Jeg fortsætter her argumentationen for, at pavedømmet er antikrist – eller det vil sige, at jeg også i dette indlæg fortsat beskæftiger mig med det metodiske spørgsmål om, hvordan og på hvilket grundlag, vi kan træffe denne slutning. I sidste indlæg fastslog jeg, hvilke bibeltekster, der kan bruges til at afgøre spørgsmålet. Hovedbibelteksten (sedes doctrinae) er 2. Thessaloniker 2,1-12 og dertil kommer supplerende tekster i 1. Johannesbrev og Daniels Bog.

Herudfra kan vi udlede, hvad der kendetegner antikristen – hvad definitionen på antikristen er.

Spørgsmålet er så, om vi også kan afgøre, hvem der rammes af denne definition. Ofte, når vi taler om at drage slutninger fra observationer, taler vi om det, der hedder induktion, det vil sige, at man ud fra enkeltobservationer slutter til en generel regel. Sådanne slutninger er altid usikre og kan aldrig give fuld vished. Sådan er f.eks. naturvidenskabens slutninger fra observationer.

Spørgsmålet er, om læren om antikrist også bygger på sådan en usikker induktions-slutning, fordi den bygger på observationer.

I sit udmærkede essay om antikristen, forklarer P.E. Kretzmann med en henvisning til denne bog om induktion (§10 s. 16 f), at der ikke er tale om at udlede en generel regel af enkelte observationer, som når man normalt taler om induktion. I stedet kan man sammenligne den logiske slutning med, at man definerer en ø som et stykke land, man kan sejle rundt om. Dernæst ser man et stykke land, som man sejler rundt om og konkluderer, at det er en ø. Dette er en en logisk slutning baseret på det logiske grundprincip A=A (identifikationsprincippet), hvor definitionen på antikristen er den ene præmis og den faktisk observation heraf, er den anden præmis. Her er ikke tale om at opstiller en hypotese eller teori på baggrund af nogle observationer.I stedet er der tale om, at hvis pavedømmet opfylder kriterierne for at være antikrist ifølge Biblen, så er pavedømmet med sikkerhed antikrist.

Det kan sammenlignes med Jesu første komme. Her kunne jøderne også vide med sikkerhed, at Jesus var messias, fordi han opfyldte løfterne i det Gamle Testamente. Det fremgår bl.a. af Matthæus 11,2-6: Mat 11:2 Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple afsted for at spørge Ham:  Mat 11:3 “Er Du “DEN, SOM KOMMER”, eller skal vi vente en anden?” Mat 11:4 Jesus svarede da og sagde til dem: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Mat 11:5 blinde ser, og lamme går omkring, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og “Evangeliet forkyndes for fattige”! Mat 11:6 Og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!” (Wierøds oversættelse)

for at kunne afklare spørgsmålet om, hvorvidt pavedømmet er den i Skriften forudsagte Antikrist, må vi altså først afklare, hvad der kendetegner antikristen og dernæst, om pavedømmet, som det fremtræder, lever op til denne definition.

Jeg vil først skrive om Antikrist i Biblen og dernæst behandle pavedømmet for dernæst at se, om vi kan drage den konklusion, at pavedømmet er antikrist.

De to spørgsmål mange konservative i en luthersk tradition i Danmark og Norden oftest har problemer med i konkordiebogen, er dennes lære om, at Paven er antikrist og læren om, at den uskyldige part i en skilsmisse kan gifte sig igen. Jeg er overbevist om, at konkordiebogen har helt ret i begge spørgsmål. Jeg behandler først spørgsmålet om pavedømmet som antikrist i en række indlæg og dernæstspørgsmålet om vielse af fraskilte.

Jeg vil i dette første indlæg skitsere, på hvilket grundlag, sagen kan afgøres. Men først vil jeg lige afvise nogle mulige misforståelser.

Nogen vil muligvis indlæse en tro på, at jeg ved at hævde, at pavedømmet er antikrist, dermed også mener, at paven på en eller anden måde vil blive en jordisk verdenshersker kort før Jesu genkomst. Det skyldes, at man indlæser det mest udbredte syn på antikristen i mit syn, nemlig at antikrist skal være en sådan verdenshersker. Det er ikke noget, jeg mener, der er grundlag for at konkludere med sikkerhed. Som det vil vise sig i den senere argumentation, er beskrives antikristen ikke i de normative bibeltekster som en verdenshersker, der først opstår kort tid før Jesu genkomst, men som en vranglære, der skal forføre mennesker i store dele af kirkens tid.

For en god ordens skyld vil jeg også indledende slå fast, at indtil for 100-150 år siden var det fælles for alle protestanter at hævde, at pavedømmet er antikrist, mens pavedømmet hævdede, at antikrist først opstod kort tid før Jesu genkomst.

Nå, men tilbage til grundlaget for at afgøre spørgsmålet.

Mange vil nok overveje først at gå til Johannes Åbenbaring. Der er dog gode grunde til ikke at begynde her. For det første er Johannes’ Åbenbaring et af de i oldkirken modsagte skrifter. Ligesom der var skrifter i det gamle testamente, som man ikke var sikre på (de apokryfe) var der også en række nytestamentlige Skrifter, som  blev taget med i Biblen, men som man i oldkirken var i tvivl om og derfor benævnte de modsagte skrifter (antilegomena). Denne skelnen imellem Skrifter i det Nye Testamente er ikke så kendt, men den er ikke udtryk for bibelkritik, sådan som man måske kan få indtryk af. Der er tale om, at man ikke mener, at kirken har nogen autoritet til at fastlægge kanon, men kun kan bevidne, hvad der har været kanon fra begyndelsen. De skrifter, der er uimodsagte i oldkirken er enhver kristen bundet til. Men de skrifter, hvorom der er tvivl, har kirken ingen myndighed til at binde samvittighederne til. Derfor kan man ikke bygge lære på Johannes Åbenbaring. Det samme gælder i øvrigt Hebræerbrevet, Jakobs Brev, Judas’ brev, 2. og 3. Johannesbrev og 2. Petersbrev.  Det er også i denne sammenhæng man skal se Luthers udtalelser om Jakobs brev, der ofte misforstås som bibelkritik.

Derudover er Johannes Åbenbaring et apokalyptisk og billedligt skrift. En god hermeneutisk regel er, at billeder altid skal forstås ud fra ligefremme skriftord, da billedtale er uklar, når den ikke forklares.

Johannes’ Åbenbaring kan på den baggrund ikke bruges til at bevise læren om antikrist, men alene til at illustrere den lære, der fremgår af klare skriftsteder i bøger, der ikke er modsagte.

Antikrist nævnes også i et andet modsagt skrift, nemlig 2. Johannesbrev 1,7. Dette skriftsted, som dog ikke siger meget mere end hvad der fremgår af 1. Johannesbrev kan derfor også kun bruges til at bekræfte læren og ikke til at grunde læren om antikrist.

Når der gælder Daniels bog, så er det ikke et apokryf skrift, men det er billedtale, som må ses i lyset af de direkte udsagn om antikristen.  Læren om antikrist skal derfor heller ikke i første omgange etableres på baggrund af Daniels bog. Daniels bog nævner dog antikrist flere steder ( bl.a. kap 7, 8 og 11)

Men hvor skal vi så søge læren om antikrist?

De tilbageværende tekster, der tale om antikristen er 2. Thessalonikerbrev 2,1-12; 1. Johannesbrev 2,18; 2,22 og 4,3. Disse vers taler alle om antikrist. Af disse er 2. Thessalonikerbrev 2,1-12 den tekst, der har antikristens komme som sit tema, mens de andre tekster nævner antikristen i forbifarten. 2. Thessaloniker brev 1,12 (men særligt v3-8) tjener derfor som basis (sedes doctrinae) for læren om antikrist, mens teksterne fra 1. Johannesbrev og Daniels bog giver supplerende oplysninger, mens de modsagte skrifter kan bekræfte og bevidne den lære, vi finder i de klare og sikre skrifter.

Jeg når ikke mere i aften. I næste indlæg vil jeg skitsere, hvordan vi kan bruge historiske fakta i bevisførelsen uden at der bliver tale om en usikker afgørelse af, om pavedømmet er antikrist. Der er nemlig ikke blot tale om en usikker historisk bedømmelse, men om et lærespørgsmål, som kan afgøres med sikkerhed, ligesom det kan afgøres med sikkerhed, at Jesus af Nazareth er den i det Gamle Testamente lovede Messias, fordi han opfyldte løfterne heri.