliggørelse. Evangeliet om syndernes forladelse formår at forvandle mennesker, fordi det ikke kræver. Også her forholder det sig altså modsat af, hvad det naturlige menneske tænker, for det tænker: jamen hvis syndernes tilgives gratis, kan man blot blive i synden. Der må krav til. Sådan tænker loviske kristne også, når de ikke tror, at evangeliet har kraft til at forvandle mennesker, men vil lægge lovens krav til, fordi de er bange for den “billige nåde” eller at man gør evangeliet til en sovepude. Men evangeliet har kraft til at forvandle, mens loven ikke har det. Frugten af evangeliet er, at vi er løst fra lovens anklage og derfor kan elske Gud. Man kan ikke elske én, man skal elske for at blive elsket. Men fordi Gud elskede os, mens vi endnu var fjender (Rom 5), kan vi elske Gud. Fordi lovens anklager og Guds vrede er fjernt og vi har en nådig Far i himlen, kan vi elske ham. Fordi vi ved, at vores synder er forladt kan vi også tjene Gud.
7 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: “Du må ikke begære.” 8 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. 9 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; 10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; 11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. 12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
Efter at have sagt, at vi er frie fra både synden og loven, imødegår han igen en forkert konklusion: at loven er syndig. Er loven ond? Svaret er nej. Loven er ikke ond. Men loven er det eneste, som kan give kendskab til synden. Paulus taler her som en troende, der ser på lovens gerning før og efter sin omvendelse. Ethvert menneske er en synder, som kun vil indrømme at han laver småfejl og svagheder, men ikke ser sin gennemfordærvede natur. Budet om ikke at begære viser synden i naturen. Selvom mennesker måske kan leve nogenlunde ordentligt i det ydre, så viser budet om ikke at begære, at mennesker begærer synden i hjertet, og menndsker ser, at deres lyster og tanker i hjertet er i strid med Gud.
Men synden fik også en anledning ved loven. Når loven forbyder noget, er resultatet, at mennesket bliver fyldt med had til gud og hans lov. Når loven virkelig gør sin gerning, gør den blot synden større. Når loven fordømmer menneskets synd og viser mennesket, hvor stor en synder det er, og viser Guds dom og vrede, frembringer det ikke angeren som en god gerning, men frembringer had til den Gud, som afslører synden og forstyrrer det selvretfærdige menneske.
Før loven gjorde sin gerning og viste Paulus, hvor stor en synder han var, levede han uden loven. Ikke i den forstand, at han slet ikke kendte nogle ag lovens krav. Paulus var jøde og farisæer, men han troede, at han nogenlunde kunne overholde loven og at Gud tilgav ham hans små svagheder. Han så ikke, hvor gennemfordærvet naturen var. Men da loven i hele sin åndelige brug og sine gennemgribende krav blev åbenbaret for ham, blev synden oplivet i sin fjendtlighed mod Gud. Når loven rammer det naturlige menneske, ser han det som indblanding i hans rettigheder. Det kan give sig udslag i enten åbenlys foragt for Guds lov eller i farisæerens ydre retfærdighed, mens hans indre hader Gud.
Resultatet af loven er døden. For budet, som var givet til liv blev til død pga. synden. Budet, som i sig selv er godt, bliver til menneskers død pga. synden, som tager anstød af det og lever op i sit had til Gud. Hvis et menneske kunne overholde loven, kunne det leve ved den. For synden vil altid forføre det syndige menneske til at se det forbudte som glæder, Gud forbyder. Når budet kommer og forbyder noget, ser synden det straks som noget attråværdigt, som Gud ikke vil dele med mennesker. Men resultatet af at følge syndens forførelse er døden.
Loven er hellig, retfærdig og god. Den åbenbarer Guds hellighed. Men kristne er ikke under loven, de er under nåden.
13 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. 14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
Paulus fortsætter for at rydde misforståelsen af vejen og taler om den genfødtes kamp mod kødet i helliggørelsen og spørger, om det gode blev hans død. Virker det gode, hellige og retfærdige bud døden. Og Paulus benægter det igen. Det var synden, der blev til død og ikke budet. Det var synden og ikke budet, der virkede død. Ved hjælp af den gode lov virkede synden død. Synden måtte blier overmåde syndig gennem budet, for at loven på den måde kunne åbenbare synden. Syndens syndighed åbenbares netop ved, at den bruger den hellige og gode lov til at virke død og ødelæggelse.
Loven er åndeli og fordømmes derfor ikke på samme måde som synden. Loven er givet af Gud og derfor åndelig og kræver åndelig handlemåde, som kun kan findes hos den genfødte.
Det gamle jeg i Paulus er dog stadigt kødeligt. At det er Paulus’ gamle jeg, hans kød, ser vi af vers 22. Og fordi der er disse to naturer ved vi, at Paulus taler om den genfødte. Paulus er ikke en villig slave af synden, men han er stadig, for så vidt som han er kød, under syndens herredømme. Selvom han kæmper og ønsker at blive helt fri af synden, må han igen og igen erkende, at hans gamle jeg er under syndens herredømme.
Og det kan Paulus se af, at han ikke forstår dét, han gør. Han erkender det ikke som godt og rigtigt. Hvad hans åndelige jeg ønsker, er ikke, hvad han gør i praksis. I stedte gør han dét, han hader. Dette er enhver kristens erfaring.
Paulus drager to konklusioner heraf: 1. han bekræfter, at loven er god, fordi han ikke vil dét, han gør. 2. det er ikke længere Paulus, men synden i ham, der gør det onde. Det er Paulus’ gamle jeg. Den gamle Adam i ham. Som vi hørte sidst: Adam er druknet i dåben, men han kan svømme.
At Paulus erkender synden som synd viser, at han er i overenstemmelse med loven, selvom han ikke formår at udføre den. En kristen er altså ikke syndfri. Omvendt kan man ikke være en kristen uden at give loven ret og erkende sin synd og kæmpe mod den.
18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
Paulus laver her et skil mellem sig selv og sit kødet. Hans virkelig selv vil det gode, men hans kødet gør kun det onde. For så vidt som han stadig har den syndige natur i sig, bor der intet godt i ham. Men i det sande selv, det genfødte menneske er der noget godt og åndeligt, nemlig viljen til at gøre det gode. Kun det nye menneske, som stoler på evangeliet har en vilje til at gøre godt. Ligesom loven ikke formåede at retfærdiggøre, men evangeliet formåede det, sådan formåede loven heller ikke at give viljen til det gode, men evangeliet formåede det. Ønsket om at gøre det gode er i det nye menneske, men evnen til at gøre det er der ikke. Derfor kan Paulus konkludere, at det ikke længere er ham, der gør det onde, men synden i ham. Hans sande selv vil det gode, men syndne i ham gør det onde.
21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden. 22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Her bruges ordet “lov” mere om en reglmæssighed, en regel eller naturlov. Denne regelmæssighed eller lovmæssighed består i, at når han vil gøre det gode, er det onde altid for hånden. Der er altid synd blandet ind i en kristens gode gerninger, uanset gode gode intentioner. Han taler ikke om en exceptionel situation, men netop om dét, der er reglen snarere end undtagelsen. Det er altså en kristens normale situation, vi oplever her. Hver dag opdager en kristen på ny, at det gode han ville, kunne han ikke fuldføre. Hver dag erkender vi, at vi er syndere og hver dag sætter vi os igen for at gøre det gode. Det indre menneske, det nye menneske glæder sig over Guds lov, men i det syndige kød er der en anden lov, som strider mod det nye menneske og sindets lov og tager ham til fange under synden. Det nye menneske er altså syndens fange og behersket af synden mod sin vilje. I kap 6 lærte vi, at man ikke skulle lade synden herske. Men da var sammenligningen en tjener, som lader sin hersker herske. Her er sammenligningen med en fjende, som tager en til fange mod ens vilje. Sådan er en kristens forhold til synden. Han lader ikke synden herske, men beherskes alligevel i synden i den forstand, at den tager en kristen til fange imod hans vilje. Igen og igen vinder synden kampen mod sindet, så resultatet bliver synd i gerning. Men sindet, det nye menneske kæmper videre i tillid til evangeliet. Først når kampen opgives og man igen ser synden som glæder, Gud vil forbyde, er man blevet syndens træl igen. Og det nye menneske sukker efter den dag, hvor det vil blive befriet fra den gamle natur.
Og derfor bryder apostlen ud i i det fortvivlede råb, som mange kristne vil kunne genkende: Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Hvem skal fri mig fra synden og kødet, som igen og igen overmander mig, så jeg ikke kan gøre, hvad det nye menneske vil, men mod min vilje gør det onde. Hvornår vil slaveriet i kødet høre op. Og svaret er en taksigelse ved Jesus Kristus. Jesus Kristus er løsningen. Han har allerede vundet syndernes forladelse og evigt liv. Og de, som tror på ham er gået over fra døden til livet. Og når han kommer igen vil han forløse os fra kødet og synden. Det er kun et spørgsmål om tid, før forløsningen fuldendes.
Derfor kan Paulus også fortsat med det nye menneske tjene Guds lov men med det gamle menneske, kødet tjener han stadig synden. Fordi hans synder er forladt og forløsningen fra synden og kødet ligger forude opgiver han ikke kampen mod kødet, men kæmper videre i glæde over, at synde er forladt.