I den tidligere nævnte debat på Indre Missions blog, er det blevet fremført, at donatismen også er en fare i dag. Jeg har før tilbagevist, at den lutherske lære om kirken i Den Augsburgske Bekendelses artikel 7 skulle være afvist i samme bekendelses artikel 8, hvor donatismen fordømmes.

Men jeg vil godt vende tilbage til spørgsmålet om, hvad donatismen så er. For jeg er faktisk enig i, at faren for donatisme er stor – og særligt i dag.

Lad os læse, hvad er står i den Augsburgske Bekendelses artikel 8:

Art. 8 – Hvad kirken er

Skønt kirken egentlig er de helliges og sande troendes forsamling, så er det dog, eftersom der i dette liv er indblandet mange hyklere og onde mennesker, tilladt at bruge sakramenterne, når de forvaltes af onde mennesker, i følge Kristi ord (Mat. 23.2): “På Mose stol sidder skriftkloge og farisæer” osv. Og sakramenterne og ordet er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selv om de meddeles af onde mennesker.

De fordømmer donatisterne og deres lige, som sagde, at man ikke måtte bruge de onde menneskers tjeneste i kirken, og mente at de ondes tjeneste var unyttig og uvirksom.

Og i Apologien forklares det sådan:

Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: “Den, der hører jer, hører mig” [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: “Vogt jer for de falske profeter” [Matt. 7,15] og Paulus: “Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han” [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)

Jeg har før gjort opmærksom på, at der skelnes mellem onde og hyklere på den ene side og vranglærere på den anden side. Sidstnævnte skal man forlade.

Men hvad så er egentligt ærindet med fordømmelsen af donatismen? Og hvilken fare udgør donatisme idag.

Dét, Augustana lægger vægt på, er at ordet og sakramenterne er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling og ikke på grund af præstens fromhed eller tro. Det er altså en udfoldelse af artikel 5 om embedet og nådemidlerne, som alene virker troen og en beskyttelse af artikel 7, som forklarer, hvem kirken er, og hvor man finder den.

Heroverfor hævder donatister, at ordets og sakramenternes virkekraft også er afhængig af embedsbærernes fromhed, tro og motiver. Det er altså en fornægtelse af Guds rene ords iboende kraft og magt til at give synderes forladelse og skabe troen. Det er en adskillelse af ordet og Ånden, så det er forkynderens åndelighed, der skal gøre ordet virksomt. Frem for at være en anfægtelse af, at Guds ord skal forkyndes rent, er artikel 8 altså det modsatte: en klar bekendelse af, at det er Guds ords rene forkyndelse alene, der er virksomt til frelse, uafhængigt af forkynderens fromhed og motiver.

Samtidig er Den Augsburgske Bekendelses artikel 8 en klar bekendelse overfor sværmeriet og de reformertes adskillelse af ordet og Ånden. De reformerte vil godt tale om, at Ånden virker samtidig med ordet, men ikke, at han alene virker gennem ordet.

Senere opstod i den lutherske kirke den bevægelse, der kaldes pietismen. Her adskilte man også ordet og ånden og gjorde ordets virkekraft afhængig af forkynderens tro og fromhed. (Se f.eks. 1. del kapitel 3 og 4 i Ernst Valentin Loeschers opgør med pietismen, oversat til engelsk i “The Complete Timotheus Verinus” Nortwestern Publishing House 1998 p. 63f og 93f).

Hvor finder vi så donatismen i dag. Jo, den finder vi, hvor ordet og Ånden adskilles. Den finder vi, hvor ordets virkekraft gøres afhængig af forkynderens inspiration, overtalelsesevner, fromhed, tro eller motiver.

Det sker i kirkevækstbevægelsen, hvor man vil gøre nådemidlerne virkekraftige gennem verdslige marketings- og managementmetoder. Og man finder den i pietistiske bevægelsers skelnen mellem troende og vantro præster frem for retlærere og vranglærere. Man finder den også i bevægelser, hvor man man frem for at stole på, at Ånden altid virker ved ordet, forventer såkaldte “vækkelser”, hvor Ånden skulle virker mere gennem ordet end på andre tidspunkter.

Og så finder man den, hvor man benægter muligheden af en ren forkyndelse med den begrundelse, at der kan være syndige motiver hos forkynderen. Da gør man jo forkyndelsen afhængig af præstens person frem for at lade den være afhængig af læren alene. Og man finder donatistiske tendenser, når mistillid til Guds ords rene forkyndelse får mennesker til at involvere sig i kirkepolitiske magtkampe og kompromiser med Guds ord for at vinde “indflydelse”.

Adskillelsen af ordet og Ånden, som donatismen er repræsentant for, har været en af kirkens største udfordringer – og er det også i dag. Mistilliden til nådemidlernes iboende kraft er måske en af kirkens største udfordringer i dag, når vigtigheden af ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning udskiftes med kirkevækstmetoder eller kirkepolitiske strategier.