Læren om helliggørelse Arkiv

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

26. april 2010 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

Læren om helliggørelsen

17. februar 2010 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Her er mine noter fra undervisning om helliggørelsen i en gennemgang af troslæren for menigheden. Mange vil hellere gå over åen efter gift og lade sig inspirere af ikke-lutherske kirker i helliggørelseslæren, så det er yderst relevant at sætte sig ind i den lutherske lære herom.

Helliggørelsen/fornyelsen

Man kan tale om helliggørelse i en bred og snæver forstand. I bred forstand handler det om hele Helligåndens gerning, herunder omvendelsen, retfærdiggørelse, helliggørelsen som fornyelsen af mennesker, bevarelsen i troen og den fuldendte fornyelse på dommens dag. Her handler det dog om helliggørelsen i snæver forstand, det vi også kan kalde fornyelsen

Her handler det om den fornyelse, der følger efter retfærdiggørelsen og som sker i mennesket. Mens retfærdiggørelsen skete udenfor os, så sker helliggørelsen altså i os. Fæles for dem er dog, at de er Helligåndens gerning. Men der må skelnes skarpt mellem dem, så helliggørelsen altid placeres efter troen som en frugt af troen og aldrig blandes ind i retfærdiggørelseslæren, hverken helt eller delvis, hverken i begyndelsen af troens liv eller senere i livet.

At helliggørelsen er en frugt af retfærdiggørelsen fremgår af bl.a. Rom 6,22 og 6,18-19.

Retfærdiggørelsen handler om en tilregnet retfærdighed udenfor mennesket.

Helliggørelsen er derimod en indre retfærdighed i mennesket. Den er en indre moralsk fornyelse.

Det ser vi af bl.a. 1 Thess 5,32 og 2 Kor 7,1.

Helliggørelsens natur og motivationen for helliggørelsen sammenfattes i Rom 12,1-2. Her er forbindelsen ml. retfærdiggørelse og helliggørelse klar. Retfærdiggørelsen er motivationen for helliggørelsen. Fordi Gud har elsket os og sendt sin kære Søn for at frelse os, elsker vi Gud igen. Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19). Således er troen virksom i kærlighed (Gal 5,6).

Helligånden er den virkende årsag til helliggørelsen, men virker gennem troen som instrument.

Man vender det på hovedet, når man gør menneskers etik og moral, gode gerninger og hellighed til forudsætninger for frelsen. Ifølge Skriften er frelsen Guds gratis gave, som åbenbares i evangeliet og modtages gennem troen, og det er både årsagen og motivationen for alle gode gerninger. Rækkefølgen er her afgørende, men det naturlige menneske bytter om på det og vil have helliggørelsen blandet ind i retfærdiggørelsen i stedet for at have den fulde og fri retfærdiggørelse som motivationen for helliggørelsen.

Når det gælder helliggørelsen, samarbejder det nye menneske med Helligånden, i modsætning til omvendelsen, som virkes af Helligånden alene. Det nye menneske samarbejder villigt med Helligånden, selvom det er svagt.

Derfor kan det siges om helliggørelsen, at den virkes a) ved Guds uendelige magt (1 Thess 5,23-24), b) ved den kristnes samarbejde (2 Kor 6,1); c) den virkes ikke på lige fod af Gud og det nye menneske. Det nye menneske er altid underordnet Gud, som der står i 2 Kor 3,5 og Joh 15,5. FC II pkt 66 beskriver det sådan, at det ikke er som to heste, der sammen trækker en vogn.

Det næste, vi må spørge til, er de indre bevægelser i mennesket i helliggørelsen. Ved troen på kristus er et nyt menneske født. Men den kristne beholder sin syndige natur i dette liv – det gamle menneske. Helliggørelsen består i at aflægge det gamle menneske og iklæde sig det nye, Ef 4,22-24; Kol 3,9-10.

Det er evangeliet alene – og ikke loven – som virker Helliggørelsen. Den ortodokse lutherske teolog Carpzov citeres for at sige: ”Loven siges at blive skrevet på menneskers hjerter i helliggørelsen (Jer 31,33), men loven siges ikke at skrive noget som helst. Skrivningen sker gennem evangeliet alene. Vi fornyes alene gennem de midler, som vi blev genfødt ved. Vi genfødes alene ved evangeliet. Derfor fornyes vi også ved evangeliet alene. Dette benægter ikke, at loven har en opgave i helliggørelsen”.

Loven motiverer aldrig til helliggørelse, men har kun en sekundær opgave: a) den fastholder os i syndserkendelse, for uden syndserkendelse dør troen; b) den er en rettesnor for et gudvelbehageligt liv, for Gud vil alene tjenes gennem de bud, han selv har givet (Matt 15,9); c) og ved at holde det syndige kød i lydighed (1 Kor 9,27).

På reformationstiden diskuterede man, om gode gerninger er nødvendige. Det handler Konkordieformlens 4. artikel om. Gode gerninger er ikke nødvendige for at blive frelst (Rom 4,6-8). Gode gerninger er heller ikke nødvendige til at bevare frelsen og troen. Det er sandt, at onde gerninger kan ødelægge troen (1 Tim 1,18-20; 2 Tim 2,16-18); men det er ikke sandt, at gode gerninger bevarer troen. Det er tværtimod sådan, at troen bevarer gode gerninger (1 Pet 1,5).

Men det betyder ikke, at gode gerninger ikke er nødvendige. Guds vilje er ikke unødvendig. Det nye menneske gør Guds vilje frivilligt og af et glad hjerte, men denne frihed fra lovens tvang, fratager os ikke erkendelsen af nødvendigheden af at holde Guds bud. Guds bud er ikke tilbud eller gode forslag, men Guds bud, som han kræver overholdt, 1 Joh 3,23.

Helliggørelsen forbliver ufuldkommen i dette liv i modsætning til retfærdiggørelsen, som altid er fuldkommen. Helliggørelsen er heller ikke den samme i alle troende eller den samme i den samme troende på alle tidspunkter af livet. Troens retfærdighed, som er Kristi tilregnede retfærdighed er altid den samme, men livets retfærdighed, som er i den troende er ufuldkommen, se Fil 3,12-15.

Hvis nogen mener at være blevet fuldkommen, er dét menneske ikke længere en kristen. 1 Joh 1,8-10 beskriver denne tro som en løgn.

Men synden må ikke herske over en kristen (Rom 6,12), for det kan ikke forenes med nådens stand og driver Helligånden ud, jf. Rom 6,14. Det faktum, at helliggørelsen altid er ufuldkommen, må ikke blive en undskyldning for at forsømme helliggørelsen. Den sande kristne stræber efter fuldkommenhed.

Om gode gerninger:

Deres kvalitet:

Det gøres efter Guds lov som rettesnor (Matt 15,9; mark 7,7)
De gøres af en villig ånd af kærlighed til Gud og ens næste (Rom 13,10; Matt 22,37; Rom 12,1)

Sammenligning af kristnes gode gerninger og de vantros borgerlige retfærdighed:

Vantro, selvom de af nature gør lovens gerninger (Rom 2,14) er de stadig døde i deres overtrædelser og synder (Ef 2,1).
Den kristnes gode gerninger er, selvom de er mangelfulde både hvad angår overensstemmelse med loven og åndens villighed, så bliver dog prist højt af Skriften (Kol 1,4). Årsagen er, at synden i dem fortsat tilgives( 1 Joh 2,1-2).

Belønningen for gode gerninger, som Gud lover både i tiden og evigheden (1 Tim 4,8), er en nådeløn. Franz Pieper siger det på denne måde: ”Den som giver Gud en regning for sine gode gerninger, indgiver dermed sin anmodning om udelukkelse fra Guds rige, for i Guds rige gælder nåden alene”.

Romerbrevet 6:1-23 (hør som lydfil nederst)

5. januar 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Helliggørelse – en frugt af retfærdiggørelsen

Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? 2 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?

Apostlen har færdiggjort sin behandling af retfærdiggørelsen og behandler nu den indvending, at retfærdiggørelsen af nåde alene skulle føre til et umoralsk liv og at man bliver ligeglad med synden og bliver i den. Den indvending kender vi måske også, når vi klart bekender læren om retfærdiggørelsen af nåde for Kristi skyld alene. Der må føjes mere til – ellers forbliver mennesker i synden. Evangelikale, pietister og romersk-katolske tror ikke på evangeliets kraft til at forandre mennesker – de vil have loven landet ind i evangeliet og frembringe gode gerninger med den – fordi de ikke stoler på, at det frie evangelium virkelig forvandler mennesker. De vil ikke have en billig, men en dyr nåde, siger de. Men den billige og den dyre nåde er egentlig to sider af samme sag – det er begge en lovisk nåde. Spørgsmålet er blot, hvor lidt/meget, den kræver. Den billige nåde er ligeglad med synden og vil blive i den. Den dyre nåde, tror, at den kan slippe ud af synden eller i hvert tilfælde hjælpe til. Men den gratis nåde forvandler kolde og hårde menneskehjerter til kødhjerter.
Det er disse loviske mennesker, som spørger: kan vi så bare blive i synden. Det gamle menneske vil kun gøre det nødvendige til selvfrelse, da det ikke elsker Gud, men kun sig selv. Derfor spørger det uigenfødte menneske: hvor lidt kan jeg nøjes med. Dem, som ikke vil have syndernes forladelse, men syndernes tilladelse er dybest set loviske og viser, at de ikke har forstået nåden. Derfor reagerer Paulus skarpt og svarer: Nej! En kristen er død fra synden, tilgivet synden og skylden. Derfor tjener en kristne ikke længere synden. Han er dø med Kristus og tilregnet hans død

3 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? 4 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. 5 ¶ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, 6 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. 7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden*. 8 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, 9 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. 10 Thi det, han døde, døde han én Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. 11 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
Dåben forbinder os med Kristi død, så hans død og begravelser er vores død og vores begravelse. Vi er døde fra synden, fordi vier er døde fra skylden. Da Jesus døde betalte han syndens straf og fjernede vores skyld. Når vi ved dåben har del i Jesu død, er vore overtrædelser tilgivet (Kol 2,12) og derfor er vi også oprejst med ham, som ved sin opstandelse blev benådet som vor stedfortræder. Ligesom han lever og er retfærdiggjort fra synden, som blev tilregnet ham, sådan skal vi også leve etnyt liv, hvor skylden, som skilte os fra Gud er borte og vi kan elske og tjene Gud i kærlighed. Vi er nemlig retfærdiggjort fra synden (beærk problematisk oversættelse i 1992-oversættelsen), fordi vi er døde med Kristus. Det er retfærdiggørelsen, der er grundlagt for, at vi nu kan elske Gud. Som Jesus fik vores synd ved sin død og døde vores død, sådan får vi nu hans død og hans opstandelse i dåben, så hans stedfortrædende død og opstandelse bliver vores. Og har vi den, så skal vi også leve et helt nyt liv.

Det gamle menneske blev korsfæstet med Kristus, blev slået ihjel, fordi vi er døbt til hans død. Derfor skal vi ikke længere tjene synden, men anse os for at være døde fra synden. For gamle Adam, der var syndens slave er korsfæstet og et nyt menneske er blevet til.

Kristus havde stået i relation til synden og båret byrden af al vores synd og skyld, da han døde én gang for synden. Nu er synden og skylden slettet fra ham, den har ingen magt over ham mere, som den havde magt over ham, da den knuste ham på korset og slog ham ihjel. Nu har han besejret synden og skylden og dens magt. Hans samvittighed er ren fra den, synd, som lev lagt på den og han kan leve for Gud i kærlighed. Sådan er vi også levende for Gud.

I stedte for at lægge loven til som noget, der skal supplere evangeliet og fremdrive gode gerninger, henviser Paulus altså til dåben, hvor vi er retfærdiggjorte, forenede med Kristus ved hans død og opstandelse, så skylden og syndens magt er borte og vi kan leve et nyt liv ved Kristi opstandelse, hvormed han besejrede synden og skylden for os som vores stedfortræder.

12 ¶ Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer; 13 fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende, og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud. 14 Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.

Dette er den praktiske konsekvens af det foregående. Efterosm den troende er forenet med kristus med frugten af hans død og opstandelse ved dåben, må de bryde med synden. Synden er stadig i menneskelegemet. Den kristne er altså ikke pludselig blevet syndfri. Selvom der er et nyt menneske, som lever for Gud, er synden der stadigvæk. Men den skal ikke længere herske. Den skal ikke længere kunne bruge menneskelegemet i uretfærdighedens tjeneste, men vores legeme skal i stedet være retfærdighedens våben og redskab, fordi vi er døde fra synden og opstået med Kristus, fordi vi er levendegjort fra at være døde i synden. Der er altså to sider af helliggørelsen: 1. at dræbe synden og kontrollere den; 2 at leve for Gud sig stille sig til rådighed for retfærdigheden. Vi er levendegjort fra den åndelige død ved genfødslen 8Ef. 2,1)

Vi får altså ikke det nye liv ved hjælp af loven strusler eller vores egen kamp mod synden. Nej, men fordi vi er under nåde, er vi også gjort åndeligt levende, så vi ikke mer elsker synden. For loven med dens trusler kunne ikke fjerne synden. Den kunne kun gøre synden større. Den, som forsøger at leve efter loven vil blot hade Gud mere og mere og elske sig selv mere og mere. Først når skylden er væk og vi har fået et nyt liv – er blevet opvakt fra vores åndelige død, kan vi begynde at tjene Gud. Loven kræver alt af os, men giver os ingen kræfter til at efterleve den. Evangeliet, nåden, kræver intet, men giver os både viljen og kraften til at tjene Gud. Er man kommet til tro på evangeliet, så ønsker man også at tjene Gud og tager kampen op mod kødet, så man dagligt slår det ihjel, så et nyt menneske kan opstå. Se katekismens forklaring af, hvad dåben betyder:

For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?
Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.
Hvor står det skrevet?
Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: “Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at, at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”

I Tjeneste for retfærdigheden
15 ¶ Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra! 16 Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? 17 Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne. 18 Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.

Apostlen vil igen afvise en misforståelse, nemlig dén, at nåden giver én tilladelse eller licens til at synde. Skal vi synde, fordi loven ikke længere er herre over os? Skal vi overtræder Guds bud, fordi vi ved, at vi retfærdiggøres af guds nåde alene. Igen afviser apostlen denne ide. Og han argumenterer med, at at man er en slave af dén, man tjener, hvad enten det er synden eller retfærdigheden. Vil man lade synde herske i sit legeme, da bliver man igen syndes træl. Frihed til at synde er ikke frihed. Det er ikke frihed fra loven, men trældom under synden. For da gøre man, hvad der er syndes og djævelens vilje. Du har ikke valget mellem din egen, Guds og syndes vilje, men kun mellem syndens og Guds vilje. Og underkaster du dig igen syndes vilje, så du gør synden, da vil du ikke være hersker over synden, men synden vil herske over dig. Lader du synden herske over dig, da bliver det til død og ikke til retfærdighed. Dén, der tjener synden er mere bundet end den, der tjener retfærdigheden. For retfærdighedens tjenere er vi blevet af hjertet. Det er ltså ikke ved lovens ydre tvang og trusler, vi er blevet lydige mod evangeliets lære, men af hjertet. Lydigheden af hjertet mod evangeliets lære, er intet andet end troen. Og det er troen, som også sætter fri fra synden og giver kærlighed til retfærdigheden, så vi bliver retfærdighedens tjenere. Vi er sat fri fra synden, fordi vi er sat fri fra skylden, så vi nu kan være retfærdighedens tjenere.

19 Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse! 20 ¶ Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden. 21 Hvad for Frugt havde I da dengang (af) Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død. 22 Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; 23 thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et , evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Paulus har brugt det stærke udtryk, “retfærdighedens tjener/slave”. Dette udtryk “slave” bruges ellers først og fremmest negativt, selvom paulus har lagt en positiv betydning i, ved at skrive “af hjertet”. Paulus har brugt udtrykket for at gøre sagen klar for sine læsere, hvis kød er skrøbeligt. Som hedningekristne, som flere af dem var, havde de en tilbøjelighed til at misbruge evangeliet til kødelig sikkerhed og umoral, og det var derfor nødvendigt at bruge dette ligefremme sprogbrug, at de bliver syndens trælle, hvis de stiller deres legemer til rådighed for synden.

Da de var hedninger, stillede de deres legemer til rådighed for synden, som både er urenhed og lovløshed. Som urenhed, besudler den sjæl og legeme og som lovløshed er den et brud på Guds lov. Modsætningen til lovløshed er retfærdigheden og modsætningen til urenhed er helliggørelsen. De kristne skal fremstille deres legemer som retfærdighedens tjenere til helliggørelse, dvs. til forbindelse med Gud, som Guds tempel.

Da vi var syndens tjenere, var vi frie overfor retfærdigheden – ikke i objektiv forstand. Gud vil stadig holde enhver synder ansvarlig for sin uretfærdighed. Men man var fri i den forstand, at man ikke tjente retfærdigheden, men synden. Synderen følte sig ikke bundet af retfærdigheden, men var fri fra denne.

Hvilken frugt havde de – ingen. Der kom intet af de ting, som de nu skammer sig over. Urenheden satte ingen gode frugter gav dem intet godt. Synden gavner os ikke, som det loviske menneske tror, som bilder sig ind, at synden er gode ting, som gud ikke under os. Synden fører intet godt med sig. Og enden på synden er død, ikke blot den legemlige død, men også den åndelige og den evige død.

Nu, da de er blevet Guds tjenere, er frugten deraf ikke døden, men evigt liv. Den, som er blevet lydig mod evangeliet, dvs. kommet til tro, får evigt liv. Men indtil det evige liv kommer, er frugten helliggørelse. Her i livet er den første frugt, at helligånden tager bolig i os og vi helliggøres – renses fra synden til at være Guds bolig. Og dernæst er frugten i sidste ende evigt liv. Det evige liv er altså ikke frugten af helliggørelsen, men de er begge frugter af, at vi er gået fra at være syndes slaver til at være Guds slaver ved troen. Helliggørelsen er en proces, som følger af, at vi én gang er gået fra at være syndens slaver til at være slaver af Gud og hans lære, dvs. at vi er kommet til tro og er blevet retfærdiggjorte.

Nu bruger Paulus begrebet “løn” eller sold, som resultatet af synden. Den, som er under syndens herredømme får døden, den evige død som sin velfortjente løn. Det modsatte er dog ikke tilfældet. Det evige liv er ikke en løn, en betaling for det retfærdige liv, men Guds nådegave. Der står ikke blot syndernes løn, men syndens løn. Det er ikke blot de enkelte gerningssynder, der fører til død, men det er grundsynden, arvesynden. Et liv under syndens herredømme fører altså til, at vi får som fortjent, mens et liv i troen fører til evigt liv, som en gave fra Gud.

Et stråmandsargument

13. november 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På Bloggen Simonster kan man læse om to måder at se kirke og Guds rige på. den ene fokuserer på kirken som et arbejdsfællesskab og den anden på skyld og tro på evangeliet. Simonster argumenterer for, at disse to sider skal forenes.

Her er det så jeg spørger, om der er ret mange konservative kirkelige retninger, der er uenige i dette? Hvem er det, der slet ikke mener, at kirken er et arbejdsfællesskab? Hvem er det, det kun vil forkynde om syndernes forladelse og ikke om helliggørelse? Spørgsmålet er, om ikke Simonster her sætter en stråmand op, som han derefter skyder ned. En stråmand, som nogle kan få indtryk af, er gammel luthersk kristendom. Det er det heldigvis ikke. Ved hjælp af denne stråmand undgår Simonster at taget stilling til det egentlige spørgsmål: hvordan hænger disse to ting sammen. Eller rettere: han camouflerer, at det er her, hans problem ligger.

For er spørgsmålet ikke netop, hvordan de to sider af kristentroen skal forenes? Om hvad der er årsag og hvad der er virkning. Det er sandt nok, at den nye lydighed og helliggørelsen mange steder i Folkekirken fornægtes (se f.eks. min dokumentation her). Men det er nogenlunde de samme steder, hvor synden, Guds vrede og syndernes forladelse for Kristi skyld er forsvundet. Der er altså tale om en falsk modstilling.

Problemet ved indlægget på Simonsters blog er den tilsyneladende grundlæggende mistillid til, at evangeliet om syndernes forladelse rent faktisk fornyer menneskehjerterne og giver frimodighed til at tjene: “Konsekvenserne for denne tænkning medfører let at kirkens medlemmer bliver siddende på deres flade og håber på at Gud vil sende arbejdere ud som kan forkynde evangeliet.”

Medfører fokus på syndernes forladelse virkelig, at mennesker bliver dovne? Eller er det snarere sådan, at alene evangeliet om syndernes forladelse kan forny menneskehjertet og give mennesker glæde over Guds vilje og frimodighed til at tjene Gud og deres næste. Til slut skriver Simonster igen: “Problemet med den sidste “tese” er der stadig. Nåden kan stadig blive en sovepude.”

Jo, hvis det reelt ikke er nåden, der forkyndes, men blot syndernes tilladelse, så kan den falske nåde måske blive en sovepude. Men det skyldes jo faktisk, at det ikke er nåden og syndernes forladelse, der forkyndes, men Guds ligegyldighed.

Men hvis loven forkyndes, så mennesker dagligt erkender, at de er syndere; og hvis evangeliet forkyndes, så de dagligt fortrøster sig til syndernes forladelse for Kristi skyld, så vil der også dagligt opstå et nyt menneske som tjener Gud i hjemmet, kirken og samfundet.

Evangeliet skal ikke fuldendes af loven. Den sande tro er ikke en død tro, som skal have livet og de gode gerninger lagt til. Den sande tro er virksom i kærlighed. Troen frelser uden gode gerninger, men troen er aldrig uden gode gerninger. Når man i stedet vil “kombinere” retfærdiggørelse og helliggørelse, afslører det, at man egentlig tror, at troen ikke er virksom i gode gerninger. Det var netop den tanke, den lutherske kirke gjorde op med i Romerkirken.

Desværre har den pietistiske arv mange steder medført, at man tror, at loven kan frembringe gode gerninger og at evangeliet ikke gør det. Men loven kan kun vise mennesker at de er syndere, eller – brugt forkert – bilde mennesker ind, at de ikke er det.

Hvis loven derimod bruges rigtigt, og evangeliet ligeså, så vil mennesker tro, og i kærlighed til deres frelser og de mennesker, han har frelst, tjene ham og deres næste. Det er rigtigt, at budene naturligvis også skal være rettesnor for den kristne (lovens 3. brug). Men motivationen og kraften må komme fra evangeliet om syndernes forladelse.

Vil man derfor have kristent liv og gode gerninger, skal man fokusere på skyld og tilgivelse og stole på, at det også giver kraft og vilje til at tjene Gud og medmennesker.

Filip Melanchthon skriver i slutningen af Den Augsburgske Bekendelses artikel 20 om forholdet mellem tro og gerninger: Heraf ses det let, at denne lære ikke bør anklages for at forbyde gode gerninger, men at den langt snarere bør roses, fordi den viser, på hvilken måde vi kan gøre gode gerninger. Og det er netop, hvad den lutherske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse gør: Den gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger ved at fokusere på Kristi gerning for os.

Desværre florerer der en myte om, at lutheranere ikke har meget at sige om helliggørelse og gode gerninger. Det er heldigvis forkert. Den lutherske lære – som også er Biblens – er den eneste lære, som rent faktisk gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger, fordi den befrier mennesker fra lovtrældom, så de kan tjene Gud af kærlighed og ikke af frygt for loven. Jeg kan anbefale at læse hele den Augsburgske bekendelses artikel 20, som handler om forholdet mellem tro og gerninger samt konkordieformlens artikel IV, som også omhandler de gode gerninger.

Vil man have mennesker til at gøre gode gerninger, må man altså først og fremmest fokusere på evangeliet om syndernes forladelse – for det er det, der sætter mennesker i stand til at tjene Gud og deres næste.

Et yderligere problem i blogindlægget er, at begrundelsen for det hele tilsyneladende er, at “de unge” ikke er tilfreds med fokus på retfærdiggørelsen: “Mange unge føler at kirken ikke taler deres sprog. Kirken forstår ikke at Biblen er meget mere end retfærdiggørelse og syndernes forladelse.”

Men at prædike helliggørelse for at få folk (også unge) i kirke er at sammenblande lov og evangelium. Mennesker, der ikke kommer i kirke skal ikke høre om troens frugter, men loven og evangeliet. Hvis de ikke finder syndernes forladelse relevant, må de høre loven, indtil de gør.

Desværre hører man alt for ofte, at syndernes forladelse prædikes, uden at der først prædikes om synd (se f.eks. denne analyse af en artikel i IMT, der fremstiller denne falske bodslære); og så bliver syndernes forladelse netop irrelevant.

Når man vil begynde med at prædike Guds kærlighed og ikke Guds retfærdige dom, bliver mennesker ikke tørstige efter evangeliet.

Da vil de i stedet søge noget mere end evangeliet, som kan overbevise dem om, at de står i Guds nåde. Da vil enhver helliggørelsesprædiken blive brugt til at retfærdiggøre sig selv.

Eller også bruger de netop den falske “nåde” som sovepude, fordi man reelt ikke ved, hvad man er benådet fra og derfor reelt heller ikke tror på syndernes forladelse.

At lokke mennesker i kirke med tale om helliggørelse og kirken som arbejdsfællesskab gør dem kun til farisæere, som forhærder sig mod loven, evangeliet og sand helliggørelse.

Men lokkes mennesker i kirke ved at loven gør evangeliet relevant, da vil kirken også blive helliggjort og arbejde på at evangeliet må forkyndes for flere.

Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

Læren om helliggørelsen

Romerbrevet 6:1-23 (hør som lydfil nederst)

Et stråmandsargument

En luthersk kirke

Kom eller kontakt os

Næste gudstjenester