Århus 9. september 2007

En Bekendelse af Guds ords lære om aktuelle spørgsmål

1. Om Skriften som eneste autoritet for kirkens lære og liv og den norm, hvorefter al splid skal bedømmes.
Vi bekender enstemmigt, at Skriften alene er dommer i alle spørgsmål vedrørende kirkens lære og liv. Alle stridsspørgsmål skal løses ved studium af Skriftens klare ord og lære. Opstår der konflikt i kirken, som en part hævder, angår Guds ords lære, skal Skriftens udsagn herom altid undersøges, før der træffes afgørelse herom.  Vi forkaster den falske mening, at man i spørgsmål, der angår læren, kan føre kirkepolitik og indgå kompromiser imod Guds ord. Ligeledes, forkaster vi den mening, at der kan træffes afgørelser imod Guds ord af hensyn til ‘menneskelige grunde’.
(2. Tim. 3,15-17; Gal. 1,8)

2. Om kirkefællesskab
Vi bekender enstemmigt, at kirkefællesskab kun kan etableres og opretholdes, hvor der hersker enighed om læren. Når en menighed eller kirke lærer falsk og ikke lader sig formane, må kirkefællesskabet brydes, selvom der er historiske eller familiære bånd. Kirkefællesskab er fællesskab om ord og sakramenter og hvad, der hører hertil, f.eks. gudstjenester og missionsvirksomhed. Vi forkaster enhver form for unionisme, nemlig fællesskab om ord og sakramente med medlemmer af vranglærende kirker og menigheder, herunder fælles gudstjenester, gudstjenstelignende møder og fælles missionsvirksomhed.
(Rom 16,17)

3. Om det almindelige præstedømmes læreforpligtelse
Vi bekender enstemmigt, at også lægfolk har ansvar for den rette lære og  sakramentforvaltning i kirken. Selvom lægfolk ikke skal kende hele læren, skal de dog holde  sig til Guds ord på de lærepunkter, de har kendskab til, ligesom de skal granske Skriften for  at bedømme læren. Fordi lægfolk også har ansvar for læren, må de også underkastes  læretugt, dersom de trods undervisning og formaning fastholder, fremmer falsk og forsvarer  falsk lære.  Vi forkaster den vildfarelse, at det alene er bærere af prædikeembedet, der er læremæssigt  ansvarlige, men at lægfolk kan fremme og forsvare falsk lære uden konsekvenser.
(Tit. 3,10; Matth. 7,15)

4. Om den lokale menighed i forhold til kirkelige organer udenfor denne
Vi bekender enstemmigt, at den lokale menighed, som samles om Guds rene ord og sakramenternes rette forvaltning, er indstiftet af Gud som hans sande synlige kirke på  jorden. Lokale menigheder er frie til at slutte sig sammen med andre menigheder i  kirkesamfund eller at lade være. Selvom de slutter sig sammen kan kirkelige organer  udenfor den lokale menighed dog aldrig tiltage sig magt i den lokale menighed, som denne  ikke til enhver tid kan tage tilbage.  Vi forkaster den falske og papistiske vildfarelse, at kirkelige organer, som er etableret efter  menneskelig ret kan tiltage sig magt i den lokale menighed uden dennes accept.
(Matth. 18,17)

5. Om afsættelse af en rettelig kaldet bærer af prædikeembedet
Vi bekender enstemmig, at en præst, som er rettelig kaldet, kun kan afsættes af Gud selv.  Menigheden kan kun konstatere Guds afsættelse og afsætte præsten, når der foreligger  gyldige bibelske grunde, dvs. falsk lære, ugudeligt liv eller inkompetence, som er sikkert  fastslået og bevist samt ordentligt prøvede – og hvor i tilfælde af falsk lære eller  inkompetence formaning ikke har  hjulpet. Hvor en præst afsættes uden at disse betingelser  er opfyldt, har man berøvet Kristus en af hans tjenere. Enhver retlærende præst og menighed  må afbryde kirkefællesskabet med en sådan menighed.  Vi forkaster de falske meninger, at et verdsligt mistillidsvotum eller andre ikke-bibelske
grunde kan lægges til grund for en afsættelse. Vi forkaster den falske mening, at en præst  kan afsættes uden at grundene hertil er objektivt fastslåede og prøvede.  Vi henviser desuden til pastor Magnus Sørensens ‘Syv Teser om Det Hellige  Prædikeembede‘, hvor der også er angivet skriftbegrundelser og lutherske læreres bekendelse i dette spørgsmål.

6. Om det lokale prædikeembedes grænser
Vi bekender enstemmigt, at et kald er begrænset til det område, hvortil man er kaldet. En præst har ingen myndighed i en menighed, han ikke er kaldet til og kan kun forvalte  nådemidlerne overfor medlemmer af en anden menighed med den lokale sognepræsts  billigelse, medmindre denne er blevet en falsk lærer og medlemmer af den grund opsøger  ens tjeneste i en nødsituation.
Vi forkaster den mening, at en præst fra en anden menighed kan kræves inddraget i en  præsts embede.  Vi henviser igen til pastor Magnus Sørensens teser.

7. Om skabelsesordningen mellem mand og kvinde
Vi bekender enstemmigt, at Gud ved skabelse og forløsning har ordnet forholdet mellem  mand og kvinde sådan, at kvinden ikke må udøve myndighed over manden i Guds kirke.  Kirkens ordninger skal afspejle dette forhold, så kvinder ikke udøver myndighed over mænd  i kirken, men underordner sig. Dette gælder ikke kun i lærespørgsmål, selvom det ikke er  tilladt kvinder at lære og forkynde i kirken. Det er dog menighedens pligt at tage hensyn til  alle medlemmer, både kvinder og børn.
Vi forkaster den mening, at kvinden må udøver autoritet over manden i kirken, så længe det  ikke drejer sig om læremæssige spørgsmål eller udøvelse af hyrdeembedet.
(Gen. 2-3 Ef. 5)

På vegne af Augustanakirkens menighedsråd

Pastor Sørensen

For yderligere oplysninger om baggrunden for Augustanakirkens dannelse kontakt præsten.