For nylig underviste jeg menigheden om Abrahams tro i Romerbrevet kapitel 4. Forinden havde jeg været igang med at læse en bog af en reformert (ja, det hænder, at jeg læser sådanne), som forsvarede forensisk retfærdiggørelse. jeg gik dog i stå, da jeg kom til hans behandling af Abrahams tro. Denne behandling var tyoisk reformert. Abrahams tro var ifølge denne reformerte forfatter en generel tro på Guds løfter, pga, hvilken Gud erklærede ham retfærdig. Men ifølge Romerbrevet og 1. Mosebog var det netop troen på løftet om talrige åndelige efterkommere og det ene kødelige afkom, som skulle gøre dette muligt.
Sådan var også Adams og Evas tro ikke en tro på et generelt løfte om, at Gud ville gøre det onde godt, men en såpecifikt tro på kvindens afkom, Jesus Kristus, som gennem sin lidelse skulle gøre Gud og mennesker til venner igen. Guds løfte om et kvindens afkom, som skulle knuse slangens hoved, men selv bides i hælen handlede om én og kun én person: Jesus Kristus. og Adam og Eva blev frelst, ligesom Abraham, ved tro på Jesus Kristus og hans frelsergerning.
Kort efter reformationen Skrevden ortodokse lutherske teolog, Ægidius Hunnius et skrift om den judaiserende Calvin (Calvinus Judaizans – se omtale bl.a. her), hvor han netop angreb Calvins judaiserende eksegese, hvor han ligesom jøderne satte spørgsmålstegn ved en række direkte profetier om Kristus i det gamle testamente.
Calvin forbrød sig både mod Skriftens klarhed og mod læren om retfærdiggørelsen. For hvis troen ikke længere frelse, alene fordi den stoler på og modtager syndernes forladelse for kristi skyld, som Gud række gennem ordet, så bliver troen til en gerning, der retfærdiggør – ikke på grund af sin genstand, Kristus, men pga. sin gerning.
Desværre har denne reformerte/judaiserende eksegese fået så stor indfyldelse, at selv de færreste af dem, der kalder sig bibeltro, vil benægte, at f.eks. Salme 22 handler om David. Men salme 22 er en direkte profeti om Messias’ lidelse, død og opstandelse og udbredelsen af evangeliet (se min bibeltime fra i sommers her). Den handler om, hvordan kristus blev forkastet af Gud, som alle menneksers stedfortræder – noget som ikke overgik David. At hævde, at den handler om David og kun sekundært om Kristus er at give efter for jødiske og bibelkritisk Kristusfornægtelse.