I augustnummeret (2009) af DBI-posten kan man læse en artikel af adjunkt Ph.D. Nicolai Techow om den amerikanske diskussion mellem calvinister og arminianere.
Jeg er i og for sig ikke uenig i Techows analyse af forskellene på disse. Jeg er heller ikke uenig i, at når det gælder de spørgsmål, calvinisterne og arminianerne stiller hinanden, så ligger lutherdommen midt imellem og er enige med den ene part i noget og med den anden i noget andet. Det er i og for sig rigtigt nok.
Alligevel er der tale om et forsimplet billede af den lutherske lære, som kan give det indtryk, at arminianerne og calvinisterne ligger længere fra hinanden, end lutherdommen gør fra nogen af dem. Og det mener jeg ikke er sandt.
Historisk set er arminianismen opstået på calvinistisk grund og begge hører de til indenfor reformert kristendom.Det burde i hvert tilfælde indikere, at der er en sammenhæng mellem disse to, som ikke er der mellem dem og lutherdommen. At de “lutherske” vækkelsesbevægelser igennem hele deres historie har ladet si inspirere fra calvinister og arminianere, er et andet spørgsmål, som man også kunne tage op i den forbindelse. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at de diskussioner, der nu foregår indenfor vækkelsesbevægelserne handler mere om, hvem man skal lade sig inspirere af end de handler om, hvorvidt man skal hente inspiration fra reformert-evangelikal hold i det hele taget.
Teologisk kan man ikke nøjes med at analysere lutherdommens forhold til disse to retninger på baggrund af de spørgsmål calvinisterne og arminianerne stiller hinanden. Hvis man analyserer et tredje synspunkt ud fra uenighederne mellem to synspunkter, vil det tredje synspunkt med rimelig stor sandsynlighed placere sig mellem de to, da man har udvalgt kriterierne for bedømmelsen ud fra det, der adskiller de to første synspunkter.
Man får heller ikke ud fra en sådan analyse at vide, hvordan man som luthersk skal se på calvinister og arminianere, men alene, hvordan disse efter al sandsynlighed vil se på lutheranere. Dette er dog heller ikke sikkert, da de sandsynligvis også vil stille andre spørgsmål til lutheranere end de spørgsmål, de stiller til hinanden.
Fremgangsmåden er altså ikke særlig effektiv, hvis man vil bruge den til at sige noget dybere om forholdet mellem lutheranere, arminianere og calvinister. Og selvom det ikke er hovedformålet med artiklen, runder Techow artiklen af med at komme med bud på, hvordan man som lutheraner skal forholde sig til de to retninger.
Hvis man skal analysere lutherdommens forhold til arminianisme og calvinisme, må man altså også lade lutherdommen stille spørgsmålene.Gør man det, vil man se, at arminianismen og calvinismen har en lang række grundlæggende forudsætninger til fælles, som de ikke har til fælles med lutherdommen.
Jeg vil forsøge at komme med nogle bud på, hvad der adskiller både arminianisme og calvinisme fra evangelisk-luthersk kristendom.
1. Rationalisme i soteriologien. I det problem, Techow analyserer calvinismens og arminianismens forskellige svar, og dernæst den lutherske kirkes, viser sig et dybereliggende problem. Calvinisterne og arminianerne tilsidesætter begge Skriftens klare udsagn, fordi det strider mod deres fornuft. De gør fornuften til dommer og vil have en løsning på spørgsmålet om, hvorfor nogle frelses og ikke andre, som harmonerer med deres fornuft. her kommer de med forskellige og modstridende løsningsmodeller, men deres forudsætning for at komme med den, er den samme.
Den lutherske kirke derimod har fra begyndelsen accepteret Guds klare ord, når det siger, at Gud vil at alle skal frelses; at Gud alene virker alt i frelse; at Gud har udvalgt dem, der frelses, fra evighed og vil bevare dem; at de, der går fortabt selv er skyld i det og at troende kan falde fra. Det er altså selve grundlaget for teologisk erkendelse, begge parter angriber, når de vil harmonisere Skriftens paradokser med fornuften. Deres teologiske metode minder på dette punkt om den historisk-kritiske metode, som også vil bortforklare det, der forager fornuften.
2. Rationalisme i kristologien og nadverlæren. Calvinismen og arminianismen er også enige om et rationalistisk syn på kristologien og nadverlæren. Det er muligt, at der er arminianere, der har vendt sig mod den calvinistiske lære på dette punkt, men det er i hvert tilfælde ikke det normale. Calvinismen forudsætter traditionelt det filosofiske princip, at det endelige ikke kan rumme det uendelige.
Derfor afviser de reformerte dét, der hedder genus majestaticum, nemlig, at den menneskelige natur har fået meddelt guddommelige egenskaber i kraft af den personlige forening med den gudommelige natur i Kristus. Det betyder reelt, at man adskiller den gudmnenneskelige person, idet man benægter, at Jesu legeme og blod kan være virkeligt nærværende i nadverens brød og vin. På grund af deres filosofiske princip nærmer både calvinister og arminianere sig det nestorianske kætteri og adskiller Kristus. Dette filosofiske princip ligger også bag calvinismens og arminianismnes benægtelse af Guds virke gennem nådemidlerne.
3. Begrænsning af Guds nåde. Som en følge af rationalismen begrænser både calvinisterne og arminianerne Guds nåde. Calvinisterne begrænser den ved at benægte dens universalitet og arminianerne ved at begrænse dens alenevirken. Her står den lutherske kirke ikke midt imellem, men på afstand af begge med sin klare bekendelse til nåden alene og nådens universalitet. For den anfægtede er det altafgørende, at de begge bekendes klart. Hvis man virkelig er calvinist og ikke tror, at Jesus døde og alle og at Gud vil alle menneskers frelse, hvis der blot er ét, menneske, som Jesus ikke er død for, kan den anfægtede synder ikke vide, om den ene er ham.
Calvinismen er langt farligere end Techow lægger op til. Calvinisten kan aldrig vide sig sikker, men må kaste sig i armene på den suveræne almægtige Gud i håbet om, at han er blandt de udvalgt, men uden vished om, at Gud virkelig vil hans frelse.
Arminianeren på den anden side, kan aldrig vide med sikkerhed, om han nu har taget nok imod Jesus. og når han opdager, at synden stikker dybere end han troede, vil han i hvert tilfælde tvivle på sin egen beslutning. Derfor sker det også typisk i arminianske sammenhænge, at man “giver sit liv til Jesus” igen og igen, fordi man igen og igen opdager, at det ikke virkede sidst. Det ved jeg af egen erfaring.
4. Adskillelse af ordet og Ånden. Både calvinister og arminianere adskiller ordet og Ånden. Ordet er ikke virksomt i sig selv til menneskers frelse ifølge nogle af disse retninger, men må gøres virksomt – enten ved Guds indgriben eller ved menneskers forberedelse. Det er i strid med Esajas 55,11, hvorefter Guds ord altid er virksomt og Joh 6,63, hvorefter Jesu ord er Ånd og liv.
Tanken om vækkelser er derfor også opstået i calvinistiske og arminianske kredse. Den første store amerikanske vækkelse var calvinsk og man troede, at Gud engang imellem greb ind og gjorde sit ord særligt virksomt. Men ved den anden store vækkelse var man blevet arminianere og troede, at vækkelser delvis var menneskeskabte. Det er i den forbindelse interessant, at på trods af, at de var henholdsvis calvinist og arminianer, kunne Whitefield og Wesley godt arbejde sammen. For i praksis var forskellen ikke så stor.
5. Subjektivisme. Grundet ligheden i synet på ordet, ligner de to retninger også hinanden i synet på tilegnelsen af frelsen. Fordi ordet og sakramenterne ikke er egentlige nådemidler, må de finde vished om frelsen i sig selv. Calvinisterne vil forsøge at finde frelsesvished i deres oplevelse af, at Gud har virket i dem og synergisterne vil finde frelsesvisheden i, at de har taget imod Guds nåde. For hverken calvinisten eller arminianeren kan finde frelsesvished i ordet og sakramenterne som garantier for, at syndernes forladelse også er blevet deres. Derfor må de finde garantien i sig selv.
Calvinisten, som ikke tror, at Guds ord altid virker, men kun når gud vil det, må se efter resultatet af Guds virke i menneskehjertet. Arminianeren må se efter sin egen handling som det, der garanterer tilegnelsen af frelsen. Det afgørende for begge er, hvad der er sket i dem. begge parter vil derfor oftest basere retfærdiggørelsen på den mystiske forening med Kristus – altså det, som sker i mennesker, i stedet for at basere den mystiske forening med Kristus på retfærdiggørelsen. Troen bliver derfor også noget andet end et gribemiddel, der fortrøster sig til syndernes forladelse for Kristi skyld.
Det ser man bl.a. også i synet på troen det Gamle Testamente, hvor reformerte ofte ikke ser troen som en specifik tro på syndernes forladelse for den kommende frelses skyld, men i stedet som en generel tro på Guds indgriben. Derfor blev calvin også beskyldt af lutheranerne for at være judaiserende i sin udlægning af gammeltestamentlige profetier, når han ikke så dem som direkte profeti om Kristus (se denne artikel om Hunnius’ kritik af Calvins forståelse af protoevangeliet). Men hvis troen ikke er et modtageredskab, som retfærdiggør pga. dét, den retter sig mod, så bliver den i stedet en lovgerning, som retfærdiggør pga. en kvalitet ved troen.
6. Sakramentslæren. Fordi de ikke ser på ordet og sakramenterne som egentlige nådemidler, får sakramenterne en anden funktion. Frem for at være Guds handlinger med mennesker, bliver de menneskers bekendelseshandlinger overfor Gud. Ligesom romerkirken gjorde nadveren til menneskers handling overfor Gud, sådan gør både arminianere og calvinister.
Hverken dåben eller nadveren uddeler altså syndernes forladelse ifølge arminianere eller calvinister. Derfor ser man hellere ikke dåben som et genfødende og frelsende bad, som Skriften klart lærer, at det er, og man ser ikke nadveren som Jesu sande legeme og blod, der faktisk giver syndernes forladelse. I stedet overlades den anfægtede til sig selv og må se ind i sit eget hjerte efter vished om syndernes forladelse. Eventuelt kan han så forsøge at overbevise sig selv om, at han har været lydig ved at bruge sakramenterne som et tegn på eller en forudsætning for sin frelse, alt efter om han er calvinist eller arminianer.
Konklusion: Set fra et luthersk synspunkt ligger calvinismen og arminianismen tættere på hinanden end på luthersk kristendom. Jeg kunne have taget flere punkter med, men disse illustrerer, at både når det gælder formalprincippet (skriftprincippet) og materialprincippet (frelseslæren), ligger calvinismen og arminianismen tættere på hinanden end på luthersk kristentro. Begge tilsidesætter Skriftens klare ord til fordel for deres egen fornuft og begge er fortalere for subjektivismens usikkerheds-monster, når det gælder frelsesvisheden, fordi de benægter nådemidlerne og begrænser Guds nåde.
Hvis man vil benytte sig af f.eks. litteratur fra både arminianere og calvinister uden at blive gennemsyret af rationalismens og subjektivismens surdej, må man altså holde sig for øje, at problemerne er langt dybere end som så. som fagteolog må man selvfølgelig holde sig orienteret og kan også i specifikke spørgsmål lære af f.eks. andres eksegese, men når det gælder de store linjer, burde man måske snarere overveje, om ikke der var langt mere inspiration at hente i luthersk kristendom, end man hidtil har gjort. Der findes faktisk lutherske kirker i verden, som i hvert tilfælde delvis forsøger at besvare tidens spørgsmål ud fra et konfessionelt evangelisk-luthersk ståsted.
Techows spørgsmål om, hvem man skal hente mest inspiration fra, kan lyde som et spørgsmål om, hvilken brønd, man skal hente vand fra, når man er kommet over åen, der er fuld af vand. Har man virkelig sikret sig, at der ikke stadig er vand i åen?
Det kan være fristende for dem, der vil gøre op med arminianismen at alliere sig med calvinisterne. Og på nogle enkeltpunkter kan man da også hente argumenter herfra. men det er ikke sandt, når Techow giver udtryk for, at calvinismen er mindre alvorlig end arminianismen. De er to alen af et stykke og begge river de visheden om frelsen fra mennesker. Skal calvinisterne have et fortrin, er det, at de forhåbentlig ofte ikke er så calvinistiske alligevel, så de reelt ikke tror på den forfærdelige lære om Jesu begrænsede soningsdød og forudbestemmelsen til fortabelse. Men dette er blot en lykkelig inkonsekvens og ikke noget positivt i calvinismen i sig selv.