Augustanakirkens blog - Augustanakirken

Augustanakirkens nadverpraksis

22. februar 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Hermed en kort forklaring af vores nadverpraksis i Augustanakirken.

I nadverens brød og vin giver Jesus os sit legeme og blod usynligt, men sandt og virkeligt. Hér forlader han os vores synder og giver os det legeme og blod, som betalte straffen for vores synder. Sådan styrker han vores tro på, at vores skyld er tilgivet.

I Augustanakirken kan kun nadverberettigede medlemmer af menigheden eller søstermenigheder gå til alters og først efter forudgående tilmelding ved præsten.

For at deltage i nadveren skal du bekende dine synder og troen!

Præsten er sat til at forvalte Guds hemmeligheder og har derfor ansvar for, hvem han tager til alters (1. Kor 4,1). Derfor må han vide, om dem han tager til alters, bekender deres synder og troen på Jesus Kristus som deres frelser.

Præsten skal også høre, hvad de bekender om nadveren, nemlig, at det er Jesu sande legeme og blod. For hvis man ikke spiser og drikker i troen, og ikke agter på Herrens legeme og blod i nadveren, spiser og drikker man sig en dom til (1. Kor 11,27-29).

Præsten underviser og overhører derfor børn og nye medlemmer, før de kan gå til alters.

For at deltage i nadveren, skal du tilhøre en retlærende kirke!

Nadveren er et menigheds- og fællesskabsmåltid (1. kor 10,17). I nadveren har vi fællesskab med hinanden i den kristne menighed. Men fællesskab om nadveren hører sammen med fællesskabet om apostlenes lære og gudstjenesten (ApG 2,42). Gud har befalet, at kristne for deres frelses skyld skal forlade dem, der lærer i strid med Guds ord (Rom 16,17) og holde sammen i enighed (Rom 12,16).

Når du tilhører en kirke, bekender du dig til din kirkes lære. I Augustanakirken ønsker vi ikke at fradømme alle medlemmer af andre kirker kristennavnet. Men det er vores – og alle kristnes – pligt at bedømme kirkernes lære, for Gud har åbenbaret den sande lære klart og tydeligt i sit ord, Biblen. Og det er vores pligt at advare mod vranglærens gift, som kan frarøve mennesker det evige liv.

Kirkeligt fællesskab, herunder fællesskab om nadveren, forudsætter derfor, at vi er medlemmer af kirker, der er enige om læren.

Prædikeembedets former

18. februar 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Den amerikanske lutherske Wisconsinsynode hævder med sine søsterkirker (Herunder Lutherska Bekännelseskyrkan i Sverige) i Sverige, at det prædikeembede, Gud har indstiftet, har mange former, som kan have større eller mindre dele af nøglemagten. Til disse former regner de bl.a. kristendomslærere.

Som en konsekvens af dette syn, mener Wisconsinsynoden, at kvinder kan tjene indenfor Ordets embede (se her afsnit VII pkt. 10). Imod dette hævder teologer i Missourisynoden, at hyrdeembedet er indstiftet af Gud. En misforstået version af denne tanke hævder, at kun sognepræsten i den lokale menighed, er bærer af prædikeembedet.

Den nu afdøde teolog i Missourisynoden, Kurt Marquart, gør opmærksom på, at man må skelne mellem grene af prædikeembedet og hjælpetjenester for dette. Der kan efter menneskelig ordning laves skel mellem forskellige tjenester indenfor prædikeembedet.

Luthers medreformator Filip Melanchthon skriver i “Traktaten om Pavens Magt og Overhøjhed” (bl.a. pkt. 63), at der efter menneskelig ordning er indført en gradsforskel mellem biskopper og præster/pastorer. Ifølge reformatorerne var det altså muligt at have flere former af prædikeembedet. Men Gud har dog givet den samme myndighed til alle indenfor prædikeembedet, nemlig nøglemagten, myndigheden til at binde og løse synden (bl.a. pkt 60-61).

I Efeserbrevet 4,11 står der: “Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere“. Hertil kommenterer en af medforfatterne til Konkordieformlen, Martin Chemnitz, at der var forskellige former af embedet. (skriftet om Tridentinerkoncilet, oversat til engelsk “The Examination of the Council of Trent, PArt II s. 684) Nogle af disse var begrænset til aposteltiden, såsom apostle og profeter. Men f.eks. evangelisterne var ikke bundet til en bestemt menighed. De lagde den først grund i en menighed.

På baggrund af dette konkluderer Chemnitz, at der også kan laves forskellige former af prædikeembedet, som man har gjort med tredelingen i biskop, prebyter (pastor) og diakon (som på den tid nærmest var en hjælpepræst) (side 687).

Chemnitz skelner dog mellem disse tjenester, der forvalter ordet og sakramenterne, dvs. nøglemagten, i kirken, og så de mindre grader i oldkirken, som ikke var en del af prædikeembedet, men nok kunne være en forberedelse til det (bl.a. side 686-687).

De lutherske bekendelsesskrifter og de gamle lutherske lærere, mener ligesom Skriften, at der er ét guddommeligt indstiftet embede, som er sat til at forvalte nøglemagten gennem ordet og sakramenterne. Dette embede overdrages til kvalificerede mænd gennem kirkens kald. Selvom der kan laves forskellige menneskelige rangdelinger af det ene embede, er det dog grundlæggende det samme embede og nøglemagten overdrages derfor altid helt og udelt. Derfor er f.eks. søndagsskolelærere ikke bærere af dette embede, men af en hjælpetjeneste, og derfor kan kvinder heller ikke kaldes til prædikeembedet.

Men det betyder også, at kirken er fri til at indrette både menneskelige rangordninger indenfor det ene embede og indrette hjælpetjenester udenfor embedet. Man må bare skelne mellem dem. Sådan skelnede man førhen mellem diakoner, pastorer og biskopper.

I gamle lutherske kirkeordninger skelnede man i stedet mellem superintendenter (biskopper, dvs. tilsynsførende), sognepræster og kapellaner (hjælpepræster). En superintendent var en sognepræst, som førte tilsyn med de andre sognepræsters lære og praksis. Kapellaner var præster ved siden af sognepræsten, som hjalp denne i hans gerning. Teologiprofessorer som f.eks. Martin Luther var også kaldet til prædikeembedet, da deres tjeneste i sidste ende også er en del kirkens lærerembede.

Se også mit tidligere blogindlæg om prædikeembedet.

Denne kalk er det nye testamente i mit blod

13. februar 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Når vi læser indstiftelsesordene, står der i den danske oversættelse i dag: “Denne kalk er den nye pagt i mit blod…”. Når vi på dansk hører ordet pagt, tænker vi på en fredspagt eller en ægtepagt. I en ny udgave af Det Nye Testamente, har man oversat det med ‘aftale’. Et andet ord kunne være ‘overenskomst’. Fælles for alle disse udtryk på dansk er, at der skal to parter til at indgå dem. En aftale kan kun træffes af to parter i fællesskab. En overenskomst forudsætter, at man kan blive enige.

Et testamente derimod, er ikke noget, der indgås mellem to parter. Den, man testamenterer noget til, behøver ikke engang at vide, at man gør det. Måske får de det først at vide, når testator dør, og arven skal fordeles.

Den, der dør, efterlader sin arv til nogen uden at spørge dem først. Det er ikke en gensidig aftale, som kræver begges accept, før den indgås. Arvingen kan takke nej, når arven tilbydes. men arvingen er ikke med til at træffe beslutningen om, at han skal have arven.

I det Nye Testamente bruges ordet ‘diatheke’ bl.a. i nadverordene, og det oversættes med enten ‘pagt’ eller ‘testamente’. I det Gamle Testamente bruges ordet ‘berith’. Det forklares af nogen som en edsbunden forpligtelse. Den kan være betinget og gensidig ligesom en aftale(f.eks. moselovens løfter om fremgang for nationen Israel, hvis de overholdt pagten). Men den er det ikke nødvendigvis (f.eks. løfterne om Messias).

Hvis vi skal finde ud af, hvad der menes med Diatheke, må vi se, om der er steder i Ny Testamente, hvor der forklares eller bruges så den kun kan betyde enten en pagt eller et testamente.

Der er i hvert tilfælde to steder, hvor der kun kan være tale om et testamente. Det ene er Hebræerbrevet kapitel 9, vers 15-18: “Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt. For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres; et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever. Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod.”

Ordet, der i teksten her oversættes med pagt og testamente, er det samme. Men da man i sammenhængen i vers 16 ikke har kunnet komme udenom, at det var et testamente, har man oversat det rigtigt der. Det er dog ikke logisk, at ordet skulle skifte betydning midt i afsnittet. Det ville derfor være mere korrekt at bruge ordet ‘testamente’ hele vejen igennem.

Begrebet testamente sættes her i direkte forbindelse med Kristi død. Ved hans død, har han efterladt en arv i kraft af sit testamente. Vi har arvet, hvad Kristus har, nemlig hans retfærdighed og barnekår hos Gud. Det er ikke en gensidig aftale mellem to parter, men det er Kristus, der har givet et løfte, hvis gyldighed alene afhænger af ham, der har givet det. Det er et testamente.

Et andet sted, hvor der kun kan menes et testamente er Galaterbrevet kapitel 3, vers 15-18: Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.”

Igen kædes testamentet sammen med arven. Og den kaldes et løfte. I modsætning til loven, er evangeliet et løfte – også da det blev givet til Abraham.

Ordet ‘testamente’ hænger uløseligt sammen med ordene ‘at arve’ og ‘arving. Igen og igen hører vi i det Nye Testamente, at vi er arvinger. F.eks. i Romerbrevet kapitel 8, vers 16-17: Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

Der er altså i hvert tilfælde to steder, hvor diatheke kun kan oversættes med testamente. Derimod er jeg ikke stødt på steder, hvor det ikke kan.

Jesus udtaler indstiftelsesordene lige før sin død. I den sammenhæng giver det også god mening at se dem som hans testamente til disciplene og til sin kirke. Af disse grunde mener jeg, at ‘testamente’ er en bedre oversættelse end ‘pagt’.

Ved at oversætte med ‘testamente’ træder evangeliet tydeligt frem: i nadveren giver Jesus os ufortjent sit legeme og blod og sammen med det syndernes forladelse, evigt liv og salighed. Vi skal ikke præstere noget, men modtager det hele som en arv.

(Dette er en bearbejdet udgave af undervisning for Augustanakirkens menighed)

En Bekendelse

12. september 2007 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Århus 9. september 2007

En Bekendelse af Guds ords lære om aktuelle spørgsmål

1. Om Skriften som eneste autoritet for kirkens lære og liv og den norm, hvorefter al splid skal bedømmes.
Vi bekender enstemmigt, at Skriften alene er dommer i alle spørgsmål vedrørende kirkens lære og liv. Alle stridsspørgsmål skal løses ved studium af Skriftens klare ord og lære. Opstår der konflikt i kirken, som en part hævder, angår Guds ords lære, skal Skriftens udsagn herom altid undersøges, før der træffes afgørelse herom. Vi forkaster den falske mening, at man i spørgsmål, der angår læren, kan føre kirkepolitik og indgå kompromiser imod Guds ord. Ligeledes, forkaster vi den mening, at der kan træffes afgørelser imod Guds ord af hensyn til ‘menneskelige grunde’.
(2. Tim. 3,15-17; Gal. 1,8)

2. Om kirkefællesskab
Vi bekender enstemmigt, at kirkefællesskab kun kan etableres og opretholdes, hvor der hersker enighed om læren. Når en menighed eller kirke lærer falsk og ikke lader sig formane, må kirkefællesskabet brydes, selvom der er historiske eller familiære bånd. Kirkefællesskab er fællesskab om ord og sakramenter og hvad, der hører hertil, f.eks. gudstjenester og missionsvirksomhed. Vi forkaster enhver form for unionisme, nemlig fællesskab om ord og sakramente med medlemmer af vranglærende kirker og menigheder, herunder fælles gudstjenester, gudstjenstelignende møder og fælles missionsvirksomhed.
(Rom 16,17)

3. Om det almindelige præstedømmes læreforpligtelse
Vi bekender enstemmigt, at også lægfolk har ansvar for den rette lære og sakramentforvaltning i kirken. Selvom lægfolk ikke skal kende hele læren, skal de dog holde sig til Guds ord på de lærepunkter, de har kendskab til, ligesom de skal granske Skriften for at bedømme læren. Fordi lægfolk også har ansvar for læren, må de også underkastes læretugt, dersom de trods undervisning og formaning fastholder, fremmer falsk og forsvarer falsk lære. Vi forkaster den vildfarelse, at det alene er bærere af prædikeembedet, der er læremæssigt ansvarlige, men at lægfolk kan fremme og forsvare falsk lære uden konsekvenser.
(Tit. 3,10; Matth. 7,15)

4. Om den lokale menighed i forhold til kirkelige organer udenfor denne
Vi bekender enstemmigt, at den lokale menighed, som samles om Guds rene ord og sakramenternes rette forvaltning, er indstiftet af Gud som hans sande synlige kirke på jorden. Lokale menigheder er frie til at slutte sig sammen med andre menigheder i kirkesamfund eller at lade være. Selvom de slutter sig sammen kan kirkelige organer udenfor den lokale menighed dog aldrig tiltage sig magt i den lokale menighed, som denne ikke til enhver tid kan tage tilbage. Vi forkaster den falske og papistiske vildfarelse, at kirkelige organer, som er etableret efter menneskelig ret kan tiltage sig magt i den lokale menighed uden dennes accept.
(Matth. 18,17)

5. Om afsættelse af en rettelig kaldet bærer af prædikeembedet
Vi bekender enstemmig, at en præst, som er rettelig kaldet, kun kan afsættes af Gud selv. Menigheden kan kun konstatere Guds afsættelse og afsætte præsten, når der foreligger gyldige bibelske grunde, dvs. falsk lære, ugudeligt liv eller inkompetence, som er sikkert fastslået og bevist samt ordentligt prøvede – og hvor i tilfælde af falsk lære eller inkompetence formaning ikke har hjulpet. Hvor en præst afsættes uden at disse betingelser er opfyldt, har man berøvet Kristus en af hans tjenere. Enhver retlærende præst og menighed må afbryde kirkefællesskabet med en sådan menighed. Vi forkaster de falske meninger, at et verdsligt mistillidsvotum eller andre ikke-bibelske
grunde kan lægges til grund for en afsættelse. Vi forkaster den falske mening, at en præst kan afsættes uden at grundene hertil er objektivt fastslåede og prøvede. Vi henviser desuden til pastor Magnus Sørensens ‘Syv Teser om Det Hellige Prædikeembede‘, hvor der også er angivet skriftbegrundelser og lutherske læreres bekendelse i dette spørgsmål.

6. Om det lokale prædikeembedes grænser
Vi bekender enstemmigt, at et kald er begrænset til det område, hvortil man er kaldet. En præst har ingen myndighed i en menighed, han ikke er kaldet til og kan kun forvalte nådemidlerne overfor medlemmer af en anden menighed med den lokale sognepræsts billigelse, medmindre denne er blevet en falsk lærer og medlemmer af den grund opsøger ens tjeneste i en nødsituation.
Vi forkaster den mening, at en præst fra en anden menighed kan kræves inddraget i en præsts embede. Vi henviser igen til pastor Magnus Sørensens teser.

7. Om skabelsesordningen mellem mand og kvinde
Vi bekender enstemmigt, at Gud ved skabelse og forløsning har ordnet forholdet mellem mand og kvinde sådan, at kvinden ikke må udøve myndighed over manden i Guds kirke. Kirkens ordninger skal afspejle dette forhold, så kvinder ikke udøver myndighed over mænd i kirken, men underordner sig. Dette gælder ikke kun i lærespørgsmål, selvom det ikke er tilladt kvinder at lære og forkynde i kirken. Det er dog menighedens pligt at tage hensyn til alle medlemmer, både kvinder og børn.
Vi forkaster den mening, at kvinden må udøver autoritet over manden i kirken, så længe det ikke drejer sig om læremæssige spørgsmål eller udøvelse af hyrdeembedet.
(Gen. 2-3 Ef. 5)

På vegne af Augustanakirkens menighedsråd

Pastor Sørensen

For yderligere oplysninger om baggrunden for Augustanakirkens dannelse kontakt præsten.

Augustanakirkens nadverpraksis

Prædikeembedets former

Denne kalk er det nye testamente i mit blod

En Bekendelse

En luthersk kirke

Kom eller kontakt os

Næste gudstjenester