I IMT nr. 11 kan man læse et brevkassesvar af Bente og Allan Graugaard vedrørende unge, der f.eks. får en ikke-troende kæreste, lever sammen med deres kæreste eller lever i et homofilt samliv. Der står nogle gode ting i svaret om at respektere de unges valg. Man kan naturligvis ikke tvinge voksne børn til at leve efter den kristne etik. Og børn, der lever i strid med Guds bud, bør naturligvis ikke tvivle på, at de er velkomne i deres forældres hjem.
Men så skriver de også i svaret:
De er ikke nødvendigvis faldet fra troen, fordi de vælger en anden holdning til nogle etiske spørgsmål end den, de fik med hjemmefra.
Mens dette kan være rigtigt, når det gælder ting, som ikke er nævnt i Guds ord, er det ikke sandt, når det gælder Guds klare bud, såsom forbud mod utugt, dvs. sex udenfor det af Gud indstiftede ægteskab mellem mand og kvinde.
Unge mennesker, som kender Biblens lære på disse punkter, og alligevel lever sådan, må betragtes som ubodfærdige og dermed frafaldne.
Paulus skriver i Efeserbrevet 5,5: For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. Og i 1. Korintherbrev 6,9-10 skriver han: Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Mennesker, der lever ubodfærdigt i synden og lader den herske, er ikke længere at betragte som kristne. Derfor påbyder Jesus også, at de skal betragtes som ikke-troende af menigheden, når de bliver konfronteret med synden og ikke omvender sig (Matthæusevangeliet kapitel 18).
Et menneske, som ikke længere kæmper mod synden, er ikke længere en kristen. Hvis man opgiver kampen mod synden, erkender man den ikke længere som synd, og da søger man heller ikke længere syndernes forladelse, men Guds velsignelse af synden.
Paulus skriver i Romerbrevet 8,13: Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. Mens den kristne stadig er en synder, som hver dag synder meget, så er der forskel på at blive overmandet af synden i kødet og så at leve i lydighed mod kødet.
I Romerbrevet taler Paulus således om, at han selv som kristen er en fange af kødet: Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. (7,23). Der er altså forskel på at være en fange af det syndige kød, som dog kæmper imod, og så at være en lydig tjener for kødet.
Når man bliver en lydig tjener og lader synden herske, er der ikke længere nogen kamp mellem det gamle og det nye menneske, og man erkender ikke længere synden som synd og behovet for syndernes forladelse.
Den, der har sluttet fred med synden, herunder også utugt og homofili, er ikke længere en kristen. Det bør de have at vide, så de kan omvende sig.
Men det er naturligvis ikke kun forældrenes ansvar. Det er i høj grad også kirkens og dens præsters ansvar. Præster, der tager åbenbart ubodfærdige til alters eller tilgiver deres synder i skriftemålet, er med til at velsigne synden og fastholde de frafaldne i deres ubodfærdighed. Sådanne præster synder både mod deres embede og mod de faldne, som de er sat til at hjælpe til bod og tro på evangeliet.
Hvordan skal de faldne få erkendelse af synden, så de kan omvende sig, når præster ikke vil kalde synd for synd og bruge bindenøglen til at binde synden på den ubodfærdige? Og hvordan skal man tro, hvad præster siger om syndernes forladelse, når de ved deres nadverforvaltning viser, at synden ikke skal tages alvorligt?
I sidste ende handler spørgsmålet om den rette skelnen mellem lov og evangelium. Den ubodfærdige skal ikke høre om syndernes forladelse, men have synden påpeget, så han kan erkende den. Men den, som er blevet ramt af loven i sin samvittighed, skal naturligvis høre evangeliet om syndernes forladelse, som Jesus har vundet for alle mennesker.