I Luthersk Missionsforening (LM) har der, bl.a. i bladet Tro og Mission, foregået en debat om nogle kommende vedtægtsændringer (se også kommentar af Mikkel Vigilius her).
I det seneste nr. af Tro og Mission rejses nogle interessante spørgsmål fra tilhængerne af kvinder i LM’s ledende og besluttende organer. Birger D. Petersen og Hakon Christensen skriver:
“PO og MV stiller spørgmålstegn ved, om der kan sidde kvinder i Landsrådet. Det er værd at bemærke, at de opgaver MV og PO nævner, der skulle problematisere det, stort set er identiske med de opgaver og muligheder, om er lagt hen til afdelingsmøderne og generalforsamlingerne lokalt i kredse og frimenigheder. Her har kvinder altid kunnet deltage med fuld tale- og stemmeret.”
Jeg skal indrømme, at jeg ikke kender LM’s historie særligt godt, så jeg ved ikke, om det altid har været sådan. Men jeg ved, at tidligere tiders lutheranere respekterede Guds ordning for forholdet mellem mand og kvinde, og derfor heller ikke lod kvinder stemme i menighedens besluttende organer.
Efter klassisk luthersk lære er det også i den lokale menighed, myndigheden findes til at kalde og afsætte præster, udstøde af menigheden og bedømme lære samt træffe beslutninger om ting, der ikke er påbudt i SKriften (adiafora). Det er dermed den højeste menneskelige myndighed i kirken. Hvis kvinder kunne udøve myndighed her, kan de naturligvis også i de organer, menigheden måtte have udlånt udøvelsen af denne myndighed til.
Men logikken halter, når man vil slutte fra en falsk praksis til en anden. Ud fra de bibelske argumenter, Peter Olsen, Mikkel Vigilius og Torben Kjær har fremfør for kvindens undeordning i menigheden, burde man snarere revidere den holdning, at kvinder kan stemme i f.eks. menighedsmøder og generalforsamlinger.
Når Skriften lærer, at kvinder skal underordne sig i alt (1 Tim 2,11) og derfor ikke må bestemme over mænd (1 Tim 2,12), så må det ikke mindst gælde i menighedens besluttende forsamling. Det kan ikke, som nogen mener, begrænses til f.eks. det læremæssige ansvar eller til visse ledelsesfunktioner (så ville der ikke stå alt).
Sådan var det også tidligere i f.eks. Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark. Men man indførte så kvinders stemmeret, i strid med hvad kirken før havde bekendt på baggrund af Skriftens lære.
I artikelrækken “Kvindens stilling i menigheden” i månedbladet for den evangelisk-lutherske frikirke i Danmark fra 1909, som blev redigeret af pastor J.M. Michael, står der (s. 14):
I menighedsmøder skal kun de stemmeberettigede mandlige medlemmer deltage. Dermed er ogsaa hustruerne udelukkede, og det med rette. Naar Gud siger til Eva: “han skal herske over dig”, saa taler han derigennem til enhver hustru. Men hvorledes bliver det med detteherredømme, naar maaske i et menighedsmøde et flertal af kvinder kunde overstemme manden, naar hustruen kunde tilintegøre sin ægtemands stemme ved at stemme imod ham”
I Den evangelisk-lutherske Frikirke begrundede man altså dengang et nej til kvinders stemmeret med kvindens underordning under manden i Skriften. Det var med andre ord et spørgsmål om, hvad Skriften lærer om skaberordningen.
Siden har man ændret dette, så kvinder kan stemme i menighedsmøder og ved årsmøder. Den naturlige konsekvens af, at man har tilsidesat skabelsesordningen, må med tiden blive kvinder i bestyrelser og som yderste konsekvens kvinder som lærere og prædikanter i menigheden, ligesom LM nu er på vej til at få kvinder i landsledelsen.
I Augustanakirken er vi vendt tilbage til den bibelske og historiske lutherske praksis, at det er menighedens voksne mænd, der stemmer ved menighedsmøder. Med til dette hører naturligvis også, at mændene ser dette som en tjeneste, hvor de skal tænke på og tage hensyn til hele menigheden, både kvinder og børn.
Augustanakirken er altså også i spørgsmålet om skabelsesordningen den rette arvtager til den lutherske lære, som Den evangelisk-lutherske Frikirke bekendte, mens J.M. Michael var præst og formand.
Når det gælder Luthersk Missionsforening, så tør jeg ikke håbe, at den organisation vil vende tilbage til et luthersk syn på skaberordningen. Det grundlæggende problem er jo forholdet til Guds ordninger i det hele taget, herunder også den lokale menighed og hyrde- og lærerembedet. Men man kan vel håbe, at denne strid kan får nogen til at indse, hvad konsekvenserne må være, hvis man vil tage Guds ordninger alvorligt.