Lige før nytår kunne man læse, at folkekirkens biskopper ikke ville lade den kirkelige højrefløj benytte sig af et alternativt tilsyn ved Evangelisk Luthersk Netværk (ELN). På ELN’s hjemmesidekan man læse mere om både deres vejledningsordning og deres tilsynsordning.

Intet særligt tilsynsembede i Biblen

Det er derfor relevant at spørge, hvad et tilsynsembedes rolle er – bibelsk og luthersk set. I Biblen bruges begrebet tilsynsmand, som senere bliver til ordet “biskop” om menighedens hyrder og lærere, d.v.s. præster i al almindelighed (se dette indlæg). Vi har altså ikke her et særligt tilsynsembede. Dog kan man sige, at nogle af de funktioner, som senere blev varetaget af biskopper, allerede var til stede her. Man havde apostlene og evangelisterne, som var omrejsende prædikanter, hvis primære opgave dog var et starte nye menigheder og oplære disse. Men Titus og Timotheus skulle f.eks. også prøve og indsætte tilsynsmænd/ældste. De skulle sikre, at de havde de kvalifikationer, en præst skal have. Vi hører også, at Paulus formaner menigheder, som er på vej bort fra Guds ord i skrift og tale.Paulus gør dette både som apostel og som prædikant og lærer.

Men vi hører ikke om et særligt guddommeligt indstiftet tilsynsembede, som er adskilt fra dét hyrde og lærerembede, som var fælles for hyrder, lærere, evangelister og apostle. Det var og er enhver hyrdes pligt at bedømme læren hos søstermenigheder og at formane, hvor det er nødvendigt.

Det i kirkehistorien udviklede tilsynsembede

Det senere særlige tilsynsembede er en god menneskelig ordning, hvor flere præster og menigheder sammen har besluttet at lave en arbejdsfordeling, så en af præsterne har særligt til opgave at føre tilsyn med de øvrige. Dette ophæver naturligvis ikke de øvrige præster og menigheders pligt til stadigvæk at bedømme læren hos de øvrige menigheder. Men det kan være og har været en hjælp for kirker til at holde menigheder fast på den rette læres grund. og det er det egentlige formål med tilsynsembedet: at opmuntre og formane menigheder i et kirkesamfund/stift med den sunde lære og til stadighed at prøve menigheders og præsters lære, så kirken holdes sammen på Guds ords og bekendelsens grund.

Tilsynet i lutherske kirker

Til det brugte man visitationer i de gamle lutherske kirker. Således kender vi Palladius visitatsbog, hvor kirkernes forhold blev ordnet. Også Martin Luther lavede en vejledning for visitatorerne, tilsynsmændene, som var en af de bøger, danske præster skulle eje ifølge kirkeordinansen af 1539 og som dermed bør have en vis status i dansk kirkeliv. Her skriver Martin Luther:

Superintendenterne skal omhyggelig føre tilsyn med, at der læres ret og kristen i menighederne, at Guds ord og det hellige evangelium bliver prædiket rent og loyalt, og at de hellige sakramenter bruges på frelsende måde efter Kristi indstiftelse. De skal også se til, at præsterne har en passende livsførelse, der ikke står i modsætning til Guds ord, så folk forbedrer sig og ikke bliver forargede. Præsterne må heller ikke i tjenesten prædike eller lære mod øvrigheden.

Biskoppens/tilsynsmandens/superintendentens opgave var altså at føre tilsyn med lære og praksis i menighederne. Den skulle være i overensstemmelse med luthersk lære.

I Braunschweig, hvor Martin Chemnitz, medforfatter til Konkordieformlen, var superintendent (tilsynsmand), blev præsterne overhørt i lære inden de blev indsat og derefter hvert halve år. Martin Chemnitz udarbejdede i den forbindelse en håndbog med række spørgsmål og svar, som er oversat til engelsk i denne bog. En udmærket bog, som enhver præst burde eje.

I tider, hvor en ærlig vranglære truer, kan de kirkelige tilsyn blive særligt vigtigt. Sådan lavede man i Sachsen dee Sachsiske Visitationsartikler i 1592, som blev brugt til at prøve, om menighedernes lærere var blevet krypto-calvinister. De Sachsiske Visitationsartikler afviser calvinisternes falske lære om dåben, nadveren, Kristi to naturer og forudbestemmelsen.

Tilsynet i dagens folkekirke

At føre tilsyn har altså at gøre med at bedømme og prøve menigheders lære og praksis. Man kan derfor godt forstå, at konservative kristne ikke kan være tilfredse med biskoppernes tilsyn i den danske folkekirke. Ingen af disse biskopper er rette luthersk biskopper. Hvis de var, ville de for eksempel aldrig have accepteret Leuenbergkonkordien eller ordinere kvindelige præster. I Leuenbergkonkordien har den danske folkekirke med biskoppernes godkendelse erklæret sig læremæssigt enig med calvinisterne uden at de problemer, som de Sachsiske Visitationsartikler påpegede, er blevet løst.

Evangelisk Luthersk netværk (ELN)

Hvad så med Evangelisk Luthersk Netværk. Var det ikke et alternativ til biskopperne? Det er positivt, at der er konservative kristne, som vil holde fast ved dele af Guds ord, når man ellers ser på, hvor frafalden Folkekirken er. Jeg ser dog flere problemer ved ELN. ved at tillade, at dets medlemmer forbliver i Folkekirken og dermed praktiserer kirkeligt fællesskab med resten af Folkekirken, blåstempler netværket reelt den læremæssige tolerance. Ifølge Biblen skal man holde sig fra vranglærere (Rom 16,17).

Desuden tillader ELN selv læremæssige uenigheder i egne rækker, f.eks. på spørgsmålet om kvinders tjeneste, hvor man dirkete indrømmer, at man ikke har sin lære fra Biblen, men at den er et kompromis mellem forskellige holdninger. Det er en benægtelse af Skriftens klarhed og også en benægtelse af klare skriftsteder, som forbyder kvinder at prædike, lære og at udøve autoritet over mænd.

ELN, som tidligere har hævdet at ville være et fyrtårn for luthersk tro, har desuden været beskæmmende tavs om Folkekirkens tilslutning til Leuenbergkonkordien, ligesom den konservative fløj i Folkekirken i det hele taget har været det. Man fristes næsten til at tro, at det kun er i moralske spørgsmål og spørgsmålet om Guds eksistens, man ønsker at stå på Skriftens og bekendelsens grund.

Selvom Folkekirkens højrefløj i disse år påvirkes massivt fra ikke-lutherske protestanter ser man heller ikke nogen klar afstandtagen herfra i netværkets Odense-erklæring. Bortset fra nogle antydninger af luthersk kristendom ligner denne erklæring nærmest en evangelikal-økumenisk fælleserklæring, hvor laveste fællesnævner er blevet norm i stedet for Skriften og bekendelsen.

Når nu et tilsyn har som formål at holde menigheder og præster fast på Skrift og bekendelse, må man konkludere, at ELN ikke er egnet til denne opgave. De er selv en del af problemet. Ville de vende tilbag til Skrift og bekendelse og bryde med de falske lærer, var der måske en chance for, at der kunne vokse et sandt evangelisk-luthersk tilsyn frem.

LM-frimenigheder

Hvad så med de mange LM-frimenigheder, som vokser frem i disse år og som oftest er under LM’s tilsyn. det kan synes fristende at tilslutte sig sådanne menigheder, som dog har en eller anden form for læremæssigt tilsyn. Men problemet er her det samme som i netværket. Forudsætningerne for kirkeligt fællesskab og for kirkeligt tilsyn er, at man er læremæssigt enige. I LM plejer man kirkeligt fællesskab med både frimenigheder og folkekirkemenigheder.

Dybest set er den teologiske forskel ikke særlig stor mellem at være i en frimenighed, som tager folkekirkemedlemmer til alters og så at være i en folkekirkemenighed. Og at være under tilsyn af medlemmer af folkekirken er teologisk set det samme som at være under tilsyn af dens biskopper. Der er jo ikke læremæssig enighed og dermed kan der heller ikke reelt føres læremæssigt tilsyn. Der kan allerhøjest blive tale om vejledning og dialog, men ikke om formaning med den sunde lære, når man ikke er enig om denne som forudsætning for det kirkelige fællesskab og tilsyn. Dertil kommer, at LM jo accepterer læremæssige uenigheder om f.eks. tusindårsriget.

Henrik Højlunds forståelse af tilsynet

Udover det problematiske i den manglende læremæssige enhed i disse tilsynstilbud, kan man også ane et problematisk syn på tilsynet i sig selv. Henrik Højlund, formand for ELN, bliver i februarnummeret (2009) af DBIposten interviewet om sit syn på det kirkelige tilsyn:

Kirken er ikke demokratisk i sit inderste væsen, den er hierarkisk, forstået på den måde, at sandheden kommer fra
oven. Der er en givet sandhed, og tilsynet løber ud ad den tangent. En kirke, hvor alle kan have lige meget ret, har ikke brug for tilsyn. Men en kirke, hvor sandheden er givet, har brug for, at der føres tilsyn med, at denne sandhed er i omløb. Kristus selv indvier tilsynet, da han udvælger sig 12 apostle. Der begynder på en måde tilsynet. Og alt andet tilsyn er afledt af det.

Det er svært at forstå Højlund anderledes, end at han hævder en guddommelig indstiftelse af tilsynet i kaldet af apostlene. Hvis han dermed mente, at enhver hyrde og lærere, som efterfølger apostlene, også må føre tilsyn, dvs. bedømme læren hos søstermenigheder, var jeg ikke uenig. Men det lyder snarere som om, at han hævder indstiftelsen af en særskilt tilsynsfunktion.

Dette syn på tilsynet understreges også af Højlunds vægt på det hierakiske. Højlund hævder, at fordi sandheden kommer oppefra, må der også være en hierakisk struktur i kirken. Højlund viser dog ikke, hvordan det hierarkiske følge af, at sandheden kommer fra oven.

Han har ret i, at den kristne menighed ikke skal vedtage sandheden og at der i den forstand ikke er tale om et demokrati. Men i den forstand er der heller ikke tale om et hierarki. Mens tilsynet naturligvis kan være et redskab til at formane menigheder i et kirkeligt fællesskab, er det på ingen måde en garant for lærens sandhed. Man kan ikke løse læremæssige problemer ved hjælp af ordninger.

Netop fordi Guds ord er klart, er det enhver kristens ret og pligt at bedømme læren. Netop fordi sandheden kommer fra oven og fra Skriften, har enhver kristen og enhver kristen menighed ret og pligt til at bedømme læren og lærerne. I sidste ende er det den enkelte kristne og den kristne menighed, der har retten og pligten til at bedømme læren sammen med enhver bærer af det hellige prædikeembede.

Martin Luther skrev et udmærket skrift i 1523 “Om menighedens læretugt og præstevalg” (oversat i “Luthers Skrifter i Udvalg” Aros  1980 bd. II s. 49-57

Thi Kristus gør lige det modsatte. Han tager både ret og magt til at bedømme læren fra biskopperne, de lærde og koncilierne og giver dem til hver enkelt og til alle kristne i fællesskab, når han siger (Joh. 10): Mine får kender min røst. Ligeledes: Mine får følger ikke den fremmede, men flygter fra dem. Thi de kender ikke de fremmedes røst. ligeledes: Så mange af dem, som er kommet, er tyve og mordere. men fårene hørte dem ikke. s. 50

Fordi sanheden kommer ovenfra, fordi Skriften er et klart lys, som forpligter enhver kristen til at høre Kristi røst og fly den fremmede, er det også enhver kristens ret og pligt at bedømme læren og lærerne og at holde sig fra falske lærere og falske kirker. Luther fortsætter:

Alle advarsler, som Paulus giver, Rom 16., 1. Kor.10., Gal.3.4.5., Kol.2. og allevegne, ligeledes alle profetord, hvor de lærer, at man skal undgå menneskelærdomme, går ikke ud på andet end at tage retten og magten til at bedømme enhver lære fra lærerne og i et alvorligt bud med faren for deres sjæles fortabelse lægge den på tilhørerne, således at disse ikke alene har ret og magt til at bedømme alt det, som prædikes, men er skyldige at bedømme det, hvis de ikke vil udsætte sig for den guddommelige majestæts vrede, så at vi deraf ser, hvor ukristeligt tyrannerne har faret frem med os, idet de har frataget os denne ret og dette påbud og tiltaget si begge dele selv. (s. 52)

Enhver kristen har ret og pligt til at bedømme læren under ansvar overfor Gud. At sandheden kommer ovenfra betyder, at enhver kristen er ansvarlig for Gud for at bedømme læren, holde sig fra vranglærere og holde sig til retlærende menigheder og prædikanter. Dette fratager naturligvis ikke præster den særlige pligt til bedømmelse af læren, som også følger med prædikeembedet. Selvfølgelig følger der et særligt ansvar med hyrdeembedet til at bedømme læren. Men denne pligt fratager ikke enhver kristen sin pligt at bedømme læren og i den forstand føre “tilsyn”.

Når man som Højlund vil gøre en menneskelig tilsynsordning og et hierarki til dét, der garanterer sandheden, tyder det egentlig på, at Højlund ikke betragter Skriften som klar. Det var samme argument, Romerkirken bruger for nødvendigheden af paveembede og tradition. Det er også samme argument, som bruges af de postmodernister.

Højlund fortsætter:

Men her er tilsyn et meget, meget stort gode og en nødvendighed, for at vi kan blive fastholdt i den sande kristentro.
Ellers kan vi ende med at blive isolerede, ”sekteriske” menigheder.”

Det første kan jeg være helt enig i, under forudsætning af, at dette tilsyn er et retlærende luthersk tilsyn. Et sådant kan kun vær et gode. Forhåbentligt vil der en dag igen være flere lutherske menigheder og hyrder, som kan gøre dette muligt. Men når Højlund skriver, at tilsynet er en “nødvendighed”, hvor alternativet er isolerede “sekteriske” menigheder, gør han tilsynet til garanten for sand kristentro.

Det er ganske enkelt en papistisk vranglære, som fratager den enkelte kristne og kristne menighed retten og pligten til at bedømme læren. Det er også et angreb på den bibelske og lutherske lære om kirken, hvorefter den er de hellige forsamling om ordet og sakramenterne. Om der så kun er én retlærende evangelisk-lutherske menighed, som forkynder ordet ret og forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse, så har den sand kristentro. Desværre er det netop sitationen i Danmark i øjeblikket, hvilket netop kan skyldes, at folk som Henrik Højlund, forsøger at fratage kristne retten og pligten til at bedømme læren og lærerne og at flygte fra falske kirker.

Den sande kirkes synlige side er ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning – og ikke tilsynet.

På den anden side vil Højlund netop ikke underordne sig Guds ords klare lære og kræve læremæssig enighed:

I disse år vælger kristne mennesker forskellige strategier og veje, når det gælder at være Kirke. ELN ønsker at dække over denne mangfoldighed, og der er folk i ELN, som for længst har gjort op med den folkekirkelige orden og fx har lavet f rimenighed, og ELNs formand mener, at der kan være endog meget gode grunde til det.

Højlund lader spørgsmålet om forbliven i en frafalden kirke være et spørgmsål om valg af strategier. Men Guds ord formaner enhver kristen til atholde sig fra vranglærere og i den Augsburgske Bekendelse har Højlund overfor Gud aflagt løfte på, at det er nødvendigt til kirkelig enhed at være enige om ordets forkyndelse og sakramenterne forvaltning (Augustana 7). At forblive i en frafalden kirke og oven i løbet anerkende dens vranglærende biskoppers tilsyn, er at forføre fårene.

At hævde, at et tilsyn er en nødvendighed for sand kristentro, mens man samtidig i praksis fornægter nødvendigheden af menigheder med evangeliets rene forkyndelse og i sakramenternes rette forvaltning, er at udskifte Guds nådemidler med menneskeskabte midler.

Højlund og ELN er altså snarere en del af problemet i Danmark og en af forhindringerne for myndige kristne, som danner retlærende menigheder, kalder retlærende præster, og, hvis de finder det gavnligt, slutter sig sammen og danner kirkesamfund, der kan udøve læremæssigt tilsyn.

Er det da optimalt at være en lille evangelisk-luthersk menighed uden et kirkeligt tilsyn? Nej, det er ikke optimalt. Men det er heller ikke sekterisk, som Højlund antyder. Tværtimod, så er det sekterisk at basere sand kristentro på tilsynet i stedet for at basere tilsynet på læremæssig enighed. At guddommeliggøre en menneskelig ordning som tilsynet på bekostning af menighedens ret til at bedømme læren og lærerne og på bekostning af Guds ords klarhed, er sekterisk. At basere enhed på magthierarkier i stedet for på evangeliets rene lære er sekterisme!

Et sandt tilsyn?

Et sandt evangelisk-luthersk tilsyn er en god ting. Men det er ikke en nødvendighed. Hvad der derimod er en nødvendighed er at ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Det vil bl.a. sige, at medlemmer af vranglærende kirker og menigheder ikke deler prædikestol og alterbord med retlærende menigheder. Det er nødvendigt, at kristne skiller sig fra vranglærerne og kalder retlærende hyrder og lærere.

Og det er godt, at sådanne menigheder i frihed søger fællesskab med hinanden og også styrker og opmuntrer hinanden, f.eks. gennem en tilsynsordning. Det må dog understreges, at sådan en tilsynsordning altid må være rådgivende og ikke har hierarkisk magt over den lokale menighed eller dens hyrde.

En biskop/superintendent/visitator har ikke myndighed til f.eks. at afsætte præster i den lokale menighed eller tvinge en menighed til noget. Handler en menighed i strid med Guds ord, kan en tilsynsmands eller et kirksamfunds eneste sanktion være at bryde det kirkelige fællesskab og udelukke menigheden af synoden/kirkesamfundet.

Det er den lokale menighed, som har retten og pligten til at bedømme sin lærer og læren og afsætte falske lærere. Fordi et kirkeligt tilsyn er en menneskelig ordning, har det ikke myndighed over den lokale menighed eller dennes hyrde. For den lokale menighed og det hellige prædikeembede er begge indstiftet af Gud. Et kirkeligt tilsyn kan alene formane med den sunde lære og ikke pukke på sin nødvendighed eller sit hierarki.

I luthersk tradition har det også være normalt, at tilsynsmænd ikke stod alene. Særligt i de tidligere tyske kirkeordninger blev superintender bistået af flere teologer, præster og lægfolk i såkaldte konsistorier, som var rådgivende organer, man kunne spørge til råds i teologiske spørgsmål og som hjalp superintendenterne i deres tilsyn. Fordi lægfolket også har pligt til at bedømme læren, bør et kirkeligt tilsyn bistås af sådanne rådgivende organer.

Den amerikanske lutherske telog og kirkeleder, C.F.W. Walther holdt i 1879 et foredrag om en luthersk synodes pligter (findes i engelsk oversættelse i “Essays for the Church” Vol. II, Concordia Publishing House 1992). Her peger han på, at de første lutherske konsistorier var rådgivende og ikke havde domsmyndighed (s. 26). De fik senere domsmyndighed, på trods af den luthersk hævdelse af lokalmenighedens ret. Fra at være rådgivende organer for menighederne blev de regeringens forvaltningsorganer. Dette observerede A.G. Rudelbach også i sit skrift om “Den Evangelisk kirkeforfatnings Oprindelse og Princip” (særligt s. 60-68). Ifølge Rudelbach var en af årsagerne til, at reformationens principper ikke blev ført ud i livet, at Melanchthon, som fik en del at skulle have sagt, i praksis fastholdt en fyrstekirke.

Vejen frem for luthersk kristendom i Danmark

Hvad er vejen frem for lutherske kristne, som indser, at hverken folkekirkeordningen eller de pietistiske bevægelser formår at opbygge sand evangelisk-luthersk menighedsliv? Løsningen er ikke at begynde med tilsynet, som hos Højlund. Løsningen er, at kristne tager deres ansvar for at bedømme læren og lærerne på sig og bryder med falsk lære – også den falske lære, som idag accepteres i konservative sammenhænge. Så må de tilslutte sig retlærende menigheder eller oprette sådanne og kalde hyrder og lærere, som vil være tro mod Guds ord og den lutherske bekendelse. Gud har lovet, at han vil sende hyrder og lærere til sin menighed (se dette blogindlæg). og så må de finde sammen på grundlag af enighed om ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Og først når denne enhed kan konstateres, giver det mening at oprette tilsynsordninger.