Hermed er første nummer af Augustanakirkens nye kirkeblad på gaden – eller i hvert tilfælde på nettet:
Høringssvar fra præsten til lovforslag om kønsneutrale ægtskaber
Høringssvar til ‘Udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning’
Jeg skriver som præst og repræsentant for Den Evangelisk-Lutherske Augustanakirke i Aarhus og som tilknyttet Nordisk Netværk for Ægteskabet.
Processen og høringsfrist
Spørgsmålet om kirkelige vielser eller velsignelser har længe været diskuteret i folkekirken og jeg kan forstå den utålmodighed, der må være, når regeringen reelt har truffet beslutning om at indføre en kønsneutral ægteskabsinstitution. Ikke desto mindre mener jeg, at høringsfristen har været meget kort, når man betænker, at det er den mest grundlæggende institution i vores samfund, man vil til at redefinere.
Der har nok foregået en teologisk debat i folkekirken om emnet, men der har ikke været en bred debat i det danske folk om, hvorvidt man ønsker et helt andet familiebegreb end man hidtil har haft. Man har hørt trossamfund, advokater og dommere. Men hvad med sociologer, filosoffer og historikere? Hvad med retshistorikere og retsfilosoffer?
En høringsfrist på 4 uger er alt for kort til, at man kan nå at sætte sig ordentligt ind i tingene.
Lovens indhold
Lovændringens hovedindhold må siges at være § 1: Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.
Af bemærkningerne fremgår formålet med denne lovændring: Det overordnede formål med lovforslaget er at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab. (s.4)
Og videre: Der tages med forslaget således et stort skridt i retning af at gøre op med den skelnen, der igennem mange år har været mellem på den ene side ægteskab som et retsligt institut, forbeholdt en mand og en kvinde, og på den anden side registreret partnerskab mellem par af samme køn. (s. 4-5)
På den baggrund er det ubestrideligt, at der er tale om, at selv eægteskabsinstitutionen gøres kønsneutral. Dermed gøres også ethvert ægteskab, som er indbefattet i denne institution, principielt kønsneutral.
Dette er dybt problematisk og krænker flere fundamentale frihedsrettigheder.
Angreb på retten til ægteskab og samtykke til ægteskab
Ægteskabet mellem mand og kvinde er en universel ordning, som kendes fra alle kulturer og kendes i hele menneskehedens historie, Derfor anerkendes ægteskabet også i Menneskerettighedserklæringen som en universel rettighed. Ægteskabet er med andre ord ikke blot en social konstruktion, som kan ændres med et pennestrøg.
Med den påtænkte lovændring sker der en fundamental redefinition af ægteskabet. I Ordbog over det Danske Sprog fra 1700-1950 står der under ægteskab om den grundlæggende definition af ægteskabet: “…den (under visse ceremonier indstiftede) retlig anerkendte, stedsevarende (mod livsvarighed sigtende) forbindelse mellem en kvinde og en mand, der i sin alm. form medfører stiftelse af og samliv i fælles hjem, indbyrdes kønsligt samkvem og omsorg for ægtefællernes børn”
Den traditionelle definition af ægteskabet, er, at det er et forhold mellem en mand og en kvinde, som sigter mod familiestiftelse, dvs. børn, uanset, om dette så lykkes eller ej. Et delformål med ægteskabsinstitutionen er med andre ord forplantning.
Ifølge FN’s børnekonvention artikel 7 stk. 1 har et barn ”så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.” Dette er blot et blandt mange vidnesbyrd om, at børn har det bedst ved at vokse op i den naturlige familie bestående af det mod livsvarighed sigtende ægteskab mellem mand og kvinde. Der er allerede lovgivning i Danmark, der underminerer dette og ofrer børnene på ligestillingens og socialkonstruktivismens alter. Det gælder bl.a. homoseksuelle pars ret til at adoptere og ret til kunstig befrugtning.
Med den påtænkte lovændring sker der en yderligere cementering af disse love.
Men mens ægteskabet mellem mand og kvinde indtil nu har fået lov at eksistere som en særskilt institution, så påtænker regeringen nu at ændre fundamentalt på definitionen af ægteskabet. Der sker med lovændringen ikke en reel gennemgribende ændring af homoseksuelle retsforhold. De får i alt væsentligt de samme forhold, som de havde som registrerede partnere.
Ændringen har i stedet primært virkninger for definitionen af et ægteskab. Det er med ægteskabet, den største forandring sker. Mens det kønspolære og forplantningsformålet var en del af definitionen på ægteskabet mellem mand og kvinde, så kan disse ikke indgå i definitionen på en institution, som også omfatter homoseksuelle forhold.
Det er en almindelig logisk regel, at når et begrebs ekstention (hvem dette begreb omfatter) udvides, så indskrænkes dets intention (hvad der skal til for at omfattes, dvs. definitionen). En populær måde at sige det på, er at det er den laveste fællesnævner, der bliver afgørende.
Mens det er rigtigt, at der ikke er mange ting i det homoseksuelle forhold, der ikke kan genfindes i en eller anden form i det heteroseksuelle forhold(dette er en del af motivationen for at ville ligestille), så gør det modsatte sig ikke gældende. Som ovenfor anført er der afgørende forskelle, som endog er en del af definitionen på et ægteskab.
Når homoseksuelle forhold ikke har mange særlige karakteristika i sin definitionen, hvor det adskille sig fra heteroseksuelle forhold, mens det naturlige og traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde har særlige karakteristika, så betyder lovændringen, at det bliver det homoseksuelle forhold, der bliver normgivende for definitionen på et ægteskab fremover.
Det er dybt problematisk, at en minoritetsgruppe skal redefinere en anden institution i ligestillingens navn. Det er diskriminerende mod heteroseksuelle, at den institution, de har haft gennem årtusinder skal redefineres alene med det formål at en minoritet kan omfattes af begrebet.
Når ægteskabet redefineres betyder det i realiteten, at der er tale om en anden institution end dét, man hidtil har kaldt ægteskab, på trods af at navnet bibeholdes. I realiteten er der tale om, at ægteskabet omdannes til dét, registreret partnerskab var før.
Dermed ophører ægteskabsinstitutionen med at eksistere som en offentligt anerkendt ordning, sådan som man forstod den, da man lavede f.eks. menneskerettighedserklæringen i 1948, hvor man forudsatte det eksisterende ægteskab som en universel og naturlig ordning. Også i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention anerkendes retten til at indgå ægteskab.
Sådan som ægteskabet blev forstået i 1948 og 1950, ophører det med at eksistere som en offentligt anerkendt ordning. Disse erklæringer er udtryk for, hvad man anså som naturlige frihedsrettigheder. I Menneskerettighedserklæringen anerkendes ægteskabet som samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe.
Når staten ikke blot mener at skulle regulere de retlige forhold for ægteskaber, men også kan redefinere ægteskabet, er man i strid med menneskerettighedserklæringen og med det faktum, at samfundet består af familier. Det er grundlæggende en totalitær udbredelse af sin magtsfære fra statens side, når man mener at kunne redefinere ægteskab og familie.
Det er dybt kritisabelt, at man med lovændringen vil ophæve det traditionelle ægteskabsbegreb alene for at tilgodese en minoritet, som kunne tilgodeses uden at de behøvede at omfattes af begrebet ægteskab.
Ydermere er det problematisk, at man foretager en omdannelse af alle eksisterende ægteskaber til kønsneutrale ægteskaber, mens registrerede partnere selv kan vælge, om de vil have betegnelsen på deres forhold ændret. Når definitionen på ægteskabet ændres, er der tale om en grundlæggende anden institution.
Som ovenfor anført, ligner det nye kønsneutrale ægteskab snarere et registreret partnerskab end et ægteskab. Omdannelsen af eksisterende kønspolære ægteskaber til kønsneutrale ægteskaber er derfor mere gennemgribende end en omdannelse af registrerede partnerskaber til kønsneutrale ægteskaber ville være.
Det er derfor dybt diskriminerende at kønspolære ægteskaber omdannes til kønsneutrale ægteskaber, mens registrerede partnerskaber har mulighed for at forblive i den institution, de har sagt ja til at indgå i.
Det er ydermere en krænkelse af den personlige frihed, når eksisterende ægteskaber omdannes til kønsneutrale ægteskaber uden parternes frie og fulde samtykke. En grundlæggende ændring af definitionen på ægteskabet og omdannelse af eksisterende ægteskaber til kønsneutrale ægteskaber, svarer fuldt ud til en opløsning af eksisterende ægteskaber og indgåelse af nye ægteskaber under andre forudsætninger. Denne grundlæggende ret til samtykke ved ægteskabsindgåelse er bl.a. bevidnet i menneskerettighedserklæringen, men også i vores kulturhistorie, hvor samtykke har været påkrævet i dansk ægteskabsret i mig bekendt al skreven ægteskabsret. I almindelig aftaleret kan man heller ikke uden videre ændre grundlæggende ved aftalens vilkår og forudsætninger og gå ud fra, at aftalen består. Det er ikke unormalt, at man ved væsentlige lovændringer lader allerede bestående aftaler efter gamle regler bestå.
Hvorfor kønsneutrale ægteskaber er diskriminerende mod andre samlivsformer
Der er legitime grunde til at give ægteskabet mellem mand og kvinde en særstatus og beskytte det. Disse legitime grunde hænger uløseligt sammen med det, der hidtil har været definitionen af et ægteskab, nemlig at det er en i princippet livsvarig forbindelse, der har forplantning og opfostring af børn som sit mål.
En lesbisk kvinde kan få kunstig befrugtning og barnet heraf kan adopteres af hendes partner. Men de kan ikke ved en fælles handling forplante sig. De kan kun ved hjælp af donor sæd få foretaget en kunstig befrugtning. To homoseksuelle mænd har end ikke denne mulighed. Der er naturligvis også heteroseksuelle par, der ikke kan få børn på naturligvis, men dette er resultatet af andre forhold, der forhindrer det ellers naturlige resultat af et heteroseksuelt samliv.
Der er altså en afgørende biologisk forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle forhold, som selv et barn kan se. Staten har en særskilt interesse i stabile heteroseksuelle ægteskaber. Al forskning viser, at samfundsøkonomien er afhængig af stabile familier og logikken tilsiger, at samfundet er afhængig af, at der fødes børn – noget som stabile heteroseksuelle familier er den bedste og billigste forudsætning for. Endvidere er det naturlige sted for opfostring af børn, familien med en mor og en far. Det vidner FN’s børnekonvention også om, når den netop søger at beskytte børns ret til at vokse op hos deres biologiske forældre.
Det i princippet livsvarige ægteskab mellem en mand og en kvinde, adskiller sig altså grundlæggende fra homoseksuelle forhold. Det er derimod svært at se, hvor homoseksuelle forhold adskiller sig afgørende fra andre samlivsformer. Når definitionen af et ægteskab ændres, så den kan rumme homoseksuelle forhold, er det udtryk for en usaglig diskrimination af andre samlivsformer, hvad enten de er seksuelle eller ej.
Mens formålet med at beskytte ægteskabet mellem mand og kvinde som en særlig ordning havde legitime formål, så findes der ikke nogen legitime grunde til særligt at beskytte homoseksuelle par frem for andre samlivsformer, som f.eks. polygami, hvor flere kvinder er gift med en mand eller kollektiver med seksuelt samkvem på kryds og tværs.
Der findes heller ikke nogen grund til at definere et ægteskab som noget, der har med seksuelt samkvem at gøre, når dette seksuelle samkvem ikke er af en sådan art, at det typisk vil medføre forplantning og i øvrigt er det naturlige sted for opfostring af børn.
Hvorfor skal et søskendepar, som bor sammen uden seksuelt samkvem ikke have mulighed for den samkvem økonomiske ordning. Og hvorfor skal et munkekloster ikke have lov at gifte sig med hinanden, så de får mulighed for at bruge den legale formueordning for ægtefæller?
Selvom retorikken omkring kønsneutrale ægteskaber er, at det handler om ligestilling, er lovforslaget snarere et udtryk for en usaglig forskelsbehandling og en særbehandling af homoseksuelle par på bekostning af både selve ægteskabsinstitutionen og alle andre samlivsformer.
Uheldige samfundsmæssige konsekvenser af kønsneutrale ægteskaber
Udover at krænke både heteroseksuelle ægtepars rettigheder og andre samlivsformer, vil indførelsen af kønsneutrale ægteskaber også medføre negative samfundskonsekvenser.
Når ægteskabsbegrebet løsrives fra det også biologisk naturlige familiebegreb, sådan som det sker med lovændringen, så vil det have betydning for det generelle syn på ægteskabet. Ægteskabet reduceres til en menneskeskabt kontrakt, som kan ændres efter behov. Opfattelsen af ægteskabet som en i princippet livsvarig forening af mand og kvinde vil derfor også forsvinde.
Det betyder flere brudte familier, hvilket er en samfundsøkonomisk belastning, som vil medføre flere enlige mødre, flere depressioner, mindre arbejdsomhed blandt mænd, som ikke har en familie at forsørge, flere skilsmisse børn og en fødselsrate, der falder yderligere. Der er allerede forskere, der spekulerer over, om den nuværende økonomiske krise hænger sammen med den opløsning af familier, som allerede har fundet sted som følge af den seksuelle revolution, ligesom al forskning mig bekendt peger på, at stærke familier er en forudsætning for økonomisk velstand.
At kønsneutrale ægteskaber medfører en mindre forpligtelse til livsvarigt samliv, kan allerede dokumenteres ved forskning i homoseksuelle ægteskaber i Norge og Sverige (se rapporten ”The Demographics of Same-Sex „Marriages“ in Norway and Sweden af Gunnar Andersson, Turid Noack, Ane Seierstad & Harald Weedon-Fekjær, som kan findes her:https://same-sex.web.ined.fr/WWW/04Doc124Gunnar.pdf )
Sprogbrug har en afsmittende effekt på forståelsen af begreber. Det er naivt at gå ud fra, at det vil være troskaben i heteroseksuelle ægteskaber, der smitter af på de homoseksuelle ægteskaber, når fællesnævneren for de to og dermed definitionen på det nye ”kønsneutrale ægteskab” i øvrigt er det, som hidtil har kendetegnet homoseksuelle par.
Ydermere cementerer lovændringen også homoseksuelles ret til kunstig befrugtning til skade for børnene, som frarøves retten til at vokse op hos sin far og en mor. Med lesbiske pars ret til kunstig befrugtning konstruerer man børn med det formål, at de ikke skal have lov at vokse op hos deres mor og far og end ikke en mor og en far, selvom dette er det naturlige.
Vi kender ikke alle konsekvenserne af denne børnekonstruktion, men allerede nu leder ældre børn efter deres anonyme donorfar. Det er ren ideologi til skade for børnene, når man hævder, at naturlige ophav ikke har nogen betydning, og at man blot kan konstruere børn, uden det får emotionelle konsekvenser for børnene. Det er også ren ideologi, når man forudsætter, at kønsroller blot er traditionelle, og at der ikke er naturlige forskelle på fædre og mødre og at børn ikke har brug for begge dele.
Den eksisterende lovgivning er en krænkelse af børns rettigheder til skade for børnene. Fordi man ikke vidste, hvilke konsekvenser indførelsen af kønsneutrale ægteskaber ville have for børnene, frarådede en fransk rapport i 2006 kønsneutrale ægteskaber som værende i strid med børns rettigheder og til skade for børnene (Se sammendrag her: http://www.bevarekteskapet.no/sfiles/6/53/3/file/franceproposals.pdf )
Underminering af ytringsfriheden
Lovændringen rammer en grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Med lovændringen får homoseksuelle par ikke blot retten til at kalde sig ægtefolk, men også retten til at blive kaldt ægtefolk af samfundet. Samfundet er os alle sammen. Loven vil på længere sigt få den konsekvens, at hele samfundet skal acceptere homoseksuelle par som ægtefolk.
I bemærkningerne til lovforslaget står der: Der tages med forslaget således et stort skridt i retning af at gøre op med den skelnen, der igennem mange år har været mellem på den ene side ægteskab som et retsligt institut, forbeholdt en mand og en kvinde, og på den anden side registreret partnerskab mellem par af samme køn.
Lovændringen er udtryk for, at staten gennem lovgivning vil ændre ord og begreber. Lovforslaget er et forsøg på styring af sproget og menneskers tanker.
Det kønsneutrale ægteskab er noget ganske andet end dét, mange er gået ind til, da de blev gift. Når flere skal omfattes af samme begreb, ændrer man også definitionen af begrebet, som jeg allerede har skrevet ovenfor.
Det kønsneutrale ægteskab er, uanset hvad man måtte mene om homoseksualitet i øvrigt, noget ganske andet end det kønspolære ægteskab mellem mand og kvinde. Når man med lov vil ændre ord og begreber, så to ting, der i deres natur er forskellige, skal kaldes det samme, så er der tale om sindelagskontrol. Det er et forsøg på ved sproglig genopdragelse at ændre folks holdninger til homoseksualitet.
Staten gør sig til moralsk dommer over menneskers tanker og meninger og vil med lov og magt ændre sproget for at tilgodese en lille gruppe.
Når man begynder at lave lovgivning, som alene har til formål at ændre ord, begreber og tanker, så er der tale om statslig sindelagskontrol og forsøg på genopdragelse af befolkningen.
Naturligvis findes der i Danmark mange, som mener, at ægteskabet blot er en social konstruktion, som man kan ændre efter behov. Hvis man mener dette, kan en ændring dog i og for sig være ligegyldig. Registrerede partnere har de samme rettigheder, som ægtefæller af samme køn får. Man kunne kalde registrerede partnere noget mere romantisk, hvis man synes, sådan som det tidligere har været foreslået med ”livsfæller”.
Men man behøvede ikke at ændre ægteskabsbegrebet. Det gør man kun, hvis man vil kontrollere, hvad andre siger og mener om homoseksuelle forhold.
Vi har allerede paragraffer, der beskytter forskellige grupper mod ”hadefuld tale” – et begreb, som i disse år udvides til at dække megen tale, som ikke per definition er hadefuld. Med lovændringen får homoseksuelle en lovbeskyttet ret til at kalde sig ægtefolk, som meget vel kan få den konsekvens, at en nægtelse heraf kan ses som udtryk for hadefuld tale og dømmes efter f.eks. racismeparagraffen.
Ægteskabsbegrebet har betydning mange steder i vores samfund, som f.eks. når den offentlige administration bruger det i forbindelse med behandling af borgernes sager eller når lærere og pædagoger forklarer børn, hvordan verden hænger sammen.
Når staten vil ændre den almindelige sprogbrug med lov, så vil det få den konsekvens, at ansatte i den offentlige administration fremover skal benævne og betragte homoseksuelle par som gift.
Mens de færreste kom i samvittighedsproblemer ved at betragte homoseksuelle par som registrerede partnere, så vil noget andet gøre sig gældende for begrebet ”ægteskab”. Vil man f.eks. kunne blive fyret som lærer, hvis man overfor skolebørn stiller sig kritisk overfor at kalde homoseksuelle par for ægtefolk?
Der har allerede været eksempler i Europa på, at ægtepar, som var kritiske overfor homoseksualitet blev nægtet f.eks. retten til at adoptere. Lovændringen ændrer ord og begreber og således er udtryk for ideologisk styring af borgernes tanker.
Underminering af religionsfriheden
Nært sammenhængende med ytringsfriheden er religionsfriheden, som også undermineres af den nye lov. Ifølge bemærkningerne i loven bygger lovforslaget delvis på et ønske om vielse af homoseksuelle i folkekirken. En gruppe præster og homoseksuelle i folkekirken ønsker muligheden for vielse af homoseksuelle, men som det fremgik af den tidligere udvalgsrapport herom, er der ikke et bredt krav om, at homoseksuelle par skal kaldes ægtefolk. Det er mig bekendt stadigvæk kun et mindretal i folkekirken, der ønsker dette.
Ægteskabet er traditionelt blevet defineret i alle de store verdensreligioner som et forhold mellem en mand og en kvinde. Ægteskabet er også en sædvane, som oftest er sammenknyttet med religion og teologi i de fleste religioner.
Muligvis med få undtagelse vil de fleste øvrige trossamfund ikke benytte sig af muligheden for at vire par af samme køn som ægtepar. Tværtimod vil det stride mod de fleste øvrige trossamfunds troslære at kalde homoseksuelle par for ægtefolk.
De traditionelle religioner opfatter ægteskabet som en naturlig eller gudgiven ordning, som mennesker ikke kan ændre grundlæggende på, sådan som det også forudsættes i Menneskerettighedserklæringen. Se her til f.eks. Gads Religionsleksikon under indgangen ”ægteskab”.
At mennesker kan ændre grundlæggende på definitionen af ægteskabet, forudsætter derimod oftest, at der ikke eksisterer en eller flere skabere eller at den konkrete virkelighed blot er en illusion. Den ateistiske og sækulære socialkonstruktivisme står her sammen med venstrefløjen i folkekirken om at påtvinge resten af befolkningen dét synspunkt, at ægteskabet blot er en menneskelig konstruktion, når den vil ændre grundlæggende på definitionen af ægteskabet.
Dette synspunkt ville der være plads til at have, selvom man ikke lod homoseksuelle og heteroseksuelle par omfatte af samme begreb og lov. Det ville ikke krænke ateisters, socialkonstruktivisters, kulturradikales, folkekirkeliges eller homoseksuelles ret til at mene, at ægteskabet blot er en social konstruktion, hvis man beholdt den nuværende ordning og evt. ændrede navn på registrerede partnerskaber til livsfæller eller noget andet. For en der betragter ægteskabet mellem mand og kvinde som blot en social konstruktion, må en ændring af begrebet også blot være en social konstruktion og dermed ikke et samvittighedsproblem.
Hvis man mener, at ægteskabet blot er en social konstruktion, må man indrømme, at denne konstruktion i hvert tilfælde delvis hører ind under religionens område, idet den altid har været knyttet til religionsudøvelse og altid og alle steder har været knyttet til religiøse ritualer. At ændre definitionen på ægteskabet er dermed også at gå ind på et område, som delvis er religionens og samvittighedens område.
Det er svært at se andet formål med at ændre på begreberne, end at man med lov vil tvinge alle i samfundet til at betragte ægteskabet som en social konstruktion, når lovændringen i realiteten ikke giver homoseksuelle andre rettigheder end retten til at blive kaldt ægtefolk og dermed retten til at få ægteskabsbegrebet tilpasset de homoseksuelle.
Med lovændringen vil man tvinge en ny definition af ægteskabet ned over allerede indgåede ægteskaber og tvinge alle til i fremtiden at indgå i denne nye ordning, såfremt de vil have deres forhold anerkendt som et ægteskab. Dette vil uundgåeligt skabe samvittighedsproblemer for mennesker, der er af den overbevisning, at ægteskabet er en naturlig ordning eller en skabelsesordning, hvorimod den nuværende tilstand ikke skaber samvittighedsproblemer.
Lovændringen kommer dermed på kanten af grundlovens § 70, fordi den presser et livssyn ned over den del af befolkningen, som er tilhængere af en af de traditionelle religioner, herunder de mange kristne både i og udenfor folkekirken, som betragter ægteskabet som en skabelsesordning: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Loven fratager endvidere kristne og andre med samme syn på ægteskabet og som allerede har indgået ægteskab, retten til at samtykke til eget ægteskab. Særligt traditionelle kristne og andre med samme ægteskabssyn er gået ind i ægteskabet under den forudsætning, at det var ægteskabet mellem mand og kvinde, de gik ind i. Når selve definitionen på deres allerede indgåede ægteskab ændres, uden deres samtykke, er der i realiteten tale om religionstvang, hvor man påtvinger mennesker en bestemt forståelse af ægteskabet med visheden om, at det vil stride mod, hvad de i forvejen mener.
Lovændringen er svær, for ikke at sige umulig, ikke at se som et kulturradikalt forsøg på at opdrage befolkningen til at tro og mene noget bestemt om ægteskabet, en institution, som man ikke selv mener noget særligt om, men som man ved, at de store verdensreligioner mener noget særligt om. Når man redefinerer noget, man ikke selv har en særlig mening om, men ved at andre har en særlig mening om, så kan det næsten kun være med henblik på at ændre opfattelsen hos dem, der mener noget andet.
Man kan hertil indvende, at de homoseksuelle jo også mener noget om ægteskabet. De homoseksuelle har et ønske om anerkendelse og søger den i ægteskabet. Men ingen kan både mene, at ægteskabet er en grundlæggende og naturlig ordning og at den er kønsneutral, eftersom ægteskabet, som vi kender det, er en kønsspecifik ordning. Når nogle homoseksuelle ønsker sig omfattet af ægteskabsbegrebet for at få anerkendelse, er det med andre ord også et krav om at få denne anerkendelse fra traditionelle kristne og andre tilhængere af en traditionel seksualmoral. Med andre ord er der tale om et krav om, at samfundet med lov presser mennesker til en moralsk anerkendelse af homoseksuelle forhold.
Dette er en indgriben i religionsfriheden og en underminering af grundlovens § 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Det strider ikke mod den offentlige orden at mene, at homoseksualitet er i strid med Guds bud, så længe der ikke opfordres til vold mod homoseksuelle. Når samfundet vil opdrage dets borgere i, hvilke moralske domme, de må træffe og ændre ord og begreber for at ændre på borgernes religiøse overbevisning, så er der tale om angreb på religionsfriheden.
Denne indgriben i religionsfriheden viser sig også i de problemer, som er nævnt under punktet om ytringsfriheden ovenfor. Offentligt ansatte vil være tvunget til at anerkende homoseksuelle som ægtefolk i forbindelse med deres arbejde. Har man samvittighedsproblemer hermed, vil man ikke have samme adgang til arbejde indenfor det offentlige som andre. Dernæst vil loven formodentlig med tiden medføre at diverse diskriminationslovgivning kommer i spil overfor både individer, trossamfund og kirkelige eller religiøst prægede organisationer, som ikke betragter homoseksuelle som ægtefolk.
Den evangelisk-lutherske Bekendelse og den naturlige lov
Som præst i en evangelisk-luthersk kirke, ligesom folkekirken fejlagtigt hævdes at være, vil jeg afslutningsvis henvise til den lutherske bekendelse, som aflægger en klar bekendelse om ægteskabet som en gudgiven ordning, selvom denne ordning for så vidt angår den økonomiske regulering, hører under det borgerlige regimente. Det fremgår dog af Martin Luthers Lille katekismus i forklaringen til det sjette bud og til første trosartikel, at ægteskabet er en gudgiven skabelsesordning. Det ofte fremførte argument, at ægteskabet ikke er et sakramente, men en borgerlig ordning, bygger på en række fundamentale misforståelser af evangelisk-lutherske teologi. Om noget er et sakramente eller ej er ikke afgørende for, om det er en guddommelig indstiftet ordning.
Mens alle sakramenter er guddommeligt indstiftede, er ikke alle guddommeligt indstiftede ordninger sakramenter. Den verdslige øvrighed er selv en guddommelig ordning ifølge den lutherske bekendelse, som vi må underordne os.
Jeg nærer ingen illusion om, at den verdslige øvrighed i dette land føler sig bundet af den lutherske bekendelse, selvom grundlovens ordlyd siger noget andet. Jeg nævner det blot for, at man ikke heri vil søge en undskyldning for at indføre kønsneutrale ægteskaber.
Konklusion
Jeg håber på den baggrund, at regeringen vil genoverveje dette lovforslag, som på flere punkter begrænser borgernes rettigheder uden at det i realiteten giver homoseksuelle nye rettigheder.
Jeg skal desuden gøre opmærksom på, at der er en underskriftsindsamling i gang imod lovforslaget, som i skrivende stund har samlet over 1.400 underskrifter fra folk, der mener, at lovforslaget vil krænke fundamentale rettigheder. Det er muligvis ikke mange underskrifter. Men det er mange underskrifter fra personer, der mener deres fundamentale rettigheder krænkede.
Forslag til nytårsforsæt: Læs Biblen på et år
Min hustru og jeg er netop blevet færdig med vores nytårsforsæt fra sidste år om at få læst Biblen efter denne bibelhistorisk bibellæseplan, hvor rækkefølgen af læsningerne var lavet efter begivenhedernes “formodede” rækkefølge. Det var en god oplevelse at komme igennem hele Biblen på et år. På den måde sikrer man, ligesom i forkyndelsen med tekstrækkerne, at man ikke blot får læst sine yndlingstekster, dem man kender godt i forvejen og at man i det hele taget får læst en del hver dag.
At bruge en læseplan sikrer, at man ved, hvor man er og hvis man kommer bagefter, at man ved, hvor langt man er bagefter, så man kan få indhentet det. Dermed sikrer man bedre, at man får læst det hele på et år. Hvis man er flere, der følger samme plan, som i dette tilfælde min kone og jeg, så kan man også hjælpe hinanden til at få læst.
Det interessante ved den læseplan, vi har brugt i det snart forgangne år, er , at man f.eks. får læst tekster, der handler om samme begivenhed næsten samtidig. Man får på den måde et bedre helhedsbillede af begivenhederne. Engang imellem bliver man også udfordret, når der er tilsyneladende modsætninger, som man så må se, om man kan løse. Alternativet kan nogengange være, at man ikke forholder sig til dem og får en nagende tvivl i baghovedet, som kan frembringe mistillid til Guds ord. Når det så er sagt, så skal vi naturligvis ikke gøre Guds ords troværdighed afhængig af, at vi kan gennemskue de tilsyneladende modsætninger. Det er i sig selv en åndelig fare, som man også må forholde sig til, når man læser Biblen efter en sådan plan. Men man skal på den anden side ikke ignorere problemerne, så det fører til en to-rumstænkning, hvor man reelt begynder at tænke om Biblens begivenheder som mytiske eller i hvert tilfælde ikke nogen, der er sket i vores virkelighed.
En bibelhistorisk læseplan kan naturligvis heller ikke være præcis eller sikker. F.eks. er en del konservative teologer uenige med den plan, vi brugte om, hvornår begivenhederne i Jobs bog udspandt sig og jeg er tilbøjelig til ikke at give læseplanen ret i sin vurdering. Derfor må man nogengange tage tekstrækkefølgen lidt med et gran salt.
Fordelen ved en bibelhistorisk læseplan er dog, at den understreger, at det drejer sig om virkelige begivenheder i tid og rum i vores verden, som Gud har ladet beskrive – nogengange fra forskellige synsvinkler og af forskellige vidner.
Endnu en fordel ved en bibelhistorisk læseplan er, at den er pædagogisk, fordi der er en naturlig veksling mellem teksterne og man ikke føler, at man bliver sat tilbage i tid, når man f.eks. når til krønikebøgerne, sådan som man godt ellers kan med en læseplan, der følger den kanoniske rækkefølge (den, skrifterne står i i Biblen).
En ulempe kan være, at man ikke læser de enkelte tekster i deres helhed og sammenhæng. Helligånden har indblæst det enkelte skrift og derfor også bestemt, hvilken form, beskrivelsen af begivenhederne skulle have og i hvilken sammenhæng, de skulle skrives. Derfor bør de enkelte skrifter også læses i deres sammenhæng, så begivenhederne føjes ind i det tema og det mål, den enkelte menneskelige forfatter under Helligåndens vejledning har haft med at nævne begivenhederne i lige netop denne sammenhæng.
Derfor vil jeg heller ikke anbefale, at man konsekvent bruger en bibelhistorisk læseplan, men lader den veksle med en, der følge den kanoniske rækkefølge. Det kan formodentlig godt blive lidt trægt, at læse de samme tekster hele tiden, f.eks. når man når til salmernes bog. Vi har derfor i år tænkt os at bruge gidenitternes bibellæseplan, hvor man følger den kanoniske rækkefølge, men læser fra både GT og NT hver dag. Jeg tror også, det er meget godt, at få læst i begge testamenter samtidig, så man løbende kan læse om både løfterne om messias og deres opfyldelse.
Under alle omstændigheder, synes jeg det er en rigtig god ide at bruge en årslæseplan. Kan man ikke overskue at læse hele Biblen på et år, findes der to- og tre-årsplaner, man kan bruge i stedet. Jeg er bl.a. stødt på The Gospel Coalitions to-årsplan, hvor man når igennem salmerne og ordsprogenes bog 4 gange og resten af Biblen en gang.
Som hjælp til forklaring af læsningerne vil jeg foreslå Kretzmanns A Popular Commentary, som kan findes online her.
Et barn er født – revideret
Forrige år sendte jeg et forsøg på en syngbar tilbageføring af “Et barn er født” ud på min blog på eftertanke.dk, i en form, der lå så tæt på Kingos version som muligt. Jeg har fået en del gode forslag, så her er en revideret version. Enhver er fri til at bruge den, ændre i den eller bruge sine egne forslag (dem, jeg ikke har valgt i min version). Jeg har tilføjet et “tekstkritisk apparat” nedenunder teksten med alternative læsninger.
1. Et barn er født i Betlehem,
så glæd dig da Jerusalem!
Halleluja, halleluja!
2. Han lagdes i et krybberum,
ej ende har hans herredom.
Halleluja, halleluja
3. Men okse dér og æsel stod
og så den Gud og Herre god.
Halleluja, halleluja
4. Og Østens vise ofred’ dér
guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!
5. Den rene jomfru barnet bar,
for uden mand hans fødsel var.
Halleluja, halleluja
6. Vort kød og blod han på sig tog,
men Djævelen ham ej bedrog.
Halleluja, halleluja
7. Lig er han os i kød og blod,
ulig i synden derimod.
Halleluja, halleluja
8. Dermed gør han os med sig lig
og fører os til himmerig.
Halleluja, halleluja
9. For denne tid så nåderig
ske Herren lov evindelig.
Halleluja, halleluja
10. Lov, tak og pris i evighed
den hellige treenighed
Halleluja, halleluja
Latin 15. årh., Kingo 17. årh, Magnus Sørensen 2009, revideret 2011 med forslag fra flere faceboook-venner.
v. 5 kunne også lyde: undfanget uden mand, han er, men der irriteres jeg nok lidt over metrikken, så det har jeg udeladt, selvom det er sprogligt mere præcist i forhold til den latinske original. Kingo er i øvrigt enig med mig 🙂
v. 10 kunne lyde: Den hellige treenighed / ske lov og pris i evighed el. ske tak og pris i evighed. Det første klinger bedre end det sidste efter min mening, selvom forskellen på lov og pris er til at få øje på, mens tak indholdsmæssigt tilfører noget, som lov og pris ikke gør.
Bibeltime over 1. Mos 3
Bibeltekster er fra 1931-oversættelsen af GT
Gen 3:1 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort
Slangen er her i centrum. Den fremhæves rent sprogligt som noget, vi skal være opmærksom på. Der var tale om en naturlig slange. Træsk vil sige snedig, lumsk. Slangen var skabt af Gud, ligesom de andre dyr og dermed ikke i sig selv ond. Denne snedighed, som slangen sart viste i ord, løfter også sløret for, at vi ikke blot har at tale med en almindelig slange, men Satan, der brugte slangen, sådan som onde ånder i det nye testamente kunne besætte f.eks. en flok svin.
Slanger taler normalt ikke, hvilket også viser, at det ikke blot er en slange, vi har med at gøre. Det er Satan, der taler gennem slangen.
Det fremgår også af 2 Kor 11,13-14, at slangen var Satan.
Satan var faldet på t tidspunkt efter den syvende dag og inden denne dag, hvor han frister Eva. Vi ved ikke meget om dette englefald, men vi ved, at alt, hvad Gud skabte var godt.
…og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
Satan stiller et spørgsmål. Han forudsætter, at svaret på spørgsmålet er afgørende for, hvordan Gud skal bedømmes. Har Gud virkelig sagt? Har Gud virkelig givet så streng en befaling? Buddet om ikke at spise af kundskabns træ var ikke ment som en byrde – og var heller ikke et byrdefuldt bud. Det var ment som et bud, hvormed Adam og Eva af et glad hjerte skulle tjene Gud og undlade at spise af træet. Instinktivt forstår vibedre slangens tankegang, som de syndere, vi er. Slangen ser på Guds bud som noget byrdefuldt. han ser dem ikke som en måde, hvorpå Guds skabninger kan tjene Gud. Synden vil kun tjene Gud af nød, aldrig af glæde. Synden ser Gud som en streng herre, der pålægger det umulige – og dermed en ond og uretfærdig herre.
Og det var denne tankegang, Satan fra begyndelsen forsøgte at liste ind i Evas ører.
Satan overdriver desuden buddet for at få Gud til at fremstå værrer og mere uretfærdig end han er. Satan forsøger også at få Guds enkle og klare bud til at fremstå uklart ved at så tvivl om, hvad Gud egentligt har sagt. Mente Gud bare et træ eller alle træer? Var Guds ord nu så klart? Og kan man stole på, hvad Gud siger? Og vil Gud dem det godt?
Synden stoler ikke på, at Gud vil os det godt.
Gen 3:2 Kvinden svarede: “Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
Gen 3:3 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
Kvinden korrigerer slangens misforståelse. Hun holder sig til at begynde med til ordenes simple mening af Guds ord. De måtte godt spise af træerne i haven, bortset fra træet midt i haven. Men i kvindens defensive svar ligger også allerede kimen til synden. Satan har grundlæggende sået tvivl om, hvorvidt Gud er god, hvis han ikke tillader, at de spiser af alle havens træer. Hvis Gud sætter begrænsinger, kan han ikke være God. eva gør ikke op med denne præmis, men forsøger at forsvare sig med, at så mange begrænsinger, har Gud heller ikke sat. det er kun et træ, Gud har begrænset deres adgang til. Vi får nok at spise, så vi behøver ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, er hendes svar. Men hun er allerede begyndt at tale med satan og er allerede gået ind på hans forudsætninger. Hun har allerede delvist gjort sig til dommer over Gud i stedet for selv at underlægge sig Gud og Guds ord.
Ikke desto mindre bruger hun Guds ord og forsvarer det. Hun er blevt lokket i en fælde, men hun er endnu ikke fanget i den. Eva ønsker at underordne sig Guds ord og bekender Guds ord overfor Satan, selvom hun uden at vide det er ved at blive lokket ind i en argumentation, som Satan vil vinde.
Hun begrunder Guds forbud med Guds kærlighed. Hvis de spiser af træet skal de dø, og det vil Gud gerne bevare dem fra. Gud havde i 1. Mos 2,17 advaret Adam og Eva mod at spise af træet og som Guds børn, ønskede de at følge Guds bud i tillid til, at det var det bedste for dem.
Gen 3:4 Da sagde Slangen til Kvinden: “I skal ingenlunde dø;
Gen 3:5 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
Slangen citerer her Gud, men benægter, hvad Gud siger. han siger egentlig “ingenlunde skal i dø”. Han angriber Guds ord og Guds advarsel direkte og benægter den. Derefter så han tvivl om Guds intentioner, som han allerede gjorde til at begynden med. Han fremstiller Gud som en, der ikke vil dele glæderne med Adam og Eva. Vi skal huske på, at Jesus har sagt, at Satan er en løgner. Hvad han siger til Adam og Eva er løgn eller halve sandheder. Adam og Eva kendte allerede det goe og det var meningen, at de skulle vokse i kundskaben om det gode. Det var også meningen, at de ved at adlyde Guds bud mod Satans fristelser skulle lære det onde at kende, som noget de skulle afsky. På den måde skulle de tjene Gud villigt og lære både godt og ondt at kende, men ved at holde sig til det gode.
Satan bilder nu reelt Eva ind, at hun også stadig vil kende det gode og kunne gøre det gode, når hun spiser af træet. Han bilder hende ind, at hun vil have et frit valg mellem det gode og det onde. Han bilder hende ind, at hun vil have en fri vilje til stadig at vælge det gode, når hun har spist af træet. Men det er løgn – og det er den løgn, Satan stadig bilder os ind: at vi er frie til at vælge det gode, at Guds befalinger er onde og at frihed handler omat kunne gøre, hvad vi vil.
Satan bilder os stadigvæk ind, at vi er gode og frie og at frihed handler om at skille sig af med Guds undertrykkende regler og befalinger. men det er løgn, som fører til død og derefter til evig død.
Gen 3:6 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
Faldet skete, da Eva syndede i sit hjerte og så, at træet var godt at spise af og at få forstand af. Da hun søgte glæde og visdom udenfor Guds ord og Guds ordninger og lyttede til djævelen, mistede hun gudbilledligheden, så hun ikke længere var i overensstemmelse med Guds tanker. I stedet var hun i overensstemmelse med Satans tanker og bar Satans billede.
Hun stolede ikke længere på Gud og hans ord og synden havde taget magten over hendes hjerte, så hun fulgte sit begær og syndede i handling og tog af træet.
Adam var sammen med hende. Det var ikke ham, der var blevet forført af slangen (jvf. 1 Ti 2,14), men han lod sig overbevise af sin hustru om, at træet var godt at få forstand af. Det gjorde ikke hans synd mindre. Tværtimod, så kan vi mellem linjerne læse hans store synd, som var, at han ikke udøvede sit embede som mand og advarede og formanede sin hustru. han var hos hende, da hun spiste af træet, men han så til og hun gav ham af træet. Der blev bytte om på skabelsesordningen, så han lod Eva bestemme og lede, hvor han burde have sat hælene i og prædiket Guds ord for hende.
Sådan medfører manglende respekt for skabelsesordningen mellem mand og kvinde, at andre synder følger med. Vi kan også heraf se, hvor stærk en sammenhæng, der er mellem skabelsesordningen og forholdet til Gud. Indvævet i den første synd mod Gud var også en første synd mod Guds ordning for mand og kvinde.
Gud afslører synden og in nåde
Gen 3:7 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
Adams og Evas øjne åbnedes, så de erkendte det onde. Der er ikke tale om rent intellektuel erkendelse, men om erfarings-erkendelse. De erfarede det onde i deres hjerter, herunder også deres onde begær. I 1. mosebog 2,25 lærte vi, at de var nøgne, men ikke skammede sig. Deres seksualdrift var i fuld overensstemmelse med Guds vilje. Men nu var den ramt af synden og viste sig i egoistisk begær. Samtidigt kendte de stadigvæk det gode, så de skammede sig over ondskaben i deres hjerter og ønskede at skjule den. Derfor syede de figenblade sammen for at skjule deres begær for sig selv, for hinanden og for Gud.
Deres skam var udtryk for både deres erkendelse af deres synd mod Gud og deres forsøg på at skjule deres synd.
Sådan forsøger vi også ofte at skjule os og vores synd for hinanden og for Gud. Mange erkender, at de livet igennem spiller roller og forsøger at skjule, hvem de virkelig er. Selvom man forsøger at bilde os ind, at vi kan leve som vi vil og at alle vores normer blot er menneskelig konstruktioner, så kan man ikke slippe af med skammen. Mennesker føler skam, fordi de erfarer synden i sig selv. Det kan være, at vi projicerer skammen over på noget forkert i stedet for på de rigtige synder. Men vi føler skam og vi føler skyld over synden.
Og vi forsøger at skjule synden med figenblade – vores hjemmelavede masker og forsøg på at retfærdiggøre os – både overfor gud og overfor hinanden.
Et eksempel er vielse af homoseksuelle. Hvis man virkelig var ligeglad med Gud og hans lov og hvis man mente, at ægteslabet blot var en menneskelig konstruktion, så ville man heller ikke føle behov for at få sit forhold kaldt et ægteskab eller blive viet i kirken. Men man føler skam over synden og vil have menneskers og Guds velsignelse, fordi man føler skam og skyld.
Skammen er dog ikke det samme som syndserkendelse. Skammen er udtryk for en bevidsthed om, at der er noget i vejen, ligesom den nagende følelse af ikke at være rigtig, viser, at der er et problem, men ikke sætter fingeren på det ømme punkt. Derfor har Adam og Eva – og vi, burg for, at Gud afslører synden.
Gen 3:8 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
At Gud vandrede i haven vil sige, at han tog menneskelig form. Det er ikke billedsprog, men Gud viste sig virkelig for at vandre med dem. Det er den anden person i treenigheden, der er Guds tolk (Joh 1,18) og som viser sig for mennesker som et menneske. det havde han muligvis gjort før, siden de kan høre, at det er ham, der kommer vandrende.
De erkender i hvert tifælde, at det er Gud, og de erkender deres egen syndige tilstand. Derfor skjuler de sig. Sådan forsøger vi menensker bestandigt at skjule os for Gud, så han ikke ser vores synd. og vi bilder os ind, at vi kan gøre det, som strudsen bilder sig ind, at den kan gemme sig ved at stikke hovedet i busken. Her ser vi, hvordan Adam og Eva efter faldet også med det samme gribes af selvretfærdighed, så de tror, de kan skjule sig for Gud og tror, de kan skjule deres egen synd.
Gen 3:9 Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
Gud forkastede ikke med det samme sine skabninger, men opsøgte dem for at fortælle dem både om deres synd og om deres nåde. Gud vidste godt, hvor Adam var, men han ville have Adam til at forstå sin synd. Derfor spørger han Adam, hvor han er.
Gen 3:10 Han svarede: “Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!”
I stedet for at sige, at han var bange, fordi han og Eva havde spist af træet og syndet mod Gud, skyder Adam skylden på sin nøgenhed. Dette var en halv sandhed, for han skammede sig jo rent faktisk over sin nøgenhed – men grunden til dette var, at han og Eva havde syndet mod Gud. men Adam får det til at se ud som passende, at han gemmer sig for Gud for at skjule sin nøgenhed. Det er naturligt for mennesker at gemme sig for Gud og frygte hans blik, sådan som Adam gjorde. Det skyldes vores syndighed.
Det er også naturligt for os syndere, at vi forsøger at retfærdiggøre vores fosøg på at skjule os for Gud. Det naturlige menneske vikler sig ind i flere og flere undskyldinger for at undgå at blive afsløret i synden.
Gen 3:11 Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
Gen 3:12 Adam svarede: “Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.”
Gud forsøger igen at få Adam til at erkende sin synd. Hvorfor er nøgenheden et problem. Hvorfor skammer han sig over den? Hvis ikke han havde spist af træet, ville han ikke have skammet sig over nøgenheden.
Men Adam reagerer igen selvretfærdigt. Han benægter ikke, at han har spist af frugten, men han skyder skylden for ugerningen på Eva og på Gud.
Han skyder den først på Eva. Det var hende, der gav ham af frugten, så han kunne spise af den. Synden adskiller mennesker fra hinanden, så de skyder skylden for deres egne synder på andre. Men enhver er ansvarlig for sine egne synder, uanset hvilke synder, andre har begået mod en. Ingen af andres synder undskylder dine synder. Mange menneskelige konflikter skyldes netop denne form for selvretfærdiggørelse, hvor man lægger skylden for alle ens ulykker over på andre oi stedet for at erkende sin egen synd og skyld.
Dernæst ligger der også i Adams beskyldning mod Eva igen en afløsring af, at han ikke selv har levet op til sit ansvar. Det er ham, der er manden og ham, der er hoved for ægteslabet mellem de to. han havde ansvaret for at retlede Eva, men lod sig i stedet styre og forlede af Eva. Det er en del af grundsynden, at mænd ikke tør tage deres gudgivne ansvar på sig og lede familien efter Guds vilje, men skubber både ansvaret for at lede og skylden for at det går galt over på deres ægtefæller.
Men der ligger også en slet skjult anklage mod Gud i Adams ord: “Kvinden, som du satte ved min side”. Hvor Adam havde takket Gud i 1 Mos 2,23 og sagt “Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!” om den kvinde, Gud havde sat ved hans side, så anklager han nu indirekte Gud for syndefaldet, fordi han satte kvinden ved Adams side. men det var ikke Guds skyld. Det var heller ikke Evas skyld, at Adam syndede. Evas fristelse var vel en nødvendig forudsætning for synden, men ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det afgørende var, at Adam lyttede til kvinden og gennem hende til slangen frem for til Guds ord, så han kunne have forkyndt Guds ord for Eva.
Sådan fristes vi også til at give Gud skylden for vores synder. Når vi siger “hvis ikke det og det var sket” eller “hvis bare det og det kommer i orden, så er jeg færdig med den synd”, så skyder vi i virkeligheden skylden for vores synder på omstændighederne – omtændigheder, som Gud har tilladt. Det er i sidste ende at anklage Gud for vores synd.
Gen 3:13 Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
Ligesom Adam, må kvinden erkende, at hun har udført den handling, hun anklages for. men også hun skyder skylden på andre. Hun skyder skylden på slangen, dvs. på Satan. og her er det på samme måde. Satans forførelse var en nødvendig forudsætning for Evas synd, men det var ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det var Eva, der valgte at synde. Med os er det naturligvis anderledes i den forstand, at vi ikke kan lade være med at synden. Men det er stadigvæk sådan, at andre menneskers fristelser eller Satans fristelse ikke er en tilstrækkelig forudsætning for vores synd. Det er på grund af synden i os, vi ikke kan lade være med at synden. Når vi synder, viser vi vores natur, som vi har arvet fra Adam og Eva. Vi er altså selv grunden til, at vi ikke kan lade være med at synde. Derfor kan vi heller ikke skyde skylden på andre.
Gud har nu afsløret Adam og Eva, så de i hvert tilfælde har erkendt, at de har handlet mod Guds bud, selvom de fortsat undskylder sig. Det er ikke muligt ved lovens hjælp alene, at få mennesker til fuldt ud at erknede deres syndighed. Der kræves alene anger nok til, at man er rede til at høre om syndernes forladelse. Selvretfærdige undskyldninger ophører først i mødet med evangeliet.
Og Gud er ikke færdig med Adam og Eva og fortsætter i de næste vers med et løfte.
Gen 3:14 Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
Gud dømmer her slangen, som var Satans redskab. Fremover skal slangen være forbandet og adskilt fra kvæget og markens dyr ved at krybe omkring. Det er et tegn på, at den er overvundet af Gud, at den skal krybe på alle fire. Vi har her et tegn fra Gud ligesom regnbuen var et tegn fra Gud. Slanger, der kryber på jorden er et tegn og forvarsel om den dom over Satan, hvis redskab, slangen var, som vi hører om i det næste vers.
At slangen straffes må vi se på på samme måde, som når en hund straffes for at bide. Dyr har en form for intelligens og slangen her lod sig bruge af Satan og blev gjort ansvarlig for sin handling.
Gen 3:15 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!”
Det er sandt, at der har været fjendskab mellem mennesker og slanger siden. Men det fjendskab. der tales om her, er fjendskabet mellem Satan og kvinden. Gud adresserer nu Satan, som gemmer sig bag slangen og forkynder dom over ham.
Ved synden var kvinden blevet Satans ven frem for Guds ven. Men dette ville Gud lave om på. Han ville gøre kvinden til Satans fjende igen – og dermed til Guds ven igen. Det var løftet om retfærdiggørelsen, altså, at kvinden skulle blive Guds ven og Satans fjende igen efter at være blevet Satans ven og Guds fjende.
Men så skal der også sættes fjendskab ml. Satans afkom og kvindens afkom. Satans afkom/sæd er de, som følger ham, både de onde engle og de mennesker, der er Satans slaver. Jesus siger, at de vantro jøder har Satan til Fader (Joh n8,44) og Johannes Døberen kalder ligefrem farisæerne for slangeyngel (Matt 3,7 Luk 3,7), hvilket formodentligt er en henvisning til netop dette vers.
Afkom kan både været et kollektivt ord, som omfatter flere og handle om et individ. Som regel er det kollektivt, men når det gælder kvindens afkom, hører vi direkte, at der er tale om et individ. Der står nemlig at “den” eller “han” skal knuse slangens hoved. Der er altså tale om en enkelt person, som skal være fjende af Satan og hans afkom. Denne person skal være kvindens afkom. Læg mærke til, at han ikke skal være mandens afkom, men alene kvindens. Han skal fødes af en vkinde men uden mands medvirken.
Dette fjendskab så vi, da jesus kom til jorden og vi ser det gennem hele kirkens historie, at de vantro forfølger og angriber de kristne, fordi de vil ramme Kristus. De kristne kan også kaldes Jesu afkom (Es 53) og som det er med Kristus, sådan er det med hans afkom. Også de udsættes for Satans fjendskab, som allerede kvinden gjorde det.
Denne kvindens sæd/afkom skal knuse Satans hoved – hans magt. Jesus skal sejre over Satan. Det er sådan, han skal skabe fjendskab mellem kvinden og Satan. Man hvordan gør Jesus dette. Det læser vi om til sidst. Satan skal hugge Jesus, kvindens afkom, i hælen. Han skal såre kvindens afkom, som dog knuser hans hoved. Det skete, da Jesus led og døde. Her blev han angrebet af både satan og Satans afkom og han blev jo rent fysisk stukket i hælen. Men gennem dette sejrede han over Satan og knuste hans hoved.
Her forkyndte Gud for første gang evangeliet for Adam og Eva. Og de forstod Guds løfte om en frelser.
Gen 3:16 Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
Er dette en straf eller Guds kærlige tugt. Det kommer an på perspektivet. For den vantro er dette også en straf. Men det er samtidig en tugt, som skal minde den vantro om sin synd, så vedkommende omvender sig. Sygdom, lidelser og altså her også problemer ved barnefødsler skal minde kvinder om Evas synd. Al modgang, som Gud lader komme til os mennesker, har til formål at minde os om vores synd og tugte os, så vi omvender os. Det skal minde os om den forestående dom, som rammer, hvis vi ikke omvender os. Jordiske lidelser forkynder ikke evangeliet for os, men de forkynder loven, de viser os vores synder. og som kristen viser de os vores syndige kød, som vi ligger i daglig kamp med. uden disse lidelser og kors, ville vi ikke erkende vores dybe syndighed, men blive hovmodige.
Hvis Eva var blevet mor før syndefaldet, ville graviditeten alene være en glæde og velsignelse, men efter syndefaldet er det at få børn både en velsignelse og et kors. Her tænkes både på den fysiske smerte ved fødsler, men også ved det at opfostre børn, som er præget af synden, fordi både mødre og deres børn er syndere.
Samtidig bekræfter Gud skabelsesordningen mellem mand og kvinde. Selvom Eva havde forsøgt at frigøre sig fra Adam og at gøre sig til herre over ham, stadfæster Gud, at hun skal begære ham – være afhængig af ham og samtidig at han skal herske over hende. Guds ordning for ægteskabet står fast som en naturlig ordning – også efter syndefaldet. Det er ikke er, Gud indfører denne ordning. han bekræfter den blot. men forholdet mellem mand og kvinde vil være skadet af syndefaldet, så kvinden ikke villigt underordner sig og manden ikke giver sig hen for sin hustru. Den uselviske kærlighed immellem dem er ødelagt.
Gen 3:17 Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
Da Gud skabte Adam befalede han ham at underlægge sig jorden (1. Mos 1,28) og at han skulle arbejde i haven (1. Mos 2,8). Det var en glæde. men det blev nu vendt til en tugtelse. For at Adam måtte mærke sin syndige tilstand, skal jorden nu være fobandet, så det ikke længere blot er en glæde at skaffe sig føde. Modgang og problemer med at få mad på bordet skal minde Adam og hans efterkommere om, at de er syndere. Det skal drive dem til at fortvivle over sig selv og søge ham, som af nåde giver dem, hvad de har brug for.
Det er denne forbandelse over agerjorden, vi også hører om i Rom 8:
Rom 8:19 Skabningen venter jo med inderlig længsel på, at Guds [[børn]] skal åbenbares.
Rom 8:20 Skabningen blev jo underlagt forgængelighed – dog ikke frivilligt, men efter Hans vilje, Som lagde den derunder – dog med håb!
Rom 8:21 Thi også skabningen selv skal befries fra trældommen under forgængeligheden og nå frem til Guds børns frihed i herligheden!
Rom 8:22 Vi veed jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer indtil nu,
Her har vi også løsningen på det såkaldte “ondes problem”. Gud lader det onde ramme os for at drive os til syndserkendelse.
Det skyldtes, at Adam spiste af træet og lyttede til sin hustrus tale derom, hvor han brude have talt til sin hustru i stedet. Adam irettesættes altså også for at have lytte til sin hustru i stedet for at formane hende.
Gen 3:18 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
Gen 3:19 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!”
Her kommer Gud med konkrete eksempler på, hvordan Adam ville mærke forbandelsen af agerjorden. Agerjorden ville bære torn og tidsel. Vi, der har have ved, hvordan ukrudt er et problem for planterne. Når man også skal leve af planterne som Adam, var det et stort problem, som gjorde, at det ville kræve hårdt arbejde at få føden.
Adam mindes også her om den legemlige død, når han skal vende tilbage til jorden, som han er taget af. Adam skal dø og han er støv, som alene lever i kraft af Guds opretholdelse. Sådan skal vores jordiske møje minde os om døden, så vi må omvende os, mens tid er.
Gen 3:20 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
Døden var netop kommet ind i verden og alligevel kalder Adam kvinden Eva “Liv”. Det gør han, fordi hun skulle være modertil alt levende. Hun skulle være moder til alt legemligt levende, men det var også gennem hende og hendes efterkommer, Jesus Kristus, alt åndeligt levende skulle have liv.
Det er altså også en bekendelse af tro på løftet, Adam her aflægger.
Gen 3:21 Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
Da Adam og Eva syndede, lavede de sig tøj af figenblade for at dække deres skam. Gud fjernede ikke denne skam, som tjente til at vise dem deres synd. Men nu giver han dem ordentligt klæder.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan disse skindjortler blev til. Om Gud slagted eet dyr eller bad Adam og Eva om at gøre det. I sin dogmatik, foreslår Phillip Melanchthon, at der er tale om et offer, hvor Gud iklæder dem skindet som et billede på Kristi retfærdighed – og slagtningen af dyret er et billede på slagtningen af Kristus. Det giver god mening. Det er det første dyredrab, vi hører om, og figenbladene, som skindtøjet træder i stedet for, var netop Adams og Evas forsøg på at skjule deres skam med egne midler. Nu giver Gud dem så skindtøj i stedet for at vise, at han giver dem noget, der kan skjule deres skam.
Gen 3:22 Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
Det er treenigheden, der her taler med sig selv.
Mennesket er på sin vis blevet som gud, idet det kender både det onde og det gode, selvom det nu ner bundet til det onde.
Den åndelige død var indtruffet. Som vi hørte i sommers, var meningen me dlivets træ at bevare fra legemlig død. Gud ønskede ikke, at Adam og Eva og deres børn skulle leve evigt på jorden som syndere. den legmlige død skulle både være en straf for de vantro, en påmindelse om den forestående dom til skræk og omvendelse, og frelse for den troende fra det syndige kød. Derfor afskar Gud dem nu vejen til livets træ.
Gen 3:23 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
Gen 3:24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
Gud forviste og drev Adam og Eva ud af Edens have for at de skulle dyrke agerjorden, som nu var forbandet udenfor Eden. Det var modvilligt, Adam og eva blev drevet ud. Og sådan har mennesket lige siden forsøgt at skabe sig paradisiske tilstande på jorden. Vi kender det fra beretningen om babelstårnet og fra politiske ideologier og drømme om et jordisk tusindårsrige.
- « Previous Page
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
- …
- 28
- Next Page »