Bibeltekster er fra 1931-oversættelsen af GT
Gen 3:1  Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort
Slangen er her i centrum. Den fremhæves rent sprogligt som noget, vi skal være opmærksom på. Der var tale om en naturlig slange. Træsk vil sige snedig, lumsk. Slangen var skabt af Gud, ligesom de andre dyr og dermed ikke i sig selv ond. Denne snedighed, som slangen sart viste i ord, løfter også sløret for, at vi ikke blot har at tale med en almindelig slange, men Satan, der brugte slangen, sådan som onde ånder i det nye testamente kunne besætte f.eks. en flok svin.

Slanger taler normalt ikke, hvilket også viser, at det ikke blot er en slange, vi har med at gøre. Det er Satan, der taler gennem slangen.
Det fremgår også af 2 Kor 11,13-14, at slangen var Satan.
Satan var faldet på t tidspunkt efter den syvende dag og inden denne dag, hvor han frister Eva. Vi ved ikke meget om dette englefald, men vi ved, at alt, hvad Gud skabte var godt.

…og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
Satan stiller et spørgsmål. Han forudsætter, at svaret på spørgsmålet er afgørende for, hvordan Gud skal bedømmes. Har Gud virkelig sagt? Har Gud virkelig givet så streng en befaling? Buddet om ikke at spise af kundskabns træ var ikke ment som en byrde – og var heller ikke et byrdefuldt bud. Det var ment som et bud, hvormed Adam og Eva af et glad hjerte skulle tjene Gud og undlade at spise af træet. Instinktivt forstår vibedre slangens tankegang, som de syndere, vi er. Slangen ser på Guds bud som noget byrdefuldt. han ser dem ikke som en måde, hvorpå Guds skabninger kan tjene Gud. Synden vil kun tjene Gud af nød, aldrig af glæde. Synden ser Gud som en streng herre, der pålægger det umulige – og dermed en ond og uretfærdig herre.
Og det var denne tankegang, Satan fra begyndelsen forsøgte at liste ind i Evas ører.
Satan overdriver desuden buddet for at få Gud til at fremstå værrer og mere uretfærdig end han er. Satan forsøger også at få Guds enkle og klare bud til at fremstå uklart ved at så tvivl om, hvad Gud egentligt har sagt. Mente Gud bare et træ eller alle træer? Var Guds ord nu så klart? Og kan man stole på, hvad Gud siger? Og vil Gud dem det godt?
Synden stoler ikke på, at Gud vil os det godt.

Gen 3:2  Kvinden svarede: “Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
Gen 3:3  kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
Kvinden korrigerer slangens misforståelse. Hun holder sig til at begynde med til ordenes simple mening af Guds ord. De måtte godt spise af træerne i haven, bortset fra træet midt i haven. Men i kvindens defensive svar ligger også allerede kimen til synden. Satan har grundlæggende sået tvivl om, hvorvidt Gud er god, hvis han ikke tillader, at de spiser af alle havens træer. Hvis Gud sætter begrænsinger, kan han ikke være God. eva gør ikke op med denne præmis, men forsøger at forsvare sig med, at så mange begrænsinger, har Gud heller ikke sat. det er kun et træ, Gud har begrænset deres adgang til. Vi får nok at spise, så vi behøver ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, er hendes svar. Men hun er allerede begyndt at tale med satan og er allerede gået ind på hans forudsætninger. Hun har allerede delvist gjort sig til dommer over Gud i stedet for selv at underlægge sig Gud og Guds ord.
Ikke desto mindre bruger hun Guds ord og forsvarer det. Hun er blevt lokket i en fælde, men hun er endnu ikke fanget i den. Eva ønsker at underordne sig Guds ord og bekender Guds ord overfor Satan, selvom hun uden at vide det er ved at blive lokket ind i en argumentation, som Satan vil vinde.
Hun begrunder Guds forbud med Guds kærlighed. Hvis de spiser af træet skal de dø, og det vil Gud gerne bevare dem fra. Gud havde i 1. Mos 2,17 advaret Adam og Eva mod at spise af træet og som Guds børn, ønskede de at følge Guds bud i tillid til, at det var det bedste for dem.

Gen 3:4  Da sagde Slangen til Kvinden: “I skal ingenlunde dø;
Gen 3:5  men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
Slangen citerer her Gud, men benægter, hvad Gud siger. han siger egentlig “ingenlunde skal i dø”. Han angriber Guds ord og Guds advarsel direkte og benægter den. Derefter så han tvivl om Guds intentioner, som han allerede gjorde til at begynden med. Han fremstiller Gud som en, der ikke vil dele glæderne med Adam og Eva. Vi skal huske på, at Jesus har sagt, at Satan er en løgner. Hvad han siger til Adam og Eva er løgn eller halve sandheder. Adam og Eva kendte allerede det goe og det var meningen, at de skulle vokse i kundskaben om det gode. Det var også meningen, at de ved at adlyde Guds bud mod Satans fristelser skulle lære det onde at kende, som noget de skulle afsky. På den måde skulle de tjene Gud villigt og lære både godt og ondt at kende, men ved at holde sig til det gode.
Satan bilder nu reelt Eva ind, at hun også stadig vil kende det gode og kunne gøre det gode, når hun spiser af træet. Han bilder hende ind, at hun vil have et frit valg mellem det gode og det onde. Han bilder hende ind, at hun vil have en fri vilje til stadig at vælge det gode, når hun har spist af træet. Men det er løgn – og det er den løgn, Satan stadig bilder os ind: at vi er frie til at vælge det gode, at Guds befalinger er onde og at frihed handler omat kunne gøre, hvad vi vil.
Satan bilder os stadigvæk ind, at vi er gode og frie og at frihed handler om at skille sig af med Guds undertrykkende regler og befalinger. men det er løgn, som fører til død og derefter til evig død.

Gen 3:6  Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
Faldet skete, da Eva syndede i sit hjerte og så, at træet var godt at spise af og at få forstand af. Da hun søgte glæde og visdom udenfor Guds ord og Guds ordninger og lyttede til djævelen, mistede hun gudbilledligheden, så hun ikke længere var i overensstemmelse med Guds tanker. I stedet var hun i overensstemmelse med Satans tanker og bar Satans billede.
Hun stolede ikke længere på Gud og hans ord og synden havde taget magten over hendes hjerte, så hun fulgte sit begær og syndede i handling og tog af træet.
Adam var sammen med hende. Det var ikke ham, der var blevet forført af slangen (jvf. 1 Ti 2,14), men han lod sig overbevise af sin hustru om, at træet var godt at få forstand af. Det gjorde ikke hans synd mindre. Tværtimod, så kan vi mellem linjerne læse hans store synd, som var, at han ikke udøvede sit embede som mand og advarede og formanede sin hustru. han var hos hende, da hun spiste af træet, men han så til og hun gav ham af træet. Der blev bytte om på skabelsesordningen, så han lod Eva bestemme og lede, hvor han burde have sat hælene i og prædiket Guds ord for hende.
Sådan medfører manglende respekt for skabelsesordningen mellem mand og kvinde, at andre synder følger med. Vi kan også heraf se, hvor stærk en sammenhæng, der er mellem skabelsesordningen og forholdet til Gud. Indvævet i den første synd mod Gud var også en første synd mod Guds ordning for mand og kvinde.

Gud afslører synden og in nåde
Gen 3:7  Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
Adams og Evas øjne åbnedes, så de erkendte det onde. Der er ikke tale om rent intellektuel erkendelse, men om erfarings-erkendelse. De erfarede det onde i deres hjerter, herunder også deres onde begær. I 1. mosebog 2,25 lærte vi, at de var nøgne, men ikke skammede sig. Deres seksualdrift var i fuld overensstemmelse med Guds vilje. Men nu var den ramt af synden og viste sig i egoistisk begær. Samtidigt kendte de stadigvæk det gode, så de skammede sig over ondskaben i deres hjerter og ønskede at skjule den. Derfor syede de figenblade sammen for at skjule deres begær for sig selv, for hinanden og for Gud.
Deres skam var udtryk for både deres erkendelse af deres synd mod Gud og deres forsøg på at skjule deres synd.
Sådan forsøger vi også ofte at skjule os og vores synd for hinanden og for Gud. Mange erkender, at de livet igennem spiller roller og forsøger at skjule, hvem de virkelig er. Selvom man forsøger at bilde os ind, at vi kan leve som vi vil og at alle vores normer blot er menneskelig konstruktioner, så kan man ikke slippe af med skammen. Mennesker føler skam, fordi de erfarer synden i sig selv. Det kan være, at vi projicerer skammen over på noget forkert i stedet for på de rigtige synder. Men vi føler skam og vi føler skyld over synden.
Og vi forsøger at skjule synden med figenblade – vores hjemmelavede masker og forsøg på at retfærdiggøre os – både overfor gud og overfor hinanden.
Et eksempel er vielse af homoseksuelle. Hvis man virkelig var ligeglad med Gud og hans lov og hvis man mente, at ægteslabet blot var en menneskelig konstruktion, så ville man heller ikke føle behov for at få sit forhold kaldt et ægteskab eller blive viet i kirken. Men man føler skam over synden og vil have menneskers og Guds velsignelse, fordi man føler skam og skyld.
Skammen er dog ikke det samme som syndserkendelse. Skammen er udtryk for en bevidsthed om, at der er noget i vejen, ligesom den nagende følelse af ikke at være rigtig, viser, at der er et problem, men ikke sætter fingeren på det ømme punkt. Derfor har Adam og Eva – og vi, burg for, at Gud afslører synden.

Gen 3:8  Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
At Gud vandrede i haven vil sige, at han tog menneskelig form. Det er ikke billedsprog, men Gud viste sig virkelig for at vandre med dem. Det er den anden person i treenigheden, der er Guds tolk (Joh 1,18) og som viser sig for mennesker som et menneske. det havde han muligvis gjort før, siden de kan høre, at det er ham, der kommer vandrende.
De erkender i hvert tifælde, at det er Gud, og de erkender deres egen syndige tilstand. Derfor skjuler de sig. Sådan forsøger vi menensker bestandigt at skjule os for Gud, så han ikke ser vores synd. og vi bilder os ind, at vi kan gøre det, som strudsen bilder sig ind, at den kan gemme sig ved at stikke hovedet i busken. Her ser vi, hvordan Adam og Eva efter faldet også med det samme gribes af selvretfærdighed, så de tror, de kan skjule sig for Gud og tror, de kan skjule deres egen synd.

Gen 3:9  Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
Gud forkastede ikke med det samme sine skabninger, men opsøgte dem for at fortælle dem både om deres synd og om deres nåde. Gud vidste godt, hvor Adam var, men han ville have Adam til at forstå sin synd. Derfor spørger han Adam, hvor han er.

Gen 3:10  Han svarede: “Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!”
I stedet for at sige, at han var bange, fordi han og Eva havde spist af træet og syndet mod Gud, skyder Adam skylden på sin nøgenhed. Dette var en halv sandhed, for han skammede sig jo rent faktisk over sin nøgenhed – men grunden til dette var, at han og Eva havde syndet mod Gud. men Adam får det til at se ud som passende, at han gemmer sig for Gud for at skjule sin nøgenhed. Det er naturligt for mennesker at gemme sig for Gud og frygte hans blik, sådan som Adam gjorde. Det skyldes vores syndighed.
Det er også naturligt for os syndere, at vi forsøger at retfærdiggøre vores fosøg på at skjule os for Gud. Det naturlige menneske vikler sig ind i flere og flere undskyldinger for at undgå at blive afsløret i synden.

Gen 3:11  Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
Gen 3:12  Adam svarede: “Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.”
Gud forsøger igen at få Adam til at erkende sin synd. Hvorfor er nøgenheden et problem. Hvorfor skammer han sig over den? Hvis ikke han havde spist af træet, ville han ikke have skammet sig over nøgenheden.
Men Adam reagerer igen selvretfærdigt. Han benægter ikke, at han har spist af frugten, men han skyder skylden for ugerningen på Eva og på Gud.
Han skyder den først på Eva. Det var hende, der gav ham af frugten, så han kunne spise af den. Synden adskiller mennesker fra hinanden, så de skyder skylden for deres egne synder på andre. Men enhver er ansvarlig for sine egne synder, uanset hvilke synder, andre har begået mod en. Ingen af andres synder undskylder dine synder. Mange menneskelige konflikter skyldes netop denne form for selvretfærdiggørelse, hvor man lægger skylden for alle ens ulykker over på andre oi stedet for at erkende sin egen synd og skyld.
Dernæst ligger der også i Adams beskyldning mod Eva igen en afløsring af, at han ikke selv har levet op til sit ansvar. Det er ham, der er manden og ham, der er hoved for ægteslabet mellem de to. han havde ansvaret for at retlede Eva, men lod sig i stedet styre og forlede af Eva. Det er en del af grundsynden, at mænd ikke tør tage deres gudgivne ansvar på sig og lede familien efter Guds vilje, men skubber både ansvaret for at lede og skylden for at det går galt over på deres ægtefæller.
Men der ligger også en slet skjult anklage mod Gud i Adams ord: “Kvinden, som du satte ved min side”. Hvor Adam havde takket Gud i 1 Mos 2,23 og sagt “Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!” om den kvinde, Gud havde sat ved hans side, så anklager han nu indirekte Gud for syndefaldet, fordi han satte kvinden ved Adams side. men det var ikke Guds skyld. Det var heller ikke Evas skyld, at Adam syndede. Evas fristelse var vel en nødvendig forudsætning for synden, men ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det afgørende var, at Adam lyttede til kvinden og gennem hende til slangen frem for til Guds ord, så han kunne have forkyndt Guds ord for Eva.
Sådan fristes vi også til at give Gud skylden for vores synder. Når vi siger “hvis ikke det og det var sket” eller “hvis bare det og det kommer i orden, så er jeg færdig med den synd”, så skyder vi i virkeligheden skylden for vores synder på omstændighederne – omtændigheder, som Gud har tilladt. Det er i sidste ende at anklage Gud for vores synd.

Gen 3:13  Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
Ligesom Adam, må kvinden erkende, at hun har udført den handling, hun anklages for. men også hun skyder skylden på andre. Hun skyder skylden på slangen, dvs. på Satan. og her er det på samme måde. Satans forførelse var en nødvendig forudsætning for Evas synd, men det var ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det var Eva, der valgte at synde. Med os er det naturligvis anderledes i den forstand, at vi ikke kan lade være med at synden. Men det er stadigvæk sådan, at andre menneskers fristelser eller Satans fristelse ikke er en tilstrækkelig forudsætning for vores synd. Det er på grund af synden i os, vi ikke kan lade være med at synden. Når vi synder, viser vi vores natur, som vi har arvet fra Adam og Eva. Vi er altså selv grunden til, at vi ikke kan lade være med at synde. Derfor kan vi heller ikke skyde skylden på andre.
Gud har nu afsløret Adam og Eva, så de i hvert tilfælde har erkendt, at de har handlet mod Guds bud, selvom de fortsat undskylder sig. Det er ikke muligt ved lovens hjælp alene, at få mennesker til fuldt ud at erknede deres syndighed. Der kræves alene anger nok til, at man er rede til at høre om syndernes forladelse. Selvretfærdige undskyldninger ophører først i mødet med evangeliet.
Og Gud er ikke færdig med Adam og Eva og fortsætter i de næste vers med et løfte.

Gen 3:14  Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
Gud dømmer her slangen, som var Satans redskab. Fremover skal slangen være forbandet og adskilt fra kvæget og markens dyr ved at krybe omkring. Det er et tegn på, at den er overvundet af Gud, at den skal krybe på alle fire. Vi har her et tegn fra Gud ligesom regnbuen var et tegn fra Gud. Slanger, der kryber på jorden er et tegn og forvarsel om den dom over Satan, hvis redskab, slangen var, som vi hører om i det næste vers.
At slangen straffes må vi se på på samme måde, som når en hund straffes for at bide. Dyr har en form for intelligens og slangen her lod sig bruge af Satan og blev gjort ansvarlig for sin handling.

Gen 3:15  Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!”
Det er sandt, at der har været fjendskab mellem mennesker og slanger siden. Men det fjendskab. der tales om her, er fjendskabet mellem Satan og kvinden. Gud adresserer nu Satan, som gemmer sig bag slangen og forkynder dom over ham.
Ved synden var kvinden blevet Satans ven frem for Guds ven. Men dette ville Gud lave om på. Han ville gøre kvinden til Satans fjende igen – og dermed til Guds ven igen. Det var løftet om retfærdiggørelsen, altså, at kvinden skulle blive Guds ven og Satans fjende igen efter at være blevet Satans ven og Guds fjende.
Men så skal der også sættes fjendskab ml. Satans afkom og kvindens afkom. Satans afkom/sæd er de, som følger ham, både de onde engle og de mennesker, der er Satans slaver.  Jesus siger, at de vantro jøder har Satan til Fader (Joh n8,44) og Johannes Døberen kalder ligefrem farisæerne for slangeyngel (Matt 3,7 Luk 3,7), hvilket formodentligt er en henvisning til netop dette vers.
Afkom kan både været et kollektivt ord, som omfatter flere og handle om et individ. Som regel er det kollektivt, men når det gælder kvindens afkom, hører vi direkte, at der er tale om et individ. Der står nemlig at “den” eller “han” skal knuse slangens hoved. Der er altså tale om en enkelt person, som skal være fjende af Satan og hans afkom. Denne person skal være kvindens afkom. Læg mærke til, at han ikke skal være mandens afkom, men alene kvindens. Han skal fødes af en vkinde men uden mands medvirken.
Dette fjendskab så vi, da jesus kom til jorden og vi ser det gennem hele kirkens historie, at de vantro forfølger og angriber de kristne, fordi de vil ramme Kristus. De kristne kan også kaldes Jesu afkom (Es 53) og som det er med Kristus, sådan er det med hans afkom. Også de udsættes for Satans fjendskab, som allerede kvinden gjorde det.
Denne kvindens sæd/afkom skal knuse Satans hoved – hans magt. Jesus skal sejre over Satan. Det er sådan, han skal skabe fjendskab mellem kvinden og Satan. Man hvordan gør Jesus dette. Det læser vi om til sidst. Satan skal hugge Jesus, kvindens afkom, i hælen. Han skal såre kvindens afkom, som dog knuser hans hoved. Det skete, da Jesus led og døde. Her blev han angrebet af både satan og Satans afkom og han blev jo rent fysisk stukket i hælen. Men gennem dette sejrede han over Satan og knuste hans hoved.
Her forkyndte Gud for første gang evangeliet for Adam og Eva. Og de forstod Guds løfte om en frelser.

Gen 3:16  Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
Er dette en straf eller Guds kærlige tugt. Det kommer an på perspektivet. For den vantro er dette også en straf. Men det er samtidig en tugt, som skal minde den vantro om sin synd, så vedkommende omvender sig. Sygdom, lidelser og altså her også problemer ved barnefødsler skal minde kvinder om Evas synd. Al modgang, som Gud lader komme til os mennesker, har til formål at minde os om vores synd og tugte os, så vi omvender os. Det skal minde os om den forestående dom, som rammer, hvis vi ikke omvender os. Jordiske lidelser forkynder ikke evangeliet for os, men de forkynder loven, de viser os vores synder. og som kristen viser de os vores syndige kød, som vi ligger i daglig kamp med. uden disse lidelser og kors, ville vi ikke erkende vores dybe syndighed, men blive hovmodige.
Hvis Eva var blevet mor før syndefaldet, ville graviditeten alene være en glæde og velsignelse, men efter syndefaldet er det at få børn både en velsignelse og et kors. Her tænkes både på den fysiske smerte ved fødsler, men også ved det at opfostre børn, som er præget af synden, fordi både mødre og deres børn er syndere.
Samtidig bekræfter Gud skabelsesordningen mellem mand og kvinde. Selvom Eva havde forsøgt at frigøre sig fra Adam og at gøre sig til herre over ham, stadfæster Gud, at hun skal begære ham – være afhængig af ham og samtidig at han skal herske over hende. Guds ordning for ægteskabet står fast som en naturlig ordning – også efter syndefaldet. Det er ikke er, Gud indfører denne ordning. han bekræfter den blot. men forholdet mellem mand og kvinde vil være skadet af syndefaldet, så kvinden ikke villigt underordner sig og manden ikke giver sig hen for sin hustru. Den uselviske kærlighed immellem dem er ødelagt.

Gen 3:17  Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
Da Gud skabte Adam befalede han ham at underlægge sig jorden  (1. Mos 1,28) og at han skulle arbejde i haven (1. Mos 2,8). Det var en glæde. men det blev nu vendt til en tugtelse. For at Adam måtte mærke sin syndige tilstand, skal jorden nu være fobandet, så det ikke længere blot er en glæde at skaffe sig føde. Modgang og problemer med at få mad på bordet skal minde Adam og hans efterkommere om, at de er syndere. Det skal drive dem til at fortvivle over sig selv og søge ham, som af nåde giver dem, hvad de har brug for.
Det er denne forbandelse over agerjorden, vi også hører om i Rom 8:
Rom 8:19  Skabningen venter jo med inderlig længsel på, at Guds [[børn]] skal åbenbares.
Rom 8:20  Skabningen blev jo underlagt forgængelighed – dog ikke frivilligt, men efter Hans vilje, Som lagde den derunder – dog med håb!
Rom 8:21  Thi også skabningen selv skal befries fra trældommen under forgængeligheden og nå frem til Guds børns frihed i herligheden!
Rom 8:22  Vi veed jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer indtil nu,
Her har vi også løsningen på det såkaldte “ondes problem”. Gud lader det onde ramme os for at drive os til syndserkendelse.
Det skyldtes, at Adam spiste af træet og lyttede til sin hustrus tale derom, hvor han brude have talt til sin hustru i stedet. Adam irettesættes altså også for at have lytte til sin hustru i stedet for at formane hende.

Gen 3:18  Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
Gen 3:19  i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!”
Her kommer Gud med konkrete eksempler på, hvordan Adam ville mærke forbandelsen af agerjorden. Agerjorden ville bære torn og tidsel. Vi, der har have ved, hvordan ukrudt er et problem for planterne. Når man også skal leve af planterne som Adam, var det et stort problem, som gjorde, at det ville kræve hårdt arbejde at få føden.
Adam mindes også her om den legemlige død, når han skal vende tilbage til jorden, som han er taget af. Adam skal dø og han er støv, som alene lever i kraft af Guds opretholdelse. Sådan skal vores jordiske møje minde os om døden, så vi må omvende os, mens tid er.

Gen 3:20  Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
Døden var netop kommet ind i verden og alligevel kalder Adam kvinden Eva “Liv”. Det gør han, fordi hun skulle være modertil alt levende. Hun skulle være moder til alt legemligt levende, men det var også gennem hende og hendes efterkommer, Jesus Kristus, alt åndeligt levende skulle have liv.
Det er altså også en bekendelse af tro på løftet, Adam her aflægger.

Gen 3:21  Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
Da Adam og Eva syndede, lavede de sig tøj af figenblade for at dække deres skam. Gud fjernede ikke denne skam, som tjente til at vise dem deres synd. Men nu giver han dem ordentligt klæder.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan disse skindjortler blev til. Om Gud slagted eet dyr eller bad Adam og Eva om at gøre det. I sin dogmatik, foreslår Phillip Melanchthon, at der er tale om et offer, hvor Gud iklæder dem skindet som et billede på Kristi retfærdighed – og slagtningen af dyret er et billede på slagtningen af Kristus. Det giver god mening. Det er det første dyredrab, vi hører om, og figenbladene, som skindtøjet træder i stedet for, var netop Adams og Evas forsøg på at skjule deres skam med egne midler. Nu giver Gud dem så skindtøj i stedet for at vise, at han giver dem noget, der kan skjule deres skam.

Gen 3:22  Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
Det er treenigheden, der her taler med sig selv.
Mennesket er på sin vis blevet som gud, idet det kender både det onde og det gode, selvom det nu ner bundet til det onde.
Den åndelige død var indtruffet. Som vi hørte i sommers, var meningen me dlivets træ at bevare fra legemlig død. Gud ønskede ikke, at Adam og Eva og deres  børn skulle leve evigt på jorden som syndere. den legmlige død skulle både være en straf for de vantro, en påmindelse om den forestående dom til skræk og omvendelse, og frelse for den troende fra det syndige kød. Derfor afskar Gud dem nu vejen til livets træ.

Gen 3:23  Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
Gen 3:24  og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
Gud forviste og drev Adam og Eva ud af Edens have for at de skulle dyrke agerjorden, som nu var forbandet udenfor Eden. Det var modvilligt, Adam og eva blev drevet ud. Og sådan har mennesket lige siden forsøgt at skabe sig paradisiske tilstande på jorden. Vi kender det fra beretningen om babelstårnet og fra politiske ideologier og drømme om et jordisk tusindårsrige.