Lærepolemik Arkiv - Side 3 af 5

Hvad er en menighed?

26. marts 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

En ny valgmenighed er på vej i Århus. Bag den står medlemmer af Skt. Lukas IMU og MA. Når man skal starte en ny menighed, er det naturligvis vigtigt at gøre sig klart, hvad en menighed er. På den kommende menigheds website, står der:

Og en menighed er i bund og grund ikke andet end en samling af mennesker, der sammen søger Gud. Så vi er allerede startet!

Er det nu rigtigt, at en menighed “ikke” er “andet” end en samling mennesker, der søger Gud? På sin vis kan man godt sige, at en menighed består af mennesker, der søger Gud; hvis man med dette mener, at de er kaldet af Gud gennem ordet og sakramenterne. Men når man siger om en gruppe, at den er en menighed, fordi en menighed ikke er andet end en samling mennesker, der søger Gud, selvom den ikke har f.eks. sakramentsforvaltning, så er det forkert.

En menighed er mere end det. En menighed er ét legeme i kraft af det ene brød og den kalk, de deler (1 Kor 10,17) og i kraft af, at apostlenes lære forkyndes i dens gudstjenester sammen med nadverforvaltningen (ApG 2,42) samt i kraft af den ene dåb (1 Kor 12,13).

En menighed er ikke noget, der bliver til i kraft af menneskers beslutning. En menighed er ikke en menneskelig opfindelse, men et produkt af Guds ord. Den bygger på Jesus Kristus og apostlenes og profeternes ord (Ef 2,20).

En menighed er derfor ikke enhver forsamling af kristne.

Jesus siger i Matt 18,16-17, at man skal tage én eller to med sig, når man formaner en broder. Hvis det ikke lykkes, skal man sige det til “menigheden”. Hvis enhver samling af kristne er en menighed, ville de to-tre også være menigheden. Jesus forudsætter altså, at der på ethvert sted, hvor der er kristne, bør være en klart defineret menighed, man kan “sige det til”.

Kendetegnet på en sådan menighed er naturligvis de midler, Jesus vil bygge sin menighed med: ordet og sakramenterne.

En menighed er den synlige side af den skjulte kirke, som består af de sandt troende på et sted. Og kendetegnene på, at kirken er der, er de midler, som skaber og bevarer troen, dvs. både ordet, dåben og nadveren. Det er gennem disse ydre midler, man kan se, om der er en menighed. Hvor disse nådemidler ikke er der, kan man ikke sige, at der er en menighed.

Hvem, der i sandhed søger Gud, er i nogen grad skjult; men hvordan Gud søger mennesker gennem sine nådemidler, er åbenbart. Det gør Gud gennem ordet, når det forkyndes ret, og mennesker lærer alt, hvad Kristus har befalet og bliver døbt i den treenige Guds navn (Matt 28,19-20).

En samling af mennesker, hvori nådemidlerne ikke forvaltes (både ordet/læren, dåben og nadveren), kan derfor ikke kalde sig en menighed.

Desværre er der meget forvirring om, hvad en menighed og en kirke er.

Pietismen, som også er en af Indre Missions rødder, har formået at underminere den bibelske og lutherske tanke om kirken som den forsamling, i hvilken ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse.

Med brugen af missionshuse, som reelt er et angreb på sognepræstens embede og den lokale menighed som sådan, kan man godt forstå, at det kan være svært at få et rigtigt billede af, hvad en menighed er. Der er meget pietisme, der må aflæres, før man kan lære af Skriften, hvad en kirke er.

Hvis man indså, hvad en menighed er, og hvad fællesskab om nadverbord og prædikestol betyder, ville man nok også erkende, at man er nødt til at holde sig fra vranglærere, og at det derfor er uholdbart at forblive i Folkekirken, hvad enten det er som missionshus eller valgmenighed.

Den objektive retfærdiggørelse og nådemidlerne

26. februar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Læren om den objektive retfærdiggørelse har både fortalere og modstandere. Jeg er en fortaler for læren om objektiv retfærdiggørelse, men er samtidig ikke enig med alle, der forsvarer denne lære.

Læren om objektiv eller universel retfærdiggørelse går i hovedtræk ud på, at Gud erklærede verden retfærdig i Kristus, før mennesker kom til tro derpå. Der er ingen tvivl om, at begrebet retfærdiggørelse både i Skriften og i de lutherske bekendelsesskrifter oftest bruges om den subjektive retfærdiggørelse, hvor et menneske ved troen modtager og får gavn af syndernes forladelse.

Spørgsmålet er altså ikke, hvorvidt en subjektiv retfærdiggørelse er nødvendig, men om, hvorvidt der er en universel retfærdiggørelse, hvor Jesus stedfortrædende har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker; samt om Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse, eller om Jesus blot har gjort det muligt, at synderne kan forlades.

Det skal siges, at jeg heller ikke er enig md alle, der forsvarer den objektive retfærdiggørelseslære. Der findes en udgave af denne, som nedtoner nådemidlerne som dét sted, hvor syndernes forladelse uddeles virkeligt og effektivt. De bliver reelt blot til information om en historisk objektiv retfærdiggørelse. For mig at se må den objektive retfærdiggørelse forsvares, netop for at forsvare nådemidlerne. I den amerikanske diskussion om emnet i den gamle norske synode, var det da også et spørgsmål om absolutionen, der førte til diskussionen om objektiv retfærdiggørelse. Ifølge pitisterne kunne man nemlig ikke forlade menneskers synder med sikkerhed.

Forsoningen på korset

Baggrunden for den objektive retfærdiggørelse er, at Jesus har sonet Guds vrede med sit stedfortrædende liv og sin lidelse og død. Jesus har båret verdens synd og Guds vrede. Han har fuldbragt forsoningen på korset og dér sonet Guds vrede over alle verdens synder.

Esajas 53:5-7 5 Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. 6 Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. 7 Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes – han oplod ikke sin Mund. – Her hører vi om Jesu stedfortrædende fyldestgørelse for alle menneskers synder. Al vores skyld blev lagt på Jesus. Frelseren skulle være et offerlam, som bar verdens synd og skyld. Han skulle knuses og såres for vores synder. Det gamle israels troende vidste også, hvordan det skulle ske, når de læste salme 22, som i detaljer beskriver korsfæstelsen og Guds forkastelse af sin Søn på korset.

Og i det Nye Testamente hører vi, hvordan det blev fuldbragt. Først hører vi Johannes Døberen forkynde det i Johannes 1,29: “Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!” – Den umiddelbare og logisk konsekvens heraf, er, at synderne ikke længere er på verden, når lammet har båret den eller borttaget den, som ordet også kan oversættes. At Jesus har sonet verdens synd, betyder, at han har båret, eller fjernet den.

Paulus skriver om forsoningen i Romerbrevet 5:10-11 10 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 11 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen. Gud har forligt os, mens vi endnu var hans fjender ved at hans Søn døde. At blive forligt víl sige, at man holder op med at være fjender og bliver venner igen. Mens soningen går forud for retfærdiggørelsen er det svært at se, hvordan man kan være forligt med Gud, hvis ikke Gud har tilgivet ens synder.

Derfor kan Paulus også taler om forligelsen både som det, Gud har gjort og dét, Gud gør ved ordet i 2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham. Her nævnes forligelsen både som det, der er sket og som det, der sker ved ordet om forligelsen. Og ikke-tilregningen af synd ses som identisk med forligelsen. Den sidste sætning er også interessant, da den netop kobler soningen og retfærdiggørelsen sammen. Kristus får vores synd og vi bliver Guds retfærdighed i ham.

Vi hører også, at Jesus har givet sit liv som en løsesum og dermed forløst os (se f.eks. Matthæus 20,28). Og forløsningen defineres som syndernes forladelse flere steder (Ef 1,7 og Kol 1,1)

Objektiv retfærdiggørelse i Biblen

Så den umiddelbare konsekvens af forsoningen/forligelsen/fyldestgørelsen/forløsningen er, at syndernes forladelse er vundet for alle mennesker, før troen. men er det så også den konsekvens, Skriften lærer.

Esajas 53,11: Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Ved sin kundskab, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. Her er de mange, som retfærdiggøres de samme, hvis overtrædelser, Herrens tjener har båret. retfærdiggørelsen er den logiske følge af, at Jesus har båret synden – med andre ord: ligger synderne på Jesus, ligger de ikke længere på verden.

Romerbrevet 4, 25: …ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld. Dette vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor Gud; eller som Guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.

Romerbrevet 3:23-24 23 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus… Her skal man være opmærksom på, at troen først nævnes i v. 25, men der knyttes til sonemidlet. Subjektet for “retfærdiggjorte” er altså “Alle” – de samme som har syndet og mistet herligheden fra Gud. Og de retfærdiggøres ved forløsningen i Jesus Kristus, Jesu frelsergerning. I v. 25 og 26 hører vi så, at troen også må til, men det modsiger ikke, at der er en retfærdiggørelsesdom som finder sted før troen, nemlig ved forløsningen i Jesus Kristus, en dom, som gælder alle de mennesker, som har syndet og mistet herligheden fra Gud.

Romerbrevet 5:18-19 altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. Retfærdiggørelse i vers 18 er ordet dikaioma, som egentlig er resultatet af en handling. det kan også bruges (i Lukas 1,6 om den standard, hvormed man måler retfærdigheden, dvs. loven). Det bruges dog også flere steder i det Nye Testamente om en retfærdig gerning (bl.a. også Joh. Åb. 15,4). Ordet står her som modsætning til “fald”, men ordet står parallelt med “lydighed” i vers 19. I den nære kontekst bør ordet derfor forstås som en retfærdig gerning (“Theological Dictionary of the New Testament” red. Kittel s. 221-223). Den lutherske kommentator, Stöckhardt, forstår i sin romerbrevskommentar dikaioma som retfærdigheds-tilstanden – altså det at være retfærdig (Stöckhardt, Römerbrief s. 259). I vers 16 er det så i kraft af tilregningen, mens Kristus i v. 18 er retfærdig i kraft af sig selv. På den måde fastholdes parallellen, samtidig med at ordet faktisk betyder det samme i v. 16 og 18. Det er umiddlebart den bedste løsning, synes jeg. Jesus er i sig selv retfærdig i kraft af sin lydighed. Jesu retfærdige gerning = Jesu lydighed, medførte “livets retfærdiggørelse”

2 Korintherbrev 5:18-21 18 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 20 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.– Denne tekst kommenterede jeg også ovenfor. Det er interessant, at forligelsen her netop forklares med, at Gud ikke tilregnede verden deres overtrædelser. Forligelsen og ikke.tilregningen er altså to sider af samme sag. Måden, hvorpå Gud gjorde det, var soningen på korset.

Vi hører også, at Syndsforladelsen er i forløsningen i Kristus: Kolosenserbrevet 1:13-14 …som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, 14 i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse… Syndsforladelsen eksisterer allerde i kristus, men når vi har ham, har vi den som vores ejendom. Det forudsætter dog, at den allerde er der, før vi har den i ham. Den eksisterer altså i Kristus allerede før troen.

Vi hører også om den objektive syndsforladelse i Matthæus 26:28 …thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. Her – i nadverens indstiftelsesord – er der heller ikke tale om, at Jesus blot har vundet muligheden for syndernes forladelse. Ordet “til” er det græske ord “eis” som, når det bruges metaforisk, betegner formål eller resultat (se porter: Idioms of the New Testament s. 152). Jesu blod blev altså udgydt med det mål eller resultat, at syndernes blev forladt hos de “mange”, som her må være alle mennesker. Der er ikke tale om et formål, som blot er en mulighed, men om en virkelighed. Når eis bruges ikke-metaforisk er det om en bevægelse hen til og ind i noget. Altså ikke en diffus bevægelse, som blot har en retning, men en bevægelse, som rent faktisk når sit mål. Derfor bruges det også både om målet og resultatet, når det bruges metaforisk. Jesu udgydelse af sit blod havde altså som mål og resultat, at alle menneskers synder blev forladt. Jesu udgydelse af sit blod var ikke identisk med syndernes forladelse, men resulterede i denne for alle mennesker. Syndsforladelsen kan siges at være Guds svar på Jesu betaling med sit blod.

I 1 Timotheusbrev, hører vi, at Jesus blev retfærdiggjort, men naturligvis ikke fra sine egne synder, da han var uden synd: 1 Timothy 3:16 Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed. Jesus blev altså erklæret retfærdig. Romerbrevet 4,25 knytter vor retfærdiggørelse til opstandelsen. Men den var altså også Jesu retfærdiggørelse, hvor Gud erklærede synden for sonet og Jesus benådet og erklæret fri fra alle verdens synder. De synder, som Jesus havde båret, var nu borttaget og opslugt ved Jesu lidelse og død. Og derfor svarede Gud ved at erklære Jesus retfærdig igen – og os i ham. Ligesom Jesus led og døde stedfortrædende, sådan blev han også retfærdiggjort stedfortrædende. Det er samme sag, der behandles her, som ovenfor i Romerbrevet 4,25.

Og fordi Jesu opstandelse er Guds erklæring af, at verdens synder er forladt, kan Paulus også skrive i 1 Korintherbrev 15:17: Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder. Jesu opstandelse er altså forudsætningen for, at vores synder er tilgivet. Det er Jesu opstandelse, der virker retfærdiggørelsen og fjerner synden fra den enkelte. For her har Gud svaret på Jesu soningsdød, accepteret den og benådet Kristus og verden i ham. Men det betyder ikke, at alle mennesker frelses, eller at mennesker kan siges at have syndernes forladelse, selvom de ikke tror på evangeliet.

Af samme grund ses Jesu opstandelse som årsag til genfødelsen, dvs. dét at blive et Guds bar: 1 Peter 1:3-4 3 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, 4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder.

Uddeling af syndernes forladelse i Biblen

At Jesus har vundet syndernes forladelse ved sin lidelse og død, og at Gud har erklæret den ved Jesu opstandelse fra de døde, bevises også af det faktum, at syndernes forladelse uddeles ved nøglemagten: Johannes 20:21-23 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Her er ikke tale om, at syndernes forladelse først kan gives, når man har forsikret sig om, at den, man tilsiger den, tror evangeliet. Det er rigtigt, at man bør sikre sig dette så vidt muligt. Ellers modtager de ikke den syndsforladelse, der gives med nøglemagten. Da ville man aldrig kunne vide sig sikker. Men syndernes forladelse i skriftemålet afhænger ikke af troen. Tværtimod fortrøster troen sig netop til den syndsforladelse, der rækkes objektivt i absolutionen (syndsforladelsen). (Se vedrørende nøglemgaten også Matthæus 16 og 18).

Også dåben virker syndernes forladelse og retfærdiggørelsen i kraft af Jesu opstandelse: Titus 3:4-7 enneskekærlighed åbenbaredes, 5 frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd, 6 som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 7 for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde Arvinger til evigt Liv.

Apostlenes Gerninger 2:38 Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. Dåben giver altså syndernes forladelse, ligesom den frelser, genføder og retfærdiggør.

Og at nadveren gør det samme, er klart fra indstiftelesesordene, som jeg har citeret ovenfor, samt 1 Kor 10:16-18 16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 17 Fordi der er ét Brød, ere vi mange ét Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. 18 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? Ved nadveren får vi del i det en gang fuldbragte offer til syndernes forladelse og får derfor syndernes forladelse, som blev vundet ved Jesu lidelse og død.

Syndernes forladelse er altså en virkelighed i Kristus og i nådens midler, før troen kommer til og modtager syndernes forladelse, som blev vundet på korset og rækkes i ordet og sakramenterne.

Tilregningen ved tro

Mens ikke-tilregningen og retfærdiggørelsen af synd nævnes som noget, der sker for verden, bruges begrebsparret at tilregne retfærdighed kun sammen med troen i Bibelen (således Rom 4,3; 4,9; 4,22; Gal 3,6). Det begreb bør man derfor være varsom med at bruge om den objektive retfærdiggørelse. Den ældre lutherske dogmatik skelner da også mellem Jesu erhvervelse af en stedfortrædende retfærdighed (dét, vi kan kalde objektiv retfærdiggørelse) og tilregnelsen af denne (imputatio). Mens retfærdigheden og syndernes forladelse eksisterer uden og forud for troen, kan den enkelte ikke siges at være tilregnet Kristi retfærdighed, at være “i Kristus”, uden troen. Og bindeleddet mellem troen og den objektive retfærdiggørlese er nådemidlerne, som reelt og effektivt uddeler syndernes forladelse samt Kristi retfærdighed og samtidig skænker troen.

Luther og de lutherske bekendelsesskrifter

Er det også den lutherske kirkes holdning, kan man spørge. begrebet objektiv eller universel retfærdiggørelse er af nyere dato, så det findes ikke i de lutherske bekendelsesskrifter. men sagen er der. Lad os først se et sted hos Luther, hvor læren om, at Jesus har vundet syndernes forladelse på korset og uddeler den i nådens midler, bekendes klart.

I skriftet mod de himmelske profeter skriver Luther om syndernes forladelse:

Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.

Og også i den Augsburgske Bekendelse lærer vi, at syndernes forladelse eksisterer før troen:

Art. 4 – Retfærdiggørelsen

Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder.

Her er syndernes forladelse og retfærdiggørelsen både troens genstand og en følge af troen. Man skal altså tro, at ens synder forlades for at ens synder forlades, eller med andre ord: ved troen modtager man den virkelige syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. At det er sådan, det forholder sig, understreges af artiklen om boden:

Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten.

Igen er der tale om, at troens genstand er, at synderne forlades for Kristi skyld og at man betop ved den tro får syndernes forladelse. Men er der så tale om en blot mulig syndsforladelse og ikke en virkelig syndsforladelse, som rækkes frem i ordet. I artikel 25 om skriftemålet, står der:

Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling. Nøglemagten æres, og der mindes om, hvor stor trøst den bringer de forfærdede samvittigheder, og at Gud kræver tro, nemlig at vi skal tro denne afløsning som hans røst, der lyder fra himlen, og at denne tro i sandhed opnår og modtager syndernes forladelse.

Her er tale om en virkelig afløsning eller syndsforladelse i skriftemålet, som man skal tro – og netop den tro opnår og modtager syndernes forladelse. Det er altså troen på dén syndsforladelse, som Jesus har vundet og erhvervet objektivt, og som rækkes virkeligt og effektivt i nådemidlerne, som retfærdiggør den enkelte. Den retfærdiggørende tro er ikke en tro på en halv frelsergerning, som kun har gjort syndernes forladelse mulig. Troen fuldender ikke Jesu gerning på korset, men modtager frugten af den. Den retfærdiggørende tro er heller ikke en tro på en rent historisk objektiv retfærdiggørelse, så troen må kæmpe sig tilbage til korset i tankerne for at få syndernes forladelse, som Karlstadt forestillede sig, og som mange moderne nådemiddel-fornægtere tænker.

Nej, den retfærdiggørende tro er den tro, som modtager den syndsforladelse, der blev vundet på korset, erklæret for verden ved opstandelsen og som virkeligt uddeles i nådens midler. Det er både Biblens og den lutherske kirkes lære. Vil man undlade begrebet universel retfærdiggørelse pga. uheldige associatione, har jeg intet problem med det. Men vil man benægte, at Jesus har vundet syndernes forladelse og retfærdighed for alle mennesker, at Gud har erklæret det ved Jesu opstandelse og virkeligt uddeler syndernes forladelse i nådens midler, da gør man troen til en gerning og ikke blot et modtageorgan for syndernes forladelse. Og da er man ikke længerebibelsk eller evangelisk-luthersk.

Om kirkeligt tilsyn

16. februar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Lige før nytår kunne man læse, at folkekirkens biskopper ikke ville lade den kirkelige højrefløj benytte sig af et alternativt tilsyn ved Evangelisk Luthersk Netværk (ELN). På ELN’s hjemmesidekan man læse mere om både deres vejledningsordning og deres tilsynsordning.

Intet særligt tilsynsembede i Biblen

Det er derfor relevant at spørge, hvad et tilsynsembedes rolle er – bibelsk og luthersk set. I Biblen bruges begrebet tilsynsmand, som senere bliver til ordet “biskop” om menighedens hyrder og lærere, d.v.s. præster i al almindelighed (se dette indlæg). Vi har altså ikke her et særligt tilsynsembede. Dog kan man sige, at nogle af de funktioner, som senere blev varetaget af biskopper, allerede var til stede her. Man havde apostlene og evangelisterne, som var omrejsende prædikanter, hvis primære opgave dog var et starte nye menigheder og oplære disse. Men Titus og Timotheus skulle f.eks. også prøve og indsætte tilsynsmænd/ældste. De skulle sikre, at de havde de kvalifikationer, en præst skal have. Vi hører også, at Paulus formaner menigheder, som er på vej bort fra Guds ord i skrift og tale.Paulus gør dette både som apostel og som prædikant og lærer.

Men vi hører ikke om et særligt guddommeligt indstiftet tilsynsembede, som er adskilt fra dét hyrde og lærerembede, som var fælles for hyrder, lærere, evangelister og apostle. Det var og er enhver hyrdes pligt at bedømme læren hos søstermenigheder og at formane, hvor det er nødvendigt.

Det i kirkehistorien udviklede tilsynsembede

Det senere særlige tilsynsembede er en god menneskelig ordning, hvor flere præster og menigheder sammen har besluttet at lave en arbejdsfordeling, så en af præsterne har særligt til opgave at føre tilsyn med de øvrige. Dette ophæver naturligvis ikke de øvrige præster og menigheders pligt til stadigvæk at bedømme læren hos de øvrige menigheder. Men det kan være og har været en hjælp for kirker til at holde menigheder fast på den rette læres grund. og det er det egentlige formål med tilsynsembedet: at opmuntre og formane menigheder i et kirkesamfund/stift med den sunde lære og til stadighed at prøve menigheders og præsters lære, så kirken holdes sammen på Guds ords og bekendelsens grund.

Tilsynet i lutherske kirker

Til det brugte man visitationer i de gamle lutherske kirker. Således kender vi Palladius visitatsbog, hvor kirkernes forhold blev ordnet. Også Martin Luther lavede en vejledning for visitatorerne, tilsynsmændene, som var en af de bøger, danske præster skulle eje ifølge kirkeordinansen af 1539 og som dermed bør have en vis status i dansk kirkeliv. Her skriver Martin Luther:

Superintendenterne skal omhyggelig føre tilsyn med, at der læres ret og kristen i menighederne, at Guds ord og det hellige evangelium bliver prædiket rent og loyalt, og at de hellige sakramenter bruges på frelsende måde efter Kristi indstiftelse. De skal også se til, at præsterne har en passende livsførelse, der ikke står i modsætning til Guds ord, så folk forbedrer sig og ikke bliver forargede. Præsterne må heller ikke i tjenesten prædike eller lære mod øvrigheden.

Biskoppens/tilsynsmandens/superintendentens opgave var altså at føre tilsyn med lære og praksis i menighederne. Den skulle være i overensstemmelse med luthersk lære.

I Braunschweig, hvor Martin Chemnitz, medforfatter til Konkordieformlen, var superintendent (tilsynsmand), blev præsterne overhørt i lære inden de blev indsat og derefter hvert halve år. Martin Chemnitz udarbejdede i den forbindelse en håndbog med række spørgsmål og svar, som er oversat til engelsk i denne bog. En udmærket bog, som enhver præst burde eje.

I tider, hvor en ærlig vranglære truer, kan de kirkelige tilsyn blive særligt vigtigt. Sådan lavede man i Sachsen dee Sachsiske Visitationsartikler i 1592, som blev brugt til at prøve, om menighedernes lærere var blevet krypto-calvinister. De Sachsiske Visitationsartikler afviser calvinisternes falske lære om dåben, nadveren, Kristi to naturer og forudbestemmelsen.

Tilsynet i dagens folkekirke

At føre tilsyn har altså at gøre med at bedømme og prøve menigheders lære og praksis. Man kan derfor godt forstå, at konservative kristne ikke kan være tilfredse med biskoppernes tilsyn i den danske folkekirke. Ingen af disse biskopper er rette luthersk biskopper. Hvis de var, ville de for eksempel aldrig have accepteret Leuenbergkonkordien eller ordinere kvindelige præster. I Leuenbergkonkordien har den danske folkekirke med biskoppernes godkendelse erklæret sig læremæssigt enig med calvinisterne uden at de problemer, som de Sachsiske Visitationsartikler påpegede, er blevet løst.

Evangelisk Luthersk netværk (ELN)

Hvad så med Evangelisk Luthersk Netværk. Var det ikke et alternativ til biskopperne? Det er positivt, at der er konservative kristne, som vil holde fast ved dele af Guds ord, når man ellers ser på, hvor frafalden Folkekirken er. Jeg ser dog flere problemer ved ELN. ved at tillade, at dets medlemmer forbliver i Folkekirken og dermed praktiserer kirkeligt fællesskab med resten af Folkekirken, blåstempler netværket reelt den læremæssige tolerance. Ifølge Biblen skal man holde sig fra vranglærere (Rom 16,17).

Desuden tillader ELN selv læremæssige uenigheder i egne rækker, f.eks. på spørgsmålet om kvinders tjeneste, hvor man dirkete indrømmer, at man ikke har sin lære fra Biblen, men at den er et kompromis mellem forskellige holdninger. Det er en benægtelse af Skriftens klarhed og også en benægtelse af klare skriftsteder, som forbyder kvinder at prædike, lære og at udøve autoritet over mænd.

ELN, som tidligere har hævdet at ville være et fyrtårn for luthersk tro, har desuden været beskæmmende tavs om Folkekirkens tilslutning til Leuenbergkonkordien, ligesom den konservative fløj i Folkekirken i det hele taget har været det. Man fristes næsten til at tro, at det kun er i moralske spørgsmål og spørgsmålet om Guds eksistens, man ønsker at stå på Skriftens og bekendelsens grund.

Selvom Folkekirkens højrefløj i disse år påvirkes massivt fra ikke-lutherske protestanter ser man heller ikke nogen klar afstandtagen herfra i netværkets Odense-erklæring. Bortset fra nogle antydninger af luthersk kristendom ligner denne erklæring nærmest en evangelikal-økumenisk fælleserklæring, hvor laveste fællesnævner er blevet norm i stedet for Skriften og bekendelsen.

Når nu et tilsyn har som formål at holde menigheder og præster fast på Skrift og bekendelse, må man konkludere, at ELN ikke er egnet til denne opgave. De er selv en del af problemet. Ville de vende tilbag til Skrift og bekendelse og bryde med de falske lærer, var der måske en chance for, at der kunne vokse et sandt evangelisk-luthersk tilsyn frem.

LM-frimenigheder

Hvad så med de mange LM-frimenigheder, som vokser frem i disse år og som oftest er under LM’s tilsyn. det kan synes fristende at tilslutte sig sådanne menigheder, som dog har en eller anden form for læremæssigt tilsyn. Men problemet er her det samme som i netværket. Forudsætningerne for kirkeligt fællesskab og for kirkeligt tilsyn er, at man er læremæssigt enige. I LM plejer man kirkeligt fællesskab med både frimenigheder og folkekirkemenigheder.

Dybest set er den teologiske forskel ikke særlig stor mellem at være i en frimenighed, som tager folkekirkemedlemmer til alters og så at være i en folkekirkemenighed. Og at være under tilsyn af medlemmer af folkekirken er teologisk set det samme som at være under tilsyn af dens biskopper. Der er jo ikke læremæssig enighed og dermed kan der heller ikke reelt føres læremæssigt tilsyn. Der kan allerhøjest blive tale om vejledning og dialog, men ikke om formaning med den sunde lære, når man ikke er enig om denne som forudsætning for det kirkelige fællesskab og tilsyn. Dertil kommer, at LM jo accepterer læremæssige uenigheder om f.eks. tusindårsriget.

Henrik Højlunds forståelse af tilsynet

Udover det problematiske i den manglende læremæssige enhed i disse tilsynstilbud, kan man også ane et problematisk syn på tilsynet i sig selv. Henrik Højlund, formand for ELN, bliver i februarnummeret (2009) af DBIposten interviewet om sit syn på det kirkelige tilsyn:

Kirken er ikke demokratisk i sit inderste væsen, den er hierarkisk, forstået på den måde, at sandheden kommer fra
oven. Der er en givet sandhed, og tilsynet løber ud ad den tangent. En kirke, hvor alle kan have lige meget ret, har ikke brug for tilsyn. Men en kirke, hvor sandheden er givet, har brug for, at der føres tilsyn med, at denne sandhed er i omløb. Kristus selv indvier tilsynet, da han udvælger sig 12 apostle. Der begynder på en måde tilsynet. Og alt andet tilsyn er afledt af det.

Det er svært at forstå Højlund anderledes, end at han hævder en guddommelig indstiftelse af tilsynet i kaldet af apostlene. Hvis han dermed mente, at enhver hyrde og lærere, som efterfølger apostlene, også må føre tilsyn, dvs. bedømme læren hos søstermenigheder, var jeg ikke uenig. Men det lyder snarere som om, at han hævder indstiftelsen af en særskilt tilsynsfunktion.

Dette syn på tilsynet understreges også af Højlunds vægt på det hierakiske. Højlund hævder, at fordi sandheden kommer oppefra, må der også være en hierakisk struktur i kirken. Højlund viser dog ikke, hvordan det hierarkiske følge af, at sandheden kommer fra oven.

Han har ret i, at den kristne menighed ikke skal vedtage sandheden og at der i den forstand ikke er tale om et demokrati. Men i den forstand er der heller ikke tale om et hierarki. Mens tilsynet naturligvis kan være et redskab til at formane menigheder i et kirkeligt fællesskab, er det på ingen måde en garant for lærens sandhed. Man kan ikke løse læremæssige problemer ved hjælp af ordninger.

Netop fordi Guds ord er klart, er det enhver kristens ret og pligt at bedømme læren. Netop fordi sandheden kommer fra oven og fra Skriften, har enhver kristen og enhver kristen menighed ret og pligt til at bedømme læren og lærerne. I sidste ende er det den enkelte kristne og den kristne menighed, der har retten og pligten til at bedømme læren sammen med enhver bærer af det hellige prædikeembede.

Martin Luther skrev et udmærket skrift i 1523 “Om menighedens læretugt og præstevalg” (oversat i “Luthers Skrifter i Udvalg” Aros 1980 bd. II s. 49-57

Thi Kristus gør lige det modsatte. Han tager både ret og magt til at bedømme læren fra biskopperne, de lærde og koncilierne og giver dem til hver enkelt og til alle kristne i fællesskab, når han siger (Joh. 10): Mine får kender min røst. Ligeledes: Mine får følger ikke den fremmede, men flygter fra dem. Thi de kender ikke de fremmedes røst. ligeledes: Så mange af dem, som er kommet, er tyve og mordere. men fårene hørte dem ikke. s. 50

Fordi sanheden kommer ovenfra, fordi Skriften er et klart lys, som forpligter enhver kristen til at høre Kristi røst og fly den fremmede, er det også enhver kristens ret og pligt at bedømme læren og lærerne og at holde sig fra falske lærere og falske kirker. Luther fortsætter:

Alle advarsler, som Paulus giver, Rom 16., 1. Kor.10., Gal.3.4.5., Kol.2. og allevegne, ligeledes alle profetord, hvor de lærer, at man skal undgå menneskelærdomme, går ikke ud på andet end at tage retten og magten til at bedømme enhver lære fra lærerne og i et alvorligt bud med faren for deres sjæles fortabelse lægge den på tilhørerne, således at disse ikke alene har ret og magt til at bedømme alt det, som prædikes, men er skyldige at bedømme det, hvis de ikke vil udsætte sig for den guddommelige majestæts vrede, så at vi deraf ser, hvor ukristeligt tyrannerne har faret frem med os, idet de har frataget os denne ret og dette påbud og tiltaget si begge dele selv. (s. 52)

Enhver kristen har ret og pligt til at bedømme læren under ansvar overfor Gud. At sandheden kommer ovenfra betyder, at enhver kristen er ansvarlig for Gud for at bedømme læren, holde sig fra vranglærere og holde sig til retlærende menigheder og prædikanter. Dette fratager naturligvis ikke præster den særlige pligt til bedømmelse af læren, som også følger med prædikeembedet. Selvfølgelig følger der et særligt ansvar med hyrdeembedet til at bedømme læren. Men denne pligt fratager ikke enhver kristen sin pligt at bedømme læren og i den forstand føre “tilsyn”.

Når man som Højlund vil gøre en menneskelig tilsynsordning og et hierarki til dét, der garanterer sandheden, tyder det egentlig på, at Højlund ikke betragter Skriften som klar. Det var samme argument, Romerkirken bruger for nødvendigheden af paveembede og tradition. Det er også samme argument, som bruges af de postmodernister.

Højlund fortsætter:

Men her er tilsyn et meget, meget stort gode og en nødvendighed, for at vi kan blive fastholdt i den sande kristentro.
Ellers kan vi ende med at blive isolerede, ”sekteriske” menigheder.”

Det første kan jeg være helt enig i, under forudsætning af, at dette tilsyn er et retlærende luthersk tilsyn. Et sådant kan kun vær et gode. Forhåbentligt vil der en dag igen være flere lutherske menigheder og hyrder, som kan gøre dette muligt. Men når Højlund skriver, at tilsynet er en “nødvendighed”, hvor alternativet er isolerede “sekteriske” menigheder, gør han tilsynet til garanten for sand kristentro.

Det er ganske enkelt en papistisk vranglære, som fratager den enkelte kristne og kristne menighed retten og pligten til at bedømme læren. Det er også et angreb på den bibelske og lutherske lære om kirken, hvorefter den er de hellige forsamling om ordet og sakramenterne. Om der så kun er én retlærende evangelisk-lutherske menighed, som forkynder ordet ret og forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse, så har den sand kristentro. Desværre er det netop sitationen i Danmark i øjeblikket, hvilket netop kan skyldes, at folk som Henrik Højlund, forsøger at fratage kristne retten og pligten til at bedømme læren og lærerne og at flygte fra falske kirker.

Den sande kirkes synlige side er ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning – og ikke tilsynet.

På den anden side vil Højlund netop ikke underordne sig Guds ords klare lære og kræve læremæssig enighed:

I disse år vælger kristne mennesker forskellige strategier og veje, når det gælder at være Kirke. ELN ønsker at dække over denne mangfoldighed, og der er folk i ELN, som for længst har gjort op med den folkekirkelige orden og fx har lavet f rimenighed, og ELNs formand mener, at der kan være endog meget gode grunde til det.

Højlund lader spørgsmålet om forbliven i en frafalden kirke være et spørgmsål om valg af strategier. Men Guds ord formaner enhver kristen til atholde sig fra vranglærere og i den Augsburgske Bekendelse har Højlund overfor Gud aflagt løfte på, at det er nødvendigt til kirkelig enhed at være enige om ordets forkyndelse og sakramenterne forvaltning (Augustana 7). At forblive i en frafalden kirke og oven i løbet anerkende dens vranglærende biskoppers tilsyn, er at forføre fårene.

At hævde, at et tilsyn er en nødvendighed for sand kristentro, mens man samtidig i praksis fornægter nødvendigheden af menigheder med evangeliets rene forkyndelse og i sakramenternes rette forvaltning, er at udskifte Guds nådemidler med menneskeskabte midler.

Højlund og ELN er altså snarere en del af problemet i Danmark og en af forhindringerne for myndige kristne, som danner retlærende menigheder, kalder retlærende præster, og, hvis de finder det gavnligt, slutter sig sammen og danner kirkesamfund, der kan udøve læremæssigt tilsyn.

Er det da optimalt at være en lille evangelisk-luthersk menighed uden et kirkeligt tilsyn? Nej, det er ikke optimalt. Men det er heller ikke sekterisk, som Højlund antyder. Tværtimod, så er det sekterisk at basere sand kristentro på tilsynet i stedet for at basere tilsynet på læremæssig enighed. At guddommeliggøre en menneskelig ordning som tilsynet på bekostning af menighedens ret til at bedømme læren og lærerne og på bekostning af Guds ords klarhed, er sekterisk. At basere enhed på magthierarkier i stedet for på evangeliets rene lære er sekterisme!

Et sandt tilsyn?

Et sandt evangelisk-luthersk tilsyn er en god ting. Men det er ikke en nødvendighed. Hvad der derimod er en nødvendighed er at ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Det vil bl.a. sige, at medlemmer af vranglærende kirker og menigheder ikke deler prædikestol og alterbord med retlærende menigheder. Det er nødvendigt, at kristne skiller sig fra vranglærerne og kalder retlærende hyrder og lærere.

Og det er godt, at sådanne menigheder i frihed søger fællesskab med hinanden og også styrker og opmuntrer hinanden, f.eks. gennem en tilsynsordning. Det må dog understreges, at sådan en tilsynsordning altid må være rådgivende og ikke har hierarkisk magt over den lokale menighed eller dens hyrde.

En biskop/superintendent/visitator har ikke myndighed til f.eks. at afsætte præster i den lokale menighed eller tvinge en menighed til noget. Handler en menighed i strid med Guds ord, kan en tilsynsmands eller et kirksamfunds eneste sanktion være at bryde det kirkelige fællesskab og udelukke menigheden af synoden/kirkesamfundet.

Det er den lokale menighed, som har retten og pligten til at bedømme sin lærer og læren og afsætte falske lærere. Fordi et kirkeligt tilsyn er en menneskelig ordning, har det ikke myndighed over den lokale menighed eller dennes hyrde. For den lokale menighed og det hellige prædikeembede er begge indstiftet af Gud. Et kirkeligt tilsyn kan alene formane med den sunde lære og ikke pukke på sin nødvendighed eller sit hierarki.

I luthersk tradition har det også være normalt, at tilsynsmænd ikke stod alene. Særligt i de tidligere tyske kirkeordninger blev superintender bistået af flere teologer, præster og lægfolk i såkaldte konsistorier, som var rådgivende organer, man kunne spørge til råds i teologiske spørgsmål og som hjalp superintendenterne i deres tilsyn. Fordi lægfolket også har pligt til at bedømme læren, bør et kirkeligt tilsyn bistås af sådanne rådgivende organer.

Den amerikanske lutherske telog og kirkeleder, C.F.W. Walther holdt i 1879 et foredrag om en luthersk synodes pligter (findes i engelsk oversættelse i “Essays for the Church” Vol. II, Concordia Publishing House 1992). Her peger han på, at de første lutherske konsistorier var rådgivende og ikke havde domsmyndighed (s. 26). De fik senere domsmyndighed, på trods af den luthersk hævdelse af lokalmenighedens ret. Fra at være rådgivende organer for menighederne blev de regeringens forvaltningsorganer. Dette observerede A.G. Rudelbach også i sit skrift om “Den Evangelisk kirkeforfatnings Oprindelse og Princip” (særligt s. 60-68). Ifølge Rudelbach var en af årsagerne til, at reformationens principper ikke blev ført ud i livet, at Melanchthon, som fik en del at skulle have sagt, i praksis fastholdt en fyrstekirke.

Vejen frem for luthersk kristendom i Danmark

Hvad er vejen frem for lutherske kristne, som indser, at hverken folkekirkeordningen eller de pietistiske bevægelser formår at opbygge sand evangelisk-luthersk menighedsliv? Løsningen er ikke at begynde med tilsynet, som hos Højlund. Løsningen er, at kristne tager deres ansvar for at bedømme læren og lærerne på sig og bryder med falsk lære – også den falske lære, som idag accepteres i konservative sammenhænge. Så må de tilslutte sig retlærende menigheder eller oprette sådanne og kalde hyrder og lærere, som vil være tro mod Guds ord og den lutherske bekendelse. Gud har lovet, at han vil sende hyrder og lærere til sin menighed (se dette blogindlæg). og så må de finde sammen på grundlag af enighed om ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Og først når denne enhed kan konstateres, giver det mening at oprette tilsynsordninger.

Lægprædikanter 2 – prædikeembedet og kaldet dertil

4. februar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Se første del af serien her

Gud har lovet at give hyrder og lærere

Gud har allerede i det gamle testamente lovet at give hyrder og lærere til den nytestamentlige kirke – det åndelige Jerusalem. Det lærer vi bl.a. i Jeremias 3,15: …og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. I det umiddelbart efterfølgende hører vi, at det er den tid, hvor pagtens ark ikke mere skal være og hvor jordens folk skal strømme til Jerusalem, dvs. det åndelige Jerusalem, som er kirken. Det er altså den nytestamentlige kirke, der tales om.

Jesus bekræfter dette løfte i Matthæus 23,34: Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad. I et parrallelsted hos Lukas står der: Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge (Lukas 11,49). Både profeter, apostle, vise og skriftkloge er altså noget, Jesus sender, og ikke nogle, der sender sig selv.

I Efeserbrevet 4,10-13 hører vi også, at apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere er noget, Jesus giver: 10 Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. 11 Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, 12 til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, 13 indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst. Ordets tjenere er altså Jesu gaver til kirken og ikke et produkt af kirkens eget organisationstalent eller fantasi. De er sendt af Jesus selv med det formål at opbygge de hellige.

Gud har altså med andre ord lovet at sende ordets tjenere til sin kirke og til verden.

Jesus har givet apostlene befaling til at forkynde, undervise, døbe og tilgive synder

Jesus opfyldte løftet om at sende ordets tjenere, da han sendte apostlene til at forkynde evangeliet.

Det hører vi om bl.a. i Matthæus 28,18-20: 18 Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: “Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. 19 Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, 20 og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.” Denne befaling er ikke givet til alle kristne. Den blev ikke givet til alle jesu disciple, men specifikt til de elleve apostle (se vers 17). Det var deres opgave at gå ud til alle folkeslag og lære og døbe dem. Spørgsmålet er så, hvem der efterfølger apostlene i deres lærerembede.

I Markus 16,15 hører vi ogfså om Jesu befaling til apostlene: Og han sagde til dem: “Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! Igen kan vi læse i vers 14, at det var de elleve, Jesus gav denne befaling og altså ikke til sine disciple i al almindelighed.Det modsiger naturligvis ikke alle kristnes ansvar for mission eller deres bekendelse af troen for deres næste. Men befalingen til at lære, døbe og forkynde evangeliet blev givet til apostlene og til dem, der idag beklæder deres lærerembede.

I Johannes 20,21-23 hører vi også om Jesu fuldmagt til apostlene. Her står ganske vist ikke “apostle”, men “disciple”. Johannes bruger dog ordet “discipel” konsekvent om apostlene, mens han kun bruger ordet “apostel” en enkelt gang i et citat. Der er altså ingen grund til at mene, at Jesus her skulle tale til andre end apostlene: 21 Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd! 23 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.” Læg også mærke til udtrykket “at sende”. Sådan har Jesus før lovet at sende apotsle, profeter, skriftkloge og vise, ligesom Gud i det Gamle Testamente har lovet at sende hyrder til sin nytestamentlige kirke. Jesus giver her apostlene mandat til at tilgiver menneskers synder. At døbe, lære, forkynde evangeliet og uddele nadver samt tilsige syndernes forladelse til den enkelte er virkelig at tilgive synder her og nu. Den, som er sendt af Herrentil at tilgive synder, gør det på Herrens vegne. Derfor er det også vigtigt, at man har mandat til at gøre det og ikke blot har sendt sig selv.

Vi hører også Jesus særligt overfor Peter bekræfte, at hans embede er et hyrdeembede i Johannes 21:15-17: 15 Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig mere end disse?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vogt mine Lam!” 16 Han siger atter anden Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vær Hyrde for mine Får!” 17 Han siger tredje Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: “Har du mig kær?” Og han sagde til ham: “Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vogt mine Får! Peters (og de øvrige apostlees) embede er altså et hyrdeembede og derfor opfyldelsen af løftet hos Jeremias om at Gud vil sende hyrder.

I Ap.G. 6 læser vi om de administratorer eller diakoner, som blev valgt, fordi menigheden voksede og det gav administrative problemer. Grunden til, at nogle andre end apostlene skulle have denne tjeneste var ifølge apostlene: Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3 Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning. 4 Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste.” Det var apostlenes opgave at forkynde og forestå menighedens bønner. Mens denne opgave ikke kunne uddelegeres, kunne andre praktiske opgaver uden videre uddelegeres.

Udover deres særlige opgave som åenbaringsbærere og Kristi vidner, var apostlene altså også de første hyrder, som skulle forkynde, døbe, lære, og tilgive synder. Men denne tjeneste skulle gå ud til alle folkeslag. Derfor var denne tjeneste heller ikke kun givet til apostlene, men blev også givet til nogle, der fulgte efter dem i deres embede.

Apostlenes hyrde- og lærerembede overgik til andre

At apostlenes hyrde- og lærerembede gik videre til andre, kan vi se flere steder. Vi læser bl.a. i 1 Peter 5,1-4 De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der skal åbenbares: 2 Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; 3 ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; 4 og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens uvisnelige Krans. Her kalder Peter sig selv de ældstes medældste udover at være vidne (apostel). Han stiller sig altså, hvad angår ældsteembedet på lige fod med menighedens ældste. Og så siger han, at de skal vogte Guds hjord, dvs. være hyrder for den, ligesom Jesus selv har bedt ham være hyrde for den. Det er altså grundlæggende det samme hyrdeembede, Jesus gav ham, som han nu bekræfter, at de også har del i med henvisning til overhyrden. I 2. og 3. Johannesbrev hører vi også i det første vers, at apostlen Johannes kalder sig selv ældste, som var en af titlerne, menighedernes hyrder bar.

I Ap.G. 20,28 hører vi, at Paulus taler til menighedens “ældste” (se vers 17) og siger: Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. Igen får de at vide, at de skal vogte, dvs. være hyrder, for hjorden. Derudover bruges ordet “tilsynsmænd”, som Paulus bruger flere steder om ordets tjenere i menigheden (bl.a. 1 Tim 3 og Titus 1,5f).

I 1 Korintherbrev 3 skriver Paulus en del om embedet i kapitel 3 og 4, hvor han behandler korinthernes falske modsætning mellem apostlen Paulus og hyrden Apollos. Paulus skriver i 1 Korinther 3:8 med henvisning til ham selv og Apollos: Den, som planter, og den, som vander, ere ét; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. De to er grundlæggende ét, selvom den ene plantede menigheden og den anden vandede den. Og Paulus fortsætter i det næste kapitel: 1 Korinther 4:1 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! Han og Apollos er altså begge husholdere over Guds hemmeligheder. Udtrykket “husholder” bruger Paulus igen i Titus 1,7 om tilsynsmændenes tjeneste. det er altså igen et begreb, som både dækker apostlen og andre forkyndere, men ikke alle kristne.

Ligesom Paulus flere steder bruger udtrykket lærer om bærerne af prædikeembedet, bruger han det også om sit eget embede i 1 Timotheus 2,7: …og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og Sandhed. Og igen i 2 timotheus 1,11: …for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer. Når Paulus taler om sig som prædiker/forkynder er det ordet “keryx”, som svarer til ordet “forkynde”, som bruges flere steder om at forkynde ordet, bl.a. i befalingen til apostlene i Markus 16,15. Paulus bruger udtrykket “lærer” i 1 Kor 12,28-29 om menighedens lærere: 28 Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. 29 Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? Selvom Paulus også er apostel, stiller han sig altså også på linje med menighedens lærere/ældste som lærer og forkynder.

Der skelnes derfor også i resten af NT mellem embedsbærere og lægfolk

En del af de ovenfor omtalte steder taler også om det skel mellem embedsbærere og lægfolk, som var i kirken. Paulus siger klart i 1 Kor 12,28-29 at ikke alle er lærere, ligesom ikke alle er profeter eller apostle. Ap.G. 6, som taler om de første diakoner er også interessant, fordi den viser, at apostlenes særlige opgave var forkyndelsen og bønnen, og at den ikke kunne uddelegeres. Således skelnes der også i Paulus’ 1. brev til Timotheus mlellem tilsynsmænd, som skal være dygtige til at lære (1 Tim 3,2), mens en menighedstjener ikke skal kunne det samme (v. 8 ) og også kan være en kvinde (v. 11), som ikke må lærer ( se 1 Tim 2,12). Der er altså et klart skel mellem tjenester, der indebærer at være lærer og tjenester, der ikke gør, men som indrettes af praktiske grunde.

Også i 1 Korintherbrev skelner Paulus mellem embedsbærerne og menigheden. I forbindelse med sig selv og Apollos skriver han i 1 Kor 3,9: Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I. Paulus sammenligner i konteksten sig selv og Apollos med én, der planter og vaner en mark og med en bygmester. Der er altså ikke tale om, at menigheden plnater, vander og bygger sig selv, men at Guds medarbejdere gør det ved ordet.

Det er stadig Gud, der sender hyrder og lærere

Det er også stadig Gud, der sender hyrder og lærere. De, som blev kaldet efter apostlene gennem mennesker står på linje med apostlene i hyrde og lærerembedet og vi hører, at det er Helligånden, der har indsat dem (Ap.G. 20,28 ovenfor) og at de er Guds husholdere og medarbejdere (Apollos og Paulus i 1 Kor ) og Kristi gaver til menigheden (Ef. 4,10-13). De, som Kristus efterfølgende har kaldet gennem midler, kan altså anvende de samme løfter, som Jesus gav til apostlene, på sig selv. De har den samme myndighed som hyrder, lærere, prædikanter, tilsynsmænd, husholdere ældste osv. De kan tilgive synder på Kristi vegne, fordi de er sendt af Kristus selv, som han har lovet, at han ville gøre.

Ingen må derfor prædike uden at være sendt

Men hvad så, hvis man ikke er sendt af Jesus til at prædike. Må man så ikke gøre det?

Jeremias skriver i kap 14,14-15: 14 HERREN svarede: “Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder! 15 Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger. Senere skriver han i 23,21: Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. Der er to problemer med disse profeter, som Herren vil ødelægge. Det ene er, at de profeterer falsk. Det andet er, at Herren ikke har sendt dem. Det er altså i sig selv et problem at profeterer uden at være sendt af Herren. Og ovenfor hørte vi, at Jesus sender skriftkloge og vise på samme måde som han sender profeter og apostle. Således hører vi også i 1 Kor 11,13 om falske apostle, som giver sig ud for at være apostle uden at være det. Udover, at deres lære er falsk er det altså et problem at de agerer som apostle uden at være det.

Parrallelt hermed ser vi i det Gamle Testamente, at kun den, som er præst ifølge Guds ordning (dvs. af Arons slægt) kunne udføre præstetjenesten. At tage denne ret for sig selv, som Saul gjorde, kostede ham kongedømmet (1. Samuel 13,8-15). Her er tale om, at Saul uden Herrens kald forvalter det Gamle Testamentes sakramenter – ofrene. Der var ikke blot tale om takofre, men ofre, som skulle give Herrens gunst, altså sakramentale ofre, som er parallelle med det nye testamentes sakramenter og ikke med det almindelige præstedømmes takofre. Situationen er altså parallel med at en nytestamentlig kristen påtager sig hyrdeembedets funktioner, uden at være kaldet dertil.

Et andet skræmmende eksmepel fra det Gamle Testamente er Koras, Datans og Abirams oprør mod Guds udsendte profet, Moses, og de af Gud indsatte præster, Arons sønner ( 4 Mos 16). De mente ikke, at præstetjenesten kunne tilhøre Arons sønner alene. Gud svarede ved at lade helvede opsluge dem levende. Guds ordninger skal man altså respektere og ikke sætte sig op imod. Man skal gøre det, man er kaldet til og ikke tiltage sig et embede, man ikke har.

Fordi det er Herren, der må sende dem, der skal prædike, skriver Paulus derfor også i Romerbrevet 10,14-15: 14 Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? 15 og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: “Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.” Man må altså sendes for at kunne prædike. Hvad Paulus her skriver er helt i overensstemmelse med resten af Biblen. Jesus har lovet at sende hyrder og lærere, ligesom han sendte profeter og apostle, hvorfor man ikke selv kan tage den opgave, som er hyrdernes, nemlig at prædike, døbe, lære og udøve nøglemagten.

Jesus kalder efter apostlene gennem midler, nemlig kirken

Efter udsendelsen af apostlene kalder Jesus ikke mere direkte. De, som fik åbenbaringsgaver og dermed blev kaldet til at bruge dem, fik dem gennem apostlen (profeter). Og efter apostlenes død, var der ikke flere der fik dem(se dokumentation i disse undervisningsnoter). Spørgsmålet er altså, hvordan Kristus nu kalder hyrder og lærere. I Titus 1,5 hører vi, at Paulus skriver til Titus: Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg pålagde dig. Andre ordets tjenere, som Titus, der allerede var en ordets tjener i menigheden, havde altså en rolle i det.

Som vi læser i både Titusbrevet og 1. Timotheusbrev skulle de to ordets tjenere prøve kandidaterne. Sådan bør det også være idag, at forhåndenværende præster er med til at prøve ordets tjenere. Men det følger ikke heraf, at ordets embede er selvsupplerende og at kaldsretten ligger alene hos dem, som i forvejen er i ordets embede. I Matthæus 18,17-20 hører vi om kirketugten og i den forbindelse tilskriver Jesus nøglemagten til menighede: 17 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. 18 Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. 19 Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. 20 Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.” Selvom menighednes medlemmer ikke er kaldet til at udøve nøglemagten og ikke sendt af Herren dertil, er hele menigheden altså besiddere af nøglemagten. Nøglemagten udøves dog af ordets tjenere, som er sendt af Gud gennem den lokale menighed. At det her er den lokale menighed, der tales om, bevises af, at der forinden står, at manførst skal formane på egen hånd og dernæst tage en eller to med og til sidst gå til menigheden. Hvis der med “kirken” mentes enhver forsamling af kristne og ikke den lokale menighed, ville de de to, man tog med jo allerede være “kirken”. Derfor er der tale om den konkrete lokale menighed.

Derfor skriver Paulus i 1 Kor 3,21-23: 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds. Mens embedsbæreren ikke er ejer af embedet, kan dette siges både om kirken/menigheden og Gud. Embedsbæreren er husholder, men ikke husets ejer. Kristus er ejeren og menigheden er det som Kristi brud. Samme billedsprog bruger profeten Johannes Døberen i Joh 3,29 om sin egen tjeneste som brudgommens ven, mens Jesus er brudgommen.

Paulus er derfor ikke menighedens Herre, men kan også kaldes menighedens tjener Kol 1,24-25: 24 Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, 25 hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord. Menigheden kaldes her og mange andre steder Jesu legem. Det er altså menigheden, der som kristu brud ejer embedet, hvorfor Kristus også må kalde gennem menigheden. Den synlige manifestation Guds kirke er den lokale menighed, som mødes om ordet og sakramenterne (se bl.a. 1 Kor 10,17; 1 Kor 12,12f).

Vi ser da også i praksis, at apostlene involverer hele menigheden i kaldet af Matthias (Ap.G. 1,15-26) samt da de indsætter diakoner (Ap.G. 6), som dog ikke er en af Gud indstiftet tjeneste.

For at være sikker på, at man er kaldet af Herren, må man altså være kaldet af den lokale menighed. Forudsætningen herfor er, at man opfylder betingelserne for et kald, som de står i 1 Tim 3,1-7 og Tit 1,5-9.

Biblen bekræfter altså den lutherske lære i Den Augsburgske Bekendelse artikel 14: Om den kirkelige orden lærer de, at ingen må lære offentlig eller forvalte sakramenterne i kirken, uden at han er rettelig kaldet dertil. De, som agerer som lægprædikanter eller accepterer lægprædikanter, der ikek er kaldet til hyrde- og lærerembedet af en menighed, sætter sig op mod Guds ordning.

Johannes 6 og nadveren – en replik

10. januar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På Martin W.Hansens nyeste tjenestes websted “Gode nyheder for lutheranere”, kan man læse og høre en gengivelse af et foredrag af en Joseph Mizzi om Johannesevangeliet kapitel 6 og nadveren.

Foredraget synes at forudsætte, at lutheranere tror, at Johannesevangeliet kapitel 6 (særligt vers 48-58) handler om nadveren. Det er dog interessant, at det lutherske bekendelsesskrift, Konkordieformlen, er ganske enig med Mizzi i, at Johannes 6 ikke handler særskilt om nadveren. Den spisen og drikken, der tales om i Johannesevangeliet kapitel 6 er troen, som stoler på evangeliet, hvad enten dette gives i ordet, dåben eller nadveren.

Mizzis/Martin W. Hansens eksegese af teksten er altså ikke så langt fra sandheden, som den kunne være.

Problemet er den fejlslutning, at fordi Joh 6 handler om en åndelig indtagelse af Jesu legeme og blod ved troen, så findes der ikke en legemlig modtagelse af Jesu legeme og blo med munde.

Det er en grundlæggende forkert hermeneutik, at ville bygge en lære på skriftsteder, der handler om noget andet. Desværre er det typisk for reformert kristendom. Faktisk skyder denne argumentation netop den klassiske reformerte indvending mod nadveren i sænk. For når Johannes 6 ikke handler om nadveren, er den heller ikke relevant for læren om nadveren.

Med andre ord kunne min replik til artiklen i al korthed have lydt: Ja, og hvad så?

Men det underliggende problem for Martin W. Hansen og andre evangelikale er den påstand, at lutheranere gør nådemidlerne til gerninger, hvormed vi fortjener frelsen. Det er ikke sandt. Hvad der derimod er sandt, er at evangelikale gør troen til en gerning, hvormed de tror at kunne hente syndernes forladelse ned fra himlen i stedet for at søge den i de midler, hvori Gud uddeler syndsforladelsens gav (se mere her).

Du kan se en engelsk oversættelse af Konkordieformlens behandling af nadverspørgsmålet her. Jeg har citeret de relevante punkter nedenfor:

61] There is, therefore, a two-fold eating of the flesh of Christ, one spiritual, of which Christ treats especially John 6:54, which occurs in no other way than with the Spirit and faith, in the preaching and meditation of the Gospel, as well as in the Lord’s Supper, and by itself is useful and salutary, and necessary at all times for salvation to all Christians; without which spiritual participation also the sacramental or oral eating in the Supper is not only not salutary, but even injurious and damning [a cause of condemnation].

62] But this spiritual eating is nothing else than faith, namely, to hear God’s Word (wherein Christ, true God and man, is presented to us, together with all benefits which He has purchased for us by His flesh given into death for us, and by His blood shed for us, namely, God’s grace, the forgiveness of sins, righteousness, and eternal life), to receive it with faith and appropriate it to ourselves, and in all troubles and temptations firmly to rely, with sure confidence and trust, and to abide in the consolation that we have a gracious God, and eternal salvation on account of the Lord Jesus Christ. [He who hears these things related from the Word of God, and in faith receives and applies; them to himself, and relies entirely upon this consolation (that we have God reconciled and life eternal on account of the Mediator, Jesus Christ),-he, I say, who with true confidence rests in the Word of the Gospel in all troubles and temptations, spiritually eats the body of Christ and drinks His blood.]

63] The other eating of the body of Christ is oral or sacramental, when the true, essential body and blood of Christ are also orally received and partaken of in the Holy Supper, by all who eat and drink the consecrated bread and wine in the Supper-by the believing as a certain pledge and assurance that their sins are surely forgiven them, and Christ dwells and is efficacious in them, but by the unbelieving for their judgment and condemnation, 64] as the words of the institution by Christ expressly declare, when at the table and during the Supper He offers His disciples natural bread and natural wine, which He calls His true body and true blood, at the same time saying: Eat and drink. For in view of the circumstances this command evidently cannot be understood otherwise than of oral eating and drinking, however, not in a gross, carnal, Capernaitic, but in a supernatural, incomprehensible way; 65] to which afterwards the other command adds still another and spiritual eating, when the Lord Christ says further: This do in remembrance of Me, where He requires faith [which is the spiritual partaking of Christ’s body).

Hvad er en menighed?

Den objektive retfærdiggørelse og nådemidlerne

Om kirkeligt tilsyn

Lægprædikanter 2 – prædikeembedet og kaldet dertil

Johannes 6 og nadveren – en replik

En luthersk kirke

Kom eller kontakt os

Næste gudstjenester