Jeg har netop indtalt undervisningen, som manglede med lyd til Romerbrevet 1,1-17. Du kan finde teksten til bibelundervisningen her. Den sidste undervisning – om resten af kapitel 1 – kommer snarest.
Om nadveren – menighedsundervisning
Jeg havde glemt at publicere det sidste indlæg i serien om katekismen her på bloggen. Det ligger også på HvadErKristendom.dk sammen med de øvrige foredrag og en masse andet materiale.
Romerbrevet 7 (hør som lydfil nederst)
Romerbrevet 7,1-25 D31 Eller ved I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? 2 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. 3 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. 4 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme*, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. 5 Thi da vi vare i Kødet*, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, 6 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
Paulus introducerer en ny illustration af udsagnet i 6,14 om at vi ikke er under loven, men under nåden. Han sammenligner det med et ægteskab, hvor kvinden kun er bundet til manden (og omvendt) så længe han lever. Er han død, er hun fri til at gifte sig med en anden. På samme måde hersker loven over et menneske, så længe det lever. Men ved Kristi legeme er de kristne døde for loven. Jesus døde i alle menneskers sted, så alle døde med ham og ved dåben er de blevet delagtige i Jesu død fra loven. For ved sin død opfyldte Jesus alle lovens krav, så den ikke længere har krav på nogen af os. Og derfor er vi en andens, nemlig Jesu brud. Det er vi i kraft af opstandelsen.
Ved Jesu død er vi befriet fra lovens krav på os og ved Jesu opstandelse er vi erklæret retfærdige og kan derfor leve et nyt liv, hvor vi bærer frugt for Gud. Loven kan altså ikke gøre gode mennesker, men helliggørelsen er en frugt af nåden.
Mens vi var i kødet, før omvendelsen, var de syndige lidenskaber virksomme, som vaktes ved loven. Loven bringer altså ikke gode frugter frem. Nej at være under lovens krav gør intet menneske godt. Tværtimod blev de syndige lidenskaber vakt ved loven og frugten var død. Man kender det måske også fra forældre, der forbyder deres børn noget, som så pludselig bliver meget mere spændende, fordi det er forbudt. Sådan er vores syndige natur. Der er nogle mennesker, der tror, at vi er gode på bunden, vi mangler blot den rigtige vejledning om godt og ondt. Og så ser man sin religion som den vejledning, som skal fortælle os, hvad der er godt, så vi kan gøre det. Men for det syndige menneske forholder det sig ifølge Paulus lige omvendt. Mennesker ved delvis godt, hvad der er det gode (jf. kap. 2), men gør det ikke. Og når loven gør det klart for dem, bliver det blot en anledning for synden. Mennesker er dybest set onde, og den gode lov, som fortæller, hvad Gud kræver kan kun opvække synden.
Derimod er frugten af nåden, at vi tjener åndens nye væsen. Frugten af genfødslen og retfærdiggørelsen er helliggørelse. Evangeliet om syndernes forladelse formår at forvandle mennesker, fordi det ikke kræver. Også her forholder det sig altså modsat af, hvad det naturlige menneske tænker, for det tænker: jamen hvis syndernes tilgives gratis, kan man blot blive i synden. Der må krav til. Sådan tænker loviske kristne også, når de ikke tror, at evangeliet har kraft til at forvandle mennesker, men vil lægge lovens krav til, fordi de er bange for den “billige nåde” eller at man gør evangeliet til en sovepude. Men evangeliet har kraft til at forvandle, mens loven ikke har det. Frugten af evangeliet er, at vi er løst fra lovens anklage og derfor kan elske Gud. Man kan ikke elske én, man skal elske for at blive elsket. Men fordi Gud elskede os, mens vi endnu var fjender (Rom 5), kan vi elske Gud. Fordi lovens anklager og Guds vrede er fjernt og vi har en nådig Far i himlen, kan vi elske ham. Fordi vi ved, at vores synder er forladt kan vi også tjene Gud.
7 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: “Du må ikke begære.” 8 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. 9 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; 10 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; 11 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. 12 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
Efter at have sagt, at vi er frie fra både synden og loven, imødegår han igen en forkert konklusion: at loven er syndig. Er loven ond? Svaret er nej. Loven er ikke ond. Men loven er det eneste, som kan give kendskab til synden. Paulus taler her som en troende, der ser på lovens gerning før og efter sin omvendelse. Ethvert menneske er en synder, som kun vil indrømme at han laver småfejl og svagheder, men ikke ser sin gennemfordærvede natur. Budet om ikke at begære viser synden i naturen. Selvom mennesker måske kan leve nogenlunde ordentligt i det ydre, så viser budet om ikke at begære, at mennesker begærer synden i hjertet, og menndsker ser, at deres lyster og tanker i hjertet er i strid med Gud.
Men synden fik også en anledning ved loven. Når loven forbyder noget, er resultatet, at mennesket bliver fyldt med had til gud og hans lov. Når loven virkelig gør sin gerning, gør den blot synden større. Når loven fordømmer menneskets synd og viser mennesket, hvor stor en synder det er, og viser Guds dom og vrede, frembringer det ikke angeren som en god gerning, men frembringer had til den Gud, som afslører synden og forstyrrer det selvretfærdige menneske.
Før loven gjorde sin gerning og viste Paulus, hvor stor en synder han var, levede han uden loven. Ikke i den forstand, at han slet ikke kendte nogle ag lovens krav. Paulus var jøde og farisæer, men han troede, at han nogenlunde kunne overholde loven og at Gud tilgav ham hans små svagheder. Han så ikke, hvor gennemfordærvet naturen var. Men da loven i hele sin åndelige brug og sine gennemgribende krav blev åbenbaret for ham, blev synden oplivet i sin fjendtlighed mod Gud. Når loven rammer det naturlige menneske, ser han det som indblanding i hans rettigheder. Det kan give sig udslag i enten åbenlys foragt for Guds lov eller i farisæerens ydre retfærdighed, mens hans indre hader Gud.
Resultatet af loven er døden. For budet, som var givet til liv blev til død pga. synden. Budet, som i sig selv er godt, bliver til menneskers død pga. synden, som tager anstød af det og lever op i sit had til Gud. Hvis et menneske kunne overholde loven, kunne det leve ved den. For synden vil altid forføre det syndige menneske til at se det forbudte som glæder, Gud forbyder. Når budet kommer og forbyder noget, ser synden det straks som noget attråværdigt, som Gud ikke vil dele med mennesker. Men resultatet af at følge syndens forførelse er døden.
Loven er hellig, retfærdig og god. Den åbenbarer Guds hellighed. Men kristne er ikke under loven, de er under nåden.
13 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. 14 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
Paulus fortsætter for at rydde misforståelsen af vejen og taler om den genfødtes kamp mod kødet i helliggørelsen og spørger, om det gode blev hans død. Virker det gode, hellige og retfærdige bud døden. Og Paulus benægter det igen. Det var synden, der blev til død og ikke budet. Det var synden og ikke budet, der virkede død. Ved hjælp af den gode lov virkede synden død. Synden måtte blier overmåde syndig gennem budet, for at loven på den måde kunne åbenbare synden. Syndens syndighed åbenbares netop ved, at den bruger den hellige og gode lov til at virke død og ødelæggelse.
Loven er åndeli og fordømmes derfor ikke på samme måde som synden. Loven er givet af Gud og derfor åndelig og kræver åndelig handlemåde, som kun kan findes hos den genfødte.
Det gamle jeg i Paulus er dog stadigt kødeligt. At det er Paulus’ gamle jeg, hans kød, ser vi af vers 22. Og fordi der er disse to naturer ved vi, at Paulus taler om den genfødte. Paulus er ikke en villig slave af synden, men han er stadig, for så vidt som han er kød, under syndens herredømme. Selvom han kæmper og ønsker at blive helt fri af synden, må han igen og igen erkende, at hans gamle jeg er under syndens herredømme.
Og det kan Paulus se af, at han ikke forstår dét, han gør. Han erkender det ikke som godt og rigtigt. Hvad hans åndelige jeg ønsker, er ikke, hvad han gør i praksis. I stedte gør han dét, han hader. Dette er enhver kristens erfaring.
Paulus drager to konklusioner heraf: 1. han bekræfter, at loven er god, fordi han ikke vil dét, han gør. 2. det er ikke længere Paulus, men synden i ham, der gør det onde. Det er Paulus’ gamle jeg. Den gamle Adam i ham. Som vi hørte sidst: Adam er druknet i dåben, men han kan svømme.
At Paulus erkender synden som synd viser, at han er i overenstemmelse med loven, selvom han ikke formår at udføre den. En kristen er altså ikke syndfri. Omvendt kan man ikke være en kristen uden at give loven ret og erkende sin synd og kæmpe mod den.
18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
Paulus laver her et skil mellem sig selv og sit kødet. Hans virkelig selv vil det gode, men hans kødet gør kun det onde. For så vidt som han stadig har den syndige natur i sig, bor der intet godt i ham. Men i det sande selv, det genfødte menneske er der noget godt og åndeligt, nemlig viljen til at gøre det gode. Kun det nye menneske, som stoler på evangeliet har en vilje til at gøre godt. Ligesom loven ikke formåede at retfærdiggøre, men evangeliet formåede det, sådan formåede loven heller ikke at give viljen til det gode, men evangeliet formåede det. Ønsket om at gøre det gode er i det nye menneske, men evnen til at gøre det er der ikke. Derfor kan Paulus konkludere, at det ikke længere er ham, der gør det onde, men synden i ham. Hans sande selv vil det gode, men syndne i ham gør det onde.
21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden. 22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Her bruges ordet “lov” mere om en reglmæssighed, en regel eller naturlov. Denne regelmæssighed eller lovmæssighed består i, at når han vil gøre det gode, er det onde altid for hånden. Der er altid synd blandet ind i en kristens gode gerninger, uanset gode gode intentioner. Han taler ikke om en exceptionel situation, men netop om dét, der er reglen snarere end undtagelsen. Det er altså en kristens normale situation, vi oplever her. Hver dag opdager en kristen på ny, at det gode han ville, kunne han ikke fuldføre. Hver dag erkender vi, at vi er syndere og hver dag sætter vi os igen for at gøre det gode. Det indre menneske, det nye menneske glæder sig over Guds lov, men i det syndige kød er der en anden lov, som strider mod det nye menneske og sindets lov og tager ham til fange under synden. Det nye menneske er altså syndens fange og behersket af synden mod sin vilje. I kap 6 lærte vi, at man ikke skulle lade synden herske. Men da var sammenligningen en tjener, som lader sin hersker herske. Her er sammenligningen med en fjende, som tager en til fange mod ens vilje. Sådan er en kristens forhold til synden. Han lader ikke synden herske, men beherskes alligevel i synden i den forstand, at den tager en kristen til fange imod hans vilje. Igen og igen vinder synden kampen mod sindet, så resultatet bliver synd i gerning. Men sindet, det nye menneske kæmper videre i tillid til evangeliet. Først når kampen opgives og man igen ser synden som glæder, Gud vil forbyde, er man blevet syndens træl igen. Og det nye menneske sukker efter den dag, hvor det vil blive befriet fra den gamle natur.
Og derfor bryder apostlen ud i i det fortvivlede råb, som mange kristne vil kunne genkende: Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Hvem skal fri mig fra synden og kødet, som igen og igen overmander mig, så jeg ikke kan gøre, hvad det nye menneske vil, men mod min vilje gør det onde. Hvornår vil slaveriet i kødet høre op. Og svaret er en taksigelse ved Jesus Kristus. Jesus Kristus er løsningen. Han har allerede vundet syndernes forladelse og evigt liv. Og de, som tror på ham er gået over fra døden til livet. Og når han kommer igen vil han forløse os fra kødet og synden. Det er kun et spørgsmål om tid, før forløsningen fuldendes.
Derfor kan Paulus også fortsat med det nye menneske tjene Guds lov men med det gamle menneske, kødet tjener han stadig synden. Fordi hans synder er forladt og forløsningen fra synden og kødet ligger forude opgiver han ikke kampen mod kødet, men kæmper videre i glæde over, at synde er forladt.
Romerbrevet 6:1-23 (hør som lydfil nederst)
Helliggørelse – en frugt af retfærdiggørelsen
Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? 2 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?
Apostlen har færdiggjort sin behandling af retfærdiggørelsen og behandler nu den indvending, at retfærdiggørelsen af nåde alene skulle føre til et umoralsk liv og at man bliver ligeglad med synden og bliver i den. Den indvending kender vi måske også, når vi klart bekender læren om retfærdiggørelsen af nåde for Kristi skyld alene. Der må føjes mere til – ellers forbliver mennesker i synden. Evangelikale, pietister og romersk-katolske tror ikke på evangeliets kraft til at forandre mennesker – de vil have loven landet ind i evangeliet og frembringe gode gerninger med den – fordi de ikke stoler på, at det frie evangelium virkelig forvandler mennesker. De vil ikke have en billig, men en dyr nåde, siger de. Men den billige og den dyre nåde er egentlig to sider af samme sag – det er begge en lovisk nåde. Spørgsmålet er blot, hvor lidt/meget, den kræver. Den billige nåde er ligeglad med synden og vil blive i den. Den dyre nåde, tror, at den kan slippe ud af synden eller i hvert tilfælde hjælpe til. Men den gratis nåde forvandler kolde og hårde menneskehjerter til kødhjerter.
Det er disse loviske mennesker, som spørger: kan vi så bare blive i synden. Det gamle menneske vil kun gøre det nødvendige til selvfrelse, da det ikke elsker Gud, men kun sig selv. Derfor spørger det uigenfødte menneske: hvor lidt kan jeg nøjes med. Dem, som ikke vil have syndernes forladelse, men syndernes tilladelse er dybest set loviske og viser, at de ikke har forstået nåden. Derfor reagerer Paulus skarpt og svarer: Nej! En kristen er død fra synden, tilgivet synden og skylden. Derfor tjener en kristne ikke længere synden. Han er dø med Kristus og tilregnet hans død
3 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? 4 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. 5 ¶ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, 6 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. 7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden*. 8 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, 9 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. 10 Thi det, han døde, døde han én Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. 11 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
Dåben forbinder os med Kristi død, så hans død og begravelser er vores død og vores begravelse. Vi er døde fra synden, fordi vier er døde fra skylden. Da Jesus døde betalte han syndens straf og fjernede vores skyld. Når vi ved dåben har del i Jesu død, er vore overtrædelser tilgivet (Kol 2,12) og derfor er vi også oprejst med ham, som ved sin opstandelse blev benådet som vor stedfortræder. Ligesom han lever og er retfærdiggjort fra synden, som blev tilregnet ham, sådan skal vi også leve etnyt liv, hvor skylden, som skilte os fra Gud er borte og vi kan elske og tjene Gud i kærlighed. Vi er nemlig retfærdiggjort fra synden (beærk problematisk oversættelse i 1992-oversættelsen), fordi vi er døde med Kristus. Det er retfærdiggørelsen, der er grundlagt for, at vi nu kan elske Gud. Som Jesus fik vores synd ved sin død og døde vores død, sådan får vi nu hans død og hans opstandelse i dåben, så hans stedfortrædende død og opstandelse bliver vores. Og har vi den, så skal vi også leve et helt nyt liv.
Det gamle menneske blev korsfæstet med Kristus, blev slået ihjel, fordi vi er døbt til hans død. Derfor skal vi ikke længere tjene synden, men anse os for at være døde fra synden. For gamle Adam, der var syndens slave er korsfæstet og et nyt menneske er blevet til.
Kristus havde stået i relation til synden og båret byrden af al vores synd og skyld, da han døde én gang for synden. Nu er synden og skylden slettet fra ham, den har ingen magt over ham mere, som den havde magt over ham, da den knuste ham på korset og slog ham ihjel. Nu har han besejret synden og skylden og dens magt. Hans samvittighed er ren fra den, synd, som lev lagt på den og han kan leve for Gud i kærlighed. Sådan er vi også levende for Gud.
I stedte for at lægge loven til som noget, der skal supplere evangeliet og fremdrive gode gerninger, henviser Paulus altså til dåben, hvor vi er retfærdiggjorte, forenede med Kristus ved hans død og opstandelse, så skylden og syndens magt er borte og vi kan leve et nyt liv ved Kristi opstandelse, hvormed han besejrede synden og skylden for os som vores stedfortræder.
12 ¶ Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer; 13 fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende, og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud. 14 Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.
Dette er den praktiske konsekvens af det foregående. Efterosm den troende er forenet med kristus med frugten af hans død og opstandelse ved dåben, må de bryde med synden. Synden er stadig i menneskelegemet. Den kristne er altså ikke pludselig blevet syndfri. Selvom der er et nyt menneske, som lever for Gud, er synden der stadigvæk. Men den skal ikke længere herske. Den skal ikke længere kunne bruge menneskelegemet i uretfærdighedens tjeneste, men vores legeme skal i stedet være retfærdighedens våben og redskab, fordi vi er døde fra synden og opstået med Kristus, fordi vi er levendegjort fra at være døde i synden. Der er altså to sider af helliggørelsen: 1. at dræbe synden og kontrollere den; 2 at leve for Gud sig stille sig til rådighed for retfærdigheden. Vi er levendegjort fra den åndelige død ved genfødslen 8Ef. 2,1)
Vi får altså ikke det nye liv ved hjælp af loven strusler eller vores egen kamp mod synden. Nej, men fordi vi er under nåde, er vi også gjort åndeligt levende, så vi ikke mer elsker synden. For loven med dens trusler kunne ikke fjerne synden. Den kunne kun gøre synden større. Den, som forsøger at leve efter loven vil blot hade Gud mere og mere og elske sig selv mere og mere. Først når skylden er væk og vi har fået et nyt liv – er blevet opvakt fra vores åndelige død, kan vi begynde at tjene Gud. Loven kræver alt af os, men giver os ingen kræfter til at efterleve den. Evangeliet, nåden, kræver intet, men giver os både viljen og kraften til at tjene Gud. Er man kommet til tro på evangeliet, så ønsker man også at tjene Gud og tager kampen op mod kødet, så man dagligt slår det ihjel, så et nyt menneske kan opstå. Se katekismens forklaring af, hvad dåben betyder:
For det fjerde: Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?
Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.
Hvor står det skrevet?
Apostlen Paulus siger til romerne i det sjette kapitel: “Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at, at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”
I Tjeneste for retfærdigheden
15 ¶ Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra! 16 Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? 17 Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne. 18 Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
Apostlen vil igen afvise en misforståelse, nemlig dén, at nåden giver én tilladelse eller licens til at synde. Skal vi synde, fordi loven ikke længere er herre over os? Skal vi overtræder Guds bud, fordi vi ved, at vi retfærdiggøres af guds nåde alene. Igen afviser apostlen denne ide. Og han argumenterer med, at at man er en slave af dén, man tjener, hvad enten det er synden eller retfærdigheden. Vil man lade synde herske i sit legeme, da bliver man igen syndes træl. Frihed til at synde er ikke frihed. Det er ikke frihed fra loven, men trældom under synden. For da gøre man, hvad der er syndes og djævelens vilje. Du har ikke valget mellem din egen, Guds og syndes vilje, men kun mellem syndens og Guds vilje. Og underkaster du dig igen syndes vilje, så du gør synden, da vil du ikke være hersker over synden, men synden vil herske over dig. Lader du synden herske over dig, da bliver det til død og ikke til retfærdighed. Dén, der tjener synden er mere bundet end den, der tjener retfærdigheden. For retfærdighedens tjenere er vi blevet af hjertet. Det er ltså ikke ved lovens ydre tvang og trusler, vi er blevet lydige mod evangeliets lære, men af hjertet. Lydigheden af hjertet mod evangeliets lære, er intet andet end troen. Og det er troen, som også sætter fri fra synden og giver kærlighed til retfærdigheden, så vi bliver retfærdighedens tjenere. Vi er sat fri fra synden, fordi vi er sat fri fra skylden, så vi nu kan være retfærdighedens tjenere.
19 Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse! 20 ¶ Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden. 21 Hvad for Frugt havde I da dengang (af) Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død. 22 Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; 23 thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et , evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.
Paulus har brugt det stærke udtryk, “retfærdighedens tjener/slave”. Dette udtryk “slave” bruges ellers først og fremmest negativt, selvom paulus har lagt en positiv betydning i, ved at skrive “af hjertet”. Paulus har brugt udtrykket for at gøre sagen klar for sine læsere, hvis kød er skrøbeligt. Som hedningekristne, som flere af dem var, havde de en tilbøjelighed til at misbruge evangeliet til kødelig sikkerhed og umoral, og det var derfor nødvendigt at bruge dette ligefremme sprogbrug, at de bliver syndens trælle, hvis de stiller deres legemer til rådighed for synden.
Da de var hedninger, stillede de deres legemer til rådighed for synden, som både er urenhed og lovløshed. Som urenhed, besudler den sjæl og legeme og som lovløshed er den et brud på Guds lov. Modsætningen til lovløshed er retfærdigheden og modsætningen til urenhed er helliggørelsen. De kristne skal fremstille deres legemer som retfærdighedens tjenere til helliggørelse, dvs. til forbindelse med Gud, som Guds tempel.
Da vi var syndens tjenere, var vi frie overfor retfærdigheden – ikke i objektiv forstand. Gud vil stadig holde enhver synder ansvarlig for sin uretfærdighed. Men man var fri i den forstand, at man ikke tjente retfærdigheden, men synden. Synderen følte sig ikke bundet af retfærdigheden, men var fri fra denne.
Hvilken frugt havde de – ingen. Der kom intet af de ting, som de nu skammer sig over. Urenheden satte ingen gode frugter gav dem intet godt. Synden gavner os ikke, som det loviske menneske tror, som bilder sig ind, at synden er gode ting, som gud ikke under os. Synden fører intet godt med sig. Og enden på synden er død, ikke blot den legemlige død, men også den åndelige og den evige død.
Nu, da de er blevet Guds tjenere, er frugten deraf ikke døden, men evigt liv. Den, som er blevet lydig mod evangeliet, dvs. kommet til tro, får evigt liv. Men indtil det evige liv kommer, er frugten helliggørelse. Her i livet er den første frugt, at helligånden tager bolig i os og vi helliggøres – renses fra synden til at være Guds bolig. Og dernæst er frugten i sidste ende evigt liv. Det evige liv er altså ikke frugten af helliggørelsen, men de er begge frugter af, at vi er gået fra at være syndes slaver til at være Guds slaver ved troen. Helliggørelsen er en proces, som følger af, at vi én gang er gået fra at være syndens slaver til at være slaver af Gud og hans lære, dvs. at vi er kommet til tro og er blevet retfærdiggjorte.
Nu bruger Paulus begrebet “løn” eller sold, som resultatet af synden. Den, som er under syndens herredømme får døden, den evige død som sin velfortjente løn. Det modsatte er dog ikke tilfældet. Det evige liv er ikke en løn, en betaling for det retfærdige liv, men Guds nådegave. Der står ikke blot syndernes løn, men syndens løn. Det er ikke blot de enkelte gerningssynder, der fører til død, men det er grundsynden, arvesynden. Et liv under syndens herredømme fører altså til, at vi får som fortjent, mens et liv i troen fører til evigt liv, som en gave fra Gud.
Romerbrevet kapitel 5
Denne bibeltime er holdt 21.12.2008
Du kan finde undervisningen som lydfil nederest i indlægget.
Baggrund:
Rom 1,18-3,20 Guds lovs dom over synden. Kap. 1 Guds vredes åbenbarelse over al synd. Kap. 2 Guds retfærdige dom over hedninger og jøder. Kap. 3. Ingen retfærdig, ingen forstandig, ingen som søger Gud, loven virker syndserkendelse.
Rom 3,21-4,25. Retfærdiggørelsen. 4,25: givet hen pga. vore overtrædelser og oprejst på grund af vor retfærdiggørelse.
Kap. 5-8. Retfærdiggørelsens følger.
Kapitlet handler altså om hvad det vil sige at være retfærdiggjort.
Repetition: Hvad betyder retfærdiggørelse -at benåde, dømme uskyldig, erklære retfærdig, tilgive, tilregner retfærdighed, ikke tilregne synd, forlade synder.
Freden som følge af retfærdiggørelsen
D31 Romans 5:1 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, 2 ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
Overskriften er her Fred. Men hvilken fred. Ikke den manglende vrede og fjendskab mod gud endnu(se herom kap. 8). Snarere fred som modsætning til Guds vrede og dom fra kap. 1,18-3,20. Freden er et resultat af retfærdiggørelsen. Fordi vi er dømt retfærdige har vi fred med Gud i stedet for fjendskab. Retfærdiggørelsen er sket ved troen, hvilket ikke vil sige, at troen er grunden til retfærdiggørelsen. Det er altså ikke sådan, at Gud retfærdiggør et menneske fordi det tror. Nej, Gud retfærdiggør alene på grund af Kristus, og troen er blot en tom hånd, som modtager. Ved Kristus har vi fået adgang til nåden og ved troen står vi i nåden, men nåden er ikke blevet til som følge af troen. Og at stå i retfærdiggørelsens nåde, er at have fred med Gud. For når vore synder er forladt er vi forsonet med Gud og har fred med ham.
Og når vi har fred med Gud kan vi også håbe på Guds herlighed. Håbet udspringer altså af troen, som udspringer af nåden i Kristus. Håbet retter sig mod Guds herlighed, som er den herlighed Gud hare og vil give i evigheden, se Rom 8,17, som en arv til Kristi medarvinger. Vi kan altså rose os af vores fremtidige herlighed.
3 ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, 4 men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, 5 men Håbet beskæmmer ikke;
Det er ikke kun den fremtidige herlighed, vi kan rose os af. Også de nuværende trængsler, som står i modsætning til vores kommende herlighed kan vi rose os af. Begrundelsen er det, trængslerne virker, nemlig udholdenhed, prøvethed og håbet om herligheden. Igennem prøvelserne her på jorden bliver vi gjort mere og mere afhængige af Guds nåde alene og styrkes derfor i håbet om herligheden, hvor vi skal miste vort syndige legeme og lidelserne. Men indtil da hjælper lidelserne os til at leve i daglig anger over synden og stadig henflyen til Guds nåde alene.
5b thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
6 Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. 7 Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig – for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, 8 men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. 9 Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. 10 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 11 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.
Det kan ikke her være kærligheden til Gud, da denne ikke er blevet udgydt i vore hjerter, eftersom den ikke eksisterede forud. Der er altså den kærlighed, hvormed Gud elsker og som forklares i det følgende, vers 8 f.eks. håbets sikkerhed skyldes altså, at Guds kærlighed til os er blevet udgydt i os af Helligånden. Dette skete ved troen, da Helligånden bragte Guds kærlighed i Kristus til os. Selvom prøvelserne fører til håb, er det altså ikke sådan, at vi skal finde vished om håbet i, at vi er i trængsler. For trængslerne er ikke bevis på at håbet ikke gør til skamme, ligesom fremgang heller ikke er det. Tværtimo findes beviset i det, troen klynger sig til, nemlig Guds kærlighed, hvorved han skabte fred med os.
Dernæst forklares den Guds kærlighed, som er blevet udgydt i os i vers 6-9. Gud har bevist sin kærlighed ved at lade Kristus dø for os mens vi endnu var syndere, ugudelige og fjender. Dette stilles i modsætning til at nogen vil dø for en retfærdig, sådan som det måske kan forekomme blandt mennesker. Måske vil man give sit liv for sin konge, præsident, eller en man er i familie med, men for en, som er ens fjende, er det det færreste, som vil dø. Ja, de færreste vil enddog dø for en som blot er retfærdig og ikke ovenud god mod en. Men det var altså det, Kristus gjorde. Han døde ikke for os fordi der var en smule godt i os, som han elskede. Han døde ikke for os, fordi vi stadig havde en smule at den oprindelige gudbilledlighed. Nej, han døde for os, mens vi endnu var ugudelige, syndere og Guds fjender. Han døde mens vi var under Guds vrede og dom.
Og når Kristus er død, som vor stedfortræder under Guds vrede, så er vi retfærdiggjorte og bliver derved frelst fra Guds vrede. Retfærdiggørelsen og forligelsen er her to sider af samme sag. AT være retfærdiggjort vil sige at have fred med Gud og at være forligt vil sige at være retfærddiggjort.
Når Gud viste os kærlighed, mens vi var syndere, hvor meget mere vil han så ikke vise os krælighed, nu da vi er retfrædiggjorteNår vi er retfærdidggjorte, kan vi altså stole på, at Gud også vil holde fred med os og frelse os fra sin kommende vrede.
Og derfor kan vi rose os af Gud og glæde os over den fred vi har med ham.
Adam og Kristus, fredsforstyrreren og fredsstifteren:
12 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved ét Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle; 13 thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov; 14 dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme.
Apostlen sammenligner her Adam og Kristus, og han begynder med at forklare omAdam, hvordan synden og dermed døden kom ind i verden. Døden trængte igennem til alle mennesker fordi alle har syndet i Adam. Adams synd er ikke Adams alene, men også vores. Derfor bliver alle set som syndere af Gud. For at bevise at døden gælder alle mennesker og at alle har syndet i Adam, henviser apostlen til, at også før loven blev åbenbaret for Moses og man kunne opregne synden, døde mennesker. Det var altså ikke først, da mennesker blev bevidste om loven, de begyndte at synde og blev skyldige, men de var allerede skyldige i Guds øjne fra Adam af. Og sådan også med os. Vi bliver ikke først fjender af Gud, når vi bliver voksne og lærere Guds lov at kende med vores fornuft. Fra undfangelsen af, er vi under døden og Guds vrede og har derfor ikke fred med Gud, når vi bliver født. Den fred må vi først få gennem Kristus og dåben. Adams synd alene er nok til at dømme alle mennesker til døden og Guds vrede, ligesom også hver enkel synd gør det, fordi det er den hellige og almægtige Gud, synden sker imod. Adam kaldes nu et forbillede på Kristus, selvom der er store forskelle.
15 Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange. 16 Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. 17 Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
Paulus modstiller nu Adam med Kristus. Ligheden mellem de to består i, at ligesom Adams synd blev tilregnet hans efterkommere, dem som er i Adam, sådan bliver Kristi retfærdighed også tilregnet og arvet af dem, som tilhører Kristus. Det er en arvesynd ligesom det er en arveretfærdighed. Forskellen består i, at Den ene var en nådegave og den anden et fald og at nådegvaen er større end faldet. Nådegaven fører nemlig til evigt liv og salighed, fordi den fører til retfærdiggørelse.
Ligesom alle mennesker blev dømt skyldige i Adam, sådan har Gud også i Kristus straffet skylden og for hans lidelses og døds skyld i ham dømt verden uskyldig. Det var det, der skete ved hans opstandelse, hvori Gud, fordi synden var sonet og betalt, erklærede ham og os i ham uskyldige, ligesom vor skyld var blevet straffet i ham. Og derved erhvervede Kristus retfærdighedens gave til os, ligesom Adam var skyld i dommen og døden for alle mennesker. Kristi lidelse og død kaldes derfor også det nye testamente(også kaldet pagt, hvilket er en dårlig oversættelse), fordi han heri har efterladt os sin retfærdighed, ligesom Adam efterlod os sin skyld.
18 Altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. 20 Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, 21 for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.
Paulus fortsætter sammenligningen og konkluderer på den. Her modstilles Adams fald med Kristi retfærdighed. Adams fald bestod i hans synd og skyld. Kristi retfærdighed består både i, at han aktivt handlede retfærdigt i vores sted, som vores stedfortræder, hvor vi har syndet, altså i hans lydighed, i at han overholdt Guds lov helt og fuldt. Dette gjorde han stedfortrædende for alle menensker, og Gud tilregnede det dengang alle mennesker, dvs. Gud så på Kristi stedfortrædende opfyldelse af loven og erklærede at det var gjort for alle mennesker. Samtidig består hans retfærdighed også i hans passive lydighed, dvs. i at han bar vores skyld og straf og led både Guds vrede svarende til, hvad alle menensker ellers måtte lide i helvede og døden. Begge disse to sider, hans opfyldelse af lovens krav og af dens straf, tog Gud imod og erklærede derfor i Kristus verden retfærdig. Kristus har så at sige vundet en stedfortrædende retfærdighed for hele verden ved at Gud har modtaget hans offer og i ham tilgivet alle verdens synder. Og den retfærdighed er vores fred med Gud. Forligelsen, freden med Gud består altså i, hvad Kristus har gjort for os, at han har opfyldt lovens klrav og båret syndens straf for os og derved købt en evig retfærdighed til os. Ved troen får vi del i denne retfærdighed, som uddeles gennem nådemidlerne.