I de forgående indlæg om emnet har jeg vist, at det almindelige præstedømme ikke er ensbetydende med, at alle skal prædike i menigheden (1. del), samt at man faktisk ikke må prædike, undervise eller forvalte sakramenterne i menigheden, hvis man ikke er kaldet til prædikeembedet af Gud gennem menigheden (2. del).

Spørgsmålet er så, hvilke praktiske konsekvenser dette bibelske og lutherske syn på forkyndelsen og embedet får. Jeg kan ikke her komme ind på alle konsekvenser, men kan i hvert tilfælde ridse nogle få op.

Det ligger naturligvis i det foregående, at ikke-kaldede ikke må forkynde i menigheden eller forvalte sakramenterne. Men hvornår gør de så dette? Og er der undtagelser?

Normale omstændigheder

Det første, jeg vil se på, er det, man kunne kalde normale omstændigheder. Altså, hvor der ikke er tale om nødsituationer. Prædikeembedet er et embede, hvis formål er at forkynde ordet, undervise og forvalte sakramenterne i og på vegne af menigheden. Samtidig har ethvert medlem af menigheden ret og pligt til at bekende troen for verden. Men hvornår gøres det ene og hvornår det andet?

At prædike i f.eks. gudstjenesten kommer åbenlyst ind under prædikeembedet. I nogle kirker har man den praksis, at f.eks. teologistuderende kan prædike. Det var f.eks. tilfældet i den evangelisk-lutherske Frikirke, hvor jeg var praktikant i min studietid. Man argumenterer så med, at hvis præsten læser manuskriptet, er det på hans ansvar, der forkyndes.

Men prædikeembedet er ikke blot et hyrdeembede, som har ansvaret for, hvad der prædikes. Det er, som tidligere vist, et prædikeembede, hvis opgave er rent faktisk at prædike. Den, der derfor prædiker uden et kald, forbryder sig mod Guds ordning. Det må jeg erkende, at jeg selv har gjort, selvom jeg også forsøgte at dække mig bag den førnævnte argumentation.

Det er interessant, at ifølge Danske Lov, skulle studerendes øvelser i prædiken foretages i gymnasium og på universitetet for professorerne og ikke for menigheden. Da det handler om evigt liv eller evig fortabelse, skal menighedenheller ikke være en prøveklud for studerende. Det kan måske gå, hvis man skal have klippet hår, men ikke når det handler om forkyndelse af lov og evangelium.

Det er altså den klassiske lutherske skik, at man først prædiker, når man har modtaget et ret kald.

I nogle kirker er det praksis, at f.eks. en kordegn kan hjælpe til med uddeling af nadveren. Jeg har også selv hjulpet til ved uddeling under mine studier i USA, mens jeg endnu var uordineret.

Til gengæld vil man de fleste steder ikke praktisere, at lægmænd kan indvie brød og vin. Men disse to ting kommer teologisk set ud på et.

Ordinationen giver ikke en særlig indre kraft til f.eks. at indvie brød og vin. Menighedens kald, som bekræftes offentligt ved ordinationen, giver en myndighed til at forvalte sakramenterne i menighedens forsamling. At uddele nadveren er at forvalte nøglemagten. Når Jesu legeme og blod gives til den enkelte, tilgives den enkeltes synder. At en lægmand gør det, er altså at tiltage sig en myndighed, vedkommende ikke har fået gennem menighedens kald. Jeg må derfor også erkende, at det var forkert af mig at deltage i nadveruddeling uden et ret kald til embedet.

Det har også været praksis mange steder, at en lægmand i præstens fravær læste en prædiken. Sådan er det skik mange steder på Færøerne og også i Den evangelisk-lutherske Frikirke. Jeg vil længere ned vende tilbage til spørgsmålet om nødsituationer, så her handler det om normale omstændigheder, hvor sjælenes frelse ikke er på spil og kan sætte den normale ordning ud af kraft.

Ligesom når det gælder praktikanter, må det her gælde, at det er præstens opgave at prædike. I lutherske kirker på reformationstiden brugte man nogle steder at recitere katekismen i fællesskab, når præsten var bortrejst. Det kan være et godt alternativ til læseprædikener, når præsten ikke er væk i længere tid.

I dag er mulighederne bedre og man kan f.eks. bruge en cd-prædiken, hvor det faktisk er præsten, der prædiker. Men under normale omstændigheder bør man for mig at se ikke bruge læseprædikener, da det at prædike, uanset om det er en andens eller ens egen prædiken, hører til prædikeembedet, som netop er et forkynderembede.

Prædikeembedet er også et lærerembede. Når det gælder den almindelige menighedsundervisning, må den dermed også falde ind under prædikeembedets ansvar. Lægfolk (ikke-kaldede) kan derfor ikke holde bibeltimer og lignende i menigheden. Der kan heller ikke her være tale om at lægfolk, som ikke er kaldede til embedet, lærer offentligt i menighedens forsamling.

Et spørgsmål, som også kan komme op, er spørgsmålet om læsning af tekster i gudstjenesten. Det bruges mange steder for at inddrage menigheden mere i gudstjenesten. I 1 Tim 4,13 befaler Paulus Timotheus at lægge vægt på oplæsningen på linje med formaningen og undervisningen. Ifølge 2 Tim 3,16 er et af Skriftens kendetegn også, at den er gavnlig til belæring. At læse op af Guds ord i gudstjenesten er altså at lære og dermed en del af prædikeembedet. Det er derfor en dårlig ide at lade ikke-kaldede læse tekster op i menighedens gudstjeneste, da det er undervisning og forkyndelse. Noget andet kan så være de situationer, hvor f.eks. konfirmander svarer på spørgsmål fra præsten i menighedens gudstjeneste. Her er der ikke tale om at tale Guds ord til menigheden.

I princippet bør præsteuddannelse også høre til i menigheden og præstelærere kaldes til embedet, som Luther også var kaldet til prædikeembedet i Wittenberg, og apostlene og evangelisterne stod for oplæring og prøvelse af ældste i aposteltiden.

I Den Danske Kirkeordinans, som blev lavet før universitetets reorganisering, blev det foreskrevet, at kirkerne i købstæderne skulle have en lærd teolog til at undervise kannikerne, skoledegne, forstandige borgere og til at prædike (se Supplement 4 om kanniker i kirkeordinansen). Også her har man set præsteuddannelse som et menighedsanliggende.

Man kan naturligvis tænke sig en ren akademisk undervisning, som er nødvendig for præster, men ikke per definition skal udføres af præster (f.eks. sprogundervisning ved universiteterne. Man kan også for mig at se benytte sig af universiteternes teologistudier til at give en rent akademisk viden om (liberal-)teologi, men det må nødvendigvis suppleres af egentlig luthersk præsteuddannelse i menighedens regi, hvad enten dette er som egentlig undervisning eller vejledning til selvstudier).

Når det gælder undervisning af børn, er der en undtagelse. Ifølge Skriften er den kristne oplæring af børn ikke kun præstens, men i første omgang forældrenes opgave. Dette ansvar kan uddelegeres, som forældreansvaret uddelegeres til skoler, når det gælder deres boglige oplæring  og som det i princippet også sker ved valg af faddere. Der er i princippet altså ikke noget til hinder for, at en anden end præsten assisterer forældrene i børnenes oplæring. Sådan havde man i Danmark i gamle dage degnen til at undervise børnene i den kristne tro.

Uanset om det er forældrene, faddere eller andre, som oplærer børnene, bør det naturligvis ske med kirkens og præstens støtte og tilsyn, ligesom undervisningen også må være kvalificeret evangelisk-luthersk undervisning. Selvom kaldet ikke er strengt nødvedigt, gælder det stadig, at der her er tale om børnenes evige frelse. Præsten har også ansvar for børnenes oplæring – og det er måske noget af det allervigtigste i en kirke, at børnene oplæres i den sande lære, så tidligt som muligt. Her er det muligt, at præsten lader sig assistere af en katekt, søndagsskolelærer, degn eller hvad det nu måtte kaldes, som kan træde i forældrenes sted og under præstens tilsyn hjælpe med oplæring i grundlæggende kristentro. Men han må sikre sig, at kvaliteten af undervisningen er god nok, hvis dette ansvar skal uddelegeres. Her kan også være en mulighed for dem, der forbereder sig til embedet, for at praktisere uden at bryde ind i prædikeembedet, når de har tilstrækkelig viden om læren.

Her skal det naturligvis også nævnes, at det er en vigtig del af det at være forældre, at man oplærer børnene i den kristne tro. Her skal grunden lægges for børnenes kristen tro fremover. Det vil være langt bedre, om de, der har børn, bruger tid på at oplære dem i den kristne tro, end at de blive lægprædikanter i menigheden. Her har de virkelig et vigtigt kald, som kan have evighedsbetydning. En husfader er således hjemmets biskop og må med flid oplære børnene. Det skal selvfølgelig både ske ved at fortælle bibelhistorier og bør også i en luthersk kirke ske ved, at forældrene lærer børnene den lille katekismus udenad samt bruger den store katekismus til yderligere undervisning.

Når det gælder offentlig bekendelse af troen, er det enhver kristens ret at bekende den rette tro – både på opfordring og når det ellers er muligt. Det gælder både overfor ens næste på tomandshånd, og f.eks. skriftligt i den offentlige debat, hvor der ikke kræves noget kald til det. Her bør ingen kristen holde sig tilbage.

Nødsituationer

Men der er også nødsituationer. En nødsituation er ikke ethvert fravær af præsten. Det må være en situation, hvor sjælene s frelse er på spil.

Hvis en præst f.eks. kun kan komme forbi en gang hvert halve år og man ikke havde mulighed for at bruge f.eks. cd-prædikener, kunne man overveje læseprædikener, som man tidligere har brugt. Men også her bør man måske overveje om den bedste løsning ikke var, at hver husstand lod husfaderen læse prædikener for sin husstand. Sådan råder Luther indbyggerne i Prag til at gøre, da de ikke kunne skaffe evangeliske præster. Hvis problemet på nogen måde kan løses uden at røre ved Guds ordning er det dét, man må gøre. I dag vil jeg dog snarere råde til at bruge CD-prædikener. Så kan menigheden mødes og høre en sådan. På den måde mødes menigheden stadigvæk, men man bevarer respekten for prædikeembedet.

En anden sag er, hvis man f.eks. er i livsfare og har brug for, at en medkristen giver en absolutionen. Så kan en anden kristen indtræde i embedet i den nødsituation og blive den andens “nød-præst”.

Det samme gælder dåben, hvor enhver må være rede til at døbe f.eks. et barn i livsfare, hvis præsten ikke kan nå frem. Man skal blot sikre sig to-tre vidner, så der ikke er tvivl om barnets dåb i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn senere.

Derimod findes der i praksis næppe nødsituationer for Herrens nadver, som ikke er absolut nødvendig til frelse.

Men nødsituationer er og bliver nødsituationer.

At man f.eks. nægter at forlade en vranglærende kirker, som missionsbevægelserne i folkekirken gør, giver ikke ret til at bruge lægprædikanter i stedet for den lokale sognepræst. Problemet her er netop, at man ikke vil være lydig mod Guds ord, som byder en at forlade vranglærere.