Augustanakirkens blog - Augustanakirken

Et ben i hver grøft?

6. marts 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I Martsnummeret af DBIposten har Finn Aa. Rønne en artikel om omvendelsesforkyndelse. Han beskriver på den ene side forkyndelsen i ELM, Herrnhutismen og den lutherske ortodoksi som en forkyndelse med fokus på det objektive. I modsætning hertil står f. eks. LM, IM og pietismen, som betoner omvendelsens nødvendighed og troen.

Rønne henviser til et billede af Martin Luther med en fuld mand, der skiftevis falder ned på hver sin side af en hest. Rønne skriver:

Efter at den fulde mand i dele af ortodoksien var faldet ned til den ene side af hesten, var han nu i nogle pietistiske kredse havnet på den anden side. (s. 12)

Det er positivt, at Rønne forsøger at undgå grøfterne i både pietisme og herrnhutisme.

Jeg vil dog gerne sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af den pietistiske myte om den “døde ortodoksi”, som blot fokuserede på den rette lære. Dermed vil jeg også gerne så tvivl om, om ortodoksien passer ind i Rønnes skema.

Hvis ortodoksien kan kritiseres for noget, er det, at den senere ortodoksi, f.eks. Dannhauer og Johann Gerhard blev mere og mere subjektivistiske og således beredte vejen for pietismen(Se f.eks. dette blogindlæg).

At der var mennesker på ortodoksiens tid, der ikke levede efter Guds ord, vil jeg ikke betvivle. Det var der også på pietismens tid. Men prædikensamlinger, visitatsbøger, salmer og opbyggelseslitteratur vidner om, at ortodoksien i høj grad var interesseret i både omvendelse, tro og troens frugter.

Forskellen var, at pietismen ikke skelnede mellem lov og evangelium, men ville drive troen og dens frugter frem ved loven, frem for ved evangeliet. De ortodokse vidste, at loven skulle bruges til at fremkalde syndsbekendelse, og at det alene var evangeliet, der kunne skabe troen og dermed skabe frugter.

En af pietismens store fejl mht. at skelne mellem lov og evangelium var dens mistillid til nådens midler, som desværre bl.a. førte til skriftemålets afskaffelse, fordi man ikke mente at kunne stole på absolutionen. Det var især her, pietismens subjektivisme viste sig. Den subjektive omvendelsesoplevelse og troens frugter tog nådemidlernes plads, som det, der skulle forsikre om, at syndernes forladelse også var givet til den enkelte.

Herrnhutismen var heller ikke en tilbagevenden til ortodoksiens rette skelnen mellem lov og evangelium, men var netop, som Rønne gør opmærksom på, en del af pietismen. Heller ikke dén formåede at skelne ret mellem lov og evangelium. Lovens dom over synden blev nedtonet sammen med den kristnes kamp mod kødet. Og heller ikke hér beholdt man fokus på nådens midler som det sted, Jesus uddeler syndernes forladelse. Følelserne for dét Jesus gjorde på korset tog nådemidlernes plads.

Luther skriver i skriftet “Mod de himmelske profeter” om uddelingen af den syndsforladelse, Jesus vandt på korset:

Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.

Pietismens store fejl er, at den vil forsikre sig om syndernes forladelse udenom nådemidlerne, som det, hvorigennem syndernes forladelse uddeles her og nu.

Rønnes løsning er en middelvej, hvor der både forkyndes om det objektive og om omvendelsens nødvendighed. Han slutter med at skrive:

Vi skal nogle gange fremholde det, Jesus har fuldbragt på Golgatha, og så sige amen uden yderligere kommentarer – fordi det er noget Skriften giver grundlag for. Andre gange skal vi møde tilhørerne med spørgsmålet, om de virkelig er omvendt og har en levende tro – og direkte opfordre til at omvende sig og tro på Jesus, på samme måde som både Jesus og apostlene gjorde.

Noget af dette er jeg enig i. Men Rønne får for mig at se ikke hængt det hele op på den rette skelnen mellem lov og evangelium. Det bliver et spørgsmål om blandingsforholdet og ikke om, at skelne ret mellem lov og evangelium.

Det er svært at læse Rønnes indlæg anderledes, end at det er usikkerheden om egen omvendelse, der skal drive troen frem. Opfordringen til tro bliver placeret sammen med selvransagelsen og dermed sammen med lovens trusler. Men når man beder mennesker ransage sig selv, om de tror og er omvendt, er det forkyndelse af loven. Den kan ikke skabe tro, men viser mennesker deres synd og behov for frelse. Og så snart uroen og frygten for Guds dom melder sig, skal loven ikke lyde mere, men evangeliet. For loven kan kun skabe fortvivlelse og ikke tro.

Og når mennesker indbydes til at tro og stole på, at syndernes forladelse er deres, er det evangelium. Det er en anden måde at sige på, at “evangeliet er sandt og gælder dig”. Det er som at servere maden og sige: “spis bare.” Men maden må først og fremmest serveres, så der er noget at spise. Evangeliet om syndernes forladelse må forkyndes og uddeles. Og så kan man sige: “tro det. Det er sandt. Det er for dig.” Gør man denne indbydelse til at tro evangeliet til en lovisk appel til at vælge Jesus, tager man evangeliet i sig igen.

Ligesom pietisterne, blander Rønne disse ting sammen, for mig at se.

Desuden forsømmer han, ligesom pietisterne, at fremhæve nådens midler, som det sted, hvor man kan forvisse sig om, at man også har syndernes forladelse. Dermed kommer troen uundgåeligt til at svæve alene i luften i sit forsøg på at gribe syndernes forladelse ved korset, hvor den blev vundet, men ikke uddelt. Og dermed bliver opfordringen til tro uundgåeligt en lovforkyndelse, som ikke kan skabe tro.

I sin tid skrev jeg et indlæg på min gamle blog Luthersk om netop pendulfarten mellem de to former for pietisme (Herrnhutismen og den egentlige pietisme). Det er relevant at citere her som en alternativ analyse til Finn Aa. Rønnes.

Jeg vil citere hele mit gamle blogindlæg: Lov og evangelium

Pietismens saftevandsblanderi
Pietismen ser fejlagtigt forholdet mellem lov og evangelium, mellem tro og gerninger ligesom at lave et glas saftevand. De diskuterer blandingsforholdet. Det ene år, er der nogen, der synes, at loven er for stærk og vil have den fortyndet med evangeliets friske vand. Det næste år er der nogen, der er trætte af at høre om nåden, og så vil de have loven blandet med evangeliet. Sådan svinger pietismen som et pendul. De kan så diskutere det rette blandingsforhold med hinanden – hvor meget der skal forkyndes om nåden og om gerningerne. På den måde er aktivisme/moralisme og antinomisme to sider af samme sag. De diskuterer blandingsforholdet, men fælles for dem er, at de blander det sammen.

Lutherdommens salt og vand
Guds ord og den lutherske kirke ser i stedet forholdet mellem lov og evangelium som et forhold mellem salt og vand. Saltet skal gøre os tørstige efter evangeliet, som giver os frimodighed til at tjene og glæde ved Guds lov. Begge dele er nødvendige, men de tjener hver sin funktion. Uden saltet bliver man ikke tørstig, men er man blevet tørstig, skal man ikke have mere salt men have slukket tørsten med evangeliets kølige og rene vand. Hvis vandet og saltet derimod blandes sammen bliver det udrikkeligt. Men bruges de hver for sig til hver sit formål, bliver de til stor velsignelse.

I stedet for at dele sol og vind lige mellem de to grøfter, havde det været rart, hvis Finn Aa. Rønne havde undgået dem begge. Måske var det intentionen. Men det lykkedes efter min overbevisning ikke. I stedet ser det ud som om, at Finn Aa. Rønne vil stå med et ben i hver grøft.

MF’s uklare bekendelse

1. marts 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I det seneste nummer af MF-bladet, skriver bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen i sin leder om striden om kvindelige præster i Folkekirken:

Vi kan være uenige om mangt og meget og diskutere det pænt og ordentligt, men dette emne sætter sindene i kog i en sådan grad, at vi bør være varsomme med at bringe det alt for meget på bane i øjeblikket, og vi appellerer til tilhængerne om at fare med lempe.

Det er svært at læse Jørgen Jørgensens udsagn som andet end en afblæsning af kirkekampen, som højrefløjen ellers har brugt som begrundelse for at blive i folkekirken.

Nu, hvor det risikerer at koste andres vrede og hån, skal man ifølge Jørgen Jørgensen ikke bekende klart, hvad Guds ord siger om den vranglære, som kvindelige præster er. I stedet skal man undlade, at bringe det på bane.

En bekendende lutheraner vil handle lige modsat. En bekendende lutheraner vil netop bekende klart og tydeligt dér, hvor Satan netop nu sætter sine angreb ind. Men Jørgen Jørgensen er tydeligvis ikke en bekendende lutheraner, når han i stedet opfordrer til tilbageholdendehed.

Menighedsfakultetet protesterede heller ikke, da Folkekirken i sin tid underskrev Leuenbergkonkordien – en fælleserklæring mellem reformerte og lutherske kirker, hvor den lutherske bekendelse blev udhulet. Vi var ellers flere, som gjorde MF opmærksom på problemet.

Jørgen Jørgensen fortsætter:

At vi på Menighedsfakultetet (MF) kan stå sammen om en Kristus-tro forkyndelse til frelse fra den evige fortabelse. En forkyndelse, der ånder af tillid og kærlighed til Guds ord.

Hvordan kan man opfordre til at forkynde, så det ånder af tillid og kærlighed til Guds ord, og samtidig mane til besindighed, når Guds ord modsiges af verden.

For mig at se ånder Jørgen Jørgensens leder mere af kirkepolitisk magtspil og forsøg på at blive en del af det gode selskab end af kærlighed til Guds ord.

Gudstjenesten del I

25. februar 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Hermed første del af en undervisningsserie om gudstjenesten, holdt for Augustanakirkens menighed i søndags. Søndag den 9. marts fortsætter vi med næste del.

1. Gudstjenestens baggrund – teologisk:
Før vi kan behandle spørgsmålet om, hvordan vi holder gudstjeneste, må vi spørge, hvad en gudstjeneste er. Gudstjenestens form kan aldrig skilles fra indholdet. Selvom de enkelte led ikke er befalet af Gud, må formen alligevel komme fra indeholder og være styret af indholdet. At en bestemt form ikke er befalet af Gud, betyder ikke, at vi kan gøre, hvad vi vil. Det betyder, at vi må gøre, hvad der tjener evangeliet bedst.

1.1. Hvilken Gud dyrker vi?
1.1.1 Den Hellige og almægtige Gud
Den Gud vi kommer til gudstjeneste for at tilbede, er ikke en hvilken som helst Gud. Han er den hellige og almægtige Gud. Vores gudstjeneste må afspejle, at han er Hellig og ophøjet. Den må være præget af ærefrygt og ærbødighed. At træde ind for den hellige og almægtige Guds trone, er altid alvorligt. Selvom vi gør det med glæde, må det altid være i ærefrygt, højtidelighed og alvor overfor den hellige og almægtige Gud(2. Mos 3,5; Es. 6,5).

1.1.2. Den treenige Gud
Den Gud, vi er kommet for at dyrke er den treenige Gud. For kun den treenige Gud er den eneste sande Gud. Det må afspejles gennem hele gudstjenesten, at det er den treenige Gud og ikke en hvilken som helst Gud. En kristen gudstjeneste må være sådan, at et muslim, jøde eller et Jehovas Vidne ikke kan svare amen til det, der sker. Derfor begynder vi også gudstjenesten i den treenige Guds navn, anråber den treenige Gud om nåde og priser den treenige Gud for hans nåde mod os.

1.1.3. Gud, som er blevet menneske og døde for os
Gudstjenesten må desuden pege særligt på den anden person i treenigheden, som blev menneske og døde for os. Helligånden peger på ham som vejen til Faderen, og sådan må vi også gøre. Derfor bruger vi f.eks. et krucifiks i midten af alteret. Her hænger den menneskevordne Gud, som døde for vores synder. Det er her, Gud først og fremmest har åbenbaret sig.

1.1.4 Gud i centrum, ikke mennesker
Fordi det er den eneste sande Gud, vi skal dyrke,er det også ham, der må være centrum for vores gudstjeneste. Gudstjenesten handler ikke først og fremmest om at udtrykke vort forhold til ham, men om at udtrykke hans forhold til os. Det vigtigste er ikke, om vi “får noget ud af gudstjenesten”, men dybest set om Gud får noget ud af den. Gudstjenestens sigte er ikke at underholde os og tilfredsstille følelsesmæssige behov hos os, men at Gud den almægtige vil tale til os gennem sit ord og sine sakramenter.

1.2. Sygdom og kur
For at finde ud af baggrunden for gudstjenesten, må vi se på fundamentet for vor kristne tro – at vi er syndere, som behøver Guds nåde.

1.2.1 sygdommen: synden
Harold Senkbeil skriver: “Hvis synden blot er en moralsk brist på en i øvrigt uangribelig menenskelig karakter, så kan kristne forsmaninger koncentrere sig om moralsk forbedring ved hjælp af passende følelsesladede og psykologiske virkemidler. Så bliver menighedens gudstjeneste i virkeligheden én stor selvhjælpsgruppe, og præsten bliver storgruppens terapeut. Hvis synden på den anden side faktisk betyder trældom og død….så antager den gudstjenestefejrende menighed en helt anden karakter. Den bliver en livets ø på dødens ocean.” (At dø for at leve – Et liv i gudstjeneste, LMH’s Elevforenings 2007). Biblen lærer, at vi er syndere af naturen (Sl. 51 Joh 3), som ikke af os selv formår af gøre noget til vor frelse, men er åndeligt døde (Ef. 2).

1.2.2 Sygdommens konsekvens: -Guds hellighed og vrede
Synden er ikke blot et problem i os. Den er også et problem i vores forhold til Gud. Gud er hellig og ophøjet og bliver vred over synden. Vi er af naturen vredens børn (Ef. 2) og kan må derfor frygte, når vi står ansigt til ansigt med Gud (Es. 6 og Luk 5,8). Gud ser ikke igennem fingre med synden og overfor ham må alle mennesker frygte. Gudstjenesten skal understrege, at Gud er hellig og ophøjet og at vi kommer til Gud som blinde tiggere, som må bede “forbarm dig over os” (luk. 18).

1.2.3 Kuren – korset
Guds kur mod synden og sin egen vrede var Jesu lidelse og død på korset. Jesus bar verdens synder som Guds lam, som Johannes siger (Joh 1,29). Han led Guds vrede og da Gud oprejste ham fra de døde, erklærede han, at straffen var betalt og vi retfærdige (Rom 4,25). Korset må være centrum i en kristen gudstjeneste. Det er ved troen på, hvad Jesus har gjort på korset, at mennesker frelses. Det afgørende er altså ikke, om man går inspireret hjem, men om man er blevet afsløret i sin synd og styrket i troen på evangeliet om syndernes forladelse for Jesu lidelses og døds skyld.

1.2.4. Medicinen uddelt
Jesus har ved sin lidelse, død og opstandelse købt medicinen til os. Men vi må også få medicinen. Vi får syndernes forladelse, i ordet, skriftemålet, dåben og nadveren. Her giver Gud os sin nåde. Han afslører vores synd ved loven og giver os ved evangeliet syndernes forladelse. Det er centrum i den kristne gudstjeneste.

1.3. Guds-tjeneste – Hvem tjener hvem
Hvem tjener hvem i gudstjenesten. Er gudstjenesten først og fremmest vores tjeneste for Gud eller er den først og fremmest Guds tjeneste for os?
Melancthon skriver i forsvaret for artiklen om messen i sin apologi, som er bekendelsesskrift 12 artikel (forsvar for artikel 24 i Den Augsburgske Bekendelse): Teologerne plejer med rette at skelne mellem “Sakramente” og “offer”. Fællesnavnet for begge kan da være ceremoni eller hellig handling. Et sakramente eller handling, i hvilken Gud meddeler os det, som den til ceremonien knyttede forjættelse tilbyder; således er dåben en handling, ikke som vi bringer Gud, men i hvilken Gud døber os, nemlig præsten i Guds sted, og her tilbyder og meddeler Gud syndernes forladelse o.s.v. ifølge forjættelsen: “Den , som tror og bliver døbt, skal frelses” (Mark. 16,16). Ofret derimod er en ceremoni eller handling, som vi bringer Gud for at ære ham”.( Fra Casparis og Johnsons oversættese, genoptrykt af Lutheran Publishing House 1899) Vi kan kalde disse to former for handlinger sakramentale og sacrificielle (offerhandlinger) handlinger. De sakramentalerer Gudstjeneste for os og de sacrificielle er vores handlinger overfor Gud – vores tak-offer.
1.3.1 Gud tjener os
Den vigtigste del af gudstjenesten er, at Gud tjener os – det sakramentale. Gud tjener os gennem sit ord og sine sakramenter. Her tilbyder og giver Gud syndernes forladelse. De sakramentale handlinger er: Absolutionen (tilgivelsen i skriftemålet), læsningerne, prædikenen, nadveren og velsignelsen. Under disse handlinger er præsten vendt mod menigheden, fordi han er Herrens udsending og taler på Kristi vegne (Joh 20,23). Mens præstens person ikke er vigtig, er embedet vigtigt – for heri taler Gud til mennesker. Dét, der sker i gudstjenesten er særligt Guds handling med os. Derfor handler gudstjenesten ikke så meget om, hvad vi får ud af den, men om, hvad Gud får ud af os i den – nemlig at han frelser os. Fokus i Gudstjenesten må være på disse sakramentale handlinger – ordet og sakramenterne. En normal gudstjeneste er bygget op omkring de to hovedpunkter – ordet og nadveren med skriftemål (evt. med skriftemål forud for gudstjenesten).

1.3.2 Vi tjener Gud
Offerhandlingerne er vore svar på Guds tiltale i de sakramentale handlinger (Rom 12). De er et ekko af dét, Gud giver os i sit ord. Offerhandlingerne er: Syndsbekendelse, bønner, salmer, lovsange og trosbekendelsen. Derudover tjener vi særligt Gud i vores hverdag. Under offerhandlingerne er præsten vendt mod alteret eller sidder ligesom som menigheden som under salmerne. Ved bønnerne taler Præsten på menighedens vegne overfor Gud, ligesom han i de sakramentale handlinger taler på Guds vegne til mennesker.

1.4 Gudstjenesten underviser
Gudstjenesten må vise, hvilken Gud vi tilbeder, hvad vores problem er, hvad løsningen er, og hvem, der tjener hvem. Alt sammen er det også udtryk for vor kirkes lære. Kol 3,16: “Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” Salmer, hymner og åndelige sange er undervisning. De skal ikke blot udtrykke vores følelser for Gud, men undervise os i Guds ords lære. Sådan er hele gudstjenesten en bekendelse af vor tro som svar på Guds ord, som vi hører i læsninger og prædiken. 1. Pet 2,9: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.” I gudstjenesten forkynder det kongelige præstesskab af alle troende om frelserens guddomsmagt. Den kristne skal ikke vidne, men bekende. Det er ikke den kristnes følelser eller oplevelser med Gud, der skal være i centrum, men Guds ords lære.
Det er altså ikke nok, at gudstjenesten ikke direkte indeholder falsk lære. Nej, den skal aktivt undervise os i den sande lære. Derfor er en evangelisk-luthersk gudstjeneste og evangelisk-lutherske salmer mere indholdstunge end mange andre kirkers. Derfor kan der også være ting, der er svære at forstå, og som kræver yderligere forklaring. En gudstjeneste er for de kristne og rettet mod dem, der har været igennem den grundlæggende undervisning. Derfor vil den ikke være forståelig for alle. Og derfor har vi alle brug for at holde os opdateret. Den er mættet med bibelsk indhold og forudsætter, at vi fortsat fordyber os i biblen. I Den Augsburgske Bekendelse 24 står der:
Med urette anklages vore menigheder for at afskaffe messen, for messen bevares hos os og udføres med den største ærbødighed. Næsten alle de sædvanlige skikke beholdes også, undtagen at man nogle steder ind mellem de latinske sange blander tyske, som er føjede til for at belære folket. For kirkeskikkene er især nødvendige til dette ene at belære de ukyndige. Og ikke blot Paulus (1 Kor. 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet efter den menneskelige lov.

1.4.1. Præstens lærerembede
Og fordi gudstjenesten er undervisning, er det også præsten, der har hovedansvaret for gudstjenesten, selvom han ikke må binde samvittighederne og trække nye traditioner ned over hovederne på dem. Han må i stedet undervise om gudstjenesten. I Den Augsburgske Bekendelse 28 står der: Hvad skal man følgelig mene om søndagen og ligende kirkeskikke? Hertil svarer de, at biskopper eller præster må have lov til at træffe anordninger, for at alt kan gå ordentligt til i kirken, ikke for at vi ved disse anordninger skal gøre fyldest for vore synder, eller for at lægge pres på samvittighederne, eller anse dem for at være nødvendige dyrkelser….Den slags anordninger bør menighederne følge for kærlighedens og fredens skyld og iagttage dem såvidt, at den ene ikke forstyrrer den anden, men at alt i kirkerne foregår i orden og uden uro, dog således, at samvittighederne ikke presses til at anse sligt for nødvendigt til frelse og til at antage, at de synder, når de overtræder anordningerne uden at forarge andre.

1.4.2. Når Guds ord modsiges
I den lutherske kirke opstod på reformationstiden en strid om, hvad man skulle gøre, hvis vranglærere (særligt papismen) stillede krav til den retlærende kirke om, at den skulle ændre i de ting, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds ord, bl.a. liturgien. (Se f.eks. Konkordieformlen Epitome atikel X, pkt. 6). Når vranglærere kræver ændringer i den retlærende kirkes liturgi, må den retlærende kirke stå fast. Det gælder både når indrømmelsen vil være at gøre en fri ting til et lovbud og når indrømmelsen vil give udseende af, at man er enige om læren, hvor man ikke er det. Det er det sidste, vi vil hæfte os ved her. I 1800-tallet i Preussen, hvor den lutherske og reformerte kirke med magt blev slået sammen og der blev indført fælles liturgi, nægtede en række lutherske kristne at gå med til det. Man fastholdt sine lutherske kirkeskikke for at vise, at man ikke bøjede sig for Calvinismen. Blandt disse lutherske kirkeskikke var at bøje hovedet under nævnelsen af Jesu navn, slå korsets tegn, knæle under nadveren m.v.

1.4.3. Eksempel på bekendelse: Embedslæren
Noget af det, der særligt angribes i dag er autoriteter. I kirken rammer det særligt præsteembedet. Flere af os har været vidne til, at en af Gud kaldet præst blev afskediget uden gyldige bibelske grunde. Og i karismatiske sammenhænge tager lederens karismatiske personlighedembedets plads. Og det er reelt de to alternativer, man har: Embedet eller personen. Fornægter man embedet, vil der være personen, der kommer i centrum. Men bekender man troen på embedet som indstiftet af Gud, så må præstens personlighed træde i baggrunden. Han skal ikke prædike sig selv, men Kristus. Og han taler ikke på egen vegne, men på Kristi vegne, når han forkynder evangeliet, forlader synderne og uddeler Herrens legeme og blod. For at understrege embedet overfor dem, der fornægter det, må en luthersk kirke fastholder, at præsten skal bære embedsdragt og ikke give efter for slipsetendensen, hvor præsten skal være som os andre – og dermed fokusere på præstens person frem for hans embede. Ved at præsten er i særlig embedsdragt, bekender vi, at præsten taler på Kristi vegne
1.4.3. Eksempel på bekendelse: Nadveren
Også nadverlæren angribes i dag. At det virkelig er Jesu legeme og blod vi får og ikke blot et symbol, bliver angrebet fra mange sider. Derfor må den lutherske kirke vise ved sin gudstjenesteform, at i nadveren brød og vin får vi virkelig Jesu legeme og blod og sammen med det syndernes forladelse. Derfor har vi et pænt dækket alter og derfor synger vi til det nærværende Guds lam. Og derforopløfter præsten brød og vin, når indstiftelsesordene har lydt.

Augustanakirkens nadverpraksis

22. februar 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Hermed en kort forklaring af vores nadverpraksis i Augustanakirken.

I nadverens brød og vin giver Jesus os sit legeme og blod usynligt, men sandt og virkeligt. Hér forlader han os vores synder og giver os det legeme og blod, som betalte straffen for vores synder. Sådan styrker han vores tro på, at vores skyld er tilgivet.

I Augustanakirken kan kun nadverberettigede medlemmer af menigheden eller søstermenigheder gå til alters og først efter forudgående tilmelding ved præsten.

For at deltage i nadveren skal du bekende dine synder og troen!

Præsten er sat til at forvalte Guds hemmeligheder og har derfor ansvar for, hvem han tager til alters (1. Kor 4,1). Derfor må han vide, om dem han tager til alters, bekender deres synder og troen på Jesus Kristus som deres frelser.

Præsten skal også høre, hvad de bekender om nadveren, nemlig, at det er Jesu sande legeme og blod. For hvis man ikke spiser og drikker i troen, og ikke agter på Herrens legeme og blod i nadveren, spiser og drikker man sig en dom til (1. Kor 11,27-29).

Præsten underviser og overhører derfor børn og nye medlemmer, før de kan gå til alters.

For at deltage i nadveren, skal du tilhøre en retlærende kirke!

Nadveren er et menigheds- og fællesskabsmåltid (1. kor 10,17). I nadveren har vi fællesskab med hinanden i den kristne menighed. Men fællesskab om nadveren hører sammen med fællesskabet om apostlenes lære og gudstjenesten (ApG 2,42). Gud har befalet, at kristne for deres frelses skyld skal forlade dem, der lærer i strid med Guds ord (Rom 16,17) og holde sammen i enighed (Rom 12,16).

Når du tilhører en kirke, bekender du dig til din kirkes lære. I Augustanakirken ønsker vi ikke at fradømme alle medlemmer af andre kirker kristennavnet. Men det er vores – og alle kristnes – pligt at bedømme kirkernes lære, for Gud har åbenbaret den sande lære klart og tydeligt i sit ord, Biblen. Og det er vores pligt at advare mod vranglærens gift, som kan frarøve mennesker det evige liv.

Kirkeligt fællesskab, herunder fællesskab om nadveren, forudsætter derfor, at vi er medlemmer af kirker, der er enige om læren.

Prædikeembedets former

18. februar 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Den amerikanske lutherske Wisconsinsynode hævder med sine søsterkirker (Herunder Lutherska Bekännelseskyrkan i Sverige) i Sverige, at det prædikeembede, Gud har indstiftet, har mange former, som kan have større eller mindre dele af nøglemagten. Til disse former regner de bl.a. kristendomslærere.

Som en konsekvens af dette syn, mener Wisconsinsynoden, at kvinder kan tjene indenfor Ordets embede (se her afsnit VII pkt. 10). Imod dette hævder teologer i Missourisynoden, at hyrdeembedet er indstiftet af Gud. En misforstået version af denne tanke hævder, at kun sognepræsten i den lokale menighed, er bærer af prædikeembedet.

Den nu afdøde teolog i Missourisynoden, Kurt Marquart, gør opmærksom på, at man må skelne mellem grene af prædikeembedet og hjælpetjenester for dette. Der kan efter menneskelig ordning laves skel mellem forskellige tjenester indenfor prædikeembedet.

Luthers medreformator Filip Melanchthon skriver i “Traktaten om Pavens Magt og Overhøjhed” (bl.a. pkt. 63), at der efter menneskelig ordning er indført en gradsforskel mellem biskopper og præster/pastorer. Ifølge reformatorerne var det altså muligt at have flere former af prædikeembedet. Men Gud har dog givet den samme myndighed til alle indenfor prædikeembedet, nemlig nøglemagten, myndigheden til at binde og løse synden (bl.a. pkt 60-61).

I Efeserbrevet 4,11 står der: “Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere“. Hertil kommenterer en af medforfatterne til Konkordieformlen, Martin Chemnitz, at der var forskellige former af embedet. (skriftet om Tridentinerkoncilet, oversat til engelsk “The Examination of the Council of Trent, PArt II s. 684) Nogle af disse var begrænset til aposteltiden, såsom apostle og profeter. Men f.eks. evangelisterne var ikke bundet til en bestemt menighed. De lagde den først grund i en menighed.

På baggrund af dette konkluderer Chemnitz, at der også kan laves forskellige former af prædikeembedet, som man har gjort med tredelingen i biskop, prebyter (pastor) og diakon (som på den tid nærmest var en hjælpepræst) (side 687).

Chemnitz skelner dog mellem disse tjenester, der forvalter ordet og sakramenterne, dvs. nøglemagten, i kirken, og så de mindre grader i oldkirken, som ikke var en del af prædikeembedet, men nok kunne være en forberedelse til det (bl.a. side 686-687).

De lutherske bekendelsesskrifter og de gamle lutherske lærere, mener ligesom Skriften, at der er ét guddommeligt indstiftet embede, som er sat til at forvalte nøglemagten gennem ordet og sakramenterne. Dette embede overdrages til kvalificerede mænd gennem kirkens kald. Selvom der kan laves forskellige menneskelige rangdelinger af det ene embede, er det dog grundlæggende det samme embede og nøglemagten overdrages derfor altid helt og udelt. Derfor er f.eks. søndagsskolelærere ikke bærere af dette embede, men af en hjælpetjeneste, og derfor kan kvinder heller ikke kaldes til prædikeembedet.

Men det betyder også, at kirken er fri til at indrette både menneskelige rangordninger indenfor det ene embede og indrette hjælpetjenester udenfor embedet. Man må bare skelne mellem dem. Sådan skelnede man førhen mellem diakoner, pastorer og biskopper.

I gamle lutherske kirkeordninger skelnede man i stedet mellem superintendenter (biskopper, dvs. tilsynsførende), sognepræster og kapellaner (hjælpepræster). En superintendent var en sognepræst, som førte tilsyn med de andre sognepræsters lære og praksis. Kapellaner var præster ved siden af sognepræsten, som hjalp denne i hans gerning. Teologiprofessorer som f.eks. Martin Luther var også kaldet til prædikeembedet, da deres tjeneste i sidste ende også er en del kirkens lærerembede.

Se også mit tidligere blogindlæg om prædikeembedet.

Et ben i hver grøft?

MF’s uklare bekendelse

Gudstjenesten del I

Augustanakirkens nadverpraksis

Prædikeembedets former

En luthersk kirke

Kom eller kontakt os

Næste gudstjenester