Denne bibeltime er holdt 21.12.2008

Du kan finde undervisningen som lydfil nederest i indlægget.

Baggrund:

Rom 1,18-3,20 Guds lovs dom over synden. Kap. 1 Guds vredes åbenbarelse over al synd. Kap. 2 Guds retfærdige dom over hedninger og jøder. Kap. 3. Ingen retfærdig, ingen forstandig, ingen som søger Gud, loven virker syndserkendelse.

Rom 3,21-4,25. Retfærdiggørelsen. 4,25: givet hen pga. vore overtrædelser og oprejst på grund af vor retfærdiggørelse.

Kap. 5-8. Retfærdiggørelsens følger.

Kapitlet handler altså om hvad det vil sige at være retfærdiggjort.

Repetition: Hvad betyder retfærdiggørelse -at benåde, dømme uskyldig, erklære retfærdig, tilgive, tilregner retfærdighed, ikke tilregne synd, forlade synder.

Freden som følge af retfærdiggørelsen

^D31 Romans 5:1 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ² ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;

Overskriften er her Fred. Men hvilken fred. Ikke den manglende vrede og fjendskab mod gud endnu(se herom kap. 8). Snarere fred som modsætning til Guds vrede og dom fra kap. 1,18-3,20. Freden er et resultat af retfærdiggørelsen. Fordi vi er dømt retfærdige har vi fred med Gud i stedet for fjendskab. Retfærdiggørelsen er sket ved troen, hvilket ikke vil sige, at troen er grunden til retfærdiggørelsen. Det er altså ikke sådan, at Gud retfærdiggør et menneske fordi det tror. Nej, Gud retfærdiggør alene på grund af Kristus, og troen er blot en tom hånd, som modtager. Ved Kristus har vi fået adgang til nåden og ved troen står vi i nåden, men nåden er ikke blevet til som følge af troen. Og at stå i retfærdiggørelsens nåde, er at have fred med Gud. For når vore synder er forladt er vi forsonet med Gud og har fred med ham.

Og når vi har fred med Gud kan vi også håbe på Guds herlighed. Håbet udspringer altså af troen, som udspringer af nåden i Kristus. Håbet retter sig mod Guds herlighed, som er den herlighed Gud hare og vil give i evigheden, se Rom 8,17, som en arv til Kristi medarvinger. Vi kan altså rose os af vores fremtidige herlighed.

³ ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, ⁴ men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, ⁵ men Håbet beskæmmer ikke;

Det er ikke kun den fremtidige herlighed, vi kan rose os af. Også de nuværende trængsler, som står i modsætning til vores kommende herlighed kan vi rose os af. Begrundelsen er det, trængslerne virker, nemlig udholdenhed, prøvethed og håbet om herligheden. Igennem prøvelserne her på jorden bliver vi gjort mere og mere afhængige af Guds nåde alene og styrkes derfor i håbet om herligheden, hvor vi skal miste vort syndige legeme og lidelserne. Men indtil da hjælper lidelserne os til at leve i daglig anger over synden og stadig henflyen til Guds nåde alene.

5b thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.

⁶ Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. ⁷ Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig – for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, ⁸ men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. ⁹ Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. ¹⁰ Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, ¹¹ ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

Det kan ikke her være kærligheden til Gud, da denne ikke er blevet udgydt i vore hjerter, eftersom den ikke eksisterede forud. Der er altså den kærlighed, hvormed Gud elsker og som forklares i det følgende, vers 8 f.eks. håbets sikkerhed skyldes altså, at Guds kærlighed til os er blevet udgydt i os af Helligånden. Dette skete ved troen, da Helligånden bragte Guds kærlighed i Kristus til os. Selvom prøvelserne fører til håb, er det altså ikke sådan, at vi skal finde vished om håbet i, at vi er i trængsler. For trængslerne er ikke bevis på at håbet ikke gør til skamme, ligesom fremgang heller ikke er det. Tværtimo findes beviset i det, troen klynger sig til, nemlig Guds kærlighed, hvorved han skabte fred med os.

Dernæst forklares den Guds kærlighed, som er blevet udgydt i os i vers 6-9. Gud har bevist sin kærlighed ved at lade Kristus dø for os mens vi endnu var syndere, ugudelige og fjender. Dette stilles i modsætning til at nogen vil dø for en retfærdig, sådan som det måske kan forekomme blandt mennesker. Måske vil man give sit liv for sin konge, præsident, eller en man er i familie med, men for en, som er ens fjende, er det det færreste, som vil dø. Ja, de færreste vil enddog dø for en som blot er retfærdig og ikke ovenud god mod en. Men det var altså det, Kristus gjorde. Han døde ikke for os fordi der var en smule godt i os, som han elskede. Han døde ikke for os, fordi vi stadig havde en smule at den oprindelige gudbilledlighed. Nej, han døde for os, mens vi endnu var ugudelige, syndere og Guds fjender. Han døde mens vi var under Guds vrede og dom.

Og når Kristus er død, som vor stedfortræder under Guds vrede, så er vi retfærdiggjorte og bliver derved frelst fra Guds vrede. Retfærdiggørelsen og forligelsen er her to sider af samme sag. AT være retfærdiggjort vil sige at have fred med Gud og at være forligt vil sige at være retfærddiggjort.

Når Gud viste os kærlighed, mens vi var syndere, hvor meget mere vil han så ikke vise os krælighed, nu da vi er retfrædiggjorteNår vi er retfærdidggjorte, kan vi altså stole på, at Gud også vil holde fred med os og frelse os fra sin kommende vrede.

Og derfor kan vi rose os af Gud og glæde os over den fred vi har med ham.

Adam og Kristus, fredsforstyrreren og fredsstifteren:

¹² Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved ét Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle; ¹³ thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov; ¹⁴ dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme.

Apostlen sammenligner her Adam og Kristus, og han begynder med at forklare omAdam, hvordan synden og dermed døden kom ind i verden. Døden trængte igennem til alle mennesker fordi alle har syndet i Adam. Adams synd er ikke Adams alene, men også vores. Derfor bliver alle set som syndere af Gud. For at bevise at døden gælder alle mennesker og at alle har syndet i Adam, henviser apostlen til, at også før loven blev åbenbaret for Moses og man kunne opregne synden, døde mennesker. Det var altså ikke først, da mennesker blev bevidste om loven, de begyndte at synde og blev skyldige, men de var allerede skyldige i Guds øjne fra Adam af. Og sådan også med os. Vi bliver ikke først fjender af Gud, når vi bliver voksne og lærere Guds lov at kende med vores fornuft. Fra undfangelsen af, er vi under døden og Guds vrede og har derfor ikke fred med Gud, når vi bliver født. Den fred må vi først få gennem Kristus og dåben. Adams synd alene er nok til at dømme alle mennesker til døden og Guds vrede, ligesom også hver enkel synd gør det, fordi det er den hellige og almægtige Gud, synden sker imod. Adam kaldes nu et forbillede på Kristus, selvom der er store forskelle.

¹⁵ Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange. ¹⁶ Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. ¹⁷ Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.

Paulus modstiller nu Adam med Kristus. Ligheden mellem de to består i, at ligesom Adams synd blev tilregnet hans efterkommere, dem som er i Adam, sådan bliver Kristi retfærdighed også tilregnet og arvet af dem, som tilhører Kristus. Det er en arvesynd ligesom det er en arveretfærdighed. Forskellen består i, at Den ene var en nådegave og den anden et fald og at nådegvaen er større end faldet. Nådegaven fører nemlig til evigt liv og salighed, fordi den fører til retfærdiggørelse.

Ligesom alle mennesker blev dømt skyldige i Adam, sådan har Gud også i Kristus straffet skylden og for hans lidelses og døds skyld i ham dømt verden uskyldig. Det var det, der skete ved hans opstandelse, hvori Gud, fordi synden var sonet og betalt, erklærede ham og os i ham uskyldige, ligesom vor skyld var blevet straffet i ham. Og derved erhvervede Kristus retfærdighedens gave til os, ligesom Adam var skyld i dommen og døden for alle mennesker. Kristi lidelse og død kaldes derfor også det nye testamente(også kaldet pagt, hvilket er en dårlig oversættelse), fordi han heri har efterladt os sin retfærdighed, ligesom Adam efterlod os sin skyld.

¹⁸ Altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. ¹⁹ Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. ²⁰ Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, ²¹ for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Paulus fortsætter sammenligningen og konkluderer på den. Her modstilles Adams fald med Kristi retfærdighed. Adams fald bestod i hans synd og skyld. Kristi retfærdighed består både i, at han aktivt handlede retfærdigt i vores sted, som vores stedfortræder, hvor vi har syndet, altså i hans lydighed, i at han overholdt Guds lov helt og fuldt. Dette gjorde han stedfortrædende for alle menensker, og Gud tilregnede det dengang alle mennesker, dvs. Gud så på Kristi stedfortrædende opfyldelse af loven og erklærede at det var gjort for alle mennesker. Samtidig består hans retfærdighed også i hans passive lydighed, dvs. i at han bar vores skyld og straf og led både Guds vrede svarende til, hvad alle menensker ellers måtte lide i helvede og døden. Begge disse to sider, hans opfyldelse af lovens krav og af dens straf, tog Gud imod og erklærede derfor i Kristus verden retfærdig. Kristus har så at sige vundet en stedfortrædende retfærdighed for hele verden ved at Gud har modtaget hans offer og i ham tilgivet alle verdens synder. Og den retfærdighed er vores fred med Gud. Forligelsen, freden med Gud består altså i, hvad Kristus har gjort for os, at han har opfyldt lovens klrav og båret syndens straf for os og derved købt en evig retfærdighed til os. Ved troen får vi del i denne retfærdighed, som uddeles gennem nådemidlerne.

Find bibeltimen og lidt af den efterfølgende samtale nederst i blogindlægget .

Romerbrevet kapitel 4

Paulus har i kapitel 1,18-3,20 vist, at hverken hedninger eller jøder kunne retfærdiggøres ved lovgerninger, men alene ved troen på forløsningen i Jesus Kristus. Nu rejses måske en indvending fra jøderne: hvad med Abraham. Blev han ikke retfærdiggjort ved gerninger. Og hvad de andre fædre. Blev de ikke frelst ved deres gerninger.

 

1 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften? “Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.” ⁴ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; ⁵ den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;

 

Hvad har Abraham vundet ved at overholde loven, efter kødet. Hvad har han vundet ved sin omskærelse, vil jøderne måske spørge. Jøderne havde Abraham som stamfader efter kødet. Og Gud havde givet et løfte til disse kødelige efterkommere af Abraham for en tid (f.eks. 1 Mos 15,18f). Men formålet var at forberede et større løfte, som Gud havde givet Abraham, nemlig løftet om det åndelige afkom (1 Mos 15,6).

Hvis Abraham s retfærdiggørelse var af gerninger, ville han kunne rose sig af dem. Men Skriften bevidner, at han blev retfærdiggjort ved tro, så han kan ikke rose sig. Abrahams tro var altså ikke en tro, der frelste, fordi den var rosværdig. Abraham blev ikke retfærdiggjort, fordi hans tro var så stor en gerning, at andre var overflødige. Troen er altså ikke en gerning, men en nåde. Der er altså ikke her tale om Abrahams trofasthed eller hans tro på Gud i al almindelighed, som om en delvis opfyldelse af lovens første bud kunne frelse. Sådan forstår mange troen som en generel tro på Guds løfter. I 1. Mos 15,5-6, som Paulus henviser til, står der: ⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: “Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!” Og han sagde til ham: “Således skal dit Afkom blive!” ⁶ Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed. Her tales om det åndelige afkom, som skal skabes ud af alle folkeslag, ved det ene afkom, som er Jesus Kristus (1 Mos 22,18, Gal 3,16). Dette løfte om, at alle folkeslag skulle velsignes i Abraham, havde han allerede fået (1 Mos 12,3). Abrahams tro var en tro på den kommende frelser, Jesus Kristus, som allerede var lovet til Adam og Eva, kvindens sæd som skulle knuse slangens hoved. Han skal blive til velsignelse for alle folkeslag og skabe et folk, som skal være Abrahams efterkommere ved troen. Og ligesom Abraham skal de erklæres retfærdige ved troen på Kristus. Og at retfærdiggøre vil sige at erklære retfærdig eller uskyldig, at blive regnet som retfærdig af Gud.Vi hører også, at Abrahams tro var en tro på ham, der retfærdiggør den ugudelige. Abrahms tro var altså heller ikke blot en tro på afkommet, Jesus Kristus, som person, men det var en tro på Guds nåde på grund af afkommet. Det var en tro på den gud, der tilgiver menneskers synder og retfærdiggør ugudelige. Abraham troede på retfærdiggørelsen for Kristi skyld og det blev regnet ham til retfærdighed. Og derfor kunne han ikke rose sig af gerninger. Troen retfærdiggør, fordi den stoler på, at gud tilgiver synden for Kristi skyld. Troen retfærdiggør, fordi den stoler på Kristi retfærdighed, som gælder overfor Gud. Det er dén tro, som alene kan retfærdiggøre mennesker og det er den tro, mennesker er blevet frelst ved siden Adam og Eva.

 

Paulus fortsætter med endnu et eksempel, nemlig David:

 

⁶ ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: ⁷ “Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.”

 

Her har vi altså endnu et eksempel på, at retfærdiggørelsen ved tro også er det gamle testamentes lære. At blive tilregnet retfærdighed vil altså sige at få sine synder tilgivet og ikke tilregnet. At blive retfærdiggjort vil altså sige at blive tilgivet. Det vil sige, at synden bliver skjult af Kristi retfærdighed, som tilregnes syndere. Og den mand, som Herren ikke tilregner skyld er salig, eller lykkelig. Fra Adam og Eva over Abraham til David og frem til Paulus er det altså den samme tro på dén Gud, der forlader synd for Kristi skyld, der prædikes. Nogen vil så måske indvende, at det var på grund af omskærelsen, David kunne regne sig tilgivet. Paulus fortsætter:

 

 

⁹  Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. ¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. ¹¹ Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, ¹² og Fader til omskårne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

 

David var jo omskåret, so nogle kunne måske bilde sig ind, at saligprisningen kun gjladt de omskårne og ikke de uomskårne. Blev troen kun regnet omskårne til retfærdighed, så omskærelsen var noget, der skulle lægges til troen for at den retfærdiggjorde. Svaret kan afgøres historisk. Abraham de troendes fader, blev retfærdiggjort allerede som uomskåren. Omskærelsen var et segl på den retfærdighed han fik før omskærelsen. Omskærelsen var ikke Abrahams gerning, hvormed han lagde noget til troen. Den var Guds gave. Der står, at han fik omskærelsens tegn. Den var ikke noget, han kunne rose sig af, som jøderne troende, men en gave fra Gud – et tegn fra Gud. Den var et tegn og segl på Guds løfte og testamente til Abraham(1 Mos 17,11). Den var et tegn på guds nådige sindelag, ligesom dåben og de øvrige sakramenter i NT. Abraham blev retfærdiggjort som uomskåren for at han skulle blive fader til både uomskårne og omskårne. Og det var jo netop løftet om at blive fader til mange afkom gennem Jesus Kristus, der blev regnet Abraham til retfærdighed. Alle sandt troende er altså Abrahams børn, hvad enten de er omskårne eller uomskårne.

 

¹³  Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. ¹⁴ Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. ¹⁵ Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. ¹⁶  Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle

 

Abraham og Abrahams åndelige børn (hans afkom) fik ikke løftet i kraft af overholdelse af loven eller på grund af deres lydighed mod f.eks. omskærelsen. Nej de fik løftet ved trosreftærdigheden. Fordi Abraham troede løftet skulle han arve jorden. Hvis de, som lever under loven kunne arve jorden ved loven, så ville troen være tom. Hvis man kan frelses ved loven, er evangeliet, løftet, intet værd. Hvis løftet var betinget af overholdelse af loven, ville det føre til vrede – for alle er jo syndere. Men når det ikke er betinget af loven, når loven intet har at sige i løftet, da er der ingen overtrædere. Når loven er opfyldt og den krav borte, da er synden og skylden borte. Derfor kan løftet ikke være betinget af opfyldelse af loven, men i stedet må det gribes ved troen. Kun sådan kunne løftet stå fast for Abrahams børn, både de kødelige, som havde loven, de troende jøder, men også til dem, der er Abrahams åndelige efterkommere, som har troen.

 

¹⁷ (som der er skrevet: “Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader”), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. ¹⁸ Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: “Således skal din Sæd være;” ¹⁹ og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; ²⁰ men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære ²¹ og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. ²² Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.

 

 

^{Her henvises til 1 Mos 17,5, som altså ikke går på de kødelige efterkommere, men på de åndelige efterkommere, som skulle blive til ved evangeliet om det ene afkom. Disse skulle blive til ved at blive levendegjort fra deres åndelige død (se ef 2,1f) og blive til af det, som ikke var (Es 48,13). hedningernes omvendelse, som begyndte, da Kristus kom, sker ved Guds almægige ord, når han kalder mennesker til tro.}

^{Og Abraham troede med håb imod håb. Det naturlige håb, forstanden og naturen ville vise ham en anden vej og ikke lade ham tro på, at gud ville opfylde sit løfte om frelseren, som skulle nedstamme fra Abraham og Sara. Men på grund af løftet, som skaber troen, kunne Abraham på løftet. For Gud kalder det frem, som ikke er, ved sit ord. Troen stoler på Guds åbenbarede løfter – og specielt løftet om frelseren, som Abraham troede på. Det var jo dét løfte, som afhang af, at Sara blev med barn. For frelseren skulle være Abraham skødelige efterkommer. Og kun ved denne kødelige efterkommer (1 Mos 22,18), ville løftet om de mange folkeslag gå i opfyldelse. Og fordi Abraham troede på løftet om afkommet, som skulle blive til velsignelse for alle folkeslag og skaffe Abraham åndelige efterkommere, blev det regnet ham til retfærdighed. Abrahams tro var altså en tro på Kristus og Guds retfærdiggørelse ved ham, og derfor blev Kristi retfærdighed også tilregnet ham.}

 

²³ Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ²⁵ ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

 

Men historien om Abraham blev ikke skrevet for Abrahams skyld alene, men for alle troende skyld, som tror på det evangelium, Abraham troede på. Det blev skrevet for alle deres skyld, som Kristi retfærdighed tilregnes, nemlig dem, der, som Abraham tror på Gud, som oprejste Kristus fra de døde.

Det sidste vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor gud, eller som guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.

(Findes som lydfil nederst)

1  Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?

Sidste gang hørte vi, at jøderne ikke kunne flygte fra lovens dom, blot fordi de havde loven og var omskårne. Omskærelsen på legemet gavnede ikke, hvis den ikke blev fulgt af hjertets omskærelse, troen på dét løfte, omskærelsen var et segl på. En jøde kunne indvende, at det var i strid med jødernes forrang. Paulus møder nu denne indvending. Spørgsmålet er, hvad jødernes fortrin er. Hvad får de ud af at være Abrahams efterkommere og en del af det jødiske folk. Paulus svarer:

 

2  Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord er blevet dem betroede.

Jødernes vigtigste fortrin er, at de har fået Guds ord betroet. Men hedningerne kun havde Guds lov delvis i naturen, havde jøderne både Guds åbenbarede lov og Guds evangelium. Evangeliet var jo, som vi hørte i 1,1-2 allerede givet som løfte til profeterne. Det var jo ikke sådan, at man blev frelst ved loven på gt-lig tid. Nej formålet med Guds åbenbarede ord dengang som i dag var at frelse mennesker gennem lov og evangelium. Jøderne blev frelst ved troen på løftet om frelseren.

 

3  For hvad om nogle var utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet?

Paulus imødegår nu en anden indvending. De fleste jøder havde været utro mod Guds ord. De havde ikkeholdt sig til Guds ord, men gang på gang var de faldet fra og havde forkastet Guds lov og evangelium. Ophæver det nu Guds trofasthed, så Guds løfter er betinget af menneskers lydighed. Er Guds ord en aftale eller pagt, som forudsætter begge parter. Eller er det et ensidigt løfte eller testamente.

 

4  Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: “For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette.”

Paulus svarer nej. Guds trofasthed mod sine løfter og sit ord ophæves ikke af jøderne ulydighed og frafald. Gud har ikke trukket sine løfter tilbage. Når jøderne dømmes, betyder det ikke, at Gud er holdt op med at være trofast mod sine løfter. Snarere viser modsætningen mellem Guds barmhjertighed og jødernes frafald, hvor stor Guds sanddruhed er.

 

5  Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).

Men hvis jødernes ulydighed og frafald viser Guds trofasthed og sanddruhed, hvorfor skal de så alligevel dømmes. Er Gud uretfærdig, når han straffer og dømmer, hvis den ulydighed, han straffer og dømmer, i virkeligheden kun giver Gud ære og viser, Guds storhed. Paulus svarer:

 

6  Det være langt fra! For hvordan skal Gud ellers kunne dømme Verden?

Hvis dette gjorde Gud retfærdig, ville Gud ikke kunne dømme verden. Og det gør Gud. Derfor er svaret nej. Paulus giver sig selv som eksempel:

 

7  Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?

Hvorfor skal han dømmes som en synder, hvis hans løgn bekræfter Guds andhed. Han argumenterer, som en synder vil gøre på dommedag: hvorfor skal mennesker dømmes som syndere, hvis deres synd har bidraget til Guds ære. Gud burde være tilfreds med, at menneskers synd bidrager til hans ære og herlighed. Svaret ligger i spørgsmålet: Paulus – og alle andre – er syndere. Den hellige og retfærdige Gud kan ikke gøre andet end straffe synderen- Ellers ville han ikke være retfærdig.

 

8  Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

Samme argumentation fortsættes: Hvis jøderne mente at kunne undskylde sig med Guds ære, så ville det samme gælde for alle, og man kunne frit synde for derved at ære Gud. Den logiske konklusion ville være, at synden var årsag til det gode. Sådan en holdning beskyldte man de kristne for dengang, som man gør i dag. Den vantros konklusion på læren om retfærdiggørelsen er, at man uden videre kan leve i synd for at syndernes forladelse og Guds ære må blive desto større. Men det er en misforståelse af læren om retfærdiggørelsen og derfor går de, der tror på den, fortabt. Tror man, at man kan leve i synd og dermed gøre Guds ære større, dømmes man til fortabelse.

 

9  Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,

Paulus var selv jøde og spørger nu, om jøderne har nogen forrang frem for andre. Mens de havde det fortrin, at de havde fået Guds ord betroet og derfor havde bedre muligheder for at høre det, så har de ikke nogen forrang frem for Gud. Tværtimod, så gør Guds ord dem blot uden undskyldning, som vi hørte i kapitel 2. Alle, både jøder og grækere er under syndens herredømme.

 

Paulus dokumenterer det nu ved henvisning til Skriften

 

10  som der er skrevet: “Der er ingen retfærdig, end ikke een;

Der er ingen retfærdig, ingen der ikke synder. Alle mennesker er skyldige overfor Gud.

 

11  der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;

Der er ingen med sand kundskab om Gud. Hedningernes visdom og filosofi, kan kun skabe afguder, som vi hørte i kapitel 1. De hævdede at være vise, men undertrykte endog den sandhed, Gud havde givet i den naturlige åbenbaring.

Der er ingen som søger Gud. Der er ingen, som i sandhed søger Gud. At tale om søgergudstjenester er altså forkert, hvis det betyder, at man tror, at mennesker kan søge Gud. Det eneste mennesker finder ved deres egen søgen og stræben er tilfredsstillelse af deres farisæiske selvretfærdighed.

 

12  alle ere afvegne, til Hobe er de blevet uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een.”

Alle er veget fra Guds lov og er blevet uduelige i åndelig henseende. Ingen øver godt overfor Gud, men alle synder.

 

13  “En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;” “der er Slangegift under deres Læber;”

14  “deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;”

Synden viser sig ikke blot i tanker, men også i ord og handlinger. Deres strube er en åben grav, fuld af død. Deres sind ønsker kun at skade med deres tunge. Bagtalelse, løgn og ondskabsfuldhed er deres ord fyldt med.

 

15  “rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;

16  der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,

De kan ikke vente med at udgyde deres næstes blod, eller at skade og ødelægge deres næstes liv eller legeme. De ønsker at udnytte og ødelægge.

 

17  og Freds Vej have de ikke kendt.”

Et fredeligt liv med deres næste i tilgivelse og velsignelse, søger de ikke, modsat de salige, vi har hørt om i dag.

 

18  “Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne.”

Her er grundsynden, som er kilde til de andre synder: de frygter ikke Gud og ærer og dyrker ikke Gud, som de burde. Et menneske, som frygter Gud vil forsøge at leve efter hans bud

 

19  Men vi ved, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som er under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud,

Særligt jøderne, men også hedningerne er under loven. Men formålet med loven e rikke at frelse, sådan som jøderne tror, som roser sig af loven. Nej, det den taler til dem, der er under loven er dom. Dødens formål er at hele verden – jøder som hedninger – må komme til at stå strafskyldige overfor Gud. Hver mund skal stoppes. Ingen skal kunne påstå sig uskyldige overfor Gud, men hver eneste mund stoppes til.

 

20  fordi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; for ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

Og hvorfor. Fordi intet kød, ingen synder, vil kunne retfærdiggøre sig ved hjælp af loven. Ingen vil kunne blive erklæret retfærdig og uskyldig ved lovens gerninger, for målt med Guds lov er alle syndere. Lovens formål er nemlig et andet: at virke syndserkendelse. Loven skal vise mennesker, at de er syndere. Loven skal ikke vise mennesker vejen til retfærdiggørelse, men behovet for retfærdiggørelse. Loven skal ikke frelse mennesker, men dømme dem til fortabelse. Loven skal vise behovet for frelse, ikke vejen til frelse. Loven kræver, men giver ikke. Loven dømmer og straffer, men benåder ingen. Hele formålet med den første del af Romerbrevet kulminerer med at vise, hvad formålet med loven er: at afsløre synden. Målet med afsløringen af hedningers og jøders synd var at virke syndserkendelse hos jøder og hedninger. Nu vender Paulus sig så til evangeliet:

 

Evangeliet

21  Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne.

Efter at have bevist, at loven ikke kan frelse, fortsætter Paulus nu med at fortælle, hvad er kan frelse. Selvom alle mennesker er under lovens fordømmelse, er der stadig håb om frelse, nemlig i evangeliet. Uden loven er Guds retfærdighed åbenbaret. Den retfærdighed, der tales om her er ikke lovens retfærdighed. Det er Guds retfærdiggørelse, den som vi hørte om i 1,17. Det er retfærdigheden overfor Gud, som Gud selv giver. Det er den retfærdighed, som tilregnes os, som Kristus har vundet ved sit liv, sin lidelse og død. Retfærdiggørelse er ikke en moralsk forbedring i mennesket men en domshandling, hvor Gud erklærer et menneske uskyldigt overfor sig. Denne retfærdiggørelsesdom eller benådning eksisterer allerede hos Gud, men er blevet åbenbaret i evangeliet. Og den var allerede bevidnet i loven og profeterne, det gamle testamente, hvis formål var et pege netop på denne retfærdiggørelsesdom.

 

22  nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.

Den retfærdighed, der tales om, er den, der fås ved tro på Jesus Kristus. Det er alene ved troen, man får del i denne retfærdighed. Det er ved troen, den tilregnes den enkelte. Troen stoler på og fortrøster sig til den retfærdighed, der åbenbares i evangeliet og modtager den. Enhver,som tror får denne retfærdighed,. Uanset hvor stor hans eller hendes synder er, uanset om man er jøde eller græker. Der er ingen forskel

 

23  Alle have jo syndet, og mangler Æren fra Gud,

For ale har syndet og mistet Guds herlighed – den oprindelige retfærdighed og herlighed. Ingen har noget, de kan prale af overfor Gud og fortjene hans benådning med. Men alle er syndere, også de troende.

 

24  og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus,

Retfærdiggørelsen gives altså uforskyldt – gratis – af Guds nåde – dvs. Guds velbehag – som er kilden til barmhjertighed. Og det er muligt ved forløsningen i Jesus Kristus. Forløsning vil bogstaveligt talt sige befrielse ved betaling af en løsesum, ligesom hvis man skal løskøbe et gidsel. Jesus har løskøbt os fra Guds vrede ved at betale prisen for vore sjæle (Matt 20,28; Mark 10,45; 1 Tim 2,6; Tit 2,14) Og denne pris var hans dyrebare blod (Ef 1,7; Kol 1,14; 1 Pet 1,18-19). og måden hvorpå han betalte denne pris beskrives i det følgende:

 

25  hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder,

Jesus er sonemidlet eller nådestolen (Lev 16,30), som nådestolen, der dækkede pagtens ark var et billede på. Her stænkede ypperstepræsten offerblod på på forsoningsdagen for at sone folkets synder. Jesus er den fuldkomne nådestol – han er ypperstepræst, offer og nådestol i en person. Jesus har opfyldt alle typerne i det gamle testamentes ofre, da han udgød sit blod som en løsesum for alle verdens synder. Sådan blev han den sande mellemmand mellem Gud og mennesker, som skjuler al vores synd, skyld, skam og nøgenhed overfor Gud og har vundet en fuldkommen forløsning for alle mennesker. Og den forsoning bliver vores ejendom ved troen . Gud ser på sin søns dyrebare blod gennem hvilket aller verdens synder er sonet, gennem hvilket alle syndere frelses fra synd, skyld, vrede og fortabelse. Og på grund af dette blodige offer og Jesu fyldestgørende betaling erklærer han syndere retfærdige og hellige.

 

26  for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

Efter at have forklaret retfærdiggørelsens grundlag, viser Paulus nu dens mål. Gud vil vise sin retfærdighed for verden. Guds iboende retfærdighed kunne ikke tilfredsstilles ved andet end dette blodige offer, efter at han havde båret over med tidligere synder. Mennesker kunne leve i synd hele deres liv uden at blive straffet i dette liv. I enkelte tilfælde straffede Gud synden – også i dette liv. Men generelt bar han over med den og udgød ikke sin vrede over verden, som han vil gøre på dommedag. Straffen var gemt til Jesus Kristus, som blev alle menneskers stedfortræder og bar Guds vrede og dom over alle menneskers synder. Gud er både retfærdig og retfærdiggørende, når han straffer Jesus. Han er retfærdig, fordi synden straffes og han retfærdiggøre på grund af Jesus. Gud retfærdiggør mennesker ved at erklære dem rene og retfærdige for Kristis skyld. Denne retfærdiggørelse bliver den enkeltes ejendom ved troen.

 

27  Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.

Der er ikke noget at prale af, når både jøder og hedninger er syndere, som må retfærdiggøres af Guds nåde ved tro for Kristi skyld. Hvis frelsen skete ved gerninger, så kunne man måske rose sig. Men ingen kan frelses ved gerninger. Når frelsen sker af Guds nåde alene uforskyldt ved troen, så er der ikke nogen, der har noget at rose sig af. Troen er altså heller ikke noget man kan rose sig af. Den er Guds gave og heller ikke en grund til ros. Den er heller ikke en gerning, hvormed man fortjener Guds nåde. Retfærdigførelsen, hvormed Gud erklærer og dømmer mennesker uskyldige for Kristi skyld ved troen.

 

28  Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger.

29  Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers;

30  så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen.

Om man er jøde eller græker, frelses man alene af nåde. . Fordi der kun er en Gud, er der også kun en frelsesvej – ved troen.

 

31  Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.

Her vender Paulus tilbage til anklagen om at gøre loven ugyldig. Han gør det modsatte. Alle dem, der vil frelses ved loven bliver nødt til at gøre lovens krav mindre end de er. Men loven kræver ikke 70% lydighed i tanker, ord og gerninger. Den kræver 100% lydighed – og enhver overtrædelse må straffes. Ved læren om retfærdiggørelsen for Kristi skyld sker loven sin fulde ret – straffen for alle menneskers synd er båret af stedfrotræderen.