Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Konfessionel lutherdom og kirkens opgave – oplæg holdt på Menighedsfakultetet

9. september 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Luthersk konfessionalitet
Jeg er blevet spurgt om at komme og sige noget om mit og Augustanakirkens syn på kirkens opgave og luthersk konfessionalitet i dag.

Jeg vil begynde med at sige lidt om luthersk konfessionalitet og så sige lidt om, hvilke konsekvenser, det får for kirkens opgave.

Luthersk teologi er født af anfægtelse

Jeg er indimellem blevet kaldt skråsikker, intolerant og mange andre grimme ting, fordi jeg bekender mig til, at Skriften er klar og sikker i alle lærespørgsmål. Man kan måske godt fejlagtigt få det billede af konfessionel lutherdom, at den ikke kender til tvivl og anfægtelse. Men det forholder sig modsat. Luthersk konfessionalitet er født af anfægtelse. Martin Luthers teologiske metode hed oratio, meditatio, tentatio. Bøn, grunden på Guds ord og anfægtelse.

Her er ikke bare tale om sådan en intellektuel tvivl eller den selvretfærdiges tvivl, som mener, at vedkommende har ret til at tvivle på Gud ellers hans nåde og at Gud bare har at vise sig fra sin gode side og ikke lade mennesker lide eller dø, hvis man skal kunne stole på ham.

Nej, luthersk kristendom er født af den anfægtelse, som bør ramme os alle, når vi konfronteres med den forfærdelige virkelighed, at vi alle på et eller andet tidspunkt, måske i dag, måske i morgen, måske om 50 år, skal dø. Døden er en fjende, som ingen af os vil undslippe, medmindre vi lever, når Jesus kommer igen. Alle andre problemer er kun symptomer på dette dybe problem. Sammenlignet med evigheden, er vores liv i denne verden kort. Midt i livet er vi sted, ud i dødens våde – skriver Martin Luther i en salme.

Men anfægtelsen stopper ikke her. Luther fortsætter i salmens andet vers: midt i livet knuger os, helveds magt og vrede. Og i 3. vers skriver  han: Midt i helved-angsten ind vil vor synd os drive.

Hvor meget teologi i dag finder spørgsmålet om, hvordan vi finder en nådig Gud, irrelevant og upostmoderne, så er det faktisk det afgørende spørgsmål for ethvert menneske, der tager både livet og døden alvorligt.

Luthersk teologi er født af en anfægtelse, som kun kan afvises af overfladiske mennesker, som forsøger at skjule deres egen dødelighed for sig selv: Hvordan kan jeg forvisse mig om, at jeg har en nådig Gud, som tilgiver mig mine synder og giver mig evigt liv, hvis jeg dør i dag eller i morgen?

Anfægtelsen stiller sig ikke tilfreds med måske’er
Denne anfægtelse er ikke nogen leg. Den er ikke for sjov. Og den stiller sig ikke tilfreds med, at Gud nok er nådig og måske har åbenbaret dette eller hint.

Den sande anfægtelse, som er født af mødet med den hellige Gud og med dødens virkelighed, stiller sig ikke tilfreds med måske’er.

Retfærdiggørelseslæren
Det gælder for det første om retfærdiggørelseslæren. Konfessionel luthersk kristendom sætter en ære i at holde læren om retfærdiggørelsen central. Det er afgørende, at vi med sikkerhed kan sige, hvordan vi bliver erklæret retfærdige overfor Gud. Det er afgørende at vide, at det er i kraft af jesu tilregnede retfærdighed, hans stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og hans stedfortrædende straflidelse. Det er afgørende at vide, at Gud ved Jesu opstandelse erklærede verden retfærdig i ham. Det er afgørende at vide, at denne retfærdighed, som Jesus har vundet for alle mennesker på korset deles ud i nådemidlerne.

Nådemidlerne
Her adskiller konfessionel luthersk teologi sig fra f.eks. evangelikal og reformert kristendom, som nok tror, at nådemidlerne kan informere om og symbolisere syndernes forladelse. Men de benægter, at ordet og sakramenterne virkelig uddeler syndernes forladelse her og nu, så du med sikkerhed kan vide, at syndernes forladelse er din. Og når dette fokus på nådemidlerne forsvinder, bliver konsekvensen, at mennesker søger vished i deres egne bønner, oplevelser, lovsang, karismatiske oplevelser osv. – alt samme noget, som ikke kan give en sikker vished om Guds nåde.

Helligåndens virke
Læren om nådemidlerne er helt central for luthersk kristendom. For det er i virkeligheden læren om Helligånden. Jeg har indimellem hørt folk påstå, at luthersk kristendom ikke lægger vægt på Helligånden. Men hvis man f.eks. tager Luthers store katekismus frem, vil man se, at afsnittet om Helligånden fylder mere end afsnittene om Faderen og Sønnen tilsammen. Den lutherske reformation var faktisk i høj grad en kamp for Helligåndens virke i nådemidlerne.

Læren om den frie vilje, som romerkirken byggede på – og som meget moderne teologi bygger på, er i virkeligheden et opgør med Helligåndens alenevirken i omvendelsen. I Lille Katekismus bekender vi, at vi tror, at vi ikke af egene magt og kraft kan tro på Jesus Kristus eller komme til ham, men at Helligånden har kaldet os ved evangeliet. Også det er afgørende for den, der anfægtes over sin egen synd, sit eget hjertes ligegyldighed og kulde overfor evangeliet og sin mange nederlag i kamp mod synden.

Konfessionel lutherdom er netop at lægge vægt på, at det er Helligånden alene, som virker omvendelse og bevarelse gennem ordet. Ikke-luthersk Helligåndsteologi ser for mig ofte ud til at være mislykkede forsøg på at finde en anden opgave til Helligånden, når man nu selv har tiltaget sig hans virkelige opgave.

Konfessionel lutherdom er altså sand pinseteologi.

Skriftens klarhed
Og fordi det for en anfægtet er afgørende at vide sig sikker på alle disse ting, så er det afgørende, at Gud har talt klart og tydeligt.

På reformationstiden handlede sola scriptura-princippet først og fremmest om to ting: Skriftens klarhed og skriftens tilstrækkelighed i alle lærespørgsmål. Ofte angribes konfessionelle lutheranere for at gå op i bekendelsesskrifterne i stedet for Biblen. Men det er en falsk modsætning, man laver her. For den lutherske brug af bekendelsesskrifter understreger netop, at Skriften taler klart og tydeligt i lærespørgsmål, så man rent faktisk kan uddrage en klar og sikker lære heraf og forpligte sine præster på den.

Lov og evangelium
Når det gælder skriftprincippet, er det også vigtigt at holde fast i, at Skriften og dens lære skal udlægges og forkyndes i lov og evangelium. Lov og evangelium er ikke blot to temaer ved siden af andre temaer i Biblen. De er Biblen grammatik. Alt i Skriften skal forstås ud fra lov og evangelium. Man kan derfor heller ikke blot reducere lov og evangelium til en bestemt prædikendisposition.

Forkyndelsen formål er at overbevise mennesker om deres synd og at forkynde og uddele syndernes forladelse, som Jesus har vundet på korset. Når man i stedet vil finde og opfylde folks følte behov uden at afsløre synden, prædiker man i virkeligheden et andet og falsk evangelium. Man bekræfter mennesker i deres synd og nægter dem i virkeligheden evangeliet. Man forkynder en anden Gud, som skal søge nådige mennesker i stedet for at prædike den virkelige hellige og almægtige Gud, for hvis ansigt vi alle må spørge: hvordan finder jeg en nådig Gud?

Kirkens opgave
Det var lidt om luthersk konfessionalitet eller konfessionel lutherdom. Hvad er så kirkens opgave. Jo, den udspringer af det allerede sagte. Kirkens opgave er at videregive den skat, kirken selv har fået.

Prædikanter
Jesus befalede apostlene at lære folkeslagene alt, hvad han havde befalet. Og Paulus siger til de ældste i Efesus (ApG 20), at han ikke forsømte at forkynde dem hele Guds råd.

Og Jesus befalede dem at forkynde evangeliet om syndernes forladelse og at forlade menneskers synder på jorden. Kirkens opgave består grundlæggende i at kalde prædikanter til at efterfølge apostlene i denne opgave.

Kirken og læren
Kirkens opgave er at forvalte de nådemidler, hvorved Helligånden kalder og forsamler kirkens udover jorden. Den sande tro er usynlig. Men Guds rene ord og sakramenter er synlige. Og hvor de er, er kirken. Hvor de blandes med falsk lære, trues Guds kirke. Derfor må kirkens gøre op med al vranglære, som er i strid med Guds klare ord.

I sidste ende rammer al vranglære retfærdiggørelseslæren. Derfor kan retlærende lutheranere ikke have fællesskab om prædikestol og alterbord med vranglærere, uanset deres vranglære. Enhver sidestilling af sandhed og løgn er i sidste ende en benægtelse af Guds ord og af sandheden i det hele taget. Når mudret vand og rent vand blandes, kommer der mudret vand ud af det, som en har udtrykt det.

Paulus befaler i Rom 16,17 menigheden i Rom at holde sig fra dem, der lærer falsk. Falsk lære er en sjælegift. At praktisere kirkefællesskab med vranglærere ved at dele prædikestol og alterbord er i strid med Guds ord og er en synd mod det andet bud, som forbyder os at misbruge Guds navn.

Ånden og ordet
Og fordi Helligånden virker ved ordet, er det heller ikke kirkens opgave at skabe troen i menneskers hjerter. Kirkens opgave er at forkynde ordet rent og klart, til så mange som muligt og dele det ret i lov og evangelium. For mennesker bliver alene sande kristen ved at erkende deres synder og sætte deres lid til evangeliet om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Og den tro skabes alene ved Helligånden gennem evangeliet.

Kirkens opgave er altså at forvalte nådemidlerne, dvs. ordet og sakramenterne ret og bekæmpe falsk lære, indtil Jesus kommer igen.

Mission
Det får betydning for, hvordan man ser på både gudstjeneste, mission og kirkeliv i øvrigt. Mission er ikke ifølge en luthersk forståelse at overtale mennesker til at blive kristne. Mission handler ikke om at finde folks behov og fylde dem, sådan som kirkevækstteologi og i nogen grad også emergent-church-bevægelsen tror.

Luthersk mission består i at åbenbare menneskers egentlige problem, som de ikke selv vil erkende: at de er syndere i hænderne på en hellig Gud. Dernæst består opgaven i at åbenbare løsningen på dette problem: evangeliet om syndernes forladelse.

Gudstjenesteliv

Luthersk lære får også betydning for gudstjenestelivet. I Kol 3,16 skriver Paulus, at vi skal lade Kristi ord bo i rigt mål i blandt os gennem åndelige sange, salmer og hymner. Kirkesangens formål er at indprente Kristi ord. Kirkesang og gudstjenesteliv må tage Guds hellighed alvorligt og ske med ærefrygt.

Og kirkesang og gudstjenesteformer må have til formål at indprente Guds ord og ikke at udtrykke vores følelser. For ud af menneskets hjerte kommer kun synd og ondskab. Liturgien skal befri os fra vores egne følelsers fængsel og i stedet rette vores opmærksomhed mod Guds gerninger til vor frelse.

Fokus i gudstjenesten må være på Guds nådemidler, ordet og sakramenterne. Gudstjenesten er ikke først og fremmest vores tjeneste for Gud. Vores tjeneste for Gud sker primært i hverdagen. Nej, fokus i gudstjenesten er Guds tjeneste for os i ordet og sakramenterne.

Og dette fokus må have sin baggrund i erkendelsen af, at Gud er en hellig Gud, som vi skylder ærefrygt. Når man vil lave afslappede cafe-gudstjenester eller synge sange, der minder om forelskede teenageres kærlighedssange til Gud, benægter man reelt hans hellighed – og dermed benægter man Guds lov, som er den eneste baggrund, hvorpå vi kan forstå evangeliet om Guds nåde.

Ligesom Peter kastede sig ned for Jesus, da Jesus åbenbarede sin guddommelighed og ligesom høvedsmanden som ikke fandt sig værdig til, at Jesus trådte ind i hans hus, sådan må kirkens gudstjenester være båret af ærbødighed og ærefrygt for den hellige Gud, som har magt til både at kaste sjæl og legeme i helvede. Og det er på den baggrund, evangeliet må lyde i gudstjenesten som Guds forsikring af sin nåde og uddeling af denne nåde gennem nådemidlerne.

Lutheranernes praksis på reformationstiden var i modsætning til de reformerte blot at udrense de misbrug, der havde sneget sig ind i kirkens gamle gudstjeneste, som netop var båret af ærefrygt for den hellige Gud og som var centreret omkring nådens midler, ordet og nadveren. Man lavede ikke en ny gudstjeneste fra bunden, men rensede det forkerte ud, så fokus igen blev på nådemidlerne. Man fjernede heller ikke på reformationstiden de ydre ting, der understregede Guds hellighed, såsom messeklæder, højtidelig orgelmusik osv., men så dem netop som ting, der skulle undervise menigheden i, hvem Gud er.

Man sørgede dog for, at der kom salmer ind på forståeligt dansk. Men disse salmers formål var at undervise mennesker. Derfor er salmevalg også en del af præstens hyrde- og læreembede, som ikke blot kan uddelegeres til kor eller lovsangsledere, som det hedder i dag. Det er præsten, der har ansvar for, at dét, der synges, indprenter den sunde lære, indgyder til ærefrygt for den almægtige Gud, fremholder evangeliet om syndernes forladelse og ikke leder mennesker til sværmeri.

Opsummering

Kirkens opgave er altså at uddele og bevare den skat, den har fået, nemlig evangeliet. Det betyder både, at kirken må prædike Guds ord rent og klar i lov og evangelium, lade det gennemsyre gudstjeneste og kirkeliv. Men det betyder også, at kirken må sige et klart nej til alt, hvad der strider imod Guds ord. Det gør den ikke i hovmod, men netop i en ydmyghed, der sætter Guds klare ord over menneskers tanker og derfor er tvunget til at sige nej til alt, hvad der trodser Guds ord.

Filed Under: Evangelisation, Forkyndelse, Gudstjenesten, Kirkeliv, Lov og evangelium, Menighedsfakultetet, Pietisme

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

26. april 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

Filed Under: Forkyndelse, Kirkeliv, Lov og evangelium, Læren om helliggørelse, Nådemidlerne, Omvendelse, Pietisme

Guds nærvær, men hvor? – Evangelisk Alliances beduge 3. dag

12. januar 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På tredjedagen for Evangelisk Alliances bedeuge står Guds nærvær på dagsordenen. Netop her deles vandene mellem lutheranere og evangelikale.

For selvom vi lutheranere bekender Guds allestedsnærvær, så tror vi dog ikke, at Gud er nærværende i sin nåde og barmhjertighed mod syndere alle steder. og hvis ikke Gud er nærværende i sin nåde, er det bedre, om han var fraværende. Så kun den, der har Guds nåde kan glæde dig over Guds allestedsnærvær i skabningen. Kun den, der først har søgt Guds nærvær i nådens midler, hvor han kommer og giver syndernes forladelse, kan se og glæde sig over Guds nærvær omkring sig. For alle andre vil det blive afgudsdyrkelse og lovtrældom, når man ser efter Guds nådige nærvær i naturen eller i hverdagen.

I det gamle testamente søgte israelitterne Guds nærvær i templet. Herfra hørte Gud deres bønner og her tilgav han dem deres synder ved ofringerne, der pegede frem mod Jesus. I det nye testamentes tid har vi ikke et bestemt sted. Men det betyder ikke, at vi skal søge Guds nådige nærvær derom i naturen eller i vores indre. Vi har fået ordet og sakramenterne som de midler, hvori Gud er nærværende hos os i sin nåde og giver os vished derom. Særligt tydeligt er det i nadveren, når Jesus kommer til os og giver os sit sande legeme og blod skjult under brød og vin.

denne tro på nådens midler står svagt hos evangelikale. Såkaldte lutheranere, som engangerer sig i tværkirkeligt arbejde og f.eks. Allianceugen med disse, vil undskylde sig med, at man jo mødes for at bede og ikke for at forvalte sakramenterne. Men hele den kristen tro hænger sammen og i Allianceugens tekst til 3. dag viser det sig også, at økumnien for indflydelse på teologien.

I teksterne nævnes, at vi skal søge Guds nærvær i hverdagens begivenheder. Selvom teksten henviser til Samuel og den etiopiske hofmand, lægges der ikke synderligt vægt på, at de fandt Guds nærvær i hans ord. Vægten lægges på hverdagens begivenheder og på menneskers opmærksomme lytten.

Men beretningen om Samuel i Sam 3, som der henvises til, handler om, at Gud kalder Samuel til profet. Den handler ikke om Samuels opmærksomme lytten efter Guds nærvær i hverdagens begivenheder, men om Guds overnaturlige indgriben og direkte kaldelse af Samuel til profet. Denne beretning er ikke en slags mønster man kan bruge, men en beretning om Guds indgriben ppå et ganske bestemt tidspunkt og tale til en ganske bestemt person. Vi kan bruge den som en illustration af, hvordan Gud kaldte sine profeter direkte, så vi kan være sikre på, at deres ord er Guds ord, som giver Guds nærvær.

Det interessant, at denne begivenhed ligesom Esajas’ kaldelse foregår i templet. Vi skal søge Gud dér, hvor han har loveyt at være nærværende med sin nåde – i ordet og sakramentern. Søger vi Gud udenfor disse, da er det lovens Gud, vi møder.

Beretningen om den etiopiske hofmand handler også netop om, hvordan det gamle testamente giver visdom til frelse ved troen på Messias. Gud sendte Filip til den etiopiske hofmand, så han kunne udlægger Skriften og forkynde dette for ham.

Så mens bibelteksterne til denne dag henviser mennesker til ordet og sakramenterne for at finde Guds nærvær, henviser alliance-materialet mennesker til deres egne oplevelser. Det er, hvad man kan forvente af evangelikal, men det er sørgeligt, at IM, LM, KFS og andre, der gerne vil give indtryk af at være lutherske, støtter dette.  Når alt kommer til alt kunne man dog nok heller ikke have forventete andet herfra. Vækkelsesbevægelserne har jo fra begyndelsen været præget af den evangelikale bevægelse og en økumenisk ånd, der tilsidesætter Skriftens lære for fromt føleri.

Filed Under: Nådemidlerne, Pietisme

Økumeni og lovtrældom – Evangelisk Alliances bedeuges 1. dag

10. januar 2010 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Så skal der igen være fælleskirkelig bøn i Evangelisk Alliance. En række frikirker og kirkelige organisationer, herunder folkekirkelige missionsforeninger, som kalder sig lutherske, vil igen i år dele prædikestol og offentlig bøn, selvom de ikke er enige om læren.

Når man mener at kunne gøre det, hænger det sammen med, at man reducerer evangeliet til noget, det ikke er. Holdt man fast ved det sande evangelium, ville man også blive nødt til at modsige det falske. Økumenien og fælleskirkeligheden hænger altid sammen med en subjektivistisk kristendom, hvor det ikke er troens objekt, der er centrum. Og en sådan subjektivistisk kristendom ender altid i lovtrældom.

Dette års tekster til alliancebedeuge viser også en kristendom, der sammenblander lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse, nådemidler og nådevirkinger osv. Jeg håber at have tid til at kommentere på alle teksterne, men her er i hvert tilfælde en kommentar til teksterne på første dag.

Temaet for ugen er Jesu ord om, at vi skal være vidner (egentlig er det talt til apostlene, som rent faktisk kunne bevidne Jesu død og opstandelse og ikke til alle andre, som må holde sig til apostlenes vidnesbyrd, men det er en anden sag). Hvis man virkelig ønskede at bekende (eller vidne om) Kristus, hvorfor holder man så fælles bedemøder med mennesker, som man ikke deler tro med.  Er det at vidne om Kristus, at man fornægter de dele af Jesu ord, man er uenige om?

Teksterne fra Evangelisk Alliance viser, at der er tale om udvandet kristendom, som netop ikke bekender kristus klart

I teksten til dag 1 står der følgende om evangeliet:

De gode nyheder for hele verden er, at Jesus Kristus lever.

…

Tak, Gud, for Jesu sejr over døden en gang for alle og for det nye liv i Hans opstandelse.

Det må siges at være en meget lidt specifik beskrivelse af Jesu frelsergerning, når man tager i betragtning, at det er Jesus, man gerne vil vidne om. Man får heller ikke meget hjælp, når teksten vil forklare, hvordan man vidner:

Det er Helligåndens opgave. Ånden vidner om Guds nærvær og gør det bl.a. gennem vores liv. Mennesker ser mere på hvordan vi lever og taler end på hvad vi mener. Vi kan give et glimt af Gud ved at leve som Jesus levede: Ved at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv.

Heraf kan man se, at det i hvert tilfælde ikke er budskabet om Jesu stedfortrædende straflidelse, man skal vidne om. Hvis det var det, ville man jo ikke være i stand til at gøre det med sine gerninger. Og hvis du og jeg virkelig er i stand til at elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv, så ville vi jo ikke behøve Jesu frelsergerning.  Det er dybest set en lovisk religion, der her prædikes, som ikke har meget med kristendom at gøre.

Hvis teksten skulle sige noget om vores krælighed til hinanden burde den pege på vores mangel på kærlighed til Gud og vores næste, så vi erkendte vores synder. og så burde den pege på Kristi kærlighed, som udsletter vores skyld. I stedet forsøger den at bilde os ind, at vi kan elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. Og end ikke dette motiveres af evangeliet om, hvad Kristus har gjort. For Kristi frelsergerning er stort set udeladt fra den tekst, der opfordrer til at vidne om Kristus.

Og når man ikke har syn for syndernes forladelse, men i stedet laver sig et moralistisk evangelium, da må man naturligvis også tro, at Guds rige komemr ved at forandre samfundet, som teksten fortsætter:

I Åndens kraft er vi sendt som Guds hænder, fødder og mund, der kan ændre ukærlige værdier i samfundet og være opmærksomme på dem, der trænger til hjælp.

Mens det er rigtigt nok, at kristne skal tage sig af de svage, så er det ikke derved vi vidner om Kristus. Det kan vel være et tegn på, at vi tror, men det kan ikke sige noget om, hvad vi tror på. Når man gør kristendommen til en tro, hvis formål er at ændre samfundets værdier, har man sammenblandet lov og evangelium og det åndelige og verdslige regimente.

Teksten sammenblander også nådemidler og nådevirkninger. Nådemidlerne er Guds midler til at kalde mennesker til tro og give dem syndernes forladelse. Disse midler er ordet og sakramenterne. de giver syndernes forladelse ufortjent. Ifølge evangelisk Alliances tekst, er det dog de kristnes liv, der skal åbenbare Kristus og kalde folk til tro. Nådemidlerne har ingen plads i teksterne. Den plads gives i stedet til de kristnes liv, der skal åbenbare Guds kærlighed. Dermed er evangeliet også forandre til at være et budskab om de kristnes hellighed. Det er et falsk evangelium.

Kort sagt, så er dét evangelium, der præsenteres på 1. dag i bedeugen et falsk moralistisk evangelium, som ikke dømmer det syndige kød og heller ikke præsenterer syndernes forladelse for Kristi skyld, men derimod bilder mennesker ind, at de er i stand til at elske Gud og deres næste og at de dermed er i stand til med deres liv at vidne om Kristus. Teksten gør alt andet end at vidne om Kristus, han som døde for at sone verden synder og som skaffede os en retfærdighed, der gælder for Gud.

Filed Under: Kirkefællesskab, Lov og evangelium, Lærepolemik, Nådemidlerne, Pietisme

Vækkelse – skulle det nu være sundt?

13. august 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På bloggen “Nyt i Natten – klip og Kommentarer” kan man finde en henvisning til et uddrag af en bog af Dag Risdal i  bladet Shafan om begrebet vækkelse. Hele uddraget kan læses her. Dag Risdal forklarer om forskellen på sand og falsk vækkelse, men afslører også den dybere problematik ved selve begrebet vækkelse, det er blevet brugt i vækkelsesbevægelserne. Og spørgsmålet er, om kirkevækstbevægelsen og de falske vækkelser, han polemiserer imod ikke netop er et produkt af selve vækkelsesbegrebet, hvor ordet og Ånden adskilles.

Risdal skriver:

Hva skjer under vekkelse? Jo, Guds ord går over fra omtale til tiltale! Guds ord blir nærgående og avslørende. Ordet blir ladet med guddommelig kraft.

Dag Risdal forklarer ikke her, hvordan forkyndere går fra at forkynde Guds ord forkert til at forkynde det rigtigt, men om, hvordan ordet på et tidspunkt er “omtale” og så bliver tiltale ved at blive ladet med guddommelig kraft. Vil det sige, at Guds ord ikke havde guddommelig kraft før? Vil det sige, at Guds ord blot var omtale før. For så vidt det vitterligt er Guds ord, der forkyndes, dømmer det naturligvis også mennesker og oprejser dem ved evangeliet.

I Esajas 55 står der:

For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.

Og i Rom 1,16 står der:

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.

Skriften er altså klar. Guds ord er aldrig virkningsløst, men altid virksomt.  Guds ord bliver ikke ladet med kraft engang imellem. Jesus siger, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63).

Dag Risdal angriber dem, der vil gøre vækkelse til et spørgsmål om psykologi. Det vil sige synergister – dem, der hævder, at troen er noget, mennesker vælger og at man derfor kan appellere til folks vilje. Men problemet ligger dybere end blot årsagen til vækkelse. Risdal har jo allerede adskilt ordet og Ånden ved sit vækkelsesbegreb. Forskellen på Risdal og synergisterne er, hvad de mener, der gør Guds ord virksomt.

Synergisterne hævder, at det er mennesker og Risdal hævder, at det er Gud. Det er den klassiske forskel på calvinister og synergister, vi har med at gøre her. Men synergismen opstod netop indenfor reformerte kirker som en følge af, at man allerede havde adskilt ordet og Ånden. Og på samme måde er det dem, der allerede har accepteret begrebet vækkelse, som i høj grad er modtagelige for den synergistiske vækkelsestanke idag.

Så mens Risdals angreb på oplevelseskristendom og de falske vækkelser kan virke sympatisk, så må man alligevel spørge, om ikke ondets rod ligger dybere. Det er jo ikke først med kirkevækstbevægelsen de senere år, vækkelsesbevægelserne har modtaget skadelige påvirkninger fra evangelikal kristendom. Det går langt tilbage i vækkelsesbevægelserne, at man har indoptaget evangelikal praksis, herunder f.eks. de sentimentale jeg-fokuserede vækkelsessange, som bestemt ikke blot er af nyere dato. fokus på omvendelsesoplevelser frem for på nådemidlerne er også noget, som typisk kendetegner vækkelseskristendom.

Vil man have et opgør med ondets rod, så må man tilbage til den bibelske og lutherske tillid til Guds ords virkekraft og lade både calvinistiske og synergistiske vildfarelser fare. Et opgør med selve vækkelsesbegrebet er altså væsentligt, hvis man ikke vil fortsætte denne pendulsvingning mellem .

Filed Under: Calvinisme, Nådemidlerne, Pietisme Tagged With: luthersk blog

  • 1
  • 2
  • 3
  • Next Page »

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Fårene hører hyrdens røst – Se gudstjeneste eller hør prædiken 2.s.e. påske 2022 1. maj 2022
  • Bekræftelsen af Peters hyrdeembede – se gudstjeneste eller hør prædiken 1.s.e. påske over Joh 21:15-19. 24. april 2022
  • Peters confirmation in the pastoral office – watch English matins or listen to sermon on John 21:15-19 24. april 2022

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

22. maj. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
22. maj. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse
29. maj. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
29. maj. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse
5. jun. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
5. jun. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse

Copyright © 2022 · Outreach Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in