Augustanakirken

Luthersk kirke

  • Hjem
  • Kalender
  • Tro
  • Liturgi
  • Blog
  • Menighedsrådet
  • Siteindhold
  • Søg

Bibeltime over 1. Mos 3

2. december 2011 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Bibeltekster er fra 1931-oversættelsen af GT
Gen 3:1  Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort
Slangen er her i centrum. Den fremhæves rent sprogligt som noget, vi skal være opmærksom på. Der var tale om en naturlig slange. Træsk vil sige snedig, lumsk. Slangen var skabt af Gud, ligesom de andre dyr og dermed ikke i sig selv ond. Denne snedighed, som slangen sart viste i ord, løfter også sløret for, at vi ikke blot har at tale med en almindelig slange, men Satan, der brugte slangen, sådan som onde ånder i det nye testamente kunne besætte f.eks. en flok svin.

Slanger taler normalt ikke, hvilket også viser, at det ikke blot er en slange, vi har med at gøre. Det er Satan, der taler gennem slangen.
Det fremgår også af 2 Kor 11,13-14, at slangen var Satan.
Satan var faldet på t tidspunkt efter den syvende dag og inden denne dag, hvor han frister Eva. Vi ved ikke meget om dette englefald, men vi ved, at alt, hvad Gud skabte var godt.

…og den sagde til Kvinden: “Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?”
Satan stiller et spørgsmål. Han forudsætter, at svaret på spørgsmålet er afgørende for, hvordan Gud skal bedømmes. Har Gud virkelig sagt? Har Gud virkelig givet så streng en befaling? Buddet om ikke at spise af kundskabns træ var ikke ment som en byrde – og var heller ikke et byrdefuldt bud. Det var ment som et bud, hvormed Adam og Eva af et glad hjerte skulle tjene Gud og undlade at spise af træet. Instinktivt forstår vibedre slangens tankegang, som de syndere, vi er. Slangen ser på Guds bud som noget byrdefuldt. han ser dem ikke som en måde, hvorpå Guds skabninger kan tjene Gud. Synden vil kun tjene Gud af nød, aldrig af glæde. Synden ser Gud som en streng herre, der pålægger det umulige – og dermed en ond og uretfærdig herre.
Og det var denne tankegang, Satan fra begyndelsen forsøgte at liste ind i Evas ører.
Satan overdriver desuden buddet for at få Gud til at fremstå værrer og mere uretfærdig end han er. Satan forsøger også at få Guds enkle og klare bud til at fremstå uklart ved at så tvivl om, hvad Gud egentligt har sagt. Mente Gud bare et træ eller alle træer? Var Guds ord nu så klart? Og kan man stole på, hvad Gud siger? Og vil Gud dem det godt?
Synden stoler ikke på, at Gud vil os det godt.

Gen 3:2  Kvinden svarede: “Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
Gen 3:3  kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!”
Kvinden korrigerer slangens misforståelse. Hun holder sig til at begynde med til ordenes simple mening af Guds ord. De måtte godt spise af træerne i haven, bortset fra træet midt i haven. Men i kvindens defensive svar ligger også allerede kimen til synden. Satan har grundlæggende sået tvivl om, hvorvidt Gud er god, hvis han ikke tillader, at de spiser af alle havens træer. Hvis Gud sætter begrænsinger, kan han ikke være God. eva gør ikke op med denne præmis, men forsøger at forsvare sig med, at så mange begrænsinger, har Gud heller ikke sat. det er kun et træ, Gud har begrænset deres adgang til. Vi får nok at spise, så vi behøver ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt, er hendes svar. Men hun er allerede begyndt at tale med satan og er allerede gået ind på hans forudsætninger. Hun har allerede delvist gjort sig til dommer over Gud i stedet for selv at underlægge sig Gud og Guds ord.
Ikke desto mindre bruger hun Guds ord og forsvarer det. Hun er blevt lokket i en fælde, men hun er endnu ikke fanget i den. Eva ønsker at underordne sig Guds ord og bekender Guds ord overfor Satan, selvom hun uden at vide det er ved at blive lokket ind i en argumentation, som Satan vil vinde.
Hun begrunder Guds forbud med Guds kærlighed. Hvis de spiser af træet skal de dø, og det vil Gud gerne bevare dem fra. Gud havde i 1. Mos 2,17 advaret Adam og Eva mod at spise af træet og som Guds børn, ønskede de at følge Guds bud i tillid til, at det var det bedste for dem.

Gen 3:4  Da sagde Slangen til Kvinden: “I skal ingenlunde dø;
Gen 3:5  men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!”
Slangen citerer her Gud, men benægter, hvad Gud siger. han siger egentlig “ingenlunde skal i dø”. Han angriber Guds ord og Guds advarsel direkte og benægter den. Derefter så han tvivl om Guds intentioner, som han allerede gjorde til at begynden med. Han fremstiller Gud som en, der ikke vil dele glæderne med Adam og Eva. Vi skal huske på, at Jesus har sagt, at Satan er en løgner. Hvad han siger til Adam og Eva er løgn eller halve sandheder. Adam og Eva kendte allerede det goe og det var meningen, at de skulle vokse i kundskaben om det gode. Det var også meningen, at de ved at adlyde Guds bud mod Satans fristelser skulle lære det onde at kende, som noget de skulle afsky. På den måde skulle de tjene Gud villigt og lære både godt og ondt at kende, men ved at holde sig til det gode.
Satan bilder nu reelt Eva ind, at hun også stadig vil kende det gode og kunne gøre det gode, når hun spiser af træet. Han bilder hende ind, at hun vil have et frit valg mellem det gode og det onde. Han bilder hende ind, at hun vil have en fri vilje til stadig at vælge det gode, når hun har spist af træet. Men det er løgn – og det er den løgn, Satan stadig bilder os ind: at vi er frie til at vælge det gode, at Guds befalinger er onde og at frihed handler omat kunne gøre, hvad vi vil.
Satan bilder os stadigvæk ind, at vi er gode og frie og at frihed handler om at skille sig af med Guds undertrykkende regler og befalinger. men det er løgn, som fører til død og derefter til evig død.

Gen 3:6  Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
Faldet skete, da Eva syndede i sit hjerte og så, at træet var godt at spise af og at få forstand af. Da hun søgte glæde og visdom udenfor Guds ord og Guds ordninger og lyttede til djævelen, mistede hun gudbilledligheden, så hun ikke længere var i overensstemmelse med Guds tanker. I stedet var hun i overensstemmelse med Satans tanker og bar Satans billede.
Hun stolede ikke længere på Gud og hans ord og synden havde taget magten over hendes hjerte, så hun fulgte sit begær og syndede i handling og tog af træet.
Adam var sammen med hende. Det var ikke ham, der var blevet forført af slangen (jvf. 1 Ti 2,14), men han lod sig overbevise af sin hustru om, at træet var godt at få forstand af. Det gjorde ikke hans synd mindre. Tværtimod, så kan vi mellem linjerne læse hans store synd, som var, at han ikke udøvede sit embede som mand og advarede og formanede sin hustru. han var hos hende, da hun spiste af træet, men han så til og hun gav ham af træet. Der blev bytte om på skabelsesordningen, så han lod Eva bestemme og lede, hvor han burde have sat hælene i og prædiket Guds ord for hende.
Sådan medfører manglende respekt for skabelsesordningen mellem mand og kvinde, at andre synder følger med. Vi kan også heraf se, hvor stærk en sammenhæng, der er mellem skabelsesordningen og forholdet til Gud. Indvævet i den første synd mod Gud var også en første synd mod Guds ordning for mand og kvinde.

Gud afslører synden og in nåde
Gen 3:7  Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
Adams og Evas øjne åbnedes, så de erkendte det onde. Der er ikke tale om rent intellektuel erkendelse, men om erfarings-erkendelse. De erfarede det onde i deres hjerter, herunder også deres onde begær. I 1. mosebog 2,25 lærte vi, at de var nøgne, men ikke skammede sig. Deres seksualdrift var i fuld overensstemmelse med Guds vilje. Men nu var den ramt af synden og viste sig i egoistisk begær. Samtidigt kendte de stadigvæk det gode, så de skammede sig over ondskaben i deres hjerter og ønskede at skjule den. Derfor syede de figenblade sammen for at skjule deres begær for sig selv, for hinanden og for Gud.
Deres skam var udtryk for både deres erkendelse af deres synd mod Gud og deres forsøg på at skjule deres synd.
Sådan forsøger vi også ofte at skjule os og vores synd for hinanden og for Gud. Mange erkender, at de livet igennem spiller roller og forsøger at skjule, hvem de virkelig er. Selvom man forsøger at bilde os ind, at vi kan leve som vi vil og at alle vores normer blot er menneskelig konstruktioner, så kan man ikke slippe af med skammen. Mennesker føler skam, fordi de erfarer synden i sig selv. Det kan være, at vi projicerer skammen over på noget forkert i stedet for på de rigtige synder. Men vi føler skam og vi føler skyld over synden.
Og vi forsøger at skjule synden med figenblade – vores hjemmelavede masker og forsøg på at retfærdiggøre os – både overfor gud og overfor hinanden.
Et eksempel er vielse af homoseksuelle. Hvis man virkelig var ligeglad med Gud og hans lov og hvis man mente, at ægteslabet blot var en menneskelig konstruktion, så ville man heller ikke føle behov for at få sit forhold kaldt et ægteskab eller blive viet i kirken. Men man føler skam over synden og vil have menneskers og Guds velsignelse, fordi man føler skam og skyld.
Skammen er dog ikke det samme som syndserkendelse. Skammen er udtryk for en bevidsthed om, at der er noget i vejen, ligesom den nagende følelse af ikke at være rigtig, viser, at der er et problem, men ikke sætter fingeren på det ømme punkt. Derfor har Adam og Eva – og vi, burg for, at Gud afslører synden.

Gen 3:8  Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
At Gud vandrede i haven vil sige, at han tog menneskelig form. Det er ikke billedsprog, men Gud viste sig virkelig for at vandre med dem. Det er den anden person i treenigheden, der er Guds tolk (Joh 1,18) og som viser sig for mennesker som et menneske. det havde han muligvis gjort før, siden de kan høre, at det er ham, der kommer vandrende.
De erkender i hvert tifælde, at det er Gud, og de erkender deres egen syndige tilstand. Derfor skjuler de sig. Sådan forsøger vi menensker bestandigt at skjule os for Gud, så han ikke ser vores synd. og vi bilder os ind, at vi kan gøre det, som strudsen bilder sig ind, at den kan gemme sig ved at stikke hovedet i busken. Her ser vi, hvordan Adam og Eva efter faldet også med det samme gribes af selvretfærdighed, så de tror, de kan skjule sig for Gud og tror, de kan skjule deres egen synd.

Gen 3:9  Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: “Hvor er du?”
Gud forkastede ikke med det samme sine skabninger, men opsøgte dem for at fortælle dem både om deres synd og om deres nåde. Gud vidste godt, hvor Adam var, men han ville have Adam til at forstå sin synd. Derfor spørger han Adam, hvor han er.

Gen 3:10  Han svarede: “Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!”
I stedet for at sige, at han var bange, fordi han og Eva havde spist af træet og syndet mod Gud, skyder Adam skylden på sin nøgenhed. Dette var en halv sandhed, for han skammede sig jo rent faktisk over sin nøgenhed – men grunden til dette var, at han og Eva havde syndet mod Gud. men Adam får det til at se ud som passende, at han gemmer sig for Gud for at skjule sin nøgenhed. Det er naturligt for mennesker at gemme sig for Gud og frygte hans blik, sådan som Adam gjorde. Det skyldes vores syndighed.
Det er også naturligt for os syndere, at vi forsøger at retfærdiggøre vores fosøg på at skjule os for Gud. Det naturlige menneske vikler sig ind i flere og flere undskyldinger for at undgå at blive afsløret i synden.

Gen 3:11  Da sagde han: “Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
Gen 3:12  Adam svarede: “Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg.”
Gud forsøger igen at få Adam til at erkende sin synd. Hvorfor er nøgenheden et problem. Hvorfor skammer han sig over den? Hvis ikke han havde spist af træet, ville han ikke have skammet sig over nøgenheden.
Men Adam reagerer igen selvretfærdigt. Han benægter ikke, at han har spist af frugten, men han skyder skylden for ugerningen på Eva og på Gud.
Han skyder den først på Eva. Det var hende, der gav ham af frugten, så han kunne spise af den. Synden adskiller mennesker fra hinanden, så de skyder skylden for deres egne synder på andre. Men enhver er ansvarlig for sine egne synder, uanset hvilke synder, andre har begået mod en. Ingen af andres synder undskylder dine synder. Mange menneskelige konflikter skyldes netop denne form for selvretfærdiggørelse, hvor man lægger skylden for alle ens ulykker over på andre oi stedet for at erkende sin egen synd og skyld.
Dernæst ligger der også i Adams beskyldning mod Eva igen en afløsring af, at han ikke selv har levet op til sit ansvar. Det er ham, der er manden og ham, der er hoved for ægteslabet mellem de to. han havde ansvaret for at retlede Eva, men lod sig i stedet styre og forlede af Eva. Det er en del af grundsynden, at mænd ikke tør tage deres gudgivne ansvar på sig og lede familien efter Guds vilje, men skubber både ansvaret for at lede og skylden for at det går galt over på deres ægtefæller.
Men der ligger også en slet skjult anklage mod Gud i Adams ord: “Kvinden, som du satte ved min side”. Hvor Adam havde takket Gud i 1 Mos 2,23 og sagt “Da sagde Adam: “Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!” om den kvinde, Gud havde sat ved hans side, så anklager han nu indirekte Gud for syndefaldet, fordi han satte kvinden ved Adams side. men det var ikke Guds skyld. Det var heller ikke Evas skyld, at Adam syndede. Evas fristelse var vel en nødvendig forudsætning for synden, men ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det afgørende var, at Adam lyttede til kvinden og gennem hende til slangen frem for til Guds ord, så han kunne have forkyndt Guds ord for Eva.
Sådan fristes vi også til at give Gud skylden for vores synder. Når vi siger “hvis ikke det og det var sket” eller “hvis bare det og det kommer i orden, så er jeg færdig med den synd”, så skyder vi i virkeligheden skylden for vores synder på omstændighederne – omtændigheder, som Gud har tilladt. Det er i sidste ende at anklage Gud for vores synd.

Gen 3:13  Da sagde Gud HERREN til Kvinde: “Hvad har du gjort!” Kvinden svarede: “Slangen forførte mig, og så spiste jeg.”
Ligesom Adam, må kvinden erkende, at hun har udført den handling, hun anklages for. men også hun skyder skylden på andre. Hun skyder skylden på slangen, dvs. på Satan. og her er det på samme måde. Satans forførelse var en nødvendig forudsætning for Evas synd, men det var ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det var Eva, der valgte at synde. Med os er det naturligvis anderledes i den forstand, at vi ikke kan lade være med at synden. Men det er stadigvæk sådan, at andre menneskers fristelser eller Satans fristelse ikke er en tilstrækkelig forudsætning for vores synd. Det er på grund af synden i os, vi ikke kan lade være med at synden. Når vi synder, viser vi vores natur, som vi har arvet fra Adam og Eva. Vi er altså selv grunden til, at vi ikke kan lade være med at synde. Derfor kan vi heller ikke skyde skylden på andre.
Gud har nu afsløret Adam og Eva, så de i hvert tilfælde har erkendt, at de har handlet mod Guds bud, selvom de fortsat undskylder sig. Det er ikke muligt ved lovens hjælp alene, at få mennesker til fuldt ud at erknede deres syndighed. Der kræves alene anger nok til, at man er rede til at høre om syndernes forladelse. Selvretfærdige undskyldninger ophører først i mødet med evangeliet.
Og Gud er ikke færdig med Adam og Eva og fortsætter i de næste vers med et løfte.

Gen 3:14  Da sagde Gud HERREN til Slangen: “Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
Gud dømmer her slangen, som var Satans redskab. Fremover skal slangen være forbandet og adskilt fra kvæget og markens dyr ved at krybe omkring. Det er et tegn på, at den er overvundet af Gud, at den skal krybe på alle fire. Vi har her et tegn fra Gud ligesom regnbuen var et tegn fra Gud. Slanger, der kryber på jorden er et tegn og forvarsel om den dom over Satan, hvis redskab, slangen var, som vi hører om i det næste vers.
At slangen straffes må vi se på på samme måde, som når en hund straffes for at bide. Dyr har en form for intelligens og slangen her lod sig bruge af Satan og blev gjort ansvarlig for sin handling.

Gen 3:15  Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!”
Det er sandt, at der har været fjendskab mellem mennesker og slanger siden. Men det fjendskab. der tales om her, er fjendskabet mellem Satan og kvinden. Gud adresserer nu Satan, som gemmer sig bag slangen og forkynder dom over ham.
Ved synden var kvinden blevet Satans ven frem for Guds ven. Men dette ville Gud lave om på. Han ville gøre kvinden til Satans fjende igen – og dermed til Guds ven igen. Det var løftet om retfærdiggørelsen, altså, at kvinden skulle blive Guds ven og Satans fjende igen efter at være blevet Satans ven og Guds fjende.
Men så skal der også sættes fjendskab ml. Satans afkom og kvindens afkom. Satans afkom/sæd er de, som følger ham, både de onde engle og de mennesker, der er Satans slaver.  Jesus siger, at de vantro jøder har Satan til Fader (Joh n8,44) og Johannes Døberen kalder ligefrem farisæerne for slangeyngel (Matt 3,7 Luk 3,7), hvilket formodentligt er en henvisning til netop dette vers.
Afkom kan både været et kollektivt ord, som omfatter flere og handle om et individ. Som regel er det kollektivt, men når det gælder kvindens afkom, hører vi direkte, at der er tale om et individ. Der står nemlig at “den” eller “han” skal knuse slangens hoved. Der er altså tale om en enkelt person, som skal være fjende af Satan og hans afkom. Denne person skal være kvindens afkom. Læg mærke til, at han ikke skal være mandens afkom, men alene kvindens. Han skal fødes af en vkinde men uden mands medvirken.
Dette fjendskab så vi, da jesus kom til jorden og vi ser det gennem hele kirkens historie, at de vantro forfølger og angriber de kristne, fordi de vil ramme Kristus. De kristne kan også kaldes Jesu afkom (Es 53) og som det er med Kristus, sådan er det med hans afkom. Også de udsættes for Satans fjendskab, som allerede kvinden gjorde det.
Denne kvindens sæd/afkom skal knuse Satans hoved – hans magt. Jesus skal sejre over Satan. Det er sådan, han skal skabe fjendskab mellem kvinden og Satan. Man hvordan gør Jesus dette. Det læser vi om til sidst. Satan skal hugge Jesus, kvindens afkom, i hælen. Han skal såre kvindens afkom, som dog knuser hans hoved. Det skete, da Jesus led og døde. Her blev han angrebet af både satan og Satans afkom og han blev jo rent fysisk stukket i hælen. Men gennem dette sejrede han over Satan og knuste hans hoved.
Her forkyndte Gud for første gang evangeliet for Adam og Eva. Og de forstod Guds løfte om en frelser.

Gen 3:16  Til Kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!”
Er dette en straf eller Guds kærlige tugt. Det kommer an på perspektivet. For den vantro er dette også en straf. Men det er samtidig en tugt, som skal minde den vantro om sin synd, så vedkommende omvender sig. Sygdom, lidelser og altså her også problemer ved barnefødsler skal minde kvinder om Evas synd. Al modgang, som Gud lader komme til os mennesker, har til formål at minde os om vores synd og tugte os, så vi omvender os. Det skal minde os om den forestående dom, som rammer, hvis vi ikke omvender os. Jordiske lidelser forkynder ikke evangeliet for os, men de forkynder loven, de viser os vores synder. og som kristen viser de os vores syndige kød, som vi ligger i daglig kamp med. uden disse lidelser og kors, ville vi ikke erkende vores dybe syndighed, men blive hovmodige.
Hvis Eva var blevet mor før syndefaldet, ville graviditeten alene være en glæde og velsignelse, men efter syndefaldet er det at få børn både en velsignelse og et kors. Her tænkes både på den fysiske smerte ved fødsler, men også ved det at opfostre børn, som er præget af synden, fordi både mødre og deres børn er syndere.
Samtidig bekræfter Gud skabelsesordningen mellem mand og kvinde. Selvom Eva havde forsøgt at frigøre sig fra Adam og at gøre sig til herre over ham, stadfæster Gud, at hun skal begære ham – være afhængig af ham og samtidig at han skal herske over hende. Guds ordning for ægteskabet står fast som en naturlig ordning – også efter syndefaldet. Det er ikke er, Gud indfører denne ordning. han bekræfter den blot. men forholdet mellem mand og kvinde vil være skadet af syndefaldet, så kvinden ikke villigt underordner sig og manden ikke giver sig hen for sin hustru. Den uselviske kærlighed immellem dem er ødelagt.

Gen 3:17  Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
Da Gud skabte Adam befalede han ham at underlægge sig jorden  (1. Mos 1,28) og at han skulle arbejde i haven (1. Mos 2,8). Det var en glæde. men det blev nu vendt til en tugtelse. For at Adam måtte mærke sin syndige tilstand, skal jorden nu være fobandet, så det ikke længere blot er en glæde at skaffe sig føde. Modgang og problemer med at få mad på bordet skal minde Adam og hans efterkommere om, at de er syndere. Det skal drive dem til at fortvivle over sig selv og søge ham, som af nåde giver dem, hvad de har brug for.
Det er denne forbandelse over agerjorden, vi også hører om i Rom 8:
Rom 8:19  Skabningen venter jo med inderlig længsel på, at Guds [[børn]] skal åbenbares.
Rom 8:20  Skabningen blev jo underlagt forgængelighed – dog ikke frivilligt, men efter Hans vilje, Som lagde den derunder – dog med håb!
Rom 8:21  Thi også skabningen selv skal befries fra trældommen under forgængeligheden og nå frem til Guds børns frihed i herligheden!
Rom 8:22  Vi veed jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer indtil nu,
Her har vi også løsningen på det såkaldte “ondes problem”. Gud lader det onde ramme os for at drive os til syndserkendelse.
Det skyldtes, at Adam spiste af træet og lyttede til sin hustrus tale derom, hvor han brude have talt til sin hustru i stedet. Adam irettesættes altså også for at have lytte til sin hustru i stedet for at formane hende.

Gen 3:18  Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
Gen 3:19  i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!”
Her kommer Gud med konkrete eksempler på, hvordan Adam ville mærke forbandelsen af agerjorden. Agerjorden ville bære torn og tidsel. Vi, der har have ved, hvordan ukrudt er et problem for planterne. Når man også skal leve af planterne som Adam, var det et stort problem, som gjorde, at det ville kræve hårdt arbejde at få føden.
Adam mindes også her om den legemlige død, når han skal vende tilbage til jorden, som han er taget af. Adam skal dø og han er støv, som alene lever i kraft af Guds opretholdelse. Sådan skal vores jordiske møje minde os om døden, så vi må omvende os, mens tid er.

Gen 3:20  Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
Døden var netop kommet ind i verden og alligevel kalder Adam kvinden Eva “Liv”. Det gør han, fordi hun skulle være modertil alt levende. Hun skulle være moder til alt legemligt levende, men det var også gennem hende og hendes efterkommer, Jesus Kristus, alt åndeligt levende skulle have liv.
Det er altså også en bekendelse af tro på løftet, Adam her aflægger.

Gen 3:21  Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
Da Adam og Eva syndede, lavede de sig tøj af figenblade for at dække deres skam. Gud fjernede ikke denne skam, som tjente til at vise dem deres synd. Men nu giver han dem ordentligt klæder.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan disse skindjortler blev til. Om Gud slagted eet dyr eller bad Adam og Eva om at gøre det. I sin dogmatik, foreslår Phillip Melanchthon, at der er tale om et offer, hvor Gud iklæder dem skindet som et billede på Kristi retfærdighed – og slagtningen af dyret er et billede på slagtningen af Kristus. Det giver god mening. Det er det første dyredrab, vi hører om, og figenbladene, som skindtøjet træder i stedet for, var netop Adams og Evas forsøg på at skjule deres skam med egne midler. Nu giver Gud dem så skindtøj i stedet for at vise, at han giver dem noget, der kan skjule deres skam.

Gen 3:22  Men Gud HERREN sagde: “Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!”
Det er treenigheden, der her taler med sig selv.
Mennesket er på sin vis blevet som gud, idet det kender både det onde og det gode, selvom det nu ner bundet til det onde.
Den åndelige død var indtruffet. Som vi hørte i sommers, var meningen me dlivets træ at bevare fra legemlig død. Gud ønskede ikke, at Adam og Eva og deres  børn skulle leve evigt på jorden som syndere. den legmlige død skulle både være en straf for de vantro, en påmindelse om den forestående dom til skræk og omvendelse, og frelse for den troende fra det syndige kød. Derfor afskar Gud dem nu vejen til livets træ.

Gen 3:23  Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
Gen 3:24  og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
Gud forviste og drev Adam og Eva ud af Edens have for at de skulle dyrke agerjorden, som nu var forbandet udenfor Eden. Det var modvilligt, Adam og eva blev drevet ud. Og sådan har mennesket lige siden forsøgt at skabe sig paradisiske tilstande på jorden. Vi kender det fra beretningen om babelstårnet og fra politiske ideologier og drømme om et jordisk tusindårsrige.

Arkiveret i: 1. Mosebog, Bibeltekster, Menighedsundervisning

Læren om Skriften – troslære 2

30. juli 2010 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Åbenbaringen – Skriften

Skriftens ophav – inspirationen

Gud har i stedet åbenbaret sig i Skriften og i evangeliet. Inspiration betyder indblæsning. Læren om Skriften ophav handler om, at det er Gud, der har givet skriften.

De profetiske skrifter i det gamle testamente er Guds ord

Åbenbaringen begynder lige efter faldet i lov og evangelium: 1. Mos 3,8-15. Der var tale om mundtlig åbenbaring indtil Moses.

Ingen måtte føje noget til eller trække noget fra det skrevne ord (Josua 23,6, 5 Mos 4,2).

Gud åbenbarer sig personligt for profeter og taler igennem dem (f.eks. Esajas 6).

Det Gamle Testamente kaldes Guds ord i Ny Testamente, f.eks. i Mat 1,22-23. Og Jesus siger, at end ikke et eneste ord i GT kan rokkes: Joh 10,35.

Iflg. 2 Tim 3,16 er ”ethvert skrift”, dvs. i hvert tilfælde de gammeltestamentlige skrifter inspireret og indblæst af Gud. Det Nye Testamente bekræfter også, at det var Gud, der talte ved det gamle testamentes profeter (Hebr 1,1-2).

De apostolske og profetiske skrifter i det nye testamente er Guds ord

Jesus havde lovet sine apostle, at Helligånden skal vejlede dem til hele sandheden og forkynde for dem om de kommende ting (Joh 16,13). Helligånden skal altså give apostlene profetiske gaver, så han taler til dem både om guddommelige sandheder og om fremtiden.

Jesus lover tidligere i samme tale, at Helligånden skal lære apostlene alle ting og minde dem om alt, hvad han havde sagt (Joh 14,26).

Efter sin opstandelse, men før himmelfarten, forklarer Jesus apostlene, at han ved Helligånden skal give dem kraft til at være vidner (ApG 1,8) til jordens ende. Et vidne er en, der har set noget og kan bevidne det. Når Jesus kalder apostlene for vidner, taler han om den særlige opgave, de havde i at bevidner hans ord og gerninger. Derfor havde de brug for Helligånden til at sikre, at de huskede alt, hvad han havde sagt og gjort.

Og fordi apostlene skulle bevidne Jesu ord og gerninger, udvalgte apostlene netop også en ny apostel efter Judas efter det kriterium, at han havde vandret sammen med Jesus og kunne bevidne Jesu død og opstandelse (ApG 1,22).

Da Jesu løfte om Helligåndens kraft opfyldes i ApG 2, er det også apostlene, Helligånden kommer over og viser sig på som tunger af ild. Og det er apostlene, som begynder at forkynde på fremmede sprog som et tegn på, at det er Helligånden, der taler igennem dem.

På den måde er pinseunderet en garanti for, at apostlenes ord er Guds ord.

Senere kommer Helligånden over andre på samme måde, men det sker alitd gennem apostlene (ApG 8 og 10). I Samaria prædiker Filip, som selv har fået gaven fra apostlene, men som ikke kan give den videre. Her må apostlene op og lægge hænderne på de nye troende og troldmanden Simon forsøger at købe apostlenes myndighed til at videregive Helligåndens gave (ApG 8,18-19).

Apostlenes ord er altså Helligåndens og dermed Guds ord. Derfor kaldes Paulus’ ord også for Guds ord (1 Thess 2,13). Det samme gælder for apostlenes medhjælpere, som de har videregivet Helligåndens gave til. Men eftersom den alene bliver givet gennem apostlene i det Nye Testamente, skal vi ikke regne med, at nogen efter apostlene har Helligåndens åbenbaringsgave.

Men apostlene og deres medhjælpere skrev deres vidnesbyrd om Jesu gerninger og ord ned i dét, vi kender som Det Nye Testamente.

Helligåndens åbenbaringsgave er dét, vi også kalder inspirationen, når det handler om Skriften.

Inspirationen

Det latinske ord ’Inspiration’ betyder indblæsning og stammer fra 2 Tim 3,16, hvor der står, at ethvert skrift er indblæst af Gud. Dette begreb har man brugt til at beskrive, hvordan Biblen er blevet skrevet ved Helligåndens hjælp.

Inspirationen indbefattede både, hvornår der skulle skrives, hvad der skulle skrives og hvordan det skulle skrives

Hvornår skulle der skrives – Når Guds Ånd bevægede hellige mænd til det – 2 Pet 1,21

Hvad skulle der skrives

– Alt, hvad der skulle skrives, blev skrevet efter Guds vilje. Det er altså ikke kun det frelsende, men alt, hvad de hellige inspirerede mænd skulle skrive, der skete efter Guds vilje (se 1 Pet 1,10-12 og 2 Tim 3,16.).

Paulus siger også, at Helligånden drev ham til at sige, hvad han sagde (1 Kor 2,13).

Hvordan skulle det skrives? – verbalinspiration

Ikke kun indholdet men også formen var givet af Gud. Gud siger til Jeremias, at han skal skrive ordene i en bog (Jer 30,2; Davids ord i 2 Sam 23,2).

Paulus taler ord, lært af ånden, skriver han i 1 Kor 2,13. Det er altså ikke blot sagen, men også ordene, Helligånden har lært Paulus som apostel.

Jesus henviser til ordet ”guder” og siger i den forbindelse, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,34) og Paulus henviser til ordet entalsformen i ordet ’afkom’ som bevis for, at det er Kristus, der tales om og ikke andre(Gal 3,16). Så selv et lille ord eller et ords form i Skriften er afgørende og givet af Gud selv.

Inspirationen var ligesom underet pinsedag, hvor Helligånden gav apostlene ord på fremmede sprog(ApG 2,4.11).

Inspirationen betyder ikke automatskrift

Skriverne var ved fuld bevidsthed om, hvad der skete (David i 2 Sam 23,2 og Paulus i 2 Thess 3,17). Det var heller ikke mekanisk diktat, men Helligånden brugte den enkeltes sprogbrug og åndsevner. De var ikke desto mindre under Helligåndens kontrol. Vi kan ikke helt fatte, hvordan det sket og skal heller ikke spekulaer ei inspirationens psykologiske side.

Kanons omfang?

Helligånden kom over apostlene pinsedag (Apg 2,1) og først gennem dem til andre. Kirkens gundvold er Apostlene og profeterne (Ef 2,20). Det er altså apostlenes og profeternes skrifter, som er inspireret af Helligånden. (NB Markus og Lukas var Paulus’ og Peters elever).

Det afgørende er altså, om et skrift er af profetisk og apostolsk oprindelse.

Jesus anerkender det udvalg af Skrifter, som var anerkendt på hans tid, som i dag udgøres af det gamle testamente.

Når det gælder det nye testamente, har vi den ældste kirkes vidnesbyrd om, hvilke skrifter, der er apostolske. Det er den ældste kirkes vidnesbyrd og ikke den senere kirkes beslutning, der er afgørende for, hvilke skrifter, der er kanoniske.

Antilegomena og apokryfer

Den ældste kirke var usikker på nogle af Skrifterne i det nye testamente, nemlig: Hebræerbrevet (som man mente var af Paulus), 2. Petersbrev 2. Og 3. Johannesbrev, Jakobs Brev, Judas’ brev og Johannes Åbenbaring. Man vurderede dem i lyset af de sikre skrifter og tog dem med, som ikke var i modstrid hermed – dog som usikre skrifter.

Disse skrifter er de såkaldte modsagte skrifter. Fordi de er usikre kan de ikke bruges alene til at bevise lærepunkter. Man kan desuden, som Luther gjorde med jakobsbrevet, betvivle deres apostolske oprindelse uden dermed at blive vranglærer.

I det gamle testamente har man også overvejet, om der skulle ekstra skrifter ind, de såkaldte apokryfe skrifter. Men da de ikke var anerkendt som kanoniske Jesu tid og derfor ikke godkendt af ham, falder de udenfor kanon. De står i nogle bibeludgaver mellem det gamle og det nye testamente.

Skriftens egenskaber

Men det er ikke nok at vide, hvorfra Skriften stammer. Det er også vigtigt at vide, hvad der kendetegner Skriften – eller hvad dens egenskaber er.

Skriftens autoritet og ufejlbarhed

Skriftens autoritet er Guds autoritet. Gud talte ved profeterne (Heb 1,1). Apostlenes ord er Guds befaling (1 Kor 14,37). Biblen må accepteres af enhver kristen – ellers kommer man under dom (Joh 12,48).

Fordi Biblen er Guds ord og har Guds autoritet, er også ufejlbarligt i alt, hvad det omhandler. Det følger af, at det er Guds ord. Almindelige mennesker kan fejle, men Gud fejler ikke. Jesus siger derfor også, at Skriften ikke kan rokkes (Joh 10,35).

Guds ord er objektivt sandt og ikke kun sandt for den, som tror det 8Joh 17,17 – dit ord er sandhed). Den, som bliver i Jesu ord kender sandheden (Joh 8,21.32).

Enhver lære, som ikke stemmer overens med Skriften må derfor forkastes. Ærlighed eller inderlighed er ikke et bevis for ens tros sandhed.

Skriftens effektivitet – virkekraft

Guds ord er virksomt eller effektivt, fordi Helligånden er knyttet til ordet. Jesus siger om sine ord, at de er ånd og liv (Joh 6,63). Hebr 4,12 – Guds ord er et tveægget sværd.

Loven virker erkendelse af synden (Rom 3,20) og evangeliet virker troen (Rom 10,17). Skriften kan gøre mennesker vise til salighed (2 Tim 3,15).

Skriftens tilstrækkelighed

Skriften indeholder hele Guds råd (ApG 20,27), den er i stand til at gøre os vise til salighed (2 Tim 3,15) og til at opdrage os i retfærdighed (2 Tim 3,16-17). Jesus lovede sine apostle at Helligånden ville vejlede dem til hele sandheden 8Joh 16,13), altså ikke kun en del deraf, men alt, hvad Gud ville have åbenbaret til salighed.

Bekendelserne er derfor ikke noget, som lægger noget til Skriften, men bekendelser af skriftens lære overfor aktuelle benægtelser af Skriftens lære.

Skriftens klarhed

Skriften er klar – den er, hvad angår dens læremæssige indhold ikke åben for fortolkning. Et menneske, som kender sproget og som har almindelig menneskelig forstand er i stand til umiddelbart at begribe, hvad Skriften lærer. Skriften kaldes derfor et lys (Sal 119,105; 2 Pet 1,19). Selv børn kan kende Skrifterne 82 Tim 3,15).

Skriften stemmer dog ikke altid med den menneskelige fornuft (2 Kor 10,5) og der er ting, der er svære at forstå (2 pet 3,16). Men når det gælder læren, er skriften klar.

Skriften er eneste kilde og norm

På grund af sine egenskaber, er Skriften eneste kilde og norm for kristen lære og liv. Mennesker har dog forsøgt at opsætte andre kilder, fordi de ikke anså Skriften for tilstrækkelig eller andre normer/rettesnorer, fordi de ikke anså Skriften for klar

En kilde er noget, men henter noget op fra. En norm er en rettesnor, det man måler noget efter. Skriften er begge dele. Den er både den eneste kilde til viden om gud og den eneste rettesnor for sand viden om Gud og hans vilje.

Skriften og traditionen

Den romersk-katolske kirke anser traditionen for en kilde og norm for kristen tro og viden, fordi de benægter, at Skriften er klar og tilstrækkelig i sig selv. Metodisterne nævner den også som en kilde. Nogle romaniserende ”lutheranere” har gjort det samme.

Skriften og fornuften

Calvinisterne gør fornuften til norm, når de f.eks. benægter Jesu legemes og blods nærvær i nadverens brød og vin eller når de drager den slutning, at når Gud har udvalgt de, der frelses, så må han også have forudbestemt dem, der fortabes til fortabelse.

Det samme kan siges om dem, der accepterer den historisk-kritiske metode og benægter, at Skriftens er sand i alt, hvad den beretter. Det gælder også dem, der er tilhængere af et såkaldt konservativt bibelsyn, hvilket vil sige, at de mener, at Skriften alene er ufejlbarlig i dét, der handler om tro, liv og lære. De gør i sidste ende deres fornuft til dommer over Skriften.

Skriften og andre påståede åbenbaringer

Den karismatiske bevægelse, som tror på nutidige åbenbaringer og profetier, gør disse til kilder til viden om Gud og hans vilje. Det samme kan siges om Pavedømmet, som tillægger paveembedet samme rolle som apostlene, nemlig at tale ufejlbarligt, når det taler ex cathedra.

Både karismatisk og romersk-katolsk tro på nutidige åbenbaringer modsiger Skriften.

I Daniels bog 9,24 profeteres det, at profeterne skal forsegles, når Messias kommer, dvs. stoppes. Den fortæller ikke, præcis hvornår i den tid, hvor Messias kommer, at profeti skal stoppes. Og fra Joels bog 3 ved vi, at der samtidig skal lyde profeti også i de sidste dage, som indledes med Messias’ komme.

I 1 Korintherbrev 13 skriver Paulus, at de stykkevise åbenbaringer skal forgå, når den fuldkomne åbenbaring kommer. Samtidig skriver han, at tro og håb skal forblive efter at dette fuldkomne er kommet. Men håb kan ikke eksistere, når Kristus er kommet igen, da håbet da er opfyldt. Der må derfor være tale om en fuldkommen åbenbaring før Jesu genkomst, som er samlingen af det stykkevise. Og det stykkevise er netop de åbenbarede ord, mennesker fik gennem apostlene.

Ud fra disse tekster og dét faktum, at Helligåndens åbenbaringsgaver blev givet til apostlene og gennem dem til andre, kan man slutte, at åbenbaringsgaverne ikke blev givet til nogen efter apostlenes død og derfor er ophørt.

Vi skal altså ikke lede efter Guds åbenbaring i andet end Skriften.

Skriften og bekendelsesskrifterne

Men hvad så med de lutherske bekendelsesskrifter? Er de ikke en ny kilde og norm til kristen tro og lære? Sådan lyder kritikken ofte af bekendelsesskrifterne.

Men det forholder sig lige omvendt. De lutherske bekendelsesskrifter forudsætter netop, at Skriften alene er kilde og norm for kristen tro og lære. For de forudsætter, at man ud fra Skriften kan fastlægge med sikkerhed, hvad kristen tro er. Og de forudsætter, at man kan formulere denne lære overfor menneskers forsøg på at finde andre kilder til tro og lære.

De, som ikke bryder sig om bekendelsesskrifter benægter reelt, at skriften er klar og tilstrækkelig i alle lærespørgsmål, så man ud fra Skriften med sikkerhed kan slutte sig til den sande lære og derfor også fordømme falsk lære.

Det er altså snarere fjenderne af bekendelsesskrifter, der er fjende af Skriften som eneste kilde og norm.

Bekendelsesskrifternes rolle er altså ikke at fremsætte nye lærepunkter, som ikke læres i skriften. Deres rolle er i stedet at pege på, hvad Skriften lærer på punkter, hvor Skriftens lære igennem tiden er blevet angrebet.

Bekendelsesforpligtelsen er også kirkens garanti for, at præster lærer i overensstemmelse med Guds ord. Når man ikke vil forpligte præster på bekendelsesskrifter, men alene på Biblen, overlader man i virkeligheden menigheden til præstens skalten og valten, uden mulighed for at holde præsten fast på en lære, som han har forpligtet sig på.

Man indrømmer, at præsten ikke behøver prædike den samme lære på søndag som sidste søndag og gør reelt præsten til hersker over menigheden.

Skriftens formål

Biblens formål er ifølge den selv:

  1. At frelse mennesker ved troen på Jesus Kristus (2 Tim 3,15; Joh 5,39; Joh 20,31)
  2. At oplære Guds børn til et liv i hellighed og retfærdighed (Joh 17,17; 2 Tim 3,16-17)
  3. Guds ære (1 Pet 4,11)

Det vigtigste er selvfølgelig det første. Men det er vigtigt, at man ikke bruger Skriftens formål til at tilsidesætte, hvad Skriften lærer klart. I stedet må man stole på, at alt, hvad Skriften lærer, rent faktisk tjener dette formål – også selvom vi ikke kan gennemskue det.

Man kan altså f.eks. ikke tilsidesætte historiske beretninger i Biblen eller Guds klare befalinger, fordi man ikke mener, at de stemmer med Skriftens formål. Så har man gjort sin egen fornuft til kilde og norm i stedet for at lade Skriften være det.

Fortolkning af Skriften

Det er naturligvis også vigtigt at vide, hvordan Skriften skal fortolkes, selvom der ikke kan gås i dybden med det i en troslære. Det er nærmest et emne i sig selv. Alligevel bør det kort berøres her.

Biblen er skrevet på menneskesprog og er derfor i en forstand underlagt sprogets almindelige regler. Derfor må det også i én forstand læses som andre skrifter. Man må analysere sproget efter de grammatiske regler, og også forstå sproglige figurer på samme måde som indenfor andre tekstfortolkningsvidenskaber.

Det betyder også, at man må læse ord ud fra den kontekst de står i.

Man skal altså bruge sin forstand til at forstå Biblen, ligesom til at forstå andre tekster.

Samtidig er Biblen i alle ord Guds ord. Den indeholder derfor ikke fejl. Den er også en enhed, så intet i Skriften modsiger noget andet i Skriften. Den også klar, så man må forvente at klare udsagn i Skriften oplyser de mindre klare udsagn. Den er desuden tilstrækkelig, så man ikke behøver udefrakommende kilder til at afgøre, hvad Skriften siger.

Alt dette har betydning for Skriftefortolkningen.

Fordi Skriften er klar, må vi lade Skriften fortolke Skriften. Støder vi på et uklart og dunkelt sted i Skriften, så må vi lade det belyse af andre steder, der handler om det samme, men er klare.

Og støder vi på noget, der modsiger vores fornuft, så må vi tilsidesætte fornuften, fordi Skriften er ufejlbarlig og tilstrækkelig. Vi må derfor ikke fortolke noget som billedsprog, fordi det strider mod fornuften eller andet, hvis det ikke fremgår af Biblen selv, at der er tale om billedsprog.

Fordi Skriften er en enhed, så må vi også læse Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye Testamente og tage det Nye Testamente på ordet, når det fortæller, at en bestemt hændelse er en opfyldelse af en gammeltestamentlig profeti.

Fordi Biblen er en enhed, må vi også læse den i lyset af lov og evangelium, som er dét, hele Biblen handler om. Dens formål er at frelse os ved at forkynde lov og evangelium for os. Derfor må vi forstå hele Biblen i lyset af disse to lærepunkter.

Den, der ikke forstår lov og evangelium, forstår ikke Skriften.

Arkiveret i: Læren om Skriften, Menighedsundervisning, Troslæregennemgang

Den naturlige gudserkendelse – troslære 1

21. juli 2010 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg er gået igang med at redigere den menighedsundervisning, jeg har holdt over troslæren og vil udgive det efterhånden som jeg kommer igennem det. Her er første del om den naturlige gudserkendelse. Planen er, at det også vil blive indlæst og lagt ud som mp3-fil, når jeg får tid og overskud.

Naturlig gudskundskab

Spørgsmålet under dette punkt er: Kan mennesker, som ikke kender Biblen, vide noget om Gud?

Naturlig erkendelse af Guds eksistens

Kan vi vide, at der er en Gud?

Ja, se Rom 1,19-20, hvor Paulus skriver om Guds åbenbaring for hedningerne.

Gud er usynlig og har ikke vist sig for hedningerne. Men hans kraft og hans guddommelighed kan erkendes gennem skabningen. Sådan kan man ved at studere naturen nå frem til, at der er en Gud, som er almægtig og har skabt og opretholder alt.

Noget af det, vi tror om Gud, kan vi rent faktisk lære af naturen. Det er man også nået frem til med Intelligent Design-teorien og der findes videnskabsfolk, der mener at argumentere mod evolutionsteorien. Derfor siger Skriften her altså også, at man ud fra fornuften kan nå frem til, at Gud eksisterer – og at det er Guds åbenbaring.

Men vi kan stadig kun vide det med sikkerhed, fordi det også er åbenbaret i Skriften. For disse sandheder er altid blandede med synden. Det er dog nok til, at mennesker er uden undskyldning, når de fornægter sandheden og undertrykker den. Derfor kan vi også bruge den til at forkynde Guds lov.

Gudsbeviser og apologetik (trosforsvar)

I Skriften bruges bl.a. disse beviser for Guds eksistens over for ikke-troende:

  1. Alt har en årsag, se ApG 14,15-17.
  2. Verden er skabt med en hensigt og forudsætter en intelligent skaber. Paulus argumenterer i ApG 17,26-28 for Guds eksistens ud fra den orden, der er i verden. Når han her taler om, at vi er af Guds lægt, handler det om, at vi er intelligente væsener, ligesom Gud er det. Og noget uintelligent kan ikke opstå af noget intelligent.

Det er altså legalt at argumentere for Guds eksistens ud fra verden omkring os.

Alt har en årsag

Hvis man går en tur i skoven og finder et ur i skovbunden, vil ens umiddelbare konklusion være, at nogen har lavet det og lagt det dér. Det er ikke blevet til af sig selv.

På samme måde er det med verden. Der er ikke noget, der kommer af ingenting. At verden er til, er i sig selv et bevis på, at der er en skaber. Der er en, der som minimum har sat det hele i gang. Det er den umiddelbare konklusion, når man betragter verden.

Verden er skabt med mål og sammenhæng

Men Gud har ikke blot sat tingene i gang. Hvis man bøjer sig ned og tager uret i skoven op og piller det fra hinanden, vil man se, at hver enkelt del af uret har sit eget formål. Ingen af delene kan dog udrette noget hver for sig. Hvert tandhjul forudsætter de andre. Ingen af tandhjulene kan bruges til noget uden de andre. Derfor giver det ikke mening at hævde, at hvert enkelt tandhjul er udviklet for sig selv. Den, der har lavet uret må have haft det færdige resultat for øje, da han lavede hver enkel del. Han må have haft en plan. Og derfor må han have været intelligent.

Sådan er det også med verden og naturen. Helt ned til DNA-molekylerne er naturen så kompliceret, at der må stå én bag, som har haft en mening med at skabe de enkelte dele.

Hvis man går en tur på en strand og ser bogstaver, der er tegnet i sandet, så vil ens første tanke også være, at der må være nogen, der har skrevet det. Det er ikke kommet der tilfældigt. Man kan se, at der er en mening med det og står en intelligent vilje bag. Sådan også med verden og naturen: det er for godt lavet til at være tilfældigt!

Vi er produkter af et intelligent væsen, for noget intelligent kan ikke opstå af noget uintelligent. Det er denne argumentation, man har kaldt for Intelligent Design. Tidligere kaldte man det for de teleologiske gudsbevis.

Naturlig erkendelse af Guds lov

Vi kan også vide noget om Guds vilje med menneskelivet, se Rom 2,14-16, hvor Paulus skriver, at loven er skrevet også på hedningernes hjerter. På trods af syndefaldet og menneskers vantro, kan de altså vide noget om Guds lov uden at kende Guds åbenbarede vilje i Skriften.

Når vi forkynder loven kan vi stole på, at den giver genlyd i menneskers hjerter.

Gud har også skabt samfundet og dets orden, hvilket også er udtryk for Guds lov i menneskers hjerter, jvf. ApG 17,26 og Rom 13, hvor Paulus nævner Guds styring af samfundet bl.a. gennem øvrigheden.

Det moralske gudsbevis

Den naturlige erkendelse af Guds lov er et yderligere bevis for Guds eksistens.

De fleste vil, når man presser dem, mene, at noget er rigtigt og noget andet forkert – om ikke andet, så hvis de bliver udsat for noget uretfærdigt. De fleste vil nok også, hvis man spørger dem til massemordere eller andre voldsomme forbrydelser fordømme det.

Udover at vise, at de tror på en moralsk sandhed, indrømmer de også, at der er en standard, man skal bedømme det efter. Hvis man vil fastholde, at noget er rigtigt og forkert, må man også tro på, at der er nogen, der står over mennesker og skal bedømme det. Hvis ikke man tror, at der er en Gud, er der heller ikke en, der kan stå bag moralske sandheder – en lovgiver.

Den naturlige gudserkendelses utilstrækkelighed

Men hvor langt kan den viden, vi af naturen kan have om Gud, hjælpe os? Hvor meget kan vi vide og er det nok til at frelse os?

Den får ikke mennesker til rent faktisk at dyrke Gud (Rom 1,21). Den får ikke mennesker til at handle godt, selvom de kender nogle af Guds bud (Rom 3,9-12). Den naturlige lov kan kun fordømme, ikke frelse (Rom 2,12).

Mennesker kan ikke frelses uden åbenbaringen (Joh 1,18; Matt 11,27; 1 Kor 1,21)

Den naturlige gudserkendelses formål

Martin Chemnitz opregner i sin dogmatik tre grunde til, at Gud har åbenbaret sig for hedningerne:

1. For at opretholder ydre orden(Apg 17,26 og Rom 13).

2. For at hedninger skal søge Gud (ApG 17,27), dvs. søge derhen, hvor Guds ord forkyndes, fordi de har erkendt, at de ikke er i stand til at dyrke Gud ret (jf. ApG 17,23, hvor Paulus netop tager udgangspunkt i athenernes delvise erkendelse af, at de ikke kender den sande Gud). Guds kirke har altid været på jorden, så hedningerne kunne lede efter den. Det betyder dog ikke, at hedninger kan søge den sande Gud, åndeligt set. Det siger Paulus i Rom 3,11, at ingen af dem gør.

3. Den tredje grund følger af den anden grund, og det er den grund, Paulus nævner i Rom 1,20, nemlig at hedningerne skal være uden undskyldning, når de ikke dyrker Gud.

(Preus’ oversættelse, CPH 1989 Vol 1 s. 52-53)

Den naturlige gudserkendelse kan altså ikke bruges til at komme nærmere Gud. Paulus bruger den ikke som et tilknytningspunkt for evangeliet.

Både i ApG 14 og 17 og Rom 1 og 2 bruger Paulus den naturlige gudserkendelse til at forkynde loven – og loven alene. Han bruger den til at afsløre vantroen og afgudsdyrkelsen, ikke til at få mennesker til at tro evangeliet.

Den naturlige gudserkendelse kan kun vise én, at man ikke kan kende Gud ret. Den kan kun vise en, at man er under dom. Påvisningen af, at der er en almægtig Gud afslører, at mennesker ikke har æret og takket ham, som de burde.

Hvis man altså forsøger at komme nærmere Gud ved hjælp af Intelligent-Design eller andet end åbenbaringen, gør man sig en afgud. For Guds naturlige åbenbaring kan kun vise en, at man ikke kender Gud.

Men bruger man apologetik og teorien om Intelligent Design til at forkynde dom over afgudsdyrkelsen og vise mennesker, at der er en Gud, de ikke kende, ærer og takker, så bruger man det ret.

Den naturlige gudserkendelse eller Guds almindelige åbenbaring er altså alene et tilknytningspunkt for at forkynde loven – ikke evangeliet.

Men bruger man det til at nærme sig Gud, så vil det føre til afgudsdyrkelse. Sådan er det jo altid, når man forsøger at bruge loven til at nærme sig Gud i stedet for evangeliet.

For at lære Guds nåde i evangeliet at kende, har vi derfor brug for, at Gud åbenbarer den for os.

Da den naturlige gudserkendelse gennemsyres af synden og altid fører os til afgudsdyrkelse har vi også brug for, at Gud åbenbarer, hvad hans vilje og væsen er, så vi må vide det med sikkerhed.

Og selvom vi har en naturlig gudserkendelse, så kender vi kun hans magt og kraft, ikke hans person. For at vide, hvem Gud er og ikke blot, at han er, har vi altså brug for Guds åbenbaring i Skriften.

I det følgende vil vi se nærmere på, hvordan Gud har åbenbaret sig ved profeter og apostle i den hellige Skrift.

Arkiveret i: Læren om Skriften, Menighedsundervisning, Troslæregennemgang

Opsamling – Romerbrevet 1,1-17

1. oktober 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg har netop indtalt undervisningen, som manglede med lyd til Romerbrevet 1,1-17. Du kan finde teksten til bibelundervisningen her. Den sidste undervisning – om resten af kapitel 1 – kommer snarest.

Arkiveret i: Lydundervisning, Romerbrevet

Om nadveren – menighedsundervisning

31. maj 2009 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Jeg havde glemt at publicere det sidste indlæg i serien om katekismen her på bloggen. Det ligger også på HvadErKristendom.dk sammen med de øvrige foredrag og en masse andet materiale.

Arkiveret i: Hvad er kristendom, Lydundervisning, Menighedsundervisning Tags: luthersk blog

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • Næste side »

Seneste indlæg

  • Augustanakirken 10 år – historisk rids og eksistensberettigelse
  • Anerkendelse af kirkeligt fællesskab
  • Hvad er kirken? Foredrag om læren om kirken og de praktiske konsekvenser heraf
  • De tre stænder og de tre slags fædre – deres forfald og deres genrejsning
  • Herodes, o hvi skræmmes du – en salme til epifani

RSS Prædikener

  • Hør prædiken 2.s. efter Kristi Åbenbarelse 17. januar 2021
  • Hør prædiken: 1.s. e. Kristi Åbenbarelse (epifani) 10. januar 2021
  • Hør prædiken fra Helligtrekongers søndag 3. januar 2021

En luthersk kirke

Kom til gudstjeneste eller lyt til prædikenerne fra Augustanakirken i Århus.

Augustanakirken i Århus er en luthersk kirke, der vil bevare den arv, den danske kirke fik ved den lutherske reformation i 1500-tallet.

Du kan orientere dig om, hvad vi har stået for siden 2007, ved at læse om evangeliet og vores teologi.

Kom eller kontakt os

Du er altid velkommen til gudstjeneste i Augustanakirken. Tidspunkter og sted står i kalenderen, men der er som regel gudstjeneste i Spørring hver søndag kl. 10.

Du er også velkommen til at komme til undervisning i evangelisk-luthersk tro og lære. Du kan kontakte pastor Sørensen via e-mail (se Menighedsrådet – Augustanakirken). Læs mere …

Næste gudstjenester

24. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
24. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
31. jan. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
31. jan. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav
7. feb. 09.00 ‒ 09.30
Bibelstudie
7. feb. 10.00 ‒ 11.00
Højmesse - OBS tilmeldingskrav

Copyright © 2021 · Outreach Pro til Genesis Framework · WordPress · Log ind