(se lydfil nederst)
I sidste kapitel hørte vi Guds dom over hedningeverdenen, som selvom de kendte Gud og hans bud, ikke takkede og ærede ham, men i stedet dyrkede afguder og ikke blot overtrådte de Guds bud, som de kendte, men også billigede at andre gjorde.. Nu vender Paulus sig så til jøderne:
Romerbrevet 2,1-29 efter 1907-oversættelsen Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme.
Vi hørte sidste gang både om dem, der selv overtrådte Guds bud og om dem, der både brød dem og bifaldt, at andre gjorde det. Nu hører vi så om en tredje gruppe. De straffer og dømmer synden. Men de straffer og dømmer den kun hops andre. De gør selv det, de dømmer andre for. Disse er uden undskyldning, fordi de dømmer synde hos andre. Derved viser de, at de kender loven. Og derfor er de uden undskyldning, når de bryder den. Den dom, de rammer andre med, rammer dem selv. Ligesom hedningerne, er de uden undskyldning. Det er hyklere og gerningshelgener, der tales til her. Mennesker, som tror, at de har overholdt loven og derfor kun ser splinten hos andre, ikke bjælken i deres eget øje. Dem, der priser deres egen kærlighed og gerninger og kun dømme andre. Men Guds dom vil også ramme dem.
2 Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve sådanne Ting.
Gud vil dømme synden på den yderste dag – også hos dem, der tror, at de har levet efter loven. Og Guds dom stemmer overens med sandheden. Gud dømmer efter, hvad der er sandt, også om moralisten, som dømmer andre. Gud dømmer både hedninger og jøder, og dem, som dømmer de andre, men selv gør det samme, vil også blive dømt. At de dømmer andre, kan ikke redde dem, men kun gøre deres sag værre.
3 Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
Hvis et menneske ikke kan flygte fra sin egen dom. Hvis hans dom over andre, rammer ham selv, hvordan skulle han så kunne flygte fra Guds dom. Hvordan skulle han kunne undgå Guds dom på den yderste dag. Tror du virkelig på det. Paulus sætter stolen for døren hos den selvretfærdige, som forsøger at bilde sig selv ind, at han på en eller anden måde vil kunne flygte fra Guds dom
4 Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
Den selvretfærdige tror, at han på en eller anden måde har fortjent Guds godhed. Gud lader jo de fleste mennesker få et langt liv og lader de fleste mennesker mærke glæde og sin godhed i skaberværket. Og den selvretfærdige tror, at det er et tegn på, at Gud ikke dømmer ham. Eller også bilde han sig ind, at han har krav på Guds godhed og anklager Gud, når han ikke får nok af den. Men målet med Guds godhed er at føre mennesker til omvendelse, ikke at gøre mennesker selvretfærdige. Målet er, at mennesker må erkende, at de ikke fortjener den og omvender sig.
5 Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag, 6 han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; 8 men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
Ved at foragte Guds godhed gør moralisten synden endnu større – og dermed dommen. Og den venter på den yderste dag, hvor Gud vil åbenbare sin dom og vrede – den vrede, vi hørte om i kapitel 1. Læg mærke til, at det er åbenbaringen af dommen. Derfor kan Paulus også tale om en dom efter gerninger, ligesom i Matthæus 25, hvor fårenes gerninger er beviset på deres tro ikke årsagen til deres frelse. Gud vil på den dag vise, at hans dom er retfærdig og dømme mennesker efter deres gerninger. v. 7 skal måske i stedet oversættes: 7 dem med Udholdenhed i god Gerning, Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, som søger et evigt Liv;
For man søger ikke ære, hæder og uforkrænkelighed med sin udholdendehed i gode gerninger. Men Gud belønner den, som søger evigt liv og er udholdende i gode gerninger med ære, hæder og uforkrænkelighed. De vantro syndere vil få igen efter deres gerninger, nemlig vrede og harme. (se også Apologien s. 124.370 i Mæland)
9 Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, både en Jødes først og en Grækers; 10 men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både en Jøde først og en Græker!
Her vendes rækkefølgen om, men pointen er den samme. Paulus inkluderer nu også grækerne, men rækkefølgen er den samme som med evangeliet, jøder først, så grækere. Jøderne vil blive dømt først, fordi de har fået skriften og løfterne, dernæst grækerne. Den, der har fået meget, skal der kræves meget af.
11 Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud. 12 Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven; 13 thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres – 14 thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov; 15 de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller også forsvare hverandre – 16 på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus.
Gud ser ikke på personen – på ydre anseelse eller værdighed. Jøden kan ikke rose sig af at være jøde. Om man har den skrevne lov eller ej gør ikke forskel på, om man vil blive dømt. Dem, der har syndet uden denne vil blive dømt uden denne, men efter den lov, der står på deres hjerter. Og jøderne vil få en hårdere straf, fordi de kender loven gennem åbenbaringen i ordet og ikke blot gennem naturen. Jøderne kan altså ikke rose sig af, at de har hørt loven, for når det handler om loven, er det ikke dét at høre, men dét at gøre, der er afgørende. Vil man retfærdiggøres efter loven, så man man opfylde hele loven.
Hedningerne, som ikke har loven på skrift viser, ved at de faktisk i det ydre ofte følger loven, at de har en lov. Af naturen gør de, hvad loven siger. Sådan er de fleste samfund i hvert tilfælde i det ydre præget af en vis form for lydighed mod Guds lov. F.eks. er drab forbudt og selv når man tillader det ved fri abort, forsøger man at retfærdiggøre sig med, at det ikke er et rigtigt liv. Og når man bryder Guds lov, så ved man, at det er forkert, det man gør, som vi hørte i Rom 1. Loven er skrevet på hedningernes hjerter af Gud, og står der endnu, på trods af syndefaldet. At de har loven, betyder dog ikke, at de faktisk udøver den. Der er ikke tale om en kraft til at gøre godt, men om en regel og norm, som dømmer dem. “Samvittigheden er ikke en ting der virker det, der er rigtigt, men en, der kun dømmer gerningerne”. Samvittigheden gør ingen i stand til at handle godt, men den viser, hvornår de ikke har gjort det.
Selvom anklagerne of forsvarene lyder nu i samvittigheden, så vil dommen komme, når Gud dømmer på den yderste dag. Retsmødet er nu, men dommen kommer først da.
17 Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og roser dig af Gud 18 og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, 19 og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, 20 uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, 21 du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! 22 Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! 23 Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! 24 Thi “for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne”, som der er skrevet.
Efter at have sammenlignet hedninger og jøder, vender Paulus nu tilbage til jøderne. Jøderne stoler på deres kendskab til loven og kendskab til Guds vilje, som om det blotte kendskab til det kan redde dem. I loven lærer man Guds vilje for menneskelivet at kende, siger Paulus faktisk her. Så loven i sig selv er altså ikke problemet. Den er udtryk for Guds vilje. Og fordi de kender loven, tror de, at de kan vejlede de blinde hedninger og lyse for dem. Den lov, Gud havde åbenbaret kunne undervise hedningerne. Problemet er, at de ikke underviser sig selv. De vil undervise andre og dømme dem, men ikke sig selv. Jøderne stjal måske ikke åbenbart, men så snød de i handle, hvilket også er tyveri. De brød måske ikke ægteskabet åbenbart, men så i tanker og hjerter. Det er også tempelran iflg. Mal 3,8-10 ikke at betale templet, hvad man skylder og dermed give Gud, hvad man skylder ham, generelt. Det rammer også hykleriske kristne, der lever i strid med Guds bud og foregiver at være kristne i det ydre.
25 Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. 26 Dersom nu Forhuden* holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? 27 Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. 28 Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; 29 men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd, ikke i Bogstav – hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,
Jøderne roste sig af omskærelsen, som om den kunne frelse dem. Omskærelsen var givet af Gud som et tegn fra Gud på retfærdigheden af tro (Rom 4,11), og altså ikke en fortjenestefuld gerning, jøderne kunne gøre og frelse sig selv uden bodfærdighed og tro. Vil de bruge den til at rose sig overfor Gud og frelse sig selv, så er de skyldige at at holde hele loven og ikke blot omskærelsen. Den, der vil frelses ved egen kræfter og gerninger, må overholde hele loven. Overtræder man loven, er man en synder. Hvis en uomskåret, dvs. Hedning, holdt loven, ville han blive regnet som omskåren og omvendt. Dét, der er afgørende er omskærelsen af hjertet (5 Mos 30,6), som Gud foretager (Kol 2,11). Sådan kan dåben heller ikke frelse som en fortjenestfuld gerning, vi gær overfor Gud – hverken når Folkekirkekristne tror, at den frelse uden omvendelse og tro, eller når gendøbere gør den til en bekendelseshandling overfor Gud. Nej den er Guds handling, hvor han omskærer hjertet.