Ifølge LM’s hjemmeside har LM’s ledelse modtaget et brev med 125 underskrifter mod ledelsen. Brevet kritiserer det nye strukturforslag (som jeg før har nævnt) samt en række andre punkter. Man protesterer bl.a. over påvirkningen fra Willow Creek, Saddleback Church, kirkevækstbevægelsen og positiv omtale af Dansk Oase.
Det er sørgeligt, at en sådan underskriftindsamling er nødvendig. Men desværre er den det. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at problemerne i LM kun er symptomer på et dybere problem. LM har fra begyndelsen været en vækkelsesbevægelse, som var påvirket af pietisme og de evangelikale vækkelser, ligesom Indre Mission også var det.
Allerede begrebet vækkelse indikerer, at Guds ord ikke i sig selv er virksomt til frelse til alle tider, men må tilføres kraft, enten fra Gud eller fra mennesker.
Begrebet vækkelse er af reformert ikke-luthersk oprindelse og findes i to udgaver. I den calvinistiske udgave, er det Gud alene, der virker frelsen, men han virker ikke altid fuldt ud gennem sit ord. I den synergistiske udgave, er det mennesker, der ved den rette brug af Guds ord, gør Guds ord virkekraftigt. Synergisme vil sige, at man tror, at mennesker kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Men fælles for begge forståelser af ordet vækkelse er, at evangeliet ikke er en Guds kraft til frelse.
Begge forståelser har også rod i pietismen, hvor man tidligt tilsluttede sig den vranglære, at Gurds ord kun var virkekraftigt, når det var i brug. Det var dét, at man brugte Guds ord, der gjorde det virksomt.
Resultatet af denne tænkning er dét, vi ser med kirkevækstbevægelsen i dag. Fordi man ikke længere tror på ordets kraft, finder man på substitutter og tør ikke længere forkynde Guds ord rent og klart. Konsekvensen er, at mennesker, åndeligt set, sulter ihjel eller bliver direkte forgiftet og dør. Men kirkevækstbevægelsen får heller ikke flere mennesker til at gå i kirke. Tværtimod, så er antallet af kirkegængere faldet i USA efter denne bevægelses fremkomst (se bl.a. her).
Vil de 125 tilbage til bibelsk og luthersk kristendom, må de tage fat i den pietistiske vækkelsesrod og vende tilbage til tilliden til Guds ords virkekraft. Da må man også gøre op med de pietistiske kirkesyn, hvor man laver sine egen forsamlinger udenom den lokale menighed med egne prædikanter, der ikke er kaldet af en egentlig menighed. Det må naturligvis også betyde et brud på det kirkelige fællesskab med folkekirken og dens menigheder.