Den anglikanske kirke hævder at have den såkaldte apostolske succesion, dvs. at man mener, at der går en pipeline af bispeindvieser med håndspålæggelse tilbage til apostlene. Tanken stammer bl.a. fra den romersk-katolske kirker, som dog knytter denne tanke sammenmed pavelig anerkendelse. pavekirken anerkender dermed ikke anglikanernes apostolske succesion. Den svenske kirke hævder også at have apostolsk succesion og fra denne via den lutherske kirke i kenya, har Missionsprovinsen fået den.
I Danmark blev de reformatoriske biskopper indviet af sognepræsten i Wittenberg, Bugenhagen, og man har derfor ikke gjort krav på apostolsk succesion i Danmark. Nogle mener dog, at vi så har en præste-succesion i stedet.
Selvom de lutherske reformatorer fortsatte med at ordinere som den gode apostolske skik, det er, så tillagde man ikke den apostolske succesion nogen stor værdi. Det vigtige var den læremæssige succesion. Fordi man troede på Skriftens klarhed, behøvede man ikke en anden garant for sin apostolicitet.
Den Anglikanske kirke har det derimod anderledes. Her har man fra begyndelsen forsøgt at gabe over højkirkelige anglo-katolikker og lavkirkelige reformerte. Man lagde ikke vægt på læren og i stedet blev det systemet – hierarkiet og liturgien, der holdt den sammen. Man fandt derfor heller ikke garanten for sin apostolicitet i Skriftens lære, men i stedet i den apostolske succesion.
Ind imellem har jeg hørt lutheranere misunde anglikanere eller svenskere deres apostolske succesion og ønske, at man havde det samme. Men hvad ligger der egentlig bag dette ønske? Mens apostolsk succesion kunne være et fint symbol på læremæssig succesion, så er det kun et symbol. At ville have det for at “sikre sig” på en eller anden måde er at flytte garantien for sin apostolicitet fra den klare Skrift og til noget andet. Og netop fordi der rent faktisk er folk, der bruger den apostolske succesion på den måde og gør den til et krav, er der måske snarere grund til ikke at begære den – og glæde sig over, at man ikke har den.
I sidste ende kan ønsket om apostolisk succesion kun føre ét sted hen: til Rom. Hvis man ikke vil hente sin garanti for apostolicitet i fuld overensstemmelse med Skriftens klare lære, så erklærer man Skriften for uklar og utilstrækkelig og sætter hierarkiet og succesionen i stedet. Den yderste konsekvens heraf kan kun være, at man så også må accepteret pavedømmet som garant for sandheden.
Værre bliver det, når man også gør sakramenternes gyldighed afhængig af apostolsk succesion. Så tilsidesætter man ikke blot formalprincippet (skriftprincippet), men også materialprincippet (retfærdiggørelses-princippet). For når sakramenternes (særligt nadverens) gyldighed og virksomhed ikke grunder sig på Kristi indstiftelse alene, men også på en påstået succesion, bliver nadveren usikker. Mens reformerte gør nadveren afhængig af modtagerens tro, sådan gør papister og romaniserende protestanter nadveren afhængig af en kvalitet hos forvalteren.
Sakramenternes gyldighed bør man kun drage i tvivl, når deres væsen benægtes af den kirke, der forvalter dem. For så har de ikke længere Kristi indstiftelse, men kun noget, der lyder sådan (efter den Danske Folkekirkes tilslutning til Leuenbergkonkordien kan man derfor godt rejse tvivl om, hvorvidt Jesu legeme og blod uddeles, da man har accepteret den reformerte lære herom).
Bag ønsket om apostolisk succesion kan altså gemme sig både et angreb på Skriftens klarhed, tilstrækkelighed og autoritet, og på tillid til ordets kraft i sakramenterne og dermed på retfærdiggørelsen. Men udover disse problemer, er det også et problem, at selve tanken om den apostoliske succesion bygger på usikker grund.
Den store lutherske teolog fra det 20. århundrede, Hermann Sasse skrev i sin tid et brev til lutherske præster om dette spørgsmål, som kan være værd at lære af (” Apostolic Succesion Letters to Lutheran Pastors, No. 41 April 1956″, i “We confess the Church” Concordia Publishing House1986 s. 84f ).
Jeg vil ridse nogle af hovedpunkterne op.
Sasse peger på, at det faktisk ikke var alle menigheder, der blev grundlagt af apostle. Menighederne i Antiokia og sandsynligvis også menigheden i Rom blev grundlagt af ukendte kristne. Vi ved også fra Didache, at menigheder, der ikke havde apostle eller profeter hos sig selv skulle vælge biskopper og diakoner (Didaché 15,1), så der har sandsynligvis været hyrder og lærere også i de menigheder, hvor der ikke havde været apostle. Man har altså fra begyndelsen haft menigheder med biskopper/lærere uden apostolsk succesion, hvilket gør det apostolske i senere succesioner meget tvivlsomt.
Sasse påpeger desuden at de gamle succesionslister fra bl.a. Rom indeholder de rigtige navne, men at de er anakronistiske i og med at de forudsætter senere tiders monarkiske bispedømme. 1. Clementbrev viser, at Rom havde et kollegium af biskopper/lærere og altså ikke én biskop, som Irenæus’ senere liste giver indtryk af. Listens formål var at vise en lære(r)-succesion tilbage til apostlene og ikke at bevis en håndspålæggelses-succesion.
Listerne taler ikke om en konsekrations(bispevielses-)-succesion, eftersom en biskop sjældent konsekreres af sin forgænger. Der er altså snarere tale om noget, der kan sammenlignes med præstelister i dagens landsbykirker, hvor man kan se, hvem der har været sognepræst hvornår, end der er tale om lister, der viser, hvem der har indviet hvem.
Fra omkring år 200 kan man med nogenlunde sikkerhed sige, at en biskop blev ordineret af en anden biskop (det blev bl.a. fastslået på kirkemødet i Ankara). Men man kan ikke slutte herfra, at der i år 200 har været en ubrudt linje af bispeindvielser tilbage til apostlene. Vi ved, at Paulus ordinerede Timotheus og at Timotheus indviede og ordinerede biskopper og menighedstjenere. Men vi ved ikke, om skikken med ordination med håndspålæggelse overhovedet var udbredt overalt – f.eks. i Rom på dette tidspunkt. Jesus ordinerede ikke apostlene med en håndspålæggelse, men indsatte dem i embedet ved at puste på dem (Joh 20,21). Sasse påpeger, at Jesus muligvis bevidst har undgået brugen af håndspålæggelse, da det var den måde en jødisk rabbi ordinerede sine disciple på.
Det ser heller ikke ud som om håndspålæggelsen fra en bestemt person har haft den betydning, som hos tilhængere af apostolsk succesion. De ældste var således med til at ordinere Timotheus sammen med Paulus (1 Tim 4,14, 2 Tim 1,6). Vi hører endog om, at menigheden i Antiokia ordinerer/indsætter en apostel med håndspålæggelse (Apg 13,1-3).
Den apostolske succesion er altså usikker og kan ikke tjene som fundament for en kirkes apostolicitet. Sasse påpeger, at det er grunden til, at Romerkirken heller ikke vil lade den apostolske succesion garantere ret lære, men netop lader kirkens apostolicitet afhænge af paven og dennes ufejlbarlighed. For pavekirken indebærer den apostoliske succesion blot magten til at absolvere og foretage messeofferet, men er ikke i sig selv garantien for kirkens apostolicitet, skriver Sasse.
Så vidt Hermann Sasse. Den, der vil dykke ned i detaljerne i hans argumentation, må skaffe bogen.
Man kan spørge, om ikke de, der tillægger apostolsk succesion ikke som en nødvendig konsekvens burde ende i Romerkirken. For kun hvis pavedømmet og traditionen står som garanten for apostolsk succesion kan denne, som i sig selv er højst usikker, fastholdes som en garant for apostolicitet og for sakramenternes gyldighed.
De, som ønsker apostolsk succesion er sandsynligvis mennesker, der er blevet trætte af evangelikalismens subjektivisme og ønsker at finde tilbage til noget, der kan give vished og forsikre en om, at man er i den kirke, apostlene plantede. Jeg kan godt forstå frustrationen over pietisme og evangelikalisme. Men at gå til Rom eller halvvejs til Rom vil blot skabe en ny uvished. Romerkirken bygger på den samme uvished som pietisme og evangelikalisme. Den bygger på, at Skriften er uklar og at ordet er uvirksomt, så begge dele må garanteres af noget andet udenfor en selv. Hvor evangelikalisme og pietisme søger vished i menneskers indre søger romerkirken og halv-papister vished i menneskelige systemer. Men begge parter forudsætter, at Guds ord ikke er tilstrækkeligt til frelse og til sikkerhed om alle lærepunkter.
Mange fascineres også af Romerkirkens og andre traditionelle kirkers gudstjenester, som rummer større dybde og traditioner end pietistiske misisonshusmøder, evangelikale gudstjenester eller de “lutherske” gudstjenester, som stadig lider under rationalismens og pietismens hærgen og ødelæggelse af kirkelige traditioner, som den lutherske kirke beholdte, så længe de ikke stred mod evangeliet, men netop underviste om dette.
Der kan være brug for at genopdage et ægte evangelisk-luthersk kirkeliv mange steder for at modvirke, at mennesker søger til Rom. En luthersk gudstjeneste bør netop være højtidelig og understrege, at det er den hellige og almægtige Gud, vi træder frem for – og den bør have fokus på nådens midler, ordet og sakramenterne som de midler, hvori Gud kommer og tilgiver os vores synder.
Her vil den adskille sig fra både romerske og evangelikale gudstjenester, hvor fokus er på menneskers gerninger overfor Gud. I romerkirken har man messeofferet, som det centrale, hvor præsten ofrer til Gud på kirkens vegne. I evangelikale kirker opfinder man typisk pseudo-sakramenter, som skal få folk i stemning, så de mener at føle Helligånden i deres hjerter og sakramenterne reduceres til bekendelseshandlinger, som mennesker skal præstere overfor Gud frem for at være Guds handlinger med mennesker.
Der er naturligvis også brug for at genopdage den bibelske og evangelisk-lutherske embedslære, som taler om et embede, der gives af Kristus gennem kirken, så mænd, der kaldes til dette embede virkelig taler og handler på Kristi vegne, når de forkynder ordet og forvalter sakramenterne. Enhver, der læser den Augsburgske Bekendelses artikel 14 kan forvisse sig om, at lægprædikanter og lægmands-nadverforvaltere ikke er i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære. Men det betyder ikke, at man skal søge apostolsk succesion. Det er menighedens kald, der giver ret til at forkynde ordet og forvalte sakramenterne i menighedens forsamling, og ordinationen er blot en offentlig bekræftelse på dette kald.
Det er også vigtigt at fastholde, at det ikke er kaldet eller ordinationen, som gør ordet eller sakramenterne virksomme, sådan som tanken bag apostolsk succesion er. Nej embedet tilføjer ikke noget til Guds ord og Guds indstiftelser. Det giver blot mandat til at forvalte dem i menighedens forsamling. Men det er rigtigt, at Jesus har givet nøglemagten til apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet, så de kan henvise til deres embede, når de f.eks. absolverer.
Dette ændrer dog ikke på, at Jesus også har givet fuldmagt til at løse synder til menigheden og til kristne hver især (Matt 1815-20). Derfor er lægmandsabsolutionen lige så gyldig som en ordineret præsts, men den bør naturligvis ikke institutionaliseres, da den ikke foregår på kirkens vegne. Og det ændrer heller ikke på, at der også er givet et løfte til embedet som Kristi repræsentant ved forvaltningen af nøglemagten i ordet og sakramenterne.