Her følger den sidste af de manglende romerbrevsgennemgange med lyd. Den kan læses her.
Opsamling – Romerbrevet 1,1-17
Jeg har netop indtalt undervisningen, som manglede med lyd til Romerbrevet 1,1-17. Du kan finde teksten til bibelundervisningen her. Den sidste undervisning – om resten af kapitel 1 – kommer snarest.
Romerbrevet kapitel 8 – gennemgang i tekst og lyd
Find bibeltimen som mp3-fil nederst.
Romerbrevet 8:1-39 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. 2 Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. 3 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed* og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, 4 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.
“Så” peger tilbage på det foregående. Man kunne forstå det sådan, at siden en kristen stadig synder pga. kødet, så pådrager de sig også dagligt Guds vrede og kan aldrig være sikre på deres nådestand. Hertil svarer Paulus nu, at der ikke er fordømmelse for den, som er i Kristus. Og at være i Kristus vil sige at være iklædt Kristus: Galatians 3:27 27 Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. At være iklædt Krstus ved dåben vil sige at være iklædt hans retfærdighed, som dækker din synd, ligesom en kappe dækker ens legeme. Den, der er i Kristus falder ikke ud af nåden, hver gang han synder, medmindre han igen bliver en lydig slave af synden. Men den kristne, som tror evangeliet og kæmper mod synden falder ikke ud af nåden, når han falder i synd. Den, som igen og igen må erkende som Paulus i kapitel 7, at synden er der og som ikke synes at se nogen forbedring kan fortrøste sig til, at er han i Kristus, så er der ingen fordømmelse. Selvom en kristen altså beder om tilgivelse hver dag følger ikke, at man er under dommen, indtil man har erkendt synden – for vi synder hele tiden. Men den, som er ubodfærdig og ikke vil erkende synden, falder naturligvis ud af nåden.
For livets ånds lov har gjort mig fri – det er ikke længere synden og loven, der styrer den kristne. Selvom den kristne mod sin vilje igen og igen gør det, han ikke vil, er det Ånden som er den egentlige kontrollerende faktor. Og det er tegnet på, at man er genfødt. Hvor Ånden er, der bringer den livet i Kristus. Ved Ånden er vi døde fra synden og har fået del i opstandelsen.
Dét, loven ikke var i stand til, nemlig at frelse og give nyt liv, pga. det syndige kød, gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Kødet gjorde det umuligt for loven at være til nogen gavn. Loven kunne ikke gøre et menneske retfærdigt og heller ikke skænke et menneske åndeligt liv, så det lever efter loven. Loven var magtesløs pga. kødet og kunne kun slå ihjel.
Men Gud sendte sin Søn i syndigt køds lighed. Jesus var ikke en synder, men tog vort kød på sig, så han fremstod som en synder og i ham fordømte Gud synden i kødet. Gud lod sin vredes dom ramme Jesus i stedet for os. Her viste gud sin retfærdighed og straffede alle menneskers synd. Og fordi syndens skyld og forbandelse er væk, er syndens herredømme også væk. Derfor kan kristne, når de vandre i Åndens liv, leve efter loven, selvom de med kødet tjener synden.
5 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. 6 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, 7 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 8 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 9 ¶ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. 10 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. 11 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.
I denne sektion modstilles ånden og kødet og de, som lever efter disse to. De, som er styret af kødet, higer efter det, som har med kødet at gøre, mens, de som lader sig lede af Åndeen, higer efter det åndelige. Som vi har set før, formåede loven ikke at gøre mennesker villige til at følge budene. Den kristne for så vidt som hane r kristen, dv.s det nye menneske, vil følge budene og spørger ikke som det loviske menneske: hvor meget? Eller hvor lidt? Ved genfødslen gør Gud uvillige mennesker villige. Igen kan vi tænke på invendingen, at kristne blot kan synde for at nåden bliver større. Dette er på sin vis også en del af svaret herpå: nej, de åndelige higer efter det åndelige. De åndelige søger Guds vilje, ikke pga, frygt for straf, men pga. evangeliet.
Målet med kødet er er døden. De kødelige glæder vil til sidst resultere i den evige død. Åndens mål er liv og fred. Det åndelige liv er ikke årsagen til freden med Gud, men d to gives til det åndelige liv. Den, som lever i ånden har fred med Gud og evigt liv med ham.
Kødet vil fjendskab med Gud.
At kødet fører til død skyldes, at det vil fjendskab med Gud og ikke er lydig mod hans lov. Det kan kødet ikke være og derfor kan den kødelige heller ikke være det. Kødets natur er at sætte sig op mod Gud og hans lov. Sådan er det naturlige menneske langt værre end en sten i forhold til Gud. Det er Guds fjende, som aktivt bekæmper ham.
De, som er i kødet kan ikke behage Gud, fordi de ikke kan og ikke vil opfylde Guds lov, men er Guds fjende.
De kristne er derimod anderledes. I er ikke i kødet, men i Ånden. Selvom den en kriste stadig har kødet, er det ånden, der leder ham. Hvis Helligånden bor i hjertet, lever den kristne også åndens liv. Hvis ikke Ånden bor i et menneske, hører det menneske ikke Kristus til. Et menneske må være genfødt ved vand og Helligånd og leve Åndens liv. Ellers er vedkommende ikke en kristen.
Konklusionen er, at hvis Kristus er i os ved Helligånden, så er kødet dødt, under dødens herredømme og skal forgå, mens ånden, det nye menneske er liv og har evigt liv pga. Jesu fuldkomne retfærdighed, som det er iklædt og som fjerner skylen og synden. Ved troen på Kristus har den troende evigt liv. Bemærk treenigheden her, som alle var en del af oprejsningen af Jesus og også skal oprejse de troende, ligesom hele treenigheden var aktiv i omvendelsen. Vores herliggørelse og opstandelse har sin basis i jesu opstandelse. Fordi vi er i ham, som er erklæret fri fra synden og døde, skal vi også herliggøres med ham.
12 ¶ Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; 13 thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. 14 Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. 15 I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! 16 Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. 17 Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.
Vi skylder altså ikke kødet at leve efter det. Vi har ikke nogen forpligtelse til at stille kødets lyster, som man næsten kan høre mennesker sige i dag. Hvis vi begynder at leve efter kødet og lader kødet regere, så vi igen bliver dets trælle, vil vi gå fortabt – gå den åndelige død i møde. Alternativet er ikke, at vi kæmper i egen kraft, men at vi ved Ånden dræber legemets gerninger, dvs. ved anger og tro på evangeliet. Enhver, som drives af Ånden er Guds barn og døder legemets gerninger, ikke af frygt for straf, men i tillid til Guds nåde. Det er Guds nåde og visheden derom, som gør os i stand til at dræbe legemets gerninger – ikke frygten, som kommer af loven og uvisheden. Gud er vores Fader og derfor kan vi dræbe legemts gerninger. Og Ånden vidner sammen med vores ånd om at det er tilfældet. Det gør Ånden i ordet og dåben og i vore hjerter, som Ånden tager bolig i ved disse midler.
Og fordi vi er børn, er vi også arvinger – tænk på, at Jesus har indstiftet et testamente for os, som gør, at vi har Kristi arv, Kristi barnekår, ligesom han tog vores synder-kår.
18 ¶ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. 19 Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. 20 Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, 21 med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.
Alle de kristnes lidelser i denne verden er intet at regne i forhold til den kommende verdens herlighed.
I denne verden ser Guds børn ikke ud til at være herligere end andre, der for venter hele skabningen på, at de skal blive åbenbaret. Kirken er skjult, fordi den er under korset og blandet med onde og hyklere.
Indtil den dag er hele skabningen under forgængeligheden pga, syndefaldet. Hele skabningen venter på forløsningen herfra. For nu tjener det alt sammen synden i menneskers hånd. Men også skabningen skal sættes fri fra syndefaldets konsekvenser. Dommedag vil bringe forløsningen til skaberværket, dvs. naturen.
23 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. 24 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? 25 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. 26 ¶ Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.
Men ikke blot skabningen, også de kristne sukker efter forløsning. For selvom vi allerede nu har barnekår, venter vi på at få hele arven, når vores legemer forløses fra synden og døden. Vi er sikre på vores endelige frelse og vores fulde nydelse af barnekår hos Gud.
Men dette er noget vi har i håbet. Dvs. det er noget fremtidigt. Håbet skal ikke her forstås som noget usikkert, men netop som sikekr voshed om, at løftet opfyldes. Det særlige ved håbet er, at vi ikke ser det opfyldt, ikke at vi er usikre om dets opfyldelse. Ja, håbet er netop, at vi venter med udholdenhed, fordi vi ved, at løftet opfyldes.
Nu fortsætter Paulus med at pege på, at Ånden også kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. Selvom vi er sikre på håbets opfyldelse, kæmper vi med usikkerheden og anfægtelserne om at holde fast ved løftet. Og her kommer Ånden os til hjælp. Når vi end ikke ved, hvad vi med rette skal bede om, fordi vi er tynget af anfægtelser og kors, ved Ånden det og går i forbøn for os. Helligånden er vores forbeder, som ved, hvad vi har brug for og beder faderen om det. Vores bønner er ofte utilstrækkelige, men Gud giver os ikke kun det, vi ved at bede om, men også dét, Ånden ved, at vi har brug for.
Derfor er det også godt med nedskrevne bønner. For vi ved ikke altid, hvad vi skal bede om – og bønner, som er gennemsyrede af Guds ord kan være en hjælp.
28 ¶ Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. 29 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. 30 Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.
Et yderligere argument for den troendes trøst i denne verdens trængsler er Guds forudbestemmelse. Dem, som er kommet til tro elsker også gud, som frelste dem og er blevet deres fader. Og det er dem, som er kaldet efter Guds beslutning. Det er dem, Gud har bestemt at kalde til tro fra evighed af. Apostlen taler her ikke om dem, der forkaster evangeliet. Det skyldes ikke, at gud ikke har villet deres frelse. Han taler om de troende. Deres frelse skyldes Guds udvælgelse. Se Ef 1,4ff.
Om disse, som er kaldet hedder det, at Gud kendte dem forud. Her er ikke tale om, at Gud forud vidste, at de ville tro og derfor udvalgte dem, men om at han kendte dem, dvs. kendte dem som sine egne. Han kendte dem og forudbestemte han før verdens grundvold til i i tiden at blive frelst. Gud havde ikke blot bestemt at frelse dem men også hvordan – nemlig gennem ordet. Han forudbestemte dem til at live ligedannet med sin Søn – dvs. til at få den fulde herlighed som Guds børn. Målet var altså herliggørelsen som Guds børn.
Og forudbestemmelsen førstes ud i livet ved at gud kaldte dem gennem evangeliet og ved troen retfærdiggjorde dem. Kaldet medførte deres tro og troen virkede retfærdiggørelsen. Og retfærdiggørelsen medfører herliggørelsen, som var det endelige mål med forudbestemmelsen. Derfor kan en kristen være sikker på sin kommende herlighed. Så sandt som gud har kaldet dig, har han også forudbestemt dig til at blive ligedannet med sin Søn og så vil han også herliggøre dig.
31 ¶ Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? 32 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? 33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 34 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. 35 Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? 36 som der er skrevet: “For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår.” 37 Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. 38 Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter 39 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Det er konklusionen og klimaks af hele kapitlet. Konklusionen er, at hvis gud er for os, så er der ingen, som kan være imod os, dvs. det har ingen effekt, hvis de er det. Hvad er beviserne: 1. At Gud ikke sparede sin egen Søn. Gud hengav sin Søn for at frelse os, ja Gud sparede ham ikke, men forede ham for vores skyld. ´Dét, om noget, beviser Guds kærlighed, at Gud er for os. 2. Gud har udvalgt og retfærdiggjort os. Derfor kan ingen fordømme os. For Kristus er død for vores synder skyld, han er oprejst som vores retfærdighed, han er opsteget til Guds højre hånd og regerer alt til vores bedste og går også i forbøn for os. Det beviser alts sammen, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed. Ingen af de ydre trængsler, der møder en kristen har magt til at skille os fra Kristi kærlighed, og Gud kendte dem forud, som han også har sagt ved profeterne. Sådan går det guds folk i denne verden, men hverken disse ydre trængsler eller død, liv, engle eller magter kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Derfor kan en kroisten være frimodig i mødet med trængslerne og kæmpe videre mod kødet
Romerbrevet 7 (hør som lydfil nederst)
Romerbrevet 7,1-25 D31 Eller ved I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? 2 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. 3 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. 4 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme*, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. 5 Thi da vi vare i Kødet*, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, 6 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
Paulus introducerer en ny illustration af udsagnet i 6,14 om at vi ikke er under loven, men under nåden. Han sammenligner det med et ægteskab, hvor kvinden kun er bundet til manden (og omvendt) så længe han lever. Er han død, er hun fri til at gifte sig med en anden. På samme måde hersker loven over et menneske, så længe det lever. Men ved Kristi legeme er de kristne døde for loven. Jesus døde i alle menneskers sted, så alle døde med ham og ved dåben er de blevet delagtige i Jesu død fra loven. For ved sin død opfyldte Jesus alle lovens krav, så den ikke længere har krav på nogen af os. Og derfor er vi en andens, nemlig Jesu brud. Det er vi i kraft af opstandelsen.
Ved Jesu død er vi befriet fra lovens krav på os og ved Jesu opstandelse er vi erklæret retfærdige og kan derfor leve et nyt liv, hvor vi bærer frugt for Gud. Loven kan altså ikke gøre gode mennesker, men helliggørelsen er en frugt af nåden.
Mens vi var i kødet, før omvendelsen, var de syndige lidenskaber virksomme, som vaktes ved loven. Loven bringer altså ikke gode frugter frem. Nej at være under lovens krav gør intet menneske godt. Tværtimod blev de syndige lidenskaber vakt ved loven og frugten var død. Man kender det måske også fra forældre, der forbyder deres børn noget, som så pludselig bliver meget mere spændende, fordi det er forbudt. Sådan er vores syndige natur. Der er nogle mennesker, der tror, at vi er gode på bunden, vi mangler blot den rigtige vejledning om godt og ondt. Og så ser man sin religion som den vejledning, som skal fortælle os, hvad der er godt, så vi kan gøre det. Men for det syndige menneske forholder det sig ifølge Paulus lige omvendt. Mennesker ved delvis godt, hvad der er det gode (jf. kap. 2), men gør det ikke. Og når loven gør det klart for dem, bliver det blot en anledning for synden. Mennesker er dybest set onde, og den gode lov, som fortæller, hvad Gud kræver kan kun opvække synden.
Derimod er frugten af nåden, at vi tjener åndens nye væsen. Frugten af genfødslen og retfærdiggørelsen er helliggørelse. Evangeliet om syndernes forladelse formår at forvandle mennesker, fordi det ikke kræver. Også her forholder det sig altså modsat af, hvad det naturlige menneske tænker, for det tænker: jamen hvis syndernes tilgives gratis, kan man blot blive i synden. Der må krav til. Sådan tænker loviske kristne også, når de ikke tror, at evangeliet har kraft til at forvandle mennesker, men vil lægge lovens krav til, fordi de er bange for den “billige nåde” eller at man gør evangeliet til en sovepude. Men evangeliet har kraft til at forvandle, mens loven ikke har det. Frugten af evangeliet er, at vi er løst fra lovens anklage og derfor kan elske Gud. Man kan ikke elske én, man skal elske for at blive elsket. Men fordi Gud elskede os, mens vi endnu var fjender (Rom 5), kan vi elske Gud. Fordi lovens anklager og Guds vrede er fjernt og vi har en nådig Far i himlen, kan vi elske ham. Fordi vi ved, at vores synder er forladt kan vi også tjene Gud.
7 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: “Du må ikke begære.” 8 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. 9 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; 10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; 11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. 12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
Efter at have sagt, at vi er frie fra både synden og loven, imødegår han igen en forkert konklusion: at loven er syndig. Er loven ond? Svaret er nej. Loven er ikke ond. Men loven er det eneste, som kan give kendskab til synden. Paulus taler her som en troende, der ser på lovens gerning før og efter sin omvendelse. Ethvert menneske er en synder, som kun vil indrømme at han laver småfejl og svagheder, men ikke ser sin gennemfordærvede natur. Budet om ikke at begære viser synden i naturen. Selvom mennesker måske kan leve nogenlunde ordentligt i det ydre, så viser budet om ikke at begære, at mennesker begærer synden i hjertet, og menndsker ser, at deres lyster og tanker i hjertet er i strid med Gud.
Men synden fik også en anledning ved loven. Når loven forbyder noget, er resultatet, at mennesket bliver fyldt med had til gud og hans lov. Når loven virkelig gør sin gerning, gør den blot synden større. Når loven fordømmer menneskets synd og viser mennesket, hvor stor en synder det er, og viser Guds dom og vrede, frembringer det ikke angeren som en god gerning, men frembringer had til den Gud, som afslører synden og forstyrrer det selvretfærdige menneske.
Før loven gjorde sin gerning og viste Paulus, hvor stor en synder han var, levede han uden loven. Ikke i den forstand, at han slet ikke kendte nogle ag lovens krav. Paulus var jøde og farisæer, men han troede, at han nogenlunde kunne overholde loven og at Gud tilgav ham hans små svagheder. Han så ikke, hvor gennemfordærvet naturen var. Men da loven i hele sin åndelige brug og sine gennemgribende krav blev åbenbaret for ham, blev synden oplivet i sin fjendtlighed mod Gud. Når loven rammer det naturlige menneske, ser han det som indblanding i hans rettigheder. Det kan give sig udslag i enten åbenlys foragt for Guds lov eller i farisæerens ydre retfærdighed, mens hans indre hader Gud.
Resultatet af loven er døden. For budet, som var givet til liv blev til død pga. synden. Budet, som i sig selv er godt, bliver til menneskers død pga. synden, som tager anstød af det og lever op i sit had til Gud. Hvis et menneske kunne overholde loven, kunne det leve ved den. For synden vil altid forføre det syndige menneske til at se det forbudte som glæder, Gud forbyder. Når budet kommer og forbyder noget, ser synden det straks som noget attråværdigt, som Gud ikke vil dele med mennesker. Men resultatet af at følge syndens forførelse er døden.
Loven er hellig, retfærdig og god. Den åbenbarer Guds hellighed. Men kristne er ikke under loven, de er under nåden.
13 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. 14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
Paulus fortsætter for at rydde misforståelsen af vejen og taler om den genfødtes kamp mod kødet i helliggørelsen og spørger, om det gode blev hans død. Virker det gode, hellige og retfærdige bud døden. Og Paulus benægter det igen. Det var synden, der blev til død og ikke budet. Det var synden og ikke budet, der virkede død. Ved hjælp af den gode lov virkede synden død. Synden måtte blier overmåde syndig gennem budet, for at loven på den måde kunne åbenbare synden. Syndens syndighed åbenbares netop ved, at den bruger den hellige og gode lov til at virke død og ødelæggelse.
Loven er åndeli og fordømmes derfor ikke på samme måde som synden. Loven er givet af Gud og derfor åndelig og kræver åndelig handlemåde, som kun kan findes hos den genfødte.
Det gamle jeg i Paulus er dog stadigt kødeligt. At det er Paulus’ gamle jeg, hans kød, ser vi af vers 22. Og fordi der er disse to naturer ved vi, at Paulus taler om den genfødte. Paulus er ikke en villig slave af synden, men han er stadig, for så vidt som han er kød, under syndens herredømme. Selvom han kæmper og ønsker at blive helt fri af synden, må han igen og igen erkende, at hans gamle jeg er under syndens herredømme.
Og det kan Paulus se af, at han ikke forstår dét, han gør. Han erkender det ikke som godt og rigtigt. Hvad hans åndelige jeg ønsker, er ikke, hvad han gør i praksis. I stedte gør han dét, han hader. Dette er enhver kristens erfaring.
Paulus drager to konklusioner heraf: 1. han bekræfter, at loven er god, fordi han ikke vil dét, han gør. 2. det er ikke længere Paulus, men synden i ham, der gør det onde. Det er Paulus’ gamle jeg. Den gamle Adam i ham. Som vi hørte sidst: Adam er druknet i dåben, men han kan svømme.
At Paulus erkender synden som synd viser, at han er i overenstemmelse med loven, selvom han ikke formår at udføre den. En kristen er altså ikke syndfri. Omvendt kan man ikke være en kristen uden at give loven ret og erkende sin synd og kæmpe mod den.
18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
Paulus laver her et skil mellem sig selv og sit kødet. Hans virkelig selv vil det gode, men hans kødet gør kun det onde. For så vidt som han stadig har den syndige natur i sig, bor der intet godt i ham. Men i det sande selv, det genfødte menneske er der noget godt og åndeligt, nemlig viljen til at gøre det gode. Kun det nye menneske, som stoler på evangeliet har en vilje til at gøre godt. Ligesom loven ikke formåede at retfærdiggøre, men evangeliet formåede det, sådan formåede loven heller ikke at give viljen til det gode, men evangeliet formåede det. Ønsket om at gøre det gode er i det nye menneske, men evnen til at gøre det er der ikke. Derfor kan Paulus konkludere, at det ikke længere er ham, der gør det onde, men synden i ham. Hans sande selv vil det gode, men syndne i ham gør det onde.
21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden. 22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Her bruges ordet “lov” mere om en reglmæssighed, en regel eller naturlov. Denne regelmæssighed eller lovmæssighed består i, at når han vil gøre det gode, er det onde altid for hånden. Der er altid synd blandet ind i en kristens gode gerninger, uanset gode gode intentioner. Han taler ikke om en exceptionel situation, men netop om dét, der er reglen snarere end undtagelsen. Det er altså en kristens normale situation, vi oplever her. Hver dag opdager en kristen på ny, at det gode han ville, kunne han ikke fuldføre. Hver dag erkender vi, at vi er syndere og hver dag sætter vi os igen for at gøre det gode. Det indre menneske, det nye menneske glæder sig over Guds lov, men i det syndige kød er der en anden lov, som strider mod det nye menneske og sindets lov og tager ham til fange under synden. Det nye menneske er altså syndens fange og behersket af synden mod sin vilje. I kap 6 lærte vi, at man ikke skulle lade synden herske. Men da var sammenligningen en tjener, som lader sin hersker herske. Her er sammenligningen med en fjende, som tager en til fange mod ens vilje. Sådan er en kristens forhold til synden. Han lader ikke synden herske, men beherskes alligevel i synden i den forstand, at den tager en kristen til fange imod hans vilje. Igen og igen vinder synden kampen mod sindet, så resultatet bliver synd i gerning. Men sindet, det nye menneske kæmper videre i tillid til evangeliet. Først når kampen opgives og man igen ser synden som glæder, Gud vil forbyde, er man blevet syndens træl igen. Og det nye menneske sukker efter den dag, hvor det vil blive befriet fra den gamle natur.
Og derfor bryder apostlen ud i i det fortvivlede råb, som mange kristne vil kunne genkende: Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Hvem skal fri mig fra synden og kødet, som igen og igen overmander mig, så jeg ikke kan gøre, hvad det nye menneske vil, men mod min vilje gør det onde. Hvornår vil slaveriet i kødet høre op. Og svaret er en taksigelse ved Jesus Kristus. Jesus Kristus er løsningen. Han har allerede vundet syndernes forladelse og evigt liv. Og de, som tror på ham er gået over fra døden til livet. Og når han kommer igen vil han forløse os fra kødet og synden. Det er kun et spørgsmål om tid, før forløsningen fuldendes.
Derfor kan Paulus også fortsat med det nye menneske tjene Guds lov men med det gamle menneske, kødet tjener han stadig synden. Fordi hans synder er forladt og forløsningen fra synden og kødet ligger forude opgiver han ikke kampen mod kødet, men kæmper videre i glæde over, at synde er forladt.
Abrahams tro – og judaisternes
For nylig underviste jeg menigheden om Abrahams tro i Romerbrevet kapitel 4. Forinden havde jeg været igang med at læse en bog af en reformert (ja, det hænder, at jeg læser sådanne), som forsvarede forensisk retfærdiggørelse. jeg gik dog i stå, da jeg kom til hans behandling af Abrahams tro. Denne behandling var tyoisk reformert. Abrahams tro var ifølge denne reformerte forfatter en generel tro på Guds løfter, pga, hvilken Gud erklærede ham retfærdig. Men ifølge Romerbrevet og 1. Mosebog var det netop troen på løftet om talrige åndelige efterkommere og det ene kødelige afkom, som skulle gøre dette muligt.
Sådan var også Adams og Evas tro ikke en tro på et generelt løfte om, at Gud ville gøre det onde godt, men en såpecifikt tro på kvindens afkom, Jesus Kristus, som gennem sin lidelse skulle gøre Gud og mennesker til venner igen. Guds løfte om et kvindens afkom, som skulle knuse slangens hoved, men selv bides i hælen handlede om én og kun én person: Jesus Kristus. og Adam og Eva blev frelst, ligesom Abraham, ved tro på Jesus Kristus og hans frelsergerning.
Kort efter reformationen Skrevden ortodokse lutherske teolog, Ægidius Hunnius et skrift om den judaiserende Calvin (Calvinus Judaizans – se omtale bl.a. her), hvor han netop angreb Calvins judaiserende eksegese, hvor han ligesom jøderne satte spørgsmålstegn ved en række direkte profetier om Kristus i det gamle testamente.
Calvin forbrød sig både mod Skriftens klarhed og mod læren om retfærdiggørelsen. For hvis troen ikke længere frelse, alene fordi den stoler på og modtager syndernes forladelse for kristi skyld, som Gud række gennem ordet, så bliver troen til en gerning, der retfærdiggør – ikke på grund af sin genstand, Kristus, men pga. sin gerning.
Desværre har denne reformerte/judaiserende eksegese fået så stor indfyldelse, at selv de færreste af dem, der kalder sig bibeltro, vil benægte, at f.eks. Salme 22 handler om David. Men salme 22 er en direkte profeti om Messias’ lidelse, død og opstandelse og udbredelsen af evangeliet (se min bibeltime fra i sommers her). Den handler om, hvordan kristus blev forkastet af Gud, som alle menneksers stedfortræder – noget som ikke overgik David. At hævde, at den handler om David og kun sekundært om Kristus er at give efter for jødiske og bibelkritisk Kristusfornægtelse.