Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Er det nu så enkelt? – Om arminianisme, calvinisme og lutherdom.

15. august 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I augustnummeret (2009) af DBI-posten kan man læse en artikel af adjunkt Ph.D. Nicolai Techow om den amerikanske diskussion mellem calvinister og arminianere.

Jeg er i og for sig ikke uenig i Techows analyse af forskellene på disse. Jeg er heller ikke uenig i, at når det gælder de spørgsmål, calvinisterne og arminianerne stiller hinanden, så ligger lutherdommen midt imellem og er enige med den ene part i noget og med den anden i noget andet. Det er i og for sig rigtigt nok.

Alligevel er der tale om et forsimplet billede af den lutherske lære, som kan give det indtryk, at arminianerne og calvinisterne ligger længere fra hinanden, end lutherdommen gør fra nogen af dem. Og det mener jeg ikke er sandt.

Historisk set er arminianismen opstået på calvinistisk grund og begge hører de til indenfor reformert kristendom.Det burde i hvert tilfælde indikere, at der er en sammenhæng mellem disse to, som ikke er der mellem dem og lutherdommen. At de “lutherske” vækkelsesbevægelser igennem hele deres historie har ladet si inspirere fra calvinister og arminianere, er et andet spørgsmål, som man også kunne tage op i den forbindelse. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at de diskussioner, der nu foregår indenfor vækkelsesbevægelserne  handler mere om, hvem man skal lade sig inspirere af end de handler om, hvorvidt man skal hente inspiration fra reformert-evangelikal hold i det hele taget.

Teologisk kan man ikke nøjes med at analysere lutherdommens forhold til disse to retninger på baggrund af de spørgsmål calvinisterne og arminianerne stiller hinanden. Hvis man analyserer et tredje synspunkt ud fra uenighederne mellem to synspunkter, vil det tredje synspunkt med rimelig stor sandsynlighed placere sig mellem de to, da man har udvalgt kriterierne for bedømmelsen ud fra det, der adskiller de to første synspunkter.

Man får heller ikke ud fra en sådan analyse at vide, hvordan man som luthersk skal se på calvinister og arminianere, men alene, hvordan disse efter al sandsynlighed vil se på lutheranere. Dette er dog heller ikke sikkert, da de sandsynligvis også vil stille andre spørgsmål til lutheranere end de spørgsmål, de stiller til hinanden.

Fremgangsmåden er altså ikke særlig effektiv, hvis man vil bruge den til at sige noget dybere om forholdet mellem lutheranere, arminianere og calvinister. Og selvom det ikke er hovedformålet med artiklen, runder Techow artiklen af med at komme med bud på, hvordan man som lutheraner skal forholde sig til de to retninger.

Hvis man skal analysere lutherdommens forhold til arminianisme og calvinisme, må man altså også lade lutherdommen stille spørgsmålene.Gør man det, vil man se, at arminianismen og calvinismen har en lang række grundlæggende forudsætninger til fælles, som de ikke har til fælles med lutherdommen.

Jeg vil forsøge at komme med nogle bud på, hvad der adskiller både arminianisme og calvinisme fra evangelisk-luthersk kristendom.

1. Rationalisme i soteriologien. I det problem, Techow analyserer calvinismens og arminianismens forskellige svar, og dernæst den lutherske kirkes, viser sig et dybereliggende problem. Calvinisterne og arminianerne tilsidesætter begge Skriftens klare udsagn, fordi det strider mod deres fornuft. De gør fornuften til dommer og vil have en løsning på spørgsmålet om, hvorfor nogle frelses og ikke andre, som harmonerer med deres fornuft. her kommer de med forskellige og modstridende løsningsmodeller, men deres forudsætning for at komme med den, er den samme.

Den lutherske kirke derimod har fra begyndelsen accepteret Guds klare ord, når det siger, at Gud vil at alle skal frelses; at Gud alene virker alt i frelse; at Gud har udvalgt dem, der frelses, fra evighed og vil bevare dem; at de, der går fortabt selv er skyld i det og at troende kan falde fra. Det er altså selve grundlaget for teologisk erkendelse, begge parter angriber, når de vil harmonisere Skriftens paradokser med fornuften. Deres teologiske metode minder på dette punkt om den historisk-kritiske metode, som også vil bortforklare det, der forager fornuften.

2. Rationalisme i kristologien og nadverlæren. Calvinismen og arminianismen er også enige om et rationalistisk syn på kristologien og nadverlæren. Det er muligt, at der er arminianere, der har vendt sig mod den calvinistiske lære på dette punkt, men det er i hvert tilfælde ikke det normale. Calvinismen forudsætter traditionelt det filosofiske princip, at det endelige ikke kan rumme det uendelige.

Derfor afviser de reformerte dét, der hedder genus majestaticum, nemlig, at den menneskelige natur har fået meddelt guddommelige egenskaber i kraft af den personlige forening med den gudommelige natur i Kristus. Det betyder reelt, at man adskiller den gudmnenneskelige person, idet man benægter, at Jesu legeme og blod kan være virkeligt nærværende i nadverens brød og vin. På grund af deres filosofiske princip nærmer både calvinister og arminianere sig det nestorianske kætteri og adskiller Kristus. Dette filosofiske princip ligger også bag calvinismens og arminianismnes benægtelse af Guds virke gennem nådemidlerne.

3. Begrænsning af Guds nåde. Som en følge af rationalismen begrænser både calvinisterne og arminianerne Guds nåde. Calvinisterne begrænser den ved at benægte dens universalitet og arminianerne ved at begrænse dens alenevirken. Her står den lutherske kirke ikke midt imellem, men på afstand af begge med sin klare bekendelse til nåden alene og nådens universalitet. For den anfægtede er det altafgørende, at de begge bekendes klart. Hvis man virkelig er calvinist og ikke tror, at Jesus døde og alle og at Gud vil alle menneskers frelse, hvis der blot er ét, menneske, som Jesus ikke er død for, kan den anfægtede synder ikke vide, om den ene er ham.

Calvinismen er langt farligere end Techow lægger op til. Calvinisten kan aldrig vide sig sikker, men må kaste sig i armene på den suveræne almægtige Gud i håbet om, at han er blandt de udvalgt, men uden vished om, at Gud virkelig vil hans frelse.

Arminianeren på den anden side, kan aldrig vide med sikkerhed, om han nu har taget nok imod Jesus. og når han opdager, at synden stikker dybere end han troede, vil han i hvert tilfælde tvivle på sin egen beslutning. Derfor sker det også typisk i arminianske sammenhænge, at man “giver sit liv til Jesus” igen og igen, fordi man igen og igen opdager, at det ikke virkede sidst. Det ved jeg af egen erfaring.

4. Adskillelse af ordet og Ånden. Både calvinister og arminianere adskiller ordet og Ånden. Ordet er ikke virksomt i sig selv til menneskers frelse ifølge nogle af disse retninger, men må gøres virksomt – enten ved Guds indgriben eller ved menneskers forberedelse. Det er i strid med Esajas 55,11, hvorefter Guds ord altid er virksomt og Joh 6,63, hvorefter Jesu ord er Ånd og liv.

Tanken om vækkelser er derfor også opstået i calvinistiske og arminianske kredse. Den første store amerikanske vækkelse var calvinsk og man troede, at Gud engang imellem greb ind og gjorde sit ord særligt virksomt. Men ved den anden store vækkelse var man blevet arminianere og troede, at vækkelser delvis var menneskeskabte. Det er i den forbindelse interessant, at på trods af, at de var henholdsvis calvinist og arminianer, kunne Whitefield og Wesley godt arbejde sammen. For i praksis var forskellen ikke så stor.

5. Subjektivisme. Grundet ligheden i synet på ordet, ligner de to retninger også hinanden i synet på tilegnelsen af frelsen. Fordi ordet og sakramenterne ikke er egentlige nådemidler, må de finde vished om frelsen i sig selv. Calvinisterne vil forsøge at finde frelsesvished i deres oplevelse af, at Gud har virket i dem og synergisterne vil finde frelsesvisheden i, at de har taget imod Guds nåde. For hverken calvinisten eller arminianeren kan finde frelsesvished i ordet og sakramenterne som garantier for, at syndernes forladelse også er blevet deres. Derfor må de finde garantien i sig selv.

Calvinisten, som ikke tror, at Guds ord altid virker, men kun når gud vil det, må se efter resultatet af Guds virke i menneskehjertet. Arminianeren må se efter sin egen handling som det, der garanterer tilegnelsen af frelsen. Det afgørende for begge er, hvad der er sket i dem. begge parter vil derfor oftest basere retfærdiggørelsen på den mystiske forening med Kristus – altså det, som sker i mennesker, i stedet for at basere den mystiske forening med Kristus på retfærdiggørelsen. Troen bliver derfor også noget andet end et gribemiddel, der fortrøster sig til syndernes forladelse for Kristi skyld.

Det ser man bl.a. også i synet på troen det Gamle Testamente, hvor reformerte ofte ikke ser troen som en specifik tro på syndernes forladelse for den kommende frelses skyld, men i stedet som en generel tro på Guds indgriben. Derfor blev calvin også beskyldt af lutheranerne for at være judaiserende i sin udlægning af gammeltestamentlige profetier, når han ikke så dem som direkte profeti om Kristus (se denne artikel om Hunnius’ kritik af Calvins forståelse af protoevangeliet). Men hvis troen ikke er et modtageredskab, som retfærdiggør pga. dét, den retter sig mod, så bliver den i stedet en lovgerning, som retfærdiggør pga. en kvalitet ved troen.

6. Sakramentslæren. Fordi de ikke ser på ordet og sakramenterne som egentlige nådemidler, får sakramenterne en anden funktion. Frem for at være Guds handlinger med mennesker, bliver de menneskers bekendelseshandlinger overfor Gud. Ligesom romerkirken gjorde nadveren til menneskers handling overfor Gud, sådan gør både arminianere og calvinister.

Hverken dåben eller nadveren uddeler altså syndernes forladelse ifølge arminianere eller calvinister. Derfor ser man hellere ikke dåben som et genfødende og frelsende bad, som Skriften klart lærer, at det er, og man ser ikke nadveren som Jesu sande legeme og blod, der faktisk giver syndernes forladelse. I stedet overlades den anfægtede til sig selv og må se ind i sit eget hjerte efter vished om syndernes forladelse. Eventuelt kan han så forsøge at overbevise sig selv om, at han har været lydig ved at bruge sakramenterne som et tegn på eller en forudsætning for sin frelse, alt efter om han er calvinist eller arminianer.

Konklusion: Set fra et luthersk synspunkt ligger calvinismen og arminianismen tættere på hinanden end på luthersk kristendom. Jeg kunne have taget flere punkter med, men disse illustrerer, at både når det gælder formalprincippet (skriftprincippet) og materialprincippet (frelseslæren), ligger calvinismen og arminianismen tættere på hinanden end på luthersk kristentro. Begge tilsidesætter Skriftens klare ord til fordel for deres egen fornuft og begge er fortalere for subjektivismens usikkerheds-monster, når det gælder frelsesvisheden, fordi de benægter nådemidlerne og begrænser Guds nåde.

Hvis man vil benytte sig af f.eks. litteratur fra både arminianere og calvinister uden at blive gennemsyret af rationalismens og subjektivismens surdej, må man altså holde sig for øje, at problemerne er langt dybere end som så. som fagteolog må man selvfølgelig holde sig orienteret og kan også i specifikke spørgsmål lære af f.eks. andres eksegese, men når det gælder de store linjer, burde man måske snarere overveje, om ikke der var langt mere inspiration at hente i luthersk kristendom, end man hidtil har gjort. Der findes faktisk lutherske kirker i verden, som i hvert tilfælde delvis forsøger at besvare tidens spørgsmål ud fra et konfessionelt evangelisk-luthersk ståsted.

Techows spørgsmål om, hvem man skal hente mest inspiration fra, kan lyde som et spørgsmål om, hvilken brønd, man skal hente vand fra, når man er kommet over åen, der er fuld af vand. Har man virkelig sikret sig, at der ikke stadig er vand i åen?

Det kan være fristende for dem, der vil gøre op med arminianismen at alliere sig med calvinisterne. Og på nogle enkeltpunkter kan man da også hente argumenter herfra. men det er ikke sandt, når Techow giver udtryk for, at calvinismen er mindre alvorlig end arminianismen. De er to alen af et stykke og begge river de visheden om frelsen fra mennesker. Skal calvinisterne have et fortrin, er det, at de forhåbentlig ofte ikke er så calvinistiske alligevel, så de reelt ikke tror på den forfærdelige lære om Jesu begrænsede soningsdød og forudbestemmelsen til fortabelse. Men dette er blot en lykkelig inkonsekvens og ikke noget positivt i calvinismen i sig selv.

Filed Under: Calvinisme Tagged With: luthersk blog

Vækkelse – skulle det nu være sundt?

13. august 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På bloggen “Nyt i Natten – klip og Kommentarer” kan man finde en henvisning til et uddrag af en bog af Dag Risdal i  bladet Shafan om begrebet vækkelse. Hele uddraget kan læses her. Dag Risdal forklarer om forskellen på sand og falsk vækkelse, men afslører også den dybere problematik ved selve begrebet vækkelse, det er blevet brugt i vækkelsesbevægelserne. Og spørgsmålet er, om kirkevækstbevægelsen og de falske vækkelser, han polemiserer imod ikke netop er et produkt af selve vækkelsesbegrebet, hvor ordet og Ånden adskilles.

Risdal skriver:

Hva skjer under vekkelse? Jo, Guds ord går over fra omtale til tiltale! Guds ord blir nærgående og avslørende. Ordet blir ladet med guddommelig kraft.

Dag Risdal forklarer ikke her, hvordan forkyndere går fra at forkynde Guds ord forkert til at forkynde det rigtigt, men om, hvordan ordet på et tidspunkt er “omtale” og så bliver tiltale ved at blive ladet med guddommelig kraft. Vil det sige, at Guds ord ikke havde guddommelig kraft før? Vil det sige, at Guds ord blot var omtale før. For så vidt det vitterligt er Guds ord, der forkyndes, dømmer det naturligvis også mennesker og oprejser dem ved evangeliet.

I Esajas 55 står der:

For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.

Og i Rom 1,16 står der:

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.

Skriften er altså klar. Guds ord er aldrig virkningsløst, men altid virksomt.  Guds ord bliver ikke ladet med kraft engang imellem. Jesus siger, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63).

Dag Risdal angriber dem, der vil gøre vækkelse til et spørgsmål om psykologi. Det vil sige synergister – dem, der hævder, at troen er noget, mennesker vælger og at man derfor kan appellere til folks vilje. Men problemet ligger dybere end blot årsagen til vækkelse. Risdal har jo allerede adskilt ordet og Ånden ved sit vækkelsesbegreb. Forskellen på Risdal og synergisterne er, hvad de mener, der gør Guds ord virksomt.

Synergisterne hævder, at det er mennesker og Risdal hævder, at det er Gud. Det er den klassiske forskel på calvinister og synergister, vi har med at gøre her. Men synergismen opstod netop indenfor reformerte kirker som en følge af, at man allerede havde adskilt ordet og Ånden. Og på samme måde er det dem, der allerede har accepteret begrebet vækkelse, som i høj grad er modtagelige for den synergistiske vækkelsestanke idag.

Så mens Risdals angreb på oplevelseskristendom og de falske vækkelser kan virke sympatisk, så må man alligevel spørge, om ikke ondets rod ligger dybere. Det er jo ikke først med kirkevækstbevægelsen de senere år, vækkelsesbevægelserne har modtaget skadelige påvirkninger fra evangelikal kristendom. Det går langt tilbage i vækkelsesbevægelserne, at man har indoptaget evangelikal praksis, herunder f.eks. de sentimentale jeg-fokuserede vækkelsessange, som bestemt ikke blot er af nyere dato. fokus på omvendelsesoplevelser frem for på nådemidlerne er også noget, som typisk kendetegner vækkelseskristendom.

Vil man have et opgør med ondets rod, så må man tilbage til den bibelske og lutherske tillid til Guds ords virkekraft og lade både calvinistiske og synergistiske vildfarelser fare. Et opgør med selve vækkelsesbegrebet er altså væsentligt, hvis man ikke vil fortsætte denne pendulsvingning mellem .

Filed Under: Calvinisme, Nådemidlerne, Pietisme Tagged With: luthersk blog

Fra asken til ilden

20. juli 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

For nylig kunne man i en artikel i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan ny-calvinismen vokser, særligt i USA. USA har vel nærmest siden den 2. store vækkelse være et land, der var dybt præget af synergismen – den lære, at mennesket kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Det er også denne tankegang, der ligger bag f.eks. kirkevækstbevægelsen, hvor man vil motivere mennesker til at blive kristne ved at tale til deres følte behov i stedet for at afsløre deres dybeste behov: at de er syndere.

Kirkevækstbevægelsen har også sat sig spor i dansk kirkeliv på den folkekirkelige højrefløj og i de frikirker, der også har en gammel synergistisk arv.

Men nu er der altså unge, som er blevet trætte af troen på en fri vilje og benægtelsen af menneskets dybe syndefordærv – og den gamle calvinismen, som lå bag den første store vækkelse i USA, har igen fået vind i sejlene. I Danmark kan modstandere af kirkevækstbevægelsen måske også se håbefuldt til den nye calvinisme og overveje at hente inspiration herfra.

Og det er da også positivt, at mennesker begynder at erkende, at synergismen bygger på falske og ubibelske forudsætninger. Men man må spørge sig selv, om calvinismen virkelig er så meget bedre. Synergismen er dybest set et produkt af calvinismen. For de deler den forudsætning, at Gud ikke virker troen gennem sine nådemidler, ordet og sakramenterne. Forskellen er, at calvinisterne tror, at Gud engang imellem virker – når han har lyst, mens synergisterne hævder, at det er mennesker, der må sætte Ånden igang med at virker eller i hvert tilfælde hjælpe til med at fuldende Åndens værk.

Begge parter vil altså fraråde at sætte sin lid til de midler, Gud har indstiftet til vores frelse: ordet og sakramenterne. Syngeristerne vil henvise dig til din egen beslutning om at omvende dig og forsøge at motivere dig til det. Calvinisterne vil henvise dig til at lede efter Åndens frugter i dit indre og gennem dem blive sikker på din udvælgelse. Men ifølge Skriften kan vi sætte vores lid til evangeliets ord, som er en Guds kraft til frelse (Rom 1,16) og til sakramenterne, hvor Gud besegler sin nåde.

Mens synergismen og calvinismen kan synes som modsætninger, så er de dybest set to alen af et stykke. De henviser begge den anfægtede til at søge i sig selv efter nåden i stedet for i nådens midler, hvor den deles ud. Man skal altså ikke juble for tidligt, når man hører, at calvinismen vinder frem. Calvinismen vil nok erkende menneskers syndefordærv, men den vil ikke give mennesker en sikker trøst og vished om syndernes forladelse. Den er blot uvishedens monster i en ny forklædning – hvor den henviser dig til din genfødselsoplevelse og din helliggørelse som det, der skal give dig vished om din frelse.

Det er også disse to tankegange, der ligger bag begrebet “vækkelse”, når det bruges om særlige periode, hvor man mener, at guds ord er mere virksomt end i andre. Synergisterne tror på vækkelser, som mennesker er med til at skabe ved deres bønner eller metoder. Calvinister tror, at gud engang imellem er virksom gennem sit ord – når Gud vil det.

Biblen lærer dog, at evangeliet er en Guds kraft til frelse og ikke blot døde ord, der kan blive en Guds kraft til frelse.

I modsætning til begge står bibelsk og luthersk nådemiddelkristendom, som både forkynder, at det er Guds nåde alene, der frelser og at gud vil at alle skal frelses og virkelig tilbyder sin frelse gennem nådens midler, ordet og sakramenterne, hvor han også ved sin Helligånd skaber troen i mennesker.

Filed Under: Calvinisme, Læren om frelsen (Soteriologi), Lærepolemik, Nådemidlerne, Omvendelse, Udvælgelsen Tagged With: luthersk blog

Abrahams tro – og judaisternes

16. januar 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

For nylig underviste jeg menigheden om Abrahams tro i Romerbrevet kapitel 4. Forinden havde jeg været igang med at læse en bog af en reformert (ja, det hænder, at jeg læser sådanne), som forsvarede forensisk retfærdiggørelse. jeg gik dog i stå, da jeg kom til hans behandling af Abrahams tro. Denne behandling var tyoisk reformert. Abrahams tro var ifølge denne reformerte forfatter en generel tro på Guds løfter, pga, hvilken Gud erklærede ham retfærdig. Men ifølge Romerbrevet og 1. Mosebog var det netop troen på løftet om talrige åndelige efterkommere og det ene kødelige afkom, som skulle gøre dette muligt.

Sådan var også Adams og Evas tro ikke en tro på et generelt løfte om, at Gud ville gøre det onde godt, men en såpecifikt tro på kvindens afkom, Jesus Kristus, som gennem sin lidelse skulle gøre Gud og mennesker til venner igen. Guds løfte om et kvindens afkom, som skulle knuse slangens hoved, men selv bides i hælen handlede om én og kun én person: Jesus Kristus. og Adam og Eva blev frelst, ligesom Abraham, ved tro på Jesus Kristus og hans frelsergerning.

Kort efter reformationen Skrevden ortodokse lutherske teolog, Ægidius Hunnius et skrift om den judaiserende Calvin (Calvinus Judaizans – se omtale bl.a. her), hvor han netop angreb Calvins judaiserende eksegese, hvor han ligesom jøderne satte spørgsmålstegn ved en række direkte profetier om Kristus i det gamle testamente.

Calvin forbrød sig både mod Skriftens klarhed og mod læren om retfærdiggørelsen. For hvis troen ikke længere frelse, alene fordi den stoler på og modtager syndernes forladelse for kristi skyld, som Gud række gennem ordet, så bliver troen til en gerning, der retfærdiggør – ikke på grund af sin genstand, Kristus, men pga. sin gerning.

Desværre har denne reformerte/judaiserende eksegese fået så stor indfyldelse, at selv de færreste af dem, der kalder sig bibeltro, vil benægte, at f.eks. Salme 22 handler om David. Men salme 22 er en direkte profeti om Messias’ lidelse, død og opstandelse og udbredelsen af evangeliet (se min bibeltime fra i sommers her). Den handler om, hvordan kristus blev forkastet af Gud, som alle menneksers stedfortræder – noget som ikke overgik David. At hævde, at den handler om David og kun sekundært om Kristus er at give efter for jødiske og bibelkritisk Kristusfornægtelse.

Filed Under: Bibeltekster, Calvinisme, Læren om frelsen (Soteriologi), Læren om Skriften, Retfærdiggørelsen, Romerbrevet Tagged With: luthersk blog

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Exodus – Sermon and Matins for 2. Sunday after Trinity 2022 on the Book of Exodus 26. juni 2022
  • Anden Mosebog – gudstjeneste og prædiken fra 2.s.e. Trinitatis 26. juni 2022
  • Første Mosebog – Hør prædiken over budskabet i Første Mosebog 19. juni 2022

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

3. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse
10. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse
17. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse

Copyright © 2022 · Outreach Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in