Her følger menighedsundervisning fra søndag d. 1. februar over romerbrevet kapitel 7. Nederst i indlægget ligger en lydoptagelse af undervisningen.

Romerbrevet 7,1-25 ^D31 Eller ved I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? ² Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. ³ Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. ⁴ Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme*, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. ⁵ Thi da vi vare i Kødet*, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, ⁶ Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

 

Paulus introducerer en ny illustration af udsagnet i 6,14 om at vi ikke er under loven, men under nåden. Han sammenligner det med et ægteskab, hvor kvinden kun er bundet til manden (og omvendt) så længe han lever. Er han død, er hun fri til at gifte sig med en anden. På samme måde hersker loven over et menneske, så længe det lever. Men ved Kristi legeme er de kristne døde for loven. Jesus døde i alle menneskers sted, så alle døde med ham og ved dåben er de blevet delagtige i Jesu død fra loven. For ved sin død opfyldte Jesus alle lovens krav, så den ikke længere har krav på nogen af os. Og derfor er vi en andens, nemlig Jesu brud. Det er vi i kraft af opstandelsen.

 

Ved Jesu død er vi befriet fra lovens krav på os og ved Jesu opstandelse er vi erklæret retfærdige og kan derfor leve et nyt liv, hvor vi bærer frugt for Gud. Loven kan altså ikke gøre gode mennesker, men helliggørelsen er en frugt af nåden.

 

Mens vi var i kødet, før omvendelsen, var de syndige lidenskaber virksomme, som vaktes ved loven. Loven bringer altså ikke gode frugter frem. Nej at være under lovens krav gør intet menneske godt. Tværtimod blev de syndige lidenskaber vakt ved loven og frugten var død. Man kender det måske også fra forældre, der forbyder deres børn noget, som så pludselig bliver meget mere spændende, fordi det er forbudt. Sådan er vores syndige natur. Der er nogle mennesker, der tror, at vi er gode på bunden, vi mangler blot den rigtige vejledning om godt og ondt. Og så ser man sin religion som den vejledning, som skal fortælle os, hvad der er godt, så vi kan gøre det. Men for det syndige menneske forholder det sig ifølge Paulus lige omvendt. Mennesker ved delvis godt, hvad der er det gode (jf. kap. 2), men gør det ikke. Og når loven gør det klart for dem, bliver det blot en anledning for synden. Mennesker er dybest set onde, og den gode lov, som fortæller, hvad Gud kræver kan kun opvække synden.

Derimod er frugten af nåden, at vi tjener åndens nye væsen. Frugten af genfødslen og retfærdiggørelsen er helliggørelse. Evangeliet om syndernes forladelse formår at forvandle mennesker, fordi det ikke kræver. Også her forholder det sig altså modsat af, hvad det naturlige menneske tænker, for det tænker: jamen hvis syndernes tilgives gratis, kan man blot blive i synden. Der må krav til. Sådan tænker loviske kristne også, når de ikke tror, at evangeliet har kraft til at forvandle mennesker, men vil lægge lovens krav til, fordi de er bange for den “billige nåde” eller at man gør evangeliet til en sovepude. Men evangeliet har kraft til at forvandle, mens loven ikke har det. Frugten af evangeliet er, at vi er løst fra lovens anklage og derfor kan elske Gud. Man kan ikke elske én, man skal elske for at blive elsket. Men fordi Gud elskede os, mens vi endnu var fjender (Rom 5), kan vi elske Gud. Fordi lovens anklager og Guds vrede er fjernt og vi har en nådig Far i himlen, kan vi elske ham. Fordi vi ved, at vores synder er forladt kan vi også tjene Gud.

 

 

⁷  Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: “Du må ikke begære.” ⁸ Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. ⁹ Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; ¹⁰ men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; ¹¹ thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. ¹² Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.

 

Efter at have sagt, at vi er frie fra både synden og loven, imødegår han igen en forkert konklusion: at loven er syndig. Er loven ond? Svaret er nej. Loven er ikke ond. Men loven er det eneste, som kan give kendskab til synden. Paulus taler her som en troende, der ser på lovens gerning før og efter sin omvendelse. Ethvert menneske er en synder, som kun vil indrømme at han laver småfejl og svagheder, men ikke ser sin gennemfordærvede natur. Budet om ikke at begære viser synden i naturen. Selvom mennesker måske kan leve nogenlunde ordentligt i det ydre, så viser budet om ikke at begære, at mennesker begærer synden i hjertet, og menndsker ser, at deres lyster og tanker i hjertet er i strid med Gud.

Men synden fik også en anledning ved loven. Når loven forbyder noget, er resultatet, at mennesket bliver fyldt med had til gud og hans lov. Når loven virkelig gør sin gerning, gør den blot synden større. Når loven fordømmer menneskets synd og viser mennesket, hvor stor en synder det er, og viser Guds dom og vrede, frembringer det ikke angeren som en god gerning, men frembringer had til den Gud, som afslører synden og forstyrrer det selvretfærdige menneske.

Før loven gjorde sin gerning og viste Paulus, hvor stor en synder han var, levede han uden loven. Ikke i den forstand, at han slet ikke kendte nogle ag lovens krav. Paulus var jøde og farisæer, men han troede, at han nogenlunde kunne overholde loven og at Gud tilgav ham hans små svagheder. Han så ikke, hvor gennemfordærvet naturen var. Men da loven i hele sin åndelige brug og sine gennemgribende krav blev åbenbaret for ham, blev synden oplivet i sin fjendtlighed mod Gud. Når loven rammer det naturlige menneske, ser han det som indblanding i hans rettigheder. Det kan give sig udslag i enten åbenlys foragt for Guds lov eller i farisæerens ydre retfærdighed, mens hans indre hader Gud.

Resultatet af loven er døden. For budet, som var givet til liv blev til død pga. synden. Budet, som i sig selv er godt, bliver til menneskers død pga. synden, som tager anstød af det og lever op i sit had til Gud. Hvis et menneske kunne overholde loven, kunne det leve ved den. For synden vil altid forføre det syndige menneske til at se det forbudte som glæder, Gud forbyder. Når budet kommer og forbyder noget, ser synden det straks som noget attråværdigt, som Gud ikke vil dele med mennesker. Men resultatet af at følge syndens forførelse er døden.

Loven er hellig, retfærdig og god. Den åbenbarer Guds hellighed. Men kristne er ikke under loven, de er under nåden.

 

¹³  Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. ¹⁴ Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. ¹⁵ Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. ¹⁶ Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. ¹⁷ Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.

 

Paulus fortsætter for at rydde misforståelsen af vejen og taler om den genfødtes kamp mod kødet i helliggørelsen og spørger, om det gode blev hans død. Virker det gode, hellige og retfærdige bud døden. Og Paulus benægter det igen. Det var synden, der blev til død og ikke budet. Det var synden og ikke budet, der virkede død. Ved hjælp af den gode lov virkede synden død. Synden måtte blier overmåde syndig gennem budet, for at loven på den måde kunne åbenbare synden. Syndens syndighed åbenbares netop ved, at den bruger den hellige og gode lov til at virke død og ødelæggelse.

Loven er åndeli og fordømmes derfor ikke på samme måde som synden. Loven er givet af Gud og derfor åndelig og kræver åndelig handlemåde, som kun kan findes hos den genfødte.

Det gamle jeg i Paulus er dog stadigt kødeligt. At det er Paulus’ gamle jeg, hans kød, ser vi af vers 22. Og fordi der er disse to naturer ved vi, at Paulus taler om den genfødte. Paulus er ikke en villig slave af synden, men han er stadig, for så vidt som han er kød, under syndens herredømme. Selvom han kæmper og ønsker at blive helt fri af synden, må han igen og igen erkende, at hans gamle jeg er under syndens herredømme.

Og det kan Paulus se af, at han ikke forstår dét, han gør. Han erkender det ikke som godt og rigtigt. Hvad hans åndelige jeg ønsker, er ikke, hvad han gør i praksis. I stedte gør han dét, han hader. Dette er enhver kristens erfaring.

Paulus drager to konklusioner heraf: 1. han bekræfter, at loven er god, fordi han ikke vil dét, han gør. 2. det er ikke længere Paulus, men synden i ham, der gør det onde. Det er Paulus’ gamle jeg. Den gamle Adam i ham. Som vi hørte sidst: Adam er druknet i dåben, men han kan svømme.

At Paulus erkender synden som synd viser, at han er i overenstemmelse med loven, selvom han ikke formår at udføre den. En kristen er altså ikke syndfri. Omvendt kan man ikke være en kristen uden at give loven ret og erkende sin synd og kæmpe mod den.

 

¹⁸ Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; ¹⁹ thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. ²⁰ Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.

 

Paulus laver her et skil mellem sig selv og sit kødet. Hans virkelig selv vil det gode, men hans kødet gør kun det onde. For så vidt som han stadig har den syndige natur i sig, bor der intet godt i ham. Men i det sande selv, det genfødte menneske er der noget godt og åndeligt, nemlig viljen til at gøre det gode. Kun det nye menneske, som stoler på evangeliet har en vilje til at gøre godt. Ligesom loven ikke formåede at retfærdiggøre, men evangeliet formåede det, sådan formåede loven heller ikke at give viljen til det gode, men evangeliet formåede det. Ønsket om at gøre det gode er i det nye menneske, men evnen til at gøre det er der ikke. Derfor kan Paulus konkludere, at det ikke længere er ham, der gør det onde, men synden i ham. Hans sande selv vil det gode, men syndne i ham gør det onde.

 

 

²¹  Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden. ²² Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; ²³ men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. ²⁴ Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? ²⁵ Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

 

Her bruges ordet “lov” mere om en reglmæssighed, en regel eller naturlov. Denne regelmæssighed eller lovmæssighed består i, at når han vil gøre det gode, er det onde altid for hånden. Der er altid synd blandet ind i en kristens gode gerninger, uanset gode gode intentioner. Han taler ikke om en exceptionel situation, men netop om dét, der er reglen snarere end undtagelsen. Det er altså en kristens normale situation, vi oplever her. Hver dag opdager en kristen på ny, at det gode han ville, kunne han ikke fuldføre. Hver dag erkender vi, at vi er syndere og hver dag sætter vi os igen for at gøre det gode. Det indre menneske, det nye menneske glæder sig over Guds lov, men i det syndige kød er der en anden lov, som strider mod det nye menneske og sindets lov og tager ham til fange under synden. Det nye menneske er altså syndens fange og behersket af synden mod sin vilje. I kap 6 lærte vi, at man ikke skulle lade synden herske. Men da var sammenligningen en tjener, som lader sin hersker herske. Her er sammenligningen med en fjende, som tager en til fange mod ens vilje. Sådan er en kristens forhold til synden. Han lader ikke synden herske, men beherskes alligevel i synden i den forstand, at den tager en kristen til fange imod hans vilje. Igen og igen vinder synden kampen mod sindet, så resultatet bliver synd i gerning. Men sindet, det nye menneske kæmper videre i tillid til evangeliet. Først når kampen opgives og man igen ser synden som glæder, Gud vil forbyde, er man blevet syndens træl igen. Og det nye menneske sukker efter den dag, hvor det vil blive befriet fra den gamle natur.

Og derfor bryder apostlen ud i i det fortvivlede råb, som mange kristne vil kunne genkende: Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Hvem skal fri mig fra synden og kødet, som igen og igen overmander mig, så jeg ikke kan gøre, hvad det nye menneske vil, men mod min vilje gør det onde. Hvornår vil slaveriet i kødet høre op. Og svaret er en taksigelse ved Jesus Kristus. Jesus Kristus er løsningen. Han har allerede vundet syndernes forladelse og evigt liv. Og de, som tror på ham er gået over fra døden til livet. Og når han kommer igen vil han forløse os fra kødet og synden. Det er kun et spørgsmål om tid, før forløsningen fuldendes.

Derfor kan Paulus også fortsat med det nye menneske tjene Guds lov men med det gamle menneske, kødet tjener han stadig synden. Fordi hans synder er forladt og forløsningen fra synden og kødet ligger forude opgiver han ikke kampen mod kødet, men kæmper videre i glæde over, at synde er forladt.

 

Denne bibeltime er holdt 21.12.2008

Du kan finde undervisningen som lydfil nederest i indlægget.

Baggrund:

Rom 1,18-3,20 Guds lovs dom over synden. Kap. 1 Guds vredes åbenbarelse over al synd. Kap. 2 Guds retfærdige dom over hedninger og jøder. Kap. 3. Ingen retfærdig, ingen forstandig, ingen som søger Gud, loven virker syndserkendelse.

Rom 3,21-4,25. Retfærdiggørelsen. 4,25: givet hen pga. vore overtrædelser og oprejst på grund af vor retfærdiggørelse.

Kap. 5-8. Retfærdiggørelsens følger.

Kapitlet handler altså om hvad det vil sige at være retfærdiggjort.

Repetition: Hvad betyder retfærdiggørelse -at benåde, dømme uskyldig, erklære retfærdig, tilgive, tilregner retfærdighed, ikke tilregne synd, forlade synder.

Freden som følge af retfærdiggørelsen

^D31 Romans 5:1 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ² ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;

Overskriften er her Fred. Men hvilken fred. Ikke den manglende vrede og fjendskab mod gud endnu(se herom kap. 8). Snarere fred som modsætning til Guds vrede og dom fra kap. 1,18-3,20. Freden er et resultat af retfærdiggørelsen. Fordi vi er dømt retfærdige har vi fred med Gud i stedet for fjendskab. Retfærdiggørelsen er sket ved troen, hvilket ikke vil sige, at troen er grunden til retfærdiggørelsen. Det er altså ikke sådan, at Gud retfærdiggør et menneske fordi det tror. Nej, Gud retfærdiggør alene på grund af Kristus, og troen er blot en tom hånd, som modtager. Ved Kristus har vi fået adgang til nåden og ved troen står vi i nåden, men nåden er ikke blevet til som følge af troen. Og at stå i retfærdiggørelsens nåde, er at have fred med Gud. For når vore synder er forladt er vi forsonet med Gud og har fred med ham.

Og når vi har fred med Gud kan vi også håbe på Guds herlighed. Håbet udspringer altså af troen, som udspringer af nåden i Kristus. Håbet retter sig mod Guds herlighed, som er den herlighed Gud hare og vil give i evigheden, se Rom 8,17, som en arv til Kristi medarvinger. Vi kan altså rose os af vores fremtidige herlighed.

³ ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, ⁴ men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, ⁵ men Håbet beskæmmer ikke;

Det er ikke kun den fremtidige herlighed, vi kan rose os af. Også de nuværende trængsler, som står i modsætning til vores kommende herlighed kan vi rose os af. Begrundelsen er det, trængslerne virker, nemlig udholdenhed, prøvethed og håbet om herligheden. Igennem prøvelserne her på jorden bliver vi gjort mere og mere afhængige af Guds nåde alene og styrkes derfor i håbet om herligheden, hvor vi skal miste vort syndige legeme og lidelserne. Men indtil da hjælper lidelserne os til at leve i daglig anger over synden og stadig henflyen til Guds nåde alene.

5b thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.

⁶ Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. ⁷ Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig – for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, ⁸ men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. ⁹ Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. ¹⁰ Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, ¹¹ ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

Det kan ikke her være kærligheden til Gud, da denne ikke er blevet udgydt i vore hjerter, eftersom den ikke eksisterede forud. Der er altså den kærlighed, hvormed Gud elsker og som forklares i det følgende, vers 8 f.eks. håbets sikkerhed skyldes altså, at Guds kærlighed til os er blevet udgydt i os af Helligånden. Dette skete ved troen, da Helligånden bragte Guds kærlighed i Kristus til os. Selvom prøvelserne fører til håb, er det altså ikke sådan, at vi skal finde vished om håbet i, at vi er i trængsler. For trængslerne er ikke bevis på at håbet ikke gør til skamme, ligesom fremgang heller ikke er det. Tværtimo findes beviset i det, troen klynger sig til, nemlig Guds kærlighed, hvorved han skabte fred med os.

Dernæst forklares den Guds kærlighed, som er blevet udgydt i os i vers 6-9. Gud har bevist sin kærlighed ved at lade Kristus dø for os mens vi endnu var syndere, ugudelige og fjender. Dette stilles i modsætning til at nogen vil dø for en retfærdig, sådan som det måske kan forekomme blandt mennesker. Måske vil man give sit liv for sin konge, præsident, eller en man er i familie med, men for en, som er ens fjende, er det det færreste, som vil dø. Ja, de færreste vil enddog dø for en som blot er retfærdig og ikke ovenud god mod en. Men det var altså det, Kristus gjorde. Han døde ikke for os fordi der var en smule godt i os, som han elskede. Han døde ikke for os, fordi vi stadig havde en smule at den oprindelige gudbilledlighed. Nej, han døde for os, mens vi endnu var ugudelige, syndere og Guds fjender. Han døde mens vi var under Guds vrede og dom.

Og når Kristus er død, som vor stedfortræder under Guds vrede, så er vi retfærdiggjorte og bliver derved frelst fra Guds vrede. Retfærdiggørelsen og forligelsen er her to sider af samme sag. AT være retfærdiggjort vil sige at have fred med Gud og at være forligt vil sige at være retfærddiggjort.

Når Gud viste os kærlighed, mens vi var syndere, hvor meget mere vil han så ikke vise os krælighed, nu da vi er retfrædiggjorteNår vi er retfærdidggjorte, kan vi altså stole på, at Gud også vil holde fred med os og frelse os fra sin kommende vrede.

Og derfor kan vi rose os af Gud og glæde os over den fred vi har med ham.

Adam og Kristus, fredsforstyrreren og fredsstifteren:

¹² Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved ét Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle; ¹³ thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov; ¹⁴ dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme.

Apostlen sammenligner her Adam og Kristus, og han begynder med at forklare omAdam, hvordan synden og dermed døden kom ind i verden. Døden trængte igennem til alle mennesker fordi alle har syndet i Adam. Adams synd er ikke Adams alene, men også vores. Derfor bliver alle set som syndere af Gud. For at bevise at døden gælder alle mennesker og at alle har syndet i Adam, henviser apostlen til, at også før loven blev åbenbaret for Moses og man kunne opregne synden, døde mennesker. Det var altså ikke først, da mennesker blev bevidste om loven, de begyndte at synde og blev skyldige, men de var allerede skyldige i Guds øjne fra Adam af. Og sådan også med os. Vi bliver ikke først fjender af Gud, når vi bliver voksne og lærere Guds lov at kende med vores fornuft. Fra undfangelsen af, er vi under døden og Guds vrede og har derfor ikke fred med Gud, når vi bliver født. Den fred må vi først få gennem Kristus og dåben. Adams synd alene er nok til at dømme alle mennesker til døden og Guds vrede, ligesom også hver enkel synd gør det, fordi det er den hellige og almægtige Gud, synden sker imod. Adam kaldes nu et forbillede på Kristus, selvom der er store forskelle.

¹⁵ Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange. ¹⁶ Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. ¹⁷ Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.

Paulus modstiller nu Adam med Kristus. Ligheden mellem de to består i, at ligesom Adams synd blev tilregnet hans efterkommere, dem som er i Adam, sådan bliver Kristi retfærdighed også tilregnet og arvet af dem, som tilhører Kristus. Det er en arvesynd ligesom det er en arveretfærdighed. Forskellen består i, at Den ene var en nådegave og den anden et fald og at nådegvaen er større end faldet. Nådegaven fører nemlig til evigt liv og salighed, fordi den fører til retfærdiggørelse.

Ligesom alle mennesker blev dømt skyldige i Adam, sådan har Gud også i Kristus straffet skylden og for hans lidelses og døds skyld i ham dømt verden uskyldig. Det var det, der skete ved hans opstandelse, hvori Gud, fordi synden var sonet og betalt, erklærede ham og os i ham uskyldige, ligesom vor skyld var blevet straffet i ham. Og derved erhvervede Kristus retfærdighedens gave til os, ligesom Adam var skyld i dommen og døden for alle mennesker. Kristi lidelse og død kaldes derfor også det nye testamente(også kaldet pagt, hvilket er en dårlig oversættelse), fordi han heri har efterladt os sin retfærdighed, ligesom Adam efterlod os sin skyld.

¹⁸ Altså, ligesom det ved éns Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved éns Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. ¹⁹ Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. ²⁰ Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, ²¹ for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Paulus fortsætter sammenligningen og konkluderer på den. Her modstilles Adams fald med Kristi retfærdighed. Adams fald bestod i hans synd og skyld. Kristi retfærdighed består både i, at han aktivt handlede retfærdigt i vores sted, som vores stedfortræder, hvor vi har syndet, altså i hans lydighed, i at han overholdt Guds lov helt og fuldt. Dette gjorde han stedfortrædende for alle menensker, og Gud tilregnede det dengang alle mennesker, dvs. Gud så på Kristi stedfortrædende opfyldelse af loven og erklærede at det var gjort for alle mennesker. Samtidig består hans retfærdighed også i hans passive lydighed, dvs. i at han bar vores skyld og straf og led både Guds vrede svarende til, hvad alle menensker ellers måtte lide i helvede og døden. Begge disse to sider, hans opfyldelse af lovens krav og af dens straf, tog Gud imod og erklærede derfor i Kristus verden retfærdig. Kristus har så at sige vundet en stedfortrædende retfærdighed for hele verden ved at Gud har modtaget hans offer og i ham tilgivet alle verdens synder. Og den retfærdighed er vores fred med Gud. Forligelsen, freden med Gud består altså i, hvad Kristus har gjort for os, at han har opfyldt lovens klrav og båret syndens straf for os og derved købt en evig retfærdighed til os. Ved troen får vi del i denne retfærdighed, som uddeles gennem nådemidlerne.

Find bibeltimen og lidt af den efterfølgende samtale nederst i blogindlægget .

Romerbrevet kapitel 4

Paulus har i kapitel 1,18-3,20 vist, at hverken hedninger eller jøder kunne retfærdiggøres ved lovgerninger, men alene ved troen på forløsningen i Jesus Kristus. Nu rejses måske en indvending fra jøderne: hvad med Abraham. Blev han ikke retfærdiggjort ved gerninger. Og hvad de andre fædre. Blev de ikke frelst ved deres gerninger.

 

1 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften? “Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.” ⁴ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; ⁵ den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;

 

Hvad har Abraham vundet ved at overholde loven, efter kødet. Hvad har han vundet ved sin omskærelse, vil jøderne måske spørge. Jøderne havde Abraham som stamfader efter kødet. Og Gud havde givet et løfte til disse kødelige efterkommere af Abraham for en tid (f.eks. 1 Mos 15,18f). Men formålet var at forberede et større løfte, som Gud havde givet Abraham, nemlig løftet om det åndelige afkom (1 Mos 15,6).

Hvis Abraham s retfærdiggørelse var af gerninger, ville han kunne rose sig af dem. Men Skriften bevidner, at han blev retfærdiggjort ved tro, så han kan ikke rose sig. Abrahams tro var altså ikke en tro, der frelste, fordi den var rosværdig. Abraham blev ikke retfærdiggjort, fordi hans tro var så stor en gerning, at andre var overflødige. Troen er altså ikke en gerning, men en nåde. Der er altså ikke her tale om Abrahams trofasthed eller hans tro på Gud i al almindelighed, som om en delvis opfyldelse af lovens første bud kunne frelse. Sådan forstår mange troen som en generel tro på Guds løfter. I 1. Mos 15,5-6, som Paulus henviser til, står der: ⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: “Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!” Og han sagde til ham: “Således skal dit Afkom blive!” ⁶ Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed. Her tales om det åndelige afkom, som skal skabes ud af alle folkeslag, ved det ene afkom, som er Jesus Kristus (1 Mos 22,18, Gal 3,16). Dette løfte om, at alle folkeslag skulle velsignes i Abraham, havde han allerede fået (1 Mos 12,3). Abrahams tro var en tro på den kommende frelser, Jesus Kristus, som allerede var lovet til Adam og Eva, kvindens sæd som skulle knuse slangens hoved. Han skal blive til velsignelse for alle folkeslag og skabe et folk, som skal være Abrahams efterkommere ved troen. Og ligesom Abraham skal de erklæres retfærdige ved troen på Kristus. Og at retfærdiggøre vil sige at erklære retfærdig eller uskyldig, at blive regnet som retfærdig af Gud.Vi hører også, at Abrahams tro var en tro på ham, der retfærdiggør den ugudelige. Abrahms tro var altså heller ikke blot en tro på afkommet, Jesus Kristus, som person, men det var en tro på Guds nåde på grund af afkommet. Det var en tro på den gud, der tilgiver menneskers synder og retfærdiggør ugudelige. Abraham troede på retfærdiggørelsen for Kristi skyld og det blev regnet ham til retfærdighed. Og derfor kunne han ikke rose sig af gerninger. Troen retfærdiggør, fordi den stoler på, at gud tilgiver synden for Kristi skyld. Troen retfærdiggør, fordi den stoler på Kristi retfærdighed, som gælder overfor Gud. Det er dén tro, som alene kan retfærdiggøre mennesker og det er den tro, mennesker er blevet frelst ved siden Adam og Eva.

 

Paulus fortsætter med endnu et eksempel, nemlig David:

 

⁶ ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: ⁷ “Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.”

 

Her har vi altså endnu et eksempel på, at retfærdiggørelsen ved tro også er det gamle testamentes lære. At blive tilregnet retfærdighed vil altså sige at få sine synder tilgivet og ikke tilregnet. At blive retfærdiggjort vil altså sige at blive tilgivet. Det vil sige, at synden bliver skjult af Kristi retfærdighed, som tilregnes syndere. Og den mand, som Herren ikke tilregner skyld er salig, eller lykkelig. Fra Adam og Eva over Abraham til David og frem til Paulus er det altså den samme tro på dén Gud, der forlader synd for Kristi skyld, der prædikes. Nogen vil så måske indvende, at det var på grund af omskærelsen, David kunne regne sig tilgivet. Paulus fortsætter:

 

 

⁹  Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. ¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. ¹¹ Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, ¹² og Fader til omskårne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

 

David var jo omskåret, so nogle kunne måske bilde sig ind, at saligprisningen kun gjladt de omskårne og ikke de uomskårne. Blev troen kun regnet omskårne til retfærdighed, så omskærelsen var noget, der skulle lægges til troen for at den retfærdiggjorde. Svaret kan afgøres historisk. Abraham de troendes fader, blev retfærdiggjort allerede som uomskåren. Omskærelsen var et segl på den retfærdighed han fik før omskærelsen. Omskærelsen var ikke Abrahams gerning, hvormed han lagde noget til troen. Den var Guds gave. Der står, at han fik omskærelsens tegn. Den var ikke noget, han kunne rose sig af, som jøderne troende, men en gave fra Gud – et tegn fra Gud. Den var et tegn og segl på Guds løfte og testamente til Abraham(1 Mos 17,11). Den var et tegn på guds nådige sindelag, ligesom dåben og de øvrige sakramenter i NT. Abraham blev retfærdiggjort som uomskåren for at han skulle blive fader til både uomskårne og omskårne. Og det var jo netop løftet om at blive fader til mange afkom gennem Jesus Kristus, der blev regnet Abraham til retfærdighed. Alle sandt troende er altså Abrahams børn, hvad enten de er omskårne eller uomskårne.

 

¹³  Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. ¹⁴ Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. ¹⁵ Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. ¹⁶  Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle

 

Abraham og Abrahams åndelige børn (hans afkom) fik ikke løftet i kraft af overholdelse af loven eller på grund af deres lydighed mod f.eks. omskærelsen. Nej de fik løftet ved trosreftærdigheden. Fordi Abraham troede løftet skulle han arve jorden. Hvis de, som lever under loven kunne arve jorden ved loven, så ville troen være tom. Hvis man kan frelses ved loven, er evangeliet, løftet, intet værd. Hvis løftet var betinget af overholdelse af loven, ville det føre til vrede – for alle er jo syndere. Men når det ikke er betinget af loven, når loven intet har at sige i løftet, da er der ingen overtrædere. Når loven er opfyldt og den krav borte, da er synden og skylden borte. Derfor kan løftet ikke være betinget af opfyldelse af loven, men i stedet må det gribes ved troen. Kun sådan kunne løftet stå fast for Abrahams børn, både de kødelige, som havde loven, de troende jøder, men også til dem, der er Abrahams åndelige efterkommere, som har troen.

 

¹⁷ (som der er skrevet: “Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader”), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. ¹⁸ Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: “Således skal din Sæd være;” ¹⁹ og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; ²⁰ men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære ²¹ og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. ²² Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.

 

 

^{Her henvises til 1 Mos 17,5, som altså ikke går på de kødelige efterkommere, men på de åndelige efterkommere, som skulle blive til ved evangeliet om det ene afkom. Disse skulle blive til ved at blive levendegjort fra deres åndelige død (se ef 2,1f) og blive til af det, som ikke var (Es 48,13). hedningernes omvendelse, som begyndte, da Kristus kom, sker ved Guds almægige ord, når han kalder mennesker til tro.}

^{Og Abraham troede med håb imod håb. Det naturlige håb, forstanden og naturen ville vise ham en anden vej og ikke lade ham tro på, at gud ville opfylde sit løfte om frelseren, som skulle nedstamme fra Abraham og Sara. Men på grund af løftet, som skaber troen, kunne Abraham på løftet. For Gud kalder det frem, som ikke er, ved sit ord. Troen stoler på Guds åbenbarede løfter – og specielt løftet om frelseren, som Abraham troede på. Det var jo dét løfte, som afhang af, at Sara blev med barn. For frelseren skulle være Abraham skødelige efterkommer. Og kun ved denne kødelige efterkommer (1 Mos 22,18), ville løftet om de mange folkeslag gå i opfyldelse. Og fordi Abraham troede på løftet om afkommet, som skulle blive til velsignelse for alle folkeslag og skaffe Abraham åndelige efterkommere, blev det regnet ham til retfærdighed. Abrahams tro var altså en tro på Kristus og Guds retfærdiggørelse ved ham, og derfor blev Kristi retfærdighed også tilregnet ham.}

 

²³ Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ²⁵ ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

 

Men historien om Abraham blev ikke skrevet for Abrahams skyld alene, men for alle troende skyld, som tror på det evangelium, Abraham troede på. Det blev skrevet for alle deres skyld, som Kristi retfærdighed tilregnes, nemlig dem, der, som Abraham tror på Gud, som oprejste Kristus fra de døde.

Det sidste vers kan også oversættes med “på grund af..:” i stedet for “for…skyld”. Betydningen er altså enten, at vores synder var dét, der bragte Jesus til korset og retfærdiggørelsen dét, der virkede hans opstandelse, eller omvendt, at vores synder var målet med hans hengivelse og vor retfærdiggørelse målet med hans opstandelse. Uanset hvilken oversættelse, man vælger, så er det den såkaldte objektive retfærdiggørelse, der er tale om. Hvis man bruger vores oversættelse, er meningen, at Gud ved at oprejse Jesus, erklærede verden retfærdig. Hvis man vælger den anden, så var opstandelsen følgen af, at Gud havde erklæret verden retfærdig, og opstandelsen var dermed beviset på det. Selvom kun en af oversættelserne er rigtige, er begge dele sandt. Det er retfærdiggørlesen set fra to sider. Som Guds dom og den retfærdighed, der gælder overfor gud, eller som guds offentlige erklæring af den retfærdighed, som allerede var vundet i Guds hjerte.