For 475 år siden d. 30. oktober 1536 afholdte sejrherren i Grevens fejde, kong Christian d. 3. et rigsmøde på Gammeltorv i København med repræsentanter for rigets stænder. Her indførtes officielt reformationen i Danmark. Det skete dagen før årsdagen for reformationens begyndelse d. 31. oktober 1517, da Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.
Reformationen havde været på vej længe i Danmark. I 10 år havde katolske og lutherske menigheder eksisteret side om side med kongens tilladelse. Forinden var reformationen allerede blevet indført i Sønderjylland gennem hertug Christian – den senere kong Christian d. 3.
Begge de stridende konger i grevens fejde var overbeviste lutheranere, selvom Christian d. 3. fik støtte fra de katolske. Gennem ordets forkyndelse havde lutherdommen bredt sig på trods af den romersk-katolske kirkes modstand.
Men på rigsmødet d. 30. oktober blev de romerske biskopper afsat og fængslet – og reformationen blev indført. Fremtrædende evangeliske prædikanter blev gjort til superintendenter og reformerede langsomt sognene. Peder Palladius’ visitatsbog er et vidnesbyrd om det arvbejde der var med at få reformationen ført igennem også .
Reformationen havde stor samfundsmæssig betydning – men den største betydning var og er den åndelige betydning.
Romerkirken bekendte sig til troen på menneskets frie vilje og den deraf følgende tro på, at mennesker kunne medvirke til deres egen frelse. Martin Luther opdagede Skriftens lære om, at menneskets vilje er bundet af synden og at mennesket ikke formår at gære noget som helst til sin frelse. Han opdagede også, at retfærdiggørelsen består i, at mennesket bliver tilregnet Kristi retfærdighed ved troen og dermed bliver tilgivet og regnet retfærdig af Gud. Frelsen kommer fra Gud alene uden nogen menneskelig fortjeneste.
Frelsen skyldes Jesu stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og Jesu stedfortrædende død under Guds dom og vrede, hvor han bar den straf, alle mennesker fortjente for vores synd. Med sin lidelse og død overvandt Jesus Guds dom og vrede og opstod sejrrigt på tredjedagen, da Gud erklærede ham retfærdig som vore stedfortræder. Det er dét evangelium, romerkirken havde undertrykt og som atter blev forkyndt efter rent og klart efter reformationen.
Ved reformationen genopdagede lutheranerne også Biblen som den eneste kilde og norm for kristen tro og lære. Romerkirken hævdede, at Biblen var både uklar og utilstrækkelig til at fastslå, hvad den rette lære er. Derfor måtte traditionen og paveembedet træde til go hjælpe med at give den rette fortolkning af Biblen. Martin Luther forsvarede sammen med de øvrige lutheranere, at Biblen både er klar og tilstrækkelig til at afklare alle lærespørgsmål.
Desværre er reformationens budskab forsvundet ud af de fleste danske kirker.
Blandt liberalteologer i folkekirken fornægtes Biblen som eneste kilde og norm for kristen tro og lære. Man benægter Biblens guddommelige oprindelse og dermed såvel dens ufejlbarlighed som dens klarhed og tilstrækkelighed i lærespørgsmål. Biblen bliver ikke andet end mulige illustrationer for prædikantens egne lommefilosofiske betragtninger – som regel under inspiration fra tidsånden.
Samtidig benægter eller fortier man menneskets syndighed og Guds hellige vrede over synden, som gøre Jesu død og retfærdiggørelsen nødvendig.
Et eksempel herpå er velsignelsen af homoseksuelle partnerskaber, som er en fornægtelse af Guds bud til fordel for en velsignelse af synden. Man bilder sig ind, at evangeliet kan bruges til at fjerne lovens krav og Guds hellighed. Men lovens krav og Guds hellighed er forudsætningen for, at man overhovedet kan forstå evangeliet.
Evangeliet er ikke budskabet om, at Gud er ligeglad med synden eller at Gud tillader og velsigner synden. Evangeliet er budskabet om, at Gud har frelst os fra sin egen vrede og dom over synden ved at lade sin kære Søn tage straffen i vores sted. Uden Lovens forkyndelse af Guds dom over vores syndighed, er der intet tilbage af evangeliet. Det bliver en blåstempling af vores syndige oprør mod Gud. Liberalteologien er dybest set farisæisme, som gør Guds tilgivelse til en ret, vi mennesker har – og dermed er den ikke nåde længere.
Men hvad med folkekirkens højrefløj? Her har man nok lidt mere respekt for Biblen og ynder da også at smykke sig med bibel- og bekendelsestroskab. Men her ligger man ofte, når det gælder både synet på frelsen og synet på Biblen tættere på Romerkirken end på de gamle lutheranere. Man lader sig gerne inspirere af amerikanske evangelikale især hvad angår missionsmetoder, som bygger på troen på menneskets frie vilje i omvendelsen.
Højrefløjen har også sin oprindelse i pietismen, som på mange måder repræsenterede en tilbagevenden til romerkirkens lære i synet på både syndefaldet og nåden. Når det gælder bibelsynet ligner højrefløjen også romerkirken. I realiteten benægter man Skriften som klar og tilstrækkelig til at afgøre alle lærespørgsmål.
Det er baggrunden for, at man gerne samarbejder med evangelikale fra andre kirker, på trods af læremæssige uenigheder. Mens man mener næsten at kunne afgøre, hvem der er sande kristne, som man kan samarbejde med, så mener man ikke at kunne afgøre med sikkerhed, hvad sand kristendom er.
Det er efter min mening en væsentlig grund til, at postmodernismen har fået så stor indflydelse på højrefløjen. Man har allerede banet vej for den ved at underminerer synet på Skriftens klarhed.
Det er også n af grundene til, at der er unge pietister, der går til Romerkirken i disse år.
Når man i forvejen ikke tror på Biblens klarhed og tilstrækkelighed og i forvejen ikke har et klart blik for den bibelske retfærdiggørelseslære, så er vejen ikke så lang. Det, man synes at mangle i folkekirken er konsekvens og en klar autoritet i moralske og læremæssige spørgsmål. Og man har allerede fået undermineret tilliden til Skriftens klarhed og tilstrækkelighed. Det rene evangelium har man aldrig rigtig forstået, fordi pietistiske prædikanter har haft travlt med at sørge for, at man ikke kom til at bruge nåden som en sovepude eller fordi man løb efter den sidste nye evangelikale helliggørelsestrend med ”the magic bullet” som skulle give et sejrrigt kristenliv, vækkelse eller missionsresultater.
Og har de endeligt forkyndt lov og evangelium, har det æret efter et pietistisk skema med 90 % forkyndelse af ”lov”, som skulle fordømme og 1 % evangelium og 9% appel til omvendelse, hvormed man tog evangeliet fra mennesker igen.
Evangelisk og bibelsk nådemiddelkristendom, hvor der både forkyndes om, hvad Jesus har gjort og hvordan han uddeler nåden her og nu i sit ord og sine sakramenter, er et sjældent syn.
Der er med andre ord hårdt brug for, at reformationens budskab genopdages i Danmark her 475 år efter dens officielle indførelse. Man kan ikke forvente reformatorisk kristendom i folkekirken. Men ligesom den lutherske kristendom på reformationstiden bredte sig i begyndelsen udenom kongemagt og statskirke, sådan kan man håbe på, at der er mennesker, der igen får syn for både evangeliets og Skriftens klare lys. Glædeligt reformationsjubilæum.
(For en kort gennemgang af reformationshistorien i Danmark, se M. Schwarz Lausten: Kirkens Historie i Danmark fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers forlag 1999.