Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Hvordan drage en sikker historisk slutning i læren om antikrist? – Pavedømmet er antikrist 2 – forsvar for konkordiebogen 1

9. november 2011 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg fortsætter her argumentationen for, at pavedømmet er antikrist – eller det vil sige, at jeg også i dette indlæg fortsat beskæftiger mig med det metodiske spørgsmål om, hvordan og på hvilket grundlag, vi kan træffe denne slutning. I sidste indlæg fastslog jeg, hvilke bibeltekster, der kan bruges til at afgøre spørgsmålet. Hovedbibelteksten (sedes doctrinae) er 2. Thessaloniker 2,1-12 og dertil kommer supplerende tekster i 1. Johannesbrev og Daniels Bog.

Herudfra kan vi udlede, hvad der kendetegner antikristen – hvad definitionen på antikristen er.

Spørgsmålet er så, om vi også kan afgøre, hvem der rammes af denne definition. Ofte, når vi taler om at drage slutninger fra observationer, taler vi om det, der hedder induktion, det vil sige, at man ud fra enkeltobservationer slutter til en generel regel. Sådanne slutninger er altid usikre og kan aldrig give fuld vished. Sådan er f.eks. naturvidenskabens slutninger fra observationer.

Spørgsmålet er, om læren om antikrist også bygger på sådan en usikker induktions-slutning, fordi den bygger på observationer.

I sit udmærkede essay om antikristen, forklarer P.E. Kretzmann med en henvisning til denne bog om induktion (§10 s. 16 f), at der ikke er tale om at udlede en generel regel af enkelte observationer, som når man normalt taler om induktion. I stedet kan man sammenligne den logiske slutning med, at man definerer en ø som et stykke land, man kan sejle rundt om. Dernæst ser man et stykke land, som man sejler rundt om og konkluderer, at det er en ø. Dette er en en logisk slutning baseret på det logiske grundprincip A=A (identifikationsprincippet), hvor definitionen på antikristen er den ene præmis og den faktisk observation heraf, er den anden præmis. Her er ikke tale om at opstiller en hypotese eller teori på baggrund af nogle observationer.I stedet er der tale om, at hvis pavedømmet opfylder kriterierne for at være antikrist ifølge Biblen, så er pavedømmet med sikkerhed antikrist.

Det kan sammenlignes med Jesu første komme. Her kunne jøderne også vide med sikkerhed, at Jesus var messias, fordi han opfyldte løfterne i det Gamle Testamente. Det fremgår bl.a. af Matthæus 11,2-6: Mat 11:2 Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple afsted for at spørge Ham:  Mat 11:3 “Er Du “DEN, SOM KOMMER”, eller skal vi vente en anden?” Mat 11:4 Jesus svarede da og sagde til dem: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Mat 11:5 blinde ser, og lamme går omkring, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og “Evangeliet forkyndes for fattige”! Mat 11:6 Og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!” (Wierøds oversættelse)

for at kunne afklare spørgsmålet om, hvorvidt pavedømmet er den i Skriften forudsagte Antikrist, må vi altså først afklare, hvad der kendetegner antikristen og dernæst, om pavedømmet, som det fremtræder, lever op til denne definition.

Jeg vil først skrive om Antikrist i Biblen og dernæst behandle pavedømmet for dernæst at se, om vi kan drage den konklusion, at pavedømmet er antikrist.

Arkiveret i: Antikristen, Papisme

Hvilke skriftsteder bygger læren om antikrist på – Pavedømmet er antikrist 1 – forsvar for konkordiebogen 1

7. november 2011 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

De to spørgsmål mange konservative i en luthersk tradition i Danmark og Norden oftest har problemer med i konkordiebogen, er dennes lære om, at Paven er antikrist og læren om, at den uskyldige part i en skilsmisse kan gifte sig igen. Jeg er overbevist om, at konkordiebogen har helt ret i begge spørgsmål. Jeg behandler først spørgsmålet om pavedømmet som antikrist i en række indlæg og dernæstspørgsmålet om vielse af fraskilte.

Jeg vil i dette første indlæg skitsere, på hvilket grundlag, sagen kan afgøres. Men først vil jeg lige afvise nogle mulige misforståelser.

Nogen vil muligvis indlæse en tro på, at jeg ved at hævde, at pavedømmet er antikrist, dermed også mener, at paven på en eller anden måde vil blive en jordisk verdenshersker kort før Jesu genkomst. Det skyldes, at man indlæser det mest udbredte syn på antikristen i mit syn, nemlig at antikrist skal være en sådan verdenshersker. Det er ikke noget, jeg mener, der er grundlag for at konkludere med sikkerhed. Som det vil vise sig i den senere argumentation, er beskrives antikristen ikke i de normative bibeltekster som en verdenshersker, der først opstår kort tid før Jesu genkomst, men som en vranglære, der skal forføre mennesker i store dele af kirkens tid.

For en god ordens skyld vil jeg også indledende slå fast, at indtil for 100-150 år siden var det fælles for alle protestanter at hævde, at pavedømmet er antikrist, mens pavedømmet hævdede, at antikrist først opstod kort tid før Jesu genkomst.

Nå, men tilbage til grundlaget for at afgøre spørgsmålet.

Mange vil nok overveje først at gå til Johannes Åbenbaring. Der er dog gode grunde til ikke at begynde her. For det første er Johannes’ Åbenbaring et af de i oldkirken modsagte skrifter. Ligesom der var skrifter i det gamle testamente, som man ikke var sikre på (de apokryfe) var der også en række nytestamentlige Skrifter, som  blev taget med i Biblen, men som man i oldkirken var i tvivl om og derfor benævnte de modsagte skrifter (antilegomena). Denne skelnen imellem Skrifter i det Nye Testamente er ikke så kendt, men den er ikke udtryk for bibelkritik, sådan som man måske kan få indtryk af. Der er tale om, at man ikke mener, at kirken har nogen autoritet til at fastlægge kanon, men kun kan bevidne, hvad der har været kanon fra begyndelsen. De skrifter, der er uimodsagte i oldkirken er enhver kristen bundet til. Men de skrifter, hvorom der er tvivl, har kirken ingen myndighed til at binde samvittighederne til. Derfor kan man ikke bygge lære på Johannes Åbenbaring. Det samme gælder i øvrigt Hebræerbrevet, Jakobs Brev, Judas’ brev, 2. og 3. Johannesbrev og 2. Petersbrev.  Det er også i denne sammenhæng man skal se Luthers udtalelser om Jakobs brev, der ofte misforstås som bibelkritik.

Derudover er Johannes Åbenbaring et apokalyptisk og billedligt skrift. En god hermeneutisk regel er, at billeder altid skal forstås ud fra ligefremme skriftord, da billedtale er uklar, når den ikke forklares.

Johannes’ Åbenbaring kan på den baggrund ikke bruges til at bevise læren om antikrist, men alene til at illustrere den lære, der fremgår af klare skriftsteder i bøger, der ikke er modsagte.

Antikrist nævnes også i et andet modsagt skrift, nemlig 2. Johannesbrev 1,7. Dette skriftsted, som dog ikke siger meget mere end hvad der fremgår af 1. Johannesbrev kan derfor også kun bruges til at bekræfte læren og ikke til at grunde læren om antikrist.

Når der gælder Daniels bog, så er det ikke et apokryf skrift, men det er billedtale, som må ses i lyset af de direkte udsagn om antikristen.  Læren om antikrist skal derfor heller ikke i første omgange etableres på baggrund af Daniels bog. Daniels bog nævner dog antikrist flere steder ( bl.a. kap 7, 8 og 11)

Men hvor skal vi så søge læren om antikrist?

De tilbageværende tekster, der tale om antikristen er 2. Thessalonikerbrev 2,1-12; 1. Johannesbrev 2,18; 2,22 og 4,3. Disse vers taler alle om antikrist. Af disse er 2. Thessalonikerbrev 2,1-12 den tekst, der har antikristens komme som sit tema, mens de andre tekster nævner antikristen i forbifarten. 2. Thessaloniker brev 1,12 (men særligt v3-8) tjener derfor som basis (sedes doctrinae) for læren om antikrist, mens teksterne fra 1. Johannesbrev og Daniels bog giver supplerende oplysninger, mens de modsagte skrifter kan bekræfte og bevidne den lære, vi finder i de klare og sikre skrifter.

Jeg når ikke mere i aften. I næste indlæg vil jeg skitsere, hvordan vi kan bruge historiske fakta i bevisførelsen uden at der bliver tale om en usikker afgørelse af, om pavedømmet er antikrist. Der er nemlig ikke blot tale om en usikker historisk bedømmelse, men om et lærespørgsmål, som kan afgøres med sikkerhed, ligesom det kan afgøres med sikkerhed, at Jesus af Nazareth er den i det Gamle Testamente lovede Messias, fordi han opfyldte løfterne heri.

Arkiveret i: Antikristen, Papisme

Apostolsk succesion – et hus på sandgrund

25. august 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Den anglikanske kirke hævder at have den såkaldte apostolske succesion, dvs. at man mener, at der går en pipeline af bispeindvieser med håndspålæggelse tilbage til apostlene. Tanken stammer bl.a. fra den romersk-katolske kirker, som dog knytter denne tanke sammenmed pavelig anerkendelse. pavekirken anerkender dermed ikke anglikanernes apostolske succesion. Den svenske kirke hævder også at have apostolsk succesion og fra denne via den lutherske kirke i kenya, har Missionsprovinsen fået den.

I Danmark blev de reformatoriske biskopper indviet af sognepræsten i Wittenberg, Bugenhagen, og man har derfor ikke gjort krav på apostolsk succesion i Danmark. Nogle mener dog, at vi så har en præste-succesion i stedet.

Selvom de lutherske reformatorer fortsatte med at ordinere som den gode apostolske skik, det er, så tillagde man ikke den apostolske succesion nogen stor værdi. Det vigtige var den læremæssige succesion. Fordi man troede på Skriftens klarhed, behøvede man ikke en anden garant for sin apostolicitet.

Den Anglikanske kirke har det derimod anderledes. Her har man fra begyndelsen forsøgt at gabe over højkirkelige anglo-katolikker og lavkirkelige reformerte. Man lagde ikke vægt på læren og i stedet blev det systemet – hierarkiet og liturgien, der holdt den sammen. Man fandt derfor heller ikke garanten for sin apostolicitet i Skriftens lære, men i stedet i den apostolske succesion.

Ind imellem har jeg hørt lutheranere misunde anglikanere eller svenskere deres apostolske succesion og ønske, at man  havde det samme. Men hvad ligger der egentlig bag dette ønske? Mens apostolsk succesion kunne være et fint symbol på læremæssig succesion, så er det kun et symbol. At ville have det for at “sikre sig” på en eller anden måde er at flytte garantien for sin apostolicitet fra den klare Skrift og til noget andet. Og netop fordi der rent faktisk er folk, der bruger den apostolske succesion på den måde og gør den til et krav, er der måske snarere grund til ikke at begære den – og glæde sig over, at man ikke har den.

I sidste ende kan ønsket om apostolisk succesion kun føre ét sted hen: til Rom. Hvis man ikke vil hente sin garanti for apostolicitet i fuld overensstemmelse med Skriftens klare lære, så erklærer man Skriften for uklar og utilstrækkelig og sætter hierarkiet og succesionen i stedet. Den yderste konsekvens heraf kan kun være, at man så også må accepteret pavedømmet som garant for sandheden.

Værre bliver det, når man også gør sakramenternes gyldighed afhængig af apostolsk succesion. Så tilsidesætter man ikke blot formalprincippet (skriftprincippet), men også materialprincippet (retfærdiggørelses-princippet). For når sakramenternes (særligt nadverens) gyldighed og virksomhed ikke grunder sig på Kristi indstiftelse alene, men også på en påstået succesion, bliver nadveren usikker. Mens reformerte gør nadveren afhængig af modtagerens tro, sådan gør papister og romaniserende protestanter nadveren afhængig af en kvalitet hos forvalteren.

Sakramenternes gyldighed bør man kun drage i tvivl, når deres væsen benægtes af den kirke, der forvalter dem. For så har de ikke længere Kristi indstiftelse, men kun noget, der lyder sådan (efter den Danske Folkekirkes tilslutning til Leuenbergkonkordien kan man derfor godt rejse tvivl om, hvorvidt Jesu legeme og blod uddeles, da man har accepteret den reformerte lære herom).

Bag ønsket om apostolisk succesion kan altså gemme sig både et angreb på Skriftens klarhed, tilstrækkelighed og autoritet, og på tillid til ordets kraft i sakramenterne og dermed på retfærdiggørelsen. Men udover disse problemer, er det også et problem, at selve tanken om den apostoliske succesion bygger på usikker grund.

Den store lutherske teolog fra det 20. århundrede, Hermann Sasse skrev i sin tid et brev til lutherske præster om dette spørgsmål, som kan være værd at lære af (” Apostolic Succesion Letters to Lutheran Pastors, No. 41 April 1956″, i “We confess the Church” Concordia Publishing House1986 s. 84f ).

Jeg vil ridse nogle af hovedpunkterne op.

Sasse peger på, at det faktisk ikke var alle menigheder, der blev grundlagt af apostle. Menighederne i Antiokia og sandsynligvis også menigheden i Rom blev grundlagt af ukendte kristne. Vi ved også fra Didache, at menigheder, der ikke havde apostle eller profeter hos sig selv skulle vælge biskopper og diakoner (Didaché 15,1), så der har sandsynligvis været hyrder og lærere også i de menigheder, hvor der ikke havde været apostle. Man har altså fra begyndelsen haft menigheder med biskopper/lærere uden apostolsk succesion, hvilket gør det apostolske i senere succesioner meget tvivlsomt.

Sasse påpeger desuden at de gamle succesionslister fra bl.a. Rom indeholder de rigtige navne, men at de er anakronistiske i og med at de forudsætter senere tiders monarkiske bispedømme. 1. Clementbrev viser, at Rom havde et kollegium af biskopper/lærere og altså ikke én biskop, som Irenæus’ senere liste giver indtryk af. Listens formål var at vise en lære(r)-succesion tilbage til apostlene og ikke at bevis en håndspålæggelses-succesion.

Listerne taler ikke om en konsekrations(bispevielses-)-succesion, eftersom en biskop sjældent konsekreres af sin forgænger. Der er altså snarere tale om noget, der kan sammenlignes med præstelister i dagens landsbykirker, hvor man kan se, hvem der har været sognepræst hvornår, end der er tale om lister, der viser, hvem der har indviet hvem.

Fra omkring år 200 kan man med nogenlunde sikkerhed sige, at en biskop blev ordineret af en anden biskop (det blev bl.a. fastslået på kirkemødet i Ankara). Men man kan ikke slutte herfra, at der i år 200 har været en ubrudt linje af bispeindvielser tilbage til apostlene. Vi ved, at Paulus ordinerede Timotheus og at Timotheus indviede og ordinerede biskopper og menighedstjenere. Men vi ved ikke, om skikken med ordination med håndspålæggelse overhovedet var udbredt overalt – f.eks. i Rom på dette tidspunkt. Jesus ordinerede ikke apostlene med en håndspålæggelse, men indsatte dem i embedet ved at puste på dem (Joh 20,21). Sasse påpeger, at Jesus muligvis bevidst har undgået brugen af håndspålæggelse, da det var den måde en jødisk rabbi ordinerede sine disciple på.

Det ser heller ikke ud som om håndspålæggelsen fra en bestemt person har haft den betydning, som  hos tilhængere af apostolsk succesion. De ældste var således med til at ordinere Timotheus sammen med Paulus (1 Tim 4,14, 2 Tim 1,6). Vi hører endog om, at menigheden i Antiokia ordinerer/indsætter en apostel med håndspålæggelse (Apg 13,1-3).

Den apostolske succesion er altså usikker og kan ikke tjene som fundament for en kirkes apostolicitet. Sasse påpeger, at det er grunden til, at Romerkirken heller ikke vil lade den apostolske succesion garantere ret lære, men netop lader kirkens apostolicitet afhænge af paven og dennes ufejlbarlighed. For pavekirken indebærer den apostoliske succesion blot magten til at absolvere og foretage messeofferet, men er ikke i sig selv garantien for kirkens apostolicitet, skriver Sasse.

Så vidt Hermann Sasse. Den, der vil dykke ned i detaljerne i hans argumentation, må skaffe bogen.

Man kan spørge, om ikke de, der tillægger apostolsk succesion ikke som en nødvendig konsekvens burde ende i Romerkirken. For kun hvis pavedømmet og traditionen står som garanten for apostolsk succesion kan denne, som i sig selv er højst usikker, fastholdes som en garant for apostolicitet og for sakramenternes gyldighed.

De, som ønsker apostolsk succesion er sandsynligvis mennesker, der er blevet trætte af evangelikalismens subjektivisme og ønsker at finde tilbage til noget, der kan give vished og forsikre en om, at man er i den kirke, apostlene plantede. Jeg kan godt forstå frustrationen over pietisme og evangelikalisme. Men at gå til Rom eller halvvejs til Rom vil blot skabe en ny uvished. Romerkirken bygger på den samme uvished som pietisme og evangelikalisme. Den bygger på, at Skriften er uklar og at ordet er uvirksomt, så begge dele må garanteres af noget andet udenfor en selv. Hvor evangelikalisme og pietisme søger vished i menneskers indre søger romerkirken og halv-papister vished i menneskelige systemer. Men begge parter forudsætter, at Guds ord ikke er tilstrækkeligt til frelse og til sikkerhed om alle lærepunkter.

Mange fascineres også af Romerkirkens og andre traditionelle kirkers gudstjenester, som rummer større dybde og traditioner end pietistiske misisonshusmøder, evangelikale gudstjenester eller de “lutherske” gudstjenester, som stadig lider under rationalismens og pietismens hærgen og ødelæggelse af kirkelige traditioner, som den lutherske kirke beholdte, så længe de ikke stred mod evangeliet, men netop underviste om dette.

Der kan være brug for at genopdage et ægte evangelisk-luthersk kirkeliv mange steder for at modvirke, at mennesker søger til Rom. En luthersk gudstjeneste bør netop være højtidelig og understrege, at det er den hellige og almægtige Gud, vi træder frem for – og den bør have fokus på nådens midler, ordet og sakramenterne som de midler, hvori Gud kommer og tilgiver os vores synder.

Her vil den adskille sig fra både romerske og evangelikale gudstjenester, hvor fokus er på menneskers gerninger overfor Gud. I romerkirken har man messeofferet, som det centrale, hvor præsten ofrer til Gud på kirkens vegne. I evangelikale kirker opfinder man typisk pseudo-sakramenter, som skal få folk i stemning, så de mener at føle Helligånden i deres hjerter og sakramenterne reduceres til bekendelseshandlinger, som mennesker skal præstere overfor Gud frem for at være Guds  handlinger med mennesker.

Der er naturligvis også brug for at genopdage den bibelske og evangelisk-lutherske embedslære, som taler om et embede, der gives af Kristus gennem kirken, så mænd, der kaldes til dette embede virkelig taler og handler på Kristi vegne, når de forkynder ordet og forvalter sakramenterne. Enhver, der læser den Augsburgske Bekendelses artikel 14 kan forvisse sig om, at lægprædikanter og lægmands-nadverforvaltere ikke er i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære. Men det betyder ikke, at man skal søge apostolsk succesion. Det er menighedens kald, der giver ret til at forkynde ordet og forvalte sakramenterne i menighedens forsamling, og ordinationen er blot en offentlig bekræftelse på dette kald.

Det er også vigtigt at fastholde, at det ikke er kaldet eller ordinationen, som gør ordet eller sakramenterne virksomme, sådan som tanken bag apostolsk succesion er. Nej embedet tilføjer ikke noget til Guds ord og Guds indstiftelser. Det giver blot mandat til at forvalte dem i menighedens forsamling. Men det er rigtigt, at  Jesus har givet nøglemagten til apostlene og deres efterfølgere i prædikeembedet, så de kan henvise til deres embede, når de f.eks. absolverer.

Dette ændrer dog ikke på, at Jesus også har givet fuldmagt til at løse synder til menigheden og til kristne hver især (Matt 1815-20). Derfor er lægmandsabsolutionen lige så gyldig som en ordineret præsts, men den bør naturligvis ikke institutionaliseres, da den ikke foregår på kirkens vegne. Og det ændrer heller ikke på, at der også er givet et løfte til embedet som Kristi repræsentant ved forvaltningen af nøglemagten i ordet og sakramenterne.

Arkiveret i: Kirkesyn, Lærepolemik, Papisme Tags: luthersk blog

Et papistisk cirkelargument

20. november 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

I et indlæg om paven, skriver Steffen Laursen (som tilsyneladende er ved at konvertere eller er konverteret til Pavekirken) på sin blog:

Trods alle deres indbyrdes uenigheder, var reformatorerne enige om netop deres egen personlige udlægning var rigtig, og pavens forkert….Reformationen var ikke et spørgsmål om dogmer, men om principper. Det var et spørgsmål om hvem der skulle definerer den kristne tro.

Jeg er forsåvidt enig i dette et langt stykke af vejen. Reformationen handlede bl.a. om formalprincippet (Skriften), dvs. om, hvordan teologiske sandheder etableres. Som udgangspunkt var det dog material-princippet (læren om retfærdiggørelsen), der var spørgsmålet. Men uenigheden herom afslørede, at det også var uenighed om, hvordan man nåede frem til den korrekte lære, dvs. om formalprincippet.

Steffen Laursen afslører dog allerede her, at han er på vej til at lave et cirkelargument, når han skriver, at det handlede om “hvem”, der skulle definere den kristne tro. Spørgsmålet var ikke “hvem”, men “hvordan”. Kun hvis man ikke på baggrund af et “hvordan” kan løse problemet, bliver spørgsmålet om et “hvem” aktuelt. Kun hvis Skriften ikke er klar og tilstrækkelig, er det nødvendigt at spørge, hvem der har autoritet til at afgøre, hvad Skriften siger.

Steffen Laursen oplister nogle muligheder for principper og når til det “lutherske” pricip:

2) “Jeg læser bare hvad der står”. Luthers tolkningsmodel. Men Calvin læste jo også bare hvad der stod. Ligesom Zwingli, Bultmann, Svend Andersen, Henrik Højlund, og undertegnede.

Igen forudsætter Steffen, at det ikke kan afgøres, hvem af Luther, Calvin, Zwingli, Bultmann, Svend Andersen, Højund  og Steffen, der har ret. Steffen forudsætter, at disse bare læser, hvad der står og at skriften derfor må være uklar. Der er altså tale om, at Steffen forudsætter dét, han vil påvise, og derfor faktisk ikke bagrunder sin forudsætning om, at SKriften ikke er klar og derfor ikke kan afgøre, hvem der har ret.

Argumentationen (eller manglen på samme) ligner Erasmus’ mod Luther. Og hele diskussionen om Sola Scriptura på reformationstiden handlede om Skriftens klarhed og tilstrækkelighed. Dette spørgsmål, behandler Steffen faktisk ikke, men forudsætter sin egen papistiske position.

Desværre er denne hermeneutiske forudsætning særdeles udbredt, særligt i modernismen og postmodernismen, som pietismen banede vej for med sit fokus på det læsende subjekt frem for på det objektive ord. Man kan frygte, at dette ikke bliver den sidste konvertering til pavekirken fra folk, der har drukket for meget af modernismens og postmodernismens åndelige gift.

Arkiveret i: Hermeneutik, Læren om Skriften, Papisme Tags: luthersk blog

Retfærdiggørelsen og Romerkirken

24. juni 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På denne blog kører en debat om Romerkirken som antikrist, hvor det fremføres mod denne lutherske lære om antikristen, at Romerkirken ikke lære, at man retfærdiggøres delvis ved gerninger.
Det blev nævnt i debatten, at Tridentinerkoncilets beslutninger kunne pege på en sammenbladning af tro og gerninger i retfærdiggørelsen.

Hvis man vil læse en ordentlig analyse af Tridentinerkoncilets bestemmelser, kan jeg varmt anbefale den ortodokse lutherske teolog Martin Chemnitzs klassiske efterprøvelse af det.

Tridentinerkoncilets bestemmelser om retfærdiggørelseslæren kan læses her:

Læs f.eks. canon IX, XI og XII:

CANON IX.-If any one saith, that by faith alone the impious is justified; in such wise as to mean, that nothing else is required to co-operate in order to the obtaining the grace of Justification, and that it is not in any way necessary, that he be prepared and disposed by the movement of his own will; let him be anathema.

CANON XI.-If any one saith, that men are justified, either by the sole imputation of the justice of Christ, or by the sole remission of sins, to the exclusion of the grace and the charity which is poured forth in their hearts by the Holy Ghost, and is inherent in them; or even that the grace, whereby we are justified, is only the favour of God; let him be anathema.

CANON XII.-If any one saith, that justifying faith is nothing else but confidence in the divine mercy which remits sins for Christ’s sake; or, that this confidence alone is that whereby we are justified; let him be anathema.

Men hvad så i dag? Har Romerkirken ændret sig med Fælleserklæringen om Retfærdiggørelsen?

Nej. Den officielle katolske katekismus lærer, at det evige liv er en belønning for gode gerninger:

1821 We can therefore hope in the glory of heaven promised by God to those who love him and do his will.92 In every circumstance, each one of us should hope, with the grace of God, to persevere “to the end”93 and to obtain the joy of heaven, as God’s eternal reward for the good works accomplished with the grace of Christ.

Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen er en øvelse i tvetydige økumeniske udtryk. Ingen af de centrale udtryk defineres – og striden handler netop om definitionen på “retfærdiggørelse”, “nåde” og “tro”. Retfærdiggørelsen består ifølge fælleserklæringen af både retfærdiggørelse og fornyelse (således pkt. 11 samt 22-24 samt annekset 2 A: Retfærdiggørelsen består i tilgivelse af synden, og i at man bliver gjort retfærdig, idet Gud gennem den “giver det nye livs gave i Kristus”).

“Nåde” defineres heller ikke klart. Romerkikren kan jo sagtens sige, at man retfærdiggøres af nåde alene, men nåden er i romerkirken en indgydt kraft eller habitus, som gør en i stand til at blive retfærdigjort, hvor den i Skriften og luthersk teologi er Guds nådige sindelag mod mennesker. “TRo” defineres heller ikke klart. Den frelsende tro er i Romersk teologi ikke synderens fortrøstning og tillid til synderens forladelse for Kristi skyld, men en tro på hele kirkens lære. Det er denne generelle tro, som frelser i romersk teologi, mens den generelle tro på hele Skriftens lære i luthersk teologi er en frugt af den specifikke tro på syndernes forladelse for Kristi skyld.

Heller ikke i synet på f.eks. frelsesvished har romerkirken gjort indrømmelser, selvom det måske for en umiddelbar betragtning kan se sådan ud. Det eneste en angst synder kan være sikker på, er: that God intends his salvation. (pkt. 36) (se også mit blogindlæg om læren om skriftemålet, hvor dette emne berøres)

Fælleserklæringen har heller ikke trukket Tridentinerkoncilets fordømmelser tilbage, men erklæret, at de, der tilslutter sig den ikke længere falder ind under fordømmelsen (pkt. 41). Så det er snarere sådan, at de “lutheranere”, der har skrevet under, har skrevet under på en uluthersk lære, som ikke fordømmes af Tridentinum. Enhver sand lutheraner kan rose sig af at stå under trindetinerkoncielts og antikristens fordømmelse.

Enhver sand lutheraner bekender, at man alene bliver retfærdiggjort ved at Kristi stedfortrædende retfærdighed og fortjeneste tilregnes ved troen, som stoler derpå.  Retfærdiggørelsen er altså alene syndernes forladelse, og fornyelsen er alene en frugt heraf. Og enhver sand lutheraner fastholder, at mennesker ikke af egen magt og kraft kan tro på evangeliet, hverken helt eller delvist, men at det alene er Helligånden, der ved ordet og sakramenterne skaber og bevarer troen.

For den, der vil læse mere om forskellene i synet på retfærdiggørelsen mellem Romerkirken og luthersk teologi, kan jeg anbefale Robert Preus: Justification and Rome

Arkiveret i: Papisme, Retfærdiggørelsen Tags: luthersk blog

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Hør prædiken 2.s. efter Kristi Åbenbarelse 17. januar 2021
  • Hør prædiken: 1.s. e. Kristi Åbenbarelse (epifani) 10. januar 2021
  • Hør prædiken fra Helligtrekongers søndag 3. januar 2021

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

24. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
24. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
31. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
31. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
7. feb. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
7. feb. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav

Copyright © 2021 · Outreach Pro til Genesis Framework · WordPress · Log ind