Autoritet og myndighed i kirken
– Skaberordning, frelsesordning og kirkeordning.
– noter fra undervisning i foråret 2008 i Augustankirken, med særlig vægt på Augustanakirkens stemmeretspraksis og dens begrundelse i Guds ord.
1. Guds skaberordninger
1.1. Skabelsen og ordningerne
1.1.1. Gud har ikke blot skabt verden. Han har også ved en række ordninger fastlagt det indbyrdes forhold mellem sine skabninger.
1.1.2. flere af disse ordninger har med autoritetsforhold at gøre. De regulere, hvem der skal træffe beslutninger.
1.1.3. Ligesom en general i en hær træffer en beslutning, sådan er der nogle, der har autoritet til at træffe beslutninger. Det betyder ikke, at andres mening er ligegyldig eller at de er mindre værd. Tværtimod kan dem, der er underordnede godt vide mere om noget end de overordnede. Men det ændrer ikke på ordningen.
1.1.4. Skaberordningerne har deres forbillede i Guds forhold til sin skabning. Gud er den, som styrer og regerer. På samme måde, som han styrer, skal dem, han har indsat til det, styrer indenfor deres område.
1.2. Mennesket og resten skabningen
1.2.1. Mennesket hersker over jorden (1 Mos 1, 26; 2,19) – både dyr og planter.
1.3. Mand og kvinde
1.3.1. Gud skabte mennesket som mand og kvinde (1. Mos 1,27). Kønnene er forskellige i kraft af skabelsen.
1.3.2. Kvinden blev skabt ud af manden og til manden og er dermed underordnet manden i autoritet, ligesom børn er undeordnet forældre ( 1 Mos 2,18-23, 1 Kor 11,8-9; 1. Tim 2,13).
1.3.3. Kvinden er mandens hjælper (v. 18 og 20) (Herren kaldes også hjælper, men det er i kraft af en viljesakt, mens kvinden er skabt til at være mandens medhjælper)
1.3.4. Mandens og kvindens synd i kap. 3 består bl.a. i, at kvinden søgte en plads højere end den, Gud havde givet hende og manden lod hende udøve autoritet over sig (1 Mos 3,6-17; 1 Tim. 2,14)
1.3.5. Det er skamfuldt for en kvinde, at regere over mænd (Es 3,12)
1.3.6. Manden er kvindens hoved, ligesom Kristus er mandens hoved (1 Kor 11,3; Ef. 5,23)
1.3.7. Hustruer formanes til at underordne sig manden (Ef. 5,22 og 24; Kol. 3,18; tit 2,4-5; 1 Peter 3,1 og 5)
1.3.8. Manden skal elske hustruen, som Kristus elskede kirken (5,25 og 28; Kol. 3,19)
1.3.9. Manden skal være hensynsfuld overfor kvinden og vise hende ære, da hun også er medarving til frelsen (1 Pet. 3,7)
1.4. Hussstanden
1.4.1.Mand og kvinde hører sammen i ægteskab (1 Mos 2,24)
1.4.2 Det sjette bud derfor forbyder al seksuel omgang udenfor ægteskabet
1.4.3 Mand og kvinde skal stifte familie bringe børn til verden (1. Mos 1,29)
1.4.4 Forældre skal tjene og udøve myndighed over børn (Ef. 6,4).
1.4.5 Børn skal adlyde forældre (4. bud samt Ef. 6,1-3 og 1 Pet. 5,5-6)
1.5. Samfundet
1.5.1. Gud har indsat øvrigheden i samfundet (Rom 13,1-4)
1.5.2. Derfor skal vi adlyde øvrigheden (Matt. 22,21) og underordne os den (1. Tim 2,1-3; Tit. 3,1; 1 Pet. 2,13,14)
1.5.3. Mennesket er sat til at arbejde (1 Mos 1,29) og også her skal vi underordne os vore foresatte (Ef. 6,5-8) og foresatte skal udøver deres autoritet i kærlighed (Ef. 6,9).
1.6. Guds frelsesordninger
1.6.1. Kirken/menigheden dens “hvem” og dens “hvor”
Kirken og dens kendetegn: Den Augsbugrske Bekendelse Art. 7 – Kirken
Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader” osv.
1.6.2. Kirken er et helligt præsteskab som har al kirkemagt. 1. Pet. 2,5-9, 1. Kor 3,21-23.
1.6.3. Lighed i Kristus (Gal 3,28)
1.6.4. Embedet er Guds indstiftelse
Den Augsburgske Bekendelse Art. 5 – Det kirkelige embede
For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne.
Art. 28
…. Således mener de da, at nøglemagten eller biskoppernes magt i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. For med denne bemyndigelse udsender Kristus apostlene (Joh.20.21 fg.). “Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder. Modtager Helligånden! Dem, hvis synder I forlader, er de forladte, og dem, hvis synder I fastholder, er fastholdte.” Mark.16.15: “Går bort og prædiker evangeliet for hele skabningen osv.”.
Denne magt udøves kun ved at lære eller prædike evangeliet og meddele sakramenterne enten til flere eller til enkelte efter ens kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige ting, evig retfærdighed, helligånden og evigt liv. Dette kan ikke opnås uden ved ordets og sakramenternes betjening, som Paulus siger (Rom.1.16): “Evangeliet er en Guds magt til frelse for enhver, der tror.” Og salme 119.50: “Dit ord har holdt mig i live.”
…..
Endvidere – i følge evangeliet eller, som de siger, efter guddommelig ret tilkommer der biskopperne som biskopper, d.v.s. som dem, hvem ordets og sakramenternes betjening er betroet, den embedsmyndighed at forlade synder, at forkaste den lære, som strider mod evangeliet, og at udelukke de ugudelige, hvis ugudelighed er åbenlys, fra menighedens samfund, uden at anvende menneskelig magt, men ved ordet. På disse punkter bør menighederne nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem lydighed i følge det ord (Luk.10.16): “Den, der hører eder, hører mig.”
Men når de lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder lydighed. Mat.7.15: “Vogter eder for de falske profeter.” Gal.1.8: “Hvis en engel fra himlen ville forkynde et andet evangelium, skulle han være en forbandelse.” 2 kor.13.8.10: “Vi formår intet mod sandheden, men for sandheden” og “Os er given magt til at opbygge, ikke til at ødelægge.” ….
1.7. Kirkeordninger
1.7.1 Guddommelig ret – der er ting, som er befalet i Guds ord – frelsesordningerne. Præstembedets nøglemagt og menigheden som Guds folk og et helligt præsteskab. Præst og menighed udgør tilsammen kirken. Kirken består af lærere og hørere, som den lutherske teolog Chemnitz siger. Menigheden skal adlyde præsten, når han prædiker Guds ord og udøver hyrdeembedet efter Guds ord. Menigheden har dog pligt til at bedømme læren – det gælder alle menighedens medlemmer uanset alder og køn. Hyrden kan ikke binde samvittighederne i mellemting, selvom han også her ved ordet må vejlede menigheden efter sit hyrdeembede til det bedste for kirken og den enkelte.
1.7.2. Menneskelig ret. De ting vedrørende menighedens fælles forretninger, som ikke er befalet i Guds ord. Der er ikke befalet noget om, hvordan den praktiske udøvelse af menighedens myndighed, skal foregå. Kirkeordningsspørgsmålet er i princippet menneskelige ordninger, men må indrettes, så de afspejler Guds ordninger bedst muligt og i hvert tilfælde ikke strider mod dem.
1.7.3. Skriftens anvendelse af Guds skaberordning i praksis i kirken: Kvinder må ikke udøver autoritet/myndighed over mænd eller undervise dem (1 Tim 2,12) Paulus henviser i 1. Tim 2,13-14 til både det, at Adam blev skabt først og til, at det var Eva, der blev forledt. Det var Adam, der fik budet om ikke at spise af træet – et bud, han skulle forkynde for Eva som hendes hoved.
1.7.4. De må ikke tale i menighedens gudstjenesteforsamling, men skal underordne sig iflg. loven (1. Kor 14,34-35). Igen er begrundelsen underordningen, som er påbudt i loven – altså Skriften. Det er nok skabelsen, der henvises til.
1.7.5. At udøve myndighed/autoritet vil sige at bestemme. Det vil ikke sige, at man giver sin mening til kende eller udøver indflydelse. Det er alles ret og pligt. Og det er de styrendes pligt at lytte til og tage hensyn til alle i en kristen menighed. Men kvinder og børn kan ikke være med til at træffe afgørelser på menighedens eller kirkens vegne. Da udøver de myndighed over menighedens mænd i stedet for at undeordne sig. Selvom en kristen menighed skal tilstræbe enighed, er der nogle, der må træffe beslutningerne. Når der i sådanne situationer foretages en afstemning, udøves der juridisk bindende myndighed på menighedens vegne. Hvis f.eks. seks kvinder stemmer et og tre mænd stemmer noget andet, har kvinderne udøvet myndighed over mændene.
1.7.6. Menighedens vedtægter:
§ 5. Menighedsforsamlingen
Stk. 1. Menighedsforsamlingen er menighedens højeste myndighed. Denne myndighed kan ikke
uddelegeres til individer eller grupper indenfor eller udenfor menigheden uden at den til enhver tid
kan tages tilbage af menighedsforsamlingen. Myndigheden omfatter administrationen af alle
kirkens og menighedens indre og ydre anliggender. Dog har ikke engang menighedsforsamlingen
nogen myndighed til at befale eller bestemme noget i modstrid med Guds ord og de lutherske
bekendelsesskrifter. Gør den det, er alle sådanne beslutninger og handlinger ugyldige.
§ 7. Menighedsrådet
Stk. 1. Menigheden daglige ledelse udgøres af menighedsrådet, der foruden formanden,
næstformanden og præsten består af 1 medlem for hver 10 nadverberettigede medlemmer.
Menighedsrådet vælges af menighedsforsamlingen for en 2-årig periode, således at der hvert år vælges halvdelen af medlemmerne. Valgbare er nadverberettigede mandlige medlemmer på såvidt muligt 25 år og derover, som forpligter sig på bekendelsesgrundlaget i § 3 eller ved manglende kendskab hertil i det mindste Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse samt denne forfatning.
Stk. 2. Menighedsrådet leder menigheden i overensstemmelse med nærværende vedtægter og
menighedsforsamlingens beslutninger samt støtter og hjælper præsten i dennes opgaver.
Stk. 3. Menighedsrådet har ingen selvstændig myndighed. Handler medlemmer af menighedsrådet
uden menighedsforsamlingens bemyndigelse, er de personligt ansvarlige over for menigheden.