Hermed lidt løse tanker om de tre stænder. Man er langsomt ved at genopdage tanken om kald og stand flere steder på den kirkelige højrefløj, men der er et stykke endnu, og der er brug for et opgør med evangelikalismens og pietismens undergravelse af de tre stænder og dertil hørende gudgivne autoriteter som Guds gode ordninger.

Martin Luther gør i sin store katekismus i forklaringen til det fjerde bud gældende, at der findes tre slags fædre: husfædre, landsfædre og åndelige fædre. Disse tre slags fædre svarer til det, der er blevet kaldt de tre stænder: husstanden, øvrigheden og kirken.  Reformationen var også en genopdagelse af disse tre stænder og de tre tilhørende fader-embeder. De er alle bibelske. Den grundlæggende enhed i såvel kirke som samfund er fra skabelsen af husstanden med husfaderen som overhoved. Indtil Moseloven var husfaderembedet dét embede, der videregav Guds ord.

Da menneskene blev flere, blev en del af faderansvaret udøvet af slægsoverhovederne, som blev folke- eller landsfædre. I den gammeltestamentlige kirke fungerede patriarken både som verdslig og åndelig øvrighed. Med Moseloven blev det aronitiske præstedømme og levitterne udskilt til at udgøre den åndelige øvrighed sammen med profeterne. Slægtsoverhovederne og siden dommere og konger udgjorde den verdslige øvrighed, landsfaderembedet.

Men ingen af dem ophævede husfaderembedet, som fortsatte som et centralt embede, der bl.a. har til opgave at oplære husstanden og særligt nye generationer i troen.

Heller ikke i det nye testamente ændredes der grundlæggende ved denne tredeling af magten, selvom sammenhængen mellem den åndelige og den verdslige magt blev brudt, hvor hedninger varetog landsfaderembedet. Sådan havde det i øvrigt også været for jøderne i Egypten og i Persien og Babylon. Men alle tre er de Guds gode ordninger.

Reformationen gjorde op med disse tre stænders og faderembeders forfald. Prædikeembedet blev befriet fra det pavelige hierarki og fra at være et offerembede, så det igen blev et embede, hvis opgave var at forkynde ordet, forvalte sakramenterne, udøve nøglemagten og lede menigheden gennem Guds ord. Husfaderembedet og familien kom igen til sin ret som det sted, hvor troen skulle videregives, og det fik den ære, som tidligere var blevet givet til klostervæsenet. Husfaderen var og er hjemmets biskop, som har ansvaret for sin husstands åndelige og legemlige vel. Dermed har det en rolle i både det åndelige og det verdslige regimente, ligesom familien er den mest fundamentale enhed i begge.

Den verdslige øvrighed blev igen set som den Guds gode ordning den er, også når den ikke udøves af kristne. Pavekirken mente derimod, at kirken skulle regere øvrigheden. På samme måde forkastede sværmerne øvrigheden og ville skabe et gudsrige på jord, et jordisk tusindårsrige. Her adskilte de sig ikke væsentligt fra pavedømmet, som med sit klostervæsen og sine to sværd foragtede det verdslige samfundsliv som et sted, hvor kristne kunne virke.

Men kun ved at se øvrigheden som Guds gode ordning, kan man også forpligte den på Guds lov. Gud har skrevet sin lov på alle menneskers hjerter, og den er tilgængelig i et vist omfang gennem fornuften, så også hedninger kan henvises til den. Derfor giver det god mening at forsvare det ufødte barns ret til liv og ægteskabet mellem mand og kvinde med henvisning til fornuften og den naturlige lov, frem for at ville kristne øvrigheden, før man forpligter den på Guds lov. Og fordi øvrigheden er Guds gode ordning, skal kristne også underordne sig øvrigheden som var det Gud selv – for det er Gud selv, der befaler kristne at underordne sig øvrigheden, så længe den ikke befaler mennesker at synde.

Den reformerte kristendom har ligesom den lutherske set positivt på husstanden, men nok i mindre grad end luthersk kristendom set positivt på den verdslige øvrighed, når den blev udøvet af hedninger. Det har formodentlig været en medvirkende faktor til både præ- og postmillennialistiske ideer indenfor reformert kristentro. Pietismen har haft de samme tendenser, hvilket har ført til en mistillid til og til tider dæmonisering af øvrigheden og af samfunds- og kulturlivet. Man har i nogen grad isoleret sig fra samfunds- og kulturlivet og lavet parallelsamfund, fordi verdsligt automatisk blev anset som ugudeligt.

Samtidigt har pietismen og vækkelseskristendommen også undergravet de to andre stænder og faderembeder.

Men konventiklerne og siden missionshuse, cellegrupper, klynger  m.v. har man foragtet prædikeembedet og gjort fårene til deres egne hyrder og lærere og foragtet den lokale forsamling om ordet og sakramenterne. Til gengæld har det været så som så med fårenes ret og pligt til at bedømme hyrderne og forkaste de falske hyrder.

Søndagsskole-, børne- og ungdomsarbejde har i vid udstrækning erstattet familien og husfaderen som det sted, hvor Guds ord bringes videre til den næste generation. Aldersadskilt kirkelig undervisning er fremmed for Biblen. Det  betyder ikke, at det aldrig kan finde sted. Men det er ikke normen i Biblen. Undersøgelser fra USA viser desuden, at der er statistisk set større sandsynlighed for at forlade kirken, hvis man har gået i søndagsskole end hvis ikke. Desuden har en undersøgelse vist, at sandsynligheden for at børn fortsætter med at gå i kirke, væsentligt forøges af, at faderen går i kirke. Husfædre, der trofast oplærer deres husstand og tager dem med i kirke er Guds egen ordning for videregivelse af troen til næste generation. Derfor virker den. Den kirkelige børne- og ungdomskultur risekerer derimod at gøre mere skade end gavn, når den vænner børn og unge til, at de har krav på underholdning i kirken og når ungdomsledere og lignende overtager forældrenes opgave uden mandat og uden den nødvendige autoritet over børnene.

Den kirkelige højrefløj i Danmark, som i hvert tilfælde gerne vil give udseende af at være bibel- og bekendelsestro har en udfordring her. I stedet for en stadig jagen efter nye koncepter og metoder, som man tror kan erstatte Guds nådemidler og Guds ordninger, bør man genopdage Guds gode ordninger i familie, kirke og samfund. Det vil både betyde en fornyet respekt for de af Gud indstiftede embeder og også en mulighed for at kritisere disse på Skriftens grund, når de ikke opfylder deres forpligtelser eller går ud over deres guddommelige mandat, som f.eks. når øvrigheden bilder sig ind, at den kan ændre definitionen af ægteskabet eller når præster prædiker deres egne ideer frem for Guds ord.