Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning

3. januar 2013 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Hermed lidt løse tanker om de tre stænder. Man er langsomt ved at genopdage tanken om kald og stand flere steder på den kirkelige højrefløj, men der er et stykke endnu, og der er brug for et opgør med evangelikalismens og pietismens undergravelse af de tre stænder og dertil hørende gudgivne autoriteter som Guds gode ordninger.

Martin Luther gør i sin store katekismus i forklaringen til det fjerde bud gældende, at der findes tre slags fædre: husfædre, landsfædre og åndelige fædre. Disse tre slags fædre svarer til det, der er blevet kaldt de tre stænder: husstanden, øvrigheden og kirken.  Reformationen var også en genopdagelse af disse tre stænder og de tre tilhørende fader-embeder. De er alle bibelske. Den grundlæggende enhed i såvel kirke som samfund er fra skabelsen af husstanden med husfaderen som overhoved. Indtil Moseloven var husfaderembedet dét embede, der videregav Guds ord.

Da menneskene blev flere, blev en del af faderansvaret udøvet af slægsoverhovederne, som blev folke- eller landsfædre. I den gammeltestamentlige kirke fungerede patriarken både som verdslig og åndelig øvrighed. Med Moseloven blev det aronitiske præstedømme og levitterne udskilt til at udgøre den åndelige øvrighed sammen med profeterne. Slægtsoverhovederne og siden dommere og konger udgjorde den verdslige øvrighed, landsfaderembedet.

Men ingen af dem ophævede husfaderembedet, som fortsatte som et centralt embede, der bl.a. har til opgave at oplære husstanden og særligt nye generationer i troen.

Heller ikke i det nye testamente ændredes der grundlæggende ved denne tredeling af magten, selvom sammenhængen mellem den åndelige og den verdslige magt blev brudt, hvor hedninger varetog landsfaderembedet. Sådan havde det i øvrigt også været for jøderne i Egypten og i Persien og Babylon. Men alle tre er de Guds gode ordninger.

Reformationen gjorde op med disse tre stænders og faderembeders forfald. Prædikeembedet blev befriet fra det pavelige hierarki og fra at være et offerembede, så det igen blev et embede, hvis opgave var at forkynde ordet, forvalte sakramenterne, udøve nøglemagten og lede menigheden gennem Guds ord. Husfaderembedet og familien kom igen til sin ret som det sted, hvor troen skulle videregives, og det fik den ære, som tidligere var blevet givet til klostervæsenet. Husfaderen var og er hjemmets biskop, som har ansvaret for sin husstands åndelige og legemlige vel. Dermed har det en rolle i både det åndelige og det verdslige regimente, ligesom familien er den mest fundamentale enhed i begge.

Den verdslige øvrighed blev igen set som den Guds gode ordning den er, også når den ikke udøves af kristne. Pavekirken mente derimod, at kirken skulle regere øvrigheden. På samme måde forkastede sværmerne øvrigheden og ville skabe et gudsrige på jord, et jordisk tusindårsrige. Her adskilte de sig ikke væsentligt fra pavedømmet, som med sit klostervæsen og sine to sværd foragtede det verdslige samfundsliv som et sted, hvor kristne kunne virke.

Men kun ved at se øvrigheden som Guds gode ordning, kan man også forpligte den på Guds lov. Gud har skrevet sin lov på alle menneskers hjerter, og den er tilgængelig i et vist omfang gennem fornuften, så også hedninger kan henvises til den. Derfor giver det god mening at forsvare det ufødte barns ret til liv og ægteskabet mellem mand og kvinde med henvisning til fornuften og den naturlige lov, frem for at ville kristne øvrigheden, før man forpligter den på Guds lov. Og fordi øvrigheden er Guds gode ordning, skal kristne også underordne sig øvrigheden som var det Gud selv – for det er Gud selv, der befaler kristne at underordne sig øvrigheden, så længe den ikke befaler mennesker at synde.

Den reformerte kristendom har ligesom den lutherske set positivt på husstanden, men nok i mindre grad end luthersk kristendom set positivt på den verdslige øvrighed, når den blev udøvet af hedninger. Det har formodentlig været en medvirkende faktor til både præ- og postmillennialistiske ideer indenfor reformert kristentro. Pietismen har haft de samme tendenser, hvilket har ført til en mistillid til og til tider dæmonisering af øvrigheden og af samfunds- og kulturlivet. Man har i nogen grad isoleret sig fra samfunds- og kulturlivet og lavet parallelsamfund, fordi verdsligt automatisk blev anset som ugudeligt.

Samtidigt har pietismen og vækkelseskristendommen også undergravet de to andre stænder og faderembeder.

Men konventiklerne og siden missionshuse, cellegrupper, klynger  m.v. har man foragtet prædikeembedet og gjort fårene til deres egne hyrder og lærere og foragtet den lokale forsamling om ordet og sakramenterne. Til gengæld har det været så som så med fårenes ret og pligt til at bedømme hyrderne og forkaste de falske hyrder.

Søndagsskole-, børne- og ungdomsarbejde har i vid udstrækning erstattet familien og husfaderen som det sted, hvor Guds ord bringes videre til den næste generation. Aldersadskilt kirkelig undervisning er fremmed for Biblen. Det  betyder ikke, at det aldrig kan finde sted. Men det er ikke normen i Biblen. Undersøgelser fra USA viser desuden, at der er statistisk set større sandsynlighed for at forlade kirken, hvis man har gået i søndagsskole end hvis ikke. Desuden har en undersøgelse vist, at sandsynligheden for at børn fortsætter med at gå i kirke, væsentligt forøges af, at faderen går i kirke. Husfædre, der trofast oplærer deres husstand og tager dem med i kirke er Guds egen ordning for videregivelse af troen til næste generation. Derfor virker den. Den kirkelige børne- og ungdomskultur risekerer derimod at gøre mere skade end gavn, når den vænner børn og unge til, at de har krav på underholdning i kirken og når ungdomsledere og lignende overtager forældrenes opgave uden mandat og uden den nødvendige autoritet over børnene.

Den kirkelige højrefløj i Danmark, som i hvert tilfælde gerne vil give udseende af at være bibel- og bekendelsestro har en udfordring her. I stedet for en stadig jagen efter nye koncepter og metoder, som man tror kan erstatte Guds nådemidler og Guds ordninger, bør man genopdage Guds gode ordninger i familie, kirke og samfund. Det vil både betyde en fornyet respekt for de af Gud indstiftede embeder og også en mulighed for at kritisere disse på Skriftens grund, når de ikke opfylder deres forpligtelser eller går ud over deres guddommelige mandat, som f.eks. når øvrigheden bilder sig ind, at den kan ændre definitionen af ægteskabet eller når præster prædiker deres egne ideer frem for Guds ord.

Filed Under: Skaberordningen

Høringssvar fra præsten til lovforslag om kønsneutrale ægtskaber

22. februar 2012 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Høringssvar til ‘Udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning’

Jeg skriver som præst og repræsentant for Den Evangelisk-Lutherske Augustanakirke i Aarhus og som tilknyttet Nordisk Netværk for Ægteskabet.

Processen og høringsfrist

Spørgsmålet om kirkelige vielser eller velsignelser har længe været diskuteret i folkekirken og jeg kan forstå den utålmodighed, der må være, når regeringen reelt har truffet beslutning om at indføre en kønsneutral ægteskabsinstitution. Ikke desto mindre mener jeg, at høringsfristen har været meget kort, når man betænker, at det er den mest grundlæggende institution i vores samfund, man vil til at redefinere.

Der har nok foregået en teologisk debat i folkekirken om emnet, men der har ikke været en bred debat i det danske folk om, hvorvidt man ønsker et helt andet familiebegreb end man hidtil har haft. Man har hørt trossamfund, advokater og dommere. Men hvad med sociologer, filosoffer og historikere? Hvad med retshistorikere og retsfilosoffer?

En høringsfrist på 4 uger er alt for kort til, at man kan nå at sætte sig ordentligt ind i tingene.

Lovens indhold

Lovændringens hovedindhold må siges at være § 1: Loven finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af forskelligt køn og mellem to personer af samme køn.

Af bemærkningerne fremgår formålet med denne lovændring: Det overordnede formål med lovforslaget er at give personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab. (s.4)

Og videre: Der tages med forslaget således et stort skridt i retning af at gøre op med den skelnen, der igennem mange år har været mellem på den ene side ægteskab som et retsligt institut, forbeholdt en mand og en kvinde, og på den anden side registreret partnerskab mellem par af samme køn. (s. 4-5)

På den baggrund er det ubestrideligt, at der er tale om, at selv eægteskabsinstitutionen gøres kønsneutral. Dermed gøres også ethvert ægteskab, som er indbefattet i denne institution, principielt kønsneutral.

Dette er dybt problematisk og krænker flere fundamentale frihedsrettigheder.

Angreb på retten til ægteskab og samtykke til ægteskab

Ægteskabet mellem mand og kvinde er en universel ordning, som kendes fra alle kulturer og kendes i hele menneskehedens historie, Derfor anerkendes ægteskabet også i Menneskerettighedserklæringen som en universel rettighed. Ægteskabet er med andre ord ikke blot en social konstruktion, som kan ændres med et pennestrøg.

Med den påtænkte lovændring sker der en fundamental redefinition af ægteskabet. I Ordbog over det Danske Sprog fra 1700-1950 står der under ægteskab om den grundlæggende definition af ægteskabet: “…den (under visse ceremonier indstiftede) retlig anerkendte, stedsevarende (mod livsvarighed sigtende) forbindelse mellem en kvinde og en mand, der i sin alm. form medfører stiftelse af og samliv i fælles hjem, indbyrdes kønsligt samkvem og omsorg for ægtefællernes børn”

Den traditionelle definition af ægteskabet, er, at det er et forhold mellem en mand og en kvinde, som sigter mod familiestiftelse, dvs. børn, uanset, om dette så lykkes eller ej. Et delformål med ægteskabsinstitutionen er med andre ord forplantning.

Ifølge FN’s børnekonvention artikel 7 stk. 1 har et barn ”så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.” Dette er blot et blandt mange vidnesbyrd om, at børn har det bedst ved at vokse op i den naturlige familie bestående af det mod livsvarighed sigtende ægteskab mellem mand og kvinde. Der er allerede lovgivning i Danmark, der underminerer dette og ofrer børnene på ligestillingens og socialkonstruktivismens alter. Det gælder bl.a. homoseksuelle pars ret til at adoptere og ret til kunstig befrugtning.

Med den påtænkte lovændring sker der en yderligere cementering af disse love.

Men mens ægteskabet mellem mand og kvinde indtil nu har fået lov at eksistere som en særskilt institution, så påtænker regeringen nu at ændre fundamentalt på definitionen af ægteskabet. Der sker med lovændringen ikke en reel gennemgribende ændring af homoseksuelle retsforhold. De får i alt væsentligt de samme forhold, som de havde som registrerede partnere.

Ændringen har i stedet primært virkninger for definitionen af et ægteskab. Det er med ægteskabet, den største forandring sker. Mens det kønspolære og forplantningsformålet var en del af definitionen på ægteskabet mellem mand og kvinde, så kan disse ikke indgå i definitionen på en institution, som også omfatter homoseksuelle forhold.

Det er en almindelig logisk regel, at når et begrebs ekstention (hvem dette begreb omfatter) udvides, så indskrænkes dets intention (hvad der skal til for at omfattes, dvs. definitionen). En populær måde at sige det på, er at det er den laveste fællesnævner, der bliver afgørende.

Mens det er rigtigt, at der ikke er mange ting i det homoseksuelle forhold, der ikke kan genfindes i en eller anden form i det heteroseksuelle forhold(dette er en del af motivationen for at ville ligestille), så gør det modsatte sig ikke gældende. Som ovenfor anført er der afgørende forskelle, som endog er en del af definitionen på et ægteskab.

Når homoseksuelle forhold ikke har mange særlige karakteristika i sin definitionen, hvor det adskille sig fra heteroseksuelle forhold, mens det naturlige og traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde har særlige karakteristika, så betyder lovændringen, at det bliver det homoseksuelle forhold, der bliver normgivende for definitionen på et ægteskab fremover.

Det er dybt problematisk, at en minoritetsgruppe skal redefinere en anden institution i ligestillingens navn. Det er diskriminerende mod heteroseksuelle, at den institution, de har haft gennem årtusinder skal redefineres alene med det formål at en minoritet kan omfattes af begrebet.

Når ægteskabet redefineres betyder det i realiteten, at der er tale om en anden institution end dét, man hidtil har kaldt ægteskab, på trods af at navnet bibeholdes. I realiteten er der tale om, at ægteskabet omdannes til dét, registreret partnerskab var før.

Dermed ophører ægteskabsinstitutionen med at eksistere som en offentligt anerkendt ordning, sådan som man forstod den, da man lavede f.eks. menneskerettighedserklæringen i 1948, hvor man forudsatte det eksisterende ægteskab som en universel og naturlig ordning. Også i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention anerkendes retten til at indgå ægteskab.

Sådan som ægteskabet blev forstået i 1948 og 1950, ophører det med at eksistere som en offentligt anerkendt ordning. Disse erklæringer er udtryk for, hvad man anså som naturlige frihedsrettigheder. I Menneskerettighedserklæringen anerkendes ægteskabet som samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe.

Når staten ikke blot mener at skulle regulere de retlige forhold for ægteskaber, men også kan redefinere ægteskabet, er man i strid med menneskerettighedserklæringen og med det faktum, at samfundet består af familier. Det er grundlæggende en totalitær udbredelse af sin magtsfære fra statens side, når man mener at kunne redefinere ægteskab og familie.

Det er dybt kritisabelt, at man med lovændringen vil ophæve det traditionelle ægteskabsbegreb alene for at tilgodese en minoritet, som kunne tilgodeses uden at de behøvede at omfattes af begrebet ægteskab.

Ydermere er det problematisk, at man foretager en omdannelse af alle eksisterende ægteskaber til kønsneutrale ægteskaber, mens registrerede partnere selv kan vælge, om de vil have betegnelsen på deres forhold ændret. Når definitionen på ægteskabet ændres, er der tale om en grundlæggende anden institution.

Som ovenfor anført, ligner det nye kønsneutrale ægteskab snarere et registreret partnerskab end et ægteskab. Omdannelsen af eksisterende kønspolære ægteskaber til kønsneutrale ægteskaber er derfor mere gennemgribende end en omdannelse af registrerede partnerskaber til kønsneutrale ægteskaber ville være.

Det er derfor dybt diskriminerende at kønspolære ægteskaber omdannes til kønsneutrale ægteskaber, mens registrerede partnerskaber har mulighed for at forblive i den institution, de har sagt ja til at indgå i.

Det er ydermere en krænkelse af den personlige frihed, når eksisterende ægteskaber omdannes til kønsneutrale ægteskaber uden parternes frie og fulde samtykke. En grundlæggende ændring af definitionen på ægteskabet og omdannelse af eksisterende ægteskaber til kønsneutrale ægteskaber, svarer fuldt ud til en opløsning af eksisterende ægteskaber og indgåelse af nye ægteskaber under andre forudsætninger. Denne grundlæggende ret til samtykke ved ægteskabsindgåelse er bl.a. bevidnet i menneskerettighedserklæringen, men også i vores kulturhistorie, hvor samtykke har været påkrævet i dansk ægteskabsret i mig bekendt al skreven ægteskabsret. I almindelig aftaleret kan man heller ikke uden videre ændre grundlæggende ved aftalens vilkår og forudsætninger og gå ud fra, at aftalen består. Det er ikke unormalt, at man ved væsentlige lovændringer lader allerede bestående aftaler efter gamle regler bestå.

Hvorfor kønsneutrale ægteskaber er diskriminerende mod andre samlivsformer

Der er legitime grunde til at give ægteskabet mellem mand og kvinde en særstatus og beskytte det. Disse legitime grunde hænger uløseligt sammen med det, der hidtil har været definitionen af et ægteskab, nemlig at det er en i princippet livsvarig forbindelse, der har forplantning og opfostring af børn som sit mål.

En lesbisk kvinde kan få kunstig befrugtning og barnet heraf kan adopteres af hendes partner. Men de kan ikke ved en fælles handling forplante sig. De kan kun ved hjælp af donor sæd få foretaget en kunstig befrugtning. To homoseksuelle mænd har end ikke denne mulighed. Der er naturligvis også heteroseksuelle par, der ikke kan få børn på naturligvis, men dette er resultatet af andre forhold, der forhindrer det ellers naturlige resultat af et heteroseksuelt samliv.

Der er altså en afgørende biologisk forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle forhold, som selv et barn kan se. Staten har en særskilt interesse i stabile heteroseksuelle ægteskaber. Al forskning viser, at samfundsøkonomien er afhængig af stabile familier og logikken tilsiger, at samfundet er afhængig af, at der fødes børn – noget som stabile heteroseksuelle familier er den bedste og billigste forudsætning for. Endvidere er det naturlige sted for opfostring af børn, familien med en mor og en far. Det vidner FN’s børnekonvention også om, når den netop søger at beskytte børns ret til at vokse op hos deres biologiske forældre.

Det i princippet livsvarige ægteskab mellem en mand og en kvinde, adskiller sig altså grundlæggende fra homoseksuelle forhold. Det er derimod svært at se, hvor homoseksuelle forhold adskiller sig afgørende fra andre samlivsformer. Når definitionen af et ægteskab ændres, så den kan rumme homoseksuelle forhold, er det udtryk for en usaglig diskrimination af andre samlivsformer, hvad enten de er seksuelle eller ej.

Mens formålet med at beskytte ægteskabet mellem mand og kvinde som en særlig ordning havde legitime formål, så findes der ikke nogen legitime grunde til særligt at beskytte homoseksuelle par frem for andre samlivsformer, som f.eks. polygami, hvor flere kvinder er gift med en mand eller kollektiver med seksuelt samkvem på kryds og tværs.

Der findes heller ikke nogen grund til at definere et ægteskab som noget, der har med seksuelt samkvem at gøre, når dette seksuelle samkvem ikke er af en sådan art, at det typisk vil medføre forplantning og i øvrigt er det naturlige sted for opfostring af børn.

Hvorfor skal et søskendepar, som bor sammen uden seksuelt samkvem ikke have mulighed for den samkvem økonomiske ordning. Og hvorfor skal et munkekloster ikke have lov at gifte sig med hinanden, så de får mulighed for at bruge den legale formueordning for ægtefæller?

Selvom retorikken omkring kønsneutrale ægteskaber er, at det handler om ligestilling, er lovforslaget snarere et udtryk for en usaglig forskelsbehandling og en særbehandling af homoseksuelle par på bekostning af både selve ægteskabsinstitutionen og alle andre samlivsformer.

Uheldige samfundsmæssige konsekvenser af kønsneutrale ægteskaber

Udover at krænke både heteroseksuelle ægtepars rettigheder og andre samlivsformer, vil indførelsen af kønsneutrale ægteskaber også medføre negative samfundskonsekvenser.

Når ægteskabsbegrebet løsrives fra det også biologisk naturlige familiebegreb, sådan som det sker med lovændringen, så vil det have betydning for det generelle syn på ægteskabet. Ægteskabet reduceres til en menneskeskabt kontrakt, som kan ændres efter behov. Opfattelsen af ægteskabet som en i princippet livsvarig forening af mand og kvinde vil derfor også forsvinde.

Det betyder flere brudte familier, hvilket er en samfundsøkonomisk belastning, som vil medføre flere enlige mødre, flere depressioner, mindre arbejdsomhed blandt mænd, som ikke har en familie at forsørge, flere skilsmisse børn og en fødselsrate, der falder yderligere. Der er allerede forskere, der spekulerer over, om den nuværende økonomiske krise hænger sammen med den opløsning af familier, som allerede har fundet sted som følge af den seksuelle revolution, ligesom al forskning mig bekendt peger på, at stærke familier er en forudsætning for økonomisk velstand.

At kønsneutrale ægteskaber medfører en mindre forpligtelse til livsvarigt samliv, kan allerede dokumenteres ved forskning i homoseksuelle ægteskaber i Norge og Sverige (se rapporten ”The Demographics of Same-Sex „Marriages“ in Norway and Sweden af Gunnar Andersson, Turid Noack, Ane Seierstad & Harald Weedon-Fekjær, som kan findes her:https://same-sex.web.ined.fr/WWW/04Doc124Gunnar.pdf )

Sprogbrug har en afsmittende effekt på forståelsen af begreber. Det er naivt at gå ud fra, at det vil være troskaben i heteroseksuelle ægteskaber, der smitter af på de homoseksuelle ægteskaber, når fællesnævneren for de to og dermed definitionen på det nye ”kønsneutrale ægteskab” i øvrigt er det, som hidtil har kendetegnet homoseksuelle par.

Ydermere cementerer lovændringen også homoseksuelles ret til kunstig befrugtning til skade for børnene, som frarøves retten til at vokse op hos sin far og en mor. Med lesbiske pars ret til kunstig befrugtning konstruerer man børn med det formål, at de ikke skal have lov at vokse op hos deres mor og far og end ikke en mor og en far, selvom dette er det naturlige.

Vi kender ikke alle konsekvenserne af denne børnekonstruktion, men allerede nu leder ældre børn efter deres anonyme donorfar. Det er ren ideologi til skade for børnene, når man hævder, at naturlige ophav ikke har nogen betydning, og at man blot kan konstruere børn, uden det får emotionelle konsekvenser for børnene. Det er også ren ideologi, når man forudsætter, at kønsroller blot er traditionelle, og at der ikke er naturlige forskelle på fædre og mødre og at børn ikke har brug for begge dele.

Den eksisterende lovgivning er en krænkelse af børns rettigheder til skade for børnene. Fordi man ikke vidste, hvilke konsekvenser indførelsen af kønsneutrale ægteskaber ville have for børnene, frarådede en fransk rapport i 2006 kønsneutrale ægteskaber som værende i strid med børns rettigheder og til skade for børnene (Se sammendrag her: http://www.bevarekteskapet.no/sfiles/6/53/3/file/franceproposals.pdf )

Underminering af ytringsfriheden

Lovændringen rammer en grundlæggende rettighed i et liberalt demokrati. Med lovændringen får homoseksuelle par ikke blot retten til at kalde sig ægtefolk, men også retten til at blive kaldt ægtefolk af samfundet. Samfundet er os alle sammen. Loven vil på længere sigt få den konsekvens, at hele samfundet skal acceptere homoseksuelle par som ægtefolk.

I bemærkningerne til lovforslaget står der: Der tages med forslaget således et stort skridt i retning af at gøre op med den skelnen, der igennem mange år har været mellem på den ene side ægteskab som et retsligt institut, forbeholdt en mand og en kvinde, og på den anden side registreret partnerskab mellem par af samme køn.

Lovændringen er udtryk for, at staten gennem lovgivning vil ændre ord og begreber. Lovforslaget er et forsøg på styring af sproget og menneskers tanker.

Det kønsneutrale ægteskab er noget ganske andet end dét, mange er gået ind til, da de blev gift. Når flere skal omfattes af samme begreb, ændrer man også definitionen af begrebet, som jeg allerede har skrevet ovenfor.

Det kønsneutrale ægteskab er, uanset hvad man måtte mene om homoseksualitet i øvrigt, noget ganske andet end det kønspolære ægteskab mellem mand og kvinde. Når man med lov vil ændre ord og begreber, så to ting, der i deres natur er forskellige, skal kaldes det samme, så er der tale om sindelagskontrol. Det er et forsøg på ved sproglig genopdragelse at ændre folks holdninger til homoseksualitet.

Staten gør sig til moralsk dommer over menneskers tanker og meninger og vil med lov og magt ændre sproget for at tilgodese en lille gruppe.

Når man begynder at lave lovgivning, som alene har til formål at ændre ord, begreber og tanker, så er der tale om statslig sindelagskontrol og forsøg på genopdragelse af befolkningen.

Naturligvis findes der i Danmark mange, som mener, at ægteskabet blot er en social konstruktion, som man kan ændre efter behov. Hvis man mener dette, kan en ændring dog i og for sig være ligegyldig. Registrerede partnere har de samme rettigheder, som ægtefæller af samme køn får. Man kunne kalde registrerede partnere noget mere romantisk, hvis man synes, sådan som det tidligere har været foreslået med ”livsfæller”.

Men man behøvede ikke at ændre ægteskabsbegrebet. Det gør man kun, hvis man vil kontrollere, hvad andre siger og mener om homoseksuelle forhold.

Vi har allerede paragraffer, der beskytter forskellige grupper mod ”hadefuld tale” – et begreb, som i disse år udvides til at dække megen tale, som ikke per definition er hadefuld. Med lovændringen får homoseksuelle en lovbeskyttet ret til at kalde sig ægtefolk, som meget vel kan få den konsekvens, at en nægtelse heraf kan ses som udtryk for hadefuld tale og dømmes efter f.eks. racismeparagraffen.

Ægteskabsbegrebet har betydning mange steder i vores samfund, som f.eks. når den offentlige administration bruger det i forbindelse med behandling af borgernes sager eller når lærere og pædagoger forklarer børn, hvordan verden hænger sammen.

Når staten vil ændre den almindelige sprogbrug med lov, så vil det få den konsekvens, at ansatte i den offentlige administration fremover skal benævne og betragte homoseksuelle par som gift.

Mens de færreste kom i samvittighedsproblemer ved at betragte homoseksuelle par som registrerede partnere, så vil noget andet gøre sig gældende for begrebet ”ægteskab”. Vil man f.eks. kunne blive fyret som lærer, hvis man overfor skolebørn stiller sig kritisk overfor at kalde homoseksuelle par for ægtefolk?

Der har allerede været eksempler i Europa på, at ægtepar, som var kritiske overfor homoseksualitet blev nægtet f.eks. retten til at adoptere. Lovændringen ændrer ord og begreber og således er udtryk for ideologisk styring af borgernes tanker.

Underminering af religionsfriheden

Nært sammenhængende med ytringsfriheden er religionsfriheden, som også undermineres af den nye lov. Ifølge bemærkningerne i loven bygger lovforslaget delvis på et ønske om vielse af homoseksuelle i folkekirken. En gruppe præster og homoseksuelle i folkekirken ønsker muligheden for vielse af homoseksuelle, men som det fremgik af den tidligere udvalgsrapport herom, er der ikke et bredt krav om, at homoseksuelle par skal kaldes ægtefolk. Det er mig bekendt stadigvæk kun et mindretal i folkekirken, der ønsker dette.

Ægteskabet er traditionelt blevet defineret i alle de store verdensreligioner som et forhold mellem en mand og en kvinde. Ægteskabet er også en sædvane, som oftest er sammenknyttet med religion og teologi i de fleste religioner.

Muligvis med få undtagelse vil de fleste øvrige trossamfund ikke benytte sig af muligheden for at vire par af samme køn som ægtepar. Tværtimod vil det stride mod de fleste øvrige trossamfunds troslære at kalde homoseksuelle par for ægtefolk.

De traditionelle religioner opfatter ægteskabet som en naturlig eller gudgiven ordning, som mennesker ikke kan ændre grundlæggende på, sådan som det også forudsættes i Menneskerettighedserklæringen. Se her til f.eks. Gads Religionsleksikon under indgangen ”ægteskab”.

At mennesker kan ændre grundlæggende på definitionen af ægteskabet, forudsætter derimod oftest, at der ikke eksisterer en eller flere skabere eller at den konkrete virkelighed blot er en illusion. Den ateistiske og sækulære socialkonstruktivisme står her sammen med venstrefløjen i folkekirken om at påtvinge resten af befolkningen dét synspunkt, at ægteskabet blot er en menneskelig konstruktion, når den vil ændre grundlæggende på definitionen af ægteskabet.

Dette synspunkt ville der være plads til at have, selvom man ikke lod homoseksuelle og heteroseksuelle par omfatte af samme begreb og lov. Det ville ikke krænke ateisters, socialkonstruktivisters, kulturradikales, folkekirkeliges eller homoseksuelles ret til at mene, at ægteskabet blot er en social konstruktion, hvis man beholdt den nuværende ordning og evt. ændrede navn på registrerede partnerskaber til livsfæller eller noget andet. For en der betragter ægteskabet mellem mand og kvinde som blot en social konstruktion, må en ændring af begrebet også blot være en social konstruktion og dermed ikke et samvittighedsproblem.

Hvis man mener, at ægteskabet blot er en social konstruktion, må man indrømme, at denne konstruktion i hvert tilfælde delvis hører ind under religionens område, idet den altid har været knyttet til religionsudøvelse og altid og alle steder har været knyttet til religiøse ritualer. At ændre definitionen på ægteskabet er dermed også at gå ind på et område, som delvis er religionens og samvittighedens område.

Det er svært at se andet formål med at ændre på begreberne, end at man med lov vil tvinge alle i samfundet til at betragte ægteskabet som en social konstruktion, når lovændringen i realiteten ikke giver homoseksuelle andre rettigheder end retten til at blive kaldt ægtefolk og dermed retten til at få ægteskabsbegrebet tilpasset de homoseksuelle.

Med lovændringen vil man tvinge en ny definition af ægteskabet ned over allerede indgåede ægteskaber og tvinge alle til i fremtiden at indgå i denne nye ordning, såfremt de vil have deres forhold anerkendt som et ægteskab. Dette vil uundgåeligt skabe samvittighedsproblemer for mennesker, der er af den overbevisning, at ægteskabet er en naturlig ordning eller en skabelsesordning, hvorimod den nuværende tilstand ikke skaber samvittighedsproblemer.

Lovændringen kommer dermed på kanten af grundlovens § 70, fordi den presser et livssyn ned over den del af befolkningen, som er tilhængere af en af de traditionelle religioner, herunder de mange kristne både i og udenfor folkekirken, som betragter ægteskabet som en skabelsesordning: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Loven fratager endvidere kristne og andre med samme syn på ægteskabet og som allerede har indgået ægteskab, retten til at samtykke til eget ægteskab. Særligt traditionelle kristne og andre med samme ægteskabssyn er gået ind i ægteskabet under den forudsætning, at det var ægteskabet mellem mand og kvinde, de gik ind i. Når selve definitionen på deres allerede indgåede ægteskab ændres, uden deres samtykke, er der i realiteten tale om religionstvang, hvor man påtvinger mennesker en bestemt forståelse af ægteskabet med visheden om, at det vil stride mod, hvad de i forvejen mener.

Lovændringen er svær, for ikke at sige umulig, ikke at se som et kulturradikalt forsøg på at opdrage befolkningen til at tro og mene noget bestemt om ægteskabet, en institution, som man ikke selv mener noget særligt om, men som man ved, at de store verdensreligioner mener noget særligt om. Når man redefinerer noget, man ikke selv har en særlig mening om, men ved at andre har en særlig mening om, så kan det næsten kun være med henblik på at ændre opfattelsen hos dem, der mener noget andet.

Man kan hertil indvende, at de homoseksuelle jo også mener noget om ægteskabet. De homoseksuelle har et ønske om anerkendelse og søger den i ægteskabet. Men ingen kan både mene, at ægteskabet er en grundlæggende og naturlig ordning og at den er kønsneutral, eftersom ægteskabet, som vi kender det, er en kønsspecifik ordning. Når nogle homoseksuelle ønsker sig omfattet af ægteskabsbegrebet for at få anerkendelse, er det med andre ord også et krav om at få denne anerkendelse fra traditionelle kristne og andre tilhængere af en traditionel seksualmoral. Med andre ord er der tale om et krav om, at samfundet med lov presser mennesker til en moralsk anerkendelse af homoseksuelle forhold.

Dette er en indgriben i religionsfriheden og en underminering af grundlovens § 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det strider ikke mod den offentlige orden at mene, at homoseksualitet er i strid med Guds bud, så længe der ikke opfordres til vold mod homoseksuelle. Når samfundet vil opdrage dets borgere i, hvilke moralske domme, de må træffe og ændre ord og begreber for at ændre på borgernes religiøse overbevisning, så er der tale om angreb på religionsfriheden.

Denne indgriben i religionsfriheden viser sig også i de problemer, som er nævnt under punktet om ytringsfriheden ovenfor. Offentligt ansatte vil være tvunget til at anerkende homoseksuelle som ægtefolk i forbindelse med deres arbejde. Har man samvittighedsproblemer hermed, vil man ikke have samme adgang til arbejde indenfor det offentlige som andre. Dernæst vil loven formodentlig med tiden medføre at diverse diskriminationslovgivning kommer i spil overfor både individer, trossamfund og kirkelige eller religiøst prægede organisationer, som ikke betragter homoseksuelle som ægtefolk.

Den evangelisk-lutherske Bekendelse og den naturlige lov

Som præst i en evangelisk-luthersk kirke, ligesom folkekirken fejlagtigt hævdes at være, vil jeg afslutningsvis henvise til den lutherske bekendelse, som aflægger en klar bekendelse om ægteskabet som en gudgiven ordning, selvom denne ordning for så vidt angår den økonomiske regulering, hører under det borgerlige regimente. Det fremgår dog af Martin Luthers Lille katekismus i forklaringen til det sjette bud og til første trosartikel, at ægteskabet er en gudgiven skabelsesordning. Det ofte fremførte argument, at ægteskabet ikke er et sakramente, men en borgerlig ordning, bygger på en række fundamentale misforståelser af evangelisk-lutherske teologi. Om noget er et sakramente eller ej er ikke afgørende for, om det er en guddommelig indstiftet ordning.

Mens alle sakramenter er guddommeligt indstiftede, er ikke alle guddommeligt indstiftede ordninger sakramenter. Den verdslige øvrighed er selv en guddommelig ordning ifølge den lutherske bekendelse, som vi må underordne os.

Jeg nærer ingen illusion om, at den verdslige øvrighed i dette land føler sig bundet af den lutherske bekendelse, selvom grundlovens ordlyd siger noget andet. Jeg nævner det blot for, at man ikke heri vil søge en undskyldning for at indføre kønsneutrale ægteskaber.

Konklusion

Jeg håber på den baggrund, at regeringen vil genoverveje dette lovforslag, som på flere punkter begrænser borgernes rettigheder uden at det i realiteten giver homoseksuelle nye rettigheder.

Jeg skal desuden gøre opmærksom på, at der er en underskriftsindsamling i gang imod lovforslaget, som i skrivende stund har samlet over 1.400 underskrifter fra folk, der mener, at lovforslaget vil krænke fundamentale rettigheder. Det er muligvis ikke mange underskrifter. Men det er mange underskrifter fra personer, der mener deres fundamentale rettigheder krænkede.

Filed Under: Skaberordningen, Ægteskab

Livet i ægteskabet ud fra de ti bud

14. marts 2011 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Her er lidt noter fra undervisning af kommende ægtepar:

Livet i ægteskabet

Fundament: Evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus.

Du er en synder og din ægtefælle er en synder.

Den gifte præst på reformationstiden i Bo Giertz’ bog, Troen alene siger: ægteskabet er et udmærket sted til mortificatio carnis (=kødets dødelse). Det gamle egoistiske, selvretfærdige, selvtilfredse, selvtilfredsstillende menneske kan lokkes ud i lyset og bekæmpes i ægteskabet.

Ægteskabet er et kors, hvor du skal fornægte dig selv, ikke et sted, hvor du primært skal have opfyldt dine behov.

Det er et kors, fordi Gud lægger megen modgang på dig, som skal drive dig tilbage til Kristi kors, hvoraf du skal lære, at dine synder forlades og lære at fornægte dig selv.

Man kan godt forestille sig, at ægteskabet er porten til alt godt, men det er det ikke blot, det er et kald, hvori Gud vil opdrage os til retfærdighed ved at afsløre vores synd og selvretfærdighed og drive os tilbage til Jesu kors og ved gennem troen på Kristus at få os til at fornægte os selv og tage vores kors op.

De ti bud har derfor også betydning for vores forhold til vores ægtefælle. Vi vil gennemgå dem, sådan som de har betydning for vores liv med vores ægtefælle, så vi både må lære at erkende vores synder og lære, hvad Guds vilje er for vores liv i ægteskabet, så vi må fornægte os selv og døde vort syndige kød ved anger og tro på evangeliet og lever efter Guds vilje med vores ægtefælle, som er vores nærmeste næste.

Loven kan lære os at frygte Gud over alle ting, men den kan ikke lære os at elske Gud og stole på ham. Loven afslører vores afgudsdyrkelse og viser, hvem vi i sandhed bør frygte i stedet for vore afguder. Men den gør os blot fortvivlede over vores forhold til Gud og kan ikke lære os at elske ham og hans bud. Det kan alene evangeliet om, at Jesus har opfyldt loven for os og båret vores synder. Dette evangelium kan give os både kærlighed og tillid til Gud og dermed også den rette kærlighed til hans skabninger, så vi elsker vores næste, som vi bør. Derfor må loven dagligt drive os tilbage til evangeliet om, hvad Jesus har gjort for os.

Selvom der udkommer mange – også kristne – bøger om ægteskabet med teknikker og gode råd til at leve sammen, så er det væsentligste dog, at vi lever med lov og evangelium. Teknikker kan ikke forandre hjerterne, men det kan Guds lov og evangelium.

Guds lov er inddelt i de ti bud. Vi vil se på, hvordan de enkelte bud afslører vores synd og på, hvordan evangeliet kan sætte os fri fra vores fortvivlelse og give os kærlighed og tillid til Gud, så vi lever efter hans bud.

1. bud

Det første

Du må ikke have andre guder

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frem for alt frygte og elske Gud og stole på ham.

Dette bud er grundlæggende for de andre bud. Vores mistillid til, at Gud giver os, hvad vi har brug for er grunden til, at vi begærer det, som hører vores næste til, hvilket er grunden til, at vi handler mod vores næste. Begæret efter andet end det, Gud har givet os, er afgudsdyrkelse. Vi stoler på og venter os alt godt af noget andet end Gud. Mange ting i livet kan blive vores funktionelle Gud, om vi sætter vores lid til i stedet for Gud. Og det rammer vores liv med hinanden, herunder ægteskabet.

Afgudsdyrkelse er altid selvretfærdig. Vi stiller krav til vores afguder, som vi vil have opfyldt, fordi vi mener at have ret til det. Og ofte er vores afgudsdyrkelse dybest set udtryk for et selvretfærdigt hovmod, hvor vi selv vil være gud.

Når ægtefællen bliver en afgud

Det er ikke din ægtefælle, du skal sætte al din lid til og vente dig alt godt af. Gør du det, vil du med sikkerhed blive skuffet.  For din ægtefælle er ikke gud, men et menneske – og endda et syndigt menneske.

Hvis du gør din ægtefælle og dit ægteskab til din afgud, som du venter dig alt godt af, så vil det medføre skuffelser – og kan netop blive årsag til, at ægteskabet bliver en byrde frem for en velsignelse.

Stol i stedet på den sande Gud.

Når man vil være ægtefællens afgud

Når man vil have den plads, Gud har. Være den, ægtefællen sætter sin lid til og venter sig alt godt af. Det er hovmod.

Disse to typer afgudsdyrkelse – selvdyrkelse og ægtefælledyrkelse kan ødelægge ægteskabet.

Resten af budene handler også dybest set om afgudsdyrkelse.

  • Hvordan kan gode forventninger til ægteskabet og ægtefællen blive afgudsdyrkelse?
  • Hvordan kan man blive skuffet, hvis man har gjort ens ægtefælle til ens afgud?
  • Hvordan kan man blive skuffet, hvis man i sit hjerte vil have ægtefællen til at vente sig alt godt af en?

2. og 3. bud

Disse handler om Guds navn og Guds ord, som er tæt knyttet sammen, så vi behandler dem under et punkt.

Det andet

Du må ikke misbruge din Guds navn

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, udøver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.

Det tredje

Du skal holde hviledagen hellig

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter prædikenen og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

Andagt og kirkegang er fundamentet for en kristen familie. Når der er problemer, er der Guds navn, der må påkaldes.

Andagt skal ikke blot være et privatanliggende, men noget, der foregår fælles i familie. Fælles kirkegang skal prioriteres højt mellem ægtefæller. Ægtefæller skal formane hinanden med Guds ord. Det er ikke mindst i det åndelige liv, ægtefæller skal være hinandens hjælpere.

Ægtefæller har et ansvar for hinandens åndelige liv. Manden er hjemmets biskop og har et særligt ansvar, men det er kvindens opgave at formane manden eller om nødvendigt går til præsten, hvis han ikke vil lytte.

Familien skal bygge på Guds ord.

  • Hvilke syndige motiver kan ligge bag dovenskab omkring kirkegang og andagt?
  • Hvordan kan det være afgudsdyrkelse?
  • Hvordan kan det være selvretfærdigt?
  • Hvordan bekæmpe åndelig dovenskab med lov og evangelium?

Det fjerde

Du skal ære din far og din mor

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter vore forældre og foresatte eller gør dem vrede, men holder dem i ære, tjener, adlyder, elsker og agter dem.

Mand og kvinde – over- og underordning

I forhold til Gud og Kristus – Kristus er mandens hoved, Gud er Kristi hoved (1 Kor 11). Kirken er Kristi ægtefælle, ligesom vi er Guds børn og Gud vor Fader efter hvem ethvert Faderforhold har navn (Ef 3,12-13). Baggrunden for vores underordning under dem, Gud har sat over os, er vores underordning under Gud. Det er dybest set et spørgsmål om vores forhold til Gud. Når vi underordner os Gud, må vi også underordne os dem, Gud har indsat til at være os overordnede. Hvis vi sætter os op mod den, der er os overordnet, sætter vi os op mod Guds ordning. Kvinder skal vise deres mænd respekt.

Ligesom forældre skal sørge for deres børn og Gud sørger for os, sådan skal den, der er overordnet også sørge for dem, vedkommende har ansvaret for. Den, der leder, skal være de andres tjener. Det betyder ikke, at man ikke skal have autoritet, men at målet altid må være ægtefællens og børnenes bedste. Faren er, at man frygter sin ægtefælle og sine børn mere end Gud og derfor ikke tør lede og ikke tør bruge autoritet.

Din rolle afhænger ikke af den andens opfyldelse af sin rolle. Jeg har ofte hørt, at problemet for kvinder, der ikke vil underordne sig, er at mændene ikke leder ordentligt. Men der skal ikke to til opfylde en rolle. Hvis man gør sin rolle afhængig af den andens opfyldelse af sin rolle, har man altid en undskyldning for ikke at opfylde sin egen rolle, da man er gift med en synder. Det er en konfliktoptrapning, når man ikke vil yde det, man er pligtig, fordi den anden ikke opfylder sit.

Hvis man derimod hver især opfylder sin egen rolle og underordner sig Gud uafhængigt af den anden, ikke fordi den anden har tjent en først, men fordi Gud har tjent en først, så kan begge parter tjene hinanden.

Ef 5

  • Skal man kun udfylde sin egen under-/overordningsrolle, hvis den anden udfylder sin?
  • Hvilke former for afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag, at man ikke vil underordne sig?
  • Hvilke former for afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag, når en overordnet misbruger sin myndighed?
  • Hvilke former for afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag, når en overordnet ikke tør tage ledelsen i familien?
  • Hvordan kan lov og evangelium lære en at frygte og elske Gud over alle ting, så man påtager sig den rolle, Gud har givet?

5. bud

Det femte

Du må ikke slå ihjel

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke påfører vores næste nogen legemlig skade eller lidelse, men hjælper og støtter ham i al legemlig nød.

Vrede og bitterhed – selvretfærdighed. Når den anden ikke lever op til forventningerne

Tilgivelsen og kærligheden til den anden kontra selvretfærdighed, som er grunden til uforsonlighed. Både egen syndserkendelse og erkendelse af, at den anden stadig er en synder, som man ikke stiller større forventninger end nødvendigt.

Hævnlyst, uvilje mod den anden, irritation over de små fejl og dårlige vaner.

Læs Matt 18,23-35 samt Matt 5,22-25

  • Hvilke syndige motiver ligger bag irritation, bitterhed og vrede mellem ægtefolk?
  • Hvordan bekæmpes det?
  • Hvordan skal man reagere, når man ved, at den anden er irriteret eller vred på en?
  • Hvordan skal man reagere, når man mener sig syndet imod og mener, at synden er så stor, at man ikke bare kan glemme den?

6. og 10. bud

Det sjette

Du må ikke bryde ægteskabet

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever kysk og ærbart i ord og gerning, og enhver elsker og ærer sin ægtefælle.

Det tiende

Du må ikke begære din næstes hustru, tjener, pige, kvæg eller noget, der hører din næste til

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager, tvinger eller lokker vores næstes hustru, folk eller kvæg, men får dem til at blive og gøre deres pligt.

Begær efter andre. Seksuelt begær – begær efter andres anerkendelse. Når seksuel tilfredsstillelse bliver et behov/krav frem for et ønske, er der tale om afgudsdyrkelse. Seksualitet er Guds gode gave, men det er ikke et dyrisk behov, vi har. Vi skal dog heller ikke friste hinanden.

Derfor skal vi heller ikke holde denne gave tilbage fra hinanden, da et af formålene med ægteskabet er at forhindre utugt. Ligesom vi ikke ellers må friste til synd, sådan må vi heller ikke her.

Det undskylder naturligvis ikke utugt – enhver er selv ansvarlig for sin synd – og utugt er en gyldig skilsmissegrund i Biblen.

Matt 5,27-32

  • Hvorfor er begærlige tanker efter andre end ens ægtefælle forkerte?
  • Er det kun seksuelt begær, der er forkert?
  • Hvordan kan begær efter andre end ens ægtefælle bunde i selvretfærdighed og mistillid til Gud?
  • Hvilke andre synder kan ligge bag, at man holder sig tilbage fra sin ægtefælle og dermed giver anledning til synd?

Det 7. og 9. bud

Det syvende

Du må ikke stjæle

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vores næstes penge eller ejendom, eller tilegner os dem med falske varer eller handel, men hjælpe ham med at bevare og forbedre sin ejendom og sine kår.

Det niende

Du må ikke begære din næstes hus

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list stræber efter vores næstes arv eller hus og med skin af ret tilegner os det osv., men er ham til hjælp og tjeneste, så han kan beholde det.

Økonomiske problemer og bekymringer, som bygger på begær efter ting og ejendom. Vi ejer ikke noget, men har det til låns fra Gud.

Begær efter andet og mere end dét, Gud har givet os, bygger på mistillid til Gud. Ansvarsløshed med penge til misbrug af Guds gaver bygger på afgudsdyrkelse af disse. Bekymring bygger på mammondyrkelse.

Matt 6,19-34

  • Hvordan skaber bekymring om timelige ting problemer i ægteskabet?
  • Hvilken afgudsdyrkelse og mistillid til Gud ligger bag bekymringer om timelige ting?
  • Hvordan bekæmper vi disse bekymringer?
  • Hvordan skaber økonomisk uansvarlighed problemer i ægteskabet?
  • Hvilken afgudsdyrkelse ligger bag?
  • Hvordan kan lov og evangelium hjælpe os til ansvarlighed med vores jordiske midler indenfor ægteskabet?

8. bud

Det ottende

Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd mod din næste

Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke i falskhed lyver om ham, forråder eller bagtaler ham eller spreder onde rygter, men undskylder ham, taler godt om ham og fortolker alt til hans bedste.

Falske beskyldninger mod den anden. At optage alt i bedste mening. At sige undskyld for sårende ord. Jak 3,5ff, Ef. 4,29.

  • Hvordan kan rådne ord skabe problemer i ægteskabet?
  • Hvordan kan det give problemer i ægteskabet, når man ikke optager alt i bedste mening?
  • Hvilken afgudsdyrkelse og selvretfærdighed kan ligge bag begge dele?
  • Hvordan kan lov og evangelium lære os at vare vores mund og optage alt i bedste mening?

Evangeliet i ægteskabet

Den anden artikel – Om genløsningen

Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet død og begravet, nedfaret til Helvede, på tredjedagen opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Guds Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Hvad betyder det? Svar: Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed, og tillige sandt menneske, født af jomfru Maria, er min herre, som har forløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, dyre blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed, ligesom han er opstanden fra døden, lever og regerer i evighed. Det er vist og sandt.

Når vi erkender vores synder i ægteskabet, er der en ting at gøre: at bekende dem. Kristne skal bekende deres synder for hinanden og formane hinanden, når de bliver syndet imod (Matt 18,15; Matt 5,23).

Forhindringer for syndserkendelse og –bekendelse: selvretfærdighed i egne øjne. Man mener ikke at have behov for syndserkendelse. Forsøg på at retfærdiggøre sig i andres øjne. Man ved måske, at der er et problem, men vil ikke miste anseelse i sin ægtefælles øjne – man sætter sin ægtefælles anseelse højere end Gud, hvilket også er hovmod og selvretfærdighed.

Hvad kan give en syndserkendelse og mod til at bekende synden: 1. At frygte Gud mere end mennesker (Matt 10,28). 2. Tro på evangeliet – Gud tilgiver dig for Kristi skyld. Syndsbekendelsen sker i vished om, at den, for hvem synden betyder noget, har tilgivet dig.

Forhindringer for tilgivelse af ens ægtefælle: selvretfærdighed. Læs Matt 18,23-35 igen. Enhver af os er større tilgivne syndere overfor Gud end vi er overfor hinanden.

Hvordan ændre på problemerne i ægteskabet? Ved hjælp af syndserkendelse og tro på evangeliet. Brud på buddene skyldes afgudsdyrkelse og selvretfærdighed. Afgudsdyrkelse bunder i, at vi ikke stoler på den sande Gud, men gør os selv, hinanden, vores lyster osv. til afguder. Når vi er afsløret i vores synd og stoler på evangeliet, kan vi også sætte vores lid til den sande Gud.

Filed Under: Lov og evangelium, Læren om Skabelsen, Skaberordningen, Ægteskab

Ophævelse af kirkefællesskab

24. april 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

På Augustanakirkens ordinære menighedsforsamling i søndags d. 19. april 2009 vedtog vi to resolutioner, som kan læses her.

Den ene drejer sig om konstatering af ophævelse af det kirkelige fællesskab med vore tidligere søstermenigheder i København og på Sydfyn/Langeland.  Jeg gengiver den her:

Resolution om afbrydelse af kirkeligt fællesskab
Det er med beklagelse, at vi må konstatere det kirkelige fællesskab afbrudt med Evangelisk Luthersk Kirke i København og på Sydfyn ved pastor Lyrstrand, på grund af disses manglende vilje til at føre teologiske samtaler på Skriftens grund om spørgsmålet om kvinders stemmeret i menigheden. Desuden må kirkefællesskabet anses for ophævet i kraft af, at de ved pastor Lyrstrand har meddelt, at de ikke ønsker at fortsætte samarbejde eller drøftelser med Augustanakirken. Et kirkeligt fællesskab kan ikke bestå, når det ikke længere er muligt at drøfte teologiske spørgsmål og dermed konstatere, hvorvidt der er læremæssig enighed. Vi advarer mod den separatistiske ånd, hvor man afbryder samarbejde og drøftelser af andet end læremæssige grunde.
Ved Augustanakirkens ordinære menighedsforsamling i 2008 indstillede menigheden, at uenigheden om kvinders stemmeret i menighedens besluttende organer skulle afgøres ved teologiske samtaler i lyset af Guds ord og i tillid til, at Guds ord er klart og tilstrækkeligt i alle lærespørgsmål. Menighedsrådet meddelte ved præsten dette til pastor Lyrstrands menigheder.

Det er naturligvis sørgeligt, at vi har måttet konstatere denne afbrydelse af det kirkelige fællesskab, som har været suspenderet i en periode. Beslutningen er truffet på baggrund af de principper for løsning af teologiske problemer og erklæring af kirkefællesskab eller ophør af samme, som vi i Augustanakirken allerede kort efter etableringen af menigheden lagde frem i vores bekendelse fra september 2007, særligt pkt. 1 og 2, som gengives her:

1. Om Skriften som eneste autoritet for kirkens lære og liv og den norm, hvorefter al splid skal bedømmes.
Vi bekender enstemmigt, at Skriften alene er dommer i alle spørgsmål vedrørende kirkens lære og liv. Alle stridsspørgsmål skal løses ved studium af Skriftens klare ord og lære. Opstår der konflikt i kirken, som en part hævder, angår Guds ords lære, skal Skriftens udsagn herom altid undersøges, før der træffes afgørelse herom. Vi forkaster den falske mening, at man i spørgsmål, der angår læren, kan føre kirkepolitik og indgå kompromiser imod Guds ord. Ligeledes, forkaster vi den mening, at der kan træffes afgørelser imod Guds ord af hensyn til ‘menneskelige grunde’.
(2. Tim. 3,15-17; Gal. 1,8)

2. Om kirkefællesskab
Vi bekender enstemmigt, at kirkefællesskab kun kan etableres og opretholdes, hvor der hersker enighed om læren. Når en menighed eller kirke lærer falsk og ikke lader sig formane, må kirkefællesskabet brydes, selvom der er historiske eller familiære bånd. Kirkefællesskab er fællesskab om ord og sakramenter og hvad, der hører hertil, f.eks. gudstjenester og missionsvirksomhed. Vi forkaster enhver form for unionisme, nemlig fællesskab om ord og sakramente med medlemmer af vranglærende kirker og menigheder, herunder fælles gudstjenester, gudstjenstelignende møder og fælles missionsvirksomhed.

(Rom 16,17)

Beslutningen er truffet i enighed af en myndig menighedsforsamling, som ved sig forpligtet på Guds ord og lære og dermed også i stand til at bedømme læren og lærerne efter Skriften som eneste kilde og rettesnor for kristen lære og liv.

Vi håber naturligvis, at situationen ændrer sig, så der igen kan konstateres kirkeligt fællesskab på baggrund af enighed i tro og lære ved fælles studie af Guds ord.

Indtil det igen måtte være muligt at undersøge disse menigheders lære og sikre, at den er i overensstemmelse med Guds ord, kan jeg ikke anbefale at søge fællesskab om ordet og sakramenterne dér.

Da der i øjeblikket ikke mig bekendt er andre retlærende lutherske menigheder i Danmark, vil jeg opfordre til, at de, som ønsker et evangelisk-luthersk menighedsliv retter henvendelse til mig og Augustanakirken med henblik på optagelse og/eller undersøgelse af mulighederne for etablering af nye retlærende lutherske menigheder med vores hjælp.

Filed Under: Aktuelt, Kirkefællesskab, Skaberordningen Tagged With: luthersk blog

Autoritet og myndighed i kirken

21. februar 2009 by Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Autoritet og myndighed i kirken
– Skaberordning, frelsesordning og kirkeordning.

– noter fra undervisning i foråret 2008 i Augustankirken, med særlig vægt på Augustanakirkens stemmeretspraksis og dens begrundelse i Guds ord.

1. Guds skaberordninger

1.1. Skabelsen og ordningerne
1.1.1. Gud har ikke blot skabt verden. Han har også ved en række ordninger fastlagt det indbyrdes forhold mellem sine skabninger.
1.1.2. flere af disse ordninger har med autoritetsforhold at gøre. De regulere, hvem der skal træffe beslutninger.
1.1.3. Ligesom en general i en hær træffer en beslutning, sådan er der nogle, der har autoritet til at træffe beslutninger. Det betyder ikke, at andres mening er ligegyldig eller at de er mindre værd. Tværtimod kan dem, der er underordnede godt vide mere om noget end de overordnede. Men det ændrer ikke på ordningen.
1.1.4. Skaberordningerne har deres forbillede i Guds forhold til sin skabning. Gud er den, som styrer og regerer. På samme måde, som han styrer, skal dem, han har indsat til det, styrer indenfor deres område.

1.2. Mennesket og resten skabningen
1.2.1. Mennesket hersker over jorden (1 Mos 1, 26; 2,19) – både dyr og planter.

1.3. Mand og kvinde
1.3.1. Gud skabte mennesket som mand og kvinde (1. Mos 1,27). Kønnene er forskellige i kraft af skabelsen.
1.3.2. Kvinden blev skabt ud af manden og til manden og er dermed underordnet manden i autoritet, ligesom børn er undeordnet forældre ( 1 Mos 2,18-23, 1 Kor 11,8-9; 1. Tim 2,13).
1.3.3. Kvinden er mandens hjælper (v. 18 og 20) (Herren kaldes også hjælper, men det er i kraft af en viljesakt, mens kvinden er skabt til at være mandens medhjælper)
1.3.4. Mandens og kvindens synd i kap. 3 består bl.a. i, at kvinden søgte en plads højere end den, Gud havde givet hende og manden lod hende udøve autoritet over sig (1 Mos 3,6-17; 1 Tim. 2,14)
1.3.5. Det er skamfuldt for en kvinde, at regere over mænd (Es 3,12)
1.3.6. Manden er kvindens hoved, ligesom Kristus er mandens hoved (1 Kor 11,3; Ef. 5,23)
1.3.7. Hustruer formanes til at underordne sig manden (Ef. 5,22 og 24; Kol. 3,18; tit 2,4-5; 1 Peter 3,1 og 5)
1.3.8. Manden skal elske hustruen, som Kristus elskede kirken (5,25 og 28; Kol. 3,19)
1.3.9. Manden skal være hensynsfuld overfor kvinden og vise hende ære, da hun også er medarving til frelsen (1 Pet. 3,7)

1.4. Hussstanden
1.4.1.Mand og kvinde hører sammen i ægteskab (1 Mos 2,24)
1.4.2 Det sjette bud derfor forbyder al seksuel omgang udenfor ægteskabet
1.4.3 Mand og kvinde skal stifte familie bringe børn til verden (1. Mos 1,29)
1.4.4 Forældre skal tjene og udøve myndighed over børn (Ef. 6,4).
1.4.5 Børn skal adlyde forældre (4. bud samt Ef. 6,1-3 og 1 Pet. 5,5-6)

1.5. Samfundet
1.5.1. Gud har indsat øvrigheden i samfundet (Rom 13,1-4)
1.5.2. Derfor skal vi adlyde øvrigheden (Matt. 22,21) og underordne os den (1. Tim 2,1-3; Tit. 3,1; 1 Pet. 2,13,14)
1.5.3. Mennesket er sat til at arbejde (1 Mos 1,29) og også her skal vi underordne os vore foresatte (Ef. 6,5-8) og foresatte skal udøver deres autoritet i kærlighed (Ef. 6,9).

1.6. Guds frelsesordninger

1.6.1. Kirken/menigheden dens “hvem” og dens “hvor”
Kirken og dens kendetegn: Den Augsbugrske Bekendelse Art. 7 – Kirken
Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader” osv.
1.6.2. Kirken er et helligt præsteskab som har al kirkemagt. 1. Pet. 2,5-9, 1. Kor 3,21-23.
1.6.3. Lighed i Kristus (Gal 3,28)
1.6.4. Embedet er Guds indstiftelse
Den Augsburgske Bekendelse Art. 5 – Det kirkelige embede
For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne.
Art. 28
…. Således mener de da, at nøglemagten eller biskoppernes magt i følge evangeliet er en magt eller en bemyndigelse fra Gud til at prædike evangeliet, forlade og fastholde synder og forvalte sakramenterne. For med denne bemyndigelse udsender Kristus apostlene (Joh.20.21 fg.). “Ligesom Faderen har udsendt mig, således udsender også jeg eder. Modtager Helligånden! Dem, hvis synder I forlader, er de forladte, og dem, hvis synder I fastholder, er fastholdte.” Mark.16.15: “Går bort og prædiker evangeliet for hele skabningen osv.”.
Denne magt udøves kun ved at lære eller prædike evangeliet og meddele sakramenterne enten til flere eller til enkelte efter ens kald, fordi her ikke skænkes legemlige, men evige ting, evig retfærdighed, helligånden og evigt liv. Dette kan ikke opnås uden ved ordets og sakramenternes betjening, som Paulus siger (Rom.1.16): “Evangeliet er en Guds magt til frelse for enhver, der tror.” Og salme 119.50: “Dit ord har holdt mig i live.”
…..
Endvidere – i følge evangeliet eller, som de siger, efter guddommelig ret tilkommer der biskopperne som biskopper, d.v.s. som dem, hvem ordets og sakramenternes betjening er betroet, den embedsmyndighed at forlade synder, at forkaste den lære, som strider mod evangeliet, og at udelukke de ugudelige, hvis ugudelighed er åbenlys, fra menighedens samfund, uden at anvende menneskelig magt, men ved ordet. På disse punkter bør menighederne nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem lydighed i følge det ord (Luk.10.16): “Den, der hører eder, hører mig.”
Men når de lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder lydighed. Mat.7.15: “Vogter eder for de falske profeter.” Gal.1.8: “Hvis en engel fra himlen ville forkynde et andet evangelium, skulle han være en forbandelse.” 2 kor.13.8.10: “Vi formår intet mod sandheden, men for sandheden” og “Os er given magt til at opbygge, ikke til at ødelægge.” ….

1.7. Kirkeordninger
1.7.1 Guddommelig ret – der er ting, som er befalet i Guds ord – frelsesordningerne. Præstembedets nøglemagt og menigheden som Guds folk og et helligt præsteskab. Præst og menighed udgør tilsammen kirken. Kirken består af lærere og hørere, som den lutherske teolog Chemnitz siger. Menigheden skal adlyde præsten, når han prædiker Guds ord og udøver hyrdeembedet efter Guds ord. Menigheden har dog pligt til at bedømme læren – det gælder alle menighedens medlemmer uanset alder og køn. Hyrden kan ikke binde samvittighederne i mellemting, selvom han også her ved ordet må vejlede menigheden efter sit hyrdeembede til det bedste for kirken og den enkelte.
1.7.2. Menneskelig ret. De ting vedrørende menighedens fælles forretninger, som ikke er befalet i Guds ord. Der er ikke befalet noget om, hvordan den praktiske udøvelse af menighedens myndighed, skal foregå. Kirkeordningsspørgsmålet er i princippet menneskelige ordninger, men må indrettes, så de afspejler Guds ordninger bedst muligt og i hvert tilfælde ikke strider mod dem.
1.7.3. Skriftens anvendelse af Guds skaberordning i praksis i kirken: Kvinder må ikke udøver autoritet/myndighed over mænd eller undervise dem (1 Tim 2,12) Paulus henviser i 1. Tim 2,13-14 til både det, at Adam blev skabt først og til, at det var Eva, der blev forledt. Det var Adam, der fik budet om ikke at spise af træet – et bud, han skulle forkynde for Eva som hendes hoved.
1.7.4. De må ikke tale i menighedens gudstjenesteforsamling, men skal underordne sig iflg. loven (1. Kor 14,34-35). Igen er begrundelsen underordningen, som er påbudt i loven – altså Skriften. Det er nok skabelsen, der henvises til.
1.7.5. At udøve myndighed/autoritet vil sige at bestemme. Det vil ikke sige, at man giver sin mening til kende eller udøver indflydelse. Det er alles ret og pligt. Og det er de styrendes pligt at lytte til og tage hensyn til alle i en kristen menighed. Men kvinder og børn kan ikke være med til at træffe afgørelser på menighedens eller kirkens vegne. Da udøver de myndighed over menighedens mænd i stedet for at undeordne sig. Selvom en kristen menighed skal tilstræbe enighed, er der nogle, der må træffe beslutningerne. Når der i sådanne situationer foretages en afstemning, udøves der juridisk bindende myndighed på menighedens vegne. Hvis f.eks. seks kvinder stemmer et og tre mænd stemmer noget andet, har kvinderne udøvet myndighed over mændene.
1.7.6. Menighedens vedtægter:
§ 5. Menighedsforsamlingen
Stk. 1. Menighedsforsamlingen er menighedens højeste myndighed. Denne myndighed kan ikke
uddelegeres til individer eller grupper indenfor eller udenfor menigheden uden at den til enhver tid
kan tages tilbage af menighedsforsamlingen. Myndigheden omfatter administrationen af alle
kirkens og menighedens indre og ydre anliggender. Dog har ikke engang menighedsforsamlingen
nogen myndighed til at befale eller bestemme noget i modstrid med Guds ord og de lutherske
bekendelsesskrifter. Gør den det, er alle sådanne beslutninger og handlinger ugyldige.

§ 7. Menighedsrådet
Stk. 1. Menigheden daglige ledelse udgøres af menighedsrådet, der foruden formanden,
næstformanden og præsten består af 1 medlem for hver 10 nadverberettigede medlemmer.
Menighedsrådet vælges af menighedsforsamlingen for en 2-årig periode, således at der hvert år vælges halvdelen af medlemmerne. Valgbare er nadverberettigede mandlige medlemmer på såvidt muligt 25 år og derover, som forpligter sig på bekendelsesgrundlaget i § 3 eller ved manglende kendskab hertil i det mindste Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse samt denne forfatning.
Stk. 2. Menighedsrådet leder menigheden i overensstemmelse med nærværende vedtægter og
menighedsforsamlingens beslutninger samt støtter og hjælper præsten i dennes opgaver.
Stk. 3. Menighedsrådet har ingen selvstændig myndighed. Handler medlemmer af menighedsrådet
uden menighedsforsamlingens bemyndigelse, er de personligt ansvarlige over for menigheden.


Filed Under: Kirkesyn, Menighedsundervisning, Præsteembedet, Skaberordningen Tagged With: luthersk blog

  • 1
  • 2
  • Next Page »

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Far, verden, far vel! (Alle vers) 10. juni 2023
  • Prædiken: En kort tids trængsel og evig glæde (Joh 16,16-22) -3.s.e. påske 30. april 2023
  • Salme: O kære Jesus, hvad har du bedrevet 6. april 2023

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

2. jul. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
2. jul. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse
9. jul. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
9. jul. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse
16. jul. 08.00 ‒ 09.00
English Matins
16. jul. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse

Copyright © 2023 · Outreach Pro on Genesis Framework · WordPress · Log in