Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Underskriftindsamling i LM

9. oktober 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Ifølge LM’s hjemmeside har LM’s ledelse modtaget et brev med 125 underskrifter mod ledelsen. Brevet kritiserer det nye strukturforslag (som jeg før har nævnt) samt en række andre punkter. Man protesterer bl.a. over påvirkningen fra Willow Creek, Saddleback Church, kirkevækstbevægelsen og positiv omtale af Dansk Oase.

Det er sørgeligt, at en sådan underskriftindsamling er nødvendig. Men desværre er den det. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at problemerne i LM kun er symptomer på et dybere problem. LM har fra begyndelsen været en vækkelsesbevægelse, som var påvirket af pietisme og de evangelikale vækkelser, ligesom Indre Mission også var det.

Allerede begrebet vækkelse indikerer, at Guds ord ikke i sig selv er virksomt til frelse til alle tider, men må tilføres kraft, enten fra Gud eller fra mennesker.

Begrebet vækkelse er af reformert ikke-luthersk oprindelse og findes i to udgaver. I den calvinistiske udgave, er det Gud alene, der virker frelsen, men han virker ikke altid fuldt ud gennem sit ord. I den synergistiske udgave, er det mennesker, der ved den rette brug af Guds ord, gør Guds ord virkekraftigt. Synergisme vil sige, at man tror, at mennesker kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Men fælles for begge forståelser af ordet vækkelse er, at evangeliet ikke er en Guds kraft til frelse.

Begge forståelser har også rod i pietismen, hvor man tidligt tilsluttede sig den vranglære, at Gurds ord kun var virkekraftigt, når det var i brug. Det var dét, at man brugte Guds ord, der gjorde det virksomt.

Resultatet af denne tænkning er dét, vi ser med kirkevækstbevægelsen i dag. Fordi man ikke længere tror på ordets kraft, finder man på substitutter og tør ikke længere forkynde Guds ord rent og klart. Konsekvensen er, at mennesker, åndeligt set, sulter ihjel eller bliver direkte forgiftet og dør. Men kirkevækstbevægelsen får heller ikke flere mennesker til at gå i kirke. Tværtimod, så er antallet af kirkegængere faldet i USA efter denne bevægelses fremkomst (se bl.a. her).

Vil de 125 tilbage til bibelsk og luthersk kristendom, må de tage fat i den pietistiske vækkelsesrod og vende tilbage til tilliden til Guds ords virkekraft. Da må man også gøre op med de pietistiske kirkesyn, hvor man laver sine egen forsamlinger udenom den lokale menighed med egne prædikanter, der ikke er kaldet af en egentlig menighed. Det må naturligvis også betyde et brud på det kirkelige fællesskab med folkekirken og dens menigheder.

Filed Under: Nådemidlerne, Pietisme Tagged With: luthersk blog

Donatismen er også en fare idag

24. maj 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I den tidligere nævnte debat på Indre Missions blog, er det blevet fremført, at donatismen også er en fare i dag. Jeg har før tilbagevist, at den lutherske lære om kirken i Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 skulle være afvist i samme bekendelses artikel 8, hvor donatismen fordømmes.

Men jeg vil godt vende tilbage til spørgsmålet om, hvad donatismen så er. For jeg er faktisk enig i, at faren for donatisme er stor – og særligt i dag.

Lad os læse, hvad er står i den Augsburgske Bekendelses artikel 8:

Art. 8 – Hvad kirken er

Skønt kirken egentlig er de helliges og sande troendes forsamling, så er det dog, eftersom der i dette liv er indblandet mange hyklere og onde mennesker, tilladt at bruge sakramenterne, når de forvaltes af onde mennesker, i følge Kristi ord (Mat. 23.2): “På Mose stol sidder skriftkloge og farisæer” osv. Og sakramenterne og ordet er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selv om de meddeles af onde mennesker.

De fordømmer donatisterne og deres lige, som sagde, at man ikke måtte bruge de onde menneskers tjeneste i kirken, og mente at de ondes tjeneste var unyttig og uvirksom.

Og i Apologien forklares det sådan:

Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: “Den, der hører jer, hører mig” [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: “Vogt jer for de falske profeter” [Matt. 7,15] og Paulus: “Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han” [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)

Jeg har før gjort opmærksom på, at der skelnes mellem onde og hyklere på den ene side og vranglærere på den anden side. Sidstnævnte skal man forlade.

Men hvad så er egentligt ærindet med fordømmelsen af donatismen? Og hvilken fare udgør donatisme idag.

Dét, Augustana lægger vægt på, er at ordet og sakramenterne er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling og ikke på grund af præstens fromhed eller tro. Det er altså en udfoldelse af artikel 5 om embedet og nådemidlerne, som alene virker troen og en beskyttelse af artikel 7, som forklarer, hvem kirken er, og hvor man finder den.

Heroverfor hævder donatister, at ordets og sakramenternes virkekraft også er afhængig af embedsbærernes fromhed, tro og motiver. Det er altså en fornægtelse af Guds rene ords iboende kraft og magt til at give synderes forladelse og skabe troen. Det er en adskillelse af ordet og Ånden, så det er forkynderens åndelighed, der skal gøre ordet virksomt. Frem for at være en anfægtelse af, at Guds ord skal forkyndes rent, er artikel 8 altså det modsatte: en klar bekendelse af, at det er Guds ords rene forkyndelse alene, der er virksomt til frelse, uafhængigt af forkynderens fromhed og motiver.

Samtidig er Den Augsburgske Bekendelses artikel 8 en klar bekendelse overfor sværmeriet og de reformertes adskillelse af ordet og Ånden. De reformerte vil godt tale om, at Ånden virker samtidig med ordet, men ikke, at han alene virker gennem ordet.

Senere opstod i den lutherske kirke den bevægelse, der kaldes pietismen. Her adskilte man også ordet og ånden og gjorde ordets virkekraft afhængig af forkynderens tro og fromhed. (Se f.eks. 1. del kapitel 3 og 4 i Ernst Valentin Loeschers opgør med pietismen, oversat til engelsk i “The Complete Timotheus Verinus” Nortwestern Publishing House 1998 p. 63f og 93f).

Hvor finder vi så donatismen i dag. Jo, den finder vi, hvor ordet og Ånden adskilles. Den finder vi, hvor ordets virkekraft gøres afhængig af forkynderens inspiration, overtalelsesevner, fromhed, tro eller motiver.

Det sker i kirkevækstbevægelsen, hvor man vil gøre nådemidlerne virkekraftige gennem verdslige marketings- og managementmetoder. Og man finder den i pietistiske bevægelsers skelnen mellem troende og vantro præster frem for retlærere og vranglærere. Man finder den også i bevægelser, hvor man man frem for at stole på, at Ånden altid virker ved ordet, forventer såkaldte “vækkelser”, hvor Ånden skulle virker mere gennem ordet end på andre tidspunkter.

Og så finder man den, hvor man benægter muligheden af en ren forkyndelse med den begrundelse, at der kan være syndige motiver hos forkynderen. Da gør man jo forkyndelsen afhængig af præstens person frem for at lade den være afhængig af læren alene. Og man finder donatistiske tendenser, når mistillid til Guds ords rene forkyndelse får mennesker til at involvere sig i kirkepolitiske magtkampe og kompromiser med Guds ord for at vinde “indflydelse”.

Adskillelsen af ordet og Ånden, som donatismen er repræsentant for, har været en af kirkens største udfordringer – og er det også i dag. Mistilliden til nådemidlernes iboende kraft er måske en af kirkens største udfordringer i dag, når vigtigheden af ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning udskiftes med kirkevækstmetoder eller kirkepolitiske strategier.

Filed Under: Aktuelt, Forkyndelse, Kirkeliv, Nådemidlerne, Omvendelse, Pietisme Tagged With: luthersk blog

Pibekraver, salmer og andre dårlige grunde til at forlade en kirke

23. maj 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Indre Mission Blog» Blogarkiv » Lad os være konstruktive!
Landsungdomssekretær i Indre Mission, Anders Møberg nævner i en leder i Indre Missions tidende samt på Indre Missions blog en række problemer ved Folkekirken, som måske kan holde nogen fra at blive i den eller f.eks. blive præst i den.

Et af problemerne er pibekraven. Begrundelsen er:

For mig er den underlig, gammeldags og kort sagt grim. Jeg undrer mig over, at jeg selv bruger den, og tænker hver gang, at der snart skal findes et alternativ.

På Indre Missions blog foreslår han som løsning, at man beder menighedsrådet om at bære alternative messeklæder.

Nu bærer jeg ikke selv pibekrave eller den tykke og varme danske præstekjole, men en tyndere sort præstekjole med en messeskjorte (superpellicum/røkkelin) over. Det er dog ikke af principielle grunde (måske delvis af økonomiske).

Rent liturgisk mener jeg også, at man i hvert tilfælde bør bære en alba eller messeskjorte over den sorte præstekjole. Den sorte præstekjole er historisk set præstens daglige embedsdragt og egentlig ikke messeklæder. (Se bl.a. P. Severinsen: “De Rette Messeklæder” vedrørende denne udvikling).

Men at det skulle være et problem, der afholder nogen fra at blive i Folkekirken eller f.eks. bliver præster i den, forstår jeg ikke. Var der knyttet en teologisk eller symbolsk betydning til pibekraven, som gjorde, at man ville aflægge en falsk bekendelse hvis man bar den, kunne jeg se en mening med at gøre det til et problem. Men det er der ikke.

Jeg skal være den første til at sige, at man som lutheraner bør forlade Folkekirken.

Men hvis man forlader en kirke eller ikke vil lade sig kalde som præst i en kirke alene af rent æstetiske grunde, var det bedre, om man var blevet. Hvis der sidder teologer, som ikke vil være præster i Folkekirken, alene fordi de synes pibekraven er grim, må man betvivle deres egnethed som præster i en luthersk kirke i det hele taget.

Anders Møberg nævner også de lange salmer i Folkekirken. Der er to sider af denne sag. Den er ene er, at der måske kan være noget om det. Den nyere tilføjelse af 3. salme samt dét, at man er ophørt med at vælge nogle få vers som gradualsalme (som f.eks. Luther opfordrede til og også er praksis i Kingos salmebog) og i stedet synger en hel lang salme, kan måske gøre gudstjenesten lidt lang.

Hvis man også vil genindføre nogle af de liturgiske led, som er faldet ud under oplysningstid og pietisme, kan det måske forlænge gudstjenesten unødvendigt. Hvis man derimod fjerner salmen fø prædikenen, som er en nyere tilføjelse og nøjes med at vælge to vers mellem læsningerne (gradualsalmen), bliver gudstjenesten faktisk lidt lettere. – og så er det faktisk mere ‘gammeldags’ at gøre sådan.

Noget, der kan lette salmesangen kan også være, at man laver en seddel med oversættelse af gamle eller svære ord. Det har vi haft succes med i Augustanakirken. Forslaget er hermed givet videre.

Den anden side af denne sag er dog, at evangelisk-lutherske salmer altid vil være tungere end f.eks. evangelikale lovsange. Evangelisk-lutherske salmer har til formål at undervise i og indprente Guds ord og lære (Kol 3,16). Jeg er bange for, at det netop er denne tyngde i salmerne, som udgør en del af det problem, nogen har med dem. Det skyldes nok, at man har ladet sig påvirke af evangelikale lovsangstraditioner.

Forlader man folkekirken på grund af de evangelisk-lutherske salmer, som heldigvis synges mange steder endnu, så er det i virkeligheden luthersk kristendom, man forlader. Den lutherske salmeskat, som delvis findes endnu i Folkekirken, er for mig at se et af de få positive ting ved Folkekirken. Hvem ved, hvor mange mennesker, Helligånden frelser i det skjulte, fordi ordet stadig forkyndes gennem evangelisk-lutherske salmer i Folkekirken. Desværre er dem, der burde være de lutherske salmers forsvarere, mange steder blevet deres modstandere.

Jeg er bange for, at netop modstanden mod luthersk lære og gudstjenestepraksis også er en af grundene til mange nye menighedsdannelser. Sådanne menighedsdannelser, må man som evangelisk-luthersk kristen tage afstand fra.

For Guds kirke vokser alene gennem Guds ord og sakramenter. Hvor de tilsidesættes til fordel for gudstjenesteformer, der sætter menneskers følelser, oplevelser og følte behov i centrum, er det ikke længere Guds kirke, der vokser, selvom der måtte være synlig vækst.

Der findes altså mange grunde til at forlade folkekirken og danne nye menigheder, som ikke er læremæssige og dermed heller ikke kristelige grunde.
Det er skismatisk og separatistisk at danne nye menigheder og kirker alene af formmæssige grunde (såsom pibekraver), uden at der ligger læremæssig uenighed i disse.

Omvendt er det en kristens pligt at holde sig fra vranglærere og dermed forlade kirker, der lærer falsk (Rom 16,17). Men da forlader man ikke kirken for at stille sit kød tilfreds, men for sin og andres frelses skyld og fordi Gud befaler det.

Filed Under: Aktuelt, Kirkesyn, Lærepolemik, Pietisme Tagged With: luthersk blog

Indre Mission modsiger den lutherske bekendelse

17. maj 2008 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Se mit blogindlæg på Evangelisk-Lutherske Kommentarer

Indre Mission modsiger den lutherske bekendelse

Filed Under: Kirkefællesskab, Kirkesyn, Lærepolemik, Nådemidlerne, Pietisme Tagged With: luthersk blog

  • « Previous Page
  • 1
  • 2
  • 3

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Exodus – Sermon and Matins for 2. Sunday after Trinity 2022 on the Book of Exodus 26. juni 2022
  • Anden Mosebog – gudstjeneste og prædiken fra 2.s.e. Trinitatis 26. juni 2022
  • Første Mosebog – Hør prædiken over budskabet i Første Mosebog 19. juni 2022

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

10. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse
17. jul. 10.00 ‒ 11.00
INGEN Højmesse
24. jul. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
24. jul. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse

Copyright © 2022 · Outreach Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in