Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Bibeltime over 1. Mos 3

2. december 2011 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Bibeltekster er fra 1931-oversættelsen af GT
Gen 3:1  Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort
Slangen er her i centrum. Den fremhæves rent sprogligt som noget, vi skal være opmærksom på. Der var tale om en naturlig slange. Træsk vil sige snedig, lumsk. Slangen var skabt af Gud, ligesom de andre dyr og dermed ikke i sig selv ond. Denne snedighed, som slangen sart viste i ord, løfter også sløret for, at vi ikke blot har at tale med en almindelig slange, men Satan, der brugte slangen, sådan som onde ånder i det nye testamente kunne besætte f.eks. en flok svin.

Slanger taler normalt ikke, hvilket også viser, at det ikke blot er en slange, vi har med at gøre. Det er Satan, der taler gennem slangen.
Det fremgår også af 2 Kor 11,13-14, at slangen var Satan.
Satan var faldet på t tidspunkt efter den syvende dag og inden denne dag, hvor han frister Eva. Vi ved ikke meget om dette englefald, men vi ved, at alt, hvad Gud skabte var godt.

…og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
Satan stiller et spørgsmål. Han forudsætter, at svaret på spørgsmålet er afgørende for, hvordan Gud skal bedømmes. Har Gud virkelig sagt? Har Gud virkelig givet så streng en befaling? Buddet om ikke at spise af kundskabns træ var ikke ment som en byrde – og var heller ikke et byrdefuldt bud. Det var ment som et bud, hvormed Adam og Eva af et glad hjerte skulle tjene Gud og undlade at spise af træet. Instinktivt forstår vibedre slangens tankegang, som de syndere, vi er. Slangen ser på Guds bud som noget byrdefuldt. han ser dem ikke som en måde, hvorpå Guds skabninger kan tjene Gud. Synden vil kun tjene Gud af nød, aldrig af glæde. Synden ser Gud som en streng herre, der pålægger det umulige – og dermed en ond og uretfærdig herre.
Og det var denne tankegang, Satan fra begyndelsen forsøgte at liste ind i Evas ører.
Satan overdriver desuden buddet for at få Gud til at fremstå værrer og mere uretfærdig end han er. Satan forsøger også at få Guds enkle og klare bud til at fremstå uklart ved at så tvivl om, hvad Gud egentligt har sagt. Mente Gud bare et træ eller alle træer? Var Guds ord nu så klart? Og kan man stole på, hvad Gud siger? Og vil Gud dem det godt?
Synden stoler ikke på, at Gud vil os det godt.

Gen 3:2  Kvinden svarede: “Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
Gen 3:3  kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
Kvinden korrigerer slangens misforståelse. Hun holder sig til at begynde med til ordenes simple mening af Guds ord. De måtte godt spise af træerne i haven, bortset fra træet midt i haven. Men i kvindens defensive svar ligger også allerede kimen til synden. Satan har grundlæggende sået tvivl om, hvorvidt Gud er god, hvis han ikke tillader, at de spiser af alle havens træer. Hvis Gud sætter begrænsinger, kan han ikke være God. eva gør ikke op med denne præmis, men forsøger at forsvare sig med, at så mange begrænsinger, har Gud heller ikke sat. det er kun et træ, Gud har begrænset deres adgang til. Vi får nok at spise, så vi behøver ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, er hendes svar. Men hun er allerede begyndt at tale med satan og er allerede gået ind på hans forudsætninger. Hun har allerede delvist gjort sig til dommer over Gud i stedet for selv at underlægge sig Gud og Guds ord.
Ikke desto mindre bruger hun Guds ord og forsvarer det. Hun er blevt lokket i en fælde, men hun er endnu ikke fanget i den. Eva ønsker at underordne sig Guds ord og bekender Guds ord overfor Satan, selvom hun uden at vide det er ved at blive lokket ind i en argumentation, som Satan vil vinde.
Hun begrunder Guds forbud med Guds kærlighed. Hvis de spiser af træet skal de dø, og det vil Gud gerne bevare dem fra. Gud havde i 1. Mos 2,17 advaret Adam og Eva mod at spise af træet og som Guds børn, ønskede de at følge Guds bud i tillid til, at det var det bedste for dem.

Gen 3:4  Da sagde Slangen til Kvinden: “I skal ingenlunde dø;
Gen 3:5  men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
Slangen citerer her Gud, men benægter, hvad Gud siger. han siger egentlig “ingenlunde skal i dø”. Han angriber Guds ord og Guds advarsel direkte og benægter den. Derefter så han tvivl om Guds intentioner, som han allerede gjorde til at begynden med. Han fremstiller Gud som en, der ikke vil dele glæderne med Adam og Eva. Vi skal huske på, at Jesus har sagt, at Satan er en løgner. Hvad han siger til Adam og Eva er løgn eller halve sandheder. Adam og Eva kendte allerede det goe og det var meningen, at de skulle vokse i kundskaben om det gode. Det var også meningen, at de ved at adlyde Guds bud mod Satans fristelser skulle lære det onde at kende, som noget de skulle afsky. På den måde skulle de tjene Gud villigt og lære både godt og ondt at kende, men ved at holde sig til det gode.
Satan bilder nu reelt Eva ind, at hun også stadig vil kende det gode og kunne gøre det gode, når hun spiser af træet. Han bilder hende ind, at hun vil have et frit valg mellem det gode og det onde. Han bilder hende ind, at hun vil have en fri vilje til stadig at vælge det gode, når hun har spist af træet. Men det er løgn – og det er den løgn, Satan stadig bilder os ind: at vi er frie til at vælge det gode, at Guds befalinger er onde og at frihed handler omat kunne gøre, hvad vi vil.
Satan bilder os stadigvæk ind, at vi er gode og frie og at frihed handler om at skille sig af med Guds undertrykkende regler og befalinger. men det er løgn, som fører til død og derefter til evig død.

Gen 3:6  Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
Faldet skete, da Eva syndede i sit hjerte og så, at træet var godt at spise af og at få forstand af. Da hun søgte glæde og visdom udenfor Guds ord og Guds ordninger og lyttede til djævelen, mistede hun gudbilledligheden, så hun ikke længere var i overensstemmelse med Guds tanker. I stedet var hun i overensstemmelse med Satans tanker og bar Satans billede.
Hun stolede ikke længere på Gud og hans ord og synden havde taget magten over hendes hjerte, så hun fulgte sit begær og syndede i handling og tog af træet.
Adam var sammen med hende. Det var ikke ham, der var blevet forført af slangen (jvf. 1 Ti 2,14), men han lod sig overbevise af sin hustru om, at træet var godt at få forstand af. Det gjorde ikke hans synd mindre. Tværtimod, så kan vi mellem linjerne læse hans store synd, som var, at han ikke udøvede sit embede som mand og advarede og formanede sin hustru. han var hos hende, da hun spiste af træet, men han så til og hun gav ham af træet. Der blev bytte om på skabelsesordningen, så han lod Eva bestemme og lede, hvor han burde have sat hælene i og prædiket Guds ord for hende.
Sådan medfører manglende respekt for skabelsesordningen mellem mand og kvinde, at andre synder følger med. Vi kan også heraf se, hvor stærk en sammenhæng, der er mellem skabelsesordningen og forholdet til Gud. Indvævet i den første synd mod Gud var også en første synd mod Guds ordning for mand og kvinde.

Gud afslører synden og in nåde
Gen 3:7  Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
Adams og Evas øjne åbnedes, så de erkendte det onde. Der er ikke tale om rent intellektuel erkendelse, men om erfarings-erkendelse. De erfarede det onde i deres hjerter, herunder også deres onde begær. I 1. mosebog 2,25 lærte vi, at de var nøgne, men ikke skammede sig. Deres seksualdrift var i fuld overensstemmelse med Guds vilje. Men nu var den ramt af synden og viste sig i egoistisk begær. Samtidigt kendte de stadigvæk det gode, så de skammede sig over ondskaben i deres hjerter og ønskede at skjule den. Derfor syede de figenblade sammen for at skjule deres begær for sig selv, for hinanden og for Gud.
Deres skam var udtryk for både deres erkendelse af deres synd mod Gud og deres forsøg på at skjule deres synd.
Sådan forsøger vi også ofte at skjule os og vores synd for hinanden og for Gud. Mange erkender, at de livet igennem spiller roller og forsøger at skjule, hvem de virkelig er. Selvom man forsøger at bilde os ind, at vi kan leve som vi vil og at alle vores normer blot er menneskelig konstruktioner, så kan man ikke slippe af med skammen. Mennesker føler skam, fordi de erfarer synden i sig selv. Det kan være, at vi projicerer skammen over på noget forkert i stedet for på de rigtige synder. Men vi føler skam og vi føler skyld over synden.
Og vi forsøger at skjule synden med figenblade – vores hjemmelavede masker og forsøg på at retfærdiggøre os – både overfor gud og overfor hinanden.
Et eksempel er vielse af homoseksuelle. Hvis man virkelig var ligeglad med Gud og hans lov og hvis man mente, at ægteslabet blot var en menneskelig konstruktion, så ville man heller ikke føle behov for at få sit forhold kaldt et ægteskab eller blive viet i kirken. Men man føler skam over synden og vil have menneskers og Guds velsignelse, fordi man føler skam og skyld.
Skammen er dog ikke det samme som syndserkendelse. Skammen er udtryk for en bevidsthed om, at der er noget i vejen, ligesom den nagende følelse af ikke at være rigtig, viser, at der er et problem, men ikke sætter fingeren på det ømme punkt. Derfor har Adam og Eva – og vi, burg for, at Gud afslører synden.

Gen 3:8  Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
At Gud vandrede i haven vil sige, at han tog menneskelig form. Det er ikke billedsprog, men Gud viste sig virkelig for at vandre med dem. Det er den anden person i treenigheden, der er Guds tolk (Joh 1,18) og som viser sig for mennesker som et menneske. det havde han muligvis gjort før, siden de kan høre, at det er ham, der kommer vandrende.
De erkender i hvert tifælde, at det er Gud, og de erkender deres egen syndige tilstand. Derfor skjuler de sig. Sådan forsøger vi menensker bestandigt at skjule os for Gud, så han ikke ser vores synd. og vi bilder os ind, at vi kan gøre det, som strudsen bilder sig ind, at den kan gemme sig ved at stikke hovedet i busken. Her ser vi, hvordan Adam og Eva efter faldet også med det samme gribes af selvretfærdighed, så de tror, de kan skjule sig for Gud og tror, de kan skjule deres egen synd.

Gen 3:9  Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
Gud forkastede ikke med det samme sine skabninger, men opsøgte dem for at fortælle dem både om deres synd og om deres nåde. Gud vidste godt, hvor Adam var, men han ville have Adam til at forstå sin synd. Derfor spørger han Adam, hvor han er.

Gen 3:10  Han svarede: “Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!”
I stedet for at sige, at han var bange, fordi han og Eva havde spist af træet og syndet mod Gud, skyder Adam skylden på sin nøgenhed. Dette var en halv sandhed, for han skammede sig jo rent faktisk over sin nøgenhed – men grunden til dette var, at han og Eva havde syndet mod Gud. men Adam får det til at se ud som passende, at han gemmer sig for Gud for at skjule sin nøgenhed. Det er naturligt for mennesker at gemme sig for Gud og frygte hans blik, sådan som Adam gjorde. Det skyldes vores syndighed.
Det er også naturligt for os syndere, at vi forsøger at retfærdiggøre vores fosøg på at skjule os for Gud. Det naturlige menneske vikler sig ind i flere og flere undskyldinger for at undgå at blive afsløret i synden.

Gen 3:11  Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
Gen 3:12  Adam svarede: “Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.”
Gud forsøger igen at få Adam til at erkende sin synd. Hvorfor er nøgenheden et problem. Hvorfor skammer han sig over den? Hvis ikke han havde spist af træet, ville han ikke have skammet sig over nøgenheden.
Men Adam reagerer igen selvretfærdigt. Han benægter ikke, at han har spist af frugten, men han skyder skylden for ugerningen på Eva og på Gud.
Han skyder den først på Eva. Det var hende, der gav ham af frugten, så han kunne spise af den. Synden adskiller mennesker fra hinanden, så de skyder skylden for deres egne synder på andre. Men enhver er ansvarlig for sine egne synder, uanset hvilke synder, andre har begået mod en. Ingen af andres synder undskylder dine synder. Mange menneskelige konflikter skyldes netop denne form for selvretfærdiggørelse, hvor man lægger skylden for alle ens ulykker over på andre oi stedet for at erkende sin egen synd og skyld.
Dernæst ligger der også i Adams beskyldning mod Eva igen en afløsring af, at han ikke selv har levet op til sit ansvar. Det er ham, der er manden og ham, der er hoved for ægteslabet mellem de to. han havde ansvaret for at retlede Eva, men lod sig i stedet styre og forlede af Eva. Det er en del af grundsynden, at mænd ikke tør tage deres gudgivne ansvar på sig og lede familien efter Guds vilje, men skubber både ansvaret for at lede og skylden for at det går galt over på deres ægtefæller.
Men der ligger også en slet skjult anklage mod Gud i Adams ord: “Kvinden, som du satte ved min side”. Hvor Adam havde takket Gud i 1 Mos 2,23 og sagt “Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!” om den kvinde, Gud havde sat ved hans side, så anklager han nu indirekte Gud for syndefaldet, fordi han satte kvinden ved Adams side. men det var ikke Guds skyld. Det var heller ikke Evas skyld, at Adam syndede. Evas fristelse var vel en nødvendig forudsætning for synden, men ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det afgørende var, at Adam lyttede til kvinden og gennem hende til slangen frem for til Guds ord, så han kunne have forkyndt Guds ord for Eva.
Sådan fristes vi også til at give Gud skylden for vores synder. Når vi siger “hvis ikke det og det var sket” eller “hvis bare det og det kommer i orden, så er jeg færdig med den synd”, så skyder vi i virkeligheden skylden for vores synder på omstændighederne – omtændigheder, som Gud har tilladt. Det er i sidste ende at anklage Gud for vores synd.

Gen 3:13  Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
Ligesom Adam, må kvinden erkende, at hun har udført den handling, hun anklages for. men også hun skyder skylden på andre. Hun skyder skylden på slangen, dvs. på Satan. og her er det på samme måde. Satans forførelse var en nødvendig forudsætning for Evas synd, men det var ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det var Eva, der valgte at synde. Med os er det naturligvis anderledes i den forstand, at vi ikke kan lade være med at synden. Men det er stadigvæk sådan, at andre menneskers fristelser eller Satans fristelse ikke er en tilstrækkelig forudsætning for vores synd. Det er på grund af synden i os, vi ikke kan lade være med at synden. Når vi synder, viser vi vores natur, som vi har arvet fra Adam og Eva. Vi er altså selv grunden til, at vi ikke kan lade være med at synde. Derfor kan vi heller ikke skyde skylden på andre.
Gud har nu afsløret Adam og Eva, så de i hvert tilfælde har erkendt, at de har handlet mod Guds bud, selvom de fortsat undskylder sig. Det er ikke muligt ved lovens hjælp alene, at få mennesker til fuldt ud at erknede deres syndighed. Der kræves alene anger nok til, at man er rede til at høre om syndernes forladelse. Selvretfærdige undskyldninger ophører først i mødet med evangeliet.
Og Gud er ikke færdig med Adam og Eva og fortsætter i de næste vers med et løfte.

Gen 3:14  Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
Gud dømmer her slangen, som var Satans redskab. Fremover skal slangen være forbandet og adskilt fra kvæget og markens dyr ved at krybe omkring. Det er et tegn på, at den er overvundet af Gud, at den skal krybe på alle fire. Vi har her et tegn fra Gud ligesom regnbuen var et tegn fra Gud. Slanger, der kryber på jorden er et tegn og forvarsel om den dom over Satan, hvis redskab, slangen var, som vi hører om i det næste vers.
At slangen straffes må vi se på på samme måde, som når en hund straffes for at bide. Dyr har en form for intelligens og slangen her lod sig bruge af Satan og blev gjort ansvarlig for sin handling.

Gen 3:15  Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!”
Det er sandt, at der har været fjendskab mellem mennesker og slanger siden. Men det fjendskab. der tales om her, er fjendskabet mellem Satan og kvinden. Gud adresserer nu Satan, som gemmer sig bag slangen og forkynder dom over ham.
Ved synden var kvinden blevet Satans ven frem for Guds ven. Men dette ville Gud lave om på. Han ville gøre kvinden til Satans fjende igen – og dermed til Guds ven igen. Det var løftet om retfærdiggørelsen, altså, at kvinden skulle blive Guds ven og Satans fjende igen efter at være blevet Satans ven og Guds fjende.
Men så skal der også sættes fjendskab ml. Satans afkom og kvindens afkom. Satans afkom/sæd er de, som følger ham, både de onde engle og de mennesker, der er Satans slaver.  Jesus siger, at de vantro jøder har Satan til Fader (Joh n8,44) og Johannes Døberen kalder ligefrem farisæerne for slangeyngel (Matt 3,7 Luk 3,7), hvilket formodentligt er en henvisning til netop dette vers.
Afkom kan både været et kollektivt ord, som omfatter flere og handle om et individ. Som regel er det kollektivt, men når det gælder kvindens afkom, hører vi direkte, at der er tale om et individ. Der står nemlig at “den” eller “han” skal knuse slangens hoved. Der er altså tale om en enkelt person, som skal være fjende af Satan og hans afkom. Denne person skal være kvindens afkom. Læg mærke til, at han ikke skal være mandens afkom, men alene kvindens. Han skal fødes af en vkinde men uden mands medvirken.
Dette fjendskab så vi, da jesus kom til jorden og vi ser det gennem hele kirkens historie, at de vantro forfølger og angriber de kristne, fordi de vil ramme Kristus. De kristne kan også kaldes Jesu afkom (Es 53) og som det er med Kristus, sådan er det med hans afkom. Også de udsættes for Satans fjendskab, som allerede kvinden gjorde det.
Denne kvindens sæd/afkom skal knuse Satans hoved – hans magt. Jesus skal sejre over Satan. Det er sådan, han skal skabe fjendskab mellem kvinden og Satan. Man hvordan gør Jesus dette. Det læser vi om til sidst. Satan skal hugge Jesus, kvindens afkom, i hælen. Han skal såre kvindens afkom, som dog knuser hans hoved. Det skete, da Jesus led og døde. Her blev han angrebet af både satan og Satans afkom og han blev jo rent fysisk stukket i hælen. Men gennem dette sejrede han over Satan og knuste hans hoved.
Her forkyndte Gud for første gang evangeliet for Adam og Eva. Og de forstod Guds løfte om en frelser.

Gen 3:16  Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
Er dette en straf eller Guds kærlige tugt. Det kommer an på perspektivet. For den vantro er dette også en straf. Men det er samtidig en tugt, som skal minde den vantro om sin synd, så vedkommende omvender sig. Sygdom, lidelser og altså her også problemer ved barnefødsler skal minde kvinder om Evas synd. Al modgang, som Gud lader komme til os mennesker, har til formål at minde os om vores synd og tugte os, så vi omvender os. Det skal minde os om den forestående dom, som rammer, hvis vi ikke omvender os. Jordiske lidelser forkynder ikke evangeliet for os, men de forkynder loven, de viser os vores synder. og som kristen viser de os vores syndige kød, som vi ligger i daglig kamp med. uden disse lidelser og kors, ville vi ikke erkende vores dybe syndighed, men blive hovmodige.
Hvis Eva var blevet mor før syndefaldet, ville graviditeten alene være en glæde og velsignelse, men efter syndefaldet er det at få børn både en velsignelse og et kors. Her tænkes både på den fysiske smerte ved fødsler, men også ved det at opfostre børn, som er præget af synden, fordi både mødre og deres børn er syndere.
Samtidig bekræfter Gud skabelsesordningen mellem mand og kvinde. Selvom Eva havde forsøgt at frigøre sig fra Adam og at gøre sig til herre over ham, stadfæster Gud, at hun skal begære ham – være afhængig af ham og samtidig at han skal herske over hende. Guds ordning for ægteskabet står fast som en naturlig ordning – også efter syndefaldet. Det er ikke er, Gud indfører denne ordning. han bekræfter den blot. men forholdet mellem mand og kvinde vil være skadet af syndefaldet, så kvinden ikke villigt underordner sig og manden ikke giver sig hen for sin hustru. Den uselviske kærlighed immellem dem er ødelagt.

Gen 3:17  Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
Da Gud skabte Adam befalede han ham at underlægge sig jorden  (1. Mos 1,28) og at han skulle arbejde i haven (1. Mos 2,8). Det var en glæde. men det blev nu vendt til en tugtelse. For at Adam måtte mærke sin syndige tilstand, skal jorden nu være fobandet, så det ikke længere blot er en glæde at skaffe sig føde. Modgang og problemer med at få mad på bordet skal minde Adam og hans efterkommere om, at de er syndere. Det skal drive dem til at fortvivle over sig selv og søge ham, som af nåde giver dem, hvad de har brug for.
Det er denne forbandelse over agerjorden, vi også hører om i Rom 8:
Rom 8:19  Skabningen venter jo med inderlig længsel på, at Guds [[børn]] skal åbenbares.
Rom 8:20  Skabningen blev jo underlagt forgængelighed – dog ikke frivilligt, men efter Hans vilje, Som lagde den derunder – dog med håb!
Rom 8:21  Thi også skabningen selv skal befries fra trældommen under forgængeligheden og nå frem til Guds børns frihed i herligheden!
Rom 8:22  Vi veed jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer indtil nu,
Her har vi også løsningen på det såkaldte “ondes problem”. Gud lader det onde ramme os for at drive os til syndserkendelse.
Det skyldtes, at Adam spiste af træet og lyttede til sin hustrus tale derom, hvor han brude have talt til sin hustru i stedet. Adam irettesættes altså også for at have lytte til sin hustru i stedet for at formane hende.

Gen 3:18  Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
Gen 3:19  i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!”
Her kommer Gud med konkrete eksempler på, hvordan Adam ville mærke forbandelsen af agerjorden. Agerjorden ville bære torn og tidsel. Vi, der har have ved, hvordan ukrudt er et problem for planterne. Når man også skal leve af planterne som Adam, var det et stort problem, som gjorde, at det ville kræve hårdt arbejde at få føden.
Adam mindes også her om den legemlige død, når han skal vende tilbage til jorden, som han er taget af. Adam skal dø og han er støv, som alene lever i kraft af Guds opretholdelse. Sådan skal vores jordiske møje minde os om døden, så vi må omvende os, mens tid er.

Gen 3:20  Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
Døden var netop kommet ind i verden og alligevel kalder Adam kvinden Eva “Liv”. Det gør han, fordi hun skulle være modertil alt levende. Hun skulle være moder til alt legemligt levende, men det var også gennem hende og hendes efterkommer, Jesus Kristus, alt åndeligt levende skulle have liv.
Det er altså også en bekendelse af tro på løftet, Adam her aflægger.

Gen 3:21  Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
Da Adam og Eva syndede, lavede de sig tøj af figenblade for at dække deres skam. Gud fjernede ikke denne skam, som tjente til at vise dem deres synd. Men nu giver han dem ordentligt klæder.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan disse skindjortler blev til. Om Gud slagted eet dyr eller bad Adam og Eva om at gøre det. I sin dogmatik, foreslår Phillip Melanchthon, at der er tale om et offer, hvor Gud iklæder dem skindet som et billede på Kristi retfærdighed – og slagtningen af dyret er et billede på slagtningen af Kristus. Det giver god mening. Det er det første dyredrab, vi hører om, og figenbladene, som skindtøjet træder i stedet for, var netop Adams og Evas forsøg på at skjule deres skam med egne midler. Nu giver Gud dem så skindtøj i stedet for at vise, at han giver dem noget, der kan skjule deres skam.

Gen 3:22  Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
Det er treenigheden, der her taler med sig selv.
Mennesket er på sin vis blevet som gud, idet det kender både det onde og det gode, selvom det nu ner bundet til det onde.
Den åndelige død var indtruffet. Som vi hørte i sommers, var meningen me dlivets træ at bevare fra legemlig død. Gud ønskede ikke, at Adam og Eva og deres  børn skulle leve evigt på jorden som syndere. den legmlige død skulle både være en straf for de vantro, en påmindelse om den forestående dom til skræk og omvendelse, og frelse for den troende fra det syndige kød. Derfor afskar Gud dem nu vejen til livets træ.

Gen 3:23  Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
Gen 3:24  og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
Gud forviste og drev Adam og Eva ud af Edens have for at de skulle dyrke agerjorden, som nu var forbandet udenfor Eden. Det var modvilligt, Adam og eva blev drevet ud. Og sådan har mennesket lige siden forsøgt at skabe sig paradisiske tilstande på jorden. Vi kender det fra beretningen om babelstårnet og fra politiske ideologier og drømme om et jordisk tusindårsrige.

Arkiveret i: 1. Mosebog, Bibeltekster, Menighedsundervisning

Opsamling: Romerbrevet 1,18-32

10. oktober 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Her følger den sidste af de manglende romerbrevsgennemgange med lyd. Den kan læses her.

Arkiveret i: Romerbrevet

Opsamling – Romerbrevet 1,1-17

1. oktober 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg har netop indtalt undervisningen, som manglede med lyd til Romerbrevet 1,1-17. Du kan finde teksten til bibelundervisningen her. Den sidste undervisning – om resten af kapitel 1 – kommer snarest.

Arkiveret i: Lydundervisning, Romerbrevet

Romerbrevet kapitel 8 – gennemgang i tekst og lyd

21. februar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Find bibeltimen som mp3-fil nederst.

Romerbrevet 8:1-39 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. 2 Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. 3 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed* og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, 4 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.

“Så” peger tilbage på det foregående. Man kunne forstå det sådan, at siden en kristen stadig synder pga. kødet, så pådrager de sig også dagligt Guds vrede og kan aldrig være sikre på deres nådestand. Hertil svarer Paulus nu, at der ikke er fordømmelse for den, som er i Kristus. Og at være i Kristus vil sige at være iklædt Kristus: Galatians 3:27 27 Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. At være iklædt Krstus ved dåben vil sige at være iklædt hans retfærdighed, som dækker din synd, ligesom en kappe dækker ens legeme. Den, der er i Kristus falder ikke ud af nåden, hver gang han synder, medmindre han igen bliver en lydig slave af synden. Men den kristne, som tror evangeliet og kæmper mod synden falder ikke ud af nåden, når han falder i synd. Den, som igen og igen må erkende som Paulus i kapitel 7, at synden er der og som ikke synes at se nogen forbedring kan fortrøste sig til, at er han i Kristus, så er der ingen fordømmelse. Selvom en kristen altså beder om tilgivelse hver dag følger ikke, at man er under dommen, indtil man har erkendt synden – for vi synder hele tiden. Men den, som er ubodfærdig og ikke vil erkende synden, falder naturligvis ud af nåden.

For livets ånds lov har gjort mig fri – det er ikke længere synden og loven, der styrer den kristne. Selvom den kristne mod sin vilje igen og igen gør det, han ikke vil, er det Ånden som er den egentlige kontrollerende faktor. Og det er tegnet på, at man er genfødt. Hvor Ånden er, der bringer den livet i Kristus. Ved Ånden er vi døde fra synden og har fået del i opstandelsen.

Dét, loven ikke var i stand til, nemlig at frelse og give nyt liv, pga. det syndige kød, gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Kødet gjorde det umuligt for loven at være til nogen gavn. Loven kunne ikke gøre et menneske retfærdigt og heller ikke skænke et menneske åndeligt liv, så det lever efter loven. Loven var magtesløs pga. kødet og kunne kun slå ihjel.

Men Gud sendte sin Søn i syndigt køds lighed. Jesus var ikke en synder, men tog vort kød på sig, så han fremstod som en synder og i ham fordømte Gud synden i kødet. Gud lod sin vredes dom ramme Jesus i stedet for os. Her viste gud sin retfærdighed og straffede alle menneskers synd. Og fordi syndens skyld og forbandelse er væk, er syndens herredømme også væk. Derfor kan kristne, når de vandre i Åndens liv, leve efter loven, selvom de med kødet tjener synden.

5 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. 6 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, 7 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 8 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 9 ¶ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. 10 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. 11 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

I denne sektion modstilles ånden og kødet og de, som lever efter disse to. De, som er styret af kødet, higer efter det, som har med kødet at gøre, mens, de som lader sig lede af Åndeen, higer efter det åndelige. Som vi har set før, formåede loven ikke at gøre mennesker villige til at følge budene. Den kristne for så vidt som hane r kristen, dv.s det nye menneske, vil følge budene og spørger ikke som det loviske menneske: hvor meget? Eller hvor lidt? Ved genfødslen gør Gud uvillige mennesker villige. Igen kan vi tænke på invendingen, at kristne blot kan synde for at nåden bliver større. Dette er på sin vis også en del af svaret herpå: nej, de åndelige higer efter det åndelige. De åndelige søger Guds vilje, ikke pga, frygt for straf, men pga. evangeliet.

Målet med kødet er er døden. De kødelige glæder vil til sidst resultere i den evige død. Åndens mål er liv og fred. Det åndelige liv er ikke årsagen til freden med Gud, men d to gives til det åndelige liv. Den, som lever i ånden har fred med Gud og evigt liv med ham.

Kødet vil fjendskab med Gud.

At kødet fører til død skyldes, at det vil fjendskab med Gud og ikke er lydig mod hans lov. Det kan kødet ikke være og derfor kan den kødelige heller ikke være det. Kødets natur er at sætte sig op mod Gud og hans lov. Sådan er det naturlige menneske langt værre end en sten i forhold til Gud. Det er Guds fjende, som aktivt bekæmper ham.

De, som er i kødet kan ikke behage Gud, fordi de ikke kan og ikke vil opfylde Guds lov, men er Guds fjende.

De kristne er derimod anderledes. I er ikke i kødet, men i Ånden. Selvom den en kriste stadig har kødet, er det ånden, der leder ham. Hvis Helligånden bor i hjertet, lever den kristne også åndens liv. Hvis ikke Ånden bor i et menneske, hører det menneske ikke Kristus til. Et menneske må være genfødt ved vand og Helligånd og leve Åndens liv. Ellers er vedkommende ikke en kristen.

Konklusionen er, at hvis Kristus er i os ved Helligånden, så er kødet dødt, under dødens herredømme og skal forgå, mens ånden, det nye menneske er liv og har evigt liv pga. Jesu fuldkomne retfærdighed, som det er iklædt og som fjerner skylen og synden. Ved troen på Kristus har den troende evigt liv. Bemærk treenigheden her, som alle var en del af oprejsningen af Jesus og også skal oprejse de troende, ligesom hele treenigheden var aktiv i omvendelsen. Vores herliggørelse og opstandelse har sin basis i jesu opstandelse. Fordi vi er i ham, som er erklæret fri fra synden og døde, skal vi også herliggøres med ham.

12 ¶ Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; 13 thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. 14 Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. 15 I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! 16 Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. 17 Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

Vi skylder altså ikke kødet at leve efter det. Vi har ikke nogen forpligtelse til at stille kødets lyster, som man næsten kan høre mennesker sige i dag. Hvis vi begynder at leve efter kødet og lader kødet regere, så vi igen bliver dets trælle, vil vi gå fortabt – gå den åndelige død i møde. Alternativet er ikke, at vi kæmper i egen kraft, men at vi ved Ånden dræber legemets gerninger, dvs. ved anger og tro på evangeliet. Enhver, som drives af Ånden er Guds barn og døder legemets gerninger, ikke af frygt for straf, men i tillid til Guds nåde. Det er Guds nåde og visheden derom, som gør os i stand til at dræbe legemets gerninger – ikke frygten, som kommer af loven og uvisheden. Gud er vores Fader og derfor kan vi dræbe legemts gerninger. Og Ånden vidner sammen med vores ånd om at det er tilfældet. Det gør Ånden i ordet og dåben og i vore hjerter, som Ånden tager bolig i ved disse midler.

Og fordi vi er børn, er vi også arvinger – tænk på, at Jesus har indstiftet et testamente for os, som gør, at vi har Kristi arv, Kristi barnekår, ligesom han tog vores synder-kår.

18 ¶ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. 19 Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. 20 Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, 21 med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.

Alle de kristnes lidelser i denne verden er intet at regne i forhold til den kommende verdens herlighed.

I denne verden ser Guds børn ikke ud til at være herligere end andre, der for venter hele skabningen på, at de skal blive åbenbaret. Kirken er skjult, fordi den er under korset og blandet med onde og hyklere.

Indtil den dag er hele skabningen under forgængeligheden pga, syndefaldet. Hele skabningen venter på forløsningen herfra. For nu tjener det alt sammen synden i menneskers hånd. Men også skabningen skal sættes fri fra syndefaldets konsekvenser. Dommedag vil bringe forløsningen til skaberværket, dvs. naturen.

 

23 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. 24 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? 25 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. 26 ¶ Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

Men ikke blot skabningen, også de kristne sukker efter forløsning. For selvom vi allerede nu har barnekår, venter vi på at få hele arven, når vores legemer forløses fra synden og døden. Vi er sikre på vores endelige frelse og vores fulde nydelse af barnekår hos Gud.

Men dette er noget vi har i håbet. Dvs. det er noget fremtidigt. Håbet skal ikke her forstås som noget usikkert, men netop som sikekr voshed om, at løftet opfyldes. Det særlige ved håbet er, at vi ikke ser det opfyldt, ikke at vi er usikre om dets opfyldelse. Ja, håbet er netop, at vi venter med udholdenhed, fordi vi ved, at løftet opfyldes.

Nu fortsætter Paulus med at pege på, at Ånden også kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. Selvom vi er sikre på håbets opfyldelse, kæmper vi med usikkerheden og anfægtelserne om at holde fast ved løftet. Og her kommer Ånden os til hjælp. Når vi end ikke ved, hvad vi med rette skal bede om, fordi vi er tynget af anfægtelser og kors, ved Ånden det og går i forbøn for os. Helligånden er vores forbeder, som ved, hvad vi har brug for og beder faderen om det. Vores bønner er ofte utilstrækkelige, men Gud giver os ikke kun det, vi ved at bede om, men også dét, Ånden ved, at vi har brug for.

Derfor er det også godt med nedskrevne bønner. For vi ved ikke altid, hvad vi skal bede om – og bønner, som er gennemsyrede af Guds ord kan være en hjælp.

28 ¶ Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. 29 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. 30 Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

Et yderligere argument for den troendes trøst i denne verdens trængsler er Guds forudbestemmelse. Dem, som er kommet til tro elsker også gud, som frelste dem og er blevet deres fader. Og det er dem, som er kaldet efter Guds beslutning. Det er dem, Gud har bestemt at kalde til tro fra evighed af. Apostlen taler her ikke om dem, der forkaster evangeliet. Det skyldes ikke, at gud ikke har villet deres frelse. Han taler om de troende. Deres frelse skyldes Guds udvælgelse. Se Ef 1,4ff.

Om disse, som er kaldet hedder det, at Gud kendte dem forud. Her er ikke tale om, at Gud forud vidste, at de ville tro og derfor udvalgte dem, men om at han kendte dem, dvs. kendte dem som sine egne. Han kendte dem og forudbestemte han før verdens grundvold til i i tiden at blive frelst. Gud havde ikke blot bestemt at frelse dem men også hvordan – nemlig gennem ordet. Han forudbestemte dem til at live ligedannet med sin Søn – dvs. til at få den fulde herlighed som Guds børn. Målet var altså herliggørelsen som Guds børn.

Og forudbestemmelsen førstes ud i livet ved at gud kaldte dem gennem evangeliet og ved troen retfærdiggjorde dem. Kaldet medførte deres tro og troen virkede retfærdiggørelsen. Og retfærdiggørelsen medfører herliggørelsen, som var det endelige mål med forudbestemmelsen. Derfor kan en kristen være sikker på sin kommende herlighed. Så sandt som gud har kaldet dig, har han også forudbestemt dig til at blive ligedannet med sin Søn og så vil han også herliggøre dig.

 

31 ¶ Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? 32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? 33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. 35 Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? 36 som der er skrevet: “For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår.” 37 Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. 38 Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter 39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Det er konklusionen og klimaks af hele kapitlet. Konklusionen er, at hvis gud er for os, så er der ingen, som kan være imod os, dvs. det har ingen effekt, hvis de er det. Hvad er beviserne: 1. At Gud ikke sparede sin egen Søn. Gud hengav sin Søn for at frelse os, ja Gud sparede ham ikke, men forede ham for vores skyld. ´Dét, om noget, beviser Guds kærlighed, at Gud er for os. 2. Gud har udvalgt og retfærdiggjort os. Derfor kan ingen fordømme os. For Kristus er død for vores synder skyld, han er oprejst som vores retfærdighed, han er opsteget til Guds højre hånd og regerer alt til vores bedste og går også i forbøn for os. Det beviser alts sammen, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed. Ingen af de ydre trængsler, der møder en kristen har magt til at skille os fra Kristi kærlighed, og Gud kendte dem forud, som han også har sagt ved profeterne. Sådan går det guds folk i denne verden, men hverken disse ydre trængsler eller død, liv, engle eller magter kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Derfor kan en kroisten være frimodig i mødet med trængslerne og kæmpe videre mod kødet

Arkiveret i: Romerbrevet Tags: luthersk blog

Romerbrevet 7 (hør som lydfil nederst)

5. februar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Her følger menighedsundervisning fra søndag d. 1. februar over romerbrevet kapitel 7. Nederst i indlægget ligger en lydoptagelse af undervisningen.

Romerbrevet 7,1-25 D31 Eller ved I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? 2 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. 3 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. 4 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme*, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. 5 Thi da vi vare i Kødet*, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, 6 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

 

Paulus introducerer en ny illustration af udsagnet i 6,14 om at vi ikke er under loven, men under nåden. Han sammenligner det med et ægteskab, hvor kvinden kun er bundet til manden (og omvendt) så længe han lever. Er han død, er hun fri til at gifte sig med en anden. På samme måde hersker loven over et menneske, så længe det lever. Men ved Kristi legeme er de kristne døde for loven. Jesus døde i alle menneskers sted, så alle døde med ham og ved dåben er de blevet delagtige i Jesu død fra loven. For ved sin død opfyldte Jesus alle lovens krav, så den ikke længere har krav på nogen af os. Og derfor er vi en andens, nemlig Jesu brud. Det er vi i kraft af opstandelsen.

 

Ved Jesu død er vi befriet fra lovens krav på os og ved Jesu opstandelse er vi erklæret retfærdige og kan derfor leve et nyt liv, hvor vi bærer frugt for Gud. Loven kan altså ikke gøre gode mennesker, men helliggørelsen er en frugt af nåden.

 

Mens vi var i kødet, før omvendelsen, var de syndige lidenskaber virksomme, som vaktes ved loven. Loven bringer altså ikke gode frugter frem. Nej at være under lovens krav gør intet menneske godt. Tværtimod blev de syndige lidenskaber vakt ved loven og frugten var død. Man kender det måske også fra forældre, der forbyder deres børn noget, som så pludselig bliver meget mere spændende, fordi det er forbudt. Sådan er vores syndige natur. Der er nogle mennesker, der tror, at vi er gode på bunden, vi mangler blot den rigtige vejledning om godt og ondt. Og så ser man sin religion som den vejledning, som skal fortælle os, hvad der er godt, så vi kan gøre det. Men for det syndige menneske forholder det sig ifølge Paulus lige omvendt. Mennesker ved delvis godt, hvad der er det gode (jf. kap. 2), men gør det ikke. Og når loven gør det klart for dem, bliver det blot en anledning for synden. Mennesker er dybest set onde, og den gode lov, som fortæller, hvad Gud kræver kan kun opvække synden.

Derimod er frugten af nåden, at vi tjener åndens nye væsen. Frugten af genfødslen og retfærdiggørelsen er helliggørelse. Evangeliet om syndernes forladelse formår at forvandle mennesker, fordi det ikke kræver. Også her forholder det sig altså modsat af, hvad det naturlige menneske tænker, for det tænker: jamen hvis syndernes tilgives gratis, kan man blot blive i synden. Der må krav til. Sådan tænker loviske kristne også, når de ikke tror, at evangeliet har kraft til at forvandle mennesker, men vil lægge lovens krav til, fordi de er bange for den “billige nåde” eller at man gør evangeliet til en sovepude. Men evangeliet har kraft til at forvandle, mens loven ikke har det. Frugten af evangeliet er, at vi er løst fra lovens anklage og derfor kan elske Gud. Man kan ikke elske én, man skal elske for at blive elsket. Men fordi Gud elskede os, mens vi endnu var fjender (Rom 5), kan vi elske Gud. Fordi lovens anklager og Guds vrede er fjernt og vi har en nådig Far i himlen, kan vi elske ham. Fordi vi ved, at vores synder er forladt kan vi også tjene Gud.

 

 

7  Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: “Du må ikke begære.” 8 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. 9 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; 10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; 11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. 12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.

 

Efter at have sagt, at vi er frie fra både synden og loven, imødegår han igen en forkert konklusion: at loven er syndig. Er loven ond? Svaret er nej. Loven er ikke ond. Men loven er det eneste, som kan give kendskab til synden. Paulus taler her som en troende, der ser på lovens gerning før og efter sin omvendelse. Ethvert menneske er en synder, som kun vil indrømme at han laver småfejl og svagheder, men ikke ser sin gennemfordærvede natur. Budet om ikke at begære viser synden i naturen. Selvom mennesker måske kan leve nogenlunde ordentligt i det ydre, så viser budet om ikke at begære, at mennesker begærer synden i hjertet, og menndsker ser, at deres lyster og tanker i hjertet er i strid med Gud.

Men synden fik også en anledning ved loven. Når loven forbyder noget, er resultatet, at mennesket bliver fyldt med had til gud og hans lov. Når loven virkelig gør sin gerning, gør den blot synden større. Når loven fordømmer menneskets synd og viser mennesket, hvor stor en synder det er, og viser Guds dom og vrede, frembringer det ikke angeren som en god gerning, men frembringer had til den Gud, som afslører synden og forstyrrer det selvretfærdige menneske.

Før loven gjorde sin gerning og viste Paulus, hvor stor en synder han var, levede han uden loven. Ikke i den forstand, at han slet ikke kendte nogle ag lovens krav. Paulus var jøde og farisæer, men han troede, at han nogenlunde kunne overholde loven og at Gud tilgav ham hans små svagheder. Han så ikke, hvor gennemfordærvet naturen var. Men da loven i hele sin åndelige brug og sine gennemgribende krav blev åbenbaret for ham, blev synden oplivet i sin fjendtlighed mod Gud. Når loven rammer det naturlige menneske, ser han det som indblanding i hans rettigheder. Det kan give sig udslag i enten åbenlys foragt for Guds lov eller i farisæerens ydre retfærdighed, mens hans indre hader Gud.

Resultatet af loven er døden. For budet, som var givet til liv blev til død pga. synden. Budet, som i sig selv er godt, bliver til menneskers død pga. synden, som tager anstød af det og lever op i sit had til Gud. Hvis et menneske kunne overholde loven, kunne det leve ved den. For synden vil altid forføre det syndige menneske til at se det forbudte som glæder, Gud forbyder. Når budet kommer og forbyder noget, ser synden det straks som noget attråværdigt, som Gud ikke vil dele med mennesker. Men resultatet af at følge syndens forførelse er døden.

Loven er hellig, retfærdig og god. Den åbenbarer Guds hellighed. Men kristne er ikke under loven, de er under nåden.

 

13  Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. 14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.

 

Paulus fortsætter for at rydde misforståelsen af vejen og taler om den genfødtes kamp mod kødet i helliggørelsen og spørger, om det gode blev hans død. Virker det gode, hellige og retfærdige bud døden. Og Paulus benægter det igen. Det var synden, der blev til død og ikke budet. Det var synden og ikke budet, der virkede død. Ved hjælp af den gode lov virkede synden død. Synden måtte blier overmåde syndig gennem budet, for at loven på den måde kunne åbenbare synden. Syndens syndighed åbenbares netop ved, at den bruger den hellige og gode lov til at virke død og ødelæggelse.

Loven er åndeli og fordømmes derfor ikke på samme måde som synden. Loven er givet af Gud og derfor åndelig og kræver åndelig handlemåde, som kun kan findes hos den genfødte.

Det gamle jeg i Paulus er dog stadigt kødeligt. At det er Paulus’ gamle jeg, hans kød, ser vi af vers 22. Og fordi der er disse to naturer ved vi, at Paulus taler om den genfødte. Paulus er ikke en villig slave af synden, men han er stadig, for så vidt som han er kød, under syndens herredømme. Selvom han kæmper og ønsker at blive helt fri af synden, må han igen og igen erkende, at hans gamle jeg er under syndens herredømme.

Og det kan Paulus se af, at han ikke forstår dét, han gør. Han erkender det ikke som godt og rigtigt. Hvad hans åndelige jeg ønsker, er ikke, hvad han gør i praksis. I stedte gør han dét, han hader. Dette er enhver kristens erfaring.

Paulus drager to konklusioner heraf: 1. han bekræfter, at loven er god, fordi han ikke vil dét, han gør. 2. det er ikke længere Paulus, men synden i ham, der gør det onde. Det er Paulus’ gamle jeg. Den gamle Adam i ham. Som vi hørte sidst: Adam er druknet i dåben, men han kan svømme.

At Paulus erkender synden som synd viser, at han er i overenstemmelse med loven, selvom han ikke formår at udføre den. En kristen er altså ikke syndfri. Omvendt kan man ikke være en kristen uden at give loven ret og erkende sin synd og kæmpe mod den.

 

18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.

 

Paulus laver her et skil mellem sig selv og sit kødet. Hans virkelig selv vil det gode, men hans kødet gør kun det onde. For så vidt som han stadig har den syndige natur i sig, bor der intet godt i ham. Men i det sande selv, det genfødte menneske er der noget godt og åndeligt, nemlig viljen til at gøre det gode. Kun det nye menneske, som stoler på evangeliet har en vilje til at gøre godt. Ligesom loven ikke formåede at retfærdiggøre, men evangeliet formåede det, sådan formåede loven heller ikke at give viljen til det gode, men evangeliet formåede det. Ønsket om at gøre det gode er i det nye menneske, men evnen til at gøre det er der ikke. Derfor kan Paulus konkludere, at det ikke længere er ham, der gør det onde, men synden i ham. Hans sande selv vil det gode, men syndne i ham gør det onde.

 

 

21  Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden. 22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

 

Her bruges ordet “lov” mere om en reglmæssighed, en regel eller naturlov. Denne regelmæssighed eller lovmæssighed består i, at når han vil gøre det gode, er det onde altid for hånden. Der er altid synd blandet ind i en kristens gode gerninger, uanset gode gode intentioner. Han taler ikke om en exceptionel situation, men netop om dét, der er reglen snarere end undtagelsen. Det er altså en kristens normale situation, vi oplever her. Hver dag opdager en kristen på ny, at det gode han ville, kunne han ikke fuldføre. Hver dag erkender vi, at vi er syndere og hver dag sætter vi os igen for at gøre det gode. Det indre menneske, det nye menneske glæder sig over Guds lov, men i det syndige kød er der en anden lov, som strider mod det nye menneske og sindets lov og tager ham til fange under synden. Det nye menneske er altså syndens fange og behersket af synden mod sin vilje. I kap 6 lærte vi, at man ikke skulle lade synden herske. Men da var sammenligningen en tjener, som lader sin hersker herske. Her er sammenligningen med en fjende, som tager en til fange mod ens vilje. Sådan er en kristens forhold til synden. Han lader ikke synden herske, men beherskes alligevel i synden i den forstand, at den tager en kristen til fange imod hans vilje. Igen og igen vinder synden kampen mod sindet, så resultatet bliver synd i gerning. Men sindet, det nye menneske kæmper videre i tillid til evangeliet. Først når kampen opgives og man igen ser synden som glæder, Gud vil forbyde, er man blevet syndens træl igen. Og det nye menneske sukker efter den dag, hvor det vil blive befriet fra den gamle natur.

Og derfor bryder apostlen ud i i det fortvivlede råb, som mange kristne vil kunne genkende: Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Hvem skal fri mig fra synden og kødet, som igen og igen overmander mig, så jeg ikke kan gøre, hvad det nye menneske vil, men mod min vilje gør det onde. Hvornår vil slaveriet i kødet høre op. Og svaret er en taksigelse ved Jesus Kristus. Jesus Kristus er løsningen. Han har allerede vundet syndernes forladelse og evigt liv. Og de, som tror på ham er gået over fra døden til livet. Og når han kommer igen vil han forløse os fra kødet og synden. Det er kun et spørgsmål om tid, før forløsningen fuldendes.

Derfor kan Paulus også fortsat med det nye menneske tjene Guds lov men med det gamle menneske, kødet tjener han stadig synden. Fordi hans synder er forladt og forløsningen fra synden og kødet ligger forude opgiver han ikke kampen mod kødet, men kæmper videre i glæde over, at synde er forladt.

 

Arkiveret i: Lydundervisning, Menighedsundervisning, Romerbrevet Tags: luthersk blog

  • 1
  • 2
  • 3
  • Næste side »

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Hør prædiken 2.s. efter Kristi Åbenbarelse 17. januar 2021
  • Hør prædiken: 1.s. e. Kristi Åbenbarelse (epifani) 10. januar 2021
  • Hør prædiken fra Helligtrekongers søndag 3. januar 2021

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

24. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
24. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
31. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
31. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
7. feb. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
7. feb. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav

Copyright © 2021 · Outreach Pro til Genesis Framework · WordPress · Log ind