Menighedsundervisning Arkiv - Side 3 af 4

Romerbrevet kapitel 3 (med lyd)

5. november 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

(Findes som lydfil nederst)

1 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?

Sidste gang hørte vi, at jøderne ikke kunne flygte fra lovens dom, blot fordi de havde loven og var omskårne. Omskærelsen på legemet gavnede ikke, hvis den ikke blev fulgt af hjertets omskærelse, troen på dét løfte, omskærelsen var et segl på. En jøde kunne indvende, at det var i strid med jødernes forrang. Paulus møder nu denne indvending. Spørgsmålet er, hvad jødernes fortrin er. Hvad får de ud af at være Abrahams efterkommere og en del af det jødiske folk. Paulus svarer:

2 Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord er blevet dem betroede.

Jødernes vigtigste fortrin er, at de har fået Guds ord betroet. Men hedningerne kun havde Guds lov delvis i naturen, havde jøderne både Guds åbenbarede lov og Guds evangelium. Evangeliet var jo, som vi hørte i 1,1-2 allerede givet som løfte til profeterne. Det var jo ikke sådan, at man blev frelst ved loven på gt-lig tid. Nej formålet med Guds åbenbarede ord dengang som i dag var at frelse mennesker gennem lov og evangelium. Jøderne blev frelst ved troen på løftet om frelseren.

3 For hvad om nogle var utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet?

Paulus imødegår nu en anden indvending. De fleste jøder havde været utro mod Guds ord. De havde ikkeholdt sig til Guds ord, men gang på gang var de faldet fra og havde forkastet Guds lov og evangelium. Ophæver det nu Guds trofasthed, så Guds løfter er betinget af menneskers lydighed. Er Guds ord en aftale eller pagt, som forudsætter begge parter. Eller er det et ensidigt løfte eller testamente.

4 Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: “For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette.”

Paulus svarer nej. Guds trofasthed mod sine løfter og sit ord ophæves ikke af jøderne ulydighed og frafald. Gud har ikke trukket sine løfter tilbage. Når jøderne dømmes, betyder det ikke, at Gud er holdt op med at være trofast mod sine løfter. Snarere viser modsætningen mellem Guds barmhjertighed og jødernes frafald, hvor stor Guds sanddruhed er.

5 Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).

Men hvis jødernes ulydighed og frafald viser Guds trofasthed og sanddruhed, hvorfor skal de så alligevel dømmes. Er Gud uretfærdig, når han straffer og dømmer, hvis den ulydighed, han straffer og dømmer, i virkeligheden kun giver Gud ære og viser, Guds storhed. Paulus svarer:

6 Det være langt fra! For hvordan skal Gud ellers kunne dømme Verden?

Hvis dette gjorde Gud retfærdig, ville Gud ikke kunne dømme verden. Og det gør Gud. Derfor er svaret nej. Paulus giver sig selv som eksempel:

7 Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?

Hvorfor skal han dømmes som en synder, hvis hans løgn bekræfter Guds andhed. Han argumenterer, som en synder vil gøre på dommedag: hvorfor skal mennesker dømmes som syndere, hvis deres synd har bidraget til Guds ære. Gud burde være tilfreds med, at menneskers synd bidrager til hans ære og herlighed. Svaret ligger i spørgsmålet: Paulus – og alle andre – er syndere. Den hellige og retfærdige Gud kan ikke gøre andet end straffe synderen- Ellers ville han ikke være retfærdig.

8 Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

Samme argumentation fortsættes: Hvis jøderne mente at kunne undskylde sig med Guds ære, så ville det samme gælde for alle, og man kunne frit synde for derved at ære Gud. Den logiske konklusion ville være, at synden var årsag til det gode. Sådan en holdning beskyldte man de kristne for dengang, som man gør i dag. Den vantros konklusion på læren om retfærdiggørelsen er, at man uden videre kan leve i synd for at syndernes forladelse og Guds ære må blive desto større. Men det er en misforståelse af læren om retfærdiggørelsen og derfor går de, der tror på den, fortabt. Tror man, at man kan leve i synd og dermed gøre Guds ære større, dømmes man til fortabelse.

9 Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,

Paulus var selv jøde og spørger nu, om jøderne har nogen forrang frem for andre. Mens de havde det fortrin, at de havde fået Guds ord betroet og derfor havde bedre muligheder for at høre det, så har de ikke nogen forrang frem for Gud. Tværtimod, så gør Guds ord dem blot uden undskyldning, som vi hørte i kapitel 2. Alle, både jøder og grækere er under syndens herredømme.

Paulus dokumenterer det nu ved henvisning til Skriften

10 som der er skrevet: “Der er ingen retfærdig, end ikke een;

Der er ingen retfærdig, ingen der ikke synder. Alle mennesker er skyldige overfor Gud.

11 der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;

Der er ingen med sand kundskab om Gud. Hedningernes visdom og filosofi, kan kun skabe afguder, som vi hørte i kapitel 1. De hævdede at være vise, men undertrykte endog den sandhed, Gud havde givet i den naturlige åbenbaring.

Der er ingen som søger Gud. Der er ingen, som i sandhed søger Gud. At tale om søgergudstjenester er altså forkert, hvis det betyder, at man tror, at mennesker kan søge Gud. Det eneste mennesker finder ved deres egen søgen og stræben er tilfredsstillelse af deres farisæiske selvretfærdighed.

12 alle ere afvegne, til Hobe er de blevet uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een.”

Alle er veget fra Guds lov og er blevet uduelige i åndelig henseende. Ingen øver godt overfor Gud, men alle synder.

13 “En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;” “der er Slangegift under deres Læber;”

14 “deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;”

Synden viser sig ikke blot i tanker, men også i ord og handlinger. Deres strube er en åben grav, fuld af død. Deres sind ønsker kun at skade med deres tunge. Bagtalelse, løgn og ondskabsfuldhed er deres ord fyldt med.

15 “rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;

16 der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,

De kan ikke vente med at udgyde deres næstes blod, eller at skade og ødelægge deres næstes liv eller legeme. De ønsker at udnytte og ødelægge.

17 og Freds Vej have de ikke kendt.”

Et fredeligt liv med deres næste i tilgivelse og velsignelse, søger de ikke, modsat de salige, vi har hørt om i dag.

18 “Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne.”

Her er grundsynden, som er kilde til de andre synder: de frygter ikke Gud og ærer og dyrker ikke Gud, som de burde. Et menneske, som frygter Gud vil forsøge at leve efter hans bud

19 Men vi ved, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som er under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud,

Særligt jøderne, men også hedningerne er under loven. Men formålet med loven e rikke at frelse, sådan som jøderne tror, som roser sig af loven. Nej, det den taler til dem, der er under loven er dom. Dødens formål er at hele verden – jøder som hedninger – må komme til at stå strafskyldige overfor Gud. Hver mund skal stoppes. Ingen skal kunne påstå sig uskyldige overfor Gud, men hver eneste mund stoppes til.

20 fordi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; for ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

Og hvorfor. Fordi intet kød, ingen synder, vil kunne retfærdiggøre sig ved hjælp af loven. Ingen vil kunne blive erklæret retfærdig og uskyldig ved lovens gerninger, for målt med Guds lov er alle syndere. Lovens formål er nemlig et andet: at virke syndserkendelse. Loven skal vise mennesker, at de er syndere. Loven skal ikke vise mennesker vejen til retfærdiggørelse, men behovet for retfærdiggørelse. Loven skal ikke frelse mennesker, men dømme dem til fortabelse. Loven skal vise behovet for frelse, ikke vejen til frelse. Loven kræver, men giver ikke. Loven dømmer og straffer, men benåder ingen. Hele formålet med den første del af Romerbrevet kulminerer med at vise, hvad formålet med loven er: at afsløre synden. Målet med afsløringen af hedningers og jøders synd var at virke syndserkendelse hos jøder og hedninger. Nu vender Paulus sig så til evangeliet:

Evangeliet

21 Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne.

Efter at have bevist, at loven ikke kan frelse, fortsætter Paulus nu med at fortælle, hvad er kan frelse. Selvom alle mennesker er under lovens fordømmelse, er der stadig håb om frelse, nemlig i evangeliet. Uden loven er Guds retfærdighed åbenbaret. Den retfærdighed, der tales om her er ikke lovens retfærdighed. Det er Guds retfærdiggørelse, den som vi hørte om i 1,17. Det er retfærdigheden overfor Gud, som Gud selv giver. Det er den retfærdighed, som tilregnes os, som Kristus har vundet ved sit liv, sin lidelse og død. Retfærdiggørelse er ikke en moralsk forbedring i mennesket men en domshandling, hvor Gud erklærer et menneske uskyldigt overfor sig. Denne retfærdiggørelsesdom eller benådning eksisterer allerede hos Gud, men er blevet åbenbaret i evangeliet. Og den var allerede bevidnet i loven og profeterne, det gamle testamente, hvis formål var et pege netop på denne retfærdiggørelsesdom.

22 nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.

Den retfærdighed, der tales om, er den, der fås ved tro på Jesus Kristus. Det er alene ved troen, man får del i denne retfærdighed. Det er ved troen, den tilregnes den enkelte. Troen stoler på og fortrøster sig til den retfærdighed, der åbenbares i evangeliet og modtager den. Enhver,som tror får denne retfærdighed,. Uanset hvor stor hans eller hendes synder er, uanset om man er jøde eller græker. Der er ingen forskel

23 Alle have jo syndet, og mangler Æren fra Gud,

For ale har syndet og mistet Guds herlighed – den oprindelige retfærdighed og herlighed. Ingen har noget, de kan prale af overfor Gud og fortjene hans benådning med. Men alle er syndere, også de troende.

24 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus,

Retfærdiggørelsen gives altså uforskyldt – gratis – af Guds nåde – dvs. Guds velbehag – som er kilden til barmhjertighed. Og det er muligt ved forløsningen i Jesus Kristus. Forløsning vil bogstaveligt talt sige befrielse ved betaling af en løsesum, ligesom hvis man skal løskøbe et gidsel. Jesus har løskøbt os fra Guds vrede ved at betale prisen for vore sjæle (Matt 20,28; Mark 10,45; 1 Tim 2,6; Tit 2,14) Og denne pris var hans dyrebare blod (Ef 1,7; Kol 1,14; 1 Pet 1,18-19). og måden hvorpå han betalte denne pris beskrives i det følgende:

25 hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder,

Jesus er sonemidlet eller nådestolen (Lev 16,30), som nådestolen, der dækkede pagtens ark var et billede på. Her stænkede ypperstepræsten offerblod på på forsoningsdagen for at sone folkets synder. Jesus er den fuldkomne nådestol – han er ypperstepræst, offer og nådestol i en person. Jesus har opfyldt alle typerne i det gamle testamentes ofre, da han udgød sit blod som en løsesum for alle verdens synder. Sådan blev han den sande mellemmand mellem Gud og mennesker, som skjuler al vores synd, skyld, skam og nøgenhed overfor Gud og har vundet en fuldkommen forløsning for alle mennesker. Og den forsoning bliver vores ejendom ved troen . Gud ser på sin søns dyrebare blod gennem hvilket aller verdens synder er sonet, gennem hvilket alle syndere frelses fra synd, skyld, vrede og fortabelse. Og på grund af dette blodige offer og Jesu fyldestgørende betaling erklærer han syndere retfærdige og hellige.

26 for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

Efter at have forklaret retfærdiggørelsens grundlag, viser Paulus nu dens mål. Gud vil vise sin retfærdighed for verden. Guds iboende retfærdighed kunne ikke tilfredsstilles ved andet end dette blodige offer, efter at han havde båret over med tidligere synder. Mennesker kunne leve i synd hele deres liv uden at blive straffet i dette liv. I enkelte tilfælde straffede Gud synden – også i dette liv. Men generelt bar han over med den og udgød ikke sin vrede over verden, som han vil gøre på dommedag. Straffen var gemt til Jesus Kristus, som blev alle menneskers stedfortræder og bar Guds vrede og dom over alle menneskers synder. Gud er både retfærdig og retfærdiggørende, når han straffer Jesus. Han er retfærdig, fordi synden straffes og han retfærdiggøre på grund af Jesus. Gud retfærdiggør mennesker ved at erklære dem rene og retfærdige for Kristis skyld. Denne retfærdiggørelse bliver den enkeltes ejendom ved troen.

27 Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.

Der er ikke noget at prale af, når både jøder og hedninger er syndere, som må retfærdiggøres af Guds nåde ved tro for Kristi skyld. Hvis frelsen skete ved gerninger, så kunne man måske rose sig. Men ingen kan frelses ved gerninger. Når frelsen sker af Guds nåde alene uforskyldt ved troen, så er der ikke nogen, der har noget at rose sig af. Troen er altså heller ikke noget man kan rose sig af. Den er Guds gave og heller ikke en grund til ros. Den er heller ikke en gerning, hvormed man fortjener Guds nåde. Retfærdigførelsen, hvormed Gud erklærer og dømmer mennesker uskyldige for Kristi skyld ved troen.

28 Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger.

29 Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers;

30 så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen.

Om man er jøde eller græker, frelses man alene af nåde. . Fordi der kun er en Gud, er der også kun en frelsesvej – ved troen.

31 Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.

Her vender Paulus tilbage til anklagen om at gøre loven ugyldig. Han gør det modsatte. Alle dem, der vil frelses ved loven bliver nødt til at gøre lovens krav mindre end de er. Men loven kræver ikke 70% lydighed i tanker, ord og gerninger. Den kræver 100% lydighed – og enhver overtrædelse må straffes. Ved læren om retfærdiggørelsen for Kristi skyld sker loven sin fulde ret – straffen for alle menneskers synd er båret af stedfrotræderen.

Bibeltime over Rom 2 – nu med lyd

23. oktober 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

(se lydfil nederst)

I sidste kapitel hørte vi Guds dom over hedningeverdenen, som selvom de kendte Gud og hans bud, ikke takkede og ærede ham, men i stedet dyrkede afguder og ikke blot overtrådte de Guds bud, som de kendte, men også billigede at andre gjorde.. Nu vender Paulus sig så til jøderne:

Romerbrevet 2,1-29 efter 1907-oversættelsen Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme.

Vi hørte sidste gang både om dem, der selv overtrådte Guds bud og om dem, der både brød dem og bifaldt, at andre gjorde det. Nu hører vi så om en tredje gruppe. De straffer og dømmer synden. Men de straffer og dømmer den kun hops andre. De gør selv det, de dømmer andre for. Disse er uden undskyldning, fordi de dømmer synde hos andre. Derved viser de, at de kender loven. Og derfor er de uden undskyldning, når de bryder den. Den dom, de rammer andre med, rammer dem selv. Ligesom hedningerne, er de uden undskyldning. Det er hyklere og gerningshelgener, der tales til her. Mennesker, som tror, at de har overholdt loven og derfor kun ser splinten hos andre, ikke bjælken i deres eget øje. Dem, der priser deres egen kærlighed og gerninger og kun dømme andre. Men Guds dom vil også ramme dem.

² Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve sådanne Ting.

Gud vil dømme synden på den yderste dag – også hos dem, der tror, at de har levet efter loven. Og Guds dom stemmer overens med sandheden. Gud dømmer efter, hvad der er sandt, også om moralisten, som dømmer andre. Gud dømmer både hedninger og jøder, og dem, som dømmer de andre, men selv gør det samme, vil også blive dømt. At de dømmer andre, kan ikke redde dem, men kun gøre deres sag værre.

³ Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?

Hvis et menneske ikke kan flygte fra sin egen dom. Hvis hans dom over andre, rammer ham selv, hvordan skulle han så kunne flygte fra Guds dom. Hvordan skulle han kunne undgå Guds dom på den yderste dag. Tror du virkelig på det. Paulus sætter stolen for døren hos den selvretfærdige, som forsøger at bilde sig selv ind, at han på en eller anden måde vil kunne flygte fra Guds dom

⁴ Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?

Den selvretfærdige tror, at han på en eller anden måde har fortjent Guds godhed. Gud lader jo de fleste mennesker få et langt liv og lader de fleste mennesker mærke glæde og sin godhed i skaberværket. Og den selvretfærdige tror, at det er et tegn på, at Gud ikke dømmer ham. Eller også bilde han sig ind, at han har krav på Guds godhed og anklager Gud, når han ikke får nok af den. Men målet med Guds godhed er at føre mennesker til omvendelse, ikke at gøre mennesker selvretfærdige. Målet er, at mennesker må erkende, at de ikke fortjener den og omvender sig.

⁵ Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag, ⁶ han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; ⁸ men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.

Ved at foragte Guds godhed gør moralisten synden endnu større – og dermed dommen. Og den venter på den yderste dag, hvor Gud vil åbenbare sin dom og vrede – den vrede, vi hørte om i kapitel 1. Læg mærke til, at det er åbenbaringen af dommen. Derfor kan Paulus også tale om en dom efter gerninger, ligesom i Matthæus 25, hvor fårenes gerninger er beviset på deres tro ikke årsagen til deres frelse. Gud vil på den dag vise, at hans dom er retfærdig og dømme mennesker efter deres gerninger. v. 7 skal måske i stedet oversættes: ⁷ dem med Udholdenhed i god Gerning, Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, som søger et evigt Liv;

For man søger ikke ære, hæder og uforkrænkelighed med sin udholdendehed i gode gerninger. Men Gud belønner den, som søger evigt liv og er udholdende i gode gerninger med ære, hæder og uforkrænkelighed. De vantro syndere vil få igen efter deres gerninger, nemlig vrede og harme. (se også Apologien s. 124.370 i Mæland)

⁹ Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, både en Jødes først og en Grækers; ¹⁰ men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både en Jøde først og en Græker!

Her vendes rækkefølgen om, men pointen er den samme. Paulus inkluderer nu også grækerne, men rækkefølgen er den samme som med evangeliet, jøder først, så grækere. Jøderne vil blive dømt først, fordi de har fået skriften og løfterne, dernæst grækerne. Den, der har fået meget, skal der kræves meget af.

¹¹ Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud. ¹² Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven; ¹³ thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres – ¹⁴ thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov; ¹⁵ de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller også forsvare hverandre – ¹⁶ på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus.

Gud ser ikke på personen – på ydre anseelse eller værdighed. Jøden kan ikke rose sig af at være jøde. Om man har den skrevne lov eller ej gør ikke forskel på, om man vil blive dømt. Dem, der har syndet uden denne vil blive dømt uden denne, men efter den lov, der står på deres hjerter. Og jøderne vil få en hårdere straf, fordi de kender loven gennem åbenbaringen i ordet og ikke blot gennem naturen. Jøderne kan altså ikke rose sig af, at de har hørt loven, for når det handler om loven, er det ikke dét at høre, men dét at gøre, der er afgørende. Vil man retfærdiggøres efter loven, så man man opfylde hele loven.

Hedningerne, som ikke har loven på skrift viser, ved at de faktisk i det ydre ofte følger loven, at de har en lov. Af naturen gør de, hvad loven siger. Sådan er de fleste samfund i hvert tilfælde i det ydre præget af en vis form for lydighed mod Guds lov. F.eks. er drab forbudt og selv når man tillader det ved fri abort, forsøger man at retfærdiggøre sig med, at det ikke er et rigtigt liv. Og når man bryder Guds lov, så ved man, at det er forkert, det man gør, som vi hørte i Rom 1. Loven er skrevet på hedningernes hjerter af Gud, og står der endnu, på trods af syndefaldet. At de har loven, betyder dog ikke, at de faktisk udøver den. Der er ikke tale om en kraft til at gøre godt, men om en regel og norm, som dømmer dem. “Samvittigheden er ikke en ting der virker det, der er rigtigt, men en, der kun dømmer gerningerne”. Samvittigheden gør ingen i stand til at handle godt, men den viser, hvornår de ikke har gjort det.

Selvom anklagerne of forsvarene lyder nu i samvittigheden, så vil dommen komme, når Gud dømmer på den yderste dag. Retsmødet er nu, men dommen kommer først da.

¹⁷ Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og roser dig af Gud ¹⁸ og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, ¹⁹ og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, ²⁰ uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, ²¹ du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! ²² Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! ²³ Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! ²⁴ Thi “for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne”, som der er skrevet.

Efter at have sammenlignet hedninger og jøder, vender Paulus nu tilbage til jøderne. Jøderne stoler på deres kendskab til loven og kendskab til Guds vilje, som om det blotte kendskab til det kan redde dem. I loven lærer man Guds vilje for menneskelivet at kende, siger Paulus faktisk her. Så loven i sig selv er altså ikke problemet. Den er udtryk for Guds vilje. Og fordi de kender loven, tror de, at de kan vejlede de blinde hedninger og lyse for dem. Den lov, Gud havde åbenbaret kunne undervise hedningerne. Problemet er, at de ikke underviser sig selv. De vil undervise andre og dømme dem, men ikke sig selv. Jøderne stjal måske ikke åbenbart, men så snød de i handle, hvilket også er tyveri. De brød måske ikke ægteskabet åbenbart, men så i tanker og hjerter. Det er også tempelran iflg. Mal 3,8-10 ikke at betale templet, hvad man skylder og dermed give Gud, hvad man skylder ham, generelt. Det rammer også hykleriske kristne, der lever i strid med Guds bud og foregiver at være kristne i det ydre.

²⁵ Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. ²⁶ Dersom nu Forhuden* holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? ²⁷ Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. ²⁸ Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; ²⁹ men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd, ikke i Bogstav – hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,

Jøderne roste sig af omskærelsen, som om den kunne frelse dem. Omskærelsen var givet af Gud som et tegn fra Gud på retfærdigheden af tro (Rom 4,11), og altså ikke en fortjenestefuld gerning, jøderne kunne gøre og frelse sig selv uden bodfærdighed og tro. Vil de bruge den til at rose sig overfor Gud og frelse sig selv, så er de skyldige at at holde hele loven og ikke blot omskærelsen. Den, der vil frelses ved egen kræfter og gerninger, må overholde hele loven. Overtræder man loven, er man en synder. Hvis en uomskåret, dvs. Hedning, holdt loven, ville han blive regnet som omskåren og omvendt. Dét, der er afgørende er omskærelsen af hjertet (5 Mos 30,6), som Gud foretager (Kol 2,11). Sådan kan dåben heller ikke frelse som en fortjenestfuld gerning, vi gær overfor Gud – hverken når Folkekirkekristne tror, at den frelse uden omvendelse og tro, eller når gendøbere gør den til en bekendelseshandling overfor Gud. Nej den er Guds handling, hvor han omskærer hjertet.

salme 22 – noter fra bibeltime holdt i sommers

9. oktober 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Martin Luther skriver i sin indledning til salme 22:”Den 22. salme er en profeti om Kristi lidelse og opstandelse og om evangeliet, som hele verden skal høre og tage imod. Og mere end ethvert andet Skrift viser den klart hen til Kristi pinsel og kors, hvordan hans hænder og fødder er gennemboret og hans lemmer er udstrakte, som man kunne tælle dem gennem huden. Sådan noget finder man intetsteds hos de andre profeter så klart, og derfor er den også en af hovedsalmerne. Den hører til i det første bud, for den forkynder den ny gudstjeneste og er indbefattet i den første og anden bøn.”
Salmen er profetisk og er ord talt af Messias om sin fremtidige lidelse og død. Der er ikke tale om ord, der både gælder David og Messias, men om Messias’ enestående lidelse for alle menneskers synder.

Det er direkte profeti, som skulle give Guds folk i det Gamle Testamente tillid til, at den kommende Messias skulle betale for deres synd. På den måde berører spørgsmålet om bl.a. Messiassalmerne som direkte profeti læren om retfærdiggørelsen.

Også GT’s folk blev alene frelst ved troen på Jesus Kristus, den lovede Messias. Og også Gts folk kom alene til tro på Messias ved forkyndelsen af Messias’ frelsergerning. Derfor er det afgørende, at vi også tror, at den vitterligt blev forkyndt tydeligt og klart for GT’s folk.

v. 1 Til Sangmesteren. Efter “Morgenrødens Hind”*. En Salme af David.

Nogen har ment at “Morgenrødens hind” var en melodiform (bl.a. den nye overættelse), men salmen har en del dyresymbolik, så det er snarere temaet for salmen, der angives. Messias sammenlignes med en jaget hind.

Hinden jages igennem salmen af tyre, bøfler, hunde og løver. Hinden er altså et billede på den jagede og lidende Messias.

Derfor er morgenrøden det sandsynligvis også. Nogen har forstået det sådan, at den gik på, at Jesus blev dødsdømt tidligt om morgenen. Men snarere er det et billede på lykken, der igen tilsmiler den ulykkesramte. Sådan bruges det nogen steder i Skriften (Es 58,8: Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, HERRENS Herlighed slutter Toget).

v 2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

Hvem er det, der taler her? Fra vers 2-22 hører vi om hans lidelser. Fra vers 23 hører vi om, at han vil kundgøre Guds navn for sine brødre på grund af Guds indgreb. I vers 28 hører vi om, at hele jorden skal vende sig til Herren og i vers 30 at de skal tilbede ham alene.

Hvem kan det være andet end Jesus Kristus, som efter sine lidelser opstår og forkynder frelsen, så mennesker af alle folkeslag vender sig til Herren. Hedningernes omvendelse er i Det Gamle Testamente generelt et tegn på Messias-tiden.

Men her hører vi altså først om hans lidelse. Da Jesus hænger på korset, gør han altså ikke Davids generelle klage til sin. I stedet er salmen her en direkte profeti om Jesu lidelse, som Kristus ved sin Ånd har indgivet David.

Mens evangelisterne beskriver de ydre begivenheder omkring Jesu lidelser, får vi her lov at se lidelserne indefra – fra Jesu side. Mens mørke skjulte jorden fra den sjette til den niende time, ramtes menneskesønnen af et endnu større mørke. Ordet “forlade” betyder oftest at forkaste (eng. Abandon, forsake), når Gud er grundled. nolge steder kan folket Israel være genstandsled (Jer 12,7:Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd.) eller en enkelt konge (2. Krøn. 32,31). Ordet kan også bruges om mennesker, der forlader/forkaster Herren (Dom 2,12-13: de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN).

Ordet betyder altså ikke nødvendigvis at forlade i betydningen være fraværende, som når nogen siger, at helvede er dét sted, Gud ikke er. Snarere er der taler om at forkaste/fordømme/svigte.

Gud står ikke længere sin søn bi med sin nåde og bistand, men forkaster ham og vender sig mod ham i fjendskab. Det engelske abandon/forsaken dækker bedre end det danske “forlade”.

Gud overgav Messias til sine fjender. Men ikke nok med det. Han trak også al sin kærlighed og godhed tilbage fra frelseren. Alle mennesker oplever noget af Guds godhed i skaberværket, når Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige.

Men den korsfæstede mærkede ikke mere noget af Guds godhed – alene hans vrede og dom. Han mærkede de fortabtes vrede og dom i helvede, mens han hang på korset, fordi han led som alle menneskers stedfortræder. I modsætning til martyrer, som frimodigt går i døden i tillid til Guds nåde, gik Jesus døden i møde under Guds forbandelse – uden nogen trøst, men med helvedsangsten og helvedskval. I dette øjeblik kan han ikke selv fatte, “hvorfor”. Guds rådslutning, har hans skjult for sig selv – for sin menneskelige natur i fornedrelsen. Men midt i fortvivlelsen, hvor endog målet for det hele er skjult, råber han: “min Gud, min Gud”.

Luther skriver, at han ikke kan huske dette dobbelte udtryk andre steder i Skriften. Midt i helvedskvalen og angsten råber Jesus “min Gud, min Gud” – Gud er stadig hans Gud, selvom Gud har forkastet ham. Selv da Gud forkastede Jesus, forkastede Jesus ikke Gud.

Midt i den passive lydighed – hans lidelse- , ser vi hans aktive lydighed – hans opfyldelse af Guds lov. Han opfylder det første bud og stoler på Gud alene.

Hans lidelse var uskyldig og selv midt i lidelsen forbandede og forkastede han ikke Gud, men forblev fri af synden. Hermed overvandt han Guds vrede og dom for os, så vi går fri. Jesus har taget alle menneskers skyld og synd på sig og på sin samvittighed, så han bar alle menneskers helvedsstraf på korset.

Intet menneske kan i fortabelsen råbe min Gud. Men fordi Kristus har gjort det, kan vi, når vi fortvivler og føler det, som om Gud har forkastet os, også kalde Gud vor Fader.

Han råber om hjælp, men hjælpen kommer ikke.

v 2b-3 Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Temaet i vers 2a udfoldes. Messias skriger om hjælp, men hjælpen er fjern fra ham. Det er en uafbrudt råben om hjælp – dag og nat. Selvom lidelsen kun varede et par timer, var det som en evighed – for han bar Guds vrede svarende til, hvad vi fortjener i evighed. Gud har vendt sig helt fra ham og lytter ikke til hans bøn og tryglen om hjælp. Han finder ingen hvile og ro, men må finder sig under Guds anklage og fjendskab uden lindring. Hans lidelse kan ikke tænkes værre. (og kan slet ikke sammenlignes med nogen lidelse David eller andre har følt).

⁴ Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. ⁵ På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; ⁶ de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. ⁷⁸ alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: ⁹ “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.” Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

Gud er hellig og ophøjet over alle mennesker og skabninger. Og dog bøjer han sig ned og frelser den ringe. Esajas 57,15: Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er “Hellig”: I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til Live. Fordi Gud både er hellig og almægtig, og har frelst fædrene, troner han på Israels lovsange. Lovsangene handler om Guds frelsergenringer og på dem troner Gud, som han tronede over keruberne. Lovsangene er bekendelse – de siger, hvad Gud har sagt og bringer ham nær derved. Og Gud frelste fædrene, som forlod sig på ham og råbte til ham. Gud forlader ikke den, som stoler på ham. Netop her ser vi modsætningen mellem Kristus og David. Gud frelste David i nøden, men lod sin retfærdige Søn lide. Og dét sådanne lidelser, at han må bekende, at han er en orm, ikke et menneske. På ham ligger overmenneskelige lidelser: Esajas 52,14 Som mange blev målløse over ham, – så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn –

Hvis Gud elsker ham og han er Guds søn, så må Gud eller han selv frelse ham. Det vil Gud ikke gøre. Det er bitter sarkasme: han, som hævder at have Guds velbehag og være Kristus elv, ham forkaster og forlader Gud. For mennesker, der vil have en herlighedsmessias, var dette en forargelse og dårskab. Og i denne lidelse må Kristus selv spørge “hvorfor”. Hvorfor går det ham anderledes end fædrene, der stolede på herre. Hvorfor frier Gud ikke ham af lidelsen som de andre. Hvorfor frelser Gud ham ikke.

10-12 ¹⁰ Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; ¹¹ på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. ¹² Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!Messias tager her fat i hånen – at han stoler på Herren. Gud har velbehag i ham. Gud lod ham føde og hvile ved sin Moders bryst i tryghed. Gud holdt sin beskærmende hånd over ham, indtil hans time var kommet. Sådan hørte vi på de uskyldige børns dag på Julesøndag, hvordan Gud holdt sin hånd over barnet og førte det ud af Betlehem fra Herodes myrderier. Messias nævner sin Moder tre(fire) gange, men ingen menneskelig Fader. Han er kvindens afkom, Jomfruens barn, men ikke en menneskelig Faders søn. Til gengæld kan han sige om Gud: fra Moders Liv var du min Gud. Dette er sandt både subjektivt og objektivt. Forholdet til Gud er uændret. De kan ikke adskilles, for Messias er Gud selv – Faderen er i ham og han i Faderen. Og subjektivt holder Messias Gud fast på, at han stadig er hans Gud. Han fortrøster sig stadig på Gud og opfylder det første bud, som han har gjort fra Moders liv. Fra Moders liv til korset var Gud hans Gud. Han syndede ikke, men stolede i alt på Herren. Det er ubegribeligt for os, hvordan den samme person kan være forkastet og forladt af Gud og samtidig være i fællesskab med Gud og stole på Gud. Midt i forkastelsen stoler han stadig på Herren og råber om hjælp.

¹³ Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, ¹⁴ spiler Gabet op imod mig (som) rovgriske, brølende Løve(r).Messias sammenligner sine fjender med dyr – Basans tyre. Løve er egentlig ental, så man kan overveje, om det er en enkelt fjende (Satan). Det mener kommentatoren Stöckhardt, eller muligvis Gud, som her også er Jesu fjende. Fjenderne må være de ydre fjender eller både disse og Satans hærskarer. Dyresymbolikken med hinden fra begyndelsen kommer nu frem igen. Det er Kristi ydre lidelse, vi nu hører om.

¹⁵ Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; ¹⁶ min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.Nu vender vi os til Kristi legemlige lidelse, som her beskrives i detaljer. Selvom korset ikke er nævnt, så beskrives korslidelsen alligevel detaljeret. Vi hører om hans tørst og om hvordan hans knogler deler sig pga. naglerne. Og til sidst hører vi, at han dør. Gud har givet ham i menneskers hænder og ladet dem pine ham for at frelse os.

17 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,Jagthunde, som jager hinden til døden. Det er den jagede hind,, vi hører om igen. Stöckhardt (en kommentator) tager fat i en diskussion om oversættelsen af sidste det “gennembore”, som nogen mener snarere bør oversættes med en løve. Jeg går ikke ind i diskussionen, men tror mest på oversættelsen “gennembore” pga. NT. Her er en profeti om, hvordan hænder og fødder blev gennemboret af Messias fjender, som sammenlignes med jagthunde, der jager et bytte. Ham, som de har gennemboret, er Jesus Kristus, som blev korfæstet for os.

¹⁸ jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. ¹⁹ Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

At han kan tælle sine ben er en følge af korfæstelsen , se vers 15. Nu deler de så klæderne imellem sig for at håne ham. OG det blev opfyldt, som vi ved (Joh 19,24). Alt dette skete ifølge Guds ård for at frelse os.

20-22 ²⁰ Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! ²¹ Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Sværdet er mordvåbenet og dyrene er igen billeder på fjenderne – måske med løven som billed på den store fjende. Men Messias beder her ikke om at undgå døden (med mindre forstås yvi_p.n synekdokisk om livet – det er også en mulighed). Jeg vil dog forstå det sådan, at Messias her beder om, at hans sjæl igen må foenes med hans legeme efter døden. Hans eneste er hans sjæl – for sjælen er uerstattelig (En parallelisme). Han slutter af med tillid til, at Gud har hørt hans bøn. Gud vil udfri hans sjæl af døden og oprejse ham fra de døde. Vi hører ikke mere om selve den legemlige opstandelse end dette, at Gud har bønhørt ham.

Nu kommer vi til anden del af salmen, hvor den frelste og genopstandne Messias fortæller, hvad han vil gøre.

23-26a ²³ Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: ²⁴ “I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! ²⁵ Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!” ²⁶ Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling

Nu er frelsens morgenrøde gået op over den jagede hind. Det er lignende tanker som salme 40 har: Sl 40,3-4 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, ⁴ en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN. Sl 40,10 ¹⁰ I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det. Mht. brødre kan vi tænke på Hebr 2,11 ¹¹ Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af én; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre. Her bruges det om mennesker i det hele taget, hvis broder Jesus er blevet ved at blive kød og blod. Jesus kalder særligt disciplene brødre: Matt 28,10 ¹⁰ Da siger Jesus til dem: “Frygter ikke! går hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se mig.” Da det her står parallelt med forsamlingen og de kaldes dem,der frygter Herren, er der tale om dem, der ikke blot er hans legemlige brødre, men også hans åndelige brødre ved troen, hans disciple. De er identiske med Jakobs og Israels slægt. Det nye Israel Jakobs sande afkom. I denne menighed af troende, vil Messias være nærværende. Det er han ved sit ord, hvorved han forkynder om sin lidelse og Guds frelse fra lidelsen. Han opfordre hele menigheden til at tage del i lovprisningen af Gud, for da Gud reddede sin Søn og oprejste ham fra de døde, frelste han også dem fra deres synd og død. Han døde som deres stedfrotræder og derfor er hans opstandelse også stedfortrædende, hans afløsning deres afløsning og hans retfærdiggørelse deres retfærdiggørelse. Det er det samme Gudsfolk, som dengang så frem mod den lovede frelser, som det Gudsfolk, der ser tilbage på den frelser, der er kommet.

22,26b-27 indfri mine Løfter iblandt de fromme; ²⁷ de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

Messias vil bringe et løfteoffer eller takoffer, som de ydmyge skal spise sig mætte i. Han har allerede givet sit liv som offer, men vil nu holde et offermåltid, hvor de ydmyge får del i offergaven. Men offeret blev givet for alle, skal takoffermåltidet kun gives til de ydmyge. Måltidet er den uddelte syndsforladelse i nådemidlerne. Det er kun de ydmyge, dém som loven har ydmyget, der har brug for frelsen og derfor er det kun dem, der skal spise sig mætte i frelsens måltid. Det er dem,,der søger Herren, når de ved troen får del i det brød, der kom ned fra himlen og uddeles i nådemidlerne (jeg tror det er for langt at strække den, her at tale specifikt om nadveren). Gæstgiverønsket er at deres hjerte må levet evigt. Sådan giver den uddelte frelse i nådemidlerne evigt liv, ligesom nadveren er en medicin til evigt liv.

22,28-32 ²⁸ Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; ²⁹ thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker. ³⁰ De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. ³¹ Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; ³² de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Nu bredes blikket ud til dem, der endnu står udenfor kirken. Folk fra hele jorden skal vende sig til Herren. Den ophøjede Kristus skal drage alle til sig, som vi hørte i søndags. Og sådan tænker vi jo også i Helligtrekongertiden særligt på missionen. Der er ikke tale om, at alle individer skal omvende sig, men om, at mennesker af alle folkeslag skal gøres til disciple. Og så er vi jo fremme ved befalingen til prædikeembedet i Matthæus 28,20, hvor det befales bærerne heraf at gå ud til alle folkeslag og lære og døbe. Men det udstrækkes ikke blot geografiske til alle folkeslag – også efterkommere og kommende slægter skal høre. Derfor lærer vi også, at der bestandig vil forblive en hellig almindelig kirke. Der vil altid være en rest tilbage. Det er godt at tænke på, når vi er en lille kæmpende kirke. Til disse kommende slægter skal vi forkynde herrens retfærdighed At+q’d>c- hans frelsende indgreb.

Henvisning: Dr. G. Stöckhardt: Ausgewählte Psalmen

Romerbrevet 1,17-32 – bibelundervisning fra i søndags

8. oktober 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Hør den her: [sc_embed_player fileurl=”https://www.augustanakirken.dk//wp-content/audio/2009-10-07-bibelundervisning-Rom1_18-32.mp3″]

Sidste gang hører vi om indledningen til Romerbrevet, som sluttede med, at Paulus præsenterede os for brevets tema: ¹⁶ Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. ¹⁷ Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed* af Tro for Tro, som der er skrevet: “Men den retfærdige skal leve af Tro.”

Nu begynder vi så med den første hovedel, som beskriver baggrunden for evangeliet om dén, retfærdighed, som gælder overfor Gud, som er åbenbaret i evangeliet og som modtages ved troen. Baggrunden er lovens dom og Guds vrede. Idag vil vi høre, hvordan Paulus i resten af kapitel 1 påviser, hvordan Guds vrede åbenbares over menneskeheden, som er uden undskyldning i sit oprør mod Gud. Paulus vil altså nu fortælle, hvorfor mennesker har brug for den retfærdighed, der åbenbares i evangeliet. Evangeliet forudsætter loven og derfor forkyndes loven først.

Romerbrevet 1,17-32

¹⁸ Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holder Sandheden nede ved Uretfærdighed;

Guds vrede er modsætningen til frelsen. Guds vrede er Guds reaktion på synden. Den vil blive åbenbaret på den yderste dag mod al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker. I modsætning til Guds retfærdighed står menneskers ugudelighed og uretfærdighed. Menneskene handler ugudeligt og ondt imod bedre vidende. De kender ikke blot ikke sandheden. De undertrykker den bevidst. Guds lov er åbenbaret for dem, men de fremturer i deres umoralske adfærd. Hvor kender de Guds lov fra:

¹⁹ thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det.

Hedningerne er ikke i ren uvidenhed om Gud. De ved altså noget sandt om Gud, fordi Gud har åbenbaret det for dem. Sådan hører vi i kapitel 2, at Gud har skrevet sin lov på hedningernes hjerter. Mennesker kan altså af naturen vide noget sandt om Gud. Selv djævelen ved noget om Gud. Men hvad er det så, man kan vide om Gud, og hvilken betydning har denne viden om Gud.

²⁰ Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de ingen Undskyldning har.

Gud er usynlig og har ikke vist sig for hedningerne. Men hans kraft og hans guddommelighed kan erkendes gennem skabningen. Sådan kan man ved at studere naturen nå frem til, at der er en Gud, som er almægtig og har skabt og opretholder alt. Noget af det, vi tror om Gud, kan vi rent faktisk lære af naturen. Det er man også nået frem til med Intelligent Design-teorien og der findes videnskabsfolk, der mener at argumentere mod evolutionsteorien. Derfor siger Skriften her altså også, at man ud fra fornuften kan nå frem til, at Gud eksisterer – og at det er Guds åbenbaring.

Men vi kan stadig kun vide det med sikkerhed, fordi det også er åbenbaret i Skriften. For disse sandheder er altid blandede med synden. Det er dog nok til, at mennesker er uden undskyldning, når de fornægter sandheden og undertrykker den. Derfor kan vi også bruge den til at forkynde Guds lov.

²¹ Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.

På den ene side står der, at de kender Gud og på den anden side, at de ikke ærede og takkede ham som Gud. Intet vantro menneske kan dyrke Gud. Selvom mennesker kan vide noget sandt om Gud, betyder det altså ikke, at de rent faktisk dyrker Gud. Sådan lærer vi også i den Augsburgske Bekendelse: For djævlene og de ugudelige kan ikke tro denne artikel: syndernes forladelse. Derfor hader de Gud som fjende, påkalder ham ikke og venter intet godt af ham. Augustin påminder også sin læser om ordet tro på denne måde og lærer, at ordet tro i skriften ikke tages om kundskab, således som denne findes hos de ugudelige, men om en tillid, som trøster og oprejser de forfærdede sjæle.

Der er altså en spænding her mellem, at vi rent faktisk kan vide noget sandt om Gud uden Guds ord og troen og så, at vi ikke ærer og dyrker Gud, hvis vi ikke har en sand tro. Uden evangeliet om syndernes forladelse, vil vi dyrke en afgud, som vi har skabt i vores eget billede.

Den naturlige gudserkendelse, kan altså ikke skabe en frelsende tro eller få mennesker til at dyrke Gud. Men den kan bruges som tilknytningspunkt for at forkynde Guds lov, som Paulus her gør. Man kan vise mennesker, at de ikke har æret og dyrket Gud. Man kan forkynde de ti bud eller det dobbelte kærlighedsbud i tillid til, at menneskers samvittighed fordømmer dem, selvom de ikke vil indrømme det.

Hvis hedningerne havde fulgt den naturlige åbenbaring havde de ledt i verden efter Guds ord, som har været i verden altid – hos patriarkerne, Israel, profeterne og nu i kirken. Men havd gjorde de i stedet?

²² Idet de påstod at være vise, blev de Dårer ²³ og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr. ²⁴ Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, ²⁵ de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.

Mennesker egen visdom er dårskab, og når de lader sig lede af den, i stedet for Guds åbenbaring, så vil de udskifte Guds naturlige åbenbaring med afguder, som var skabt i deres eget billede. Sådan kender vi det fra hedenske religioner.

Resultatet er, at Gud overgiver dem til synden. Gud straffer synden ved at overgive dem til deres syndige lyster. Og grunden understreges igen: de byttede skaberen ud med skabningen. Al afgudsdyrkelse handler om at dyrke skabningen frem for skaberen. Ens Gud er det, man stoler på, som Luther siger i store katekismus. Og kun dén, der ved, at hans synder er forladt, stoler på den sande Gud. Alle andre forlader sig på skabningen på den ene eller anden måde.

²⁶ Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, ²⁷ og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes i deres Begær efter hverandre, så at Mænd øvede skamløshed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv.

Følgen af, at man dyrker skabningen frem for skaberen bliver, at Gud overgiver en til ens syndige lidenskaber. Når man forkaster den naturlige gudserkendelse, medfører det også unaturlige synder – altså synder som selv fornuften kan se, er forkerte. Gud overgiver dem nu til unaturlige lidenskaber, nemlig at mænd ligger med mænd og kvinder med kvinder.

²⁸ Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre, ³¹ uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige; ³² hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald.

Menneskenes forkastelse af den naturlige gudserkendelse, fører til, at Gud giver dem hen til deres eget sind. Gud havde givet sig til kende gennem naturen, men de afviste den erkendelse og at søge efter den sande Gud. Og fordi de afviste den naturlige gudserkendelse, afviste de også Guds lov, som han har skrevet på deres hjerter. Og Gud gav dem hen til deres forkastelige sind, et sind, som også er imod den naturelige lov. Som vi læser til slut, kender de godt konsekvensen, Guds dom, over sådanne ting, men de ikke alene udøver dem, de støtter også at andre gør det.

Rom 1,1-17 – Dagens bibelundervisning

7. september 2008 af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen

Romerbrevet bibeltime 1 Rom 1,1-17. indledning og tema for Romerbrevet

Du kan høre bibeltimen her: [sc_embed_player fileurl=”https://www.augustanakirken.dk//wp-content/audio/2009-10-01-bibelundervisning-Rom1_1-17.mp3″]

1,1-15 indledende bemærkninger

1,16-17 brevets tema Evangeliet er Guds kraft til frelse!

1,18-3,20 viser Paulus, at alle mennesker er syndere og strafskyldige overfor Gud

3,21-5,21 handler om retfærdiggørelsen

6-8 handler om helliggørelsen, som følger retfærdiggørelsen -åndens kamp mod kødet

9-11 handler om Guds førelse af Israel og hedninger i historien – udvælgelsen

12-16 er specifikke formaninger til de kristne

(Gl. overs.) v 1 Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium,

(Ny overs.) v1 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium,

Paulus er to ting. Han er Jesu Kristi tjener. Nogen har ment, at der heri også lå at være en slave, som var blevet befriet. Ordet “tjener” kan også mere specifikt betyde slave, men det er usikkert, om det har den specifikke betydning her. Man kunne så sige, at Paulus var frikøbet ved Jesu blod til at være Jesu tjener. Sådan vil nogen fortolke det. I hvert tilfælde kan man sige, at dette at være Kristi tjener gælder alle kristne.

Udover det, er Paulus kaldet som apostel til at forkynde evangeliet. Han blev kaldet ved et umiddelbart kald. Martin Luther skriver i den store Galaterbrevskommentar: “Der er nemlig to former for kaldelse fra Gud; den ene er en formidlet, den anden en umiddelbar. I dag kalder Gud os alle til ordets tjeneste ved en formidlet kaldelse, det vil sige ved en kaldelse, der er formidlet ved et menneske. Apostlene blev derimod kaldet umiddelbart af Kristus selv, ligesom profeterne i det gamle testamente af Gud selv. Apostlene kaldte dernæst deres disciple, som Paulus, Timotheus, Titus o.s.v. Og de kaldte siden biskopper (Titus 1,5f.), og biskopperne deres efterfølgere lige til vor tid og således lige til verdens ende. Det er den middelbare kaldelse, fordi den sker gennem et menneske, og dog er den fra Gud.” Forskellen er altså, at apostlene var kaldet umiddelbart og direkte og havde løfte om, at deres tale og skrift var ufejlbarlig. Og tegnene derpå var undere og tegn. Men ligesom de senere hyrder og lærere, der blev kaldet til at prædike evangeliet, er aposteltjenesten også en tjeneste, der prædiker evangeliet. Nu kaldes hyrder og lærere ikke længere umiddelbart, men gennem kirken. På samme måde blev præsteskabet i GT også kaldet middelbart – gennem en fast norm, som Gud havde givet. I dag har han ikke ladet embedet gå i arv, men han kalder stadig gennem Guds folk.

V 2 hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter,

v 2 som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter,

Evangeliet er altså ikke noget nyt. Det er ikke sådan, at Gt er loven og NT evangeliet. Evangeliet var forudsagt gennem profeterne lige siden Adam, som hørte løftet fra Gud om, at kvindens afkom ville besejre djævelen gennem sin egen lidelse og atter bringe forholdet til Gud i orden (1 Mos 3,15 – se også Evas forståelse af løftet i 1 mos 4). Her er nøglen til at forstå GT – GT er en lang fortælling om profeter, der blev lovet frelsen og en forberedelse til, at frelseren skulle komme. Ligesom apostlene var profeterne kaldet direkte af Gud og talte ufejlbarligt på Guds vegne. Derfor kunne Guds løfter ved dem skrives i Hellige Skrifter. Og fordi apostlene er kaldet direkte ligesom proferne, er deres Skrifter også hellige, ligesom de profeter, som blev anerkendt af apostlene og givet profetiske nådegaver af dem.

v1:3-5

3 om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, 4 kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, 5 ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,

v 3 evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, v4 i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. v5 Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære.

Her kommer så indholdet af evangeliet, efter at Paulus har gjort klart, at det er det samme evangelium, som profeterne har forkyndt fra begyndelsen af. Evangeliet handler om Guds søn. Senere hører vi, at det er Guds egen søn (8,32) og at han er Gud selv (9,5).

Han er desuden af Davids slægt efter kødet, dvs. Efter sin menneskelige natur. Han nedstammer fra David og opfylder dermed løfterne i f.eks. 2. Sam 7 om Davids efterkommer, der skal bygge et hus for David. Han er helt of fuldt menneske og trådte frem som et menneske, selvom han var Gud selv.

Men han blev også stadfæstet som Guds søn, da han opstod fra døde. I modsætning til Lazarus, var det en opstandelse i magt og vælde. Lazarus blev opvakt ved Jesu magt, men Jesus stod op ved egen magt og vælde og viste derved, at han er den almægtige selv. Det kan også oversættes (Wierød): Han, Som med vælde er godtgjort at være Guds Søn i kraft, efter helligheds Ånd, ved opstandelse af døde: Jesus Kristus, vor Herre,

Ved opstandelsen er Jesus igen fremtrådt i herlighed. Han havde hele tiden magten, men nu gjorde han igen fuldt ud brug af den. I fornedrelsen brugte han den ikke fuldt ud i sin menneskelige natur, men det gjorde han fra sin opstandelse og frem. Selvom den menneskelige natur havde del i guddommelig kraft fra Gud blev menneske, så var det ved opstandelsen, Jesus viste den fuldt ud. “efter helligheds ånd” står som modsætning til “efter kødet”- det er altså ikke nødvendigvis Helligåndens person, der er tale om. Guds søn er ånd og nu viser han sin guddommelige natur fuldt ud, ligesom han i fornedrelsen først og fremmest viste sin menneskelige natur.

Jesus Kristus, vor Herre – denne Jesus, er de kristnes herre. Det er han både i den forstand, at han er den, der regerer i kirken gennem sit ord. Han har forløst og købt os fra synden og døden og oprettet sit åndelige rige på jorden. Han er det også i den forstand, at vi kristne tjener ham som vores Herre.

Nåde og apostelgerning – Det kan enten ses som to sider af samme sag, hvor apostelgerningen ses som en særlig nådesbevisning, eller det kan ses som forskellige ting. Nåden går da forud for kaldet til tjeneste. Paulus fik nåden, da han blev omvendt og blev så kaldet som apostel. Form¨let med apostelkaldet er bl.a. at føre folkeslagene til troslydighed – se Matt 28,20. Apostlen er forkynder og lærer for alle folkeslag. Og idag bedømmes alle de senere lærere efter disse første lærere, som var kaldet umiddelbart og udrustet med Helligånden til at give dem ordene, de skulle tale med.

6-7 iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede: 7 ¶ Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

v6 Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus. v7 Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

Nu til læserne. Romermenigheden var også kaldet til at tilhøre Jesus Kristus og have ham som herre. De var ved evangeliets forkyndelse kaldet af Gud til tro. Og derfor var de hellige.

v 1:8-10

8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden. 9 Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, 10 idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.

v8 Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro. v9 Gud, som jeg i min ånd tjener med evangeliet om hans søn, er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner v10 og altid beder om, at det med Guds vilje dog endelig må lykkes mig at komme til jer.

Paulus takker sin Gud ved Jesus Kristus. Det er pga. Jesus og ved ham, vi kan komme til Gud. Det er Paulus’ Gud, fordi Paulus stoler på ham. Sådan er troen altid en fortrøstning og tillid til Gud. Rom var en hovedstad, så hvad der skete der lød i hele riget – derfor var rygterne om deres tro også nået ud i hele verden.

Paulus’ bøn og taksigelse er en sag ml. Ham og Gud. Derfor tager han Gud til vidne på, at det er sandt, at han beder uophørligt for romerne. Han beder ligeledes om at måtte komme til dem.
v 11-12

v11 Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes, 12 det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min.

v11 For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, v12 eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.

Grunden til bønnen om, at Paulus gerne vil besøge Rom er, at han gerne vil dele en åndelig nådegave med dem. Det kan være fordi der måske ikke har været en apostel der før (det er der noget, der tyder på). Tungetalen nævnes f.eks. Ikke i kapitel 12, hvor forskellige nådegaver nævnes. Kun profetisk gave nævnes af de ekstraordinære nådegaver, men det kan skyldes, at menigheden er grundlagt af nogen, der har fået den. Eller det kan skyldes, at de har hørt om den og at Paulus selv har den.

Det kan måske også tolkes som en nådegave i bredere forstand, som ordet bruges i 5,15-16 el. 6,23, så det er evangeliet, det handler om, at Paulus vil dele med dem.

v13-15

13 Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger. 14 Både til Grækere og Barbarer*, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld. 15 således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom.

v13 Og det skal I vide, brødre, at jeg tit har sat mig for at komme, men hidtil er jeg blevet forhindret. Jeg ville nemlig gerne høste nogen frugt også hos jer ligesom blandt de andre folkeslag. v14 Både grækere og barbarer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for. v15 Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom.

Det er ikke manglende interesse, der har gjort, at Paulus ikke har besøgt dem. Han ville hellere end gerne, så han også som hedningernes apostle kunne være til gavn for kirken der og føje nogen til ved evangeliets prædiken. Han er derfor parat til at forkynde evangeliet også i Rom.

v1:16-17

16 Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. 17 Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed* af Tro for Tro, som der er skrevet: “Men den retfærdige skal leve af Tro.”

v16 For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. v17 For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«

Grunden til, at Paulus gerne vil forkynde evangeliet også i Rom er ydermere evangeliets indhold. Han skammer sig ikke ved evangeliet. Det er det evangelium, han nævnte i begyndelsen: evangeliet om Guds søn, som blev menneske og døde og opstod for os. Evangeliet er en kraft til frelse. Budskabet er altså i sig selv virkekraftigt og frelser. Det er ikke blot information, men en virkelig aktiv kraft, der gør os salige. Den virker troen i mennesker, både jøder og grækere, dvs. hedninger. Hverken jøder eller hedninger kan frelses ved andet end evangeliet og troen derpå. Og evangeliet formår at frelse begge.

Baggrunden for, at evangeliet er en Guds kraft til frelse, er at heri åbenbares Guds retfærdighed – den retfærdighed, der gælder for overfor Gud. Guds retfærdighed er ikke Guds retfærdighed som en egenskab i Gud, ligesom når man taler om en retfærdig Gud. Det er heller ikke en moralsk egenskab ved mennesket. Nej, det er menneskets forhold til Gud og Guds nådige dom over mennesket, der er tale om her.

Guds retfærdighed, retfærdiggørelsen, er den dom, hvormed Gud frikender og benåder et menneske på baggrund af Kristi stedfortrædende opfyldelse af lovens krav og hans stedfortrædende straflidelse. Den retfærdighed modtages ved troen og skyldes ikke gerninger.

Noget, der åbenbares, findes allerede. Her hører vi altså, at guds benådningsdom allerede findes, før den åbenbares for os i evangeliet og modtages i tro. Kristus har allerede vundet den stedfortrædende retfærdighed ved sin opfyldelse af lovens krav og straf. Jesus har vundet retfærdighed for alle mennesker og Gud har erklæret verden retfærdig I Kristus, da han oprejste ham fra de døde. Det er altså ikke sådan, at evangelieforkyndelsen eller troen lægger noget til. Nej, evangelieforkyndelsen åbenbarer og uddeler den retfærdighed, Kristus allerede har vundet ved sit liv, sin lidelse og sin død. Og troen modtager og fortrøster sig til den retfærdighed, som evangeliet åbenbarer. Hvordan skulle man kunne stole på en benådning, som ikke allerede har lydt? Hvis dommen var afhængig af troen, så ville det jo være troen, man skulle stole på og ikke Guds benådningsdom. Men nu står der, at Guds retfærdighed åbenbares – og altså derfor allerede eksisterer. Men ved troen får du del i den, fordi du fortrøster dig til den og stoler på den og derved modtager den. Og i evangeliet åbenbares den for dig, så du kan stole på den.

Denne Guds retfærdighed, som er en kraft til frelse, er temaet i romerbrevet. Men for at vide, at man har brug for at blive benådet, må man først vide, at der er noget at benådes fra. Man må vide, at man er en synder. Derfor begynder Paulus med at beskrive den dystre baggrund for det glædelige evangelium: at alle mennesker er syndere, som står strafskyldige overfor Gud og rammes af hans vrede, hvis ikke Gud griber ind. Det beskriver Paulus i 1,18-3,20

Dernæst beskriver han retfærdiggørelsen i 3,21-5,21

og så beskriver han den retfærdigjortes liv i troen med kamp mod synden og daglig omvendelse og fortrøstning til syndernes forladelse.

Dernæst beskriver han udvælgelsen – hvordan Gud gennem historien har før mennesker til tro og bevaret dem ved hjælp af evangeliet – både det gamle Israel og hedningefolkene.

Dernæst tager han fat i de praktiske forhold i menigheden og komme på baggrund af Guds barmhjertighed med konkrete formaninger til menigheden. Sådan må man først have evangeliet og læren på plads, før man kan begynde at forholde sig til de praktiske ting.

Romerbrevet kapitel 3 (med lyd)

Bibeltime over Rom 2 – nu med lyd

salme 22 – noter fra bibeltime holdt i sommers

Romerbrevet 1,17-32 – bibelundervisning fra i søndags

Rom 1,1-17 – Dagens bibelundervisning

En luthersk kirke

Kom eller kontakt os

Næste gudstjenester