Augustanakirken i Aarhus kan i dag fejre 10 års fødselsdag. Vi var, så vidt vides, den eneste menighed i Danmark, der på daværende tidspunkt havde hele Konkordiebogen som bekendelsesskrift.
Det er ikke så tit, jeg får skrevet på denne blog længere, men nu er der en anledning. Augustanakirken i Aarhus kan i dag fejre 10 års fødselsdag.
For 10 år siden d. 17. maj 2007 på Kristi Himmelfartsdag stiftede 9 mennesker Den Evangelisk-Lutherske Augustanakirke i Århus. Navnet var inspireret af det vigtigste lutherske bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse, på latin: Confessio Augustana. Vi var, så vidt vides, den eneste menighed i Danmark, der på daværende tidspunkt havde hele Konkordiebogen som bekendelsesskrift.
Vi, der stiftede Augustanakirken, havde forladt Den evangelisk-lutherske Frikirke i protest mod den ubibelske afsættelse af pastor Lyrstrand fra Martins menighed og siden Langelands menighed. Udtrædelsen skyldtes også Frikirkens læremæssige åbenhed i øvrigt, som vi også mente var baggrunden for afsættelsen af pastor Lyrstrand.
Jeg, Magnus N. Sørensen, blev ved kaldsforsamling 10. juni 2007 kaldet som menighedens første præst og ordineret 1. juli 2007 af pastor Lyrstrand. De få trofaste, der fulgte pastor Lyrstrand ud af frikirken, dannede egne menigheder på Langeland og i København, som vi fortsat var i kirkeligt fællesskab med.
I september måned 2007 erklærede menigheden, hvad vi bekendte i de spørgsmål, som vi mente, der var uenighed om. Det gjaldt bl.a. læren om Biblen, præsteembedet og kirkefælleskab samt skaberordningen mellem mand og kvinde. Jeg mener stadig, at vores bekendelse fra dengang er meget aktuel.
I den første tid mødtes vi i private hjem, men fik ret hurtigt lov at låne lokaler på Åby Bibliotek. Med Imamlovene har vi dog fået inddraget denne tilladelse fra sommeren 2017. Præsten aflønnes delvis af menigheden, men får det meste af sin indkomst andetsteds fra. Det har dog oftest været muligt at sætte en hverdag om ugen af til pastoralt arbejde og prædikenforberedelse.
Augustanakirken havde ved stiftelsen afskaffet kvinders stemmeret i menighedens besluttende organer i overensstemmelse med Biblens krav om, at kvinder ikke må byde over mænd i menighed eller ægteskab. Vi forlangte, at dette spørgsmål blev drøftet ud fra Skriften med pastor Lyrstrands menigheder. Det ønskede de dog ikke, og i 2009 måtte vi bryde det kirkelige fællesskab efter en kortvarig suspension af kirkefællesskabet.
Sidenhen fik vi kontakt til Den Ortodokse Lutherske Konfessionelle Konference (OLCC) i USA. Jeg deltog i præstekonventer over Skype i flere år, før vi havde forsikret os om, at vi var enige i læren. I 2014 erklærede vi så kirkeligt fællesskab med OLCC. Jeg deltog i konference i USA samme sommer. OLCC var og er en lille gruppe menigheder, der havde brudt med større kirkesamfund, som man ikke mente holdt fast ved Guds ord og lære.
Vi er i dag 20 medlemmer. Det er ikke til at sige, om vi bliver færre eller flere i fremtiden. Vores mål er ikke at få mange medlemmer, men at holde fast ved den rette forvaltning af de nådemidler, som har bevaret os i troen og fortsat vil gøre det. Den rene lutherske lære og den rette forkyndelse af lov og evangelium, vil ofte ikke medføre stor popularitet. Det har Jesus heller ikke lovet os. Tværtimod.
Men Jesus har lovet, at dér, hvor mennesker døbes og lærer alt, hvad han har befalet, dér bliver de Jesu disciple. Og derfor fortsætter vi med at mødes om Guds rene ord og
Augustanakirken blev stiftet i strid, og man kan derfor let komme til at tro, at det drejede sig om personlige uoverensstemmelser og ikke lærespørgsmål. Jeg skal ikke benægte, at der også var personlige modsætninger involveret.
Det var og er dog klart, at dét, der fik os til at bryde med frikirken og stifte Augustanakirken, var læremæssige spørgsmål. Og her 10 år efter, er der ikke sket ændringer i frikirkens lærestandpunkt – tværtimod.
Den evangelisk-lutherske frikirke har ikke taget konsekvensen af tidligere fejlslagne formaninger til søsterkirker i ILC (herunder Missourisynoden) vedrørende kirkeligt fællesskab med kirker, der er en del af Det Lutherske Verdensforbund. Frikirken har dermed selv accepteret den praksis, den kritiserede, nemlig kirkefælleskab med vranglærere. Det er lang tid siden, man har kunnet læse nogen officiel kritik af søsterkirkerne på frikirkens hjemmeside, så man må formode, at læren efterhånden har indrettet sig efter den praksis, Frikirken også selv har.
Man kan i kirkebladet fra 2015 (s. 16) læse om overvejelser om brug af “praktikant” fra Forsamlingsfakultetet i Sverige, en uddannelsesinstitution med bånd til Missionsprovinsen, ligesom Frikirkens præster har deltaget i Missionsprovinsens præstemøde og Netværk for evangelisk-luthersk kirkesamarbejde (s. 17). Frem for at tage konsekvensen af tidligere formaninger af Missourisynoden tyder det på, at Frikirken er på vej samme vej som Missourisynoden.
Den evangelisk-lutherske Frikirke har taget konsekvensen af sit standpunkt vedrørende skaberordningen og indført kvinder i bestyrelser/menighedsråd, så længe de ikke skal assistere med pastoral arbejde. Man har dermed reelt afgrænset forskellen mellem mand og kvinde i menigheden til at gælde hyrde- og lærerembedet.
Selvom flere både ved bruddet og sidenhen forgæves har forsøgt at få forklaret, af hvilke bibelske grunde pastor Lyrstrand kunne afsættes af Martins Menighed og derefter af kirkesamfundets hovedbestyrelse fra menigheden på Langeland, så er der ikke kommet en sådan. Der er på intet tidspunkt blevet fremført anklager mod pastor Lyrstrand, der efter traditionel luthersk opfattelse kan begrunde afsættelse fra dét hyrde- og lærerembede, som Gud havde kaldet pastor Lyrstrand til. At Frikirken siden er fortsat sin læremæssige deroute i spørgsmål om kirkefællesskab og skaberordning, underbygger, at afsættelsen skyldtes de læremæssige spørgsmål.
Med afsættelsen af pastor Lyrstrand, forkastede Frikirken den lutherske lære om præstekaldet og gjorde det til et daglejerembede, som menigheden kan forvalte efter forgodtbefindende som en anden verdslig organisation.
Den evangelisk-lutherske Frikirke har langt på vej mistet sine egenart som en konfessionel luthersk kirke i Danmark. Den evangelisk-lutherske Frikirke er derfor fortsat under lærefordømmelse, og Augustanakirkens eksistensberettigelse er uændret.
Augustanakirken er derfor fortsat et konfessionelt luthersk alternativ til både lovløsheden og bibelkritikken på den folkekirkelige venstrefløj og til pietisme, evangelikalisme og karismatik på højrefløjen. Begge dele ender i subjektivisme. Augustanakirken står derimod for tillid til den objektive, ufejlbarlige og klare åbenbaring i Skriften og den objektive syndsforladelse, som Jesus har vundet på korset og dele ud gennem de objektive nådemidler: ordet og sakramenterne.
Augustanakirken og bruddet med Frikirken er desuden nævnt i Flemming Kofod-Svendsens artikel om Frikirken i seneste nr. af Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke. Jeg er ikke nødvendigvis enig i hans vurderinger, men det forventede jeg heller ikke.